Læg din pote i min hånd.

Det er min første historie jeg ligger ind. Jeg ved godt at jeg måske burde lægge denne lille novelle ind under dyr, men jeg føler at den høre meget bedre hjemme i kærlighed. Det er en historie om Maria, der har mistet sin bror og sin far og nu ligger døden hendes elskede hund nær. Det er en historie der går lige i hjertet på mig. Jeg skrev den for et år siden og jeg føler at den er værd at blive læst. Den er ikke så lang. To en halv side i word, så giv dig tid til at læse den og smid gerne en kommentar til :)
Hør sangen mens du læser.

0Likes
4Kommentarer
1922Visninger
AA

1. Molly.

Pludselig skete det. Jeg havde set det komme for en måned siden, men her den sidste uge var det glemt. Jeg sad i stuen og så nyhederne, da Molly begyndte at blive stille. Hun lagde sig ned på en mærkelig måde og så lige frem, mens en lille peben kom fra hende. Først tænkte jeg ikke over det, indtil hun begyndte at trække vejret hurtigt og højt, så så jeg over på hende. Hun bevægede hovedet på en bestemt måde igen og igen, en nikkende måde. ”Molly,” sagde jeg og rejste mig fra stolen. Min stemme var fuld af panik men stadig rolig som om jeg prøvede at lyde normal. Molly begyndte at pibe mere og sitre i kroppen. Hendes øjne bevægede sig ikke. Jeg løb over til hende og satte mig ned ved siden af hende. Hun trak vejret hurtigt og sitrede. Med rystende hånd fik jeg mobilen op af lommen og ringet til dyrlægen. ”Molly opfører sig underligt! Hun… Hun ryster og… trækker vejret mærkeligt… hun…” jeg var helt ude af den og begyndte at ryste med mobilen i hånden. En tåre trillede ned af min kind. Min hånd på Mollys mave sitrede samtidig med hende. Lægen sagde ikke noget i den anden ende af røret så jeg rejste mig hurtigt op mens jeg sagde, ”jeg kommer ud til dig med det samme!” ”Maria. Lad vær. Molly er gammel og du vidste at det ville komme.” ”Hvad mener du! Skal jeg bare lade hende… dø! Vi må da kunne gøre et eller andet!” min stemme var en blanding af gråd og panik. Jeg gik i cirkler om mig selv og holdt øje med Molly der blev mere og mere rolig, hvilket gjorde mig mere og mere urolig. ”Det eneste du kan gøre, er at give den sprøjten. Dens tid er kommet. Du må acceptere det,” hans stemme var blød og beroligende, men realistisk. Jeg stoppede op og så på Molly. Han havde ret. Molly havde det dårligt og at lade hende leve var at lade hende lide. Hun sitrede ikke så meget mere men trak vejret hurtigt. ”Gør det for Molly, Maria. Tag afsked med hende ordentligt. Ellers vil du fortryde det.” Jeg begyndte at ryste endnu mere. Mobilen var ved at smutte ud af min hånd og en klump sad i min hals. ”Okay. Farvel,” hviskede jeg. Min stemme var ikke i stand til noget. Den ville knække over med det samme. Jeg afsluttede opkaldet og så på Molly i den stille stue. Lyden af tv-avisens vært var næsten helt væk i mine øre. Det eneste jeg kunne høre var Mollys tunge vejtrækninger og hendes peben en gang imellem. Så gik jeg over til hende og løftede hende forsigtigt op. Hun føltes mere tung end nogensinde og samtidig let. Hun hang slattent ned over mine arme og sukkede en gang imellem. Der stod vi. Som to skæve pinde der lænede sig støttende op til hinanden. Det eneste de havde, var hinanden. Jeg vidste ikke om det var mig eller hende der rystede – eller os begge, men tårerne løb frit ned af mine kinder.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...