Fri

Hun sidder og kigger ud over marken, da hun farer sammen, lige foran vinduet, står en ung kvinde. Kvinden ser vild ud, som et forskræmt dyr, der overvejer om du er værd at frygte... alt ved kvinden er råt og voldsomt, selv i hendes øjne ser der ud til at foregå en kamp, mellem den naturlige grønne- og den dæmoniske gule farve,der desperat, prøver at bryde igennem. Alt det brutale, giver dog kvinden, en babarisk skønhed, der tager pusten fra hende. Pludselig vender kvinden om, og løber på bare fødder over marken, og forvinder i tågen.

3Likes
0Kommentarer
1131Visninger
AA

4. Zacharias

Han sad ved lejrbålet. Siden han havde været i byen, havde han ikke kunne få kvinden ud af sine tanker. Han sad og holdt øje med sit folk. Zacharias var en mand der altid bekymrede sig om folks tanker om ham, især hans fars. Kvinderne var igang med at lave mad, og luften var fyldt med en krydret duft. Han sad på en træstub og tænkte. For sit indre, så han to muntert skinnende øjne, det ene nøddebrunt og det andet blåt, eller farven er måske mere turkis? Som havet, dybt og stille. Han rystede hovedet, som for at tvinge tanken ud, i det samme kom Vilda farende hen, snuppede noget kylling og fór så skræmt væk igen.. Hvad havde han dog gjort galt med hende?   

Han snakkede aldrig om hende med nogle, ligesom ingen snakkede om hende når han var i nærheden, at hun var blevet sådan var for stor en sorg og skam for ham. Han var leder og det var hans pligt at passe på sin klan. Sorgen brændte i ham, og hjertet brændte af sorg, i det samme lød en stemme højt "Far! Du er kommet tilbage" hans lille datter rev ham ud af tankerne, og løb over til ham og kastede sig i armene på ham. Hun plaprede løs "Jeg har savnet dig far.. Har du noget med til mig far?Synes du ikke at jeg løb hurtigt far? Vil du ikke se noget jeg har lært far?" hele tiden brugte hun den titel "Far", den der gjorde ham så varm om hjertet. Han lo "Hov, hov. Selvfølgelig kom jeg da tilbage til dig min blomst, men husk nu at trække vejret! Jeg har savnet dig noget så meget min egen, der var en dag hvor jeg bare havde lyst til at tage hjem! Selvfølgelig har jeg en gave med til dig" Han stak hånden ned i lommen og trak en lille pose op "Jeg håber at du kan lide den" hans forsigtige smil viste hvor ængstelig han var. Hvad nu hvis hun ikke kunne lide den lille ring, han havde brugt så mange timer på at finde? Den lille pige åbnede posen og udstødte et skrig af fryd da hun så den lille sølv ring prydet med en grøn smaragd. Han smilede et blødt smil, han var altid så betænksom og blid når det gjaldt hans datter. Det var så også det eneste tegn på at han i virkeligheden var betænksom, normalt var hans meget autoritær, og opførte sig barsk, mens han styrede sin klan med hård hånd, og mange frygtede ham, både folk med og uden grund. Hans datter tilbedte alle dog, hun var så let elske, som hun løb rundt på sine små buttede ben og snakkede som et vandfald. Hendes latter spredte glæde i den lille landsby.

Vilda kom tilbage og greb mere kylling, denne gang satte hun sig dog ikke så langt borte fra bålet. Zacharias holdt øje med hende, hun var stadig smuk på en rå måde, lidt lige som en usleben diamant. Den lille pige løb hen og puttede sig ind til hende. Man kunne se at Vilda beherskede sig, i de klare sunder hun engang havde haft, havde hun passet pigen, og nu var hun den eneste der kom hende nær. Man kunne se at det var hårdt for hende ikke at blive skræmt, og der var da også et kort glimt af rædsel i hendes øjne, et glimt der gjorde Zacharias dybt ulykkelig. 

Han kiggede sig omkring, og bemærkede at mange kvinder havde holdt øje med ham, nu fjernede de dog skyndsomt deres blikke. Zacharias rettede sig og genfandt sin styrke og kortfattethed.

Maden var himmelsk! "Behager maden dem?" Spurgte en af kvinderne, Primulla, som engang havde gjort ham opmærksom på, at hvis han trængte til at få stillet sine mandlige lyster, kunne han bare komme til hende, han havde væmmet sig ved hende, og kigget foragteligt på hende, siden da havde hun prøvet at gøre det op til ham igen. Han husker stadig hendes ord: Han brummede som svar, og hun skyndte sig væk. Pludselig opdagede han at Vilda og hans datter var væk, en nagende bekymring skar i ham, men i det samme hørte han pigens klingende latter, og uroen forsvandt. Hans blik fulgte en ung mand der kom gående, det var Christoff, Primullas unge elsker. Da Zacharias havde afslået dengang. Havde Primula gået til den kønne Christoff, der dengang kun havde været en dreng på 15 år. Christoff stoppede op foran Zacharias "Tjorn sagde at jeg skulle fortælle dig om dagens begivenheder" Sagde han, rankede ryggen og forsøgte at lyde moden, knægten ville behandles som en mand. Det at få en opgave gjorde ham vældig stolt, derfor plejede mændene at give ham de opgaver, de selv følte sig for ophøjede eller utilpas over. Ting som at grave latrin, pudse støvler eller at overbringer deres leder dårlige nyheder. "Ja?" Zacharias lød frygtindgydende, egentlig kunne at vældig godt lide denne ærlige knægt, men han lade være med at skræmme drengen lidt. Drengen rankede sig, om muligt, endnu mere. "Vilda blev set ude for lejren tidligere. Man tog ud for at finde hende, men der var hun allerede væk." Drengen sank en klump, det var tydeligvis nu den slemme del kom "Da hun kom tilbage havde hun en i hælene." "Og? Vilda kravlede da bare op i landsbyen, der kunne hun da ikke blive set? Medmindre at det da var...." Han stivnede og øjnene blev hårde "Bare rolig sir, det var ikke en Rave, men denne kvinde.. Det er altså mærkeligt, men hun kunne altså se." Han blev stille "I fik hende vel fanget?" "Kvinden kravlede selv op sir" "Kravlede?" "Via træerne. Det er her det mærkelige kommer: Jeg tror ikke at hun har set en magisk landsby før, på trods af at hun kan se, hun var så optaget af landsbyen, at hun ikke opdagede Klark, der sneg sig om bag ved hende, og med en kæp slog hende i jorden" Zacharias kiggede undersøgende på drengen for at se om hvorvidt han talte sandt "Og hvor er denne mystiske kvinde så nu?" "I kælderen sir. Vi vidste ikke hvad vi skulle gøre af hende, vi er ikke ligefrem vant til fanger, Hirt ville dræbe hende, han sagde at hendes skønhed ville blive farligt for os, men Klark og Tjorn sagde at han skulle vendte til du kom." Zacharias blev eftertænksom "Det var godt at i ventede. Vis mig hen til hende." Christoff viste vej. De gik ind i en lille hytte. Vilda sad med han lille pige, der sad bukket over en rist og pludrede løs. Pludselig gik det op for ham hvad det var de lavede. Han greb den lille pige i armen og trak hende hen i hjørnet "Hvad gør du far? Det gør ondt!" hulkede den lille, og de store grønne øjne, fyldtes med tårer. "Det må du undskylde skat, men du må ikke snakke med kvinden, okay?" "hvorfor ikke? Hun er rigtig venlig!" han smilte ned til sin naive pige "Det er skuespil skat, hun lader som om hun er sød, og så håber hun at vi slipper hende fri, så hun kan sladre... forstår du?" hun nikkede højtideligt, han sendte hende ud og vendte sig så mod risten.

 

 

     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...