Fri

Hun sidder og kigger ud over marken, da hun farer sammen, lige foran vinduet, står en ung kvinde. Kvinden ser vild ud, som et forskræmt dyr, der overvejer om du er værd at frygte... alt ved kvinden er råt og voldsomt, selv i hendes øjne ser der ud til at foregå en kamp, mellem den naturlige grønne- og den dæmoniske gule farve,der desperat, prøver at bryde igennem. Alt det brutale, giver dog kvinden, en babarisk skønhed, der tager pusten fra hende. Pludselig vender kvinden om, og løber på bare fødder over marken, og forvinder i tågen.

3Likes
0Kommentarer
1129Visninger
AA

3. Den hemmelige landsby

 

Der var lørdag, og Lava stod, som altid, tidligt op, for at udnytte dagen, og få det bedste ud af den.. Sådan levede Lava sit liv, levede en dag af gangen, og brugte den på hvad hun ville, hun udnyttede dog altid sine dage fuldt ud, som når man presser en appelsin, for selv den allersidste dråbe, af liv.. Lava sidder ved det lille bord, ved sit vindue, hun tænker tilbage på sin barndom. Det var da hun fyldte 18 år, og hun flyttede fra børnehjemmet, at hun besluttede at hun ville leve resten af sit liv, lige som hun ville... Det eneste hun var sikker på var, at hun skulle en dag have børn, og hun ville aldrig forlade dem!

Hun sidder og kigger ud over marken, da hun farer sammen, lige foran vinduet, står en ung kvinde. Kvinden ser vild ud, som et forskræmt dyr, der overvejer om du er værd at frygte... alt ved kvinden er råt og voldsomt, selv i hendes øjne ser der ud til at foregå en kamp, mellem den naturlige grønne- og den dæmoniske gule farve, der desperat, prøver at bryde igennem. Alt det brutale, giver dog kvinden, en babarisk skønhed, der tager pusten fra hende. Pludselig vender kvinden om, og løber på bare fødder over marken, og forvinder i tågen. Lava sidder lidt. Så løber hun ud og efter kvinden, Lava har stadig kun den tynde, morgenkåbe på, da kl. kun er 7.. Hun løber alt hvad hun kan, og hun pisker jorden op. Nu kan hun se kvinden, et godt stykke foran sig. Snart begynder hendes ben, at føles irriterende tunge. Kvinden foran, løber ind i skoven, hun løber gennem krat og når Lava så følger efter, bliver hendes tøj flået, og hun har allerede rifter på hænder og arme. Pludselig mister Lava kvinden af syne, og i det samme, træder hun på en torn, Lava giver et smerteshyl fra sig, og hun griber fat om sin fod hopper, og i det hun hopper frem, slår hun hovedet ind i en gren, og går i jorden. Der ligger hun lidt, på ryggen med lukkede øjne, og tænker over hvor uheldig hun egentligt lige var, hun mistede ikke bare kvinden, hun har nu også en øm fod, en kæmpe bule i panden, plus at hendes arme sviger fra de mange små rifter. Hun åbner øjnene, og pludselig ser hun en kæmpe træplatform, der er bygget mellem træerne, der er grene på undersiden, så man ikke vil ligge mærke til det, uden at kigge direkte på det. Hun undrede sig over hvordan man kom der op, men endte så med at klatre, en færdighed hun havde fra da hun var lille, og ville op i køkkenet for at stjæle de tærter der blev sat i vindueskammen til afkøling. Endelig kom hun med besvær op på platformen, grenene stoppede lig under den, og den sidste meter, måtte hun trække sig op. Hun blev helt målløs, det var en lille landsby, og nu hvor hun kiggede efter, var den slet ikke så lille endda.. hun stod og undrede sig over at platformen overhovedet kunne holde, da en skærende smerte ramte hende i baghovedet, og hun gik i sort... Den sidste gang hun nogensinde stjal en tærte fra vindues kammen, var den dag hun kravlede direkte op i favnen på kokken, der endelig havde regnet ud, hvordan hendes tærter forsvandt. Den dag havde hun måtte gå i seng uden mad, og med en meget øm bagdel.. Denne gang var hun også blevet opdaget, og "faldet i søvn" med et ømt hovede.

             

* * *

 

Da hun vågnede var der helt sort, først troede hun at slaget havde gjort hende blind, men så satte hun sig op og slog hovedet op i loftet, og hun forstod at hun var i en kælder. Hun tog hånden op for at mærke efter, det kunne jo være at der var en lem eller noget. Det var der ikke, kun en form for rist, hun var pænt sikker på at den ud over at give hende luft, også kunne bruges til at tale igennem. Hun vidste ikke hvad hun skulle bruge tiden på, hun ville ikke lægge sig til at sove, for det første var hun ikke træt, i øvrigt ville hun heller ikke gå glip af hvis der kom nogen. Hun tjekkede lommerne i sin morgenkåbe, det eneste der var, var et bånd, og nogle hårnåle, fra sidste gang hun ville sætte hår. Altså brugte hun tiden på at sætte sit hår, først i en frisure, og da der stadig ikke kom nogen prøvede hun flere andre. Hun havde lige sat alt håret op i en kæmpeknold da hun syntes at høre fodtrin. Hun stoppede op "hallo?" pludselig blev der stille "er der nogen" hun kiggede op og så at de drejede på risten, så hun nu kunne se igennem. På den anden side, sad den kvinde hun havde forfulgt. "Hej" sagde Lava og smilede "du har vel ikke tilfældigvis noget mad vel?" Kvinden, som sad på hug og havde taget ansigtet helt tæt på risten for at kunne se, for tilbage. Hun blottede sine tænder og hvæsede, det løb Lava koldt ned af ryggen, Kvinden mindede virkelig om et vildt dyr, hun sad der med sine opspilede øjne og blottede tænder. Pludselig havde Lava ikke længere lyst til noget mad fra hende. Hvad nu hvis hun kom med råt kød? "Jeg gør dig altså ikke noget, desuden er jeg lukket inde, det burde være mig der var bange for dig" det var hun i virkeligheden også, men hun tænkte at hvis hun kunne få vilddyret til at slappe af og stole på hende, kunne det være at hun ville blive sluppet ud. Lava sad i lang tid og småsnakkede med vilddyret, selvfølgelig uden at få svar, men helt uden formål var det ikke, vilddyret rykkede tættere og tættere på, og nu sad hun lige over risten. "Forresten..Hvad hedder du?" Lava regnede ikke med at få noget svar, og skulle til at fortsætte da vilddyret kom med en lyd. "undskyld?" spurgte Lava, og denne gang lyttede hun godt efter "Vilda" hvæsede kvinden. Selvfølgelig tænkte Lava Vilda -Vilddyr næsten det samme "det er godt nok et smukt navn" sagde hun, og opdagede at hun mente det. Vilda pegede spørgende på Lava " Mit navn er Lava" Vilda kom med en spindene lyd. Så stivnede hun "undskyld" det er bare min mave der knurrer, Vilda lagde hovedet på skrå, og forsvandt så. Lava forbandede sig selv og sin mave, men opdagede så en liflig duft, det duftede af stegt kylling, og hendes tænder begyndte at løbe i vand, og hendes mave knurrede endnu højere. Pludselig kom Vilda tilbage, hun havde noget i hånden, og da hun kom helt hen til risten, åbnede hun den hurtigt, og smed et kyllingebryst ned. Lava samlede det hurtigt op, og huggede det i sig som et dyr. Bagefter krummede hun sig sammen, og prøvede at sove.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...