Forever Young

Cheyenne Richards er datter af Jones Richards; bedre kendt som det verdenskendte, britiske boyband One Directions manager. Hun har altid boet i Danmark, hvilket hun bliver ved med at gøre, lige indtil hendes forældre bliver skilt. Hun giver udelukkende sin far skylden for bruddet, da hun mener, at han tilbringer al sin tid i London med sit noget så dyrebare band, og det derfor er endt, som det gjorde mellem hendes mor og ham. Hendes far beslutter derfor, at hun skal med til England i sommerferien, så de kan komme tæt på hinanden igen, og så hun kan få lidt en afveksling fra hverdagen hjemme i Danmark. Først ligger Cheyenne ikke skjul på sin store utilfredshed, men så snart hun lærer de dejlige drenge fra bandet at kende, ændrer hun pludselig mening. Og specielt en af de fem drenge ender med at gøre et ret stort indtryk på hende…

573Likes
288Kommentarer
116236Visninger
AA

19. Vær sød at tilgive

 

19
forever young

Cheyennes synsvinkel

Først, da der lød et lille klik fra døren, da den stilfærdigt blev lukket i, følte jeg, at jeg kunne trække vejret ordentligt igen. Jeg lagde en hånd mod min pande, mens jeg langsomt gled ned og ligge på ryggen i min bløde seng. Det havde lykkedes mig at give min far en nogenlunde troværdig forklaring på, hvorfor vi ikke var fulgtes hjem. Det var dog langt fra sandheden. Jeg havde ikke haft overskud til at finde på en vandtæt løgn, men jeg havde dog heller ikke i sinde at fortælle min far, hvad der egentlig foregik.

    Der var også noget, som sagde mig, at han godt havde en anelse om, at der var noget galt. Jeg kunne ikke tage mig af det lige nu. Mit hoved snurrede, og jeg var blevet helt tør i munden.

    Jeg burde ikke være blevet så overrasket. Det sagde jo sig selv, for helvede!

    En velkendt melodi fyldte rummet, men jeg gad ikke engang se hen mod min oplyste mobil, da den ringede. Der var ingen mennesker, som jeg gad snakke med. Ingen mennesker, som jeg kunne snakke med. Lyden døde ud, og der blev igen larmende stille. Dog gik der ikke andet end nogle sekunder, før telefonen igen gav lyd fra sig. Det var som om, at ringetonen var blevet højere og mere insisterende, men det måtte være indbildning. Igen lod jeg den bare ringe, mens jeg stirrede stift mod mit loft.

    Der var ikke rum i mit hoved til alle de tanker. Jeg fik en trang til blot at slå hjernen fra og gøre noget umådelig dumt, men jeg stoppede mig selv, før jeg som så meget nåede at tænke tanken færdigt. Sidste gang jeg gjorde noget uden at tænke, var jeg endt med at have sex med Niall.

    I en hurtigt og irriteret bevægelse fløj jeg op og sidde i sengen, da mobilen for tredje gang ringede. Det gjorde mig en smule svimmel, men jeg ignorerede det og så i stedet vredt mod mobilen.

    Niall stod der med store, hvide og oplyste bogstaver.

    Jeg rystede på hovedet, men kunne ikke få mig selv til at se væk... også gjorde jeg det, som jeg lige havde bedt mig selv om udtrykkeligt at lade være med. Jeg slog hjernen fra.

    "Hallo?" mumlede jeg ind i telefonen, da jeg havde taget den op til øret.

    "Cheyenne?" Nialls stemme lød overrasket i røret; sikkert fordi jeg ikke havde taget den de to første gange, som han havde ringet, og han så heller ikke forventede, at jeg ville tage den denne gang.

    Jeg svarede ikke, men placerede i stedet min pege- og tommelfinger om min næseryg, mens jeg klemte øjnene hårdt i. Jeg fortrød allerede at have taget mobilen. Jeg kunne ikke holde ud at skulle konfrontere Niall -- men jeg kunne heller ikke holde tanken om, hvordan jeg spillede skuespil overfor ham, ud.

    Så jeg holdt bare kæft og bandede lydløst.

    Niall var også stille. "Vi... Vi bliver nødt til at snakke. Det ved du godt," begyndte han endelig.

    "Ja," svarede jeg kort og udtryksløst.

    Han rømmede sig. "Du kan komme forbi i morgen, hvis det er. Jeg kan ikke garantere, at jeg er hjemme... arbejde, du ved og... ja," snøvlede han sig tøvende frem. "men der ligger en ekstranøgle under potteplanten til højre for døren. Så kan du bare låse dig ind," afsluttede han.

    Jeg nikkede uden at turde åbne mine øjne. Dumt, egentlig. Det var jo ikke, fordi han ville stå foran mig, og det ville blive umuligt for mig at flygte, hvis jeg åbnede øjnene... men sådan ville det være i morgen. Jeg skulle stå til ansigt med ham, og selvom jeg langt fra havde lyst, så skyldte jeg ham det.

    Han fortjente at få sandheden af vide... også selvom det måske betød, at han ville hade mig.

    Det måtte ikke ske. Jeg kunne ikke også miste Niall.

    "Jeg ser, om jeg kan få tid til det. Farvel," sagde jeg hurtigt, før jeg knaldede røret på.

    Jeg klemte min mobil hårdt i min hånd, før jeg slog øjnene op. Rasende løftede jeg mine arme for at slå på noget, men jeg kunne ikke se noget offer, som ikke ville gøre mere skade på mig, hvis jeg ramte det med mine bare næver. I stedet endte jeg bare med at udstøde et frustreret støn, mens jeg bed mine tænder sammen. Jeg smed mig tilbage på sengen, som jeg slog hårdt til tre gange. Jeg overvejede at rive min pude frem og skrige ned i den, men et hulk blokerede for min hals.

    Hvordan kunne det være endt sådan her?

✂ ✂ ✂

Kunne man være vågen, når man gik i søvne?

    For hvis jeg skulle være helt ærlig, så var det mest af alt sådan, som jeg havde det. Jeg gik i noget, som mest af alt mindede om en trance, som søvngængere befandt sig i, da jeg bevægede mig hen mod Nialls hus. Det var lidt op ad formiddagen, og jeg havde egentlig haft planer om at udsætte mit besøg til langt hen ad eftermiddagen, men siden jeg havde vågnet ved lyden af min far, som smækkede hoveddøren klokken syv om morgnen, havde jeg ikke kunne holde det hen.

    Måske var jeg heldig, og han ikke var hjemme.

    Det overraskede mig, hvor meget jeg egentlig kunne genkende området. Husene var store, og jeg ville vædde med, at de heller ikke var helt billige. De lignede til forveksling hinanden, men jeg var ikke i tvivl, da mit blik faldt på Nialls hus. En klump samlede sig ved mit mellemgulv, og jeg var nødt til at give mig selv en mental lussing for at fortsætte med at gå neutralt. Jeg havde undgået ham i går. Løbet væk fra ham. Nu var det som om, at jeg gik lige i fælden -- men det var det rigtige at gøre.

    Han var min eneste rigtige ven, som jeg virkelig holdt af.

    Nøglen lå under potteplanten, som Niall havde beskrevet. Jeg fumlede lidt med den mellem mine fingre. Nu var det min sidste chance for at stikke af. Dog lagde jeg hånden mod dørhåndtaget og efter et kort forsøg, fik jeg konkluderet, at den var låst. Så var han måske alligevel på arbejde. Så skulle jeg måske bare gå igen og vente til senere? Eller skulle jeg vente inde i hans lejlighed?

    Jeg traf en hurtig beslutning og uden at vide, om det måske var den rette, satte jeg nøglen i låsen og lirkede den op. Døren åbnede fuldstændig tavst, og jeg havde det et kort øjeblik som om, at jeg var ved at begå indbrud eller noget. Gangen så genkendelig ud. Mit blik faldt hen mod væggen, men jeg måtte hurtigt se væk. Bare ved et blik på en normal, hvid væg rev det mig tilbage.

    Jeg kunne ikke huske meget fra hele episoden, hvor vi havde haft sex, men jeg kunne huske, hvordan det hele startede der. Jeg forventede komplet stilhed, da jeg trådte et forsigtigt skridt ind, og det var derfor, at det kom bag på mig, da jeg kunne høre nogle vage vibrationer af en art. Jeg listede længere ind i huset, og jeg sørgede denne gang for at være helt stille, selvom det lige nu virkede som om, at man ikke kunne lave noget larm i det her hus. Lyden kom inde fra stuen, og det var først, da jeg stod i dørkarmen derind til, og jeg kunne skimte Nialls lyse hår fra sofaen, at det gik op for mig, at lyden var fra nogle strenge. Strenge på en guitar. Han sad med ryggen til mig og spillede på en guitar.

    Jeg tog mig selv i at stirre på hans nakke. Hans guitarspil lød professionelt, og selvom jeg ikke genkendte sangen, var der noget, der sagde mig, at han havde tilsat nogle personlige tilføjelser i melodien hist og her. Det gav et vagt gib i mig, da jeg pludselig hørte ham synge dæmpet med til de matte toner.

    "He takes your hand, I die a little. I watch your eyes, and I'm in riddles. Why can't you look at me like that?" sang han, før han holdt en pause. "When you walk by, I try to say it. But then I freeze, and never do it. My tongue gets tied. The words get trapped. I hear the beat of -"

    Han holdt igen inde, men denne gang tunede guitarspillet også langsomt ud, før det døde helt. Jeg mærkede et stik af panik, om han havde opdaget, at jeg havde snaget på ham på den måde. Fuck.

    Hvad skulle jeg gøre? Var det for sent at stikke af nu?

    Jeg stod dog som limet til jorden, da han drejede sig i sofaen, og hans blå øjne stirrede direkte ind i mine. Jeg kunne ikke gøre andet end blot at kigge tilbage. Jeg følte mig paralyseret -- i en blanding af skam over at have udspioneret ham, men også fordi jeg vidste, at ordene i sangen var henvist til mig.

    Jeg kunne ikke overse det lille glimt i hans øjne, før et skævt smil formede sig over hans læber, og han rejste sig op, samtidigt med han får stillet guitaren fra sig.

    "Du fik tid," sagde han og tog nogle rolige skridt mod mig, før han stikkede hænderne i sine lommer.

    Jeg nikkede langsomt i mekaniske bevægelser.

    Han standsede, da han stod blot nogle meter fra mig, men stoppede ikke med at kigge på mig. Det føltes som om, at vi stod sådan i en evighed, men pludselig slog han ud med armen mod sofaen.

    "Vil du sidde, Chey?" spurgte han og gik selv derimod igen.

    Jeg trak vejret tungt indad, før jeg gik hen mod sofaen. Jeg stolede ikke rigtig på mine ben. Jeg følte mig så satans nervøs. Han ville hade mig. Han ville bede mig aldrig at vise mig ved hans hus igen, og han ville sige, at han aldrig ville se mig igen... præcis ligesom jeg havde sagt til Harry.

    Jeg satte mig i sofaen med et lille stykke fra ham. Jeg trak den ene fod med op, som jeg satte ved kanten og lænede min albue mod knæet. Jeg bed mig i læben, da jeg kunne mærke hans blik på mig.

    "Cheyenne." Hans stemme fik mig til at lukke øjnene. "Det behøver ikke være så akavet. Jeg -"

    Jeg afbrød ham. "Stop, Niall." Han tiede, og jeg tvang mig selv til at åbne øjnene og se mod ham.

    Det gjorde fysisk ondt at skulle se ind i hans uskyldige, krystal-blå øjne, og jeg havde svært ved bare at åbne munden. "Undskyld." Det var alt, jeg kunne få ud. "Undskyld, for det der skete. Det skulle ikke være sket, og det er min skyld. Undskyld, fordi du er sådan en god ven, og jeg misbruger det så... så groft." Min stemme begyndte at ryste, men jeg ville ikke græde. "Du har ingen idé om, hvor ked af det jeg er. Du er virkelig den eneste person, som jeg har tilbage, og jeg har formået at ødelægge det hele. Jeg holder så meget af dig, Niall. Og jeg elsker dig... men bare ikke på den måde, som du tror."

    Niall så ned i sit skød, idet jeg afsluttede, og jeg var sikker på, at han hadede mig.

    Han rystede på hovedet, selvom det næsten ikke kunne ses. "Jeg ved det godt, Chey." Jeg rynkede forvirret på øjenbrynene. "Jeg vidste det godt. Jeg har vidst det hele vejen igennem." Han gav så et kort grin fra sig, men hans øjne lyste langt væk af vemodighed. "Du elsker ham... og jeg vil aldrig nogensinde være ham." Han trak på den ene skulder, som om det var en meget simpel konklusion.

    Alt inde i mig kæmpede for at holde tårerne inde. Jeg var ikke i stand til at sige noget, men sad blot og stirrede på ham. Jeg vidste ikke, hvad det betød, og hvordan jeg skulle have det med det.

    "Jeg udnyttede dig," hviskede jeg.

    Han ventede ikke på, at jeg ville sige mere. "Og jeg udnyttede dig." Hvad? "Jeg vidste jo godt, hvorfor du gjorde det. Det var ikke, fordi du elskede mig... men fordi du elskede ham. Og fordi du var såret. Jeg udnyttede din sårbarhed... og det faktum, at du var fuld. Jeg blev ved med at prøve at overbevise mig selv, at jeg var bedre for dig, og du en dag måske ville elske mig," sagde han og trak vejret tungt en enkelt gang. "men sådan er verden bare ikke, og jeg ved, at det ikke kommer til at ske."

    Jeg stirrede målløs på ham. Hvordan var det blevet vendt om til, at han påtog sig alt skylden?

    Det hang ikke sammen, og jeg følte mig pludselig gal.

    Jeg rystede på hovedet og rettede mig lidt op. "Nej, Niall. Jeg gik i seng med dig på grund af mine egne, selviske grunde. Du burde hade mig, foragte mig," vrissede jeg irriteret af ham.

    "Vi var lige gode om det, Cheyenne." Han svarede mig roligt, men hans toneleje havde også hævet sig en anelse. "Hvis jeg ikke havde været en del af det, så ville jeg havde stoppet det."

    Jeg rystede på hovedet og ved mig hårdt i kinden, da mit blik blev sløret af tårer. Jeg stirrede vredt frem for mig, mens jeg fik den blanke overflade til at fordufte. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg pludselig følte mig så vred. Niall var uskyldig. Jeg havde udnyttet ham på det groveste, ikke omvendt. Det var mig, der havde fucket det op. Bare det, at han gav sig selv skylden, gjorde mig arrig. Dog forsvandt raseriet næsten ligeså hurtigt, som det var kommet, og jeg endte bare med at stirre tomt for mig.

    "... så jeg er også ked af det. Og jeg undskylder også," sagde han langsomt efter noget tid.

    Jeg kunne mærke min underlæbe bævre, og jeg sørgede for at holde blikket midt i luften, da jeg sikkert ville bryde ud i gråd, hvis jeg så på ham. I stedet kunne jeg fornemme, hvordan han rykkede sig tættere på mig og lagde sin arm om mine skuldre. Jeg var ikke i stand til at gøre modstand, og jeg havde faktisk heller ikke lyst. Mit hoved landede mod hans skulder, og jeg lukkede øjnene, da en enkelt tåre banede sig vej ned over min kind. I grunden var det jo ikke vores diskussion, som jeg græd over.

    Det var det hele. Alt. Mit helt igennem fucked up liv.

    "Jeg vil ikke miste dig," sagde jeg stille, præcis ligesom jeg havde gjort, da vi sad i bilen.

    Niall tyssede lidt på mig, mens hans fingerspidser kilede min overarm. "Du mister mig ikke," svarede han, som om han vidste, at jeg tænkte tilbage på netop den episode.

    Jeg troede ham ikke. Det kunne jeg ikke. Jeg kendte følelsen af ikke at blive elsket af den person, som man elskede allerhøjst. Harry. Jeg ville ikke kunne omgås ham, som var vi venner. Selv ikke, hvis vi var på talefod. Hvis Niall følte nogenlunde det samme, som jeg følte overfor Harry, så var jeg sikker på, at han ville begynde at undgå mig. Måske ikke bevidst, men bare for at skåne sig selv.

    Hver gang jeg så på Harry, ja, bare tænke på ham, kunne jeg nærmest mærke, hvordan det stikkede dybt... og derfor følte jeg mig umådelig egoistisk. Jeg holdt Niall fast, selvom det gjorde ondt på ham. Egentlig burde jeg lade ham gå. Komme videre. Men jeg ville ikke miste min bedsteven.

    "Niall?" spurgte jeg forsigtigt.

    Han svarede ikke, men jeg kunne fornemme, at han lyttede efter, så jeg fortsatte.

    "Ved... Ved Harry godt, det der er sket imellem os?" spurgte jeg med en lille stemme.

    Jeg følte mig ussel, da jeg spurgte... men jeg blev nødt til at vide det. Jeg vidste ikke, hvorfor det var så vigtigt for mig at vide, om Niall havde sagt noget eller, men det var det af en eller anden grund. Jeg ville ikke have ham til at vide noget, selvom det egentlig kunne være røvligegyldigt.

    "Jeg synes, at du skal tilgive ham, Cheyenne."

    Hans stemme gav mig et lille chok -- og ikke mindst hans ord. Han svarede ikke på mit spørgsmål. Jeg lagde en hånd mod hans brystkasse, så jeg kunne skubbe mig en smule op og se ham ind i øjnene. Det virkede som en stor, fed og virkelig dårlig joke. Han så dog helt alvorlig ud.

    Han nikkede. "Jeg er måske bedre for dig, hvis man ser på det i sort/hvid... men det er tydeligt for alle, at Harry... han får noget frem i dig." Det lod til, at han havde en indre kamp med sig selv.

    Jeg rystede på hovedet og rettede mig abrupt op. "Nej, Niall. Jeg -" Jeg sukkede frustreret. "Det kan jeg ikke. Han var mig utro. Han havde for helvede sex med min bedsteveninde!"

    Det undrede mig, at han pludselig begyndte at sige det. Jeg ville ikke kunne klare at se Harry med en anden... ja, jeg ville da slet ikke selv foreslå og opmuntre ham til det.

    "Hvad?" sagde han lidt forvirret og rettede sig op. "Nej, han havde ej, Chey."

    Jeg fnøs. "Ja, det er sikkert, hvad han siger. Men hvad skulle hun så ellers lave hjemme hos dem? Hvorfor skulle hun ellers være taget med ham hjem?" spurgte jeg mistroisk.

    "Hun vidste ikke, hvor hun ellers skulle tage hen. Louis fortalte mig det. Hun troede, at du var taget hjem... og hun kunne nok godt regne ud, at du ikke ville se hende," forklarede han.

    Jeg stirrede bare på ham, men det var som om, at det gav mening efter, at det havde haft noget tid til at synke ind. Jeg rystede dog på hovedet, da jeg ikke følte mig overbevidst.

    "Det kan godt være... men derfor kan de jo stadig godt have været... sammen," sagde jeg og så ned.

    "Louis sagde, at Harry havde været på vej ud igen efter at have sat Tamara af derhjemme. Han ville finde dig, men Lou fik ham overtalt til at blive inde døre. Dog kunne han ikke få ham til at gå i seng og sove, da han var helt ude af den," fortsatte Niall, mens han stadig så på mig.

    Jeg vidste endnu en gang ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg havde åbenbart ikke meget at sige.

    "... og nej, jeg har ikke sagt noget. Men det faktum, at det betyder noget for dig, hvorvidt han ved det eller ej, viser, at du stadig elsker ham." Han greb fat om min hånd, hvilket fik mig til at se op på ham. "Og han elsker dig... men han lavede en fejl. Han er min ven. Jeg kender ham. Tilgiv ham."

    Han stirrede mig ind i øjnene, men jeg tvivlede stadig. Det var ikke så simpelt. Jeg kunne ikke stole på ham igen. Han havde bevidst, hvem han i virkeligheden var. Punktum.

    "Jeg siger kun det her for dit eget bedste, Cheyenne." Jeg kunne fornemme, hvordan han bed tænderne sammen, og det gik op for mig, hvor svært det var for ham at indrømme. "I passer sammen."

    Det overraskede mig, hvor meget han var villig til at ofre af sig selv.

    Jeg rynkede på øjenbrynene. "Hvad med dig, Niall?" spurgte jeg stille.

    Han trak lidt på skuldrene. "Tja... jeg må vel bare håbe, at det er en midlertidig forelskelse," svarede han og sukkede tungt, men smilede så lidt. "for jeg kan altså ikke miste min bedsteveninde."

✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂

Hvis I også følger med i de one shots, som jeg skriver, så vil I allerede vide, at jeg er hjemme igen fra ferie... men ellers så ved I det nu! Jeg skrev dette kapitel her til aften, og jeg håber da, at I vil tage godt imod det, selvom det har været ret så længe ventet.

Nå... hvad synes I? Er I til Neyenne/Ciall eller Heyenne/Carry?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...