Forever Young

Cheyenne Richards er datter af Jones Richards; bedre kendt som det verdenskendte, britiske boyband One Directions manager. Hun har altid boet i Danmark, hvilket hun bliver ved med at gøre, lige indtil hendes forældre bliver skilt. Hun giver udelukkende sin far skylden for bruddet, da hun mener, at han tilbringer al sin tid i London med sit noget så dyrebare band, og det derfor er endt, som det gjorde mellem hendes mor og ham. Hendes far beslutter derfor, at hun skal med til England i sommerferien, så de kan komme tæt på hinanden igen, og så hun kan få lidt en afveksling fra hverdagen hjemme i Danmark. Først ligger Cheyenne ikke skjul på sin store utilfredshed, men så snart hun lærer de dejlige drenge fra bandet at kende, ændrer hun pludselig mening. Og specielt en af de fem drenge ender med at gøre et ret stort indtryk på hende…

574Likes
288Kommentarer
116756Visninger
AA

10. Uvante situationer

 

10
forever young

Cheyennes synsvinkel

Min krop var ualmindeligt sløv, da jeg tvang mig selv op og stå. Jeg tog fat i min skål, som for et øjeblik siden havde været fyldt med cornflakes. Jeg havde knapt sovet i nat. Normalt ville det nok have skyldtes mareridt, men det kunne man vel langt fra sige, at det her havde været. Jeg smilede svagt for mig selv, mens jeg satte skålen ned i håndvasken. Det var svært at fatte, men jeg var på en måde nået til det punkt, hvor virkeligheden var bedre end drømme. Noget helt nyt for mig.

    Harry havde fulgt mig hele vejen hjem, selvom det egentlig var en halvstor omvej for ham. Jeg havde holdt hans hånd hele vejen, og det virkede stadigvæk underligt på mig, hvor meget det virkede rigtigt.

    For blot nogle dage siden havde jeg været sikker på, at han udnyttede mig -- og det var skam heller ikke, fordi tvivlen ikke stadig nagede i mig. Det var bare som om, at den blev overstrålet. Fuldstændig glemt bag den massive sværm af sommerfugle, som kildede rundt omkring i kroppen på mig konstant.

    Hver gang han rørte mig. Hver gang han så på mig.

    Paparazzierne havde været nysgerrige og faktisk også ret nærgående, da vi var vendt tilbage til min lejlighed. De havde stillet en masse spørgsmål, og jeg måtte indrømme, at jeg havde gemt mig lidt bag Harry, som på mange måder virkede mere rolig omkring det hele. Han var vel vant til det.

    Han havde trukket mig med ind i lejlighedsopgangen, hvor han havde givet min hånd et klem og kysset mig ved panden. Mine øjne mødte hans, og før jeg havde nået at kunne protestere, var han gået mod døren og havde forladt mig. Jeg havde virkelig følt mig svimmel efter hans berøringer, og jeg var blevet nødt til at støtte mig op af væggen, imens jeg var gået op af trapperne i opgangen.

    Jeg kørte en hånd igennem det mørke hår, før jeg tog en dyb indånding. Selv nu blev jeg helt omtåget af at tænke på det. Jeg tog mig sammen, før jeg satte mod mit værelse. Jeg var endnu en gang alene i lejligheden. Det var ved at være hen ad formiddagen, så min far var for længst taget på arbejde.

    Han havde lagt en seddel, hvor der stod, hvad tid han var hjemme.

    Da jeg åbnede mit klædeskab, faldt der nogle sko ud, som måtte have stået lænet op af skabsdøren. Jeg smilede lidt, da jeg genkendte de hvide stiletter. Det var de sko, som jeg havde haft på første gang, at jeg var ude og feste med drengene. Hurtigt smed jeg dem tilbage ind i skabet og fandt noget tøj frem, da jeg endnu en gang blev sendt tilbage. Det var dog utroligt, som alting mindede mig om Harry.

    Jeg hev mine tætsiddende jeans og hvide, tynde bluse på. Jeg havde lige nået at stikke min telefon i bukselommen, da jeg kunne mærke, at den vibrerede mod mit ben.

    Hej skat, det ser ud til, at jeg kommer senere hjem end planlagt. Der er masser af arbejde. Du kunne måske komme over og hilse, så du ikke er alene? stod der i beskeden, som var fra min far.

    Lynhurtigt lod jeg fingrene glide over skærmen, hvor der dannede sig et svar. Hvis jeg havde modtaget denne besked for blot nogle uger siden, ville jeg blive rasende. Jeg ville endnu en gang beskylde bandet for at tage alt min fars fritid... men lige nu havde jeg absolut intet imod det. Selvom jeg kunne mærke, at en lille, nervøs klump groede i min mave, så kunne jeg ikke vente med at se Harry igen.

✂ ✂ ✂

Jeg stak chaufføren i taxaen nogle penge, før jeg skubbede døren op. Jeg havde været nødt til at ringe efter en taxa, da jeg på ingen måde kunne overskue offentlig transport lige i øjeblikket. Mennesker var begyndt at glo efter mig, bare når jeg gik på gaden. Nogle blikke var venligere end andre.

    Der så dog ud til at være ganske mennesketomt ude foran pladestudiet. Stedet så ud, som jeg huskede det -- i hvert fald udefra. Jeg bed mig i læben, før jeg hurtigt lod blikket glide rundt.

    "Hej Chey, dig har vi ikke set til i noget tid," lød der en stemme til venstre for mig.

    Jeg stoppede op og drejede hovedet mod lyden. Jeg var nået op til indgangen, da Zayns velkendte stemme havde stoppet mig. Han stod gemt nede ved nogle trapper, som førte ned til et kælderrum, gættede jeg på. Han havde en cigaret mellem fingrene, som han førte op til læberne.

    "Zayn." Jeg smilede kort. "Ja, det er noget tid siden."

    Han tog det sidste hiv af smøgen, før han smed den til jorden og tog de første skridt op af trapperne. "Hvordan går det så?" spurgte han, og et mystisk smil bredte sig over hans læber.

    Jeg rynkede lidt på brynene. "Det går... fint," svarede jeg tøvende.

    Hans blik forvirrede mig. Det var som om, at han vidste noget, som jeg ikke gjorde.

    Han nikkede langsomt, mens smilet blev større om hans læber. "Hvad smiler du sådan af?" lo jeg.

    Han var nået op af trapperne, men havde stukket hænderne i bukselommerne og var stoppet op med en meters afstand fra mig. Han trak uskyldigt på skuldrene, men smilet veg ikke.

    Jeg udstødte en utilfreds lyd, men kunne ikke selv lade være med at smile. "Zayn!" protesterede jeg.

    Han rystede hurtigt på hovedet. "Ikke for noget!" svarede han med et grin, som afslørede, at det var for noget. "Havde Harry og dig en god aften i går?" spurgte han, og jeg regnede ud, hvad det gik ud på.

    Jeg sukkede. "Så det er det, som det handler om?" spurgte jeg med et grin.

    Zayn smilede igen, før han slog blikket ned. "Ej, helt seriøst, jeg vil faktisk gerne høre om det."

    Selvom han lige havde konkluderet, at det nu var helt seriøst, så var der ikke den mindste smule seriøsitet i hans øjne. "Hvorfor?" spurgte jeg med et løftet øjenbryn og et mistænksomt glimt i øjet.

    Jeg fik pludselig en dårlig mavefornemmelse. Hvad havde Harry sagt?

    Han trak på skuldrene og skubbede til jorden med sin skosnude. "Fordi Harry ikke fortæller en skid." Han grinede igen, før hans mørke øjne rettede sig mod mine. "Vi er alle totalt nysgerrige. Da han kom hjem i går, havde han et smil malet over hele ansigtet, men han ville ikke sige noget."

    Jeg løftede overrasket øjenbrynene. Jeg kunne pludselig også mærke, hvordan smilet ufrivilligt bredte sig over mine læber, og mine kinder blev røde. Tænk, at han havde reageret fuldstændig, som jeg gjorde.

    Bare tanken om, at han måske følte, ligesom jeg gjorde...

    "Nu gør du det også!" lød det sukkende fra Zayn.

    Nu var det min tur til at trække på skuldrene. "Der skete ikke noget," mumlede jeg blot.

    Zayn skulle lige til at åbne munden i protest, da hoveddøren til pladestudiet gik op, og vi begge to automatisk vendte opmærksomheden derimod. Synet, som ramte mig, sendte en bølge af følelser igennem mig. Glæde, nervøsitet, generthed og ikke mindst begær. Harry.

    "Zayn, det er -" begyndte han, men hans stemme døde ud, da han fik øje på mig, og han rettede sig op i døren, som han ellers havde hængt lidt i. "Hej Chey," sagde han endelig efter noget tid.

    Jeg smilede vagt, men kunne så pludselig mærke varmen, som skyllede op i mit ansigt. Fuck. Jeg kunne ikke bare stå her og rødme foran ham, så jeg lignede en tomat i hovedet. Jeg rømmede mig hurtigt og åbnede munden for at sige noget. Jeg nåede dog ikke langt, før Zayn trådte ind foran mig.

    Harry gik en smule til siden, så han kunne komme forbi ham.

    "Ja, ja," brummede Zayn bare, og jeg kunne ikke lade være med at fnise over hans lidt mutte attitude.

    Han var nok fornærmet over, at han ikke fik nogen detaljer.

    Mit blik landede igen på Harry, som ikke rykkede sig fra døren. "Skal du med ind?" spurgte han.

    Hans øjne ramte mine, og alt, jeg kunne gøre, var at nikke.

    Jeg gik det sidste skridt hen mod døren, hvor jeg gik ind forbi ham. Jeg kunne høre hans skridt bag mig, da jeg satte ned langs gangen, som jeg vidste førte til indspilningsrummet.

✂ ✂ ✂

Det måtte efterhånden være ved at blive mørkt udenfor. Det var i hvert fald over spisetid, for Niall havde netop for tredje gang brokket sig over hans knurrende mave. Min far havde fortalt mig, at de var kommet lidt bagud med deres tidsplan, så de blev nødt til at arbejde på overtid. De havde allerede fastsat en dato til, hvornår albummet skulle komme ud, så det var vigtigt, at de blev færdige til tiden.

    Det var lidt forskelligt, hvornår de forskellige drenge var inde i indspilningsboksen. Jeg havde fundet mig en sofa, som stod bagerst i lokalet. Der var en smule mørkt hernede, men det gjorde mig egentlig ikke meget. Jeg var begyndt at kunne mærke trætheden, som indtog mig. Jeg havde jo knapt sovet i nat, så måske kunne jeg få lukket øjnene i smug. Der var en hyggelig og behagelig stemning i rummet, og der var lige i øjeblikket lidt småsnak rundt omkring, da der ikke var nogen inde og indspille.

    Jeg havde forsøgt ikke at se på Harry... ikke for meget i hvert fald.

    Det sidste, som jeg havde lyst til, var at sende lange blikke efter en fyr, når min far og hans fire bedstevenner var i rummet -- samt to producere, som jeg stadigvæk ikke havde lært navnet på.

    Jeg havde dog en enkelt gang eller to fået øjenkontakt med ham. Han var ikke særlig diskret omkring det, men jeg havde hver gang slået blikket ned og måtte nive mig i armen for ikke at rødme.

    "Skal vi ikke snart spise?" lød det for fjerde gang fra Niall.

    Min far rettede sig op, da han havde stået lænet hen over de to producere og diskuteret noget. "Jo," svarede han og gned sig ved tindingen. "hvad med at nogle af os løber ned og henter noget mad?"

    Der lød nogle svar i munden på hinanden, men de virkede alle sammen, som om at de var enige.

    "Godt så. Vi skal lige tage Liams og Louis' vokaler igen, så I bliver nødt til at blive. Nogle andre, som har lyst til at tage med ned?" fortsatte min far, mens han trak en jakke på.

    Zayn tog nogle nøgler, som lå på bordet, mens Niall smed sig i en stol og trak et headset på. "Jeg vil gerne med ud, Joe," halvråbte Zayn, som svar på min fars spørgsmål.

    Det var efterhånden blevet klart for mig, at han tog hver chance for at komme ud og ryge.

    "Husk, at købe is til dessert. Eller de der vafler, hvor de smager helt vildt godt, hvis man putter flødeskum og -" plaprede Louis højlydt løs, imens han lavede nogle vilde armbevægelser.

    "Louis!" blev han afbrudt af en af producerne, som pegede ind på indspilningsboksen.

    Louis sendte et splittet blik bagud, men gav så et suk fra sig, før han gik ind til Liam, som allerede var klar inde i indspilningsboksen. Jeg kunne ikke lade være med at fnise dæmpet over ham. Han var den eneste, som stadig virkede fuldstændig frisk og energisk... ja, han virkede som Louis.

    Jeg skubbede lydløst mine sko af, så jeg kun var i strømpesokker. Jeg trak mine ben op i sofaen og støttede mine fødder mod den. Jeg trak vejret tungt og lænede hovedet en smule tilbage. Den røde lampe, som sad over døren, lyste, hvilket signalerede, at der nu var i gang med at blive indspillet.

    Jeg havde kun nået at lukke øjnene halvt, da jeg kunne mærke sofaen gav efter ved siden af mig. Jeg rettede instinktivt mit hoved op og så til siden for at se, hvem der havde tilsluttet sig mig.

    "Hej," hviskede Harry med et smil.

    Jeg fniste lydløst, før jeg satte pegefingeren for munden, som for at sige, at han ikke måtte snakke. Han stak kort underlæben ud, og jeg bed mig i læben for ikke at grine. Jeg så ned på mine hænder, som lå ved mit skød. Jeg var med ét blevet vågen. Hele min venstre side brændte nærmest, da jeg kunne mærke hans krop mod min. Jeg blev nødt til at tage en dyb indånding, for at stoppe mit hjerte i at sætte farten op. Det lykkedes mig meget godt, lige indtil jeg kunne mærke hans hånd, som lagde sig ved mit ben.

    Mit blik fór op -- først på hans hånd og derefter på ham. Jeg mødte hans grønne øjne. Han virkede så sikker, men selv vidste jeg, at mit blik var indbegrebet af usikkerhed og tvivl. Han smilede skævt -- mit yndlingssmil. Jeg kunne ikke lade være med at smile en smule selv, før jeg strøg noget hår om bag øret.

    Jeg kunne mærke hans hånd rykke på sig, og hans håndflade lå indbydende mod mig. Jeg tøvede kort, før jeg løftede min ene hånd og lagde den i hans. Hans fingre flettede sig ind i mine.

    Mit blik var fæstnet ned i mit skød, hvor vores hænder lå. Jeg kunne mærke Harrys øjne, som lå på mig, men af en eller anden grund kunne jeg ikke få mig selv til at se op på ham.

    Jeg vidste ikke hvorfor, men han gjorde mig altid så skide nervøs. Jeg var bange for at sige eller gøre noget forkert eller dumt. Hans tommelfinger aede mig forsigtigt hen over håndryggen, og jeg måtte endnu en gang bide fat i min læbe. Det var virkelig for godt til at være sandt.

    Det gøs ned langs min rygrad, da jeg kunne mærke Harrys ånde, som ramte min hals. Han måtte være tættere på, end jeg troede. Jeg drejede hovedet i hans retning, men uden at løfte blikket. Han var rykket mig en smule nærmere, og jeg kunne fornemme, hvordan hans hoved var få centimeter fra mit.

    Det var som om, at jeg var helt rolig omkring situationen på trods af hans nærvær. Jeg nød at have ham tæt. Jeg nød at mærke varmen fra ham, som sendte signaler rundt i min krop. Jeg glemte fuldstændig omgivelserne og fokuserede kun på ham. Jeg lukkede forsigtigt mine øjne og trak vejret tungt. Hvor end jeg ramte ham, virkede det som statisk elektricitet. Jeg sitrede nærmest.

    Det føltes nærmest som om, at det hele flød over, da jeg kunne mærke hans læber, som ramte mine. Ivrigt, men forsigtigt, kyssede jeg ham igen. Der var ikke andet end ham og jeg.

    "Ja... Ja, tak!"

    Jeg blev fuldstændig revet væk fra øjeblikket, da en høj stemme afbrød vores kys.

    Jeg trak mig en smule fra ham og så hen mod produceren, hvis stemme jeg kunne genkende. Han trak headsettet af ørene, før han drejede rundt i kontorstolen og kiggede bebrejdende på os.

    "Kan I to måske holde inde for en stund?" spurgte han. "I distraherer drengene."

    Jeg kunne mærke rødmen, som endnu en gang indtog mine kinder, da jeg flyttede blikket hen mod Louis og Liam. Louis havde vendt ryggen til os og stod med armene om sig selv, så det lignede, at han var i gang med at råsnave en eller anden, og Liam lå halvt nede på gulvet og var flad af grin.

    Jeg så mod Niall, som sad lænet tilbage i stolen, med hænderne foldet over maven og så i vores retning. Han så ikke ud til at være ligeså underholdt som Louis og Liam, men han havde et vagt smil over læberne. Jeg slog hurtigt blikket ned og forsøgte at gemme mit ansigt i min ene hånd.

    Jeg kunne høre Harry, som kluklo ved siden af mig. "Ja, undskyld." Han bøjede hovedet forover, så hans mund var ud for mit øre. "Det er bare så svært at lade være," hviskede han lavt ind i mit øre.

✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂

Det er altid fedt at se, når der er nogle flere, som har sat novellen på favorit!!

Og jer, som har sat på favorit, men ikke klikket på like -- det ville betyde meget, hvis I gjorde!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...