Forever Young

Cheyenne Richards er datter af Jones Richards; bedre kendt som det verdenskendte, britiske boyband One Directions manager. Hun har altid boet i Danmark, hvilket hun bliver ved med at gøre, lige indtil hendes forældre bliver skilt. Hun giver udelukkende sin far skylden for bruddet, da hun mener, at han tilbringer al sin tid i London med sit noget så dyrebare band, og det derfor er endt, som det gjorde mellem hendes mor og ham. Hendes far beslutter derfor, at hun skal med til England i sommerferien, så de kan komme tæt på hinanden igen, og så hun kan få lidt en afveksling fra hverdagen hjemme i Danmark. Først ligger Cheyenne ikke skjul på sin store utilfredshed, men så snart hun lærer de dejlige drenge fra bandet at kende, ændrer hun pludselig mening. Og specielt en af de fem drenge ender med at gøre et ret stort indtryk på hende…

569Likes
288Kommentarer
114801Visninger
AA

6. Som at være fuld

 

6
forever young

Cheyennes synsvinkel

I dag havde jeg en af de dage, hvor man ikke kunne overskue andet end at ligge i sengen. Selvom min far vækkede mig klokken ti, da han tog på arbejde, sov jeg videre. Jeg vågnede først igen, da klokken viste lidt over tre. Det var ikke, fordi jeg var kommet sent i seng. Langt fra. Jeg var gået direkte i seng, da jeg var kommet hjem i går -- håbet på, at jeg kunne sove mine vildledte tanker væk.

    De var dog strømmet tilbage i hovedet på mig, da jeg havde slået øjnene op.

    Jeg følte mig træt og tung i hovedet. Lidt ligesom når man havde tømmermænd. Dog var jeg sparet for kvalmen, men hovedpinen meldte sig efter nogle få minutter. Aftenen i går føltes på en måde også som en stor brandert. Som om jeg havde gået rundt og været fuld hele tiden.

    Jeg kunne knapt huske, hvad der var sket. Det eneste, som stod klart for mig, var varmen fra Harry, når han stod i nærheden af mig. Eller det lille smilehul, som dannede sig ved hans kind, når han løftede op i den ene mundvig. Eller hans grønne øjne, som flakkede mod mine, før de ramte jorden.

    Irriteret rev jeg min dyne af, greb elastikken ved mit lille, hvide bord og gik mod døren, der førte ud af mit værelse. Jeg blev nødt til at komme over ham; komme videre i mit liv. Lige meget, hvilke signaler han sendte gennem kroppen på mig. Uanset hvor meget han flirtede med mig, måtte jeg sige fra.

    Mine tanker faldt tilbage på sangen, som han havde sunget. Det havde helt klart bare været endnu et forsøg på at flirte med mig, så kan kunne komme i bukserne på mig.

    Jeg gik mod badeværelset efter at have sat mit hår op i en sjusket knold. Jeg hev min tandbørste ud af skabet, før jeg børstede mine tænder. Jeg nægtede at lade ham ødelægge mit ophold i London. Jeg ville ikke tænke mere på ham. Jeg ville bare ignorere ham, når han var i samme lokale som jeg. Hvis jeg lod være med at koncentrere mig om ham, kunne det være, at han til sidst ville give op og lade mig være. 

    Sådan måtte det blive.

    Jeg havde kun nået at skylle min mund for tandpasta, da der lød nogle hurtige bank. Forundret slukkede jeg vandhanen, så der blev helt stille. Jeg lyttede og få sekunder efter, lød der igen nogle bank.

    Det gik op for mig, at der måtte være nogen ved døren.

    Jeg skyndte mig at smide tandbørsten og satte mod hoveddøren. Jeg havde ingen idé om, hvem det kunne være. Det kunne være, at min far havde glemt sine nøgler... eller måske var det postbuddet?

    Jeg åbnede forsigtigt døren på klem. "Niall?" sagde jeg i en overrasket tone, før jeg åbnede døren helt. 

    Jeg havde fuldstændig glemt alt om, at jeg kun havde mine løse nat-shorts på og en top med tynde stropper. Jeg løftede det ene øjenbryn og hvilede hånden mod døren.

    "Hej Chey, hvad så?" sagde han glad.

    Han tog sig slet ikke af mit spørgende blik, men trådte et skridt ind i lejligheden og trak sin jakke af.

    Jeg grinede lidt af ham. "Hvad laver du her?" spurgte jeg og lukkede døren efter ham.

    "Har du noget at spise?" spurgte han og fortsatte ind efter at have smidt skoene. "Jeg er hundesulten."

    Han gned hænderne mod hinanden, før han så ind mod køkkenet bag ham.

    Jeg gik op forbi ham og ind i køkkenet, hvor jeg åbnede køleskabet. Det så ikke ud til, at jeg ville kunne få noget ud af ham, før han havde fået stillet sin sult. Jeg fandt noget pasta-rester fra dagen før, som jeg trak ud af køleskabet. Idet jeg vendte mig om, gav jeg et forskrækket gisp fra mig.

    Niall stod lige bag mig. Han gav et lille fnis fra sig, før han tog skålen ud af hænderne på mig.

    "Gider du fortælle mig, hvorfor du er her nu?" spurgte jeg leende. "Skulle du ikke være på arbejde?"

    Niall begyndte at hive filmen af skålen, hvorefter han gik på opdagelse i skabene efter en tallerken, som han kunne ligge maden på. Jeg hjalp ham ved at åbne skabet, hvor vores tallerkner stod.

    "Jo. Eller nej, jeg fik fri," forklarede han, før han åbnede den øverste skuffe, hvor bestikket lå.

    Jeg lænede mig op af køleskabet. "Det forklarer ikke, hvad du gør her?" grinede jeg.

    Niall stak en gaffel i en pasta, som han derefter førte ind i munden, og virkede relativt ligeglad med, at han stod op og spiste. "Har man nu ikke lov til at besøge sin veninde?" spurgte han med munden fuld af mad, før han rettede de krystal-blå øjne mod mig og rystede på hovedet.

    Jeg slog blikket mod jorden, men jeg kunne ikke lade være med at smile af hans ord. Han havde aldrig omtalt mig som sin veninde før... men det var vel det vi var. Venner. Han var i hvert fald den person, som jeg kendte allerbedst i hele London. Udover min far, selvfølgelig.

    Han sank. "Men hvis jeg skal være helt ærlig, så kom jeg nok også for at spørge dig, om du er okay." Hans øjne blev straks mere alvorlige. "Jeg så jo aldrig mere til dig i går, efter Harry og dig gik."

    Jeg holdt blikket nede. "Jeg har det fint," svarede jeg og bed mig ved læben.

    Jeg ville ikke rigtig snakke om Harry... også ville jeg nok alligevel gerne. Niall var den eneste, jeg kunne snakke med Harry om. Han var den eneste, som jeg havde fortalt, hvad der var sket.

    "Sikker?" spurgte han og tog endnu en bid. "Harry virkede ellers lidt... underlig, da han kom tilbage."

    "Hvordan?" spurgte jeg, mens jeg så op på ham.

    Niall trak på skuldrene. "Sådan... ja, det ved jeg sgu ikke. Bare ikke sig selv." Han trak på skuldrene og så så på mig med nysgerrige øjne. "Hvad skete der? Hvor blev I af?" spurgte han.

    Jeg trak igen på skuldrene, og Niall gav et skuffet blik fra sig. Han havde sikkert håbet på at komme herover og få alle de saftige detaljer. Jeg kunne ikke lade være med at fnise over ham, før jeg trådte et skridt frem og puffede ham mod skulderen. Jeg fortsatte videre fremad, hvor jeg skubbede altandøren op.

    Solen skinnede mat, mens vinden blæste en smule. Jeg trak et tæppe med ud, før jeg satte mig på en af de to stole, der stod på den lille altan. Jeg kunne høre Niall følge mig, før han slog sig ned på stolen ved siden af mig. Han havde stadigvæk tallerknen fyldt med pasta i hånden.

    Jeg skævede mod hans mad, mens jeg satte fødderne mod rækværket foran os. Jeg lænede mig hen mod ham, før jeg rakte ud efter noget af hans pasta med hånden. Jeg havde ikke spist hele dagen.

    "Hey!" brokkede han sig med munden fuld af pasta, før han huggede ud efter mig med sin gaffel.

    Jeg grinede, mens jeg proppede de få pastaer i munden, som jeg havde nået at fange. Niall sendte mig et surt blik, før han skubbede tallerknen beskyttende ind til sig og vendte sig lidt væk fra mig.

    Jeg missede lidt med øjnene, da jeg lod blikket glide over den skyfri himmel.

    "Er I uvenner?" Det gik først op for mig, at vi havde siddet i stilhed, da Niall brød den.

    Jeg rystede på hovedet, mens jeg betragtede udsigten. "Nej, det kan man vel ikke kalde det. Man kan vel ikke være uvenner med en, som man aldrig har været venner med," fortsatte jeg med et skuldertræk.

    Jeg kunne ikke sætte ord på, hvad Harrys og min status var.

    "Hmm..." Jeg kunne mærke hans blik, som landede på mig igen. "Faktisk, så kom jeg også over for at spørge dig, om du ville med i byen i aften. Jeg ville bare først høre om, hvordan... du ligesom... havde det med Harry." Han bed sig kortvarigt i læben. "Jeg forstår godt, hvis du ikke har lyst."

    Jeg smilede. "Selvfølgelig vil jeg det!" svarede jeg.

    Hele situationen skulle ikke gå ud over mit forhold til Niall. Hvis min tid med Niall skulle inkludere Harry, så måtte det være sådan. Som sagt, så måtte jeg bare ignorere ham.

    Jeg måtte vel bare drikke mig fuld og have det sjovt med de andre.

    "Fedt, vi tager hen på det samme diskotek som sidst," storsmilede han, og det var som om, at der var kommet en ny gnist i hans øjne; han glædede sig vidst. "og du kan bare sove hos mig bagefter. Så lover jeg ikke at blive så fuld, som jeg var sidst," smågrinede han og kløede sig i nakken.

    Jeg lo. "Ja, for det kan du helt sikkert også overholde," drillede jeg.

    "Var det en udfordring?" spurgte han med løftede øjenbryn.

✂ ✂ ✂

Jeg kastede nærmest det lille glas fra mig på bordet. "Første!" råbte jeg igennem musikken, som bragede ud gennem højttalerne, og jeg grinede højlydt, da Louis gav et forpustet blik fra sig.

    "Anden..." nærmest gispede han, før han skubbede shot-glasset fra sig.

    Zayn var den sidste til at fjerne glasset, men han nåede ikke at erklære sin tredje plads, før han satte en arm i vejret og hoppede ud mod dansegulvet med Perrie i den anden hånd. Jeg smilede, da jeg så Eleanor ligge hænderne på skuldrene af Louis. Hendes blik var rettet mod mig, imens hun fniste roligt.

    "Jeg tror ikke, at han skal have mere," smilede hun til mig.

    Jeg nåede ikke at svare, før Louis vendte rundt i stolen og svang armene om livet på Eleanor. Hun rettede blikket mod ham, og de udvekslede nogle ord, som var umulige for mig at høre. Jeg rejste mig fra den halvhøje barstol, før jeg spejdede ud over diskoteket. Der var en helt utrolig stemning. Selvom jeg havde givet udtryk overfor Niall, at det ikke generede mig, at Harry ville være til stede i aften, måtte jeg erkende, at jeg havde været nervøs. Overraskende nok havde jeg været i stand til at ignorere ham.

    Han havde ikke forsøgt at ligge op til en samtale, men op til flere gange havde jeg kunnet mærke hans øjne hvile på mig. Nogle gange længere end andre. Hver gang havde jeg set væk eller flyttet mig.

    Jeg ville ikke lade ham ødelægge min aften.

    Jeg smilede lidt for mig selv, da jeg så Liam og Danielle ovre i en sofa af en art. Han sad med armen om hendes skuldre, og hun lænede sig ind mod hans skulder. Lidt fra dem i sofaen sad Niall med Josh, One Directions trommeslager. De havde vist gang i en meget vigtig og indflydelsesrig debat.

    Havde man ikke altid det, når man var fuld?

    Jeg gik et skridt frem i det høje stiletter, før jeg blev nødt til at mase mig forbi nogle mennesker. Jeg styrede mod toiletterne. Der var altid lidt køligere derude, for herinde var alt, man fik, en pumpende hede. Det var nok fra alle de dansende mennesker. Jeg fik endelig kæmpet mig ud på toilettet, hvor jeg overraskende nok var ganske alene. Hurtigt fik jeg tjekket min make-uppen. Mit blik var begyndt at blive lidt sløret, og jeg kunne mærke, at jeg vajede lidt i de høje sko. Denne gang føltes det ikke bare som om, at jeg var fuld. Jeg var fuld. Virkelig fuld. Efter at have haft en lille snak med mit spejlbillede, gik jeg mod diskoteket igen. Lyden bragede af sted, da jeg åbnede døren, og varmen væltede ind over mig igen.

    "Du har ignoreret mig hele aften, Cheyenne," hørte jeg en stemme sige bag mig.

    Det gav et sæt i mig, og jeg drejede om på hælene.

    Hans stemme var let genkendelig, selv gennem den høje musik. "Hvorfor tror du?" fnøs jeg koldt.

    Jeg drejede om på hælene og begyndte at gå væk. Jeg vidste ikke, hvor den her nye selvtillid var kommet fra. Jeg måtte nok give alkoholen skylden. Ellers havde jeg nok ikke turde sige sådan til ham.

    "Hvad er det helt præcis, at jeg har gjort dig?" fortsatte Harry.

    Jeg bed tænderne sammen. Hvorfor fulgte han efter mig?

    Jeg satte bestemt mod udgangen af diskoteket. Jeg havde brug for frisk luft. Toiletbesøgets kolde pust havde fuldstændig fortaget sig igen, og jeg følte mig pludselig klaustrofobisk inde på diskoteket.

    "Cheyenne!" kunne jeg høre ham råbe, selvom han gik lige bag mig.

    Endnu en gang vendte jeg mig om. "Hvad du har gjort mig?" snerrede jeg.

    Vi stod lige foran glasdørene, som førte ud af diskoteket. Harry var stoppet op i en forbløffet bevægelse, da han ikke havde lagt mærke til, at jeg var stoppet. "Du bruger mig, Harry." Min stemme var hård. "Tro ikke, at jeg ikke kan gennemskue dig!" fortsatte jeg, før jeg skubbede døren op.

    Hvis det ikke havde været for de mange tequila-shots, ville jeg højst sandsynligt ikke have sagt det.

    Kulden ramte mig som et slag i hovedet. Det var koldere, end jeg havde regnet med. Jeg kunne mærke, hvordan jeg begyndte at ryste, imens jeg trådte ned af trapperne. Jeg sendte de mange sikkerhedsbetjente, der stod rundt om diskoteket, så ubudne gæster ikke dukkede op, et hurtigt blik.

    Jeg fik et chok, da jeg igen hørte Harrys stemme. "Hvordan kan du vide det? Hvordan kan du være så sikker på det?" spurgte han; frustrationen var ikke til at tage fejl af.

    Jeg sukkede tungt og stoppede op. Jeg vendte mig dog ikke mod ham, men stod med ryggen til ham. Jeg lagde armene om mig selv, da jeg kunne mærke hårene på mine arme begynde at rejse sig.

    Det var jo så satans koldt herude!

    "Fordi -" begyndte jeg, men vidste pludselig ikke, hvordan jeg skulle svare.

    Jeg havde fortalt ham, at jeg havde overhørt Louis' og hans samtale. Burde det ikke være svar nok?

    Jeg havde fået det klare indtryk af, at han var en player. En sand charmør overfor pigerne, og så snart han havde fået det ud af det, som han ville, vragede han dem, som var de ingenting.

    Harry svarede ikke, men jeg kunne høre skridt bag mig. Lidt efter var der noget varmt, som lukkede sig om mine skuldre. Jeg så mig automatisk over højre skulder. Han havde lagt sin jakke om mine skuldre. Jeg sank, før jeg slog blikket ned. Endelig vendte jeg mig mod ham.

    "Fordi du gør sådan nogle ting, Harry." Mine øjne mødte hans. "Fordi du... siger ting."

    Jeg ville gerne fortsætte, men måtte i stedet slå blikket ned mod mine fødder, da det begyndte igen at prikke for mine øjne, da jeg tænkte på det. Jeg havde været så sikker på, at han havde ment det, som han havde sagt til mig den aften. Jeg havde været så sikker på, at jeg var den eneste, han havde sagt det til. Nu havde jeg så fundet ud af, at det sikkert bare var hans faste pick up-line.

    Han tog sig ikke af mit lidt kluntede svar. Jeg var fuld, og jeg havde svært ved at udtrykke mig. Jeg gik også ud fra, at han også selv havde indtaget nogle genstande, så måske bemærkede han det slet ikke.

    Harry tog en dyb indånding. "Undskyld, Chey. Undskyld, hvis jeg har gjort noget, som sårede dig. Det har virkelig ikke været min intention," sagde han stilfærdigt uden at rykke det mindste på sig.

    Det sårede blik i hans øjne kom bag på mig. Jeg klemte øjnene hårdt sammen. Jeg holdt tårerne tilbage. Jeg var så træt af at være hende, som altid tudede. Jeg blev så let såret. Jeg var naiv; det vidste jeg -- og de slag, som jeg har fået gennem tiden grundet det, har jeg måtte leve med. Dette var ét af dem.

    Der var en del af mig, som gerne ville tilgive ham og bare glemme alt det had, som jeg havde følt. Den lille fornuft, som jeg havde tilbage i mit hoved, frabad mig det. Den fortalte mig, at det blot var endnu et af hans numre. Han ville sige alt for at vinde jagten. For at få fat på byttet.

    Mit blik gled varsomt op igen, da han pludselig nærmede sig mig. Jeg var så tæt på at løfte hænderne og skubbe ham væk så hårdt, som jeg kunne. Det eneste, som det dog blev til var, at jeg drejede hovedet til siden. Det overraskede mig, da jeg kunne mærke hans arme lægge sig om mig. Han krammede mig. 

    Hvorfor krammede han mig?

    Mit hjerte satte dets banken op, hvilket satte mit temperament på prøve. Han skulle ikke have den her effekt på mig... og alligevel havde han det. Jeg havde lyst til at væmmes ved hans nærvær -- ligeså meget, som jeg væmmedes ved tanken om hans udnyttelse. Min krop var langt fra enig. Det stikkede over det hele -- ja, selv helt ud i fingerspidserne, og jeg blev nødt til at trække vejret tungt ind, da han trak sig en smule fra mig. Det gik op for mig, at mine øjne var helt blanke. Det var højst sandsynligt derfor, at han havde krammet mig. Han troede, at jeg var ved at tude... hvilket jeg også havde været.

    "Lad mig få dig hjem," sagde han dæmpet, før han lagde en arm om mine skuldre.

    Jeg kunne ikke andet end at følge med. Jo nærmere vi kom en stor, sort bil, jo højere blev lyden af mennesker, der snakkede i munden på hinanden. Jeg rynkede forvirret på øjenbrynene, da der pludselig kom en masse blitzlys, og der lød en masse klik. Jeg anede ikke, hvad der foregik.

    "Harry! Harry!" råbte en fremmede stemme.

    Harry reagerede ikke, selvom hans navn blev råbt meget intensivt, men skubbede i stedet døren op til bilen. Han gik ikke ind, men trådte til siden, så jeg kunne komme ind foran ham.

    "Harry! Er det din næste flirt?" spurgte en skaldet mand.

    Det gik pludselig op for mig, hvem det var. Paparazzier. Jeg nåede dog ikke at tænke længe over det, før jeg mærkede et stik. Næste flirt. Jeg bed tænderne hårdt sammen, men trådte bare ind i bilen.

    Jeg kunne se Harry ryste på hovedet. "Nej, jeg hjælper bare min veninde hjem," svarede han kortfattet, før han hoppede ind i bilen til mig, hvor han smækkede døren efter sig.

✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂

Det blev også til et nyt kapitel i dag! :-))

Jeg vil bare sige, at jeg er utrolig taknemmelig for alle jer, som følger med i novellen. Uden jer, ville jeg ikke gide bruge tid på at skrive den her historie! Tusind tak, skal I have!

Derudover takker jeg jer også for jeres kommentarer, som I har skrevet. I må meget gerne skrive, hvordan I tror, at novellen vil udfolde sig. Det er sjovt at høre, hvad I tror, at der vil ske!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...