Forever Young

Cheyenne Richards er datter af Jones Richards; bedre kendt som det verdenskendte, britiske boyband One Directions manager. Hun har altid boet i Danmark, hvilket hun bliver ved med at gøre, lige indtil hendes forældre bliver skilt. Hun giver udelukkende sin far skylden for bruddet, da hun mener, at han tilbringer al sin tid i London med sit noget så dyrebare band, og det derfor er endt, som det gjorde mellem hendes mor og ham. Hendes far beslutter derfor, at hun skal med til England i sommerferien, så de kan komme tæt på hinanden igen, og så hun kan få lidt en afveksling fra hverdagen hjemme i Danmark. Først ligger Cheyenne ikke skjul på sin store utilfredshed, men så snart hun lærer de dejlige drenge fra bandet at kende, ændrer hun pludselig mening. Og specielt en af de fem drenge ender med at gøre et ret stort indtryk på hende…

574Likes
288Kommentarer
116725Visninger
AA

4. Sårende sandheder

 

4
forever young

Cheyennes synsvinkel

Hovedpinen var ubeskrivelig og mere eller mindre altoptagende. Hvorfor blev ens tømmermænd altid så meget vildere, når det var lang tid siden, at man havde drukket sidst?

    Jeg kunne næsten have svoret på, at jeg ikke havde drukket så meget -- og dog. Jeg kunne hverken huske, hvor jeg var, eller hvordan jeg var kommet herhen, da jeg vågnede. Jeg havde tilbragt mindst tyve minutter på bare at ligge med øjnene lukket og forsøge at huske, hvad jeg havde foretaget mig.

    Efterhånden var det hele vendt tilbage til mig. Jeg var i et hus eller en lejlighed, og jeg lå i en seng. Jeg var hjemme hos Louis og Harry. Et smil havde bredt sig over mine læber, og jeg kunne fornemme, hvordan min mave trak sig sammen. På en underlig, men behagelig måde. Harry.

    Lige siden jeg så dig første gang, har jeg ikke kunne tage øjnene fra dig.

    Ordene lød igen og igen inde i mit hoved. Besynderligt nok stod netop det helt klart for mig.

    Langsomt slog jeg mine øjne op, og mit blik mødte et hvidt loft. Smilet forsvandt ikke fra mine læber. Det insisterede på at blive siddende. Det var næsten for godt til at være sandt. Det var urealistisk -- og dog så sandt alligevel. Siden jeg havde set ind i Harrys øjne første gang, havde jeg følt noget. Noget som ikke kunne beskrives. Hvem skulle have troet, at det var gensidigt?

    Nogen måtte have åbnet vinduet, for de hvide gardiner dansede roligt med vinden ovre ved væggen. Mit blik gled rundt i rummet. Jeg måtte ligge i en form for gæsteværelse. Jeg sad på en enkeltmandsseng og til venstre for mig stod der et halvstort klædeskab. Rummet var oplyst af solen, som næsten lige måtte være stået op. Forsigtigt stak jeg foden ud fra dynen, før jeg satte den mod det kolde gulv. Jeg havde bare ben. Mit blik gled ned over mig selv, før jeg tog fat om en T-shirt, som jeg havde på. I nogle få sekunder kiggede jeg bare på den, men bed mig så i læben for at stoppe mig selv i at smile stort. Det var delvist duften fra T-shirten, som afslørede ejeren, men også min hukommelse, som vendte tilbage.

    Vi var kørt fra diskoteket. Det havde ikke taget særlig lang tid, men vi skulle også sætte Niall af på vejen. Han havde været virkelig fuld, så det havde været noget af et projekt. Da Louis var steget ud af bilen, for at hjælpe Niall med at få hoveddøren op, havde jeg kunne mærke Harrys hånd, som lagde sig ovenpå min. Rødmen var skudt op i mine kinder, og jeg havde ikke kunnet se på ham.

    Selv når jeg sad her alene, begyndte mit hjerte at slå hurtigere ved tanken.

    Efterfølgende var vi kommet hjem, og jeg havde fået tildelt mig det her værelse. Jeg havde kun lige nået at sætte mig på sengen, da der lød en svag banken mod døren, og Harry var trådt ind.

    Han havde en T-shirt i hånden, og hans smil var blændende... selv i mørket.

    Jeg knugede T-shirten i hånden og slog blikket mod gulvet. Jeg var ikke typen, som blev forelsket. Jeg var ikke særlig spontant anlagt -- sådan noget skete bare ikke for mig.

    Derfor havde jeg også overbevidst mig selv om, at jeg ikke var forelsket i Harry. Man kunne ikke være forelsket i en, som man knapt havde talt med... kunne man?

    Jeg rystede på hovedet, før mit blik vandrede over mod en kommode, hvor der hang et lille spejl over. Der lå nogle joggingbukser, og jeg kunne gætte mig til, at de var blevet lagt til mig, så jeg havde noget at tage på. Jeg hoppede helt ud af sengen, før jeg satte mod kommoden.

    Gad vide, hvad klokken var? Havde min far skrevet?

    Det tog mig ikke mange sekunder at hoppe i joggingbukserne. Min mobil havde jeg åbenbart også lagt fra mig ved kommodebordet. Der var ingen nye beskeder, men uret viste 11:56. Det undrede mig en smule, men jeg blev enig med mig med mig selv om, at han ikke var vågnet endnu.

    Ellers havde han skrevet; det var helt hundrede.

    Mine øjne faldt over spejlet foran mig, hvor jeg lavede en grimasse af mig selv, imens jeg stirrede ind i de grå øjne. "Du har set bedre ud," sukkede jeg til mig selv, før jeg samlede mit hår i en hestehale.

    Jeg åbnede min pung, hvor jeg altid havde en elastik liggende, og jeg fik sat mit hår op. Efter at have taget en dyb indånding gik jeg mod døren, som førte ud af værelset. Jeg var på en måde nervøs over at skulle se dem igen -- at skulle se Harry igen. Det hele føltes lidt som en drøm.

    Jeg var kun nået ud på gangen, da jeg havde hørt nogle stemmer og automatisk var stoppet op.

    Uden at kende huset, var der noget der sagde mig at døren, som jeg stod bag, førte ud til et køkken -- måske et alrum af en form, men jeg kunne ikke helt sige noget med sikkerhed.

    "... nu op, Louis; det var ikke noget," sagde en stemme.

    Selv gennem en dør kunne man fornemme hans hæse klang. Jeg stod bare stille, da jeg ikke kunne få mig selv til at gå derind. Det ville da også være uhøfligt at afbryde dem midt i en samtale.

    "Ja, det er det, jeg mener. Det er aldrig noget med dig." Jeg kunne høre på hans stemme, at det var Louis, der svarede. "Jeg vil bare have, at du passer lidt på, ikke?" fortsatte han.

    Harry sukkede. "Hvad mener du?" spurgte han opgivende.

    "Jeg mener bare, at hun er jo ikke hvem som helst." Jeg kunne mærke et sug i maven. "Hun er Joes datter; hvis der kommer problemer mellem jer to, kan det være, at der kommer problemer for bandet."

    Snakkede de om mig?

    Jeg ville gerne trykke håndtaget ned og spørge, hvorfor de snakkede om mig. Jeg stod bare fast. Det var forkert at lytte, men jeg følte, at det var bekendtgjort, når det var mig, som de snakkede om.

    Der var en stilhed imellem dem, og der lød fodtrin. Jeg bakkede et hurtigt skridt fra døren og holdt instinktivt vejret, mens jeg mærkede panikken brede sig. Fuck! Havde de opdaget mig?

    Vandhanen blev tændt, men kort efter slukket igen.

    "Louis," begyndte Harry, og jeg pustet lettet ud. "der skete jo ingenting."

    "Det kunne der ligeså godt have gjort." Louis' stemme lød anklagende. "Harry, jeg kender dig."

    Pludselig var det som om, at det begyndte at prikke i mine øjne. Jeg forstod det ikke. Irriteret forsøgte jeg at blinke den ubehagelige fornemmelse væk. Var det noget, han gjorde tit?

    Lige siden jeg så dig første gang, har jeg ikke kunne tage øjnene fra dig. Denne gang sendte ordene en kvalmende fornemmelse op igennem mig, da det hele gik langsomt op for mig.

    Jeg var bare endnu en. Selvfølgelig. Hvad havde jeg selv regnet med?

    Jeg kendte ikke Harry. Han kendte ikke mig. Hvorfor skulle han lide mig? Hvor dum var jeg lige?

    Der var igen stilhed mellem drengene. "Lad det nu bare ligge," sukkede Harry.

    Jeg kunne ikke holde det tilbage længere. Tårerne væltede lydløst ned ad mine kinder. Jeg vendte mig forskrækket om, da hoveddøren overfor mig gik op. Jeg nåede hverken at fjerne tårerne eller vende mig om, før jeg så en forvirret Niall i døren. Jeg åbnede munden, forsøgte at finde en undskyldning for, hvorfor jeg græd, men intet kom ud. Niall rynkede brynene, og jeg bemærkede knapt hans lidt blege ansigt. Det lyse hår var dækket af en kasket, og da han lige var trådt ind, havde hans blik været udmattet.

    Det havde hurtigt ændret sig, da han fik øje på mig.

    "Chey, hvad er der -" begyndte han.

    Jeg satte hurtigt min pegefinger for munden, for at signalisere, at han skulle tie , og han klappede i. Han gik hen til mig med et forundret blik, hvor han lagde sine hænder mod mine arme. De var kolde.

    "Bare kør mig hjem," hviskede jeg med en grådkvalt stemme.

    Han nikkede med rynkede bryn og trak mig med hen til døren, før han smækkede den efter os igen.

✂ ✂ ✂

Brusebadet havde haft en beroligende effekt på mig, og det var først der, at tårerne var stoppet med at strømme ned over mine kinder. Niall havde været forvirret, men havde ikke stillet nogle spørgsmål, da vi sad i bilen på vej hjem. Jeg var taknemmelig, men jeg vidste, at han var bekymret. Det var kun derfor, at jeg med bævende stemme var begyndt at fortælle ham, hvad der var sket, og hvad jeg havde hørt.

    Han havde bare holdt blikket mod vejen, men jeg kunne fornemme, at han bed tænderne sammen, da hans kæbe blev markeres. Da han havde sat mig af, takkede jeg ham, men skyndte mig indenfor.

    Jeg havde haft ret vedrørende min far. Han havde først vågnet, da jeg havde smækket hoveddøren. Det var dog lykkedes mig at løbe ind på mit værelse, før han så mit tårefyldte ansigt.

    Det meste af formiddagen havde jeg blot siddet inde på mit eget værelse, hvor jeg havde sat mit anlæg til at spille dæmpet. Min far havde heldigvis besluttet sig for ikke at forstyrre mig i dag.

    Jeg havde haft ret. De var ikke godt nyt. One Direction. Min allerførste indskydelse havde været at hade dem. Hvis jeg bare havde holdt mig til det, var det aldrig endt sådan her.

    Tænk, at jeg blot efter få dage med dem sad her over tudede. Over dem. Over ham.

    Dog nagede skyldfølelsen lidt i mig; det var ikke helt rigtigt. Niall havde været godt nyt. Han havde kun budt mig på noget godt. Ham bebrejdede jeg ikke. Dog havde jeg svoret på, at jeg aldrig ville tale med Harry igen. Jeg nægtede at være endnu en i hans pige-parade.

    Det var i hvert fald det indtryk, som jeg havde fået af Louis' og hans samtale. Det kunne vel heller ikke misfortolkes. Det var ret indlysende, og jeg havde ikke tænkt mig bare at være den næste i rækken.

    Hen ad eftermiddagen var jeg endelig listet ud fra mit værelse og var gået i bad. Vandet var dejlig varmt og fik mig på andre tanker. Først da min far bankede på døren og sagde, at der var aftensmad, trådte jeg ud af badet, svøbte et håndklæde om mig og gik ind på mit værelse for at skifte tøj.

    Det plejede altid at være min mor, som lavede mad, da mine forældre stadigvæk var sammen. Derfor var min far ikke særlig øvet, hvilket også forklarede, hvorfor kyllingen var blevet lidt tør.

    Jeg spiste det dog uden at kommentere på det.

    Gennem tiden i London havde jeg glemt at være sur på min far. Jeg havde glemt at hade ham, som da vi ankom. Det påstod jeg i hvert fald dengang. I grunden havde det måske noget at gøre med, at det faktisk ikke var ham, jeg var sur på. Det ville jeg bare aldrig kunne indrømme overfor ham.

    "Du er så stille, skat, noget galt?" spurgte min far, før han tog noget salat i munden.

    Jeg trak på skuldrene, og før han nåede at spørge mere ind, ringede hans mobil. Han løftede to fingre i stedet for at sige noget, da han havde mad i munden og rejste sig fra bordet. Da han havde tygget af munden, tog han mobilen. Mit blik landede på maden på min tallerken. Jeg var ikke rigtig sulten.

    "Cheyenne?" hørte jeg min far sige. Jeg løftede blikket.

    Han rakte sin mobil frem mod mig. "Den er til dig," sagde han.

    Jeg overvejede kortvarigt situationen, før jeg tog fat om mobilen. Jeg satte den mod øret og lænede mig tilbage i stolen. Der var vel kun én, som kunne finde på at ringe til min far og spørge efter mig.

    Der var jo ikke særlig mange, som jeg kendte i London.

    "Hallo?" mumlede jeg roligt.

    Det rumsterede lidt i den anden ende. "Chey?" Jeg kunne genkende stemmen. "Hej, det er Niall."

    Jeg stak lidt til maden med min gaffel. "Hej, Niall," svarede jeg blot.

    "Ja, øhh... jeg ringede til din egen mobil, men du tog den ikke." Han fortsatte, før jeg kunne nå at svare ham. "Nå, men jeg ringede sådan set bare for at høre, om du ville hænge lidt ud sammen med drengene og jeg." Han grinede lidt. "Du har sådan set ikke noget valg; vi er på vej," tilføjede han så, og der gik det op for mig, at baggrundsstøjen måtte være fra en bilmotor.

    "Niall," sukkede jeg. "jeg ved ikke rigtigt," mumlede jeg, men fik så øje på min fars forvirrede blik.

    Jeg havde gjort meget ud af, at han ikke skulle finde ud af, hvad der var sket.

    Niall afbrød. "Jeg ved godt, at du måske ikke vil ses med Harry efter alt, hvad der er sket… men jeg kan altså bare ikke lide, at se dig ked af det. Vi er der om lidt," sagde han.

    Det gav et sæt i mig, da han nævnte Harrys navn. Hvordan kunne de her følelser have bygget sig selv op i mig så hurtigt? Hvordan kunne det være, at jeg blev så ked af det?

    Jeg sank noget spyt og forsøgte at samle mig. "Vi?" spurgte jeg med en spæd stemme.

    "Liam, Louis og jeg." Hans svar var forhastet. "Vi ses om lidt, hej!"

    Derefter blev der lagt på, og jeg sænkede mobilen fra øret for at se lidt forvirret på den. Min far så på mig med et ligeså forvirret blik, og jeg rakte ham mobiltelefonen igen med et skuldertræk.

✂ ✂ ✂

Kort efter han havde lagt på bankede det på døren. Da jeg åbnede den, stod Liam, Louis og Niall derude, og de smilede alle stort. Jeg vidste ikke, hvor meget Niall havde fortalt dem, men det var som om, at de alle prøvede at muntre mig op -- ellers var de bare i et højt humør. Man måtte også sige, at det havde lykkedes dem, og hele vejen hjem i bil gik med, at de fortalte jokes, hvor jeg til sidst måtte grine.

    Louis var virkelig genial, men det var mest måden, som han fortalte historierne og vittighederne på, som fik mig til at grine. Mit humør var dalet nogle grader, da bilen blev kørt op i en bekendt opkørsel. Huset foran mig stod klart i min erindringer, selvom jeg kun havde været her en enkelt gang.

    Jeg vidste, at han var derinde.

    Niall lagde armen om mine skuldre, mens vi gik mod hoveddøren. Louis sprang ind foran os.

    "Vi er hjemmeeeee!" råbte han højlydt, idet han trykkede ned i dørhåndtaget.

    Inde i huset kunne man høre lyden fra fjernsynet, som kørte i baggrunden og to stemmer, hvorefter Zayns ansigt dukkede op i dørkarmen. "Hej med jer," sagde han og sendte mig et smil.

    Jeg følte, at de alle vidste alting.

    Måske var jeg bare paranoid, men jeg vidste ikke, hvor meget de fortalte hinanden. Egentlig så undrede jeg mig over, hvorfor det var, at Niall gjorde sådan et stort nummer ud af at få mig i et godt humør. Jeg havde dog bemærket, at han var en meget omsorgsfuld person. Han var en fantastisk ven.

    Jeg gengældte blidt Zayns smil, før vi fortsatte ind i stuen, hvor mit blik straks gled hen mod fjernsynet og to sofaer, som stod om det. Jeg kunne se nogle fødder, som kun var iført sokker, som støttede mod sofabordets kant. Harry vendte sig om, da han hørte os komme ind.

    Jeg kunne have svoret på, at han i mindst et helt minut stirrede mig ind i øjnene. Det var lige før, at jeg blev væk i hans grønne øjne. Jeg følte et stik i siden, og jeg glemte alt om mit løfte til mig selv. Jeg ville aldrig snakke til ham igen, men jeg kunne ikke fjerne blikket fra ham.

    Niall trak mig fremad, da han stadig havde fat om mig.

    Han satte sig i den anden sofa, som endnu var helt ledig og hev mig med ned, før han slap sit greb om mig. "Hvilken film skal vi se?" spurgte Liam om, før han smed sig ved siden af Harry.

    Zayn kom ud i stuen med nogle popcorn, som han lige havde lavet. Han fik også plads i sofaen.

    Louis åbnede et lille skab, før han trak en film ud. "Den her!" sagde han energisk, før han satte den i.

    Hans hånd gled vilkårligt hen over Harrys krøller, før han også tog plads i sofaen.

    Jeg bed mig i læben, mens jeg forsøgte at holde koncentrationen mod skærmen. Det var sværere at holde fokus, når han var i samme rum som jeg. Når jeg vidste, at han sad lige der. Jeg kunne fornemme Nialls blik, som flyttede sig fra skærmen, og selvom jeg ikke kiggede i den retning, kunne jeg mærke, hvordan hans blik landede på Harry. De udvekslede et blik, som jeg ikke kunne tyde, men så så Niall væk igen. Der var stilhed imellem os, før Harry pludselig rejste sig.

    Alles blikke rettede sig mod ham, og jeg kunne ikke nå at stoppe mig selv i at se op på ham. Hele min krop sitrede en lille smule, og jeg kunne mærke, at det trykkede ved mit bryst.

    "Jeg bliver nødt til lige at snakke med dig." Hans blik var rettet målrettet mod mig. "Alene."

✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂

Et enkelt spørgsmål: Hvad synes I om kapitlernes længde? For korte, for lange?

Endnu en gang, vil jeg takke jer for at like/'favoritte' historien, og jeg håber at I måske vil dele historien med jeres venner, så den vil få flere læsere. Jeg vil ikke begynde at tigge om likes, hvilket mange andre gør, men der er jo ingen pointe i at skrive en historie, hvis ingen læser den! ;-)

Forsæt endelig med kommentarerne også, jeg kan bruge dem alle!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...