Forever Young

Cheyenne Richards er datter af Jones Richards; bedre kendt som det verdenskendte, britiske boyband One Directions manager. Hun har altid boet i Danmark, hvilket hun bliver ved med at gøre, lige indtil hendes forældre bliver skilt. Hun giver udelukkende sin far skylden for bruddet, da hun mener, at han tilbringer al sin tid i London med sit noget så dyrebare band, og det derfor er endt, som det gjorde mellem hendes mor og ham. Hendes far beslutter derfor, at hun skal med til England i sommerferien, så de kan komme tæt på hinanden igen, og så hun kan få lidt en afveksling fra hverdagen hjemme i Danmark. Først ligger Cheyenne ikke skjul på sin store utilfredshed, men så snart hun lærer de dejlige drenge fra bandet at kende, ændrer hun pludselig mening. Og specielt en af de fem drenge ender med at gøre et ret stort indtryk på hende…

571Likes
288Kommentarer
115390Visninger
AA

12. Så er der kun mig

 

12
forever young

Cheyennes synsvinkel

Jeg vågnede ved lyden af småsnakken omkring mig. Prøvende åbnede jeg det ene øje på klem, før jeg gav et dæmpet støn fra mig. Jeg lænede albuen med det hårde gulv under mig, før jeg skubbede mig selv en smule op. Det tog mig få sekunder at komme i tanke om, hvad jeg dog lavede nede på gulvet -- og hvor jeg i det hele taget befandt mig. Minderne fra i går fik mig til at dreje hovedet.

    Jeg rynkede på øjenbrynene, da jeg ikke kunne få øje på Harry nogen steder.

    "Chey, din mobil har ringet en million gange," lød en lys stemme.

    Jeg gned mig kort i øjet, før jeg så hen, hvor stemmen var kommet fra. Perrie stod lænet ind over en af sofaernes ryg og smilede venligt til mig. Jeg satte mig op i et ryk, da det pludselig var som om, at jeg vågnede for alvor. Jeg greb min mobil, som lå lidt længere henne af gulvet. Den måtte være røget ud af min lomme. Der lå mindst tyve ubesvarede opkald fra min far samt nogle sms-beskeder. 

    "Det er okay; jeg har snakket med ham," lød en ny stemme, som jeg kunne genkende som Nialls.

    Igen løftede jeg blikket. Stuen og køkkenet var designet sådan, at de hang sammen på en måde. Niall sad ved et spisebord med munden fuld af mad, men hans blik var rettet hen mod mig.

    Han smilede, da jeg endelig så i hans retning. Jeg gengældte mat hans smil, før jeg strøg noget hår om bag øret. Til min overraskelse så det ud til, at jeg var den sidste, som var vågnet.

    Alle sad rundt om det halvstore spisebord. Nogle spiste, mens andre blot snakkede.

    Jeg var stadig en smule konfus, da jeg fik arbejdet mig op på benene. Det hjalp bestemt heller ikke på det, da jeg uforberedt kunne mærke Harrys hånd, som lagde sig mod min arm i form af en slags støtte.

    Mit blik ramte hans, og selvom jeg endnu ikke havde udvekslet et ord her til morgen, var det først nu, at jeg følte mig rigtigt mundlam. "Godmorgen," smilede han hæst, før han lod sin hånd falde igen.

    Jeg smilede uden at slippe ham med øjnene. Det var mig en gåde, hvordan han kunne se så godt ud allerede fra morgenstunden af. Selv var jeg næsten sikker på, at mit hår var uglet, og jeg var lidt bleg.

    "Godmorgen," svarede jeg endelig.

    Perrie havde tilsluttet sig de andre igen henne ved spisebordet. Harry trådte et lille skridt ind foran mig, og jeg slog blikket ned, da han stod ret tæt på mig. Jeg kunne mærke, hvordan jeg rødmede.

    Det var så upassende i sådanne situationer, men det var typisk mig.

    "Sovet godt?" spurgte han, før han forsigtigt placerede sine hænder ved mine arme. 

    Jeg tvang mit blik op. "Aldrig sovet bedre," svarede jeg, før jeg lagde min hånd ved hans mave.

    Selvom vi have ligget på et gulv hele natten, havde jeg bestemt ikke fortrudt det. Jeg kunne stadig mærke, hvordan hans hjerte bankede, hans tunge vejrtrækninger og hans arm omkring mig. Bare nu fik det mig til at trække på smilebåndet. Han løftede sin ene hånd, som han nænsomt lagde ved min kind.

    Det var som om, at hver gang jeg så ind i Harrys øjne, glemte jeg fuldstændig alt andet omkring mig. Med ét var det som om, at der kun var ham og jeg i rummet.

    "Samme her," hviskede han stille.

    Jeg sukkede, før jeg lukkede mine øjne. Jeg kunne mærke hans ånde mod mit ansigt.

    "Så nu er der kun mig?!"

    De pludselige råb fik mig til at standse, og jeg åbnede forvirret mine øjne. De mødtes kort med Harrys, før jeg flyttede blikket hen over hans skulder. Selv drejede han også kroppen, så han kunne se, hvad det var for et postyr. Det så ud til, at alles blikke efterhånden var rettet mod Niall.

    "Hvad snakker du om, Niall?" Det var Liam, som stillede det spørgsmål, som vi alle vist sad med.

    "Ja, se jer omkring." Han lavede en bevægelse med hånden. "Nu har I alle kærester og jeg -"

    "Harry og jeg er altså ikk -" Nu var det min tur til at afbryde.

    Jeg standsede dog mig selv, før mit blik flakkede op mod Harry. Han så kort mod mig.

     "ikke kærester," afsluttede han min sætning.

    Niall fnøs. "Ej, men I står der og kysser, hvilket vel er godt det samme," forsvarede han sig.

    Jeg fniste lidt, før jeg trådte ud af Harrys greb. Mine kinder blev varme endnu en gang. Jeg gik nogle skridt hen mod spisebordet, mens Niall fortsat beklagede sig. Harry fulgte bag mig.

    "Du skal nok finde én," kom det drillende fra Louis, som havde Eleanor siddende på skødet.

    Det gav et lille gib i mig, da jeg kunne mærke Harrys hænder, som lagde sig ved mine hofter. Igen øgede min vejrtrækning. Følelsen af ham lige bag mig havde den berusende virkning på mig.

    Jeg sank langsomt, mens jeg forsøgte at bevare kontrollen.

    "Hey, hvad med at jeg skriver til min veninde fra Danmark?" Min stemme lød med ét energisk. "Hun er vildt stor fan af jer... også er hun single," tilføjede jeg, før jeg blinkede med øjet i retning af Niall.

    Der kom nogle svar i munden på hinanden, men alle syntes at mene, at det var en god idé. Jeg smilede stort. Hvis jeg kunne få Tamara til at komme, ville det gøre mig lykkelig. Jeg savnede virkelig at have en veninde -- ikke fordi jeg ikke havde fundet nogle fantastiske, nye venner, men man kunne alligevel godt føle sig lidt alene. Noget, eller rettere sagt nogen hjemmefra ville være en kæmpe lettelse og glæde for mig. Jeg vidste, at min far ville sige ja, og hvis det var hende, som måske kunne få Niall til at føle sig lidt mindre efterladt, hvis man kunne betegne det sådan, så var det jo bare bonus.

    Jeg greb min mobil, før jeg hurtigt sendte en besked af sted til hende. Folk var begyndt at snakke omkring bordet igen. Der gik ikke lang tid, før jeg kunne mærke at det vibrerede i mine hænder. 

    Er allerede i gang med at pakke! stod der i beskeden.

    Jeg smilede igen, før jeg lod fingrene glide over tastaturet.

✂ ✂ ✂

Tamara ville komme indenfor to dage. Hun havde fået sin far til at køre hende til Tyskland, hvor der gik et fly til London. Heldigvis havde hendes forældre været med på den på trods af den meget spontane beslutning. Min far havde også sagt god for det, hvilket bare havde sat prikken over i'et.

    Jeg kunne ikke vente med at have én, som jeg kunne snakke alt det herigennem med. Der var sket så meget her i London, at jeg snart ikke kunne holde det for mig selv.

    Drengene var blevet hentet kort efter, at jeg var vågnet. Det var gået op for mig, at grunden, til de havde stået så tidligt op, var, fordi de skulle arbejde. Jeg var blevet tilbudt at komme med ned i studiet igen, og så kunne jeg jo altid køre hjem med min far. Jeg havde dog takket nej, og jeg var blevet sat af derhjemme. Lejligheden var tom, hvilket var en lettelse for mig.

    Jeg kunne godt forestille mig, at min far måske var... mindre glad, siden han ikke havde kunnet få fat på mig i morges. Det kunne være, at han ville nå at køle lidt af, til han kom hjem. Det gav mig også muligheden for at tage et langt bad, hvorefter jeg kunne trække i nogle joggingbukser og en top.

    Hele dagen havde sådan set gået med at tøffe rundt derhjemme og lave ingenting. Jeg var så underligt glad. Jeg havde en fornemmelse i kroppen -- som om at intet kunne gå galt.

    Som om mit liv var fuldstændig perfekt, som det var nu.

    Jeg nåede netop at afslutte en streg med min blyant, som fuldendte hjertet på min tegneblok, da jeg hørte hoveddøren smække. Automatisk så jeg hen mod min lukkede dør, men flyttede så blikket ud af vinduet. Jeg havde slet ikke bemærket, at det var blevet så sent, men mørket, som havde lagt sig over byen, dedikerede noget andet. Jeg rev hurtigt siden af tegneblokken, som var fyldt med hjerter og navnet Harry, hvorefter jeg krøllede den sammen. Normalt var jeg ikke typen, som sad derhjemme og dagdrømte, mens jeg skrev en fyrs navn ned med hjerter omkring. Det havde bare været som om, at jeg var gået i en slags trance og ikke kunne tænke på andet end ham. Det var begyndt at ske alt for ofte.

    Jeg smed blokken hen på skrivebordet, før jeg rettede mig op i sengen, som jeg havde smidt mig på. Jeg lod en hånd løbe gennem mit mørke hår, da jeg kunne høre skridt ude foran min dør.

    Jeg hoppede ned fra sengen, før jeg åbnede min dør og stak hovedet ud.

    "Hvad laver du her?" spurgte jeg overrasket, mens jeg forbløffet løftede øjenbrynene.

    Harry stoppede op, før hans velkendte smil dansede ind over hans læber. Jeg kunne mærke, at jeg blev blød i knæene. Der var en knude, som trak sig sammen ved mit mellemgulv.

    "Han er med mig," lød min fars stemme, og først nu bemærkede jeg, at han også stod bag Harry.

    Jeg flyttede mit blik på min far, før jeg lagde hovedet på skrå. Han havde stadig ikke besvaret min tvivl. Hvorfor var han med min far? Hvad lavede han hjemme hos mig?

    Min far sendte mig et blik, før han trådte udenom Harry. "Han spurgte, om han ikke kunne komme med hjem, fordi..." brummede han, mens han gik nogle langsomme skridt mod sit eget soveværelse.

    Hans blik flakkede mod Harry, som om han forventede, at han ville afslutte.

    "... jeg ville gerne snakke med dig," smilede Harry uden at se væk fra mig.

    Jeg kunne ikke holde et smil tilbage. "Så... kom da ind." Jeg gjorde plads til ham i dørkarmen.

    Jeg blev pludselig meget opmærksom på, at jeg var iført nogle løse joggingbukser, som virkede yderst uattraktivt og ikke særlig appellerende, hvis du spurgte mig.

    Da Harry nærmede sig, kunne jeg mærke, hvordan jeg gradvist fik det varmere. For ikke at bide mig i læben, søgte mit blik mod min far, som smilede akavet til mig, før han forsvandt ind på sit eget værelse. Jeg stod der i nogle sekunder, før jeg smækkede døren ind til mit værelse. Jeg vendte front mod Harry og skulle lige til at åbne munden for at sige noget, da jeg kunne mærke hans bløde læber, som ramte mine.

    Jeg var ikke i stand til andet end at gengælde hans kys.

    Da jeg ikke havde mere luft tilbage, trak jeg mig forsigtigt væk.

    "Undskyld, men det har jeg ventet hele dagen på at gøre," åndede han mod min hud.

    Jeg undlod et lille fnis, før jeg trak mig væk. Jeg havde automatisk lagt mine hænder ved ham, da han havde trukket mig ind i kysset. En smule blufærdigt tog jeg dem til mig igen. Mit blik mødte hans.

    "Harry, du kan da ikke bare sådan troppe op hjemme hos mig. Hvad tror du ikke, at min far tænker?" spurgte jeg, men lød ikke ligeså fornærmet, som jeg gerne ville, og et smil ødelagde facaden.

    Han trak lidt på skuldrene. "Han tror bare, at vi er venner," forsikrede han mig om.

    Jeg trådte udenom ham, men holdt fast i hans ene hånd, så jeg trak ham hen mod sengen. Jeg satte mig i skrædderstilling midt inde på den, og han smed sig roligt ved siden af mig. Hans grønne øjne slap mig ikke på noget tidspunkt, og jeg kunne hele tiden fornemme smilehullet, som borede sig ind i hans kind og gjorde ham endnu mere bedårende at se på. Det fik mig til at nappe nervøst til min underlæbe.

    "Er vi ikke også det?" sagde jeg lidt tøvende, men så ikke væk.

    Var vi ikke bare det?

    Mine fingre lå stadig mod hans håndflade. Jeg tegnede ubevidst hen over hans håndflade. Jeg kunne mærke nervøsiteten, som blandede sig rundt i mig. Sådan var det altid, når jeg var alene med ham -- men denne gang havde det også noget at gøre med det, som vi snakkede om. Jeg sank.

   "Jeg mener... vi har jo ligesom ikke... aftalt... noget andet?" mumlede jeg stille.

    Jeg kunne have slået mig selv i hovedet. Aftalt. Hvem fanden aftalte at tage skridtet videre?

    På den anden side ville det da også være akavet, hvis man bare antog, at det nu bare var sådan -- og så hvis den anden part ikke var enig, så var det bare surt show?

    Harry rømmede sig. "Nej," svarede han kort. "ikke officielt i hvert fald."

    Jeg rynkede lidt på brynene, da et underligt smil bredte sig over hans læber, men før jeg kunne nå at spørge, rettede Harry sig op og så mig direkte i øjnene. "Vil du være min kæreste, Cheyenne?"

    Mit hjerte slog et slag over. Jeg havde på ingen måde set det tage denne retning. I lang tid vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige. Ikke, fordi jeg var i tvivl, men fordi jeg simpelthen havde glemt, hvordan man formulerede sig. Jeg kunne fornemme, hvordan anspændtheden steg i hans øjne.

    Jeg smilede vagt. "Selvfølgelig," svarede jeg med en spæd stemme.

    Der lød et lettet grin fra Harry, og jeg kunne selv ikke lade være med at smågrine. Jeg lagde min hånd mod hans nakke, da han nærmede sig. Der løb en brusende fornemmelse igennem mig, da han kyssede mig. Jeg lukkede øjnene og holdt ham tæt ind til mig. Det var ufatteligt. Harry var min kæreste.

    Han var min -- og jeg kunne ikke være mere lykkelig.

    Forskrækket trak jeg ham fra mig, da jeg kunne høre nogle bank mod min dør. Jeg skyndte mig at rette mig op, før jeg rejste mig helt op fra sengen. Min far stak hovedet ind gennem dørsprækken.

    "Chey, jeg går i seng nu," sagde han med blikket rettet mod mig.

    Han så dog kort mod Harry.

    Jeg nikkede. "Øhh... kan Harry måske overnatte?" spurgte jeg hurtigt.

    Samtalen foregik stadig på engelsk -- nok mest for at tage hensyn til Harry.

    Min fars blik ændrede sig, og jeg kunne fornemme, hvordan der dannede sig en lille rynke ved hans pande. "Er du sikker på det, Chey?" spurgte min far på dansk og havde nu blikket fæstnet mod mig.

    Jeg trak ligegyldigt på skuldrene, men kunne mærke rødmen stige. "Helt ærligt, far," mumlede jeg.

    Hvad regnede han med?

    Jeg kunne næsten regne ud, hvad han kunne forstille sig. Det var ikke noget, man havde lyst til at vide, at ens forældre sådan gik og undrede sig over. Der gik noget tid, før han gav et suk fra sig.

    "Ja, undskyld. Du har ret." Han nikkede lidt. "Bare... brug ekstramadrassen, ikke?"

    Jeg stønnede surt af ham. "Farvel, far!" sagde jeg hurtigt og bestemt, før jeg gik med hastige skridt mod døren og smækkede den efter ham, hvorefter jeg skyndte mig at låse døren.

    "Hvad handlede det om?" spurgte Harry forvirret, da vi igen var alene.

    Han havde jo ikke forstået over halvdelen af samtalen, som havde foregået på dansk.

    Jeg skyndte mig bare at ryste på hovedet, før jeg vendte mig mod ham. "Ingenting," svarede jeg blot.

    Jeg havde på ingen måde lyst til at genfortælle den pinlige episode.

    Min seng bestod af to madrasser, som under normale omstændigheder lå ovenpå hinanden, men man kunne trække den ene ud og derved få en ekstra madras, hvis nogle skulle overnatte. Vi fik arrangeret det, så min seng blev dobbelt så bred, som den havde været før, da vi skubbede madrasserne sammen.

    "Ja, beklager, men jeg har altså ikke noget, som du kan sove i," grinede jeg, før jeg slukkede lyset.

    Nu var det kun en lille natlampe, som oplyste rummet. Jeg kunne stadig skimte Harrys skikkelse.

    "Det er okay," svarede han blot, og uden varsel trak han sin T-shirt over hovedet.

    Helt paf stod jeg bare dér og betragtede ham, imens han smed den til jorden. Jeg havde glemt, hvordan man talte. Harry havde virkelig de underligste virkninger på mig. Han gjorde mig usikker, nervøs, men samtidigt latterligt lykkelig. Han sendte et charmerende smil i min retning, da han bemærkede mine ikke særligt diskrete blikke. Jeg fnøs kort, før jeg slog blikket ned. Fuck, hvor pinligt.

    Jeg trådte et skridt frem mod ham, før jeg daskede ham tamt mod skulderen.

    "Av," sagde han grinende, men udviste ikke den mindste smule for smerte.

    Jeg rakte blot tunge af ham, mens jeg ønskede mine røde kinder langt bort. Jeg ville gerne have helt vildt meget selvtillid og selvsikkerhed. Det havde været meget lettere, da jeg hadede ham. Eller... da jeg påstod, at jeg hadede ham. Det var så meget sværere at sætte en maske på, når han stod der foran mig med sit indprentende blik og fortryllende smil. Jeg stod med en lille meters afstand fra ham.

    Det var som om, at jeg med ét tog en beslutning.

    Jeg fastholdt hans blik, imens jeg langsomt trak min top over hovedet, så jeg kun stod tilbage i BH foran ham. Nu var det hans tur til at sende mig lange blikke, og jeg kunne ikke lade være med at fnise, da jeg fangede ham i at tabe kæben. Mine kinder brændte som aldrig før, og mit hjerte hamrede i brystet. Blot dette var ualmindeligt grænseoverskridende for mig. Jeg vendte blikket ned.

    Jeg sank, da jeg kunne mærke, at han nærmede sig mig. "Du er så smuk, Cheyenne," hviskede han blidt, før han lagde sin hånd mod min side; han rørte mig, som var jeg lavet af glas.

    Det trak en anelse i mine mundvige, før jeg slog blikket op på ham. Han stod helt tæt på mig nu, så jeg næsten var sikker på, at han kunne høre mit galoperende hjerte. Forsigtigt lænede jeg mig en smule ud fra ham, så jeg kunne slukke natlampen ved min højre side. Der blev helt mørkt i værelset, men ingen af os nåede at kommentere på det, før jeg ivrigt pressede mine læber mod hans. Mine hænder lagde sig om hans nakke, og jeg kunne mærke ham bakke et lille skridt mod sengen. Jeg fulgte ham, før jeg udviklede kysset. Hans anden hånd havde lagt sig ved min anden side, mens han lagde sig på ryggen på madrassen. Jeg placerede et knæ på hver side af ham og lod hænderne løbe ned over hans overkrop.

    Grådigt udviklede jeg kysset ved at sprede hans læber med mine. Lysten hærgede over min krop. Jeg kunne mærke, hvordan jeg reagerede på hans hænder, som dansede hen over min bare hud. Det skræmte mig. Aldrig i mit liv havde jeg troet, at jeg ville have en person så meget.

    Jeg havde lyst til at ligge sådan her med ham for altid. Aldrig give slip.

    Modvilligt gav jeg slip på hans læber, før jeg trak mig en smule fra ham. Hans øjne studerede mit ansigt, mens jeg kunne se hans brystkasse hæve og sænke sig hurtigt. Jeg tøvede et kort sekund, men tog mig så sammen. Jeg vidste, at jeg var klar. Jeg lod den ene hånd bevæge sig om mod min ryg, før jeg forsigtigt klipsede min BH op. Det var som om, at der var noget, som ændrede sig i Harrys blik. Jeg kunne ikke helt tyde det, men jeg holdt ikke inde. Jeg trak langsomt BH'en af.

    "Cheyenne." Hans øjne lå fast på min krop.

    Jeg svarede ikke, men bøjede mig igen ned over ham for at kysse ham igen. Kysset blev gengældt, men jeg kunne mærke ham trække sig en smule væk. Jeg fik en klump i halsen, før jeg så på ham med et forvirret blik. Pludselig krøb der en lille frygt ind over mig.

    Hans blik var blandet; det var alvorligt... men alligevel var begæret og lysten let at tyde. "Er... Er du sikker på, at du... vil?" hviskede han så lavt, at jeg knapt kunne høre det.

    Jeg smilede svagt, før jeg nikkede. "Ja;" svarede jeg, før jeg endnu en gang lænede mig over ham. "jeg vil have dig," hviskede jeg, før jeg fjerlet placerede et kys under hans øreflip.

    Det var som om, at der var noget der vendte sig i Harry. Pludselig tog han fat om mine hofter, og før jeg vidste af det, lå jeg nederst. Hans hænder gled over min krop, før han fik fat om kanten på mine bukser. Vores øjne var som limet sammen, da han skånsomt trak dem af og efterlod mig liggende i mit undertøj -- eller det, der var tilbage af det. Jeg forsøgte at holde kontrol over min vejrtrækning. Det var knapt gået op for mig, hvad jeg var i gang med. Jeg var i gang med at miste min mødom.

    Jeg lukkede øjnene i, da han endnu en gang kyssede mig. Dette kys var anderledes. Der lå en grådighed bag det, hvilket var styret af lyst. Det sitrede over hele min krop, og selvom jeg ikke havde troet, at det var muligt, steg begæret til ham. Mine hænder ledte endnu en gang ned over hans krop, før jeg fik fat om hans buksekant. Han gav et dæmpet støn fra sig mod mine læber. Jeg nappede ham forsigtigt ved underlæben, før jeg med en smule besvær fik lirket knappen op til hans bukser.

    Han trak mig forsigtigt længere op på madrassen. Hver af hans berøringer efterladte et ætsende mærke. Det kunne ikke blive bedre, end det var nu. Det kunne det ikke.

✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂

Det blev så et ekstra langt kapitel -- jeg håber, at I kunne lide det, og det ikke virkede alt for stødende overfor nogle. Jeg bliver SÅ glad, når jeg læser jeres kommentarer, og det glæder mig virkelig, at I kan lide novellen. BLIV ENDELIG VED MED AT KOMMENTERE!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...