Forever Young

Cheyenne Richards er datter af Jones Richards; bedre kendt som det verdenskendte, britiske boyband One Directions manager. Hun har altid boet i Danmark, hvilket hun bliver ved med at gøre, lige indtil hendes forældre bliver skilt. Hun giver udelukkende sin far skylden for bruddet, da hun mener, at han tilbringer al sin tid i London med sit noget så dyrebare band, og det derfor er endt, som det gjorde mellem hendes mor og ham. Hendes far beslutter derfor, at hun skal med til England i sommerferien, så de kan komme tæt på hinanden igen, og så hun kan få lidt en afveksling fra hverdagen hjemme i Danmark. Først ligger Cheyenne ikke skjul på sin store utilfredshed, men så snart hun lærer de dejlige drenge fra bandet at kende, ændrer hun pludselig mening. Og specielt en af de fem drenge ender med at gøre et ret stort indtryk på hende…

569Likes
288Kommentarer
114667Visninger
AA

21. Nej, jeg hader dig

 

21
forever young

Cheyennes synsvinkel

"Det er din fødselsdag i overmorgen."

    Jeg løftede blikket fra det ugeblad, som jeg var i gang med at bladre igennem uden rigtig at kigge på de farverige sider. Mit blik landede på min far, som sad overfor mig ved køkkenbordet. Hans læsebriller var rykket et stykke ned over hans næseryg, så han havde mulighed for at kigge ud over dem og hen på mig. Jeg stirrede bare på ham i nogle få sekunder, før jeg trak på skuldrene og så tilbage mod mit blad.

    Min far rykkede på sig. "Det er din attenårsfødselsdag, skat," forsøgte han igen.

    "Okay." Mit svar var kort og afvisende.

    Han sukkede tungt, før han lænede sig tilbage i stolen igen, men jeg kunne mærke, at han stadig betragtede mig. I nogle korte sekunder frygtede jeg, at der var endnu en af hans svadaer på vej. Her på det sidste havde han ofte spurgt mig, hvorfor jeg pludselig opførte mig sådan igen.

    Han beskrev for mig, hvordan han havde været så sikker på, at jeg var begyndt at lysne op igen efter skilsmissen. Han sagde, hvordan jeg var begyndt at ligne mig selv igen... men nu var det som om, at jeg var faldet tilbage i gamle vaner. Jeg gav Tamara skylden. Vores uvenskab. Eller... det var i hvert fald min forklaring overfor min far. Jeg havde været nødt til at komme op med en udredning af hendes pludselige afsked, og jeg havde til sidst indrømmet overfor ham, at vi var blevet uvenner.

    Dog havde jeg afværget ham og ladet som om, at jeg ikke ville tale om det, når han spurgte, hvad vi var blevet uvenner over. Derfor vidste han stadigvæk ikke, at Harry og jeg ikke længere var sammen.

    Harry måtte heller ikke have afsløret noget overfor ham -- og heller ingen af drengene. For til tider spurgte min far ind til ham, og jeg måtte anstrenge mig for ikke at se væk eller lade tankerne få frit løb.

    Hvis jeg tænkte for meget på ham, ville det bare begynde at gøre ondt.

    Der var gået fire dage, efter jeg havde modtaget den lille skotøjsæske. Det var dog ikke blevet den mindste smule lettere at høre folk snakke om Harry -- og med folk mente jeg min far og Niall. I løbet af de sidste dage havde jeg faktisk snakket ret meget med Niall. Vi talte sammen mindst en gang om dagen over telefon, selvom nogle af samtalerne blev ret korte, siden de havde travlt med indspilningerne.

    Vi havde kun mødtes en enkelt gang i person siden sidst, da han var kommet forbi en eftermiddag, hvor min far ikke var hjemme. Vi havde nærmest tømt hele vores køleskab, da Niall ikke havde (eller det påstod han i hvert fald) spist i tre uger, og han derfor var skrupsulten. Vi havde grint, og jeg havde for første gang i et stykke tid følt mig lykkelig. Dog var det forsvundet igen, da han var taget af sted.

    Jeg var glad for, at det ikke føltes som om, at vores forhold var forandret. Han nævnte aldrig noget om forelskelsen, og hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg aldrig have troet, at den havde eksisteret.

    Jeg kunne dog ikke få den nagende følelse af skyld til at forsvinde.

    Jeg ville bare have Niall til at være lykkelig. Jeg ville ikke have ham til at lide.

    "Vi burde holde noget. Det behøver ikke at være andre end os to, hvis du ikke har lyst til andet." Min far afbrød mine tanker, før han lagde sin tykke bog fra sig på bordet. "Vi kan også ringe til mor."

    Jeg trak ligegyldigt på skuldrene uden at se op fra mit blad, som om jeg var ved at læse en meget spændende artikel eller så på noget, der var meget interessant. Sandheden var blot, at jeg stirrede på en dårlig reklame for en lipgloss, som jeg alligevel aldrig ville have tænkt mig at købe.

    "Det lyder da som en god idé;" roste han sig selv med et smil og trak brillerne af. "der er jo ikke lang tid til, så vi bliver hellere nødt til snart at tage ud og købe lidt ind til det. Du bliver jo trods alt atten."

    Det virkede mest som om, at han snakkede med sig selv.

    Jeg vidste ikke helt, hvordan det endte sådan, men pludselig havde min far fået mig overbevidst om at tage med i byen og købe ind til en lille fest, der åbenbart kun inkluderede mine forældre og jeg. De fleste ville nok lave et eller andet stort på deres attenårsfødselsdag som at gå på diskotek, hvor man skulle være over atten. Eller måske holde en kæmpe fest for alle sine venner. Men hvis jeg skulle være helt ærlig... hvem havde jeg så at invitere? Min far og mor? Niall?

    Nej, så holdt jeg hellere noget lille intimt og meningsløst hygge-noget med mine forældre.

    Hvor surt og træls det end lød.

    Vi var ikke engang nået ud af døren, da min fars velkendte ringetone lød højlydt fra hans jakkelomme. Samtalen varede ikke længere end tyve sekunder, men jeg kunne sagtens regne ud, hvad den havde handlet om. Jeg så bare på ham, da han lagde igen på og i stedet rettede blikket mod mig.

    "Chey, der er opstået lidt problemer på arbejdet," sagde han langsomt.

    Den havde jeg godt regnet ud. Jeg så fortsat bare på ham uden at gide kommentere på det. Han blev nødt til at tage af sted på arbejde. Da han heller ikke sagde noget, løftede jeg afventende øjenbrynene.

    Han så ud til at tænke sig kort om, før han trak sin pung op af lommen. "Her." Han kastede den mod mig. "Du ved jo også bedst selv, hvad du vil have. Jeg var alligevel bare med på slæb."

    Jeg stod med pungen akavet mellem mine hænder, da jeg havde været nødt til at bruge begge til at gribe den. Så nu skulle jeg ned og købe ind til et arrangement, som jeg på ingen måde var interesseret i?

    Skønt. Dog sukkede jeg bare tungt, før jeg drejede om på hælene og åbnede døren.

✂ ✂ ✂

Lige, som man troede, at man kunne finde rundt i London... ja, jeg kunne vel ligeså godt sige det ligeud: jeg var fuldstændig og komplet faret vild. Min far havde sat mig af på vej til arbejde, og han havde fortalt mig, at det blot var et stop før med bussen, end når man besøgte Niall.

    Egentlig havde han sagt Harry, men jeg vil helst huske det som om, at han havde sagt Niall.

    Efter at have gået ned langs et fortov havde jeg fået øje på en skobutik, som jeg blev nødt til at kigge i.

    Min far kunne vel være ligeglad med, om jeg også kiggede lidt i butikker. Han var sikkert først sent hjemme, og vi havde aftalt, at jeg bare tog bussen hjem, når jeg var færdig.

    Da jeg kom ud fra butikken igen, havde jeg slet ikke kunne finde rundt. Efter at have gået i min egen verden blandt skoene, kunne jeg slet ikke finde hoved og hale i noget som helst, da jeg trådte ud igen.

    Jeg havde forsøgt at fortsætte ned af en gågade. Jeg måtte i hvert fald have gået i en halv time, for mine fødder begyndte at gøre ondt, og mine ben blev trætte. Jeg måtte også have gået den forkerte vej, for det var som om, at jeg bevægede mig længere og længere væk fra selve byen.

    Til sidst endte det med, at jeg besluttede mig for at finde et busstoppested og tage hjem. Jeg havde alligevel ingen idé om, hvad jeg skulle købe ind... til min egen fest. Efter en længere gåtur kunne jeg så konkludere, at jeg intet busstoppested kunne finde. Jeg stoppede lidt halvforvirret op, da jeg mødte en lygtepæl på min vej, hvor der hang et kort over byen og et utal af buslinjer. Desperat prøvede jeg at finde ud af, hvor det var, at jeg skulle hen. Imens jeg stod og kiggede på kortet, var det som om, at en lyd fangede mine ører. Lyden af bølger, som skyllede op mod sandet.

    Jeg drejede hovedet mod højre, og mine bryn skød overrasket i vejret, da stranden lå nærmest lige foran mig. Det var virkelig forbløffende, at jeg først havde fået øje på den nu. Den havde hele tiden ligget lige ved siden af mig, men jeg måtte have gået i min egne tanker. Før jeg kunne nå at tænk over det, havde jeg sat retning mod lågen i hegnet, som adskilte stranden og fortovet. Jeg var kun lige nået at træde ud i sandet, da jeg stivnede. Ved synet af en badebro, som førte et godt stykke ud i vandet, var jeg pludselig ikke i tvivl om, hvor jeg var længere. Jeg kunne genkende den. Jeg kunne huske, da Harry og jeg stod derude sammen. Dengang, hvor vi ikke var sammen. Dengang, hvor han havde sunget for mig.

    Denne gang var badebroen bare tom, ligesom resten af stranden.

    Efter nogle sekunder fik jeg endelig kontakt til mine muskler igen, og jeg fortsatte med målrettede skridt ned mod broen. Jeg vidste ikke hvorfor... men mine fødder førte mig bare derned. Som om jeg gerne ville tjekke, om stedet nu faktisk også fandtes -- også selvom det lå lige der foran mig.

    Der kom en hul lyd, da min fod landede på de første brædder, men jeg tog mig ikke af det og fortsatte længere ud ad broen. Det var først, da jeg nåede enden, at jeg stoppede op og stirrede ud over vandet.

    Vinden hvirvlede mit hår rundt, men der var ganske stille. Jeg satte mig forsigtigt ned ved det yderste bræt på broen og svang benene over kanten. Der var stadig omtrent en meter ned, så der var ingen fare for, at mine sko blev våde. Jeg fik en trang til at lukke øjnene og bare nyde tilværelsen.

    Det var rart at sidde her... men på samme måde ubehageligt. Det var ligesom et sted som tilhørte... Harry. Harry og jeg. Og når jeg sad her, kunne jeg ikke lade være med at tænke på ham -- hvilket gjorde det sværere for mig bare at nyde det. Der var alt for mange smertefulde minder.

    Jeg bed mig hårdt i underlæben. De sidste fire dage havde jeg gjort alt for at holde mine følelser under kontrol, tøjlet. Gemt dem væk. Tænkt på noget andet, når nogle alt for følelsesladet emner dukkede frem i mit hoved. Nu var jeg helt alene. Nu havde jeg muligheden for at give slip.

    Jeg så ned i vandet, og mine tanker lå fuldkommen fjerne fra virkeligheden.

    Derfor havde jeg hverken hørt eller set, da en person var trådt ud på broen og havde nærmet sig mig. Først, da personen langsomt satte sig ned ved siden af mig, med et godt stykke imellem os, fløj mit hoved forskrækket op og så direkte ind i de øjne. Hans øjne.

    "Harry!" gispede jeg hviskende.

    Jeg ville sige noget andet, men var ikke i stand til det.

    I det øjeblik var jeg lykkelig over, at jeg ikke havde givet mig til at stortude, men taget mig sammen.

    Han så anderledes ud, men jeg kunne stadigvæk sagtens genkende ham. Der var ingen smilehuller at spore i hans kinder, og han havde en beanie over sit krøllede hår. Han så på mig i kort tid, som om han ville aflæse min reaktion. Han foldede sine hænder ved sit skød, før han så ned i vandet. Jeg stirrede bare på ham. Uforstående. Hvordan vidste han, at jeg var her? Hvorfor sagde han ingenting?

    Og vigtigst af alt... havde jeg ikke udtrykkeligt bedt ham om at holde sig væk?

    "Hvad laver du her?"

    Jeg ville gerne have spørgsmålet til at være hårdt og koldt, men det kom bare ikke sådan ud. Jeg lød vattet og usikker. Jeg bandede af mig selv indeni. Han trak på skuldrene, uden at se op på mig.

    Der gik lang tid, før han sagde noget. "Jeg kom tilfældigvis forbi." Hans stemme sendte en bølge af længsel igennem mig, men jeg skubbede det vredt væk han skulle ikke være i stand til at få de følelser frem i mig. "Jeg ved godt, at du vil... at du vil glemme, at du nogensinde har mødt mig, men -"

    Han holdt igen en pause, mens han sank. Jeg kunne genkende mine ord fra tidligere.

    Jeg overvejede i et splitsekund at rejse mig og blot gå væk fra ham, men jeg sad som limet fast til broen. Det var som om, at det var fysisk umuligt for mig at fjerne mine øjne fra hans silhuet. Da han pludselig løftede blikket og så på mig, kunne jeg mærke mit ansigt blive varmt. Hvorfor rødmede jeg?

    Hvad fanden gik det lige ud på?

    Han tog sig ikke af det, og jeg tvang mit blik til at holde sig fast.

    Han skilte sine læber fra hinanden. "... men jeg kan altså ikke glemme dig."

    I nogle sekunder stirrede jeg bare på ham, og det gik op for mig, at jeg havde tabt kæben en anelse. Arrigt klappede jeg mine tænder sammen igen, før et voldsomt raseri fyldte mig.

    Jeg rystede på hovedet, men sagde ikke noget i lang tid. "Spar mig, Harry." Jeg satte hænderne mod broen. "Virkelig." Vreden fik ordene til at lyde kølige, præcis som jeg ville have dem til.

    Det gav et gib i mig, da hans hånd lukkede sig om mit håndled og derved forhindrede mig i at gå nogle steder. Hans øjne så nedslåede ud, da de igen kiggede ind i mine. Men jeg kunne også fornemme, hvordan desperationen lå gemt lige bag -- også var det som om, at jeg huskede Nialls ord.

    Han havde bedt mig om at tilgive ham. Op til flere gange. Han havde blevet ved med at nævnt det for mig, og nu forstod jeg pludselig hvorfor. Det blik, som mødte mig, var tæt på at være uudholdeligt. Han lignede en, som bogstaveligt talt var i stor smerte. Jeg ville dog ikke lade mig narre.

    Tamara måtte også være faldet for hans lidende øjne... ellers havde hun aldrig skrevet, som hun gjorde.

    "Cheyenne." Han sagde ikke mere end det, men det fik mig til at holde inde.

    Endnu en gang rystede jeg hurtigt på hovedet. "Jeg har ikke lyst til at høre det." Min stemme havde mistet noget af sin kraft. "Der er ikke noget, som har ændret sig, Harry. Jeg vil ikke have noget med dig at gøre." Til sidst var min stemme kun en mumlen, og jeg kunne ikke se ham i øjnene.

    "Jeg har aldrig fortrudt noget så meget i hele mit liv. Du bliver nødt til at tro på mig, Cheyenne. Jeg elsker di -" begyndte han i en hast, men blev afbrudt af min stemme.

    "Jeg sagde, at jeg ikke gad høre det!" råbte jeg, før jeg rev min hånd til mig og kom på benene igen.    

    Harry var hurtigt efter mig. "Men det er sandheden!" råbte han ligeså højt tilbage. "Jeg elsker dig!"

    Hans indprentende blik fik mig til at dreje hovedet til siden.

    Jeg tog en hurtig beslutning, før jeg trådte et skridt væk fra ham. Ind ad broen igen. Jeg vendte front mod ham, imens jeg bakkede. "Det har ingen betydning. Fordi jeg hader dig," svarede jeg.

    Jeg sørgede for, at ordene var tydelige og rene, før jeg vendte om.

    Mine hænder var begyndt at ryste, og jeg kunne mærke, at jeg var på randen til at tude. Typisk. Jeg klemte mine øjne hårdt sammen, mens jeg fortsatte hastigt væk. Mit hoved var et virvar af tvivl. Jeg kunne ikke finde rundt i det. Hvordan kunne han virke så satans oprigtig, når jeg vidste, at han løj?

    Det havde været ligesom dengang, hvor han havde forsøgt at overbevise mig om, at han ikke legede med mine følelser -- men det havde jeg jo meget tydeligt fået bevidst modsatte af.

    Et forskrækket gisp lød over mine læber, da jeg kunne mærke hans hånd lukke sig om min arm og tvinge mig med front mod ham igen. Han stod lige foran mig, og jeg havde intet andet valg end at se ham direkte ind i de grønne øjne, som plejede at være fyldt med glæde og det specielle glimt.

    Nu var alt overstrålet af beslutsomhed.

    Jeg havde glemt, hvordan man talte, men det synes heller ikke at blive nødvendigt.

    "Det kan du ikke," svarede han, som om at det var en umulighed.

    Hans øjne var bedende, og hans brystkasse hævede og sænkede sig hurtigt. Hans anden hånd lagde sig pludselig om min nakke, og før jeg kunne nå at reagere, havde han trykket sine læber mod mine. Min første intuition var at skubbe ham væk, men jeg var som paralyseret og stod bare komplet stille. Der gik nogle lange sekunder, før det gik op for mig, hvad der skete. Og jeg ville have ønsket, at det aldrig var gået op for mig, for pludselig kunne jeg mærke mig selv kysse ham hårdt og længselsfuldt tilbage.

    Det svimlede for mig. Jeg havde helt glemt smagen af hans læber mod hans. Jeg havde kun haft vage og fjerne forestillinger om det, men det var absolut intet mod virkeligheden.

    Hvor havde jeg bare savnet de læber... men jeg kunne ikke. Jeg måtte simpelthen ikke. Nej.

    Jeg lagde en hånd mod hans bryst og fik tvunget mig selv lidt ud fra ham. "Nej." Han stadig var tæt på, og mine øjne var lukkede. "Nej, jeg hader dig," forsøgte jeg håbløst.

    Jeg kunne knapt overtale mig selv.

    Harry svarede ikke, og da hans læber igen lagde sig om mine, havde jeg ikke kræfterne til at gøre modstand -- også selvom jeg vidste, at det ville komme til at bide mig i røven i sidste ende. Jeg var hans offer, og jeg var helt og aldeles hjælpeløs. Jeg elskede ham jo, for fanden.

✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂

Det tog lidt længere tid, end det plejer... men der er en god grund!

Jeg er (hvilket mange af jer sikker også er) startet i skole igen efter ferien, og det er derfor begrænset, hvor meget jeg har mulighed for at skrive. Samtidigt så tapper skolen for meget af min energi, så jeg beklager virkelig, hvis dette kapitel er fuldkommen tamt. Jeg har siddet med det i lang tid, så jeg kan ikke engang selv se, om jeg synes om det eller ej. Det lyder måske mærkeligt, men når man har siddet med noget længe, så mister man altså overblikket lidt.

Anyways, håber, at det ikke er helt til grin, og I kan tilgive mig, hvis det er. Smid gerne en kommentar, det ville være vildt lækkert! Og jeg er også så glade for jer, som allerede skriver.

Elsker de lange kommentarer!

Er også mega stolt over, at movellaen kun er 30 personer fra 200 på favoritliste!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...