Forever Young

Cheyenne Richards er datter af Jones Richards; bedre kendt som det verdenskendte, britiske boyband One Directions manager. Hun har altid boet i Danmark, hvilket hun bliver ved med at gøre, lige indtil hendes forældre bliver skilt. Hun giver udelukkende sin far skylden for bruddet, da hun mener, at han tilbringer al sin tid i London med sit noget så dyrebare band, og det derfor er endt, som det gjorde mellem hendes mor og ham. Hendes far beslutter derfor, at hun skal med til England i sommerferien, så de kan komme tæt på hinanden igen, og så hun kan få lidt en afveksling fra hverdagen hjemme i Danmark. Først ligger Cheyenne ikke skjul på sin store utilfredshed, men så snart hun lærer de dejlige drenge fra bandet at kende, ændrer hun pludselig mening. Og specielt en af de fem drenge ender med at gøre et ret stort indtryk på hende…

571Likes
288Kommentarer
115498Visninger
AA

1. Mødet med bandet

 

1
forever young

Cheyennes synsvinkel

Mit blik var rettet stift mod træerne, som susede forbi. Egentlig kiggede jeg ikke rigtig på dem, men det var mere en undskyldning for ikke at skulle se hen på min far. Han sad på førersædet i bilen og trommede i en irriterende rytme på rattet med tommelfingrene. Han nynnede med på den dæmpede sang, som spillede i radioen. Jeg havde lyst til at sparke til sædet, så han fik min fod lige i ryggen. Dog blev jeg hurtigt enig med mig selv om, at det ville være lidt for barnligt. Jeg var trods alt sytten år gammel. Lige i øjeblikket kunne jeg dog godt forveksles med en 5-årig unge. Jeg sad på bagsædet med armene over kors, og hvis jeg ikke tog helt fejl, så havde jeg også mit dræberblik i øjnene.

    Jeg kunne høre min far sukke. "Chey, det nytter ikke noget, at du lukker mig ude," forsøgte han blidt.

    Jeg fnøs dæmpet og rykkede på mig i hårde bevægelser. Han skulle ikke tro, at han bare kunne komme der og spille uskyldig. Det hele var hans skyld. Det var hans skyld, at det ikke fungerede imellem min mor og ham. Hvis han bare havde været hjemme noget oftere, så havde de stadigvæk været sammen. Det var jeg sikker på. Men nej, han skulle jo hele tiden rende til England med arbejdet og efterlade min mor og jeg hjemme i Danmark. Jeg kneb øjnene sammen og dannede bandeord med min mund, men uden at sige dem højt. Endnu en gang kunne jeg høre ham sukke, og jeg kunne nærmest se for mig, hvordan han fik sit triste blik i øjnene. Det samme blik, som han havde sat på, da han skulle fortælle mig nyheden om mine forældres skilsmisse. Det var snart lang tid siden. Tre måneder måtte det efterhånden blive til.

   Jeg slog blikket væk fra ruden, da jeg kunne høre hvordan musikken blev højere og højere. Jeg fangede min fars blik i bakspejlet, og jeg kunne se på hans øjne, at han smilede.

   "Baby, you light up my world like nobody else, the way -" sang min far med på sangen, der fyldte bilen.

    En enorm vrede skyllede gennem min krop, og jeg var hurtigt til at rykke mig fremad og strække armen hen mod radioen. Sikkerhedsselen standsede mig brat, men jeg gav ikke op.

    "Sluk så for det lort!" vrissede jeg surt, imens jeg desperat prøvede at nå radioen.

    Mit mindre vredesudbrud stoppede ikke min far i at synge videre. Han valgte alligevel at skrue lidt ned for lydstyrken igen. Jeg lænede mig hårdt tilbage i sædet igen og bed tænderne sammen. Hvor kunne det virkelig tænde mig af. Lige siden han var blevet manager for det lorteband, så havde han ikke kunne have andet i hovedet. Han var kommet hjem med utallige plakater, CD'er og alt muligt andet ubrugeligt, men jeg havde bare smidt det ud eller ind i mit skab. Jeg var ikke fan -- specielt ikke, når det i grunden var dem, som var kommet imellem mine forældre. Alle mine andre veninder flippede totalt ud over dem.

    Fem drenge fra England, One Direction tror jeg, at de kaldte sig.

    Selv Tamara, min bedsteveninde, gik helt gak på en fyr, som hed Zayn. Jeg sukkede ved tanken om Tam og slog blikket ned på mine hænder, hvor jeg gav mig til at pille ved en neglerod. Jeg ville komme til at savne hende så meget. Det var også én af grundene, til jeg hadede min far så meget lige nu. På grund af bruddet med min mor havde han besluttet sig for, at det ville være rart for mig med noget afveksling. Med andre ord; jeg skulle nu forlade alle de mennesker, som jeg holdte af, og i stedet tilbringe hele sommerferien i London -- med min far, som alligevel skulle arbejde hele ferien.

    Jeg kunne høre, at min far slukkede for radioen, da nummeret havde spillet færdigt. Han vendte blikket mod vejen uden at sige en lyd. Vi skulle køre fra Danmark til England, da der ikke gik nogle flyrejser indenfor den næste måned, og min far kunne åbenbart ikke vente længere. Det passede mig også fint.

    Lige meget hvordan jeg kom herhen, ville det stadig føles som tortur. Eller kidnapning, måske.

    Jeg trak min trøje tættere om mig, hvorefter jeg hev min nye iPod Touch op af lommen. Det var en af de gaver, som min far havde haft med hjem til mig, som jeg faktisk var glad for. Jeg satte headsettet i ørene og begyndte at rulle igennem musikken. Det var min far, som havde lagt alt musikken ned, da jeg ikke selv havde nået det endnu. Han havde sagt, at jeg altid kunne ligge noget nyt ned. Jeg kunne ikke lade være med at give et halvgrinende fnys fra mig, da jeg så kunstneren One Direction ligge der.

    Selvfølgelig.

    Jeg mærkede min fars blik på mig, da han havde hørt min lyd. Jeg så op på ham, men han sagde intet. Han smilede blot et lettere akavet smil, før han så fremad igen.

    Min finger hvilede lidt tøvende over navnet. Hvis jeg skulle være helt ærlig, så havde jeg jo intet imod bandet. Deres musik var jo udmærket. Mit had til dem var blot en principsag.

    Jeg trykkede ind på navnet og satte den første sang på. Jeg vippede lidt med hovedet, imens jeg lyttede. Efterhånden kunne jeg mærke, hvordan mine øjenlåg blev tungere og til sidst gled i.

✂ ✂ ✂

"Cheyenne," lød min fars stemme.

    Jeg rynkede på øjenbrynene og gav en underlig lyd fra mig, hvorefter jeg åbnede det ene øje på klem. Jeg fór forskrækket sammen, da min far stod lænet ind over mig og ruskede mig ved armen.

    Jeg så rundt i bilen, hvorefter jeg tog mig til hjertet. Mini-hjerteanfald. Min far grinede hæst af mig, før han trådte nogle skridt tilbage, så jeg havde mulighed for at komme ud af bilen. Jeg klikkede langsomt min sikkerhedssele op og trådte ud af bilen. Sollyset ramte mig lige i øjnene.

    "Er vi her?" spurgte jeg forvirret.

    Min far nikkede en enkelt gang og smilede stort. Det var første gang, at jeg nogensinde var i London. England, i det hele taget. Jeg så lidt forvirret på bygningen foran mig, før jeg vendte blikket mod min far. Jeg havde helt glemt at være sur på ham.

    "Det ligner da ikke en lejlighedsbygning?" mumlede jeg og kørte en hånd igennem mit mørke hår.

    Jeg havde ikke gidet tage noget make-up på, så jeg så sikkert ret kedelig ud.

    "Nej, det er det heller ikke. Dette er et pladestudie."

    Jeg kunne mærke, hvordan jeg stivnede, og vreden vendte tilbage. Jeg frygtede virkelig det værste lige nu. Ikke nok med, at han havde slæbt mig helt til England... skulle jeg nu også med ham på arbejde?

    Og taget mit udseende til overvejelse følte jeg mig heller ikke helt klar til at vise mig offentligt; jeg havde blot et par korte cowboyshorts på, en langærmet trøje og mine elskede, men beskidte Converse, og jeg følte mig i det hele taget lettere udelikat efter at have siddet i en bil i så mange timer.

    Min far opfangede hurtigt mit mistroiske blik og skyndte sig at ligge en hånd ved min ryg, imens han gik mod indgangen. Jeg kunne ikke gøre andet end at følge med ham hen mod de to glasdøre.

    "Du kan seriøst ikke mene det her," snerrede jeg og klemte mine hænder sammen.

    "Vi er hurtigt ude, skat. Drengene er super søde," sagde han opmuntrende og slap sit greb.

    Jeg rullede med øjnene. Det var da meget sikkert. Jeg ville faktisk bare gerne hjem, så jeg kunne gemme mig under en dyne og sove sommerferien væk. Jeg lod blikket vandre rundt. På væggene hang der billeder af alle mulige kendte, som sikkert havde været herinde og indspille albums.

    Jeg fulgte min far lige i hælene, men vi udvekslede ingen ord. Han drejede ind ad en dør, hvorefter han fortsatte ned ad en gang. Han havde vist været her mange gange. Han vendte sig først mod mig, da han stoppede op og lagde hånden på et dørhåndtag. Han nikkede ind mod rummet og smilede stort til mig. Jeg lavede en grimasse af hans alt for entusiastiske ansigt. Jeg var ikke i humør til det der.

    Idet han åbnede døren, kunne jeg ikke lade være med at løfte øjenbrynene overrasket. Det var egentlig et ret fedt sted. Der så præcist ud, som man ville forestille sig, at et pladestudie så ud. Der var et kæmpe bord, af en slags, hvor der var alle mulige sjove knapper, som man kunne trykke på og gøre ved. Der sad to mænd ved bordet med store headsets på ørene. De vippede med hovedet, og først dér gik det op for mig, at der faktisk var nogle, som var i gang med at indspille netop nu. Jeg flyttede blikket mod en glasplade, hvor jeg bag den fik øje på fem forskellige drenge, som stod ved hver deres mikrofon.

    Min far satte pegefingeren foran munden og gjorde et stort nummer ud af, at jeg skulle være stille. Han gik hen og satte sig på en stol ved siden af de to andre mænd, som jeg ikke kendte. Jeg gik tøvende med, men stillede mig med en meters afstand. Mit blik var fæstnet på båsen, som de fremmede drenge var gemt bag. Den måtte være lydtæt, for jeg kunne ikke høre en lyd, selvom det var tydeligt, at de sang.

    Jeg vidste ikke, om jeg var begyndt at stirre, men pludselig bemærkede jeg, at en af dem løftede blikket, og et par grønne øjne så direkte ind i mine. Jeg skyndte mig at slå blikket væk, og jeg kunne med det samme mærke, hvordan den røde farve skyllede op i mine kinder, da jeg rødmede.

    Jeg mærkede en hånd ved armen, og jeg så ned på min far, som sad med et headset til mig. Jeg tog imod det, hvorefter jeg langsomt trak det på. Jeg så igen mod drengene, da jeg pludselig kunne høre dem. Det var fyren med det blonde hår, som sang nu, og jeg kunne se, at han smilede en smule, da han fik øje på, at jeg også hørte med. Det virkede som om, at han blev lidt genert, men det kunne vel umuligt passe.

    De havde sikkert sunget foran flere tusinde mennesker.

    Mit blik vandrede videre over de andre drenge, som nu tilsluttede sig den lyshårede i omkvædet. De sang faktisk utrolig godt, hvilket var irriterende for mig at indrømme. Også selvom det bare var overfor mig selv. Mine øjne stoppede igen, da jeg uforberedt mødte de samme grønne øjne, som jeg havde mødt for ganske få sekunder siden. Denne gang fjernede jeg dog ikke mit blik, men nåede at betragte personen, som de tilhørte. Han havde nogle vilde krøller, måtte man sige, men det klædte ham faktisk, og han havde et venligt smil. Det var egentlig sjovt, at de alle sammen havde lagt mærke til, at jeg stod her.

    Burde man ikke koncentrere sig om at synge, når man sådan var i gang med at indspille?

    Da melodien døde ud, og sangen var slut, begyndte de to mænd og min far at klappe, før de rejste sig fra deres stole. Jeg så kort mod dem, men vendte så blikket mod båsen igen, da to af fyrene gav high-five og to andre, hvor ham med krøllerne indgik, udvekslede nogle få ord til hinanden.

    "Og hej til den nyankommende," lød en lys og meget britisk stemme ind i mine øre.

    Det gik op for mig, at jeg stadig havde headsettet på, og en af drengene måtte snakke til mig gennem mikrofonerne. Forvirret slog jeg blikket op, hvor jeg fik øje på en af drengene, som havde røde bukser, en stribet bluse og et par seler på. Interessant valg af tøj. Han smilede stort, og hans blik var venligt og indtrængende. Jeg smilede lidt nervøst, før jeg løftede hånden og vinkede til ham. Han kunne jo ikke høre mig igennem glasset. Han gengældte kortvarigt mit vink, før vi begge vendte hovedet mod døren til udgangen af båsen, da den gik op. Jeg trak headsettet af og trådte nogle skridt tilbage.

    "Er det spisepause nu?" hørte jeg en af de fem drenge spørge om.

    Der blev grinet omkring ham. "Niall, slap nu af," svarede en anden, som også havde en smule krøller; dog på ingen måde lige så mange, som ham med de grønne øjne havde.

    Den eneste sorthåret fyr trådte frem og lavede et slags håndtegn med min far, hvilket morede mig en smule. "Hey Joe, hvem er det, som du har taget med?" spurgte drengen, før han så mod mig.

    Det gav et lille gib i mig, men jeg smilede blot, før min far gik hen til mig, hvor han lagde en hånd ved mine skuldre. "Drenge, det her er min datter, Cheyenne. I bliver nok nødt til at præsentere jer selv; jeg mener ikke, at hun er Directioner," sagde min far på engelsk og lo en smule.

    Jeg så op på ham, da det faldt mig en smule komisk. Jeg havde altid kun hørt ham snakke dansk, men selvfølgelig; de forstod jo ikke dansk, så engelsk var nødvendigt.

    Fyren med selerne trådte frem og tog min hånd. "Louis Tomlinson, en ære at møde Dem," sagde han i en alt for fin stemme, hvorefter han plantede et hurtigt kys på min hånd.

    De andre drenge grinede, og han trak sig væk igen. Det var tydeligt, at han jokede. Jeg kunne da heller ikke selv lade være med at undslippe et lille grin. Allerede nu kunne jeg mærke, at han var sådan en fyr, hvor der aldrig opstod akavede situationer, fordi han altid havde noget at sige.

    "Zayn," sagde den sorthårede og løftede sin hånd med et smil.

    Navnet mindede mig om Tam. Så det var ham, som hun crushede på. Nå ja, jeg måtte da også indrømme, at han i den grad havde udseendet med sig. Ekstremt kønne træk og perfekte, brune øjne.

    "Liam," smilede den højeste af dem, som stod lænet op af ham, som havde introduceret sig som Louis.

    Jeg gengældte hans varme smil.

    Jeg genkendte den lyshårede fyr, da han lavede en bevægelse med sin hånd, som mindede om et vink. "Jeg hedder Niall," sagde han og smilede lidt usikkert til mig.

    Mit blik faldt på den sidste dreng, da de fire andre havde præsenteret sig. Han stod med hænderne i sine bukselommer, men hans blik hvilede allerede på mig, da jeg så mod ham. Han trak den ene hånd op, som han rakte frem mod mig. Der gik lidt tid, men så gik det op for mig, hvad det var, han prøvede på.

    Jeg trykkede hans hånd, mens han holdte mit blik fast. "Harry," sagde han, før han igen slap min hånd.

    Jeg nikkede og kunne mærke, at jeg pludselig blev nødt til at tage en dyb indånding.

    Havde jeg holdt vejret? Hvorfor havde jeg pludselig holdt vejret?

    "Rart at møde jer," svarede jeg på engelsk.

    Det gik op for mig, at min stemme lød lille, selvom jeg egentlig ikke følte mig ubehageligt tilpas eller pinligt berørt på nogen måde. Jeg var normalt heller ikke typen, som blev genert eller mundlam. Det var måske bare tanken om, at det var fem internationale musikstjerner, som stod foran mig, som gjorde mig en lille smule paf. Hvorfor vidste jeg ikke; det var jo ikke, fordi jeg var fan som sådan.

    "Skal vi så gå ned og få aftensmad?" spurgte Niall og klappede i hænderne, før han gik mod døren.

    Zayn lagde en arm om hans skuldre og fulgte med ham. Snakken begyndte igen at gå livligt imellem drengene. Liam fulgte efter, og Louis nærmest hoppede med Liam, imens han sang højlydt og useriøst.

    Jeg kunne ikke lade være med at smile igen. Han var sgu noget for sig selv.

    Harry så på mig og nikkede efter dem, mens han begyndte at gå. "Skal du med?" spurgte han.

    Min far rystede på hovedet. "Vi skal hjemad nu, men vi ses, Harry," svarede han for mig.

    Harry nikkede. "Ses, Jones." Han flyttede sine grønne øjne over på mig efter at have taget afsked med min far. "Vi ses, Cheyenne," sagde han så til mig, før han forsvandt ud af døren.

✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂

Første kapitel af historien. Hvad synes I?

Det betyder alverden, hvis I skriver jeres mening -- eventuelt kommer med råd eller fif.

De næste kapitler er allerede skrevet, men jeg vil vente med at ligge dem ud, indtil jeg får noget feedback på dette kapitel. Et like ville virkelig også gøre min dag bedre!

På forhånd tak!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...