Forever Young

Cheyenne Richards er datter af Jones Richards; bedre kendt som det verdenskendte, britiske boyband One Directions manager. Hun har altid boet i Danmark, hvilket hun bliver ved med at gøre, lige indtil hendes forældre bliver skilt. Hun giver udelukkende sin far skylden for bruddet, da hun mener, at han tilbringer al sin tid i London med sit noget så dyrebare band, og det derfor er endt, som det gjorde mellem hendes mor og ham. Hendes far beslutter derfor, at hun skal med til England i sommerferien, så de kan komme tæt på hinanden igen, og så hun kan få lidt en afveksling fra hverdagen hjemme i Danmark. Først ligger Cheyenne ikke skjul på sin store utilfredshed, men så snart hun lærer de dejlige drenge fra bandet at kende, ændrer hun pludselig mening. Og specielt en af de fem drenge ender med at gøre et ret stort indtryk på hende…

569Likes
288Kommentarer
114667Visninger
AA

23. Lev, mens du kan

 

23
forever young

Cheyennes synsvinkel

"Kom med."

    Om det var overbevisningen i hans stemme eller selve ordene, som fik mig til at sende ham et tøvende blik, da han pludselig rejste sig op fra det kolde gulv, vidste jeg ikke. Harrys grønne øjne lyste nærmest i den mørke gang. Da han var kommet, havde jeg ikke overvejet at tænde lyset herude, selvom det havde været halvmørkt udenfor, men nu gik det for alvor op for mig, hvor dunkelt her var blevet i den korte tid, som vi havde siddet her. Eller... jeg anede faktisk ikke hvor længe, at vi havde siddet her. Han rakte sin hånd ned mod mig, da jeg blot blev siddende på gulvet og kiggede dvælende op på ham.

    "Jeg ved godt, at du ingen grund har til det... men stol på mig. Kom med," opfordrede han igen og lukkede sin hånd om min, da jeg tvivlende løftede min hånd op mod ham.

    Til tider var han så spontant oplagt. Han levede bogstaveligt talt i nuet, og det, der skete i går, havde ingen betydning for i dag. Sådan var jeg ikke. Det var ikke, fordi jeg bar nag eller gik og ulmede over ting, som var sket flere år siden... men jeg havde bare ikke let ved at glemme.

    Hvis nogle havde såret mig, ville der altid være en lille reminder, som konstant poppede op i hovedet på mig -- og man måtte jo i den grad sige, at Harry havde såret mig. Selvom det lød bedre at sige, at han ikke havde, så ville det ikke være sandt. Jeg ville gerne have vores forhold til at lyde som en dans på roser, men det havde det langt fra været. Det var som om, at jeg på intet tidspunkt havde følt, at han var 100 % min. Så havde det kun været i korte perioder. For eksempel... da vi havde haft sex.

    Den erindring kunne ikke lade være med at sende et sug ned langs min maveregion for til sidst at ligge sig tungt ved mit mellemgulv. Der havde det bare virket grænseoverskridende at skulle lade ham se mig nøgen... men nu var det som om, at der lå så meget mere bag. Jeg kunne ikke beskrive det. Det havde måske noget at gøre med, at han var den allerførste... og jeg ville gerne kunne sige den eneste.

    Virkelig. Men sandheden var blot, at det var han ikke.

    Hans hånd brændte, da han trak mig op og stå på benene. Det fik mig til at glemme de tanker, som netop løb gennem hovedet på mig. Den kontakt imellem os havde på ingen måde ændret sig. Som altid virkede den fortryllende på mig. Den gjorde mig mundlam. Den føltes så befriende, så rigtig, så magisk... og dog så forbudt. Det havde været denne følelse, som havde været starten på mit rædselsfulde mareridt, som jeg på nogle punkter endnu ikke var vågnet op fra. Jeg vidste ikke, hvad der ventede forud.

    "Harry," sagde jeg forpustet, da han i havde hevet mig hen mod døren og trykket håndtaget ned.

    Det var underligt at sige hans navn. Jeg havde benægtet mig selv det så mange gange de seneste par dage. Han stoppede halvt op, før han drejede sig mod mig, så jeg nærmest bumpede direkte ind i ham, da jeg endnu ikke havde noget at tage af fra den kraft, som han havde rykket mig efter ham.

    Jeg nåede dog lige at ligge min frie hånd mod hans brystkasse, så mit hoved ikke bankede ind i ham i stedet. Et jag af blandede følelser rasede igennem mig, og jeg trådte instinktivt et skridt bagud.

    Som om min hjerne signalerede fare ved vores nærkontakt.

    Han ventede på, at jeg ville sige mere, og jeg rømmede mig en smule vildledt. "Jeg har ikke noget make-up på... jeg... jeg kan ikke gå ud sådan," snublede jeg mig endelig frem til.

    Mit blik flakkede rundt i lokalet, men landede på hans ansigt, da jeg pludselig kunne høre ham grine. Den velkendte, men længesavnede, hæse latter, som førhen fik det til at kilde i maven på mig. Selv nu, selvom jeg ikke anede, hvad han grinede over, fik det min mave til at trække sig underligt sammen.

    Jeg rynkede på brynene og trådte endnu et skridt bagud, da han stadig stod faretruende tæt på. Det slog en smule skår i hans ellers muntre øjne, da jeg bakkede fra ham. Jeg kunne ikke undgå at føle en smule skyld, selvom jeg ingen grund havde til det. Lige meget hvor meget jeg havde hadet Harry, kunne jeg simpelthen ikke gøre eller ønske ham ondt. Dog udeblev det skrå smil, som plantede et smilehul i hans kind, ikke. Med ét var det som om, at det gik op for mig, hvor meget jeg i grunden havde savnet det. Savnet ham. Bare savnet, hvordan jeg havde det, når jeg var omkring ham. Jeg havde savnet sommerfuglene, som lettede ukontrolleret inde i mig. Alt det, som han fik mig til at føle. Jeg havde været hele vejen -- fra had til begær, fra begær til kærlighed, fra kærlighed til sandheden.

    "Du behøver ikke make-up. Du er perfekt, som du er." Og med de ord vendte han sig igen bort fra mig, så han endnu en gang kunne åbne døren og trække mig med ud.

✂ ✂ ✂

Okay. Så det her var et af de øjeblikke, hvor man læner sig tilbage og undrer sig over, hvordan man egentlig kunne være endt her. Hvordan dagen havde udviklet sig, som den havde gjort.

    For da jeg stod op i morges, havde jeg haft absolut ingen idé om, at jeg ville komme til at sidde på forsædet i Harrys bil (uvidende om vores destination) med Harry selv ved min side.

    Efter Harry havde fået mig med ud fra lejligheden, havde han trukket mig med hen til sin bil, som han havde parkeret ikke særlig langt væk fra lejlighedskomplekset. Jeg havde gentagende gange forsøgt at finde ud af, hvor vi skulle hen, men han ville ikke røbe det, så jeg havde bare givet mig til at stirre ud af vinduet. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle føre samtale med ham. Hvad skulle jeg sige?

    Jeg var stadigvæk ikke engang sikker på, om jeg var tryg ved situationen.

    Jeg kunne ikke finde rundt i det. Var jeg ved at give Harry endnu en chance?

    Før jeg kunne nå at finde svar på mine mange spørgsmål, kunne jeg høre ham trække håndbremsen og stige ud af bilen. Jeg blev siddende inde i bilen og fulgte ham forvirret med blikket, som han gik op foran bilen og hen ved min side. Det var blevet mørkt udenfor nu. Men solen måtte kun lige være gået ned, for der var ikke kulsort på himmelen endnu. Kun en mørkeblå nuance.

    Min dør blev åbnet, og jeg flyttede blikket hen på Harry. Af en eller anden grund gav mit hjerte sig til at rase derudaf. Jeg havde siddet i en bil med ham i flere minutter, men det var nu, at jeg blev nervøs.

    "Hvor er vi henne?" spurgte jeg en til gang, før jeg tøvende klikkede min sele op og trådte ud af bilen.

    Han behøvede dog ikke at svare, for idet sekund jeg trådte ud, afslørede lyden af blide bølger vores placering. Jeg vidste med ét, hvor jeg var, selvom jeg på samme tid havde ingen anelse. Jeg kendte netop dette sted, men jeg vidste ikke, hvilken del af byen, som vi var i. Alt, jeg vidste, var, at den badebro, som vi så sent som i går havde stået på, lå lige for snuden af mig. Vi var ved stranden.

    Jeg havde stirret på broen i sekunder, men flyttede så mit hoved i en markant bevægelse mod Harry. Han måtte allerede have haft set på mig, for mine øjne ramte direkte ind i hans, lige så snart jeg så på ham. Han havde stukket hænderne i bukselommerne efter at have smækket bildøren bag mig. Mit blik var ikke til at tage fejl af -- og hvis han stadig var i tvivl, så gav min halvhængende kæbe mig nok væk.

    Hvad i alverden lavede vi her?

    Harry trak vejret dybt indad. "Cheyenne." Noget sagde mig, at han ikke lagde op til at fortælle mig, hvad vi gjorde her. "Lige meget, hvad jeg siger... eller hvor mange gange, at jeg siger det... så vil jeg aldrig kunne forklare dig, hvor ked af det, jeg er. Og hvor dum jeg var. Og hvor meget jeg fortryder."

    Jeg bemærkede min forøgede hjertebanken. Jeg kunne ikke lide, at han sagde det. Jeg vidste ikke hvorfor... men jeg kunne bare ikke lide det. Måske fordi jeg dybt inde ikke troede på ham. Jeg var altid blevet opfattet som den lille, naive og godtroende pige. Det ville jeg ikke være mere.

    Jeg gispede nærmest efter vejret, og det gik op for mig, at jeg havde holdt det. Lige siden første blik havde han forårsaget mig åndenød. Det var egentlig ret ubegribeligt... og ekstremt upraktisk. Og det var kun, fordi han endelig havde slået blikket ned, at jeg havde kunnet tage mig sammen til at trække vejret.

    Han tog nogle skridt ud mod sandet, og jeg fulgte lidt tøvende efter. Jeg var stadig ikke sikker på, hvad han helt præcist havde i tankerne med det her. Med andre ord: jeg var konstant opmærksom.

    Havde mine parader oppe, klar til kamp.

    I noget tid gik vi i stilhed i et langsomt tempo. Jeg havde mine øjne fæstnet mod sandet under mine fødder, men jeg kunne fornemme, hvordan han af og til kiggede på mig. Det var ikke, fordi tavsheden imellem os var ubehagelig. Men måske var det også, fordi der ikke var helt stilhed for mig.

    En million tanker eksploderede og overlappede hinanden inde i mit hoved. Hvordan skulle jeg forholde mig til det her? Hvorfor havde han taget mig herhen? Hvad skulle vi her?

    "Jeg forstår bare stadig ikke." Mine egen stemme overraskede mig. "Det var min bedsteveninde. Min bedsteveninde, Harry." Jeg så op på ham, mens mit hjerte pumpede på højtryk.

    Jeg kunne sværge på, at hans underlæbe bævrede, før han pressede læberne sammen og så ud mod horisonten, uden at vi stoppede med at gå på noget tidspunkt. "Jeg ved det." Han rystede på hovedet. "Og jeg fatter det heller ikke. Jeg kan ikke forklare dig, hvad det var der skete." Hans øjne var intense, da de pludselig vendte sig mod mig, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at han talte sandheden. "Det er noget, som du bliver nødt til at tro på; det var ikke noget, som jeg havde planlagt. Jeg kunne aldrig finde på at... at misbruge dig på den måde. Jeg vil aldrig kunne sætte ord på, hvad der gik gennem hovedet på mig. Det var bare som om... at jeg havde så meget lykke indeni mig. Du gjorde mig så lykkelig, og jeg følte på en eller anden måde, at jeg slet ikke kunne få det til at hænge sammen," fortsatte han. "og på en underlig måde var det som om, at jeg slet ikke var tilladt så meget lykke. Jeg følte ikke, at jeg fortjente den følelse, som du gav mig... og jeg endte med at fucke det hele op for mig selv."

    Netop, som han havde fuldendt sætningen, stoppede vi op for enden af badebroen.

    Selvom han lige havde prøvet at klargøre og forklare et af de allerstørste spørgsmål, som jeg havde haft, for mig, så følte jeg mig ikke mindre forvirret. Kun mere.

    Alt inde i mig havde i starten kæmpet for at holde ham ude -- ikke tro på hans ord. Men nu var det som om, at det hele gav mening. Jeg havde knapt forstået (og ja, gjorde det jo faktisk stadig ikke) den følelse, som Harry formåede at bringe frem i mig. Den var så overvældende. Og ukendt.

    Hvordan skulle man håndtere den? Hvordan skulle man kunne finde rundt i noget så fjernt?

    Men en ting vidste jeg dog; jeg ville aldrig have handlet, som han gjorde.

    "Har du mobil på dig?"

    Hans spørgsmål fik mig til at rynke brynene. "Nej?" svarede jeg, men før jeg kunne nå at spørge, kunne jeg pludselig mærke hans greb om mine hofter... også forsvandt det ligeså hurtigt igen.

    Jeg kunne på ingen måde finde hoved og hale i de næste sekunder, og først, da jeg gispende trak efter vejret, gik det op for mig, at jeg befandt mig nede i vandet. Jeg var lige blevet skubbet i vandet.

    Harry havde lige skubbet mig i vandet!

    Jeg gav et højlydt hvin fra mig, da mit hår var gennemblødt, og jeg piskede vildt med benene for at holde mit hoved over vand, da jeg ikke kunne bunde. Jeg var stadigvæk ikke helt sikker på, hvad der foregik. Et hæs grin lød for mit venstre øre, og jeg vendte mig så hurtigt i det halvdybe vand.

    "Harry!" nærmest skreg jeg.

    Hans ellers så krøllede lokker lå vådt om hovedet på ham. Han var hoppet i efter mig og svømmede nu med en lille meters afstand fra mig. På trods af hele situationen, og det faktum, at jeg faktisk var ret utilfreds over min nye tilstand, kunne jeg mærke, hvordan det trak i mine mundvige.

    Det var jo egentlig ret sjovt. Og snart kunne jeg slet ikke holde grinet tilbage.

    Det var yderst upassende, men jeg kunne ikke gøre for det. Og jeg måtte indrømme, at det føltes rart. Der havde ikke været meget at grine af her på det sidste. Kun i Nialls selskab, faktisk.

    Dog varede morskaben ikke længe, da jeg pludselig fik et hosteanfald af det skvulpende saltvand, som blokerede mine luftveje. "Er du okay?" spurgte Harry, selvom det var tydeligt, at jeg ikke kunne svare.

    Jeg hostede voldsomt og viftede lidt med armene, da jeg havde svært ved at holde mig oppe, imens jeg hostede. Selvom varmen fra ham, da han lagde en arm rundt om mig, burde sprede en lun fornemmelse i mig, fik det mig til at fryse til is og hoste voldsommere. Jeg havde ingen mulighed for at skubbe ham væk nu, for hvis jeg gjorde, ville jeg sikkert drukne i mit eget hosteanfald.

    Han holdt mig oppe, og jeg ville sådan set ikke rigtig have kunnet klaret mig uden ham.

    Jeg hev efter vejret, da jeg endelig stoppede med at hoste. Det gik op for mig, at jeg instinktivt havde lagt en arm om hans nakke for at holde mig oppe. Hans overkrop brændte mod min og sendte samtidigt kolde gys gennem mig, hvor han ramte min gennemblødte tøj og nogle steder min hud.

    Med en dyb indånding fik jeg kontrol over min vejrtrækning igen, og nu var alt, der kunne høres, lyden af vores vejrtrækninger og de små dråber, som dryppede fra badebroen og ned i vandet. Jeg turde ikke dreje hovedet mod ham, da jeg vidste, at han ville være tættere på, end jeg ville kunne klare.

    Bare lyden af hans stemme lige ud for mit øre gav et gib i mig. "Undskyld." Hans stemme lød helt stille, men jeg hørte ham klart. "Ikke bare, fordi nær havde druknet dig... men for alting."

    Jeg lukkede mine øjne, men jeg kunne ikke flygte. Han var lige her ved siden af mig... og jeg kunne ikke benægte, at mit rasende hjerte og de underlige, kildende fornemmelser i min krop havde noget med det at gøre. Jeg kunne ikke gøre noget ved det. Det var umuligt for mig at ignorere, og det var umuligt for mig at løbe fra. Jeg kunne ikke gøre så forfærdelig meget andet end bare at se det i øjnene.

    Selv gennem utroskab og had havde han en magt over mig.

    "For helvede, også!" Jeg lagde min frie hånd mod hans kind og trykkede mine læber mod hans.

    Man levede vel kun en gang.

✂ ✂ ✂

Nialls synsvinkel

Fem timer, syvogfyrre minutter og tolv, tretten, fjorten sekunder.

    Jeg sænkede min arm, hvorpå mit armbåndsur sad og rejste mig i stedet fra sofaen. Harry havde ikke sagt noget om, hvor han var på vej hen, da han forlod pladestudiet, efter vi havde fået fri... men jeg kendte ham. Efter to år, hvor man så hinanden næsten hver eneste dag, så lærte man en ting eller to om hinanden. Og jeg kunne se på hans målrettede øjne og beslutsomme mine, at han havde gang i noget.

    Der var sket et eller andet i går. Louis havde fortalt, at han havde været ude og gå en tur, og da han kom hjem, havde han virket helt rundt på gulvet og ville ikke snakke med ham. Hvilket var yderst ualmindeligt. Ham og Lou snakkede om alt. Nogle gange mere, end de ville fortælle os andre.

    Men lige siden i går havde han næsten ikke snakket til nogen af os. Han havde været et helt andet sted under indspilningerne -- okay, den del var så ikke ny. Sådan havde han været de sidste mange dage. Nu virkede det bare som om, at... at der var sket et gennembrud eller noget. Han var anderledes.

    Det var som om, at han før havde været helt tabt for håb, men nu var der kommet et nyt lys i ham. Det var også derfor, at jeg havde ringet til Cheyenne. Jeg vidste bare, at hun havde noget med Harrys adfærd at gøre. På nogle punkter var det som om, at de hang sammen. De afhang af hinanden.

    Jeg havde også kunnet mærke det på Chey. Selv da jeg ringede til hende, vidste jeg, at der var noget galt. Og jeg havde da også lige været ved at tage over til hende, selvom hun frabad mig det.

    Fem timer, otteogfyrre minutter og treogtredive, fireogtredive sekunder.

    Han havde snart været længe væk. Jeg så igen væk fra mit armbåndsur og stak i stedet hænderne i mine baglommer, mens mit blik faldt over på Liam og Zayn, som var i gang med en slags krig med nogle grydeskeer, som de havde fundet. Eller... Liam brugte vist en palet, og hver gang Zayn ramte ham med skeen, slog han ham hårdt på armen, hvilket resulterede i, at Zayn igen rørte ham med skeen.

    Selvom hverken Haz eller Lou var hjemme, så var vi taget hjem til dem efter studiet. Vi var stort set altid her, siden de havde det største hus, nu hvor de var to. Vi havde alligevel alle sammen nøgler til hinandens huse... ellers vidste man, hvor man kunne finde husets ekstranøgle.

    Efter vi havde været her i et stykke tid, var min mave begyndt at rumle, og jeg havde foreslået, at vi skulle lave os noget mad. Det var så endt med, at Liam og Zayn var gået i gang, og jeg sneg mig tilbage i sofaen og stenede fjernsyn. De bemærkede vist ikke så meget andet end deres lille fægtning, som de havde gang i. Støjen fra fjernsynet, som kørte i baggrunden, og drengenes kampråb overdøvede næsten lyden af en dør, som gik op. Automatisk drejede jeg hovedet ud mod gangen, men det var først, da døren smækkede i igen, at jeg for alvor blev opmærksom på, at vi havde fået selskab.

    Liam kom næsten spurtende ud fra køkkenet og sendte mig et forvirret blik.

    "Bankede det på døren?" spurgte han forpustet, som var han netop vendt hjem fra krig.

    Jeg grinede lidt af ham, og han gik mod gangen, da han ikke gad vente på mit svar.

    Med rolige skridt fulgte jeg bag ham og efterlod Zayn alene ude i køkkenet.

    "Hej, Harry, hvor har du vær -" Liams stemme døde langsomt ud, da han stoppede op i dørkarmen til gangen. "Åh... Cheyenne, jeg havde slet ikke set dig," sagde han underlig formelt.

    Jeg rynkede på øjenbrynene, før jeg hurtigt tog de sidste skridt hen til døren. Vent? Cheyenne?

    Hvad lavede hun her?

    Jeg var hurtig til at stille mig om bag Liam, hvor jeg så ham over skulderen. Og præcis, som han havde sagt... der stod hun. Et minimalt skridt bag Harry med sine mørke øjne fæstnet på mig i, hvad der lignede, et nervøst eller utilpas blik. Og hun var drivvåd. Det var de begge to.

    Jeg var tom for ord. Og det var ikke noget, der skete tit.

    Der lagde sig en ubehagelig tavshed i rummet, og jeg kunne fornemme, at Liam rykkede lidt på sig foran mig. Jeg havde ikke plads i mit hoved til at reagere. Jeg havde en million spørgsmål... og derudover en million forskellige følelser, som rasede gennem mig. Var de sammen igen?

    Det trykkede for mine tindinger, og jeg kunne mærke, at jeg trak vejret hurtigere.

    Hvis de var... så... så var det vel godt, ikke?

    De skulle jo være sammen igen, ikke? Det var det, som jeg ville have dem til at være... ikke?

    "Nå, men... godt at se dig igen. Vi er i gang med at lave mad," brød Liam endelig ind, da den pinlige stilhed blev for meget for ham, og han vendte om og så afventende på mig.

    Der gik lang tid, før jeg opfattede noget, og da jeg endelig gjorde, trådte jeg blot et skridt til siden, så han kunne liste forbi mig og ind til Zayn igen. Harry smilede kantet, og jeg så for første gang på ham. Han havde ikke meget at sige, og hvis jeg skulle være ærlig, så var jeg faktisk glad for det.

    For jeg var på ingen måde sikker på, at jeg kunne få et ord formuleret. Han trådte frem mod mig, og det samme gjorde Cheyenne bag ham. Idet han passerede mig for at kunne fortsætte videre ind i huset, fangede jeg igen Cheys øjne. Vent... betød det så også, at han vidste, hvad der havde forgået mellem os?

    Jeg havde bevidst valgt ikke at fortælle ham det. Både, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle få det sagt, men også fordi jeg følte, at det var Cheyenne, som skulle sige det. Jeg var et kryster.

    Det var som om, at hun læste mine tanker, for pludselig rystede hun diskret på hovedet, hvorefter hun satte en pegefinger for munden, som for at bede mig ikke sige noget.

    Jeg var ikke i stand til andet end bare at nikke. Hvorfor havde jeg det sådan her?

✂ ✂ ✂

Cheyennes synsvinkel

Jeg åndede lettet ud, da jeg endelig stod alene inde i gæsteværelset med en bunke tørt tøj i hånden. Hårdt klemte jeg mine læber mod hinanden, mens jeg lænede ryggen mod døren. Efter vi var kommet op af vandet igen, var vi kørt hjem til Harry -- sjaskvåde. Jeg havde ikke forventet at se Niall stå i døren, da vi trådte ind, og det var derfor, at det kom bag på mig, da jeg gjorde.

    Hans blik var ikke til at tyde, men af en eller anden grund vidste jeg, hvad han tænkte på.

    Harry vidste ikke noget om, at Niall og jeg havde haft sex. Og det skulle han heller ikke. Ikke endnu.

    Jeg følte, at jeg snart ingen ro fik til at tænke. Hvis ikke det var det ene, så var det det andet, som kom i vejen. Det var derfor, at jeg følte mig nærmest befriet, da jeg endelig var i alene i det efterhånden velkendte gæsteværelse hjemme hos Harry og Louis og havde mulighed for at slappe af.

    I en henkastet bevægelse skulle jeg til at smide mit tørre tøj, som jeg havde lånt af Harry, på sengen, men stoppede brat op og gav mig i stedet til at stirre på sengetæppet. Der havde hun sikkert sovet. Det var som om, at det hele stod stille for mig i nogle sekunder, og jeg kunne mærke usikkerheden snige sig op på mig igen. Var dette blot endnu en fælde? Kunne jeg virkelig stole på Harry?

    Nej, jeg havde truffet et valg. Jeg kunne ikke gå rundt og befinde mig i et mellemstadie hele tiden.

    Jeg kunne ikke blive ved med at tvivle.

    Jeg havde kun lige nået at trække mine våde bukser af, da døren bag mig bankede ind i min ryg.

    "Av, for fanden," bandede jeg lavt og rettede mig op, mens jeg hurtigt trak i Harrys joggingbukser, så jeg ikke stod halvnøgen overfor hvem end, der afbrød mig.

    Jeg vendte mig om og så mod døren. "Undskyld," hviskede en irsk accent, før døren blev lukket igen.

    Det var kun Niall. Hvad lavede han herinde? Hvorfor skulle han være alene med mig?

    Siden han hviskede, gik jeg ud fra, at han havde sneget sig herind, så de andre ikke ville opdage ham.

    Niall rettede sig op med et alvorligt blik. "Har du ikke fortalt ham det?" spurgte han straks.

    Mine bange anelser havde vist sig at være sande. Jeg rystede blot på hovedet.

    Han lagde op til at gå tættere på mig, men det var som om, at han fortrød, og han holdt sig fra mig. Sådan havde han aldrig opført sig før. Det undrede mig, men jeg ville ikke stille nogle spørgsmål lige nu.

    Niall havde stadigvæk sænket stemmen. "Det bliver du nødt til. Hvis I er sammen ige -"

    "Vi er ikke sammen igen," afbrød jeg ham ligeså stille.

    Han så lidt paf på mig, og jeg kunne se, at han havde nye spørgsmål.

    Han rystede dog på hovedet og holdt sig i stedet på sporet. "Cheyenne, han fortjener at vide det. Jeg ville ikke fortælle ham det, før jeg var sikker på, at I ville komme sammen igen," blev han ved.

    Jeg sank og slog blikket ned. "Niall, jeg... jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortælle ham det."

    Han bakkede et skridt tilbage mod døren, da der lød noget larm udenfor.

    Jeg løftede blikket, da han lagde hånden mod dørhåndtaget. "Hvis du ikke gør det, så gør jeg det," sagde han afsluttende og sende mig et sidste blik, før han åbnede døren bag sig og gik ud.

    Da han lukkede døren lige så lydløst igen, stod jeg alene tilbage i rummet. Jeg stod stille i noget tid, men rev så hurtigt min våde bluse af, som jeg erstattede med en af Harrys. Jeg lagde mit våde tøj fra mig på kommoden og hastede i stedet ud af døren. Jeg dannede mig et kort overblik over gangen, og jeg besluttede mig for, at Harrys soveværelse lå på venstre side. Han skiftede tøj derinde, og hvis jeg var heldig, så var han ikke kommet ud endnu. Jeg bankede på døren, før jeg hørte ham mumle noget med kom ind på den anden side, og jeg trykkede dørhåndtaget ned. Han havde trukket i noget andet tøj, og hans hår var så småt begyndt at krølle lidt i enderne igen. Mit hjerte sad helt oppe i halsen, selvom jeg vidste, at Niall umuligt kunne være nået ind og fortælle ham det på den korte tid.

    Alligevel følte jeg, at jeg måtte gøre et eller andet, da han pludselig trådte frem mod mig og lagde sine hænder mod mine overarme. Han rykkede mig lidt til siden.

    "Stå lige... her," sagde han langsomt, mens han lagde hovedet lidt på skrå.

    Han betragtede mig kort, før han flyttede blikket op på uret, som hang på væggen bag mig. Jeg rynkede brynene og så på ham. Jeg følte mig stresset, og jeg forstod ikke, hvad hans lille leg gik ud på. Alt, jeg kunne tænke på, var Nialls ord. Hvis ikke jeg sagde det, så gjorde han. Hvordan skulle jeg på nogen måde få det fortalt? Hvordan skulle jeg sige det? Hvordan ville han reagere?

    Jeg drejede selv hovedet, da han blev ved med at kigge på uret. Den var fem sekunder fra at slå tolv.

    Et sekund før midnat drejede jeg hovedet mod ham igen og så ham direkte ind i de grønne øjne, som altid slog benene væk under mig og stjal mit åndedræt. "Tillykke med fødselsdagen," smilede han.

✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂

OH MY EGJHKJHGKJRNLKGNKFMNGKVNDFLKNDLKFJLKDGNDVLKNKV (fortsættes)

200 FAVORITLISER?!!!!!!!!!!???!??!?!?!?!?!?!

Jeg er kun en lille smule glad. Ej, helt seriøst! Jeg kan slet ikke beskrive, hvor taknemlig jeg er. Specielt nu, hvor jeg føler, at jeg er kommet ind i en rigtig dårlig skrive-fase. Det gør mig bare SÅ lykkelig, og når jeg kommer hjem efter en hård, udmattende og til tider træls skoledag, så er det allerbedste bare at se jeres fantastiske kommentarer. Tak, tak, tak, tak, tak!

... og nu har jeg fået skrevet kapitel nummer 23. Egentlig ret sindssygt, når man tænker over det. Men dette kapitel blev også et ekstra langt et af slagsen, nu hvor jeg lader jer vente længere tid, end I plejer, så synes jeg godt, at I fortjener noget længere. Så her er det, håber I synes om det. Synes pludselig at jeg har nogle forventninger at leve op til. Husk at like, hvis I kan lide historien!

OG SKRIV KOMMENTARER! Det er hvad jeg lever for!

Næsten da...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...