Forever Young

Cheyenne Richards er datter af Jones Richards; bedre kendt som det verdenskendte, britiske boyband One Directions manager. Hun har altid boet i Danmark, hvilket hun bliver ved med at gøre, lige indtil hendes forældre bliver skilt. Hun giver udelukkende sin far skylden for bruddet, da hun mener, at han tilbringer al sin tid i London med sit noget så dyrebare band, og det derfor er endt, som det gjorde mellem hendes mor og ham. Hendes far beslutter derfor, at hun skal med til England i sommerferien, så de kan komme tæt på hinanden igen, og så hun kan få lidt en afveksling fra hverdagen hjemme i Danmark. Først ligger Cheyenne ikke skjul på sin store utilfredshed, men så snart hun lærer de dejlige drenge fra bandet at kende, ændrer hun pludselig mening. Og specielt en af de fem drenge ender med at gøre et ret stort indtryk på hende…

569Likes
288Kommentarer
114736Visninger
AA

18. Lad være allerede

 

18
forever young

Cheyennes synsvinkel

"Hvad laver du her?"

    Det var absolut noget af det sidste, som løb igennem hovedet på mig. Det var ikke engang meningen, at jeg skulle have sagt noget, men mine læber var åbenbart uenige med resten af mig.

    Harrys øjne brændte sig ind i mine. "Jeg havde brug for frisk luft," svarede han sagte.

    Hans stemme gav et lille gib i mig, som om jeg blev forskrækket over, at han sagde noget. Der løb et efterhånden velkendt gys ned langs min rygrad, som fik hårene rejse sig på mine arme. Hans stemme lød alt for genkendelig. Den var alt for realistisk, alt for tæt på mig. Instinktivt trak jeg vejret langsomt indad, mens jeg håbløst forsøgte at bevare roen. I et kort sekund overvejede jeg, hvorvidt jeg bare kunne vende om og løbe. Jeg vidste bare ikke, hvor jeg kunne løbe hen. Det faktum, at han stod her, fortalte mig, at Niall også måtte være kommet hjem nu. Jeg kunne ikke gå tilbage dertil. Jeg havde det som om, at hvor end jeg gik hen, så stod der en forhindring. Endnu en person, som jeg skulle stå til ansigt for.

    Jeg bakkede et enkelt skridt. "Farvel, Harry," sagde jeg kort og lavt, før jeg vendte om.

    Jeg kunne bogstaveligt talt mærke mit hjerte, som hamrede mod min brystkasse, og jeg kæmpede for at holde tårerne inde. Den klamme følelse, som jeg huskede så godt fra dagen før, sneg sig ind på mig igen og sørgede for at nå helt ud i fingerspidserne. Hans ansigt gav mig nærmest et flashback.

    Jeg kunne se for mit indre blik, hvordan hun stod klamrende op af ham, mens hans hænder lagde sig mod den nederste del af hendes ryg, trykkede hende tættere ind til sig. Mit hoved trykkede ubehageligt, og jeg blev nødt til at fokusere for ikke at lade vandet i mine øjne flyde over.

    Egentlig var det jo ganske simpelt, men det skabte stadigvæk et satans stort kaos i mit hoved.

    "Nej -" Jeg stoppede brat op, da hans hånd lagde sig om min overarm. "Cheyenne, vent."

    Jeg vidste ikke, hvor den overraskende viljestyrke kom fra, men pludselig var det som om, at alle mine følelser samlede sig i en kugle og eksploderede. Alt min fortrydelse, skuffelse, græmmelse og ikke mindst raseri. Jeg rev min arm til mig, mens jeg vendte mig mod ham i et hårdt ryk. Hvor jeg før havde følt mig mundlam og lille, følte jeg lige pludselig, at jeg havde en hel del på hjerte.

    "Du kan ligeså godt glemme det, Harry." Det eneste, som måtte afsløre den kolde og ligegyldige favade, der havde lagt sig over mit ansigt, var mine øjne, som stadig var blanke af tårer. "Jeg har ikke brug for at blive fyldt med mere løgn fra din side," fortsatte jeg i en lav, men præcis og hård tone.

    "Lad mig nu forkl -" forsøgte han frustreret, før han trådte et skridt frem.

    "Bare lad være allerede!" afbrød jeg ham. "Der er intet, som du kan sige, der ændrer på noget. Lad os bare efterlade det ved," sagde jeg, før jeg pressede mine læber sammen. "at du fik din chance."

    Jeg vendte mig om for igen at tage nogle skridt væk fra ham, men blev endnu en gang stoppet af lyden af hans stemme, og hans hånd som tog et fast greb om min arm. "Cheyenne!"

    "Jeg gider ikke høre din fucking forklaring, Harry!" bandede jeg højlydt.

    Jeg lagde en hånd mod ham og skubbede ham så hårdt væk, som jeg var i stand til. Tårerne truede igen med at flyde over, og indvendigt forbandede jeg min rystende stemme langt væk.

    "Jeg fik ret -- og jeg burde have været klog nok til at indse det. Jeg skulle aldrig have givet dig en chance, og det lærte jeg på den hårde måde. Det er fint; du behøver ikke forklare. Jeg forstår udmærket."

    "Nej, det var en kæmpe fejl. Jeg elsker dig!" sagde han højt, før han igen gik mig nærmere.

    Hans ord sendte et stød igennem mig og gjorde mig tavs i nogle sekunder, hvor jeg kun kunne stirre ham op i øjnene. Jeg havde ikke troet, at jeg nogensinde skulle høre de ord efterlade hans læber, men lige nu sendte de kun en afskyelig fornemmelse op igennem mig. Igen forsøgte jeg at rive armen til mig, men det var som om, at han havde for godt fat i mig. På nuværende tidspunkt var jeg fuldkommen ligeglad med, hvem end der måtte kunne se os. Jeg ville bare væk fra ham. Væk fra alle hans løgne.

    "Giv slip på mig!" forlangte jeg råbende, mens jeg igen forsøgte at vride mig fri fra hans greb.

    Mit hjerte satte farten op, og det prikkede voldsomt i øjnene på mig.

    "Så lyt på mig!" svarede Harry tilbage i samme højlydte toneleje.

    Jeg satte hænderne mod hans brystkasse og prøvede en gentagende gang at skubbe ham væk fra mig. "Harry, giv slip på mig!" råbte jeg med mit blik fæstnet på hans brystkasse.

    Jeg havde stadig ikke givet op med at få vredet mig ud af hans greb.

    Jeg kunne høre ham trække vejret besværet, mens han lagde sin anden hånd om min anden arm i et forsøg på at holde mig under en form for kontrol. "Jeg elsker dig, Cheyenne!" Ordene skar i mig igen, men han fortsatte uden nåde. "Du bliver nødt til at give mig muligheden for at forklare!"

    "Hold nu din fucking kæft!"

    Og med de ord kom jeg også til at lukke et hulk ud, som sendte de første tårer ned over mine kinder. Det hele flød over. Jeg kunne ikke tænke en rationel tanke. Alt, jeg kunne nu, var at begynde at tude. Jeg troede ikke på ham. Jeg kunne ikke tro på ham. Hvorfor skulle jeg tro på ham?

    Selvom jeg nu stod helt stille og ikke længere kæmpede mod hans greb, gjorde han ikke mine til at give slip. Mit blik var vendt mod jorden, mens jeg klemte øjnene hårdt sammen; forsøgte at trække tårerne tilbage. Jeg hadede, at jeg altid skulle tude. Jeg ville ikke tude foran ham... men det så ikke ud til, at jeg fik et valg. Der lagde sig en stilhed imellem os. Jeg ønskede mig langt bort. Jeg ønskede, at hans hænder, som ætsede mod min hud, bare ville forsvinde og efterlade mig alene på fortovet.

    "Cheyenne." Hans hæse stemme brød tavsheden.

    Jeg løftede hovedet, og jeg stirrede direkte ind i hans øjne.

    I det øjeblik var jeg ligeglad, om han kunne se, at jeg græd. "Kyssede du hende?" brød jeg ind.

    Harrys blik ændrede sig, da han fangede mine øjne. Han så på mig i lang tid, efter jeg havde stillet spørgsmålet, og jeg kunne fornemme, hvordan han langsomt åbnede munden for at svare. Han behøvede ikke at svare. Blikket i hans øjne fortalte mig mere end rigeligt. Ja.

    Jeg bed tænderne hårdt sammen, da flere tårer gled lydløst ned over mine kinder. "Havde du så sex med hende bagefter?" spurgte jeg med en minimal stemme, som knapt kunne høres.

    Jeg ville ikke høre svaret, men alligevel var det som om, at jeg ikke kunne lade være med at spørge.

    "Nej." Denne gang kom hans svar hurtigt. "Jeg fulgte efter dig ud, men da jeg nåede udenfor, var du allerede på vej ind i bilen med Niall," fortalte han i et hastigt tempo.

    Jeg mærkede et sug i mellemgulvet, da han nævnte Niall, og jeg fjernede blikket fra hans øjne. Der formede sig en klump i min hals, og jeg havde det som om, at jeg skulle kaste op. Jeg var jo ikke en skid bedre selv. Jeg havde udnyttet Niall... præcis ligesom Harry havde udnyttet mig. Forskellen var bare, at Harry havde nosser nok til at se mig i øjnene, hvorimod jeg bare flygtede fra problemerne. Niall ville aldrig kunne tilgive mig. Jeg havde sagt, jeg elskede ham -- hvilket jeg også gjorde, men bare på en langt anderledes måde, end hvad han troede. Jeg var et forfærdeligt menneske.

    Niall fortjente langt bedre end mig.

    En kold regndråbe ramte mig på kinden, hvilket fik mig til at tage en nærmest gispende vejrtrækning. Der faldt nogle få dråber mere, som blandede sig med tårerne på mine kinder, men der gik ikke mange sekunder, før tusindvis af dråber styrede mod jorden. Det regnede.

    Harrys greb løsnede sig endelig om mine arme i en langsom bevægelse. Jeg stirrede til siden for mig, uden at være i stand til at formulere et ord igen. Der var intet tilbage at sige.

    "Lad mig køre dig hjem," tilbød han stilfærdigt, før han rettede sig op.

    Et jag af vrede fór gennem mig, hvilket fik mig til at vende blikket op på hans ansigt igen. Selvom der ikke var noget som holdt mig fysisk tilbage længere, følte jeg stadig, at det var umuligt at flytte på mig. Det var som om, at varmen fra hans krop, som kun stod få centimeter fra min, holdt mig fast.

    "Jeg vil bare have dig til at holde dig langt fra mig, Harry." Min stemme var kold, og jeg sørgede for at sige ordene klart og tydeligt, så han forhåbentlig ville forstå, hvad jeg sagde. "Jeg vil ikke have noget som helst med dig at gøre. Jeg vil... jeg vil bare glemme, at jeg nogensinde har mødt dig."

    Og med de ord bakkede jeg et skridt, vendte om og begyndte at gå væk fra ham med hastige skridt. Denne gang stoppede han mig ikke. Alt, jeg kunne høre, var lyden af mit eget åndedræt, og regnen som trommede mod jorden. Jeg havde intet begreb om, hvad jeg lige havde sagt -- i det hele taget bare hvad der lige var sket. Alting føltes bare som en stor tornado inde i mit hoved, og det virkede mest af alt, som når man drømte. Man vidste aldrig fuldkommen, hvad der helt foregik, og hvad der skulle til at ske. Jeg følte trang til at sætte mig på fortovet og bryde ud i gråd, men mine ben fortsatte med at gå.

✂ ✂ ✂

Regnen trommede stadig mod mit vindue. Overraskende nok havde jeg fundet busstopstedet, og det var lykkedes mig at tage den rigtige bus. Jeg var fuldstændig gennemblødt, da jeg var trådt ind i lejligheden. Det var dog det sidste, som jeg havde koncentreret mig om. Jeg havde smækket hoveddøren, men ikke rørt mig ud af flækken. Jeg ventede bare på, at det skulle ske; at hun skulle træde rundt om hjørnet, og jeg blev tvunget til at se hende... men det skete aldrig. Der kom ingen. Der var stille i lejligheden.

    Jeg havde ikke haft noget andet valg end at tage hjem. Jeg var jo alligevel nødt til at stå til ansigt med hende på et eller andet tidspunkt -- hvor lidt jeg så end havde lyst til det.

    I nærmest mekaniske bevægelser var jeg trådt længere ind i lejligheden for at opdage, at der ikke var nogen hjemme. Jeg var alene i lejligheden. Jeg havde ikke kunne undgå at føle en strøm af lettelse, da det var gået op for mig, selvom jeg vidste, at det kun var et spørgsmål om tid.

    Mit hoved summede, mens jeg trak det våde tøj af og gik i bad. Det varme vand havde ikke den beroligende effekt, som det plejede. Det vaskede ikke alle de grimme oplevelser væk. Det ryddede ikke op i mine tanker og fik mig til at tænke klart. Jeg stod længe og lod bare vandet glide ned over min krop. Hvordan kunne det hele have sket så hurtigt? Hvordan kunne det bare have vendt på den måde?

    På en enkelt aften havde mit forhold til tre af de tætteste personer omkring mig blevet destrueret.

    Hvordan skete sådan noget? Hvordan skete sådan noget lige?

    Jeg var endelig kommet ud af badet, før jeg i sløve bevægelser var trukket i noget tøj. Jeg satte mig på min seng med blikket rettet ud af vinduet, som var blevet sløret efter regnen.

    Jeg gav et gisp fra mig, og jeg vendte kroppen mod min dør i et ryk, da lyden af hoveddøren, som smækkede, lød. Jeg stirrede bare på døren i nogle sekunder, men var ikke i stand til at rykke på mig.

    Hvad skulle jeg gøre? Hvad skulle jeg sige?

    Jeg havde intet at sige til hende. Mit hjerte bankede hurtigere, da lyden af skridt nærmede sig. Der lød nogle få bank mod min dør, før dørhåndtaget blev trykket ned. Jeg følte mit luftrør snøre sig sammen.

    "Hej skat, er du hjemme igen?" smilede min far.

    Jeg åbnede munden og kunne ikke lade være med at trække vejret tungt ud. Min far havde stukket hovedet ind til mig og stod nu og smilede. Jeg rynkede lidt på brynene, mens jeg nikkede automatisk.

    Min far så lidt på mig. "Er der noget galt?" spurgte han, mens hans mundvige trak en smule nedad.

    "Nej." Jeg sank, før jeg rystede på hovedet. "Ingenting."

    Han så igen på mig i noget tid, men smilede så bare. Han virkede underligt uvidende, og det undrede mig, at han ikke virkede sur over, at jeg ikke havde givet besked om, hvor jeg var. Det virkede som om, at han allerede vidste, hvor jeg havde befundet mig... også alligevel ikke; for hvis han gjorde, ville han helt sikkert ikke være helt så ubekymret, som han lod til at være lige nu. Hvis han vidste, at jeg havde tilbragt natten ovre hos Niall, ville der helt sikkert dukke et spørgsmål op eller to.

    "Hvor -" Jeg valgte at formulere mig anderledes. "Er det bare dig?"

    "Ja?" svarede han, før han løftede det ene øjenbryn. "Hvem skulle ellers være her?"

    Jeg sank, mens forvirringen skyllede ind over mig. Jeg kunne ikke få det til at hænge sammen.

    "Hvor er... Tamara?" spurgte jeg.

    Jeg måtte tvinge mig til at sige hendes navn, selvom jeg mest af alt ikke havde lyst til at nævne det.

    Han rettede sig op. "Ja, jeg skulle faktisk lige til at spørge dig. Jeg regnede vel med, at I ville følges hjem, nu hvor I begge overnattede ude og -" begyndte han at plapre løs.

    "Vent, hvad?" afbrød jeg ham og var ikke i stand til at ligge skjul på min overraskelse.

    "Ja. Tamara skrev i går, at I sov ude, så jeg regnede vel med, at I ville følges hjem... men så er hun vel stadig hos dem, regner jeg med?" Han regnede vel med, at jeg kunne sætte svar på hans spørgsmål.

    Det var langt fra tilfældet.

    Jeg rettede mig op i sengen. "Hvem?" spurgte jeg, selvom jeg allerede kendte svaret.

    Min far så på mig med et underligt blik. "Cheyenne, hvad er det der foregår?" spurgte han.

    "Hos hvem, far?" ignorerede jeg ham, mens jeg holdt mit blik på ham.

    Han studerede mig kort. "Hos Louis og Harry, selvfølgelig," svarede han med en irriteret klang.

    Jeg havde det som om, at jeg stivnede. Frøs fast. Han havde løjet. Selvfølgelig havde han løjet.

    Hvad skulle hun ellers gøre der? Hvorfor skulle hun ellers tage netop derhen efter i går?

    Selvfølgelig. Selvfølgelig. Selvfølgelig, havde de haft sex.

✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂

... og jeg er noget så utilfreds med dette kapitel, desværre.

Jeg synes ikke rigtig om dette kapitel. Jeg har virkelig haft nogle dage her på det seneste, hvor jeg ikke rigtig føler, at jeg kan formulere mig på dansk... hvilket er relativt belastende.

Anyway, jeg følte, at jeg ikke kunne lade jer vente længere, so here you have it.

Jeg tager på ferie den 21. juli, og jeg er først hjemme igen omkring den 10. august, tror jeg det er. Jeg når højst sandsynligt ikke at ligge et kapitel ind, så skal jeg være ualmindelig heldig og produktiv. Så jeg håber, at I vil vente på næste kapitel -- og tak til jer som liker.

Historien er nu oppe over 100 likes, og jeg er helt oppe over skyerne!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...