Forever Young

Cheyenne Richards er datter af Jones Richards; bedre kendt som det verdenskendte, britiske boyband One Directions manager. Hun har altid boet i Danmark, hvilket hun bliver ved med at gøre, lige indtil hendes forældre bliver skilt. Hun giver udelukkende sin far skylden for bruddet, da hun mener, at han tilbringer al sin tid i London med sit noget så dyrebare band, og det derfor er endt, som det gjorde mellem hendes mor og ham. Hendes far beslutter derfor, at hun skal med til England i sommerferien, så de kan komme tæt på hinanden igen, og så hun kan få lidt en afveksling fra hverdagen hjemme i Danmark. Først ligger Cheyenne ikke skjul på sin store utilfredshed, men så snart hun lærer de dejlige drenge fra bandet at kende, ændrer hun pludselig mening. Og specielt en af de fem drenge ender med at gøre et ret stort indtryk på hende…

574Likes
288Kommentarer
116784Visninger
AA

11. Lad mig aldrig gå

 

11
forever young

Cheyennes synsvinkel

Liam og Louis havde netop fået indspillet de sidste toner, da Zayn og min far var vendt tilbage med maden. Vi havde flyttet os ind i et rum, som lå over på den anden side af gangen. Jeg kunne hurtigt genkende det fra dengang, hvor jeg havde været med til ét af bandets møder.

    Det gik op for mig, at jeg egentlig var ret sulten alligevel. Mens vi satte os til bords og spiste, var jeg nødt til at koncentrere mig om ikke at se for meget i Harrys retning -- lige meget, hvor meget jeg i grunden havde lyst. Jeg ville ikke blive busted i at sende ham lange blikke.

    Efter producerne havde annonceret, at de ville holde inde for i dag, tilbød Zayn, at vi alle kunne tage hjem til ham og se en film. De virkede alle ret smadrede efter en lang dag på arbejde, og selv var jeg jo også ret træt, så noget tid foran fjernsynet lød faktisk ret så fristende.

    Liam havde dog meddelt, at han havde en aftale med Danielle. Det virkede som om, at de greb enhver chance for at være sammen med deres kærester -- hvilket var forståeligt. Det var sjældent, at de tilbragte så meget tid hjemme, som de gjorde nu. Eller... Niall var jo i grunden ikke hjemme. Det var jo kun, fordi de var ved at indspille et album, at de tilbragte så lang tid i London, som de gjorde.

    Efter lidt overtalelse og en telefonopringning til Danielle, besluttede Liam sig dog for at deltage -- sammen med Danielle. Louis og Zayn skrev også til Eleanor og Perrie, som begge havde mulighed for at komme. Jeg havde forholdt mig tavs gennem hele samtalen, da jeg egentlig var lidt uvis om, hvorvidt jeg var inviteret eller ej. Jeg ville jo ikke bare mase mig på, hvis de gerne ville tilbringe noget alenetid med bandet og deres kærester -- også selvom det betød, at jeg ikke så Harry mere i dag.

    Det var først, da drengene havde sagt tak for mad og rejst sig, at Zayn vendte blikket mod mig med et smil. Hans blik flakkede kort mod drengene, som allerede var på vej ud af døren.

    "Kommer du, Chey?" spurgte han henkastet, som om jeg allerede var blevet spurgt.

    Jeg så mod min far, selvom jeg i sidste ende egentlig ville gøre, hvad jeg ville, om han så ville have det eller ej. Han smilede dog bare med et skuldertræk. Med det på plads rejste jeg mig og fulgte med Zayn ud af døren. Vi tog bagindgangen, da der vist havde samlet sig en del paparazzier ude foran.

    Sådan var det lidt lettere at slippe væk. Det var, som jeg havde forventet, helt mørkt udenfor, da vi trådte ud. Det måtte være senere på aftenen. Jeg kunne mærke en hånd mod min ryg, som ledte mig hen mod en sort bil, der efterhånden var ret bekendt. Med et hurtigt blik over min højre skulder, fik jeg øje på Harry, som havde blikket rettet mod jorden. Først, da vi nåede helt hen til bilen, sænkede han sin hånd en smule, så den lå på den nederste del af min ryg for til sidst helt at give slip på mig. Selvom det ikke just var varmt udenfor, kunne jeg mærke, hvordan jeg pludselig blev glødende ved mit ansigt og hals. Hvor blev han ved med at have den her effekt på mig bare ved de mindste berøringer?

    Det var blevet aftalt, at vi skulle samle drengenes kærester op på vejen, før vi kørte hjem til Zayn. Jeg glædede mig på en måde til at se hans lejlighed. Jeg havde jo aldrig været der før.

    Faktisk havde jeg ikke set andre af drengenes lejligheder end Harrys og Louis' -- ikke en gang Nialls.

    Det tog godt en halv time at få hentet alle, men humøret var højt, mens vi sad i bilen. Jeg sad bagerst i bilen, som godt kunne minde om en slags minibus, med Niall på den ene side og Harry på den anden. Op til flere gange havde jeg haft lyst til at læne mig ind til Harry og bare lukke øjnene.

    Jeg undlod dog at gøre det, da jeg nok ville få nogle mærkelige blikke. Episoden med kysset fik stadig mine kinder til at brænde, hvis jeg kom til at tænke over det. Det havde været så pinligt.

    Lige, da jeg trådte ind i Zayns lejlighed, kunne jeg ikke se meget. Der var helt mørkt, indtil der blev trykket på en kontakt, og rummet blev lyst op. Jeg så mig kort rundt, før jeg gik nogle tøvende skridt længere ind. Liam havde fat i Danielles hånd og var i fuld gang med at trække hende længere ind i lejligheden. Ind i stuen, ville jeg gætte på. Eleanor og Perrie fulgte med dem ind, imens de snakkede.

    Jeg vidste, at Harry stod bag mig og var i gang med at trække sin jakke af. Af en eller anden grund, så vidste jeg altid, hvor Harry var, uden at jeg holdt specielt øje på ham eller noget.

    Selv nåede jeg lige at lyne min jakke op, før jeg kunne mærke nogle hænder, som hjalp mig med at trække den af. Jeg så hurtigt bag mig. Jeg kunne ikke lade være med at fnise dæmpet, da Harry sendte mig et uskyldigt smil, før han hang min jakke op på en bøjle. Sikke en gentleman, han var blevet.

    Før jeg kunne nå at sige noget til ham, kunne jeg mærke Nialls arm, som lagde sig om mine skuldre og trak mig med ind i stuen. Overrasket så jeg mod ham, men da han bare så fremad med et smil om læberne, sagde jeg intet. Det faldt mig en smule sært, at han pludselig havde så travlt med at komme ind.

    Liam og Danielle havde allerede indtaget den ene sofa, så der var faktisk kun den anden sofa ledig -- også lænestolen. Niall smed sig i sofaen, hvilket medførte at jeg satte mig ved hans side. Jeg havde fået mig en plads yderst i sofaen, så jeg havde mulighed for at læne mig op af armstøtten, mens Nialls arm stadig lå om mine skuldre. Snakken gik på kryds og på tværs, men selv forholdt jeg mig helt stille.

    Niall sagde heller ikke meget, men hans blik var hele tiden rettet væk fra mig.

✂ ✂ ✂

Endnu en gang måtte jeg klemme øjnene hårdt sammen og åbne dem for ikke at falde hen. Vi var nået et godt stykke ind i filmen, og der var vist en del af de andre, som var faldet i søvn. Louis og Eleanor, som havde fået plads ved siden Niall og jeg i sofaen, var i hvert fald begge faldet i søvn.

    Det havde vi alle grinet lidt af, da Louis var begyndt at snorke ret heftigt.

    Lyset fra skærmen gjorde en døsig -- og så det faktum, at det var en dødssyg film, som drengene havde insisteret på, at vi skulle se. Jeg flyttede mit blik til højre for mig, hvor Zayn og Perrie havde fået klemt sig sammen i lænestolen. Perrie havde også lukket øjnene, hvor Zayn vist stadig så ud til at kæmpe med at holde sine åbne. Jeg smilede lidt af det, da det af og til så noget morsomt ud.

    Klokken måtte også være over midnat nu. Et lille grynt, som lød i den anden ende af rummet, fik mig til at dreje hovedet. Liam lå så lang, som han var, i den anden sofa med hans hoved i Danielles skød. Jeg fniste for mig selv, da jeg fandt ud af, at gryntet kom fra Liam, som også var faldet hen.

    Jeg kunne ikke helt se, om Danielle også sov. Hendes øjne var slået ned, men jeg kunne ikke se, om de var lukket eller om de bare betragtede den sovende Liam. Det havde udviklet sig til et sleep-over.

    Til sidst så jeg endelig mod en skikkelse, som havde fået plads nede på gulvet. Han sad lænet op af sofaen, som Liam og Danielle var i. Det var egentlig lidt synd for ham, at han måtte sidde på gulvet, da der ikke var mere plads i sofaerne. Til min overraskelse, var hans øjne hverken rettet mod skærmen eller lukkede, men rettet direkte mod mig. Han smilede, da han fik øje på, at jeg også så i hans retning.

    Genert bed jeg mig i læben.

    Harry så sig kort rundt, før han så på mig igen. Han vippede med hovedet, før han løftede hånden. Han vinkede mig hen mod ham, som et tegn til jeg skulle komme hen til ham. Tøvende rynkede jeg på brynene og bed mig i læben, før jeg så mig til siden. Niall var også gået omkuld ved siden af mig. Jeg tog forsigtigt fat om hans arm, som stadig lå om mig, før jeg listede mig ud af hans greb.

    Mit blik var hele tiden rettet mod ham, da jeg ikke ville vække ham. Dog lykkedes det mig at komme op og stå, uden han bemærkede noget. Jeg så mod Harry, før jeg satte mig mod gulvet og nærmest kravlede over mod ham. Jeg kunne høre ham grine dæmpet, hvilket fik mig til at smile lidt. Da jeg nåede ham, lagde han sig ned på gulvet, og jeg placerede mig lydløst ved siden af ham.

    Hans øjne borede sig ind i mine, da jeg så mod hans ansigt.

    "Hej igen." Hans smil var tydeligt, selvom det var mørkt.

    Det gav et gys igennem kroppen på mig, da jeg kunne mærke hans fingerspidser, som dansede ned over min arm. Jeg åbnede munden for at svare, men intet kom ud. Følelsen var ubeskrivelig. Jeg kunne ikke sætte ord på den flyvende, galoperende, massive følelse, som skød igennem mig. Jeg ville gætte, at det var sådan, at folk havde det, når de var forelskede. Jeg ville ikke kunne vide det.

    Jeg havde jo aldrig prøvet det før -- ikke før nu.

    Mit blik veg et kort øjeblik mod vores hænder, da han tog fat om min. Der gik dog ikke mange sekunder, før jeg så mod hans grønne øjne igen. Jeg sagde fortsat ingenting, selvom jeg kunne mærke, at han løftede min hånd, for til sidst at placere den nænsomt ved hans brystkasse.

    "Kan du mærke, hvad du gør ved mig?"

    Hans blik forlod ikke mine øjne. Jeg kunne fornemme en hurtig banken mod min håndflade. Hans hjerteslag -- som tydeligt bankede hurtigere, end hvad normalt var. I stedet for at svare trak jeg igen en smule på smilebåndet, før jeg fjernede min hånd og tog fat om hans, som jeg lagde mod min egen brystkasse. Mit hjerte havde også fordoblet dens hastighed, hvis ikke mere end det.

    Jeg fniste. "Jeg tror, at vi er lige gode om det," svarede jeg hviskende.

    Han lo dæmpet, før han flyttede sin hånd fra mit bryst og i stedet placerede den ved min ryg. Jeg rykkede mig automatisk tættere på ham, imens han aede mig forsigtigt over lænden. Jeg sukkede tungt, før jeg langsomt støttede panden mod hans brystkasse og lukkede øjnene. Jeg var langt fra træt lige nu.

    Tanken, om hvor nær jeg var Harry, holdt mig vågen. Jeg kunne mærke hans ånde mod min hovedbund, hvilket havde sin sædvanlige, kildende virkning på mig. Jeg kunne ikke lade være med at fnise lidt, da jeg kunne dufte hans parfume. Den virkede på en måde så velkendt.

    "Hvad griner du af?" spurgte han stille, før han flyttede sin hånd en smule over min ryg.

    Hans bevægelser sendte en skælven igennem mig, og jeg rystede forsigtigt på hovedet mod hans bryst. "Du dufter godt," var det det mest begavede svar, som jeg kunne komme op med.

    Nu var det hans tur til at grine. "I lige måde," hviskede han og aede mig igen ned over ryggen.

    Jeg trak vejret tungt. Jeg kunne ikke dy mig. Nærmest i trance løftede jeg min ene hånd, hvor jeg forsigtigt satte pegefingeren ved kraven på hans T-shirt. Langsomt trak jeg den få centimeter ned, så jeg kunne mærke hans bare hud. Uden at tænke over det placerede jeg et fjerlet kys på hans brystkasse.

    Følelsen var euforisk.

    "Cheyenne." Hans hæse stemme afbrød mig, og jeg holdt med det samme inde.

    Med et slog jeg øjnene op. Jeg følte, at jeg havde gjort noget forkert. Jeg sank, før jeg bed mig i læben. Jeg turde ikke flytte blikket op på ham. Der gik nogle få sekunder, hvor vi bare lå i stilhed, men så kunne jeg mærke, at han flyttede på sin hånd, som ellers havde fundet sted ved min ryg.

    Hans fingre lagde sig forsigtigt ved min hage, før han løftede mit ansigt.

    Jeg blev tvunget til at se ham op i øjnene. Min puls steg yderligere, hvis det overhovedet var muligt, da mine øjne ramte hans. Blikket i dem var ikke, som jeg først havde forventet.

    Hans læber skiltes en anelse, da han lagde op til at sige noget. "Jeg tror -" Han holdt inde i nogle sekunder. "Jeg er virkelig blevet forelsket i dig, Cheyenne," lød hans dæmpede, tøvende stemme.

    Jeg trak en smule på smilebåndet, selvom jeg egentlig bare havde lyst til at smile som en lalleglad idiot. Hans øjne lyste af begær, lyst og nogle følelser, som jeg slet ikke kunne sætte ord på.

    "Jeg er også forelsket i dig, Harry. Helt sindssygt," hviskede jeg tilbage.

    Et smil bredte sig over hans læber, men jeg nåede ikke at udveksle flere ord, før jeg kunne mærke hans ansigt nærme sig mit. Intuitivt lukkede jeg øjnene, da hans læber snittede mine. Min hånd lå stadigvæk mod hans brystkasse, og jeg pressede forsigtigt mine læber tæt mod hans. Kysset var hurtigt gengældt, og jeg kunne mærke hans hånd, som flyttede sig ned mod min lænd igen. Jeg tog fat om hans T-shirt, før jeg langsomt lænede mig om på ryggen. Harry fulgte med og lå snart halvt inde over mig, uden at slippe mine læber på noget tidspunkt. Jeg slap fuldstændig alle hæmninger. Jeg var ligeglad, om der var nogle vågne, som måske så os. Jeg ville bare have ham så tæt på mig, som det overhovedet var muligt.

    Ivrigt lod jeg min tunge glide hen over hans underlæbe, hvilket fik ham til at sprede læberne en anelse. Kysset udviklede sig. Hans krop mod min føltes skønt. Ualmindeligt skønt. Det var ikke normalt det her. Jeg havde aldrig troet, at jeg i mit liv skulle føle den her følelse. Det var kun sådan noget, som man læste om i kærlighedsromaner og så i sukkersøde film... men nej, det her var ægte.

    Forpustet trak vi os en smule til sig selv, men jeg kunne stadig mærke hans ansigt, som lå tæt ved mit. Jeg åbnede øjnene og så direkte ind i hans grønne øjne. Min mave slog kolbøtter.

    "Jeg tror, vi bliver nødt til at holde her," kunne jeg høre Harry smågrine.

    Jeg fniste. "God idé,”"mumlede jeg, men satte et blidt kys mod hans læber.

    Bare en sidste gang. Kysset var kort, men var efterfulgt af et par stykker mere.

    Jeg fniste uskyldigt, men holdt så inde. Det kunne vist hurtigt komme til at udvikle sig, hvis vi ikke holdt inde -- og jeg var ikke sikker på, om jeg havde viljen til at sige fra, hvis vi først nåede dertil.

    Harrys perfekte smil kom til syne, hvilket afslørede hans ligeså perfekte tænder. Jeg aede ham forsigtigt ned over kinden, før han forsigtigt trak sig tilbage og i stedet lagde sig ved min side igen.

    "Kom her," hviskede han, før han lagde armen rundt om mig.

    Jeg lagde mig med ryggen til ham, før han trak mig helt tæt ind til sig. Jeg sukkede tilfreds, da jeg kunne mærke hans krop ramme min. Jeg lagde min hånd ovenpå hans, som hvilede ved min mave.

    Jeg lukkede forsigtigt øjnene i, men smilet ville ikke forsvinde.

✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂

Jeg ved godt, at der måske ikke skete forfærdeligt meget i dette kapitel... men bare rolig.

Det kommer der til, historien er langt fra slut!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...