Forever Young

Cheyenne Richards er datter af Jones Richards; bedre kendt som det verdenskendte, britiske boyband One Directions manager. Hun har altid boet i Danmark, hvilket hun bliver ved med at gøre, lige indtil hendes forældre bliver skilt. Hun giver udelukkende sin far skylden for bruddet, da hun mener, at han tilbringer al sin tid i London med sit noget så dyrebare band, og det derfor er endt, som det gjorde mellem hendes mor og ham. Hendes far beslutter derfor, at hun skal med til England i sommerferien, så de kan komme tæt på hinanden igen, og så hun kan få lidt en afveksling fra hverdagen hjemme i Danmark. Først ligger Cheyenne ikke skjul på sin store utilfredshed, men så snart hun lærer de dejlige drenge fra bandet at kende, ændrer hun pludselig mening. Og specielt en af de fem drenge ender med at gøre et ret stort indtryk på hende…

574Likes
288Kommentarer
116324Visninger
AA

9. Kys mig, for fanden

 

9
forever young

Cheyennes synsvinkel

"Jeg smutter på arbejde, skat, hav det godt!" råbte min far ude fra stuen.

    Endnu en gang pustede jeg på min nylakerede, sorte neglelak på mine fingre. Jeg svarede ham med en dæmpet brummen, som han sikkert ikke ville kunne høre alligevel. Lidt efter kunne jeg høre hoveddøren smække, og jeg flyttede blikket fra mine negle til vinduet, hvor jeg lidt efter kunne se ham gå.

    Mit blik vandrede længere hen ad gaden, hvor jeg kunne se to fyre, som stod afslappet ovre ved kiosken, der lå overfor. Med et fnys flyttede jeg blikket ned på mine negle igen. Jeg vidste jo godt, at det ikke bare var nogle normale fyre. Det var paparazzi. Deres udstyr, som stod lidt fra dem, afslørede dem.

    Dagene efter rygtet om min indblanding med samtlige af drengene fra One Direction var der kun kommet mere sladder. Drengene havde dog været gode til at afvise alt, og Louis havde sørget for at blive set noget mere med Eleanor, så der ikke var nogen tvivl der. Hun var vist blevet ret såret over, hvad hun havde læst, men nu gik det fint igen. Min far havde faktisk taget det overraskende pænt. Han sagde, at man ikke rigtig kunne forvente så meget andet, nu hvor jeg tilbragte tid med dem.

    Det var første gang i lang tid, at jeg rent faktisk var oprigtigt glad for min far. Jeg havde lidt glemt alle mine frustrationer, som jeg havde haft overfor min far, da jeg havde haft så meget andet at se til.

    Nu virkede de lidt ligegyldige.

    Selv min far havde været nødt til at konfrontere paparazzier, som nu ventede foran vores lejlighed. 

    Jeg rejste mig fra min seng, da neglelakken var tørret.

    Mit blik faldt på mit spejlbillede, da jeg passerede spejlet. Jeg smilede lidt. Det var længe siden, at min make-up havde ligget så fint, som den gjorde i dag. Det var egentlig rimelig godt timet.

    Der var gået fire dage, siden rygterne var startet. Siden dagen med Louis i parken. Jeg havde næsten ikke været ude i offentligheden siden. Jeg havde faktisk ikke set andre mennesker end min far. Nu var det heller ikke, fordi jeg kendte mange andre end min far... også det verdenskendte boyband, som han var manager for. Kun nogle telefonsamtaler med Niall var den kontakt, som jeg havde haft med omverdenen.

    Jeg havde ikke lyst til at være i alles søgelys. Jeg ville gerne kunne gå på gaden uden at blive stoppet op og stillet en masse spørgsmål. Det så dog ud til, at det ikke var en mulighed, hvis jeg gerne ville blive ved med at være venner med drengene -- noget, som jeg helst ikke ville smide fra mig.

    Det havde virkelig kommet bag på mig, at de kunne komme mig så nær på så kort tid. Det var tæt på, at jeg ville kalde Niall min bedsteven nogensinde... udover Tamara, selvfølgelig.

    Jeg løftede hånden for at sætte et par øreringe i ørene, som komplimenterede resten af mit outfit super godt. Jeg havde nogle højttaljede, sorte bukser på og en hvid skjorte med guld nitter ved kraven. Øreringene var også af guld. Mit hår var sat op i en høj hestehale.

    "You’re insecure, don’t know what for. You’re turning heads, when you walk through the do-o-or -" lød det pludselig fra radioen bag mig, og jeg vendte automatisk hovedet derhen.

    Jeg havde ikke rigtig lagt mærke til, at den spillede, men nu blev jeg pludselig bevidst om det. Egentlig havde jeg aldrig gidet lytte til den sang, hvilket var grundet mit daværende had til bandet. Alligevel kunne jeg mærke et sug i maven, da en velkendt stemme lød. Jeg var ikke i tvivl i et sekund.

    Pludselig væltede nervøsiteten ind over mig, og mine håndflader blev helt klamme. Mit blik flakkede hen mod uret, som tikkede af sted ved min væg. 19:51. Jeg havde altså præcis ni minutter til at komme ud af døren og finde det sted, som vi havde aftalt. Jeg følte, at jeg skulle kaste op.

    Hvorfor havde jeg også sagt ja?

    Jeg løb nærmest hen til radioen, hvor jeg hev stikket ud, så der blev helt stille i lejligheden. Jeg tog en dyb indånding. Jeg måtte tage mig sammen. Det var jo ikke så slemt. En date med Harry. Det kunne jeg godt. Sagtens. Jeg lukkede øjnene, imens jeg forsøgte at løfte mig selv op mentalt.

    Jeg slog øjnene op. 19:54. Fuck, jeg havde jo travlt!

    Jeg greb min lille taske, hvor jeg smed min mobil og pung ned i, før jeg hastede mod døren. Jeg fik fat på mine nøgler, som jeg låste hoveddøren med, efter jeg også havde fået hevet min jakke på.

    Det var mørkere udenfor, end jeg havde regnet med. Ikke så mørkt, at lygtepæle var tændt, men heller ikke helt lyst. Jeg skyndte mig at gå hen langs fortovet i mine mørke converse. Måske, hvis jeg gik hurtigt, ville paparazzierne ikke tage kontakt til mig. Der gik dog ikke mange sekunder, før jeg hørte mit navn blive råbt, og der lød skridt bag mig. Jeg sørgede for at holde blikket mod jorden.

    Bare det her drev mig til vanvid.

    Jeg kunne ikke en gang forstille mig, hvordan drengene måtte have det. Jeg var jo kun denne uges nyhed; det ville nok gå over om nogle dage. De fulgte mig også kun nogle skridt hen af gaden, men så var det som om, at de mistede interessen. De indså nok, at de ikke ville kunne få noget ud af mig.

    Jeg hev en krøllet seddel op af min taske. Jeg læste, hvad der stod på den op til flere gange. Det var et gadenavn og et klokkeslæt. Jeg satte tempoet op i et forsøg på at ryste nerverne af mig.

    Jeg havde prøvet at undgå at tænke på det, men nu var det som om, at jeg ikke kunne løbe fra det længere. Jeg prøvede at sige til mig selv, at jeg ikke havde nogen grund til at være nervøs, men det hjalp ikke. Bare tanken om at jeg skulle tilbringe en hel aften i enerum med... ham.

    Mine skridt blev langsommere og langsommere, da mit blik landede på et skilt, som matchede med adressen på min seddel. Til sidst stoppede jeg helt op. Der var næsten helt mennesketomt. Til venstre for mig lå havnen, men hvis man fortsatte til højre, ville man nå længere ind i byen.

    "Jeg troede, du havde brændt mig af."

    Jeg gav et forskrækket gisp fra mig, mens jeg drejede om på hælene. Hvis man var i tvivl om mit hjertes allerede hurtige banken, så var man det i hvert fald ikke nu. Jeg lagde instinktivt en hånd mod brystkassen, mens jeg prøvede at fange vejret. Harry stod foran mig. Hans ansigt var præget af hans sædvanlige skæve smil, som afslørede hans smilehuller. Hans grønne øjne lå roligt på mig, mens han havde stukket hænderne i bukselommerne. Han så mere eller mindre... ja, fantastisk ud.

    "Harry!" Jeg forsøgte at kontrollere min forskrækkede stemme, som jeg ikke helt kunne afgøre var grundet chokket eller nervøsiteten. "Hvad for dig til at tro det?" spurgte jeg.

    "Ja, det ved jeg ikke." Han trak på skuldrene. "Indtil videre, så har du jo flygtet fra mig to gange.” Han havde jo i realiteten ret... men jeg havde også mine grunde, jo.

    Da jeg ikke svarede, kunne jeg høre en dæmpet latter. "Lad os gå," sagde han og trådte et skridt bagud.

    Jeg kunne ikke lade være med at ryste på hovedet af ham med et fnis, før jeg fulgte efter. Jeg anede ikke, hvad han havde planlagt, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle tænke eller tro.

✂ ✂ ✂

Man skulle virkelig tro, at han havde planlagt den her aften i flere uger. Han tog mig med hen til en restaurant, hvor vi fik bord lige ud til havnen. Det overraskede mig, at han slet ikke virkede nervøs. Da  han skulle spørge mig i telefonen, havde han virket som et nervevrag. Dog var han sit normale, glade og charmerende jeg, da vi satte os ved bordet. Jeg blev ved med at vente på den akavede tavshed, som jeg forventede ville dukke op, men det var som om, at den aldrig kom. Det var virkelig som om, at han havde glemt alt, som var sket mellem os. Min konfrontation, beskyldninger... og ikke mindst kysset.

    Han virkede afslappet, og det lykkedes ham op til flere gange at få mig til at grine. En enkelt gang tog jeg også mig selv i at sende blikke efter ham, da han rettede på sit hår ved at ryste det med hænderne.

    Jeg rømmede mig, da jeg fik varme kinder og bed mig i læben, imens jeg vendte blikket nedad.

    Jeg havde absolut ingen idé med ham, men som aftenen skred frem, blev de gnister, som jeg følte imellem os, kun større. Der var stadigvæk en del af mig, som frabad mig at føle sådan... men jeg var virkelig nået til det punkt, hvor jeg ikke længere kunne holde på det. Det var først, da det for alvor var blevet mørkt, at vi forlod restauranten, og i stedet begav os hen langs fortovet i den livlige by.

    Jeg strøg noget hår, der var faldet ned i mit ansigt, om bag mit øre, imens jeg så mig omkring. "Jeg kan da ikke se nogle?" mumlede jeg, før jeg så tilbage på Harry, som havde blikket rettet fremad.

    Han rystede på hovedet med et smil. "Nej, heller ikke jeg," brummede han med et smil om læberne, før han drejede ned af den sidevej, som vi også var kommet af. "men de er der, tro mig."

    Endnu en gang lod jeg mit blik glide rundt. Jeg kunne virkelig ikke få øje på en eneste paparazzi, men Harry havde stædigt konkluderet, at der altid befandt sig nogle -- om man så kunne se dem eller ej. Jeg lod tungen fugte min underlæbe, før jeg med et skuldertræk så fremad igen.

    "Hvordan kunne det egentlig være, at du ikke også skulle på arbejd -"

    Jeg stoppede midt i en sætning, da jeg kunne mærke noget varmt, som tog fat om min hånd. Jeg holdt ubevidst vejret, mens jeg kunne mærke min mave vende sig... på en underligt god måde. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, hvad der foregik, men jeg var flere sekunder om at finde ud af, hvad jeg skulle gøre. Før jeg havde nået at tænke færdigt, kunne jeg fornemme, hvordan min hånd tog fat om Harrys.

    Med et tøvende blik, så jeg op på ham, men han kiggede ikke på mig.

    Mit hjerte hamrede derud af, og jeg var næsten sikker på, at han kunne høre det. "Det var kun Lou og Zayn, der skulle indspille nu," svarede han på det spørgsmål, som jeg fuldstændig havde glemt alt om.

    Jeg lavede et nik med hovedet, da jeg ikke stolede helt på min stemme lige nu. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende. Bare det faktum, at jeg holdt hans hånd, fik sommerfugle til at lette indeni mig. Jeg var nervøs og lykkelig på samme tid. Det gav et lille gib i mig, da jeg kunne mærke, at han stoppede op. Jeg lod endnu en gang mit blik glide over hans silhuet, mens jeg rynkede på øjenbrynene.

    "Hvorfor stopper vi?" spurgte jeg forundret.

    Han så ned på mig. "Lad os sætte os her," sagde han, før han trak mig med hen over et græsstykke.

    På den anden side af græsset var der en betonmur, som var omkring ½ meter høj. Bag den lå havnen, selvom der var et godt stykke ned, før vandet kom. Der var ikke meget lys omkring os --  kun fra en lygtepæl, som stod i nærheden. Jeg rynkede forundret på brynene. Jeg kunne ikke se, hvad vi helt præcist skulle her. Jeg satte mig dog alligevel op på muren, mens jeg forsigtigt slap hans hånd mod min vilje.

    Jeg lagde hovedet lidt på skrå, mens jeg betragtede ham.

    Harry så ned på sine hænder, efter han havde sat sig ved siden af mig. Han havde på intet tidspunkt på aftenen vist nogen tegn på nervøsitet, men pludselig var det som om, at han havde slugt sin tunge. Han sagde ikke et ord, selvom han sad med halvåben mund og tydeligvis lagde op til at sige noget.

    Jeg tøvede kort. "Hvorfor inviterede du mig med på den her... date?" spurgte jeg forsigtigt.

    Ordet var fremmed i min mund, men jeg følte, at jeg behøvede et svar.

    Hans blik flakkede opad, før det landede på mig. "Som jeg har fortalt dig før... men som du ikke har troet på." Han sank. "Lige siden første gang jeg så dig, så har jeg ikke kunne tage øjnene fra dig."

    Det gav et lille sus i maven, da jeg hørte de velkendte ord.

    Det var en sætning, som jeg havde tænkt på masser af gange... oftest mod min vilje. Igen dukkede følelsen af mistro op. Jeg havde vænnet mig selv til ikke at tro på, hvad han sagde.

    "Jeg ved det; du tror mig ikke... og hvorfor skulle du også?" sukkede han og så igen væk. "Jeg har prøvet; jeg har virkelig gjort alt for at vise dig, at jeg ikke er den type, som du tror jeg er og -"

    Jeg afbrød ham. "Jeg tror dig." Min stemme lød lille, men kontant.

    Hans blik fokuserede med ét på mig, før jeg kunne fornemme, hvordan han rynkede på brynene. Det var tydeligt, at han var forvirret. Jeg vidste, hvilket spørgsmål som lå på tungen af ham. Hvorfor?

    "Harry, jeg -" Nu var det min tur til at se væk. "Jeg har snakket med Louis. Han fortalte mig, ja, faktisk hvad du også har fortalt mig. Han sagde, hvad jeres samtale egentlig havde handlet om, og jeg -" fortsatte jeg, før jeg trak vejret tungt. "jeg tror bare, at det er svært for mig at tro på, for... fordi jeg ikke kan se, hvorfor du skulle ville have noget med mig at gøre -- udover sex."

    Endnu en gang gav det et elektrisk stød op igennem mig, da jeg mærkede hans hånd ramme mine. Jeg tog mig selv i at stirre på den, som den lå der oven på mine i mit skød. Jeg drejede min øverste hånd en smule, og han tog bedre et fastere greb om den. Jeg turde ikke flytte mit blik op på ham.

    "Cheyenne, jeg kan give dig tusind grunde til, hvorfor jeg vil have noget med dig at gøre. Jeg kan vise dig dem, hvis blot du giver mig muligheden," sagde han stilfærdigt.

    Mit hjerte galoperede derudaf, og mit hoved kogte. Jeg var et stort hav af følelser. Det var som om, at der var to sider, som kæmpede indeni mig. Den ene var mistroen. Jeg ville ikke blive snydt. Jeg ville ikke narres... alligevel var der den anden side, som sagde, at jeg havde intet at frygte.

    Mens jeg langsomt flyttede mit blik op på ham med en dyb indånding, var det som om, at den ene side voksede. Mistroen manglede argumenter. Den manglede beviser. Selvom jeg ikke turde, så blev jeg nødt til at stole på, at jeg traf den rigtige beslutning. Jeg blev nødt til at tro på, at jeg kunne stole på andre end mig selv. Jeg blev nødt til at kaste mig ud i det. Mine øjne fandt endelig vej til Harrys.

    Min vejrtrækning var hurtigt og tydelig. "Bare -" Jeg sank, før jeg rystede på hovedet. "Bare kys mig, for fanden!" nåede jeg lige at slippe ud, før jeg mærkede Harrys bløde læber mod mine.

    Instinktivt lagde jeg hånden ved hans nakke og lukkede øjnene. Det gik op for mig, hvor meget jeg havde savnet de læber... også selvom, at jeg kun havde mødt dem en enkelt gang før. Jeg gav en dæmpet lyd fra mig, da hans arm lagde sig om mit liv, og jeg blev trukket tættere ind til ham.

    Modvilligt trak jeg mig fra ham, men åbnede ikke øjnene. Jeg hvilede min pande mod hans, mens jeg nærmest pustede. Jeg kunne mærke hans ånde mod mit ansigt.

    "Der er paparazzier alle vegne," hviskede jeg, før jeg grinede vagt.

    Jeg åbnede øjnene, og jeg kunne se hans perfekte smil brede sig over hans læber. Jeg aede ham forsigtigt ned over nakken med tommelfingeren, før jeg igen trak hånden til mig.

    Jeg rettede mig en smule op, men mit blik slap ikke hans på et eneste tidspunkt.

    Harry spredte kort sine læber med tungen. "Hvad betyder det her?" spurgte han.

    Det var tydeligt at fornemme på ham, at hele scenen også havde haft en påvirkning på ham... men han virkede også bekymret på en måde. Jeg sank, før jeg aede hans hånd, som stadig lå i min.

    "Jeg giver dig din chance, Harry. Skuf mig nu ikke," hviskede jeg.

    "Selvfølgelig ikke," sagde han, før et smil igen indtog hans læber.

    Han lænede sig frem mod mig, før han hurtigt gav mig et kys på munden.

    Det var som om, at den kildende fornemmelse ikke ville forsvinde. Den blev kun værre, når han nærmede sig... men alligevel kunne jeg også mærke den lille frygt, som lå gemt dybt inde. Jeg måtte stole på ham. Det blev jeg nødt til. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om det nu var en fejl.

✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂

Der er absolut ingen, som har kommenteret på traileren -- synes I ikke om den? :-o

Anyway, dette kapitel tog mig lidt tid at skrive, så beklager for ventetiden. Jeg er, som jeg har sagt mange gange nu, super taknemmelig overfor alle jer, som følger med i movellaen, og hvis I vil gøre mig rigtig glad, så må I også meget gerne sende et like med på vejen, hvis I synes om den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...