Forever Young

Cheyenne Richards er datter af Jones Richards; bedre kendt som det verdenskendte, britiske boyband One Directions manager. Hun har altid boet i Danmark, hvilket hun bliver ved med at gøre, lige indtil hendes forældre bliver skilt. Hun giver udelukkende sin far skylden for bruddet, da hun mener, at han tilbringer al sin tid i London med sit noget så dyrebare band, og det derfor er endt, som det gjorde mellem hendes mor og ham. Hendes far beslutter derfor, at hun skal med til England i sommerferien, så de kan komme tæt på hinanden igen, og så hun kan få lidt en afveksling fra hverdagen hjemme i Danmark. Først ligger Cheyenne ikke skjul på sin store utilfredshed, men så snart hun lærer de dejlige drenge fra bandet at kende, ændrer hun pludselig mening. Og specielt en af de fem drenge ender med at gøre et ret stort indtryk på hende…

570Likes
288Kommentarer
115124Visninger
AA

20. Kan ikke vende om

 

20
forever young

Harrys synsvinkel

Mine fødder føltes som cementblokke, da jeg slæbte dem op ad indkørslen. Jeg havde aldrig i mit liv været så udmattet i mine ben, og det føltes virkelig som om, at de kunne kollapse når som helst. Tænk, at jeg kunne blive så træt i min krop bare af at tage ned til studiet og hjem igen. Det var jo ikke engang, fordi jeg havde lavet noget specielt. Louis og Zayn skulle også indspille i dag, men Niall og Liam havde fået fri. Selv var jeg kun lige nået ind i indspilningsboksen, åbnet munden, hvor jeg så havde kunnet konkludere med det samme, at jeg ikke var i stand til at få en eneste ren tone ud.

    Jones havde stoppet mig, og med et bekymret blik havde han bedt mig om at tage hjem. Jeg havde kunnet mærke Louis' betænkelige blik i nakken på mig, som jeg forlod pladestudiet igen. Det var aldrig sket for mig, at jeg ikke havde været i stand til at indspille. At jeg bogstaveligt talt var blevet sendt hjem. Det var aldrig sket for nogle af os... men det nyttede alligevel ingenting, at jeg var der.

    Zayn havde halvråbt efter mig, da jeg med hastige skridt var skredet mod en af de sorte biler, som altid holdt ude foran studiet, men jeg havde ignoreret ham. Jeg kunne ikke holde til at høre på flere af deres trøstende ord. De var der for mig; og det vidste jeg godt... men på den anden side vidste jeg også, at det, som de fortalte mig, ikke passede. De sagde det kun, fordi de var mine venner.

    Hun ville aldrig nogensinde tilgive mig -- og hvorfor skulle hun også?

    Den eneste, som opførte sig 100 % ærligt overfor mig, var Niall. I starten havde jeg nærmest kunne føle, hvordan han hadede at skulle se i min retning. Vi havde kun udvekslet ualmindeligt få ord med hinanden, og han havde aldrig deltaget i drengenes små det-skal-nok-gå-taler, som efterhånden kom dagligt. Han havde altid bare siddet passivt og set den anden vej. Han vidste, hvor dybt jeg havde såret hende -- og derved også såret mig selv. Jeg vidste ikke rigtigt, hvor jeg havde ham henne længere.

    Nogle gange virkede det som om, at han hadede mig... men andre gange virkede det som om, at han havde skyldfølelse -- måske overfor at hade mig. Jeg kunne ikke sætte min finger på det, og hans tavshed gjorde det ikke lettere for mig at finde ud af. Han var jo hendes ven -- bedsteven.

    Jeg kunne forstille mig, hvilket dilemma han måtte være i.

    Med et irriteret støn bukkede jeg mig ned og samlede mine nøgler op, som jeg havde tabt på dørmåtten, idet jeg var stoppet op foran døren. Jeg fandt den rigtige nøgle frem, som jeg skubbede i låsen, så den gik op. Det var stadigvæk formiddag. Klokken kunne allerhøjst være tolv.

    En dæmpet puslen lød inde fra rummet til venstre af gangen, men jeg ignoreret den blot, hvorefter jeg smækkede hoveddøren bag mig. Lyden af døren ringede for mine ører, og jeg stod bare og kiggede tomt rundt i gangen og lagde ikke op til at flytte på mig uden noget egentligt formål.

    Der blev helt stille i huset og kort efter stak Tamara hovedet ud fra gæsteværelset. "Harry?" Hun så overrasket ud, og hendes stemme var lille og lys. "Hvorfor er du hjemme?" spurgte hun.

    Jeg stirrede bare på hende i nogle sekunder. Hendes lyse, men uglede hår, indikerede, at hun først lige var stået op. Hendes øjne så derimod friske og vakte ud. Som om hun havde en hemmelig mission. Dog blev alt dette overskygget af den massive smerte, som samlede sig i mit bryst ved synet af hende. Jeg havde ikke været i stand til at kigge på hende, uden Cheyennes ansigt formede sig for mit indre blik.

    Jeg knyttede min næve, hvor min nøgle stadig lå i, hvilket fik den spidse side af nøglen til at bore sig ind i min håndflade. Hun var en konstant påmindelse. En påmindelse, der boede i mit hus.

    "Hvad laver du?" spurgte jeg med en hæs stemme, så jeg blev nødt til at rømme mig.

    Hun rettede sig op og trådte et skridt længere ud på gangen.

    Hendes arme hang slapt ned af hendes sider, og hun slog blikket ned. "Jeg flytter." Hendes svar var kort. "Hen til min tante, som bor et stykke udenfor London." Hun så stadig ikke på mig. "Jeg bliver bare nødt til at tage forbi... hendes hus, så jeg kan samle mine ting op på vejen," mumlede hun afsluttende.

    Både Tamara og Louis havde omtalt Cheyenne som hende eller hun, når jeg var i nærheden. Som om det ville gøre det mindre smertefuldt at snakke om. Som om det ville være et plaster på såret. Jeg stirrede bare på hende igen uden at vide, hvad jeg skulle svare hende. Var jeg ked af hun rejste?

    Nej.

    Skulle jeg sige, at hun måtte have det godt?

    Nej.

    Der var en stilhed imellem os, hvilket der sådan set havde været det meste af den tid, som hun havde været her. Louis havde hjulpet hende med forskellige ting. Selvom hun på en måde var mit ansvar, havde jeg ikke været i stand til at gøre noget. Jeg vidste, at Louis ikke brød sig om hende... men han gjorde det for mig. Så jeg ikke var nødt til det. Hvert et blik på hende gav mig ubehagelige flashbacks inde i mit hoved. Jeg så Cheyennes tårer, da hun græd foran mig. Jeg så, hvordan hun prøvede at skubbe mig væk. Hvordan hun sagde, at hun ville ønske, at hun aldrig havde mødt mig.

    Tamara så bare på mig, men gik så et skridt frem mod mig. Hun havde en plasticpose i hånden, men jeg vidste ikke, hvad indholdet var. Hun havde jo ikke mange ejendele med herhen. Hun havde lånt Louis' tøj, som hang løst og uattraktivt ned over hendes slanke krop. Hun styrede mod hoveddøren, men så ikke væk fra mit ansigt, som jeg kunne forstille mig var fuldkommen blegt og udtryksløst.

    Jeg trådte væk, da hun lagde hånden mod dørhåndtaget. "Jeg håber, at I finder ud af det," hviskede hun, mens hendes lysebrune og kattelignende øjne stirrede direkte ind i mine.

    Jeg skar tænder, da hendes kommentar faldt mig yderst provokerende. Det var som om, at hun havde ventet på at sige dette. Som om det var hendes store finale, og hun så ellers bare kunne valse ud og efterlade et kæmpe rod efter sig. Hvem fanden troede hun, at hun var?

    Hun havde kun lige nået at åbne døren på klem, før jeg satte en hånd mod den og brutalt smækkede den i igen, og for første gang turde jeg se hende tilbage i øjnene. "Så nu har du bare tænkt dig at skride?" sagde jeg underligt roligt, uden jeg så væk fra hendes forbløffede øjne.

    "Hvad skal jeg ellers gøre?" snerrede hun, da hun havde fået samlet sig igen.

    Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne give hende skylden, for hvad der var sket, men netop i dette sekund syntes jeg at have glemt alt om dette. "Du er hendes fucking veninde," hvislede jeg.

    Hendes blik blev vredt. "Du skal slet ikke begynde på det der!" nærmest råbte hun og hævede sin pegefinger, som om det ville skabe respekt hos mig. "Du skal ikke spille the blame game med mig, eftersom du er mindst ligeså fucking skyldig, som jeg er," sagde hun med rystende stemme.

    "I det mindste så prøvede jeg da!" forsvarede jeg mig selv. "Jeg flygtede ikke bare som en anden kujon. Jeg gemte mig ikke, men forsøgte i stedet at snakke med hende, for helvede!"

    Hun fnøs hånligt. "Ja, og hvad fik du ud af det?" svarede hun koldt.

    Det gav et stik i hjertet på mig. Louis måtte have fortalt episoden med Cheyenne videre. Hvordan hun havde bedt mig om at holde mig langt væk. Hvorfor havde han fortalt det videre?

    "Du skylder hende det." Det var det eneste, som jeg kunne præstere lige nu.

    Tamara rystede på hovedet og så endelig væk. "Jeg kan ikke gøre noget ved det nu," mumlede hun stilfærdigt, mens hun ventede på, at jeg ville fjerne min hånd fra døren.

    Jeg bed tænderne hårdt sammen, men fjernede endelig hånden, og hun var ikke lang tid om at åbne døren og skynde sig ud. Væk. Jeg knaldede døren hårdt i efter hende, før jeg styrede mod stuen.

    Jeg satte mig på sofaen, men var ikke i stand til at sidde der længere end omtrent tre sekunder, før jeg igen rejste mig og begyndte vandre rundt i stuen. Rastløs.

    Jeg vidste ikke, hvor mit midlertidige anfald var kommet fra -- og det havde ikke været meningen, at det skulle gå ud over hende. Men det var det af en eller anden grund kommet til.

    Det var første gang, at jeg var blevet efterladt helt alene til mig selv, efter det hele var sket. Der havde hele tiden været nogen omkring mig. Enten var det Louis, de andre drenge eller Tamara. Men nu var jeg helt alene -- og det var også derfor, at det først var nu, at min egentlige reaktion kom.

    Jeg sank ned på gulvet og lænede mig med ryggen mod sofaryggen, før jeg satte mine fødder mod jorden. Jeg bandede dæmpet nogle gange, før jeg lagde nakken bagover. Jeg forsøgte at tvinge tårerne ind i mine øjne igen, hvilket virkede latterligt og komplet håbløst.

    Det hele virkede latterligt og komplet håbløst.

✂ ✂ ✂

Cheyennes synsvinkel

Da jeg var gået fra Niall igen, var jeg fyldt med blandede følelser. Jeg var så forvirret, men på den anden side, så var det som om, at der også havde lagt sig en ny ro i mig. Han hadede mig ikke. Også selvom han vidste, at jeg havde udnyttet ham. Jeg fortjente slet ikke hans kærlige ord, men han havde alligevel givet mig dem. På trods af han vidste, hvad jeg havde gjort mod ham. Jeg håbede så inderligt, at jeg kunne stole på ham. At han ikke ville gå hen og ignorere mig, som jeg førhen havde forudset.

    Jeg elskede ham. Det gjorde jeg virkelig. Det skulle der ikke herske tvivl om -- også selvom jeg aldrig ville kunne se på ham som andet end min bedsteven, så elskede jeg ham virkelig højt.

    Jeg vidste, at det var bundegoistisk af mig at forlange det af ham; at han ikke måtte forlade mig. Men jeg kunne ikke gøre for det. Jeg håbede bare, at han hurtigt ville komme over mig.

    Måske finde en anden pige, som han kunne elske, og som ville elske ham tilbage.

    Og måske ville jeg også have det sådan med én en dag.

    Nialls ord omkring Harry var kommet bag på mig. Mere end det. De havde virkelig overrasket mig, men jeg kunne ikke adlyde ham, selvom han havde set overbevidst ud. Jeg kunne ikke tilgive Harry. Men tanken, om Harry betød så meget for Niall, at han ville se igennem fingre med sin egen forelskelse og lade ham få pigen, som han selv elskede, faldt mig utrolig... smuk. Og på en måde tragisk.

    For jeg kunne ikke gøre, som han bad mig om.

    Hoveddøren til min lejlighed var låst, da jeg trykkede håndtaget ned, og jeg var tvunget til at fiske mine nøgler frem. Jeg havde vandret lidt rundt i byen, og det havde også taget mig noget tid at komme hjem, så det var omkring aftensmadstid, da jeg endelig havde befundet mig foran lejlighedskomplekset. Derfor undrede det mig også, at min far endnu ikke var kommet hjem, men det kunne være, at de skulle arbejde overtid på jobbet i dag. Der gnavede en vag frygt om, at hun måske ville være vendt tilbage hertil. Jeg kunne ikke overskue tanken om at skulle se hende. Hun ville sikkert have kunnet få viceværten til at låse op, da han jo havde set hende gå herind sammen med mig tidligere.

    Jeg låste døren op og trådte ind, før jeg smækkede den efter mig igen.

    "Hallo?" kaldte jeg, men bed mig selv irritabelt i læben, da jeg nærmest lød bange.

    Der var intet svar, og jeg åndede lettet op. Dog havde jeg en underlig fornemmelse i kroppen. Som om der var nogen her. Jeg var ikke alene. Det føltes ikke sådan. Jeg var blevet totalt paranoia.

    Hvad skete der lige med mig?

    Det her mindede mest af alt om en gyserfilm, hvor min tidligere bedsteveninde så var det monster, som gemte sig med en køkkenkniv et sted i huset, og bare ventede på at dræbe mig.

    Jeg sank klumpen i min hals og trådte længere ind. "Er der nogen hjemme?" spurgte jeg dumt.

    Stadigvæk intet svar.

    Jeg tvang mine ben til at fortsætte nogle tøvende skridt fremad, mens jeg kiggede opmærksomt rundt. Alting så ganske normalt ud, men den ulmende følelse ville bare ikke forlade min krop. Jeg himlede med øjnene af mig selv, før stoppede op. Det her var jo meningsløst. Der var ingen... vel?

    Jeg fugtede hurtigt mine læber, før jeg slog tanken væk og i stedet gik mod mit værelse. Jeg trak noget frisk luft indad gennem mine næsebor, mens jeg lagde min mobil fra mig på mit skrivebord og lynede min jakke op. Jeg stoppede dog midt i bevægelsen, da jeg pludselig stivnede.

    Mit blik lå fæstnet på en lille kasse, som lå fint oven på min seng. Lige på midten. Den mindede om en æske, som man lagde sko i, men den var bare en mat, brun farve, som ikke afslørede indholdet af kassen.

    Tøvende stirrede jeg på den i nogle sekunder, men da jeg fik øje på et kvadratisk stykke papir, som lå ovenpå kassen, dragede nysgerrigheden mig. Der var formet nogle bogstaver, men jeg blev nødt til at træde nærmere, før jeg kunne læse det. Jeg tog mig sammen og trådte hen til kassen, hvor mine øjne gled over bogstaverne, som mindede alt for meget om de ord, som jeg lige havde hørt fra Niall.

    Han elsker dig, Cheyenne. Tilgiv ham. Jeg er så ked af alt, der er sket. Undskyld. 

    Ikke andet end det. Intet navn eller hilsen.

    Mine hænder lukkede sig forsigtigt om papiret, før jeg løftede det op og studerede det nærmere. Mit hjerte bankede, og jeg følte mig pludselig trykket. Hvem end dette var, så ville personen have mig til at tilgive Harry... ligesom Niall ville have mig til. Hvorfor ville alle have mig til at tilgive?

    Jeg lagde papiret på sengen, før jeg tog fat om låget på æsken og løftede det i en hurtig og beslutsom bevægelse. Synet af nogle guldstiletter fik mig til at frigive et gisp, som jeg åbenbart havde holdt på. Det var mine guldstiletter. De guldstiletter, som Tamara havde lånt den aften, hvor...

    Der gik det op for mig, hvem beskeden var fra. Jeg bed mig hårdt i læben. Hun havde været her. Jeg drejede hovedet i retning af, hvor hendes ting havde ligget, men jeg blev bare mødt af en tom plads.

    Hun havde været her, og hun havde gået igen -- med sine ting.

✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂

Fik skrevet endnu et kapitel!

Beklager, hvis I finder dette kapitel en smule... kedeligt. Det ved jeg ikke. Anyway, tak for jeres kommentarer! Jeg elsker at læse dem, og det gør mig virkelig glad at vide, at I læser med.

Synes, at det er super sjovt at høre jeres mening, så I må meget gerne skrive, hvad I tror der kommer til at ske, hvad I synes om det, der er sket... eller hvad I synes om de forskellige personer.

Husk at like, hvis du ikke allerede har gjort det. Tak!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...