Forever Young

Cheyenne Richards er datter af Jones Richards; bedre kendt som det verdenskendte, britiske boyband One Directions manager. Hun har altid boet i Danmark, hvilket hun bliver ved med at gøre, lige indtil hendes forældre bliver skilt. Hun giver udelukkende sin far skylden for bruddet, da hun mener, at han tilbringer al sin tid i London med sit noget så dyrebare band, og det derfor er endt, som det gjorde mellem hendes mor og ham. Hendes far beslutter derfor, at hun skal med til England i sommerferien, så de kan komme tæt på hinanden igen, og så hun kan få lidt en afveksling fra hverdagen hjemme i Danmark. Først ligger Cheyenne ikke skjul på sin store utilfredshed, men så snart hun lærer de dejlige drenge fra bandet at kende, ændrer hun pludselig mening. Og specielt en af de fem drenge ender med at gøre et ret stort indtryk på hende…

570Likes
288Kommentarer
115126Visninger
AA

16. Ikke min intention

 

16
forever young

Cheyennes synsvinkel

Tårerne var varme mod mine kinder, da jeg lydløst begyndte at græde. Det hele tog overhånd. Jeg håbede inderligt, at hele denne aften blot havde været et mareridt. Et mareridt, som endnu ikke var ovre.

    Et hulk undslap mine læber, som jeg skubbede den tunge dør op og igen trådte ud i Londons natteliv. Mine hænder dirrede en anelse, da jeg satte i løb. Jeg kunne ikke få det til at hænge sammen. På den anden side stod det noget så klart for mig. Blikket i hans øjne, da han havde mødt mine, fortalte alt.

    Hvor dum havde jeg lige været?

    Hvor følte jeg mig så umådelig naiv og ubegavet. Hvis jeg bare havde lyttet til mig selv fra starten af.

    Mine bare fødder gjorde ondt mod asfalten, men jeg stoppede ikke med at løbe. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg søgte den vej, som Niall havde gået. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. En voldsom kvalme skyllede op igennem mig, og jeg måtte igen lægge hånden for munden, mens tårerne fortsat strømmede ned over mine kinder. Den røde kjole, som pigen, som Harry havde stået med, havde båret, var alt for bekendt. Hendes lyse hår havde jeg set alt for mange gange.

    Hvordan kunne hun gøre det mod mig?

    Hun var jo min bedsteveninde... eller det skulle hun forestille at være.

    Mit hoved kogte. Det gav ingen mening. Der måtte være en forklaring. En rigtigt fornuftig og åbenlys grund... men det var der jo ikke. Jeg vidste jo udmærket godt, hvad det hele gik ud på.

    Jeg sænkede brat farten, da jeg pludselig fik øje på en skikkelse. Lyden af en bildør, som blev åbnet. Jeg mærkede et sug i maven, og jeg glemte pludselig alt om vores skænderi.

    "Niall!" sagde jeg højt, mens jeg gik nogle skridt tættere på.

    Han kiggede ikke i min retning, men jeg kunne se hans ansigtsudtryk ændre sig. "Cheyenne, jeg gider virkelig ikke. Jeg har sagt, at jeg tager hjem nu," sagde han i en monoton tone.

    Jeg hulkede igen. "Nej, Niall, vent," græd jeg.

    Lyden af mine grædende ord fik hans hoved til at vende sig i et ryk. Hans mund åbnede sig en anelse, og jeg kunne fornemme, hvordan hans ansigt fortrak sig i en bekymret grimasse, som jeg nærmede mig.

    Hans hånd hvilede mod bildøren på bilen, som han havde været på vej ind i. "Chey, jeg... det var ikke min mening, at -" begyndte han i en vag stemme, som var indpræget af skyldfølelse og fortrydelse.

    Han troede, at det var ham, der havde fået mig til at græde.

    Min mave vendte sig på en ubehagelig måde. "Nej," gispede jeg, før jeg stoppede op foran ham.

    Han virkede rystet. Jeg kunne mærke alle hans følelser prelle af på mig, da jeg nærmede mig ham. Han stod mindre end en meter fra mig nu. Jeg ville gerne forklare, men jeg kunne ikke få ordene ud.

    Mine øjne fyldtes med tårer igen. "Det er Harry... og -" hviskede jeg, men kunne ikke sige mere.

    Nialls blik viste pludselig en blanding af forståelse, men også græmmelse. Han pressede læberne sammen til en tynd streg, før hans blik fjernede sig fra mig. Han lignede en, som godt kunne finde på at sparke virkelig hårdt til et eller andet. Hans reaktion overraskede mig. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige til ham, og jeg kunne for den sags skyld heller ikke få en eneste lyd ud.

    Det var heller ikke nødvendigt, da Niall trådte til siden. ”Kom med.” Han rakte sin hånd frem.

    Jeg tøvede kort, men gik så frem, før jeg trådte ind i bilen. Jeg kunne mærke hans hånd mod min ryg, da jeg kravlede ind og satte mig på sædet længst væk. Han satte sig selv ind i på bagsædet af bilen ved siden af mig, før han smækkede døren. Der var en slags afskærmning, fra hvor chaufføren sad, og til hvor vi var, men det var som om, at ham, der kørte bilen, vidste, hvor han skulle hen, for han begyndte at køre, idet døren blev lukket. Jeg skulle til at klikke min sele fast, da jeg kunne mærke Nialls greb om min arm. Jeg nåede lige at møde hans blik, før han trak mig hen til ham, så vi sad ved det samme sæde i bilen.

    Der gik ikke mange sekunder, fra jeg lagde mit hoved ved hans skulder, til jeg kunne høre hans hamrende hjerte. Han virkede ophidset. Han lagde hånden ved mit hår, mens han tyssede stille på mig. Jeg kunne ikke lade være med at hulke. Jeg hadede at græde, men jeg kunne ikke holde tårerne inde.

    Jeg havde haft ret. Han havde bare brugt mig. Nu hvor vi... ja, så var jeg ligegyldig.

    Jeg klemte øjnene hårdt sammen, før jeg trak vejret tungt indad. Selvfølgelig havde han kun spurgt mig, om vi skulle være kærester, så han kunne komme i bukserne på mig. Han havde sikkert regnet ud, at det ellers ikke ville komme til at ske. Gud, hvor var jeg bare dum!

    Nialls fingre nussede mig blidt i håret, mens han fortsat tyssede på mig, selvom det virkede som om, at han mere prøvede at berolige sig selv. "Rolig nu," hviskede han. "du kommer hjem nu."

    Jeg rystede på hovedet mod hans skulder, men turde ikke se op på ham. Jeg kunne ikke tage hjem. Hvad skulle jeg sige til min far? Hvad skulle jeg gøre, når hun også ville være der?

    Kvalmen rumlede ved min mave, hvilket sendte flere tårer ned ad mine kinder. Jeg forstod det ikke. Vi havde altid været veninder. Hvordan kunne hun fucke det op? Hvordan kunne hun gøre det mod mig?

    Ikke nok med, at jeg var blevet fornægtet af en person, som jeg holdt af; nej, to.

    "Niall, jeg beder dig. Du må ikke hade mig. Jeg vil ikke også miste dig," hviskede jeg.

    Jeg kunne ikke bære tanken om at miste ham -- jeg havde allerede tabt så meget. Ikke også ham.

    Jeg kunne ikke regne ud, hvad han tænkte, men han rykkede sig ikke det mindste. Han fortsatte bare de blide bevægelser mod mit hår, mens jeg kunne høre hans tunge vejrtrækning.

    "Du mister mig ikke," svarede han endeligt med en spæd stemme.

    "Hvordan ved jeg det?" spurgte jeg en smule højere.

    Jeg kunne mærke, at han rystede på hovedet, men han formulerede intet svar.

    Jeg skubbede mig en smule ud fra ham, men kun så jeg kunne se ham op i øjnene.

    Jeg fangede dem hurtigt. "Niall." Jeg talte så roligt, som jeg kunne. "Hvordan ved jeg det?"

    Han havde taget afstand fra mig. Hvordan vidste jeg, at han ikke blot ville fortsætte med det?

    "Du har undgået mig, Niall." Jeg fortsatte, da han ikke svarede. "Hvorfor?"

    Flere tårer strømmede ned over mine kinder. Det var jo egentlig ikke det, som jeg græd over, men det var, som om jeg puttede alle mine frustrationer derover. Det var et problem, som jeg kunne konfrontere lige nu. Jeg kunne slet ikke forholde mig til, hvad der var sket i aften. Jeg ville bare glemme det.

    Niall slog blikket væk, og jeg kunne fornemme på hans kæbe, at han bed tænderne sammen. "Det -" Han rystede så på hovedet. "Det vil ikke nytte noget at fortælle hvorfor, Cheyenne."

    Jeg åbnede munden for at svare, men holdt inde, da bilen stoppede op, og man kunne høre motoren blive slukket. Niall sendte mig et blik, før han åbnede bildøren og trådte et skridt ud. Hele min krop rystede, da jeg fulgte ham ud af bilen. Hans blik flakkede kort rundt, men endte til sidst på mig.

    Hans øjne var tydelige i mørket. Jeg anede ikke, hvad der løb gennem hans hoved. Forsigtigt rakte han ud efter mig, og det gav et lille gib i mig, da jeg mærkede hans varme hånd mod min bare ryg. Det virkede som om, på trods af vores skænderi tidligere, at han følte en form for sympati for mig.

    Jeg kunne ikke helt finde ud af det. Hans ord og berøringer virkede blide og trøstende, men en gang imellem var det som om, at jeg kunne skimte en bitterhed i hans øjne.

    Mine i forvejen forvirrede tanker kunne ikke finde rundt. Jeg tænkte på en million ting på en gang, og alkoholen, som stadig flød i blodet på mig, gjorde det ikke spor lettere for mig. Tamara. Harry. Niall.

    I stilhed fulgte jeg blot med ham hen til et stort, fremmede hus. Der gik nogle sekunder, før det gik op for mig, hvor vi var. Vi var hjemme hos Niall. Han låste døren op, og vi trådte ind i det ubekendte hus.

    Jeg stoppede op i døren. "Jeg bliver nødt til at vide det. Jeg vil ikke miste dig," holdt jeg stædigt ved.

   Jeg havde ikke glemt, hvad jeg ville sige, på trods af vores lille gåtur. Min underlæbe skælvede, men jeg bed hurtigt fat i den og tvang tårerne inde. Niall var stoppet op, men stod med ryggen til mig.

    "Det betyder ingenting," mumlede han stille.

     Mit hoved snurrede, og jeg vidste ikke helt, hvad jeg kunne give det skylden for. Jeg følte mig så forvirret -- som om jeg slet ikke fattede noget, men jeg alligevel vidste præcis, hvad der foregik.

    Jeg trådte et skridt frem mod ham. "Hvorfor har du så ignoreret mig på den måde?" hviskede jeg.

    Han sukkede tungt og knyttede sine næver, uden at se mod mig. "Jeg kan ikke fortælle dig det." Jeg kunne fornemme, hvordan han rystede på hovedet for sig selv. "Jeg... det vil ikke nytte noget."

    Jeg lagde en hånd ved hans arm. "Prøv," forsøgte jeg.

    Han vendte sig endelig mod mig, da jeg rørte ved ham. "Det er bare hårdt for mig at se på, Cheyenne!" sagde han pludselig højlydt og løftede armen, så min hånd faldt ned langs min side.

    Det var som om, at der havde været noget, som slog klik inde i hans hoved; som om han ikke kunne holde på det længere. "Det er hårdt for mig at se jer sammen. Specielt, når det burde være mig!"

    Hans ord fik mig til at spærre øjnene op, og min mave trak sig sammen. Jeg åbnede munden, men jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg anede ikke, hvad det var han sagde -- hvad det betød. Jeg kunne ikke holde til mere. Mit hoved var allerede godt og grundigt overophedet; jeg kunne ikke...

    Niall trådte mig nærmere, og hans blå øjne lyste op i mørket. "Hvorfor forstår du det ikke, Cheyenne?" spurgte han oprevet. "Jeg har været der hele tiden. Jeg har behandlet dig, som du fortjener. Hvordan kan du ikke se, hvad jeg føler for dig?" Han holdt en pause, og jeg kunne ikke gøre andet, end at se ham ind i øjnene; jeg var meget simpelt ikke i stand til andet. "Jeg elsker dig."

    Mit hjerte havde sat farten op, og det hamrede af sted som aldrig før. Hans øjne borede sig ind i mine, afventende. Det gav ikke mening i mit hoved. Niall var min ven. Han var min ven.

    Jeg havde aldrig set på ham som andet end det. Jeg kunne ikke forestille mig andet end det -- og netop derfor forskrækkede det mig, da jeg kunne mærke mine læber tage form til at danne fire ord.

    "Jeg elsker også dig," hviskede jeg.

    De næste par sekunder var jeg ikke sikker på, om jeg overhovedet kunne finde hoved og hale i, hvad   der foregik. Alt, jeg bemærkede, var bare, at jeg kunne føle nogle læber, som ramte mine i en ivrig bevægelse. Jeg stod som lammet, men så kunne jeg mærke, hvordan jeg gengældte kysset, og mine øjne gled i. Jeg svang armene om nakken på ham og trykkede ham tæt ind til mig. Det var så anderledes. Hans læber mod mine føltes begærlige og sultne, og hans hænder lagde sig mod min hud.

    Jeg ville gerne. Jeg ville gerne føle det... men alt, der løb gennem mit hoved, var Harry. Harrys læber mod mine. Harrys hænder, som dansede over min hud. En voldsom vrede skyllede op igennem mig. Nej.

    Jeg ville glemme ham. Han var ikke mit savn eller sorgen værd.

    Min nye beslutsomhed fik mig til at presse mig endnu tættere ind til Niall, mens jeg aggressivt udviklede kysset til snav. Jeg kunne mærke ham stønne dæmpet mod mine læber, hvilket fik mig til at glide mine fingre igennem hans nakkehår. Jeg anede ikke, hvad jeg havde gang i. Jeg vidste kun, at jeg ikke ville tænke på Harry. Jeg ville gemme mine følelser langt væk. Jeg ville tænke på noget andet.

    Gispende trak jeg hovedet en smule til mig, og jeg kunne høre, hvordan Niall også hev efter vejret. Jeg var dog hurtig til at slippe mit greb om ham og tage fat om min kjole, som jeg fik hevet over hovedet. Nialls øjne løb ned over kroppen på mig, før de endte ved mine øjne med et tvivlsomt blik.

    Jeg lod ham ikke formulere et ord, før jeg igen kyssede ham.

    Jeg ville ikke tænke for meget. Jeg ville ikke risikere at fortryde. Jeg var drevet af mit had til, hvad Harry havde gjort mod mig. Jeg var jo ikke forelsket, ikke i Niall. Dybt inde kunne jeg mærke, hvordan min skyldfølelse nagede, men jeg skubbede det væk. Jeg udnyttede ham jo.

    Jeg nappede instinktivt til hans læbe, som for at lede mine tanker væk derfra. Nialls blik var tændt, og hans ånde var tung mod min mund, da jeg slap hans underlæbe igen.

    "Cheyenne, jeg -" begyndte han, men jeg rystede på hovedet, hvilket fik ham til at tie.

    "Lad os ikke snakke," hviskede jeg bare.

    Jeg trykkede forhastet læberne mod hans igen, før jeg lod mine hænder glide hen over hans overkrop for til sidst at nå kanten af hans bluse. Jeg tog læberne til mig i nogle få sekunder, men kun for at hive hans bluse over hovedet. Mine fingerspidser legede ned over hans blottede bryst, og jeg kunne også mærke, hvordan hans hænder lagde sig om min krop, som han tog et skridt fremad.

    Min ryg blev mødtes med den kolde mur bag mig, men det gjorde mig ingenting. Det var blot endnu en distraktion. Mine tanker skulle vildledes. Jeg kunne ikke holde ud at tænke de tanker. Jeg fokuserede på den seksuelle lyst, som synet af hans nøgne overkrop drev frem i mig.

    Jeg lænede nakken tilbage og stønnede lavt, da hans kys flyttede sig ned over min hals. Mine hænder flyttede sig ned over hans krop, hvor de til sidst endte ved hans bælte, som jeg lirkede op. Mine hænder rystede, men det lykkedes mig at få åbnet hans bukser og trække dem halvt af ham.

    Vores læber mødtes igen, og jeg kunne fornemme, hvordan min BH løsnes om mig. Han hjalp mig af med den, og jeg hikstede efter vejret mod hans læber, da hans hånd lagde sig om mit bryst. Min fysiske tiltrækning af ham var massiv. Jeg havde virkelig lyst til ham, og det kunne snart ikke gå for langsomt.

    Han trykkede mig tæt ind til muren, og jeg nød fornemmelsen af hans krop mod min. Det sendte alle frustrationerne, sorgen og ikke mindst billedet af Harry og Tamara langt væk.

    Jeg ville ikke tænke på konsekvenserne af mine handlinger. Jeg ville bare ønske, at tiden stoppede nu, og jeg ikke behøvede at konfrontere med dagen derpå. Irriteret over mine tanker, som syntes at blive ved med at snige sig tilbage i hovedet på mig, tog jeg fat om mine trusser, som Niall var hurtig til at hjælpe mig af med, så de til sidst faldt mod jorden. Jeg trak mine læber væk fra hans, men jeg kunne stadig mærke hans ånde tæt ved min mund, som jeg ledte hånden ned og trak hans boxershorts af.

    Nialls hænder lagde sig om mine hofter, og jeg lagde igen hænderne om hans nakke. Hans blik fangede mit, men jeg lagde i stedet hovedet ved hans og kyssede ham på skulderen. Jeg kunne ikke se ham i øjnene. Jeg kunne mærke, hvordan jeg blev løftet op fra jorden, og jeg støttede mod muren bag mig – et ben på hver side af Niall. Der gik nogle få sekunder, hvor mit hoved snurrede, og mit hjerte bankede mod mit bryst, før jeg kunne mærke, hvordan Niall langsomt stødte op i mig.

✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂

100 faste læsere! Det betyder så meget, I har ingen idé, hæ hæ...

Håber I synes om dette kapitel, og jeg håber at I får lyst til at smide en kommentar. Det er altid dejligt at få en uddybende kommentar, så dem modtager jeg hellere en gerne!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...