Forever Young

Cheyenne Richards er datter af Jones Richards; bedre kendt som det verdenskendte, britiske boyband One Directions manager. Hun har altid boet i Danmark, hvilket hun bliver ved med at gøre, lige indtil hendes forældre bliver skilt. Hun giver udelukkende sin far skylden for bruddet, da hun mener, at han tilbringer al sin tid i London med sit noget så dyrebare band, og det derfor er endt, som det gjorde mellem hendes mor og ham. Hendes far beslutter derfor, at hun skal med til England i sommerferien, så de kan komme tæt på hinanden igen, og så hun kan få lidt en afveksling fra hverdagen hjemme i Danmark. Først ligger Cheyenne ikke skjul på sin store utilfredshed, men så snart hun lærer de dejlige drenge fra bandet at kende, ændrer hun pludselig mening. Og specielt en af de fem drenge ender med at gøre et ret stort indtryk på hende…

569Likes
288Kommentarer
114662Visninger
AA

17. Hvordan kunne du?

 

17
forever young

Cheyennes synsvinkel

Jeg ville ikke vågne. Jeg havde meget simpelt ikke lyst. Jeg turde ikke slå øjnene op. Jeg turde ikke vågne op til den virkelighed, som lå og ventede. Et varmt åndedræt pustede mig i nakken, men det havde ikke den beroligende effekt, som det burde. Hans arm lå tæt om mig og pressede min ryg ind mod hans nøgne overkrop. Varmen fra ham burde sprede en indre ro i mig. Burde få sommerfuglene til at lette. Det burde sitre helt ude i mine fingerspidser, og jeg burde føle, at jeg ikke kunne komme tæt nok på ham... men sådan var det ikke. Alt, jeg følte, var en forurenet fornemmelse, som ulmede i min mave. 

    Hvad havde jeg dog gjort?

    Et patetisk ønske dukkede op i mit hoved. Et ønske om, at jeg kunne spole tiden tilbage. Glemme alt, hvad der var sket de sidste uger, og bare gå tilbage til, hvordan det hele var før. Det var som om, at han kunne læse mine tanker, for idet jeg havde tænkt tanken færdigt, strammede hans greb om mig, og hans læber snittede min hud ved halsen. Jeg klemte øjnene tættere sammen, som om det ville holde mig væk fra realiteten. Hans kys var ømt, og hans berøringer var kærlige. Jeg ville gerne føle noget. Jeg ville gerne være forelsket i Niall. Det ville være så meget lettere. Sandheden var dog blot... at det var jeg ikke.

    Jeg var forelsket i Harry -- og ingen anden.

    Jeg kunne mærke, hvordan min vejrtrækning langsomt øgede farten. Jeg gik i panik. Hvad skulle jeg sige til ham? Hvordan skulle jeg forklare min bedsteven, at jeg ikke var forelsket i ham, men kun havde gået i seng med ham for at glemme den person, som min kærlighed i virkeligheden var uddelt til?

    Mine øjne, som jeg ellers så ihærdigt havde holdt lukkede, slog abrupt op, da jeg pludselig hørte tre hårde bank. I stilhed lå jeg bare og stirrede. Det var en hvid væg, som mødte mit blik. Der var lyst i rummet, hvilket afslørede, at det måtte være morgen. Der gik nogle sekunder, hvor der ingenting skete, og jeg var i tvivl, om jeg egentlig overhovedet havde åbnet øjnene. Med ét lød der tre bank igen, og jeg kunne høre Niall trække vejret tungt bag mig, før han langsomt trak armen til sig, som han ellers havde liggende omkring mig. Jeg lå som forstenet, mens jeg lyttede til hans bevægelser.

    Han trådte ud af sengen, men rumsterede lidt, før jeg kunne høre lyden af nogle bukser, som blev trukket på. Han mumlede et eller andet for sig selv, og jeg skyndte mig at lukke mine øjne i igen, da jeg kunne høre lyden af skridt. Jeg var en kujon. Jeg turde ikke lade ham vide, at jeg var vågen, i frygt for han ville sige noget til mig. Tårerne prikke mod mine lukkede øjenlåg, men jeg bed tænderne sammen.

    Jeg åbnede først mine øjne igen nogle sekunder efter, da jeg var sikker på, at han havde forladt rummet. Døren stod på klem. Jeg satte mig lydløst op i sengen, mens jeg sørgede for at holde dynen oppe om mig. Egentlig havde jeg ikke lyst, men det var som om, at jeg ikke længere havde kontrol over, hvor mine fødder førte mig. Jeg trådte ned på gulvet, før jeg listede hen mod døren med dynen om mig. Jeg havde hørt hoveddøren gå op, men jeg kunne ikke rigtig tyde stemmerne. Instinktivt holdt jeg vejret, da jeg lænede mig forsigtigt op af døren, der førte ud af værelset.

    Lydløst lyttede jeg efter, mens jeg bed mig i læben.

    "... særlig god idé. Hun sover." Nialls stemme lød træt, og der gik noget tid, før der kom svar.

    Der lød et tungt suk. "Jeg har virkelig fucked det hele up, Niall."

    Harrys stemme sendte en underlig fornemmelse igennem mig. Den var præget af en sørgmodig klang, men jeg kunne snildt genkende hans hæse undertone. Det var helt klart ham.

    "Ja," svarede Niall kort, men meget ærligt.

    Jeg lukkede mine øjne i nogle sekunder, mens jeg forsøgte at berolige mig selv. Jeg kunne mærke, hvordan angsten snigede sig ind over mig. Jeg frygtede inderligt, at Niall ville fortælle, hvad der var sket... også selvom jeg burde være ligeglad. Jeg var jo... ja, jeg var færdig med Harry.

    Det nyttede alligevel ikke noget. Han havde fået sin chance. Det var bare som om, at jeg ikke ville stå ved nattens bedrifter. Jeg havde ikke lyst til at konfrontere efterfølgerne.

    Der var lang stilhed mellem dem. "Jeg venter bare nede i bilen," sagde Harry endeligt.

    Niall svarede kort, men det var for lavt til, at jeg kunne høre det. Jeg skyndte mig at kravle tilbage i sengen, da jeg kunne høre hoveddøren smække igen, og Niall nærmede sig værelset igen.

Nialls synsvinkel

Jeg fik med mindre besvær trukket mine bukser på plads og lukket dem. Mine øjne løb hen over rummet, men jeg kunne ikke se en bluse nogen steder. Efter en kort diskussion med mig selv, undlod jeg bare at tage en bluse på og gik i stedet mod døren i bar overkrop. Mit blik faldt på hende en sidste gang, før jeg forlod rummet. Hun sov stadigvæk. Et lille smil prydede mine læber mod min vilje, og jeg måtte tvinge mig selv til at se bare nogenlunde neutral ud, da jeg tog fat i håndtaget om hoveddøren.

    Synet af Harry sendte en form for stød igennem mig, men tog mig hurtigt sammen. "Hvad så?"

    Jeg fik pludselig svært ved at trække vejret, og jeg følte mig klam i håndfladerne. Jeg følte, at jeg var blevet opdaget. Busted. Jeg havde det som om, at han vidste det hele, og han nu var kommet for at konfrontere mig omkring det. På den anden side så kunne han vel ikke sige noget til det.

    Følelsen blev pludselig erstattet af den vrede, som jeg også havde følt i går. Jeg havde ikke kunne sætte min finger på det, men nu stod det mere end klart. Hvordan kunne han gøre det mod hende?

    Mindet om hende, som kom løbende mod mig med tårerne ned af kinderne, stod stadigvæk noget så klart i min erindring. Jeg havde fået det fysisk dårligt. Jeg kunne ikke holde tanken ud om, at hun var så trist og ulykkelig på den måde. Jeg ville ikke have, at hun skulle være trist.

    "Hej." Hans stemme lød hæs og udmattet. "Klokken er 11, vi.. ja, drengene venter nede i bilen."

    Der gik noget tid, før det gik op for mig, hvad han mente. Arbejde. Vi skulle arbejde i dag. Det havde jeg glemt. Jeg svarede med et kort nik, da jeg ikke kunne præstere andet på nuværende tidspunkt.

    Jeg følte en voldsom arrigskab mod ham, men på den anden side, kunne jeg ikke lide det bedrøvede blik i hans øjne. "Giv mig to minutter," svarede jeg så verbalt, før jeg skubbede døren en smule i.

    Harrys hånd standsede mig, da han lagde den mod døren. "Vent." Han tøvede. "Er Cheyenne her?"

    Jeg dvælede kort over mine muligheder, før jeg åbnede munden langsomt. "Ja. Hun havde ikke rigtig lyst til at tage hjem i går, så hun sov her," forklarede jeg så fordomsfrit, som jeg kunne.

    Han trådte et lille skridt fremad, hvilket åbnede døren helt igen. "Kan jeg lige snakke med hende?"

    Fortørnelsen blussede frem i mig igen, og jeg skyndte mig at ryste på hovedet. "Nej, det tror jeg ikke er en særlig god idé. Hun sover." Det sidste tilføjede jeg mest, så han ikke skulle insistere yderligere.

    Jeg var ikke sikker på hvorfor, men jeg ønskede ikke Harry i nærheden af Chey.

    Jeg ville ikke se hende græde. Ikke igen.

    Harry sukkede dybt, før han trådte en anelse tilbage igen. "Jeg har virkelig fucked det hele up, Niall.Han flyttede blikket mod jorden, og jeg kunne se, hvordan han bed tænderne sammen.

    Jeg så på ham. "Ja," var alt jeg kunne sige, før jeg trak vejret tungt indad.

    Harry stod i lang tid og bare kiggede ned i jorden. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg var splittet. Jeg følte det her massive... afsky overfor ham. Men samtidigt var han også min ven. Jeg nød jo ikke at se ham lide.. selvom man muligvis godt kunne mene, at han havde fortjent det.

    "Jeg venter bare nede i bilen," sagde han endelig, før han så op på mig.

    Jeg nikkede bekræftende. "Jeg er der om lidt," lovede jeg, før jeg lukkede døren efter ham.

    Med et tungt suk kørte jeg hånden igennem mit hår, hvor jeg lod den hvile nogle sekunder. Jeg vendte ryggen mod døren og gik endelig mod værelset igen. Jeg havde brudt den uskrevne regel -- jeg var gået i seng med min bedste venners pige, men... for helvede; jeg elskede hende jo.

    Langt mere, end jeg kunne forstille mig Harry gjorde. Langt mere, end jeg kunne forstille mig nogen som helst anden gjorde. Jeg bar på den her massive sten af skyldfølelse, men et sted langt inde fandt jeg på en måde mine handlinger retfærdiggjort. Han havde selv ødelagt det.

    Mit blik faldt på hende som det første, da jeg igen trådte ind i lokalet.

    Jeg tvang mine øjne væk og fortsatte længere ind, hvor jeg fandt en bluse frem, som jeg trak på. Derefter en kasket over hovedet, så man ikke kunne se mit uglede hår. Jeg fandt en seddel frem, hvor jeg hurtigt fik skrevet nogle ord ned. Jeg lagde den ved siden af hende i sengen, før jeg igen betragtede hendes ansigt. Jeg løftede langsomt hånden og strøg nænsomt mine fingre hen over hendes kinder. Jeg kunne ikke dy mig, men bukkede mig ned over hende for blidt at placere et kys ved hendes tinding.

    "Jeg kan elske dig tusind gange bedre, end han nogensinde vil," hviskede jeg mod hendes hud.

    Endelig trak jeg mig væk og satte mod hoveddøren.

    Jeg var hurtigt ude ved bilen, som holdt ved min indkørsel. Det var gråt og kedeligt i vejret, og det ville ikke overraske mig, hvis det ville begynde at tordne senere. Jeg tog fat om bilens dørhåndtag, som jeg hurtigt fik åbnet. Der var stille inde i bilen, da jeg trådte ind, hvilket var en usædvanlighed. Der plejede altid at være masser af larm, råb og grin. Jeg mødte Liams blik, da jeg trådte ind, og han smilede til mig. Jeg gengældte smilet så godt, som jeg kunne, før jeg satte mig ved en tom plads i den store bil. Det var en vinduesplads bagerst i bilen. Jeg bed mig i læben, da vi begyndte at køre.

    "Så du tror, at det er helt forbi?"

    Det var Lous stemme, som brød tavsheden efter nogle sekunder. Ham og Harry sad på sædet foran mig, men jeg sørgede for at holde blikket på vinduet. Der gik noget tid, før der kom et svar.

    "Jeg har ødelagt det," svarede Harry lavt.

    Det var tydeligt, at de havde haft gang i emnet, før jeg kom ind i bilen. Det var nok også det, som forklarede den trykkede stemning, som fyldte bilen. Den var umulig at undgå.

    "Hey. Du fuckede up, ja... men hvis det er jer to, så er jeg sikker på, at det nok skal ordne sig," lød Zayns optimistiske stemme, og Liam var hurtig til at erklære sig enig umiddelbart efter.

    Jeg lukkede øjnene nogle få sekunder, mens jeg prøvede at samle mig. Jeg sank, men åbnede så øjnene igen uden at se væk fra vinduet. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle tænke eller tro. Jeg var bedre for hende. Jeg kunne aldrig finde på at gøre noget som helst, der ville såre hende. Aldrig.

    Alligevel havde jeg en dårlig mavefornemmelse. Der var noget, der sagde mig, at Harry ikke ville give op så let -- og jeg vidste ikke, hvor det i sidste ende, ville efterlade mig.

✂ ✂ ✂

Cheyennes synsvinkel

Du kan blive her så længe, som du har lyst. Får fri omkring klokken 18.

    Jeg læste seddelen for hundredesyttende gang, før jeg endnu en gang krøllede papiret sammen i mine hænder. Jeg trak vejret tungt indad, før jeg endelig rejste mig op fra stolen.

    Jeg lænede mine hænder mod kanten af køkkenbordet i nogle sekunder, men gik så videre rastløst hen over køkkengulvet. Jeg kiggede mod uret, som tikkede højlydt af sted. Det viste 17:58.

    Jeg havde lånt nogle løse joggingbukser af Niall og havde trukket i en af hans T-shirts. Det var næsten før, at jeg hellere havde undladt det. Duften som sad i tøjet frembragte hele tiden minder fra natten og fik den allerede ubehagelige fornemmelse, som sad i kroppen på mig, til at vokse.

    Jeg bed mig hårdt i læben, før jeg trak et par af hans sko på, som stod ude i gangen.

    Jeg blev nødt til at komme væk fra hans hus. Jeg kunne ikke være her, når han kom tilbage. Det kunne jeg bare ikke. Hans ord fra morgenstunden stod stadig klart. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, når han kom hjem. Det var forkert af mig at lede ham hen på den måde; det vidste jeg... men jeg var et kryster. Jeg ville ikke såre hans følelser -- også selvom jeg vidste, at jeg på et eller andet tidspunkt blev nødt til at tage tyren ved hornene. Jeg lod tanken passere, mens jeg åbnede hoveddøren.

    Det var koldt i vejret, og jeg var kun iført den tynde T-shirt. Der var ikke noget at gøre ved det. Det var enten det eller min kjole og stiletter fra i går. Jeg måtte bare aflevere hans tøj tilbage på et tidspunkt... hvilket førte mig tilbage til tanken, om at jeg ikke kunne løbe fra ham for altid.

    Jeg sukkede tungt og lagde armene om mig selv, mens jeg så rundt. Der var mennesketomt, men det skyldtes nok det kedelige vejr. Det kunne begynde at regne når som helst. Området virkede bekendt, og det gik kort efter op for mig, at Louis' og Harrys hus ikke måtte ligge langt herfra. Jeg stod stille i nogle sekunder, men begyndte så endelig at gå hen af fortovet. Her var langt til mit hjem... men jeg kunne alligevel ikke tage hjem. Jeg kunne ikke klare tanken om at skulle være tvunget til at snakke med Tamara -- ja, bare at se på hende. Det var som om, at hendes ansigt dannede sig for mit indre blik.

    Det hjerteformede hoved, som var omkranset af det lyse, men naturligt farvede hår. Hendes lysebrune øjne stirrede på mig, mens et smil formede sig over de smalle læber.

    Hun havde altid været en naturlig skønhed... langt smukkere end jeg.

    Jeg knyttede mine næver, før jeg sank. Jeg havde brugt så meget energi på ikke at tænke på det. På ikke at lade det synke ind -- men jeg kunne snart ikke holde det på afstand længere. Jeg havde haft ret omkring Harry. Jeg var blevet udnyttet -- og forrådt af hende, som jeg kaldte min bedsteveninde.

    Jeg vidste ikke, hvor længe jeg efterhånden havde gået, men pludselig standsede forskrækket, da jeg kunne mærke, hvordan jeg stødte ind i noget blødt. Jeg nærmest sprang et skridt bagud, mens hjertet sad helt oppe i halsen på mig. Jeg nåede knapt at finde ud af, hvad der var sket, før jeg fik øje på dem. De grønne og alt, alt for velkendte øjne, som stirrede direkte ind i mine.

✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂

Noget af dette kapitel er skrevet i Nialls synsvinkel, da der var nogle, som ønskede det.

Jeg bliver simpelthen SÅ glad, når jeg ser en lang kommentar -- jeg elsker at læse jeres meninger, og jeg kan helt klart bruge jeres kritik til noget. Tak for det!

Dette kapitel er lidt baseret på sangen More Than This af One Direction. Tag et kig på teksten til den sang efter, I har læst kapitlet, hør den under kapitlet eller gør hvad I vil!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...