Forever Young

Cheyenne Richards er datter af Jones Richards; bedre kendt som det verdenskendte, britiske boyband One Directions manager. Hun har altid boet i Danmark, hvilket hun bliver ved med at gøre, lige indtil hendes forældre bliver skilt. Hun giver udelukkende sin far skylden for bruddet, da hun mener, at han tilbringer al sin tid i London med sit noget så dyrebare band, og det derfor er endt, som det gjorde mellem hendes mor og ham. Hendes far beslutter derfor, at hun skal med til England i sommerferien, så de kan komme tæt på hinanden igen, og så hun kan få lidt en afveksling fra hverdagen hjemme i Danmark. Først ligger Cheyenne ikke skjul på sin store utilfredshed, men så snart hun lærer de dejlige drenge fra bandet at kende, ændrer hun pludselig mening. Og specielt en af de fem drenge ender med at gøre et ret stort indtryk på hende…

572Likes
288Kommentarer
116179Visninger
AA

25. Forevig ung (2/2)

 

25
forever young

Cheyennes synsvinkel

Stilheden lagde sig som en tung dyne, og jeg kunne langsomt mærke Liams hænder, som gled væk fra mine let rystende arme. Tårerne løb stadig vildt ned over mine kinder, men det foregik ganske lydløst.

    Det var som om, at jeg nærmest kunne fornemme lyden af ekkoet fra Harrys stemme, selvom det snart måtte være flere sekunder siden, at der overhovedet var blevet sagt noget.

    Det gav et gib i mig, og jeg vendte forskrækket hovedet mod Liam, da han pludselig rømmede sig. Det var som om, at det først var der, at jeg for alvor blev revet tilbage til virkeligheden. Nu vidste han det. Han havde hørt det. Der var ingen vej tilbage... og jeg havde absolut ingen kontrol over, hvad der ville ske fra nu af. Derfor stirrede jeg bare rædselsslagent på Liam, som så meget utilpas ud i situationen. Han så først på mig, før hans blik flakkede hen mod Harry. Det landede dog på mig igen, eftersom jeg gik ud fra, at jeg, selv med våde øjne og et grædefærdigt ansigt, var rarere at se på, end Harry var lige nu.

    Liam flyttede lidt på sig. "Jeg vil... jeg tror, jeg vil lade jer snakke," mumlede han lidt halvforvirret.

    Hans forvirring var sikkert delvist grundet Harry, som pludselig stod i dørkarmen, men også grundet chokket over den nyhed, som jeg lige havde givet ham. Jeg var næsten sikker på, at han var direkte på vej ind for at finde Niall. Jeg vidste, at det, som Niall og jeg havde gjort den aften, ikke var noget, som han gjorde tit... og derfor vidste jeg også, at Liam sikkert var kløgtig nok til at kunne lægge et plus et sammen og se, at det nok ikke bare havde været hvilket som helst engangsknald.

    "Harry." Det var igen Liams stemme, som brød tavsheden.

    Jeg drejede om på hælene, da det gik op for mig, at jeg stod og stirrede ud i luften, eftersom Liam var gået udenom mig og op til hoveddøren, hvor han nu stod foran Harry, hvis blik var solidt plantet på mig. Liam ventede på, at han ville rykke sig, så han kunne komme forbi, men det lod ikke til at Harry hørte ham. Det var ikke til at tyde, hvad der gemte sig bag hans øjne. Første gang jeg kiggede i dem, havde jeg mødt vrede, ja, nærmest raseri... men nu var alt jeg kunne se en form for skuffelse eller mistro.

    Det lod dog til, at Harry havde opfanget Liams ord for med en langsom bevægelse, fik han trukket sig til siden og lod Liam slippe forbi. Jeg fulgte hver af hans bevægelser, og jeg kunne mærke min puls øge.

    Han blev stående i døren, men sagde intet.

    "Harry, jeg -"

    Ligeså snart jeg havde fået taget mig sammen til at åbne munden, afbrød han mig kontant, før han formindskede afstanden imellem os ved at træde nogle skridt frem. "Passer det, Cheyenne?"

    Hans stemme rystede, men hans ansigt så afmålt, dog en anelse blegt ud.

    Jeg slog automatisk blikket ned. "Det var ikke meningen, at du skulle få det af vide sådan her," hviskede jeg efter noget tid, da jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle svare ham.

    "Med Niall?!" Hans pludseligt hævede stemme, fik mit hoved til at flyve op. ”Hvad fanden... hvorfor har I... hvordan kunne du?” udbrød han frustreret, før han slog armen til siden i en voldsom bevægelse.

    Jeg vidste ikke, hvor den pludselige styrke kom fra, men jeg fik med ét samlet mig mod nok til at løfte min finger, før jeg trådte et skridt frem mod ham. "Du er den sidste i hele verden, som kan stille mig det spørgsmål, Harry," nærmest hvæsede jeg langsomt, som for at være sikker på, at det trængte helt ind.

    Niall og jeg ville aldrig nogensinde have haft sex, hvis ikke det havde været for ham til at starte med. Han kunne ikke tillade sig at lægge det på min samvittighed på den måde, selvom jeg vidste, at det var forkert, hvad jeg havde gjort. Han burde vide bedre end nogen anden, at jeg ikke kunne svare på det.

    "Han skulle jo ligesom forestille at være min ven!" råbte han skingert.

    Og der gik det op for mig, at Harrys frustrationer kun var delvist rettet mig.

    For hvad, der var vigtigere, var, at det ikke kun var mig, som var gået ham bag ryggen... nej, det havde en af hans bedstevenner også. Og jeg vidste lige præcis, hvordan netop det føltes.

    "Det skulle Tamara også!" råbte jeg tilbage ad ham.

    Selvom det var ude af kontekst, så vidste jeg, at Harry vidste, hvad jeg havde i tankerne. Mit hjerte bankede vildt, men overraskende nok var tårerne fuldstændig stoppet og havde blot efterladt våde mærker på mine kinder, hvor de før havde løbet. Dog kunne jeg fornemme, hvordan Harry måtte bide tænderne hårdt sammen og trække sig lidt tilbage, da hans grønne øjne pludselig blev blanke.

    Det gav et stik i mig, og jeg fik pludselig en form for kvalme.

    Han sank. "Så... så det var en slags hævn eller hvad?" hviskede han nærmest, men formåede ikke helt ligge skjul på sin nu bævrende underlæbe og skælvende stemme.

    "Nej," skyndte jeg mig at svare, da der løb en ubehagelig varm og klam fornemmelse gennem kroppen. "det var ikke planlagt... jeg... det... det skete bare," forsøgte jeg at forklare.

    Harry rystede på hovedet, før han slog blikket til siden. Jeg stirrede bare på ham, mens min brystkasse hævede og sænkede sig i et hurtigt tempo. Det sidste, som jeg ville, var at skændtes med Harry.

    Havde vi ikke haft skænderier nok?

    Det hele var jo lige blevet, som det skulle... som det plejede at være... men jeg kunne vel have sagt mig selv det. På et eller andet tidspunkt skulle jeg jo sige det, og det var jo ligegyldigt tid eller sted, så ville han havde haft samme reaktion. Der var ikke nogen god måde at fortælle sådan noget.

    "Hvordan?" spurgte han pludseligt uden rigtig at se på mig.

    Jeg trak på skuldrene. "Det skete ligesom bare... efter... efter jeg havde set dig og Tamara den aften. Jeg kom til ham, fordi jeg var oprevet... og jeg ved ikke -" Min stemme knækkede over.

    Han så pludselig på mig igen. "Så dagen efter, hvor jeg kom og hentede Niall, da vi skulle på arbejde, havde I... havde I haft sex?" spurgte han med en ny udefinerbar tone i stemmen.

     Jeg sank, og denne gang var det min tur til at slå blikket ned. Jeg var ikke i stand til andet end blot at nikke. Det var så svært at se ham i øjnene og fortælle ham sandheden. Jeg ville ønske, at det ikke var sandheden, men jeg kunne ikke løbe fra det. Nu forstod jeg, hvordan Harry måtte have haft det, da han skulle forklare sig overfor mig. Hvis han bare fortrød en tiendedel af, hvor meget jeg fortrød lige nu...

    Selvom jeg ikke så på ham, kunne jeg fornemme, hvordan han bakkede et skridt og løftede begge hænder, som han lagde mod sit ansigt, før han kørte dem op gennem sit hår. "Jeg fatter ikke det her." Jeg kunne mærke hans øjne på mig igen, da hans hænder faldt ned langs hans sider. "Så det er derfor, at Niall har opført sig så underligt overfor mig? Hvorfor har han ikke sagt noget?"

    "Han... han sagde, at han ville vente med at sige noget... før han var sikker på, at vi var sammen igen, og jeg... og han ville gerne lade mig fortælle dig det," forklarede jeg med en spinkel stemme.

    Han trak vejret tungt i et ubegribeligt suk. "Har I... hvor mange gange... hvor længe har det så stået på?" spurgte han, selvom han lød som en, der ikke havde lyst til at høre svaret.

    "Kun den ene gang." Først nu turde jeg se op på ham igen.

    Det var som om, at der var blevet malet bitterhed ud i ansigtet på ham. Jeg kunne ikke sætte mig ind i hans hoved, og jeg kunne ikke finde ud af, hvad han tænkte i det øjeblik.

    Han rystede igen på hovedet, som om han slet ikke forstod, hvad der foregik.

    "Har du følelser for ham?" spurgte han med en ustabil stemme.

    Jeg rystede på hovedet. "Harry. Nej, jeg kan ikke elske nogen anden end dig," svarede jeg, mens jeg prøvende trådte et skridt frem, men holdt hurtigt inde, da han bakkede et.

    Han bed tænderne sammen. "Har han så følelser for dig?" spurgte han i stedet.

    Jeg rynkede en smule på øjenbrynene, før mit blik kort flakkede mod jorden. Der løb kortvarigt nogle overvejelser igennem hovedet på mig... hvad skulle jeg svare ham?

    Dog endte jeg med at ryste vagt på hovedet. "Nej, ikke længere," forsikrede jeg ham om.

    Endnu en gang tvang jeg mit blik op på ham, hvor jeg mødte hans fortabte øjne. Han lignede en, som ikke vidste, hvad han hverken skulle tænke eller tro... og det gjorde jeg heller ikke for den sags skyld.

    Alt, jeg vidste, var, at jeg ville være sammen med Harry.

    Jeg ville ligge det her bag mig. Jeg kunne ikke begribe det, hvis han begyndte at hade mig nu. Uden at være i stand til at se mig selv vidste jeg næsten, hvordan jeg måtte se ud. Mit udseende måtte afspejle, hvordan jeg havde det indeni -- og med meget få ord kunne det beskrives som bedende og oprørt.

    "Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, Cheyenne." Det gik først op for mig, at der endnu en gang havde lagt sig en stilhed imellem os, da han brød den. "Jeg bliver nødt til at tænke," nærmest hviskede Harry, før han trådte et skridt frem mod mig, så han kunne komme væk.

    Instinktivt greb jeg fat om hans arm, idet han passerede mig. "Nej, vent!" forsøgte jeg.

    Selvom jeg på ingen måde havde regnet med det, så stoppede Harry lige så brat op, som jeg havde taget fat i ham og bøjede hovedet en anelse, så han kunne se mig ind i øjnene. Afstanden i mellem os var formindsket drastisk, og jeg kunne mærke hans ånde mod mit ansigt, hvilket gav mig en lyst til at bryde ud i gråd. Harrys blik var tvetydigt. Det var som om, at han gerne ville have mig til at sige noget, som fik ham til at ændre mening. Noget, som ville ændre på situationen, så han ikke behøvede at gå.

    Jeg sank. "Jeg elsker dig, Harry," hviskede jeg. "og du af alle mennesker må vide, hvordan det er at fortryde noget så bitterligt, som jeg gør lige nu. Jeg føler intet for Niall. Der er kun dig... og jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre, hvis vi ikke kommer igennem det her sammen."

    "Så må du af alle mennesker også kunne forstå, hvordan det føltes, når personen man elsker allerhøjest og ens bedsteven går bag om ryggen på en." Harrys svar kom direkte efter min sætning var afsluttet.

    Jeg hev kort efter vejret. "Det gør jeg, Harry, og -" begyndte jeg, men blev afbrudt.

    "Omstændighederne er bare en lille smule anderledes her. Ser du, jeg havde aldrig sex med Tamara," sagde han, og hans stemme lød helt stille, selvom jeg kunne se på ham, at han langt fra var beroliget.

    Han lignede en, som var på randen til at græde... og jeg hadede det.

    Jeg rystede kort på hovedet. "Jeg beder dig, Harry. Du betyder alt for mig."

    Han måtte ikke forlade mig. Selvom vores forhold stort set kun havde været baseret på uenigheder, mistro og had, så måtte han ikke forlade mig. For jeg kunne ikke benægte, at på trods af alt dette vækkede han nogle følelser i mig, som ingen anden havde været i stand til.

    Når han smilede, kunne han redde hele min dag. Ja, bare hans smilehuller kunne få det til at gøre helt ondt i maven på mig -- på en vidunderlig måde. Det var så sindssygt og gjorde mig på samme tid fuldkommen afhængig af det. Selv, når han havde det nedslåede udtryk i øjnene, som han havde netop nu, kunne jeg mærke, hvordan det bogstaveligt talt gjorde fysisk ondt på mig.

    Harry trak vejret tungt, før han slog blikket væk. "Jeg har brug... jeg vil bare gerne have lidt tid til at tænke det igennem. Jeg vil bare gerne være alene," sagde han, før han bed tænderne sammen.

    Før jeg kunne nå at gøre noget ved det, gled hans arm ud af mit greb, og han trådte frem -- efterlod mig ganske alene. Jeg stirrede blot ud i luften. Jeg havde lyst til at vende mig om og råbe efter ham, men jeg havde intet at sige. Hans skridt blev mere og mere utydelige, jo længere væk han kom, og til sidst stod jeg ganske alene tilbage med kun vinden, som peb dæmpet. Han havde ikke direkte afvist, at han ville have noget med mig at gøre i fremtiden, men han havde så sandelig heller ikke bekræftet det.

    Det kunne gå begge veje... og jeg havde bare ladet ham gå.

Nialls synsvinkel

Min plan, som jeg ikke helt ville indrømme overfor mig selv, var en plan, var lykkedes meget godt. Det ville jeg i hvert fald tro, at den var. Ellers havde Cheyenne bare ikke haft lyst til at starte en samtale op med mig, selvom hun havde set mig. Jeg havde dog på fornemmelsen, at det faktisk var lykkedes mig at gemme mig for hende. Det var barnligt, unødvendigt og ubegrundet. Jeg vidste det godt.

    Men på et eller andet punkt turde jeg ikke snakke med hende. I frygt for jeg måske ville komme til at fortælle for meget. I frygt for jeg måske ville sige noget, som kun jeg selv kunne vide. For jeg kunne ikke fortælle nogen andre det. Hvis jeg først gjorde det, så blev det til en realitet, og jeg ville egentlig bare helst fortrænge det, så det måske (og forhåbentlig) i sidste ende ville forsvinde.

    Jeg ville ignorere det lille stik i hjertet, som jeg havde følt, da jeg så dem komme ind gennem hoveddøren sammen. Jeg ville bare ignorere det, for det gjorde ingen forskel.

    Jeg stillede omhyggeligt glasset i mine hænder fra mig, som indeholdt en lys væske, som jeg ikke vidste, hvad var. Jeg havde ikke smagt på det, men bare taget imod det, da Jones havde tilbudt det.

    Mit blik spejdede gennem lokalet, som var fyldt med mennesker. Jeg rynkede lidt på øjenbrynene, før jeg igen søgte gennem menneskeflokken. Hvor var Cheyenne henne?

    For blot et øjeblik siden havde jeg set hende stå henne ved gavebordet, men nu var hun ikke til at se.

    Intuitivt trådte jeg fremad, mens mine øjne søgte rundt i lokalet. Gemte hun sig også for mig? 

    Selvom jeg havde brugt så meget tid på netop at undgå hende, så kunne jeg ikke undgå at bekymre mig over hendes pludselige forsvinden. Forskrækket drejede jeg hovedet til siden, da jeg pludselig mærkede en tung hånd ligge sig på min venstre skulder og rev mig ud af min eftersøgning.

    Jeg stirrede direkte ind i Liams ansigt. For blot få sekunder siden havde jeg hørt hoveddøren smække, og jeg gik ud fra, at det var ham, som kom udefra, da hans kinder var rødlige, og hans hår ikke sad helt så perfekt. Det var sjældent, at han mistede overblikket og kontrollen, så synet overraskede mig.

    "Du kommer lige med mig nu," sagde han kortfattet, og det så ikke ud til, at jeg havde et andet valg end at følge med ham, da han trak mig ud af det menneskeproppede lokale og ud i gangen.

    Han stoppede først op igen og fjernede sin hånd fra min skulder, da vi stod alene, og lyden af mennesker, som snakkede, kun virkede som en fjern baggrundsstøj. Liam vendte rundt, mens han kort drejede hovedet for at se, om vi nu også var helt alene i gangen. Hans øjne tilsluttede sig til sidst mine, før han pludselig lagde sin finger mod min brystkasse og stirrede indtrængende på mig.

    "Har dig og Cheyenne haft sex?" spurgte han i en lav, nærmest hviskende stemme.

    Det tog mig min tid at tygge hans meget direkte spørgsmål og til sidst forstå det, men da jeg først gjorde, kunne jeg ikke ligge skjul på min lamslåede mine. Nu var det min tur til hurtigt at kigge rundt i gangen for at tjekke, om der var nogen, som havde hørt hans ord. Liam blev åbenbart utålmodig, for han tog pludselig fat om min arm, hvilket tvang mit blik tilbage på hans alvorlige øjne.

    "Hvor ved du det fra?" hviskede jeg tilbage.

    Det gav vel sig selv. Hvem vidste det ellers? Men hvorfor ville Cheyenne fortælle Liam det?

    Liams øjne så pludseligt irriterede ud. "Det er sgu da lige meget!" svarede han en anelse for højt, men var hurtig til at samle sig. "Hvorfor gjorde I det?" spurgte han i stedet dæmpet.

    Udefra ville hans reaktion nok have virket mærkelig. Men vi kendte hinanden rigtig godt -- og vi kendte Harry rigtig godt. Vi vidste alle, hvor meget Harry holdt af Chey... og vi vidste alle, at jeg aldrig ville gøre sådan noget mod ham. Derudover lignede det heller ikke mig at have hensynsløs sex.

    Det var noget alle stort set vidste.

    Derfor trak jeg på skuldrene. "Vi var fulde," mumlede jeg og så væk.

    Det var jo egentlig ikke helt løgn. Cheyenne var fuld, men jeg var så ædru, som man overhovedet kunne blive. Men jeg kunne bare ikke få mig selv til at sige det til Liam.

    Liams blik borede sig ind på mig, selvom jeg stædigt så væk. "Niall?" sagde han.

    "M-hm?" svarede jeg, mens mit blik skiftevis så fra gulvet mod væggen.

    "Se på mig," beordrede han kort.

    Der gik noget tid, men så indså jeg, at slaget var tabt. Langsomt og modvilligt vendte jeg mine øjne mod ham, direkte ind i hans indgående øjne, som jeg ikke synes at kunne slippe udenom. Jeg bed mig hårdt i indersiden af læben, mens jeg forsøgte at være komplet udtryksløs.

    "Hvorfor gjorde I det?" gentog han langsomt sit spørgsmål.

    Jeg sank. Jeg vidste, at mit svar ikke ville tilfredsstille ham... men hvad skulle jeg sige?

    Jeg kunne simpelthen ikke fortælle ham, hvad grundlaget for hele episoden havde været -- for mit vedkommende i hvert fald. Årsagen, til at Cheyenne havde gjort det, var jo grundet hendes sorg over Harrys utroskab. Irriteret løftede jeg min hånd og gnubbede den mod min bryst, da den stikkende fornemmelse i hjertet fandt sin vej tilbage. Sådan var det hver gang, at jeg tænkte på det.

    Hun elskede Harry -- ikke mig. Harry.

    Jeg måtte finde en måde at lære at leve med det på.

    "Er du -"

    "Nej." Jeg afbrød Liam hurtigt, da jeg vidste, hvad hans spørgsmål ville være.

    Han stirrede på mig og lignede bogstaveligt talt én, som intet forstod. "Jamen, hvorfor gjorde I det så?" forsøgte han igen, da han endnu intet svar havde fået ud af mig.

    Endnu en gang undveg jeg hans blik. "Det skete bare," mumlede jeg.

    "Har du seriøst tænkt dig at være sådan der, Niall?" spurgte han irriteret.

    "Hvad vil du have mig til at sige?" vrissede jeg tilbage, før jeg endelig så ham tilbage ind i øjnene. "At jeg er forelsket i hende? At hun er den eneste pige, som jeg har følt noget for i meget lang tid?" spurgte jeg irettesættende. "Det vil jo ikke ændre på noget alligevel. Hun er sammen med Harry."

    Idet jeg afsluttede sætningen, gik det op for mig, at jeg havde sagt for meget.

    "Så du er forelsket i hende?" opsummerede Liam og tog sig ikke af min vrede tone.

    "Var." Jeg var ikke længere selv så sikker.

    Liams blik lyste nærmest af mistro til min påstand. Ja, jeg kunne for helvede jo ikke engang overbevise mig selv om det, så hvorfor skulle jeg kunne overbevise Liam om det?

    Men jeg kunne ikke overgive mig. Hvis jeg blev ved med at benægte, ville det gå væk. Det skulle det.

    Han rykkede på sig, før han hurtigt så sig over skulderen. "Jeg er tilbage om lidt. Du bliver lige her," beordrede han mig, før han med hurtigere skridt gik udenom mig og tilbage ind i stuen.

    I nogle sekunder stod jeg blot helt stille og forsøgte at komme mig over, hvad der lige var sket. Nærmest mekanisk drejede jeg mig, så jeg stod med front ind mod lokalet fyldt med mennesker.

    Liam var hurtigt forsvundet i blandt dem, og jeg gik ud fra, at han skulle hente et eller andet. Lydigt stod jeg ganske stille og ventede, da jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle gøre. Jeg nåede knapt nok at samle mig, før jeg hørte lyden af hoveddøren, som pludselig gik op.

    "Cheyenne?" røg det ud af munden på mig.

    Hun så hurtigt op fra gulvet, som hun ellers meget beslutsomt havde sået sit blik fast til. Med et enkelt blik på hendes grå øjne, kunne jeg hurtigt konkludere, at der var noget helt galt.

    Hun havde grædt, selvom hun havde forsøgt at skjule det. Jeg kunne bare se det.

    Med hurtige skridt gik jeg frem mod hende og tog fat om hendes håndled, som var helt koldt, efter at have været ude i kulden. Hun svarede mig ikke, men stirrede bare på mig med et nærmest forskræmt blik. Jeg blev nødt til at snakke med hende. Alene. Men Liam kunne vende tilbage når som helst... og det var deraf, at jeg tog den beslutning at trække hende med mig uden et ord.

    Hun gjorde ingen modstand, og jeg fik hurtigt åbnet den første dør, som jeg fik øje på ude i gangen. Jeg anede ikke hvilket rum, der gemte sig bag, men ved synet af en seng, et skrivebord og noget kommode-halløj, ville jeg gætte på, at det var et soveværelse. Jeg lukkede døren omhyggeligt bag os.

    "Hvor er Harry?" spurgte jeg, da det gik op for mig, at jeg heller ikke havde kunnet se ham nogen som helst steder inde til festen -- og noget sagde mig, at han havde noget at gøre med hendes blege ansigt.

    Cheyennes øjne flakkede kort rundt i lokalet, før hun bare stirrede frem for sig, hvilket var direkte ind på min brystkasse. Hun trak langsomt på skuldrene. Jeg kunne se, at hun skulle tage sig sammen bare for at udføre denne handling. Også var det som om, at det gik op for mig.

    "Du har fortalt ham det," fastslog jeg.

    Hun nikkede langsomt og åbnede munden en enkelt gang for at gispende trække vejret ind. Jeg kendte hende godt nok til at vide, at hun var på randen af gråd. Det tegnede ikke godt.

    "Hvad sagde han?" Jeg fortrød mine ord, idet de var sluppet ud.

    Hun pressede læberne sammen og lukkede kort øjnene, men så så op på mig. "Han hader mig, Niall," nærmest hulkede hun, men det lykkedes hende at holde tårerne tilbage.

    Jeg fik en trang til at ligge armene om hende, tysse på hende og ae hende over håret. Hvis hun bare vidste, hvor dårligt jeg fik det, når hun græd. Jeg ville ikke have, at hun græd. Hun måtte ikke græde.

    Jeg sank. "Nej." Min stemme var beslutsom. "Nej, det tror jeg simpelthen ikke på."

    Jeg måtte finde en måde at gøre hende glad igen -- om det så var på min egen bekostning.

    Hun nikkede. "Jo. Han gik sin vej. Han hader mig," blev hun stædigt ved.

    "Nej, Cheyenne. Jeg ved, at han vil tilgive dig -- ligesom du tilgav ham. Jeg ved, at I ender op sammen. Jeg ved det bare." Og på et eller andet punkt troede jeg på mine egne trøstende ord.

    Det var ikke noget, som jeg bare sagde for at berolige hende. Nej, jeg kunne helt reelt ikke se, hvordan de ikke skulle ende op sammen... om jeg så kunne lide det eller ej.

    Jeg kunne tydeligt høre, hvordan hun trak vejret tungt, mens hun rystede vagt på hovedet. Det ville måske virke mere logisk, hvis jeg var glad over det... men jeg kunne bare ikke få mig selv til at være henrykt over noget, som gjorde hende ked af det. Jeg var nede, når hun var.

    Hun bøjede hovedet fremover, så nogle af hendes mørke lokker faldt ned over hendes ansigt. Med den mest opmuntrende bevægelse, som jeg kunne præstere, lagde jeg min hånd mod hendes kind, så jeg tvang hendes hår væk. Jeg forsøgte forgæves at se hende ind i de nedslåede øjne.

    "Cheyenne," mumlede jeg stille for at få hendes opmærksomhed.

     Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige til hende -- men på en måde følte jeg, at det også var mit ansvar. Det var jo delvist mig, som havde været med til at starte det her rod.

    Hun så endelig op på mig, men med et helt andet blik, end jeg havde forventet. Hun så pludselig irritabel ud -- som om det virkelig gik hende på, at jeg ikke ville forstå, hvad hun sagde.

    "Jeg ved, hvordan han har det, Niall. Jeg har prøvet det selv," sagde hun højere end før.

    "Ja, men du tilgav ham jo også, søde," prøvede jeg, uden at fjerne min hånd fra hendes kind.

    Selvom det virkede underligt, at jeg  forsvarede den fyr, som stod i vejen for, at jeg nogensinde kunne være sammen med den pige, som jeg elskede, så var det det ikke. For den fyr var Harry. En af mine bedstevenner... som jeg havde gået bag om ryggen på en af de mest grufulde måder, som man kunne. Man kunne godt sige, at jeg skyldte ham det -- selvom det på ingen måde var grunden, til jeg gjorde det.

    Jeg ville på ingen måde kunne leve med mig selv, hvis jeg stillede Cheyenne op for valget mellem Harry og jeg. Både, fordi jeg vidste, hvilket valg hun ville træffe, og det var ikke til min fordel, men også fordi... det jo altid ville være Cheyenne og Harry. Selv jeg kunne se det.

    Jeg havde ikke løjet, da jeg sagde, at de passede sammen -- for det gjorde de virkelig. Bedre end hende og jeg kunne komme til at gøre... og med tiden ville jeg også kunne lære og acceptere det.

    Hendes midlertidige irritation fordampede ligeså hurtigt, som den var opstået, og hun slog blikket væk igen. "Det er ikke det samme." Hendes stemme rystede, og hun sank. "Du så ikke udtrykket i hans øjne, Niall," hikstede hun, da hun havde problemer med at få vejret.

    Jeg kunne høre, at hun lagde op til at sige mere, men ved lyden af hendes grædefærdige stemme, kunne jeg ikke længere holde det tilbage. Jeg flyttede min hånd fra hendes kind og lagde i stedet armene om hende i et tæt kram. De første par sekunder hang hendes arme blot slapt ned langs hendes sider, men så kunne jeg mærke, hvordan krammet blev gengældt, i takt med hun slap et lavmælt hulk ud. Jeg lukkede øjnene, mens jeg tyssede blidt på hende. Jeg lænede min hage mod hendes hovedbund.

    Hendes greb strammede sig om mig. "Tak." Hendes stemme gav et lille gib i mig, og det gik op for mig, at vi havde stået sådan i et godt stykke tid, og der havde lagt sig en stilhed imellem os.

    "For hvad?" mumlede jeg en smule vildledt.

    Der gik noget tid, før hun svarede. "... fordi du var med til at holde den her fest for mig. For alting." Hendes stemme dirrede stadigvæk, da hun svarede. "Jeg kunne ikke finde dig nogen steder og takke dig," tilføjede hun, efter jeg kunne høre, at hun havde taget en dyb indånding.

    Jeg sank, før jeg slog øjnene op og lod dem glide rundt i rummet. "Nej," svarede jeg langtrukkent, før jeg sank igen. "undskyld, det vil ikke ske igen," lovede jeg stilfærdigt.

    "Du skal ikke undskylde." Jeg kunne mærke, hvordan hun havde taget fat om min bluse omme ved ryggen og knugede den, og hvordan det fik mit hjerte til at banke hurtigere. "Jeg burde undskylde."

    Jeg rynkede på øjenbrynene, men nåede ikke at spørge, før hun svarede.

    "Jeg har ikke kun ødelagt det mellem ham og mig. Jeg har også ødelagt det mellem jer." Hendes stemme knækkede over, og selvom hun ikke nævnte nogle navne, var jeg ikke i tvivl.

    "Cheyenne, vi har snakket om det her før. Det er mindst ligeså meget mig, der er skyld i det her... det var jo ikke, fordi jeg ligefrem sagde fra eller noget," protesterede jeg med det samme.

    Det virkede ikke som om, at hun overhovedet lyttede til, hvad jeg sagde. "Ét er, hvis han ikke tilgiver mig... men hvis jeg først har ødelagt det mellem jer -"

    "Chey, du tilgav jo også ha -" Jeg nåede knapt nok at begynde, før hun afbrød igen.

    "Niall, jeg tilgav aldrig Tamara."

    Og med de ord fik hun endelig lukket munden på mig. Jeg sank en enkelt gang, før jeg blot stirrede ud i luften. For jeg kunne ikke benægte ord, som var baseret på realiteter.

    Godt nok kunne jeg være noget så sikker på, at Harry ville tilgive Cheyenne i sidste ende... men jeg kunne på ingen måde bide mig sikker i, at han også ville tilgive mig.

✂ ✂ ✂

Harrys synsvinkel

Var det fair det her? Var det velfortjent? Kunne jeg have sagt mig selv det?

    Spørgsmål, som jeg egentlig godt kendte svaret på. Ja. På en måde, ligegyldigt hvor forfærdeligt det føltes, så havde jeg det som om, at jeg havde fortjent det. Som om skæbnen havde besluttet, at jeg skulle smage min egen medicin... føle, hvordan det var at være i hendes sko.

    Og jeg ville ikke ønske det for nogen. Selvom billedet af hende og Niall sammen på den måde, havde forsøgt at skubbe sig sin vej ind op til flere gange, havde jeg fortrængt det. Ellers ville jeg ikke kunne opretholde det ansigt, som jeg havde, netop nu, som jeg passerede et større græsareal.

    Hun havde sagt, at det ikke var ment som hævn. At det bare var sket.

    Hvordan skete sådan noget bare? Hvordan kunne hun gøre det? Hvordan kunne han gøre det?

    Flere spørgsmål, som jeg udmærket også kendte svaret på... for jeg havde været i den anden ende.

    Jeg havde været den person, som disse spørgsmål var blevet stillet til. Måske var det dobbeltmoralsk af mig at tænke sådan, men jeg kunne ikke lade være. Der var så utrolig mange følelser der hobede sig op, og det havde til sidst efterladt mig med en tom form for opgivelse.

    Jeg havde givet op at finde ud af, hvordan jeg skulle reagere og føle.

    Stadig med mine hænder begravet i jakkelommerne, hvilket jeg havde haft i længere tid, end jeg havde kunnet holde styr på, dumpede jeg langsomt ned og sidde på en halvvåd bænk.

    Efter jeg havde forladt festen og Cheyenne, havde jeg gennemgået flere stadier.

    Jeg var gået fra skuffet til rasende, fra rasende til ligegyldighed, fra ligegyldighed til benægtelse og fra benægtelse til uforståelighed... og i al den tid havde jeg vandret ned af Londons gader, hvor jeg nu til sidst var endt på en bænk. Jeg ville gerne hjem. Men så alligevel ikke. For jeg vidste, at hvis jeg først gik hjem, så ville den ene eller anden person være der og konfrontere mig.

    Jeg gik ud fra, at alle måtte vide om episoden nu. Og hvordan skulle jeg kunne tage stilling til deres konfrontation, når jeg ikke engang selv vidste, hvor jeg stod?

    En gang imellem lød bilernes hjul over asfalten, når de kørte gennem vandpytterne, bag mig ved vejen, men jeg tog ikke meget notits af det. Det var først, da lyden af en motor som blev slukket, at jeg pludselig blev mere opmærksom om mine omgivelser. Dog hverken vendte jeg mig om eller gjorde an til at se bag mig. Indtil videre havde jeg ikke opdaget nogle paparazzier, fans eller andre, som ville have taget billede... men der var noget, der sagde mig, at freden var ved at være ovre.

    Fodskridtene, som nu dominerede min hørelse, kunne kun tilhøre et menneske og afslørede også, at han eller hun styrede i min retning. Jeg gjorde stadig ingen mine til at se i retningen af denne person. Jeg ville bare gerne være alene. Og det var derfor, at jeg sukkede, da skridtene med ét holdt inde bag mig.

    "Harry?"

    Stemmen sendte dog et nyt form for sus gennem mig, da denne stemme kun kunne tilhøre én enkelt person... og jeg havde ingen idé om, hvordan jeg skulle forholde mig til netop ham. Niall.

    Jeg behøvede ikke engang at kigge for at vide, at det var ham. Alligevel var der et instinkt i mig, som fik mig til at rejse mig brat op og vende front mod ham -- dog blev det uden et ord.

    Ubevidst bed jeg tænderne sammen ved synet af ham. Han stod et stykke væk fra mig og med en bænk imellem os. Festen måtte være slut, siden han kunne være her, og det var vel også ved at være for mørkt til, at den stadig kunne være i gang. Det var dog på ingen måde dét, som jeg tænkte på, da jeg så ham.

    Det eneste, som jeg kunne tænke på, var... hvorfor?

    Nialls blik flakkede nedad, men så hurtigt på mig igen. "Undskyld." Hans stemme kom pludseligt. "Jeg ved godt, at det på ingen måde vil gøre det godt igen... og jeg ved godt, at der ikke er noget, som kan gøre det godt igen," sagde han langsomt. "men jeg mener det virkelig, Harry."

    Stumt stirrede jeg på ham. Ja, jeg havde ikke engang trukket mine hænder ud af jakkelommerne. De første par sekunder faldt det mig ikke engang ind, at han kunne lyve. Det gjorde Niall jo aldrig... men på den anden side, plejede han heller ikke at have sex med den pige, som han vidste, at jeg elskede. Måske burde jeg være sur og vred på ham. Men ikke engang det kunne jeg prale med at være. Jeg var skuffet, og jeg følte mig forrådt... men igen satte jeg bare ord på de følelser, som jeg sikkert selv havde været skyld i. Og på en eller anden mærkelig måde, så gjorde det, at jeg ikke kunne tillade mig at føle dem.

    "Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg -"

    "Elsker du hende?" Min stemme lød vattet, men Niall holdt kæft, i det sekund jeg åbnede munden.

    Niall stirrede bare på mig, og han lignede kortvarigt én, som var blevet gennemskuet godt og grundigt. Men så ændrede hans udtryk sig, og han slog blikket ned. Han rystede lidt på hovedet, og jeg kunne fornemme, hvordan han trak vejret tungt en enkelt gang. Han så endelig op på mig igen.

    "Ja." Det sortnede for mine øjne, og jeg kunne mærke, hvordan jeg knyttede mine næver i lommerne. "Men det ændrer ikke på, at hun aldrig vil elske mig. Ikke på samme måde, som hun elsker dig," sagde han nærmest forhastet, som om det var vigtigt for ham, at det også kom med.

    Igen var jeg helt stille. Ude af stand til at finde en passende reaktion. På et plan var jeg overhovedet ikke i tvivl om hans oprigtighed. Han plejede aldrig at lyve, og man kunne jo heller ikke sige, at han havde løjet overfor mig. Måske havde han undladt sandheden, men han havde aldrig nogensinde stået til mit åbne ansigt og sagt til mig, at han ikke havde haft sex med Cheyenne.

    "Det ændrer ikke på, at hvis jeg kunne, så ville jeg spole tilbage og sørge for, at det aldrig var sket. Det ændrer ikke på, hvor meget jeg fortryder det -- og hvor meget jeg ved, at Cheyenne fortryder det." Denne gang afbrød jeg ham ikke. "Jeg vil ikke have det her til at splitte jer... og det vil du heller ikke."

    Intuitivt trådte jeg pludselig et skridt udenom bænken, og derfor et skridt tættere på ham. "Nej, Niall, det vil jeg ikke. Men hvordan kan jeg bare se igennem det her?" spurgte jeg, og selvom det ikke havde været meningen, så lød min stemme nærmest bedende, som om han havde alle svarene.

    På et eller andet punkt ville jeg ønske, at jeg slet ikke havde fået det af vide, så jeg ikke behøvede at tage stilling til det. Jeg ville ønske, at jeg kunne lade som ingenting -- bare fortsætte hvor vi slap.

    Så behøvede jeg heller ikke at skulle begynde at opføre mig anderledes for en af mine bedstevenner... men det her var en realitet. Det var sandheden. Niall så ned.

    "Det sidste, som jeg ville, var, at det skulle ramme dig, Harry." Han hviskede kun. "Jeg kunne selvfølgelig have sagt mig selv det, men da vi stod i øjeblikket... jeg ved ikke... det var bare som om, at det hele eskalerede. Og jeg har ikke følt mig mere skyldig, end jeg gør nu -- og end jeg har gjort hver eneste dag, når jeg så dig," fortsatte han, før han så op. "og jeg ved godt, at det er svært at tilgive... og det er egentlig heller ikke mig, som jeg beder dig tilgive," sagde han langsomt. "men tilgiv Cheyenne."

    Hans ord landede i maven på mig som en tung sten.

    Det var som om, at der var noget, som ikke helt hang sammen i mit hoved. Han havde netop fortalt mig, at han elskede hende... men hvordan kunne han så stå her og tale hendes sag overfor mig?

    Det var som om, at han kunne læse mine tanker, for da han åbnede munden igen, besvarede han nærmest, hvad jeg netop havde undret mig over. "Med tiden skal jeg nok komme videre. Jeg skal nok komme over hende; det ved je -" Han afbrød sig selv og rømmede sig kort. "Det håber jeg."

    Jeg sank, mens jeg blot stirrede på ham.

    "Alt det her er ikke besværet værd. Hun elsker dig, Harry... mere end nogen anden, og det burde være nok. Jeg ved, at hun fortryder, og jeg ved, at alt, som hun vil, er at være sammen med dig. Du må jo næsten vide, hvordan det er," fortsatte han, og jeg kunne ikke andet end at stirre på ham.

    I lang tid kiggede jeg blot på ham. Jeg vidste præcis, hvordan det var. Jeg vidste præcis, hvordan det føltes, når alt, man ville, bare var at være sammen med personen, som man elskede. Jeg vidste præcis, hvordan det var at fortryde en ting noget så bitterligt... men jeg havde aldrig prøvet at være den i den anden ende. Men det var kun med til at overbevise mig om, at Niall havde ret. Det var ikke besværet værd. Det var ikke alt den her tvivl værd. Jeg elskede hende... og hun elskede mig. Det burde bare være det. Slut, punktum, færdig. Det var jo ikke, fordi jeg selv var fuldkommen fejlfri.

    Jeg lavede fejl, ligeså vel som Cheyenne gjorde... og ligeså vel som Niall gjorde.

    "Kan du give mig et lift?" spurgte jeg, da det gik op for mig, at jeg blev nødt til at gøre noget.

Cheyennes synsvinkel

Jeg havde nærmest følt mig lettet, da festen var begyndt at ebbe ud, og de første folk var taget hjem. Dog vidste jeg, at en del mennesker skulle overnatte hjemme hos os, og på en eller anden måde var det som om, at Louis havde læst mine tanker om, at jeg bare gerne ville være alene, hvilket jeg på ingen måde ville kunne komme til at være med alle de gæster i mit hjem, så da festen sluttede, spurgte han mig, om jeg skulle med hjem, som havde vi allerede aftalt det. Og det var sådan, at jeg var endt her.

    På sengen, inde på gæsteværelset, hjemme hos Louis og Harry. Harry var ikke hjemme. Drengene havde forsøgt at få fat på ham, men forgæves. Lige efter jeg var kommet ind efter at have snakket med ham, havde jeg haft en kvalmende fornemmelse i min mave. Zayn og Liam var taget med Louis og jeg, men Niall havde taget sin egen bil, og da vi var nået hjem, havde vi også mistet overblikket over ham.

    Lydløst lænede jeg hovedet mod væggen bag mig, mens jeg trak mine ben op og lagde armene om mine knæ. Jeg pressede øjnene hårdt sammen, før jeg åbnede dem og stirrede op i loftet. Der var komplet mørkt i rummet, og alt, der lyste op, var tallene fra et digital ud. 22:37.

    Faktisk var jeg stadig sytten år. Jeg var først født 23:03.

    Jeg vidste, at de tre andre drenge sad inde i stuen. Jeg havde bare fortalt dem, at jeg ville gå i seng. Men her sad jeg stadigvæk -- efter en time, og jeg havde ikke engang haft overskud til at ligge mig under dynen. Jeg trak vejret tungt, mens jeg forsøgte at holde mine tanker på alt andet end ham.

    Der var en del af mig, som var så sikker på, at det her var vores endestation.

    Jeg havde aldrig oplevet ham sådan før. Tænk, hvis han aldrig ville tale til mig igen...

    Der lød en smule postyr ude i gangen, men jeg tog mig ikke meget af det. Det var sikkert bare en af drengene, som skulle på toilettet eller var på vej i seng. Lyden af en dør, som klikkede, da den gik i, fik mig til at dreje hovedet mod udgangen af gæsteværelset. Der var ingen stemmer, men kort efter kunne jeg høre lyden af nogle skridt. Det var som om, at personen ikke helt vidste, hvor han skulle hen.

    Der blev taget nogle skridt, stoppet op, nye skridt, stop.

    Mit hjerte fløj nærmest op i halsen på mig, da jeg fornemmede, hvordan der blev taget om håndtaget ind til det rum, som jeg befandt mig i. Jeg var hurtig til at sætte hænderne mod madrassen under mig og rettede mig op. Det virkede som en evighed, før håndtaget blev trykket ned, og døren gik op.

    Synet gjorde mig på en og samme tid bange, lykkelig og skræmt. Min første reaktion var nærmest at flyve op fra sengen, hvorefter jeg med hastige skridt begyndte at gå hen mod ham.

    "Harry, jeg er så ked af det. Jeg vil ikke være sammen med andre end dig, og jeg -"

    Harry tyssede stille på mig, og det gik op for mig, at min stemme med ét havde lydt nærmest grædefærdig. Mit hjerte rasede derudaf, og jeg stirrede på ham, mens han lukkede døren bag sig.

    "Cheyenne." Måden han sagde mit navn på, fik mig til at bide mig hårdt i læben. "Jeg ved det godt... og... og jeg tror på dig." Han hviskede kun, og jeg frygtede pludselig, at det bare var en drøm.

    Alt, der gjorde, at jeg kunne se ham i mørket, var lyset fra en lygtepæl ude på gaden, som skinnede op gennem vinduet. Dog kunne jeg sværge på, at hans grønne øjne aldrig havde lyst mere, end de gjorde lige nu. Jeg var målløs over hans ord uden at forstå, hvad de helt konkret betød.

    "Jeg vil heller ikke være sammen med andre end dig... og selvom jeg allerede vidste det i forvejen, så er det som om, at det er gået endnu mere op for mig nu. Jeg elsker dig," sagde han.

    "Jeg elsker også dig." Pludselig synes de ord ikke så svære at sige længere.

    "Vi har været igennem nok for... ja, for et godt stykke tid, vil jeg sige." Jeg kunne ikke lade være med at smile på trods af mit hamrende hjerte. "... men jeg vil bare gerne ligge alt det her bag os," afsluttede han dæmpet, før han trådte det sidste skridt frem imellem os, mens han tog mine hænder mellem sine.

    Et smil formede sig over hans læber.

    Det var næsten ikke til at forstå. Havde han tilgivet mig?

    "Jeg synes, at vi skal tage nuet som udgangspunkt. Starte herfra og ikke se tilbage på, hvad der er sket i fortiden... for vi har begge begået fejltagelser. Vi har begge gjort ting, som vi nu fortryder. Og hvis vi først skal begynde at hænge os i det, så går vi glip af fremtiden," sagde han stille.

    Jeg kunne ikke gøre andet end at nikke langsomt. "Jeg kunne ikke være mere enig," istemte jeg.

    Langsomt flyttede jeg min hånd fra hans og lod den glide op langs hans arm, før den lagde sig mod hans nakke. Han lagde sin hånd mod min lænd, og de snart velkendte sommerfugle lettede i min mave. 

    Måske skulle jeg begynde at give dem navne, for det så ikke ud til, at de ville forsvinde foreløbig.

    Mit hjerte galoperede derudaf, før han forsigtigt lænede sin pande mod min, hvilket fik mig til at lukke øjnene. "... og jeg ville ikke gå glip af en fremtid med dig," hviskede han nænsomt.

    Endnu et smil prydede mine læber, og den følelse, som kun Harry kunne få frem i mig, eksploderede i en milliard stykker indeni mig. Og det var sådan, at jeg vidste, at det her var helt rigtigt.

    Nærmest helt automatisk stillede jeg mig på mine tæer, før jeg længselsfuldt trykkede mine læber mod hans. Det var her, jeg ville starte, og det var her jeg ville være -- hos Harry.

    Ja, måske var jeg lige blevet et år ældre, men jeg havde det som om, at jeg ville være forevig ung.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...