Forever Young

Cheyenne Richards er datter af Jones Richards; bedre kendt som det verdenskendte, britiske boyband One Directions manager. Hun har altid boet i Danmark, hvilket hun bliver ved med at gøre, lige indtil hendes forældre bliver skilt. Hun giver udelukkende sin far skylden for bruddet, da hun mener, at han tilbringer al sin tid i London med sit noget så dyrebare band, og det derfor er endt, som det gjorde mellem hendes mor og ham. Hendes far beslutter derfor, at hun skal med til England i sommerferien, så de kan komme tæt på hinanden igen, og så hun kan få lidt en afveksling fra hverdagen hjemme i Danmark. Først ligger Cheyenne ikke skjul på sin store utilfredshed, men så snart hun lærer de dejlige drenge fra bandet at kende, ændrer hun pludselig mening. Og specielt en af de fem drenge ender med at gøre et ret stort indtryk på hende…

569Likes
288Kommentarer
114799Visninger
AA

24. Forevig ung (1/2)

 

24
forever young

Cheyennes synsvinkel

Min nat havde været drømmeløs. Det var egentlig mærkeligt, for det var typisk, når der foregik allermest i ens liv, at man absolut ingenting drømte... som om hjernen bare havde brug for en pause der. Og det måtte man i den grad sige, at min hjerne havde brug for. Min sommerferie var på ingen måde foregået, som jeg havde forudset, da jeg satte mig ind i bilen på vej til London. Hvis jeg havde vidst alle de ting, som havde ligget og ventet på mig, var jeg ikke sikker på, at jeg var taget af sted.

    For hold nu kæft, hvor havde det bare været en, hvad der til tider føltes som, endeløs rutsjebane. Men på samme måde så ville jeg heller ikke være det foruden... for tanken om aldrig at skulle have oplevet den fantastiske og tryllebindende duft, som jeg oplevede netop nu, som jeg befandt mig få centimeter fra den eneste person i hele verden, som havde netop den duft, var uudholdelig.

    Og som om han vidste, at jeg tænkte på ham, selvom mine øjenlåg var lukkede, og han nok troede, at jeg sov, løftede han lydløst sin hånd, før han lod sine fingre glide ned over min kind.

    Komplet ude af stand til at kontrollere mig selv, formede der sig et bredt smil over mine læber. Harry grinede lavmælt ved siden af mig, og hans ånde kildede mod mit ansigt.

    "Stop med at kigge på mig," hviskede jeg smilende.

    Jeg kunne høre, at han rykkede på sig. "Undskyld;" løs hans hæse morgenstemme. "det er bare så svært at tro, at du rent faktisk er her," tilføjede han tøvende efter noget tid.

    Hans ord fik mig langsomt til at slå øjnene op, og det første, som mødte mig, var hans grønne øjne, som så trætte ud i sollyset, hvilket skinnede mat ind gennem de nedrullede hvide persienner ovre ved vinduet. Vi lå med front mod hinanden, og han støttede sit hoved ved at ligge det på sin arm, som allerede lå oven på puden. Selv havde jeg et fast greb om min dyne, som jeg havde trukket helt op under hagen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, og jeg endte bare med at stirre på ham.

    Harry sank. "Jeg troede aldrig, at jeg skulle ligge sådan her sammen med dig igen." Hans øjne slap mig på intet tidspunkt, og jeg trak vejret tungt. "Jeg elsker dig så højt," hviskede han.

    Automatisk lukkede jeg øjnene igen ved hans ord. De kom som et stød hver gang. Jeg kunne aldrig nogensinde vænne mig til at høre det... og jeg kunne aldrig nogensinde vænne mig til at sige det.

    I stedet slap jeg forsigtigt mit greb om dynen og sneg den i stedet for ind under hans. Der føltes varmere end under min, og det føltes på så mange måder rigtigt, da min hånd med et blidt bump stødte ind i hans bare mave under dynen. Mine fingre foldede sig forsigtigt og langsomt ud over den, og jeg hvilede håndfladen derimod, mens jeg mærkede, hvordan han tungt trak vejret ind og ud.

    Han måtte have kastet en slags forbandelse over mig. Det måtte være det.

    Det kunne umuligt passe, at jeg frivilligt var gået med til det her. Jeg udsatte mig selv; ja, jeg gjorde mig selv sårbar. Han var den person, som, hvis han ville, kunne såre mig allerdybest -- og for ej at forglemme, havde gjort det. Men alligevel kunne jeg ikke lade være med at vende tilbage til ham.

    Jeg kunne ikke lade være med at føle den boblende og sprængfyldte følelse, som allermest mindede om fyrværkeri inde i mig, hver gang vores hud mødes. Det var fuldkommet skørt.

    Lige i netop det her øjeblik, føltes alting pludselig helt okay. Det hele skulle nok gå.

    Så længe jeg bare havde ham ved min side, så kunne jeg gå igennem alting.

    Harry havde ligget stille, men jeg kunne pludselig fornemme, hvordan hans hånd lukkede sig om min ved hans mave og i stedet for førte den rundt om sig, så jeg automatisk blev trukket hen mod ham. Jeg fulgte med, og det var føltes som, når puslespilsbrikker bliver sat sammen, da mit hoved helt naturligt gled ind under hans hage, og min pande hvilede mod hans brystkasse. Hans hud brændte mod min, og jeg fik en underlig trang til at svinge mine ben rundt om ham og klæbe mig tæt ind til ham.

    Sådan havde Harry altid virket på mig, og jeg kunne ikke gøre meget ved det. Han gav mig den her tryghed... blandet med den boblende følelse, og sammen eskalerede det hele i et følelsesmæssigt rod.

    Det kunne umuligt være sundt det her.

    "Du ved -" Det var Harry, som igen brød stilheden. "Når man har fødselsdag, så burde man jo egentlig få serveret morgenmaden på sengen," mumlede han ned i mit hår.

    Jeg fniste over hans meget indiskrete hentydning. Men jeg ville ikke have ham til at gå. Jeg ville ikke have dette øjeblik til at stoppe -- nogensinde. Det føltes som utrolig mange uger (i stedet for den ene uge, som det faktisk bare var) siden jeg sidst havde kunnet være sammen med ham sådan.

    "Kan du ikke få de andre drenge til det?" mumlede jeg smilende.

    Jeg ville alligevel ikke helt sige nej tak til en fristelse som morgenmad på sengen.

    Harry fjernede noget af mit hår, som faldt ned i mit ansigt. "Drengene er her ikke, Chey." Han grinede lidt. "Din far hentede dem tidligt i morges; de skulle jo på arbejde. Han lagde faktisk også noget nyt tøj til dig herovre," informerede han mig i et langsomt tempo, som man kender ham bedst.

    Jeg trak mig lidt ud fra ham, men kun så jeg kunne se ham i øjnene. "Hvor længe har du lige været vågen?" smågrinede jeg, da det undrede mig, at han kunne vide alt det.

    "I et par timer," mumlede han med et skuldertræk, før han smilede skævt.

    Jeg gav en udefinerbar lyd fra mig, før jeg smilede igen. "Hvad har du så lavet, mens jeg har sovet?"

    Han trak uskyldigt på den ene skulder. "Ligget her. Kigget på dig, mens du sov."

    Smilet om hans læber blev bredere, som han fortsatte.

    Jeg slog blikket ned, i takt med jeg kunne mærke rødmen skylle op i mine kinder.

    Åh nej, ikke igen. Jeg rødmede altid omkring Harry. Det var sgu snart ligegyldigt, hvad han sagde, så blev jeg helt varm omkring ansigtet og halsen. Jeg rømmede mig stille.

    "Lad os gå ud og lave noget morgenmad," mumlede jeg genert for at skifte emne.

    Jeg kunne høre Harrys lavmælte latter bag mig, da jeg trak mig helt fra ham og i stedet svingede benene ud over sengekanten, mens jeg hev min dyne med mig op.

✂ ✂ ✂

Der var underligt i huset, når der var så tomt. Jeg var vant til, at det vrimlede med drenge, som sagtens kunne gå for endnu ikke at have været igennem pubertetsårene... hvis man altså så udelukkende på deres adfærd -- men det er jo det, som man elsker dem for. Jeg trak dynen, som jeg stadig havde omkring mig, tættere ind til mig, før jeg bukkede mig ned over en sportstaske, som stod på gulvet ude i stuen.

    Jeg drejede hovedet til siden, da jeg hørte af lyden af tallerkner som larmede og klirrede højlydt mod hinanden, som tog min opmærksomhed. Jeg smilede lidt, før jeg kvalte et grin.

    "Har du styr på det?" halvråbte jeg drillende.

    Harry fnøs af mig, og han behøvede ikke at svare, da jeg udmærket kunne fornemme på ham, at han ville spille fornærmet over min mistro til hans evner som opvasker. Vi havde lige afsluttet morgenmaden, som  Harry havde lavet, mens jeg havde set på. Jeg kunne selvfølgelig altid have hjulpet ham, men man blev vel kun atten en gang. Det skulle man jo udnytte. Ikke, at jeg egentlig havde set frem til dagen i dag som sådan. Min far havde ikke sagt noget yderligere om den lille fest eller sammenkomst, som kun involverede ham og min mor, så jeg vidste ikke engang, om den var aktuel længere.

    Nu havde jeg egentlig også bare mest af alt lyst til at blive her med Harry...

    Jeg rev mig selv ud af mine tanker, som jeg i et kort øjeblik havde fordybet mig i, og lod i stedet for fingrene glide over tasken igen. Hurtigt fandt jeg frem til lynlåsen og åbnede den.

    En af drengene måtte have skrevet til min far, at jeg var her, og han måtte så have besluttet sig for at tage noget rent tøj med over til mig, hvilket i og for sig var praktisk nok.

    I et sekund havde jeg faktisk fået et stik i hjertet, lidt efter Harry havde fortalt mig, at han havde været vågen i lang tid. Det faktum, at han vidste, at de andre drenge var taget af sted, måtte jo betyde, at han havde snakket med dem... og derved også med Niall. Hans ord fra i går var noget af det sidste, der havde løbet igennem mit hoved, før jeg var faldet i søvn i går. Jeg måtte fortælle det til Harry. Snart.

    For hvis jeg ikke gjorde det, så gjorde Niall det...

    Igen trak jeg mig selv tilbage til virkeligheden. Jeg blev ved med at falde i staver. Der var som altid alt for mange tanker i hovedet på mig, til at jeg helt kunne overskue og finde rundt i det. Men alt føltes på underlig vis meget mere overkommeligt nu... som om det værste var overstået.

    I vante bevægelser fik jeg åbnet min sportstaske, hvor jeg forventede, at jeg ville finde et par jeans, måske en af mine bluser... og derfor overraskede synet mig, da jeg trak en af mine sorte sommerkjoler op. Jeg rynkede på brynene, mens jeg bare holdt den ellers utroligt yndige kjole op foran mig.

    Hvorfor i alverden havde han pakket den?

    "Hvad fanden?" mumlede jeg for mig selv.

    Harrys latter gav et lille gib i mig, da jeg ikke havde opdaget, at han stod nærmest lige bag mig med armene korslagt. Han havde allerede fået trukket i en enkel, grå T-shirt, hvor der stod hipster med mørke bogstaver og nogle sorte jeans. Selv i denne simple beklædning så han godt ud.

    "Det er ikke sjovt!" brokkede jeg mig, før jeg så tilbage på kjolen.

    Selv Harry kunne se, at det ikke var noget, som jeg gik med til hverdag... eller det kunne man vel godt, hvis man skulle en tur i byen eller mødes med nogle venner, men ikke bare til at være hjemme i.

    "Jeg synes, at den er flot," konstaterede han lavmælt efter nogle sekunder.

    Jeg rullede med øjnene, selvom han stod bag mig og alligevel ikke ville kunne se det. Et lille smil fandt alligevel vej. Den var flot... men ikke passende til dagens aktiviteter -- eller mangel på samme.

    Mine arme faldt en smule med kjolen i hænderne, så jeg lænede mine hænder mod tasken, som jeg havde stillet op på en lille stol foran mig. Jeg flyttede dog ikke blikket fra den. Den var meget enkel med sin sorte farve. Den var stropløs, og man kunne binde et lille bånd ved taljen, så den fik form.

    Selve underkjolen stoppede et godt stykke over knæene, men en længere, gennemsigtig kjole, som sad udover den indeni, faldt ned til gulvet, når man havde den på. Jeg betragtede den et stykke tid, men lagde den så til siden for at gennemrode resten af tasken for at se, om der var noget andet.

    Alt, jeg fandt, var min toilettaske... hvilket også var rart, men ikke hvad jeg ledte efter.

    "Tag nu bare den der på, så kan vi køre hjem til dig og hente noget andet," foreslog Harry.

    Jeg så mig over skulderen, hvor mit blik mødte Harrys, som havde rykket sig en smule nærmere med løftet øjenbryn og et drillende smil om læberne. Med et højlydt støn, som indikerede min store utilfredshed, rakte jeg tunge af ham, men valgte så alligevel at tage imod hans forslag.

    Det kunne jeg vel ligeså godt... havde jeg i grunden noget valg?

    Så kunne jeg da komme hurtigt hjem og få skiftet.

✂ ✂ ✂

Harry skruede højere op for radioen, som allerede var så høj, at den nærmest fik bilen til at vibrere. Jeg løftede leende et øjenbryn, før jeg drejede hovedet mod ham. Han sad i førersædet af hans bil og sang med på en eller anden sang, som jeg ikke kendte. Hans blik var rettet mod vejen foran os, som han drejede til venstre i retning af min lejlighed. Det så dog ikke ud som om, at han koncentrerede sig særligt meget om trafikken, da han havde travlt med at give den gas som rockstjerne til radioen, og hvis jeg skulle være helt ærlig, så lød det jo også godt. Mere end godt. Han sang fantastisk.

    Det lille digitalur, som sad med oplyste tal lige over radioen, viste halv et. Jeg havde givet mig god tid til at trække i kjolen, og jeg brugte faktisk flere minutter på bare at beundre den i spejlet. Det var virkelig en flot kjole... og nu begyndte jeg at ærgre mig lidt over, at jeg ikke skulle have den på hele dagen.

    Men på den anden side var den altså også super upraktisk.

    Måske havde min far bare tænkt, at siden det var min fødselsdag, så skulle jeg have pænt tøj på. Det ville være typisk ham, egentlig... men det var jo bare en dag som så mange andre.

    Det gik op for mig, at bilen var standset, da radioen pludselig stoppede brat, og der kun var Harrys lavmælte nynnen tilbage i bilen. Jeg flyttede blikket fra vinduet, som jeg havde givet mig til at stirre ud af og klikkede i stedet for min sele op. Harry var hoppet ud af bilen og kom lige i rette tidspunkt til at kunne åbne bildøren for mig. Endnu en gang viste kjolen sin uduelighed, da jeg skulle ud af bilen, og jeg kun med nød og næppe slap for at hænge fast i den. Bildøren blev smækket roligt bag mig, og jeg kunne kort efter mærke Harrys hånd mod min ryg. Fuldstændig uden varsel lænede han sig pludselig ind til mig og placerede et kys bag mit øre, som var blottet grunden vinden, som havde taget fat i mit hår.

    "Jeg elsker dig," hviskede han mod mit øre.

    Automatisk så jeg hurtigt ned i jorden, da jeg igen rødmede. Jeg begyndte at tvivle på, om han faktisk bare sagde det for at få mig til at rødme. Jeg vidste ikke, hvorfor han mellem forskellige tidsrum blev ved med at sige det. Måske prøvede han at bevise noget overfor mig. Måske troede han, at hvis han sagde det nok gange, ville jeg glemme alt, hvad der var sket i vores fortid. Jeg ville ønske, at det fungerede sådan. Det gjorde det bare ikke... men jeg ville ikke fokusere på det længere. For jeg troede på ham.

    Hvor åndssvagt og usandsynligt det end lød, så troede jeg faktisk på hans ord.

    Den oprigtighed og ærlighed, der lå i hans øjne, kunne ikke være falsk... og det var derfor, at der typisk ulmede en ubehagelig følelse i maven på mig, efter han sagde disse ord. For der var stadig noget, som jeg ikke havde fortalt ham. Og jeg havde absolut intet begreb om, hvordan jeg skulle få det sagt.

    Lyden af Harrys skridt fik mig til at se op igen. Hans hånd, som stadig lå mod min ryg, flyttede sig automatisk med ham, som han trådte ind foran mig. Hans hånd hvilede mod min hofte.

    "... og tillykke med fødselsdagen," tilføjede han med et skævt smil.

    Jeg smilede lidt af ham, men i stedet for at svare stillede jeg mig på tæer, og uden at tænke videre over det trykkede jeg mine læber mod hans i et ømt kys. Mine øjne gled i, og han føltes varm mod min krop, som kun var dækket af den tynde kjole. Han gengældte kærligt kysset, mens hans fingre dansede hen over min hofte. En kuldegysning fik mig til at trække mig væk fra ham.

    Jeg ville gerne kunne sige, at det kun var vinden, som var skyld i det, men sandheden var, at hans berøring var hovedårsagen for, at jeg havde fået den reaktion.

    Harry rømmede sig kort, før han gik et skridt bagud. "Lad os komme ind, så du ikke fryser til is."

    Jeg kunne igen mærke rødmen skylle op i mine kinder. Pis. Han havde opdaget det.

    Jeg sagde dog ingenting, men fulgte blot med ham hen mod lejlighedsbygningen, da han vendte om. Egentlig havde jeg jo kun boet i den i en månedstid, men det føltes på mange måder som hjem. England føltes som mit hjem. Her jeg hørte til... og Harry havde helt klart noget med det at gøre.

    Harry havde stukket hænderne i bukselommerne og stoppede op, efter vi var trådt ind i opgangen og op af trapperne, så vi til sidst stod foran hoveddøren ind til vores lejlighed. Jeg skævede kort til ham, før jeg fandt mine nøgler frem. Jeg gik ud fra, at min far også var taget på arbejde, nu hvor han havde hentet de andre drenge på vejen. Derfor overraskede det mig, at jeg ikke engang nåede at dreje om på nøglen, før jeg kunne trykke dørhåndtaget ned, og døren gik op. Den var ulåst.

    Lidt forvirret skubbede jeg døren op og trådte et skridt ind. "Hvorfor var døren ikke låst?" spurgte jeg.

    Han nåede dog hverken at svare eller reagere på mit spørgsmål, før jeg pludselig kunne fornemme, hvordan lyset med ét blev tændt ude i gangen, og jeg drejede hovedet fremfor mig.

    "TILLYKKE MED FØDSELSDAGEN!"

    Lyden af flere menneskers råb i munden på hinanden fik mig til at spærre øjnene op, og jeg slog hurtigt en hånd for munden, da jeg var tæt på at give et forskrækket skrig fra mig. For det sidste, som jeg nok havde forventet at se, var det syn, der mødte mig. Foran mig stod ikke alene min far, men også min mor, mine bedsteforældre, mine tanter, onkler, fastre; ja, stort set hele min familie.

    Jeg kunne også genkende nogle af mine veninder fra Danmark. Tænk, at de var taget hele vejen til England for at fejre min fødselsdag. De sidste, som jeg fik øje på, var fire drenge, som snart var lette at genkende. De stod, ligesom alle de andre, med et flag i hånden. Louis var den første som fangede min opmærksomhed, da han viftede vildt med flaget, mens han sang med på den fødselsdagssang, som folk var begyndt at synge... også selvom det foregik på dansk, og han ikke anede, hvad han prøvede at sige.

    Lidt bag ham kunne jeg ane Zayn og Liam, som grinede af Louis. Jeg fangede dog Zayn med øjnene, og han smilede stort til mig, mens han viftede med sit flag. Jeg ville gengælde hans smil, men jeg turde ikke flytte hånden fra munden. Ved siden af dem fik jeg pludselig også øje på Perrie og Eleanor.

    Hvor længe havde de lige haft det her planlagt?

    Der manglede en. I et kort sekund var jeg næsten bange for, at han ikke var dukket op. Dog mærkede jeg lettelsen skylde ind over mig, da jeg så Niall træde et skridt ud bag Louis, hvor han havde stået lidt gemt. Jeg fangede hans blå øjne, og det var som om, at det var der, at det hele tog overhånd. Tårerne begyndte at glide ned over mine kinder, uden jeg havde nogen som helst kontrol over det.

    Var alt det her virkelig bare for mig?

    Helt forfjamsket så jeg mig over skulderen, da en hånd lagde sig forsigtigt mod min arm og blidt aede mig. Jeg mødte Harrys øjne. Harry. Harry! Havde han også vidst om det her?

    Ud fra det skæve smil om hans læber antog jeg, at det havde han.

    Jeg så frem, da min far trådte hen imod mig. "Tillykke med fødselsdagen, skat."

    De var netop blevet færdige med at synge fødselsdagssang for mig, men jeg følte stadigvæk, at jeg slet ikke anede, hvad der foregik. Jeg flyttede min hånd fra min mund, da min far bredte armene ud i et kram. Jeg nåede ikke engang at ligge armene om ham, før et hulk slap ud. Jeg kunne slet ikke fatte det.

    Alle de mennesker havde rejst så langt bare for at kunne sige tillykke.

    Jeg gemte mit hoved i min fars skulder i nogle få sekunder. "Tusind tak." Jeg slap grebet om ham.

    Min far lagde hænderne mod mine skuldre. "Det var faktisk Nialls idé," svarede han ligeså stille.

    Jeg så instinktivt i retning af, hvor Niall stod før, men han var forsvundet igen. Det overraskede mig virkelig, at det havde været hans idé. Folk var så småt begyndt at snakke lidt sammen og blandes ind mellem hinanden. Efter at have sluppet min far var der kommet nogle andre gæster hen, som havde hilst mig og ønsket mig tillykke. Jeg ville vædde med, at jeg ikke ville kunne huske halvdelen af det her i morgen. Jeg var alt for konfus og ikke mindst overrasket til at kunne samle mig og koncentrere mig om, hvad der skete. Snakken var begyndt at gå mellem folk på kryds og på tværs, og det gik efterhånden op for mig, at det havde været aftalt, at min far skulle komme forbi med den her kjole, som jeg nu var helt taknemmelig for at have på. Ellers ville jeg føle mig helt malplaceret mellem de festklædte mennesker.

    Jeg smilede stort, da jeg fik øje på min mor, som gående med armene spredt ud hen mod mig. Min mor og jeg havde altid været meget forskellige, selvom vi lignede hinanden. Folk sagde altid, at jeg havde arvet hendes udseende, og jeg havde arvet min fars personlighed. Min mor var meget åben, spontan, livlig og stærk. Jeg ville ikke helt nøjagtig beskrive mig selv med nogle af de ord.

    "Hvor længe har det her lige været planlagt?" spurgte jeg hende, da hun trak sig ud af krammet.

    Hun grinede, før hun strøg mig over håret. "Din far ringede fra en uges tid siden," forklarede hun. "men jeg hører vist, at det var en af dine venners idé. Jeg er så glad for, at du har det godt, skat."

    Jeg smilede blot. Sidst jeg havde set min mor, var det jo ikke, fordi jeg just udviste lykke. Det føltes som en evighed siden, og nu kunne jeg slet ikke se, hvad jeg egentlig havde været så vred over.

    Min mor virkede meget gladere, end hun plejede at være. Selvom jeg helst ville have mine forældre til at være sammen, så var det tydeligt, at de begge klarede sig bedst uden.

    Tiden gik hurtigt, mens jeg gik rundt og hilste på gæsterne. Det var stadig helt ubegribeligt, og jeg var ikke sikker på, at jeg helt 100 % ville vænne mig til det. Harry var gået hen til de andre drenge, som stod lidt for sig selv og snakkede, mens jeg snakkede med de andre gæster. Jeg nåede til sidst over til dem, hvor Eleanor var den første til at give mig et kram. Vi udvekslede få ord, før jeg hilste på Zayn, som stod ved siden af hende. Jeg fandt aldrig rigtig ud af, hvorfor Danielle ikke var her, men det var noget med, at hun ikke kunne komme. Jeg sagde hej til resten af dem, men kunne ikke finde hverken Louis eller Niall, og det var heller ikke, fordi jeg fik mange minutter til at lede efter dem, før jeg blev opholdt af nogle af de andre gæster. Jeg fandt ud af, at det var Niall, som havde forslået idéen til min far, da han åbenbart havde nævnt, at jeg snart havde fødselsdag ovre på arbejdet. Min far havde så arrangeret det.

    Dengang han sendte mig ud for at købe ting ind, prøvede han blot at få mig ud af huset, så han kunne lave nogle telefonopringninger omkring festen uden at frygte, at jeg overhørte dem.

    Jeg havde op til flere gange forsøgt at finde Niall, men det var som om, at han var forsvundet sporløst.

    Og hvis jeg endelig så ham, så var det kun, hvis han gik målrettet gennem menneskemængden og hurtigt forsvandt igen, før jeg overhovedet nåede at reagere. Jeg vidste ikke præcist, hvor lang tid siden det var, at jeg var blevet overrasket ved døren, men jeg ville gætte på, at der var gået omkring et par timer... og det var først nu, at jeg bemærkede et bord med alle mulige pakker.

    Gavebordet foran mig var massivt.

    Eller... selve bordet var vel af almindelig størrelse, men jeg havde aldrig set så mange gaver samlet et sted. Jeg vidste slet ikke, hvor jeg skulle begynde. Selvom det var mærkeligt, så havde jeg faktisk helt glemt hele gaveræset, når man havde fødselsdag. Det så det dog ikke ud til, at gæsterne havde.

    Jeg fangede kort min mors blik, da hun lænede sig op af bordet. Jeg havde besluttet mig for ikke at gøre noget stort nummer ud af gaveoppakningen. Jeg var allerede meget overvældet af hele situationen, så lidt plads ville være fint. Det var også derfor, at jeg var meget taknemlig for at min mor var ret diskret, men alligevel fulgte med. Sådan havde hun altid været... nysgerrig.

    Men hun kendte mig alligevel godt nok til at vide, at jeg ikke havde brug for alles øjne på mig.

    Jeg tog en dyb indånding, før jeg greb ud efter den første pakke, som var en lille æske, der var pakket ind i sølv gavepapir. Der hørte intet kort med, så jeg gav mig bare til at pille det sorte gavebånd, som sad rundt om indpakningen af. Da jeg fik revet selve gavepapiret af, faldt der en lille seddel ud sammen med den sorte æske, der havde gemt sig inde i pakken. Jeg startede dog med at folde sedlen ud.

    Der stod ikke meget. Kun fire ord, faktisk. Alligevel læste jeg dem op til flere gange. Jeg bed mig kort i siden af læben. Tillykke med fødselsdagen. Niall. stod der.

    Endelig lagde jeg papiret fra mig på bordet, før jeg tøvende løftede låget på den sorte æske i min hånd. Det her var næsten det eneste bevis, som jeg havde på, at han havde deltaget til min fødselsdag. Han var stadig ikke til at se nogle steder. Jeg kunne mærke, at jeg rystede en smule på hænderne uden rigtig at vide hvorfor. Jeg gav mig nærmest til at nidstirre indholdet af æsken, da jeg med fik den åbnet.

    Alt, der lå, var en lille, enkel halskæde, som havde et sølvhjerte som vedhæng. Dog kunne jeg ikke fjerne mine øjne fra den. Mit hjerte satte farten op, og jeg kunne mærke, hvordan jeg blev en smule svimmel. Forsigtigt løftede jeg hånden og tog fat rundt om hjertet med en ustabil hånd, før jeg strøg tommelfingeren over det. Jeg vendte det mellem mine hænder, da jeg kunne mærke noget ujævnt på den anden side. Det føltes som om, at jeg tabte pusten, da jeg fik øje på den indgraverede tekst på bagsiden.

    Du mister mig ikke stod der.

    Hurtigt lagde jeg æsken med halskæden fra mig på bordet, før jeg drejede om og satte kurs mod udgangen af lejligheden. Jeg måtte ud. Jeg kunne ikke holde til presset, som lagde sig om mig herinde.

    Det var for meget.

    Den her gave mindede mig alt for meget om, hvor meget jeg havde ladet ham gå igennem... og nu kunne jeg ikke engang opfylde det eneste krav, som min bedsteven stillede mig. At fortælle sandheden.

    Jeg gispede nærmest efter vejret, da jeg trådt ud i indkørslen. Jeg havde ikke været i stand til at holde tårerne tilbage, som nu løb ned af mine kinder. For helvede også.

    Hvorfor kunne jeg ikke bare finde ud af at gøre det rigtige fra starten af?

    Jeg fik en underlig trang til at skrige og skabe mig, men ved lyden af et andet menneskes stemme holdt jeg inde. Jeg sank en klump, da jeg først nu bemærkede Liam, som stod et stykke væk fra mig med en mobiltelefon ved øret. Han havde netop vendt blikket mod mig.

    "Hey, Dani, jeg bliver nødt til at smutte nu, skat, vi ses," mumlede Liam ind i telefonen.

    Han lagde kort efter på uden at hans brune, nærmest dådyrslignende øjne forlod mine.

    Stædigt forsøgte jeg at fjerne de få tårer, som var glædet ned af mine kinder, og jeg sank, mens jeg smilede akavet til ham. Jeg prøvede at opretholde facaden om, at det hele var i den skønneste orden.

    Men selvom Liam var den af drengene, som jeg faktisk havde snakket mindst med, så vidste jeg godt, at han havde set lige igennem mig. "Hej, Liam. Hvem snakkede du med?" snøftede jeg.

    Han begyndte at gå imod mig.

    Inderst inde vidste jeg godt, at han ikke ville hoppe på min lamme form for undvigelse, men jeg kunne vel altid forsøge. Jeg så væk, da nye tårer slørede mig blik, og jeg bed hårdt fat i min læbe, da den begyndte at bævre. Kort overvejede jeg bare at gå fra ham, men hans stemme holdt mig fast.

    "Jeg tror ikke, at det er det vigtige spørgsmål her." Han stak sin mobil i lommen og rynkede brynene. "Hey." Han lagde sin hånd mod min bare arm, da jeg kiggede væk. "Hvad sker der?"

    Jeg hikstede efter vejret på den mest kontrollerede måde, som jeg kunne præstere. Det føltes ikke akavet at stå med Liam, men jeg følte mig ubehageligt til mode med tårer rindende ned af mine kinder. Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle græde så meget på bare en enkelt sommer.

    "De-det er ingenting," gispede jeg stille og sank.

    Liam var stille i nogle sekunder, men så kunne jeg høre, hvordan gruset under vores fødder knasede en anelse, og jeg kunne kort efter fornemme, hvordan han stillede sig ind foran mig. Han lagde sin anden hånd ved min anden arm, hvorefter han begyndte at køre dem op og ned over mine arme.

    Det var ikke gået op for mig, at jeg frøs, men varmen som hans bevægelser forårsagede, fik mig til at tage en dyb indånding. "Cheyenne, jeg ved godt, at vi måske ikke har været de allertætteste venner... men jeg kan forsikre dig om, at du sagtens kan fortælle mig, hvad end der nager dig. Jeg lader det ikke gå videre, hvis du ikke vil have det," lød Liams blide stemme, som kun fremkaldte flere tårer.

    Der var noget i hans stemme, som fik mig til at se mod ham. Jeg betragtede hans hundehvalpe-ansigt, hvor hans bryn var let rynkede og læber en smule sammenpressede. Jeg vidste, at Danielle var meget glad for ham, og jeg kunne sagtens se hvorfor. Selvom jeg ikke havde snakket meget med Liam, så vidste jeg bare, at han var oprigtig og ærlig... tværtimod jeg selv. Jeg sprang altid over, hvor gærdet var lavest, og hvis jeg først skulle begynde at konfrontere folk, ja, så tudede jeg. Harry fortjente at vide sandheden. Niall fortjente, at han ikke skulle holde nogen hemmeligheder for sine bedstevenner.

    Liam studerede mit ansigt. "Er det Harry?" spurgte han forsigtigt.

    Jeg lukkede øjnene i, mens jeg rystede på hovedet. Jeg løftede min hånd og tørrede igen nogle tårer væk. Endnu en gang snappede jeg efter vejret i et forsøg på at tage et åndedræt.

    "Måske... på en måde," hulkede jeg utydeligt.

    "Fortæl mig," tilbød han.

    Det lød ikke som om, at han sagde det, fordi han ville have den saftige sladder, men som om, at han sagde det, så jeg havde nogen at snakke med om det, hvis jeg havde brug for det... og helt reelt, så havde jeg virkelig brug for det. Én, som ikke var involveret i det på samme måde, som Niall var. En tredje part.

    Jeg tog en dyb indånding og slog blikket ned. "Da... Den aften, hvor Harry... han var... han var mig utro," stammede jeg. "der... jeg... Jeg gik til Niall, fordi jeg havde brug for nogen hos mig."

    Liams blik blev ikke mindre forvirret. Den her del vidste han jo godt... men der lå mere i det.

    Han lagde hovedet lidt på skrå, mens han så intensivt på mig, hvilket tvang mine øjne op og direkte ind i hans. Jeg bed kort tænderne sammen, mens jeg samlede mig. Han så afventende på mig.

    "Jeg havde sex med Niall," fik jeg endelig sagt højt nok til, at han kunne høre det.

    Jeg nåede knapt nok at koncentrere mig om Liams reaktion, som jeg faktisk havde frygtet en smule, før jeg drejede hovedet i et hurtigt ryk ved lyden af en alt for velkendt stemme.

    "A’hvad havde du?" råbte Harry, som stod et par meter bag mig med et ulæseligt blik i øjnene.

    Alt, jeg kunne se, var, at han ikke så spor glad ud.

✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂

Pyyyyyyyyha, hvor har dette kapitel bare været længe undervejs.

Jeg beklager endnu en gang, at ventetiden er så længe. Jeg har simpelthen så meget andet at se til, og jeg kan simpelthen ikke finde tiden til det. Det er også derfor, at jeg tit synes, at jeg ender med et resultat, som ikke er tilfredsstillende. Jeg håber sådan, at jeg ikke skuffer jer alt for meget!

Det er super rart at se, at der kommer flere til favoritlisterne, og jeres kommentarer er virkelig alt.

Man får sådan lyst til at skrive, og det er også derfor, at jeg hader, at jeg måske skuffer jer med dette kapitel. Jeg synes det er usammenhængende, men jeg kunne ikke lade jer vente længere.

Som I måske har bemærket er det her første del af to, så...

Hvordan tror I Harry reagerer på den ikke så rare nyhed? 

Og hvorfor laver Niall et forsvindingsnummer? Er han slet ikke så okay med hele Harry-Cheyenne-situationen, som han prøver at give udtryk for?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...