Forever Young

Cheyenne Richards er datter af Jones Richards; bedre kendt som det verdenskendte, britiske boyband One Directions manager. Hun har altid boet i Danmark, hvilket hun bliver ved med at gøre, lige indtil hendes forældre bliver skilt. Hun giver udelukkende sin far skylden for bruddet, da hun mener, at han tilbringer al sin tid i London med sit noget så dyrebare band, og det derfor er endt, som det gjorde mellem hendes mor og ham. Hendes far beslutter derfor, at hun skal med til England i sommerferien, så de kan komme tæt på hinanden igen, og så hun kan få lidt en afveksling fra hverdagen hjemme i Danmark. Først ligger Cheyenne ikke skjul på sin store utilfredshed, men så snart hun lærer de dejlige drenge fra bandet at kende, ændrer hun pludselig mening. Og specielt en af de fem drenge ender med at gøre et ret stort indtryk på hende…

569Likes
288Kommentarer
114667Visninger
AA

2. En ven i London

 

2
forever young

Cheyennes synsvinkel

Hvor meget jeg end hadede at indrømme det, så havde min far haft ret. Med hensyn til... ja, alting.

    Det var faktisk virkelig rart med noget afveksling – og London var en fantastisk by. Masser af butikker at shoppe i, dejligt vejr og mange forskellige ting at se. Jeg dumpede ned på en af køkkenstolene, som stod rundt om spisebordet i det lille køkken i min fars lejlighed. Der var næsten allerede gået fem dage af sommerferien, og de var gået en del hurtigere, end hvad jeg havde troet.

    Min far havde arbejdet en del, men det generede mig ikke særlig meget. Lige for tiden havde jeg jo ikke lyst til at tilbringe helt enormt meget tid med ham, så det passede mig fint.

    Jeg blev revet ud af mine tanker, da bordet vibrerede under mine hænder, og min fars mobil lyste op. Kortvarigt overvejede jeg mine muligheder, men lænede mig så ind over bordet, hvor jeg gav mig til at læse den sms, som han lige havde modtaget. Den var fra en Niall Horan.

    Hej Joe, bandmødet er rykket til 12:00. For resten, hvornår får vi din datter at se igen? Det var en forespørgsel fra os alle, ikke kun mig! stod der i beskeden.

    Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt over beskeden, men nåede så heller ikke at tænke videre over det, før jeg hørte skridt, og jeg nærmest fløj tilbage i stolen. Det ville da være helt vildt pinligt, hvis min far opdagede, at jeg havde læst hans besked. Jeg pillede diskret ved min negl, mens jeg ud af øjenkrogen opfangede, at han samlede sin mobil op og gav sig til at læse den nye besked.

    Min far så væk fra mobilen og hen på mig. "Chey?" spurgte han.

    Jeg slog blikket op og så på ham med et roligt blik for at vise, at jeg lyttede.

    "Kunne du tænke dig at komme med til bandmøde i dag -- hvis du altså du ikke har andre planer?"

    Hans stemme lød tøvende, og han rynkede en smule på øjenbrynene. Jeg havde jo tidligere udvist irritation overfor bandet og alt hvad det medførte, så hans nervøsitet var vel begrundet.

    Jeg trak på skuldrene og slog blikket ned igen. Min første indskydelse var at råbe nej! og løbe ind på mit værelse eller noget... men det var kun grundet vane. Jeg var vant til at afvise min far og være sur på ham. Faktisk havde mit førstehåndsindtryk af de fem drenge været ret godt.

    De virkede nede på jorden, glade og meget imødekommende.

    Jeg tog en dyb indånding. "Det kan jeg da godt," svarede jeg med en spæd, men irriteret stemme.

    Jeg kunne nærmest fornemme, hvordan min fars ansigt lyste op, selvom jeg ikke kiggede på ham. Det gav et stik i mig, da det havde en voldsomt belastende effekt på mig. Der gik ikke lang tid, før han dog beherskede sig og blot smilede, før han forsvandt ud af køkkenet igen.

✂ ✂ ✂

Det var anden gang, at jeg trådte ind i pladestudiet, men det virkede ligeså fremmed, som det havde gjort første gang. Det var en uge siden (om nogle dage), at jeg sidst havde været her. Jeg gik lidt bag min far, som nærmest marcherede i et alt for hastigt tempo ned ad de lange gange.

    Jeg strammede elastikken, som sad om mit hår i en høj hestehale. Jeg vil ikke sige, at jeg havde gjort noget ekstra ud af mig selv, men denne gang havde jeg da fået lagt make-up og sat mit hår.

    "Det er herinde, skat," hørte jeg min far sige, hvorefter han åbnede en dør.

    Jeg så op og blev mødt af et lyst lokale, hvor der stod et stort bord i midten. Der var omkring ti stole rundt om bordet, hvor fem af dem var optaget. Alle øjne blev vendt mod os, da vi trådte ind, men jeg stod lidt gemt bag min far. Jeg genkendte med det samme de fem ansigter.

    Liam, Niall og Harry sad længst væk fra os i rummet. Harry vippede lidt på stolen, mens han holdte fast i bordet. Han smilede stort, og det lignede, at han lige havde grint af en joke eller noget. De andre så også ud til at more sig. Louis sad ved bordenden med fødderne placeret på bordet, og Zayn sad to stole fra ham, hvor han havde lagt sine fødder op på den ene af stolene imellem dem.

    "Hej med jer!" lød min fars glade stemme, og han blev mødt af en masse svar i munden på hinanden.

    Min far gik længere ind i lokalet og satte sig på stolen imellem Louis og Zayn, mens jeg så skiftevis rundt på de forskellige personer. "Hej Cheyenne, lang tid siden!" råbte en stemme op.

    Jeg så hen mod Louis, som sad og vinkede med et smil plantet om læberne.

    "Hej Louis," grinede jeg, før jeg så på de andre. "og hej til jer andre."

    Zayn rettede sig op og placerede sine fødder på jorden igen, så stolen blev ledig, da jeg gik fremad mod bordet. Jeg tøvede kort, før jeg satte mig ned ved siden af ham og min far.

    Jeg kunne mærke, at der blev set på mig, så jeg vendte automatisk blikket frem for mig, hvor jeg blev mødt af nogle grønne øjne. De grønne øjne. Jeg kunne hurtigt fornemme varmen, som spredte sig i mine kinder, og jeg blev nødt til at se ned i bordet. Hvorfor rødmede jeg hver gang, jeg fik øjenkontakt med Harry? Og hvorfor kiggede han overhovedet på mig til at starte med?

    Det var nærmest som om, at han undersøgte mig. Hver gang jeg mødte hans øjne, lå der et smil gemt i dem. Han tog helt pusten fra mig med de øjne. Ud af øjenkrogen kunne jeg se, hvordan et smil bredte sig om hans læber, før han drejede hovedet og så mod Louis. Jeg holdt blikket mod bordpladen. Det gik hurtigt op for mig, at det måtte være sådan, som mange, mange piger havde det -- overalt i verden.

    Min far rømmede sig. "Okay, drenge;" begyndte han. "vi skal have indspillet resten af More Than This i dag, så... Louis, Niall og Liam, I er færdige for i dag. Vi mangler sådan set kun at få indspillet Harrys og Zayns vokaler," sagde han og så først op fra sine papirer, da han holdt inde.

    Man kunne hurtigt fornemme begejstringen imellem drengene. Liam og Niall gav high-five ind over Harry, da de vist var ret glade for at have fri resten af dagen. Louis sad allerede med sin iPhone i hånden og var i fuld gang med at skrive, mens han havde sit sædvanlige grin smurt ud i ansigtet.

    "Jeg ringer lige til Danielle," hørte jeg Liam sige, før han rejste sig.

    Jeg rynkede lidt på øjenbrynene af det fremmede navn, men nåede ikke at tænke videre over det, før jeg hørte en sms-tone, og Louis også rejste sig op uden at fjerne sine øjne fra skærmen.

    "Ja, jeg skal også hente Eleanor, vi ses, boys." Han så endelig op fra mobilen.

   Han gik mod Harry, som han kyssede på krøllerne. ”Hej hej, Hazza,” sagde han, som om det var det allermest naturlige, før han vinkede til os andre og satte mod døren, som Liam lige var gået ud af.

    Jeg måtte virkelig have lignet et spørgsmålstegn, for både Harry og Niall brød ud i grin. Jeg kunne også fornemme Zayn ved siden af mig, som lo lidt mere diskret og dæmpet end de andre.

    "Jeg tror ikke engang, at jeg vil spørge," smilede jeg, da jeg kunne fornemme at det var ret internt -- og jeg havde allerede nu lært, at Louis vist ikke var helt så normal.

    Niall rejste sig fra sin stol. "Nå, Cheyenne, vil du så være min kæreste for i dag?" sagde han pludselig, men lavede så en grimasse, da det gik op for ham, at det måske lød lidt for offensivt. "Øh, nej, jeg mener bare... nu hvor de to andre er ude med deres kærester, så... kunne vi måske også hænge ud sammen?" kludrede han lidt rundt i det og endte med at grine, da en rosa farve malede hans kinder.

    Jeg kunne ikke lade være med at grine med ham. Han virkede som en meget sød fyr, som havde en lidt anderledes accent, end de andre havde. Måske var det bare mig; jeg var jo ikke vant til at snakke med britere. Jeg vendte blikket mod min far, som nikkede med et skuldertræk.

    "Ja, der bliver jo ikke meget at se her," sagde han blot.

    Jeg rejste mig op, mens jeg så hen mod Niall, som smilede stort til mig. Først nu bemærkede jeg, at han faktisk havde bøjle på tænderne. Jeg gengældte forsigtigt hans smil.

    "Så nu efterlader I os bare alle sammen?" hørte jeg en hæs stemme sige i en påtaget fornærmet tone.

    Mit blik faldt endnu en gang på Harry, som havde sit specielle glimt i øjet, idet jeg så mod ham. Jeg trak på skuldrene, før jeg gengældte hans blik. Jeg løftede øjenbrynene en enkelt gang.

    "Chey, vær hjemme ved spisetid, ikke?" sagde min far pludselig på dansk.

    Jeg mødte hans blik, som pludselig så en smule alvorligt ud. Jeg nikkede bare, før jeg tvang mig selv til at sende ham et smil. Jeg gad ikke ligne den sure teenager, som hadede sin far -- selvom det rent faktisk var tilfældet. Jeg opfangede, at Niall satte mod døren, og jeg gik intuitivt samme vej.

✂ ✂ ✂

"Hvad betød det, din far sagde?" spurgte Niall og trak en kasket på, som dækkede alt hans blonde hår.

    Jeg stak hænderne i jakkelommerne. "Årh, ikke rigtig noget," svarede jeg bare, før jeg så op på ham.

    Han havde virkelig blå øjne; det måtte man sige.

    Vi drejede ned ad fortovet, som lå op ad en masse bygninger. Forskellige restauranter, tøjbutikker og en masse andet. Jeg lod ham vise vej, da jeg gik ud fra, at han var bedre kendt i byen, end jeg selv var. Han drejede hovedet, hvor han ellers havde kigget frem for sig hele tiden.

    Han klemte øjnene sammen, da han ikke var helt tilfreds med mit svar og lavede en grimasse, så man ikke var i tvivl. Jeg grinede af ham, men vippede så hemmelighedsfuldt med øjenbrynene.

    "Hvad med dig selv? Hvorfor snakker du anderledes end de andre?" spurgte jeg nysgerrigt.

    Niall løftede øjenbrynene. "Okay, du er helt klart ikke Directioner." Han grinede kortvarigt, før han trak vejret tungt en enkelt gang. "Jeg er fra Irland," forklarede han kort, men meget informerende.

    "Hvordan mødte du så de andre drenge?" spurgte jeg nysgerrigt og så i stedet ned mod mine fødder, så jeg ikke lige pludselig ville komme til at falde over dem eller noget.

    "Gennem X Factor -- i 2010. Vi gik alle til audition, men endte med at blive sat sammen som en gruppe." Han grinede endnu en gang. "Tænk, at du ikke ved det," tilføjede han småleende.

    Han havde en utrolig sær, men smittende latter, og jeg kunne selv ikke lade være med at grine med, selvom jeg egentlig ikke kunne se det morsomme i det. Jo, det var klart at fornemme på ham, at han var vant til, at alle vidste små detaljer om ham og bandet. Så var det vel også mærkeligt for ham, at jeg kom her og ikke vidste noget. Jeg havde bare valgt at lukke ørene for One Direction -- af indlysende årsager.

    Jeg havde været så træt af dem, hver gang Tamara skulle bringe dem op og fortælle, hvor fantastisk Zayn var. I løbet af dagen fik jeg dog åbnet øjnene en smule for, hvad det var, som hun havde ment. Niall var en fabelagtig fyr, som virkelig kunne grine af stort set alt. Han var slet ikke, som jeg havde forventet, at en verdenskendis ville være. Han var helt nede på jorden, og han var let at snakke med.

    Jeg havde spurgt en ind til bandet, da jeg nærmest følte, at jeg var obligeret til at lære noget om dem -- og jeg havde i særdeleshed ikke i sinde at spørge min far. Jeg gad ikke sætte hans forhåbninger for højt op. Niall var meget afslappet omkring det hele, men gav også udtryk for, at han virkelig satte pris på det liv, som ham og drengene havde. Han havde virkelig, på en eftermiddag, formået at få vendt hele mit syn på One Direction. Tiden fløj i hans selskab, imens han viste mig forskellige turistattraktioner, som man kunne finde her. Da solen var ved at gå ned, landede vi i en park, som jeg ikke kunne huske navnet på.

    "Så det er kun dig, som har en bror?" spurgte jeg med et løftet øjenbryn.

    Niall trak på skuldrene og lænede sig tilbage på bænken, som vi sad på. "Ja, Greg," svarede han og slikkede en enkelt gang på den isvaffel, som han havde i den ene hånd.

    Jeg havde smækket benene op på bænken, så jeg lænede mig mod armlænet. Jeg vippede hovedet en smule tilbage, så jeg fik solens sidste, men varme stråler i ansigtet. Det var rart at sidde her. Jeg havde smidt min is ud, efter jeg var nået halvvejs igennem den, da jeg var begyndt at fryse, hvorefter Niall havde stirret noget så forfærdet på mig. Madglad var ikke ordet.

    "Hvad med dig selv? Har du nogen søskende?" spurgte han nysgerrigt og så på mig.

    Jeg skulle lige til at åbne munden for at svare, men holdt inde, da jeg kunne mærke min mobil vibrere i min lomme. Jeg tog den op og trykkede på den grønne tast, uden at se hvem det var.

    "Hallo?" mumlede jeg ind i telefonen.

    Jeg lavede en grimasse, da jeg kunne høre min fars stemme. Jeg lænede mig hurtigt fremover, greb fat i Nialls arm, så han nær havde tabt isen og så mod hans armbåndsur. 19:33. Fuck.

    "Ja, undskyld, far. Tiden løb fra mig, jeg er på vej hjem nu," skyndte jeg mig at afslutte telefonsamtalen og rejste mig op fra bænken, efter at have sluppet hans arm igen.

    Niall så forvirret på mig og rejste sig også op. Jeg vendte blikket mod ham.

    "Det var min far;" forklarede jeg. "jeg skulle have været hjemme ved spisetid."

    "Lad mig følge dig hjem," tilbød han og bakkede et skridt mod udgangen af parken.

    Jeg rystede på hovedet. "Det er måske ikke så god en idé," sagde jeg og så lidt rundt.

    Både ham og jeg havde bemærket nogle paparazzier rundt omkring, og han havde fortalt mig, at man aldrig vidste, hvornår de var der og tog billeder. Jeg havde ikke lyst til, at de skulle vide, hvor jeg boede -- og det ville de jo helt sikkert komme til, hvis Niall først dukkede op foran min lejlighed.

    Han så rundt og smilede så. "Det kan du have ret i," erklærede han sig enig.

    Jeg griner kort med et skuldertræk. Jeg følte på en måde med ham. Det måtte være ret træls at blive fulgt lige i hælene, hvorend du gik hen. På den anden side var det vel en del af The Dream.

    Mit blik fangede hans blå øjne, som kiggede tilbage i mine.

    "Hvornår kommer vi så til at se dig igen, Chey?" spurgte han og hyllede mig ud af min lille trance.

    "Kom med din mobil," sagde jeg, og han rakte mig den uden at stille nogle spørgsmålstegn.

    Jeg trykkede hurtigt min nummer ind under hans kontakter, før jeg rakte ham den igen. "Her. Ellers kan I jo altid få fat på mig gennem min far," sagde jeg med et skuldertræk og et smil.

    Han nikkede. "Vi ses," sagde han, før han trak mig ind i et kram.

    Jeg gengældte venligt hans kram, før jeg bakkede et enkelt skridt og begyndte at gå. Jeg vendte mig om for at vinke til ham. Han smilede, imens han satte sig ned på bænken igen. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt for mig selv. En ven i London -- tænk, det havde jeg aldrig regnet med.

✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂

Så ja, jeg besluttede mig allerede at ligge det nye kapitel ud.

Der er jo kun kommet positiv feedback, hvilket jeg er super glad over -- det betyder meget, at I gider at læse den. Jeg håber at I også vil kommentere på det her, og jeg beklager, hvis jeg skifter mellem nutid og datid. Det er en irriterende vane, jeg har fået mig!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...