Forever Young

Cheyenne Richards er datter af Jones Richards; bedre kendt som det verdenskendte, britiske boyband One Directions manager. Hun har altid boet i Danmark, hvilket hun bliver ved med at gøre, lige indtil hendes forældre bliver skilt. Hun giver udelukkende sin far skylden for bruddet, da hun mener, at han tilbringer al sin tid i London med sit noget så dyrebare band, og det derfor er endt, som det gjorde mellem hendes mor og ham. Hendes far beslutter derfor, at hun skal med til England i sommerferien, så de kan komme tæt på hinanden igen, og så hun kan få lidt en afveksling fra hverdagen hjemme i Danmark. Først ligger Cheyenne ikke skjul på sin store utilfredshed, men så snart hun lærer de dejlige drenge fra bandet at kende, ændrer hun pludselig mening. Og specielt en af de fem drenge ender med at gøre et ret stort indtryk på hende…

572Likes
288Kommentarer
116179Visninger
AA

7. En uventet drejning

 

7
forever young

Cheyennes synsvinkel

Idet jeg trådte ind i det efterhånden velkendte hus, som jeg genkendte som Harrys og Louis', huskede jeg pludselig på, at jeg skulle have haft sovet hjemme hos Niall. Han anede jo ikke, at jeg var taget hjem, og for at være helt ærlig var det faktisk også kommet lidt bag på mig. Det var bare som om, at jeg med ét havde brug for at komme hen i nogle stille omgivelser. Det summede på en ubehagelig måde for mine ører, og jeg måtte støtte med hånden mod væggen, mens jeg trådte længere ind.

    Jeg kunne høre Harry, som smed et sæt nøgler fra sig bagved mig.

    "Jeg har skrevet til Niall," brummede han dæmpet bag mig.

    Han var meget omhyggelig med at træde et skridt udenom mig, før han trykkede på lyskontakten, så lyset skar igennem mørket i gangen. Mit blik faldt på Harry, og jeg blev med ét revet tilbage til vores sidste samtale herude i gangen. Jeg rømmede mig, før jeg slog blikket ned igen.

    Det havde næsten lykkedes mig. Næsten. En hel aften havde jeg ignoreret ham, men alligevel var jeg endt i enerum med ham. Ja, vi havde jo hele huset for os selv. Hvordan kunne det være, at selvom jeg blev ved med at forsøge at skubbe ham fra mig, blev han ved med at dukke op på en eller anden måde?

    Jeg blev stående, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Harry bed sig kort i siden af læben, før han gik længere ind i huset. Jeg bøjede mig langsomt ned for at trække mine stiletter af. En af gangen; sådan gik det nok bedst. Min balance var ikke på toppen lige for tiden.

    Jeg var øm i mine fødder, da jeg stod fladt mod jorden.

    "Undskyld, hvis jeg ødelagde din aften," hørte jeg mig selv sige.

    Det kom bag på mig. Jeg skyldte da ikke ham nogen undskyldninger. Alligevel kunne jeg mærke en skyldfølelse, som bredte sig i kroppen på mig. Jeg var jo skyld i, at Harry var blevet nødt til at tage hjem.

    Han stoppede op, før han så tilbage på mig. "Det gjorde du ikke," sagde han.

    Han lød underligt ædru; havde han slet ikke drukket?

    Jeg gik nogle prøvende skridt frem, men det var som om mine fødder ikke rigtig havde vænnet sig til at gå uden stiletterne, så jeg faldt fremover. Jeg strakte hænderne ud foran mig for at dække for faldet, så jeg ikke styrtede med hovedet lige ned i det stenhårde gulv. Jeg lukkede øjnene og ventede på, at jeg ramte jorden. Forundret åbnede jeg øjnene, da det aldrig skete. Uden at tænke over det rev jeg armen til mig, som Harry ellers havde et fast greb om. Jeg bakkede et skridt, da mit ryk havde haft ret meget kraft bag sig. Jeg støttede hånden mod muren. Åh, Gud, hvor måtte jeg bare ligne en komplet fulderik, der ikke havde nogen form for styr på sine bevægelser. Det var jo slet ikke tilfældet!

    Eller... på en måde var det vel.

    "Skal jeg ikke hjælpe dig ind på værelset?" spurgte han roligt, før han igen lagde hænder på mig.

    Jeg sank. "Er du slet ikke fuld, Harry?" spurgte jeg snøvlet, før jeg arbejdede mig frem.

    Mine instinkter fortalte mig, at jeg skulle få Harry væk fra mig -- også selvom han hjalp mig. Hans hænder mod min bare hud havde en uheldig virkning på mig. Derudover var det jo ikke ligefrem at ignorere ham, som jeg havde lovet mig selv. Jeg kunne vist godt kysse alle de løfter langt væk.

    Der var alligevel ingen af dem, som jeg syntes at kunne overholde.

    Det var frustrerende... men på trods af irritationen, følte jeg, at jeg burde takke ham. Jeg rømmede mig, mens jeg desperat prøvede at holde fokus. Jeg skulle ikke falde igennem, bare fordi jeg var fuld.

    "Øhh..." Harrys stemme lød tøvende, da han skubbede døren op til gæsteværelset, mens hans arm lå beskyttende om mig; jeg var sikker på, at han ville gribe mig, hvis jeg faldt. "Jeg har ikke rigtig drukket noget." Hans indrømmelse fik mig til at rynke på øjenbrynene. "Jeg havde ikke rigtig lyst."

    Der var bældragende mørkt inde på værelset, og det var kun lyset fra gangen, som gjorde det muligt at se bare en lille smule. Jeg kunne genkende det fra sidste gang, at jeg havde været her.

    Harry slap sit greb om mig, og jeg vendte mig mod ham. "Hvorfor ikke?" spurgte jeg forsigtigt.

     Af en eller anden grund bekymrede det mig, hvilket det absolut ikke burde. Harry burde overhovedet ikke bekymre mig. Han burde være luft for mig. Hvorfor kunne han ikke bare være luft?

    Han trak på skuldrene, og de grønne øjne søgte mod gulvet. Han lænede sig med armen mod dørkarmen. Jeg stod bare stille. Jeg var et helt hoved lavere end ham, når jeg ikke havde mine stiletter på.

    Jeg blev nødt til at se op, for at fange hans blik. "Jeg var bare... lidt... sådan... nede," fumlede han.

    Jeg rynkede på øjenbrynene, før jeg endelig fangede hans øjne, som fjernede sig fra gulvet. I det øjeblik havde jeg glemt alt om, at jeg skulle hade ham. Alle former for beskyttelse, som jeg havde sat op omkring mig selv, var forsvundet det øjeblik. Hans øjne så oprigtigt nedslået ud, da de mødte mine. Jeg ville ikke have medlidenhed med ham, men han gjorde det praktisk talt umuligt for mig.

    Han rettede sig op. "Jeg bryder mig virkelig ikke om, når folk ikke kan lide mig, Cheyenne. Jeg har aldrig ment at såre dig... eller gøre dig fortræd." Jeg kunne høre på hans toneleje, at det virkelig var noget, som han havde brændt for at sige til mig; jeg tvivlede stadig på af hvilke årsager.

    Oprigtigheden i hans øjne skræmte mig. Jeg havde aldrig før set en, som var så god til at lyve. Der var ikke et spor af dårlig samvittighed gemt i hans øjne. Jeg bakkede automatisk et lille skridt, da han rettede sig op. Det føltes som om, at han kom tættere på mig. Jeg sukkede tungt.

    "Harry, jeg gider altså ikke tage den nu -" sagde jeg med en lille stemme.

    "Jo," afbrød han mig. "hvornår skal vi ellers?" Han trådte et skridt frem, og jeg supplerede hurtigt med endnu et tilbage. "Du undgår mig; det her er måske min eneste chance," fortsatte han.

    Jeg rystede på hovedet. "Nej, jeg gør ej," løj jeg.

    Mit åndedræt satte farten op. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tænke, hvor jeg skulle gøre af mig selv, eller hvad jeg skulle sige. Jeg forstod ikke, hvorfor det betød så meget for ham. Det ville da være lettere for ham bare at indse, at jeg ikke var interesseret -- også fortsætte videre til sit næste offer.

    Det var vel ikke meget sværere end som så.

    "Lad os være ærlige." Hans stemme havde hævet sig en smule, og han trådte mig igen nærmere. "Jeg mente, hvad jeg sagde," fortsatte han så, men hans stemme lød helt rolig.

    Uden at have sagt hvad han refererede til, vidste jeg præcist, hvad han mente.

    Jeg rystede på hovedet. "Sagde du ikke lige, at vi skulle være ærlige?" svarede jeg lavt.

    Min flabede kommentar skyldtes helt klart min berusede tilstand -- også selvom at jeg følte, at jeg mere eller mindre var ved at blive helt ædru igen. Det var dog ikke tilfældet.

    "Jeg er ærlig, Chey; hvad er det der gør, at du har så svært ved at tro mig?" spurgte han ophidset.

    "Fordi der ikke er noget andet, som giver mening!" svarede jeg højlydt.

    Harry nærmede sig mig igen, men denne gang trådte jeg ikke tilbage. Han stod kun få centimeter fra mit ansigt, men skubbede ham ikke væk. Jeg havde lyst til at skrige ham op i hovedet. Jeg var så træt af, at han skulle fucke mit hoved op. Han gjorde det hele så meget sværere. Mit hoved var lige ud for hans bryst, men mit blik var rettet direkte op i hans. Jeg var træt af hans løgne, træt af hans spil og træt af ham.

    Jeg blev nødt til at konfrontere ham. Bede ham om at holde sig væk -- at holde sig langt fra mig.

    Han forstod åbenbart ikke en hentydning.

    "Jeg hørte jer, Harry!" råbte jeg arrigt og lavede et kast med min arm. "Jeg gider ikke være en del af dit spil. Det kan godt være, at du kan ligge piger ned på stribe, men jeg er ikke en af dem!"

    Harrys blik ændrede sig. "Hvad snakker du om?" svarede han mindst ligeså højt. "Ja, jeg har da set nogle piger, men hvem har ikke det? Det betyder ikke, at jeg har lagt piger ned på stribe -- de fleste af dem endte med at afvise mig!" råbte han, før han lagde en finger mod sit bryst.

    Jeg rystede på hovedet og bed tænderne sammen. Jeg troede ham ikke. Jeg kunne ikke tro ham.

    "Hvad helvede var det så, at Louis mente?" gentog jeg mig selv. "Jeg hørte jer."

    "Louis advarede mig!" svarede han frustreret. "Jeg... jeg har det med at falde for hårdt, for hurtigt. Han sikrede sig bare, at det ikke skete igen," svarede han stadigvæk i en høj tone; det var dog som om, at der var noget i hans stemme, der ændrede sig en smule. "men det gjorde det."

    Endnu en gang fnøs jeg. Hvordan skulle jeg kunne tro ham?

    Jeg blev nødt til at vende mit hoved bort. Vreden fik mine hænder til at ryste, og mit hjerte til at pumpe hurtigere og hårdere i min brystkasse. Jeg blev virkelig hidsig. Tænk, at han virkelig ville gå til disse længder, bare for at kunne udnytte mig. Bare så han kunne få endnu et trofæ til hylden.

    "Harry, jeg er træt af, at du leger med mig," vrissede jeg uden at se på ham.

    Hans stemme blev igen overspændt. "Jeg leger ikke med dig!" råbte han højlydt.

    I et ryk vendte jeg hovedet mod ham, og mine øjne fangede hans, hvilket blandede mit raseri med en klump i maven. Det var som om, at den trak sig sammen og gjorde mig ude af stand til at snakke. Jeg ville ikke føle andet end had, men jeg kunne ikke benægte den magnetiske tiltrækning, som han havde på mig. Han brystkasse hævede og sænkede sig i hårde bevægelser af ren arrigskab. Det var tydeligt, at han også var revet med af situationen... også var det som om, at jeg smed det hele til jorden.

    "Arg!"

    Og før jeg kunne nå at stoppe mig selv eller opdage, hvad der foregik, havde jeg allerede stillet mig på mine tæer, lagt hånden mod hans nakke og trykket mine læber mod hans i en resolut bevægelse.

    Det var så forkert. Det var så forkert, at hans læber mod mine føltes så rigtigt. Jeg burde væmmedes, men jeg følte ikke andet en boblende glæde, da jeg kunne mærke hans læber, som ivrigt gengældte mit impulsive kys. Jeg anede ikke, hvad jeg lavede. Hvad fanden lavede jeg?!

   Jeg lagde en hånd mod hans brystkasse for at skubbe ham væk, men endte i stedet at tage krampagtigt fat om hans bluse for at holde ham tæt på mig. Hans arme lagde sig om mig, og han trådte tættere på mig, før han spredte mine læber med hans og udviklede kysset. Jeg lagde armene om nakken på ham, og jeg var ikke i stand til at trække mig væk. Jeg begravede mine fingre i hans krøller.

    Jeg gav et forskrækket gisp fra mig mod hans læber, da jeg hørte hoveddøren smække. Harry fjernede ikke ansigtet fra mig, men rakte i stedet armen bagud, hvor han smækkede døren ind til gæsteværelset. Der blev komplet mørkt i rummet, men i øjeblikket det gjorde mig absolut intet.

    Mine øjne var alligevel lukkede, da hans fingerspidser dansede hen over mine hofter.

    Jeg vidste, at det var forkert. Alt indeni mig skreg til mig, at det var forkert... men jeg måtte indse det. Han havde vundet -- og der var intet, jeg kunne gøre ved det.

✂ ✂ ✂

    Selvom jeg udmærket godt vidste, hvilket syn der ville møde mig, når jeg åbnede øjnene, så turde jeg ikke lukke dem op. Jeg kunne høre hans tunge åndedræt, mærke hans varme. Han lå lige her. Lige ved siden af mig. Uden at slå øjnene op tog jeg fat om dynen, som lå over mig. Meget forsigtigt trak jeg den af. Jeg havde en forfærdelig kvalme -- om det var tømmermænd eller fortrydelsen, som fyldte mig, var jeg usikker på. Overraskende nok stod gårsdagens begivenhed meget tydelig for mig -- og jeg fortrød hvert sekund af den. Jeg havde ladet ham komme mig nær. Jeg havde kysset ham.

    Vi havde tilbragt natten sammen!

    Jeg slog først mine øjne op, da jeg kunne mærke et lille panikanfald skylle ind over mig. Der lød en brummen, og der blev rykket på sig ved siden af mig. Mit blik faldt på Harry. Han havde vendt sig om på ryggen, og selvom jeg forsøgte at lade være, gled mit blik hen over hans bare overkrop, som ikke blev dækket af dynen. Han havde stadigvæk bukser på. Selv lå jeg kun i mit undertøj. Jeg huskede tydeligt, da jeg havde smidt kjolen. Hans øjne havde ikke kunne give slip. Vi havde ikke haft sex -- heldigvis. 

    Den sidste, som jeg ville miste min mødom til, var ham.

    Dog var jeg alligevel fyldt til randen med fortrydelse. Det her måtte alligevel føles som en stor sejr for ham. Han følte vel, at han var kommet et skridt nærmere sit endelige mål.

    Jeg bed mig i læben, da mine øjne blev blanke. Jeg slog hurtigt blikket væk, før jeg samlede kjolen op fra gulvet og skyndte mig at trække i den. Jeg ville bare ud herfra. Jeg ville glemme, at det her nogensinde var sket. Jeg ville glemme hele aftenen. Jeg ville glemme, hvor godt det havde føltes.

    Jeg hev min mobil op fra jorden, som jeg havde efterladt der og lagde hånden på dørhåndtaget.

    "Hvor skal du hen?"

    Hans hæse stemme fik mig til at gispe forskrækket, og jeg så straks hen mod ham. Jeg havde ikke opdaget, at han var vågnet. Egentlig ville jeg ikke have kigget på ham. Jeg ville ikke lade ham se, hvordan mine øjne var fyldt til randen med vand, som kunne flyde over hvert sekund.

    Hurtigt trykkede jeg ned i dørhåndtaget, før jeg hastede ud af døren.

    "Cheyenne!" råbte en stemme efter mig, og jeg kunne høre, hvordan han rev dynen af.

    Mens tårerne begyndte at løbe ned over mine kinder, satte jeg i løb mod hoveddøren, som jeg hurtigt fik flået op. Jeg smækkede den højlydt efter mig og hastede væk fra grunden.

    Jeg havde tabt. Nu var jeg bare endnu en. Endnu en pige, som ikke kunne stå for Harry Styles' charme. Endnu en pige, som han havde scoret. Jeg var bare endnu en pige, som var blevet forelsket i en idiot.

✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂

Jeg bliver så glad, når jeg ser, at der er flere, som har favorittet novellen! :-)))))

Jeres kommentarer betyder virkelig også noget, så I må hellere end gerne komme med noget mere respons. Det er noget, man altid kan bruge til noget. Virkelig!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...