Forever Young

Cheyenne Richards er datter af Jones Richards; bedre kendt som det verdenskendte, britiske boyband One Directions manager. Hun har altid boet i Danmark, hvilket hun bliver ved med at gøre, lige indtil hendes forældre bliver skilt. Hun giver udelukkende sin far skylden for bruddet, da hun mener, at han tilbringer al sin tid i London med sit noget så dyrebare band, og det derfor er endt, som det gjorde mellem hendes mor og ham. Hendes far beslutter derfor, at hun skal med til England i sommerferien, så de kan komme tæt på hinanden igen, og så hun kan få lidt en afveksling fra hverdagen hjemme i Danmark. Først ligger Cheyenne ikke skjul på sin store utilfredshed, men så snart hun lærer de dejlige drenge fra bandet at kende, ændrer hun pludselig mening. Og specielt en af de fem drenge ender med at gøre et ret stort indtryk på hende…

570Likes
288Kommentarer
115100Visninger
AA

15. Efterladt og fortabt

 

15
forever young

Cheyennes synsvinkel

Resten af eftermiddagen fordrev vi i selskab med drengene. Det var egentlig underligt, at selv når de havde en fridag, ville de tilbringe tiden med hinanden. Det virkede også som om, at Tamara begyndte at slappe mere og mere af på trods af deres nærvær. Jeg gik ud fra, at det var drengenes afslappethed og... ja, deres almindelighed, som gjorde udslaget. De virkede helt nede på jorden, hvilket jeg havde erfaret, at de også var. Jeg havde aldrig erfaret nogen form for divanykker eller noget fra deres side.

    De forstod at grine og lave sjov, og det virkede som om, at Tam kom godt ud af det med dem.

    Det var svært for mig at tvære smilet væk fra mine læber, som dagen skred frem. Det virkede næsten alt for fantastisk. Jeg havde mine bedste venner omkring mig, og jeg kunne hele tiden mærke Harrys varme, som vi sad i sofaen. Han rykkede sig ikke fra min side, og jeg havde svært ved at holde mig for mig selv. Jeg havde listet nogle små kys ind, når jeg troede, at der var ingen som kiggede på os. Dog bemærkede jeg et fjoget smil fra Tamara, og jeg måtte rødmende vende blikket nedad.

    Niall var den første til at annoncere, at han var nødt til at tage hjem. Jeg fik ikke helt fat på, hvad det var, som han skulle, men han lovede Zayn at dukke op i aften. Liam var kort efter også nødt til at gå, da han havde lovet at komme til familiemiddag, som startede ret tidligt. Mens Liam var på vej ud af døren, modtog Louis en sms, hvilket resulterede i, at han blev nødt til at tage ned til studiet, da der vist alligevel var dukket nogle ting op, som skulle ordnes. Det var dog kun ham, som var nødt til at tage derned, men jeg forslog også, om Tamara og jeg ikke skulle tage af sted. Jeg havde absolut intet at tage på til om aftenen, og jeg vidste, at Tam måske heller ikke havde pakket det helt store festtøj.

    En lille shoppingstur i Londons gader var veloplagt.

    Vi forlod Harry og Zayn, som efterhånden var de eneste, som sad tilbage. Jeg fik sneget et langt kys ind, før jeg trådte ud af døren. Det gav mig en svimlende følelse, og jeg havde det næsten som om, at jeg var ved at skvatte på vej ud af døren. Jeg nåede lige at møde Harrys øjne, før døren blev lukket.

    Mens vi gik ind i mindst tusindvis af butikker, plaprede Tam løs om, hvor dejlige drengene var, og hvor meget hun glædede sig til i aften. Jeg grinede lidt af hende. Hun var som et lille barn ved juleaften. Jeg var glad på hendes vegne. Jeg var bare glad i det hele taget. Hun kommenterede et par gange på Harry og jeg, men jeg undlod at svare. Det faldt mig bare så... underligt.

    Han var min kæreste -- og alligevel turde jeg næsten ikke kysse ham foran nogen, og jeg følte mig genert og usikker. Det virkede bare så mærkeligt at omtale ham som min kæreste.

    Det virkede som om, at det var for godt til at være sandt.

    Klokken var seks om aftenen, da vi endelig hoppede på bussen og begav os hjem. Vi måtte nok se at komme hjemad, så vi kunne gøre os klar og måske få et måltid mad, før vi tog af sted. Jeg var i hvert fald sulten. Vi havde begge købt os en kjole, og jeg havde købt nogle nye stiletter. Tam kunne bare låne et par af mine. Det var fantastisk at shoppe i London -- specielt, når man havde en veninde ved sin side. Jeg følte mig pænt udmattet, da vi endelig stod foran min lejlighedsbygning og var på vej ind i opgangen.

    "Regner du så med at score i aften?" grinede jeg drillende og så mig over skulderen.

    "Hvem skulle det så være?" lo hun. "Jeg har ikke tænkt mig at samle en fremmed englænder op!"

    Jeg trak på skuldrene, før jeg stoppede op foran min dør. Jeg trykkede prøvende ned i håndtaget. Siden den var ulåst, gik jeg ud fra, at min far var hjemme, og jeg trådte ind i lejligheden.

    "Hm... Niall er da ledig?" smilede jeg.

    "Han sagde ellers ikke et ord til mig hel -" Tams stemme døde ud.

    Jeg så tilbage på hende, mens jeg skubbede mine Converse af. Hun smilede venligt, men hendes blik var ikke rettet mod mig, hvilket fik mig til at rynke brynene. Jeg så hen, hvor hendes øjne ledte mig.

    "Åh," mumlede jeg. "hej, far." Han stod lænet op ad dørkarmen med et æble i hånden.

    Hans øjne hvilede på mig. "Hej med jer," sagde han i en underlig klang.

    Han smilede en smule akavet, og jeg rynkede bare på brynene, før jeg samlede mine shoppingposer op, som jeg havde stillet fra mig, da jeg skulle have mine sko af. Jeg var netop nået et skridt mod mit værelse, da min fars stemme stoppede mig. Jeg kunne mærke, hvordan Tamara også frøs bag mig.

    "Så I er altså kærester?"

    Hans ord sendte panik igennem mig, og jeg havde det som om, at jeg var blevet afsløret i noget, som jeg ikke måtte. Automatisk drejede jeg mit hoved i retning af Tam. Hvor skulle han ellers vide det fra?

    Hun var den eneste, som jeg havde fortalt det til. Den eneste, som jeg havde fortalt alt til. Min forelskelse, vores første kys, vores date, vores første gang. Hendes blik mødte hurtigt mit, og det var som om, at hun læste mine tanker. Hurtigt rystede hun på hovedet, og jeg så mod min far igen. Jeg kunne ikke tyde hans blik, og jeg havde det som om, at jeg mistede fodfæstet på en ubehagelig måde.

    Han tog en bid af æblet. "Louis fortalte mig det," fortsatte han henkastet.

    Louis. Selvfølgelig havde Harry fortalt det til Louis, som åbenbart syntes, at det var en god idé at dele nyheden med min far. Jeg kunne fornemme, hvordan Tam langsomt tog nogle skridt mod mit værelse, før hun gik derind. Nu stod jeg alene overfor min far. Tak, skal du have, Tam. Tak.

    "Jeg troede kun, at det var rygter," fortsatte han og tog endnu en bid af sit æble.

    Han virkede mistænkelig rolig.

    Jeg trak på skuldrene. "Det var det," mumlede jeg.

    Gud, hvorfor føltes det her så ydmygende?

    Det var jo ikke, fordi jeg ikke havde tænkt mig at fortælle ham det på et eller andet tidspunkt. Når jeg var klar til det -- ikke, når Louis syntes det. Jeg havde jo knapt vænnet mig til tanken selv. Jeg slog blikket ned, mens jeg kunne mærke, hvordan jeg blev klam og varm ved halsen og brystkassen.

    "... men ikke længere?" fortsatte han nådesløst.

    Jeg rystede på hovedet, men så op på ham. "Nej, ikke mere," afsluttede jeg endelig.

    Han nikkede langsomt, mens han studerede æblet mellem sine hænder, som om det var meget vigtigt, hvor han nu tog den næste bid. "Bruger I beskyttelse?" spurgte han pludselig

    Jeg slog øjnene op. "Far!" udbrød jeg højt, før jeg  greb om poserne og løb mod mit værelse.

✂ ✂ ✂

Det havde ikke lykkedes Zayn at tvinge Liam med, og han havde til sidst måtte give op. Dog havde han fået stort set alle andre med på idéen. Eleanor havde også takket nej, men det havde ikke stoppet Louis. Tamara og jeg havde aftalt at mødes med dem ved et diskotek, som jeg ikke kendte.

    Det var nu ikke, fordi jeg kendte så mange steder i London, men min far var gået med til at køre os.

    Jeg så grinende mod Tam, som hun trådte ud af bilen i de høje stiletter. Vi var allerede i et godt humør, selvom vi ikke havde fået noget alkohol indenbords endnu. Det faktum, at hun glædede sig, smittede af på mig. Hun var iført en rød kjole, som sad løst omkring hende, men strammede for neden. Jeg havde nogle guldstiletter, som hun havde taget på til, og så havde hun ellers pyntet outfittet med diverse guldsmykker. Hun så virkelig godt ud -- Niall ville da ikke kunne stå for hende.

    Diskoteket lå en mindre gåtur, fra hvor min far havde parkeret.

    Det var noget med, at man ikke måtte holde tæt ved diskoteket, da det også var et af de slags VIP-diskoteker. Det var for at formindske paparazzier og skrigende fans. Jeg fniste over Tam, som kom med en sjov kommentar, mens vi gik hen af fortovet. Mit blik landede ned på mine grå stiletter. Selv var jeg iklædt en grå kjole, som kun havde en skulder og sad stramt. Farven komplimenterede mine øjne perfekt, og det havde ikke været nødvendigt for mig at tage særligt meget make-up på, hvilket jeg var glad for.

    Ligesom de første gange jeg havde været i byen i London, kunne jeg mærke, hvordan nervøsiteten begyndte at sprede sig i min krop. Lyden fra diskoteket kom snigende, som vi nærmede os, og snart var det ikke muligt at overse det farverige sted. Jeg bed mig i læben, mens mit blik lå fæstnet på en halvstor sikkerhedsvagt, som stod i døren. Af en eller anden grund mindede han mig om Niall.

    Jeg kunne huske, hvordan Niall havde sørget for, at jeg blev lukket ind på det eftertragtede diskotek den første gang, som jeg havde været ude med dem, og derfor reddet mig fra en akavet samtale med vagten. Da jeg flyttede mit blik, var det bare ikke Niall, som jeg fik øje på. Jeg smilede automatisk.

    Harry lagde sin hånd ved vagtens arm, hvilket fangede hans opmærksomhed. Jeg kunne se hans mund bevæge sig, men jeg kunne ikke fange ordene gennem al larmen. Der var vist godt i gang inde på diskoteket. Sikkerhedsvagten nikkede, og jeg kunne mærke Harrys blik som lå på mig, da vi nåede hen til dem. Hans hånd støttede mod min lænd, mens han førte os forbi vagten og længere indenfor.

    Jeg kunne mærke hans ansigt ved mit øre. "Hej skat," sagde han og lød normal selv gennem larmen.

    Jeg flyttede hovedet til siden som refleks, og mit blik fangede hans. En boblende glæde strømmede igennem mig, og jeg fik en mærkværdig lyst til bare at stoppe op og kysse ham.

    Lige her -- midt i mængden af mennesker og omringet af støjende musik.

    "Chey! Tamara!" råbte Zayn pludselig, hvilket fik mig til at se fremad.

    Hans ansigt var et stort smil, og han holdt to drinks frem mod os. Jeg grinede af ham, før jeg tog imod den ene og satte sugerøret mellem læberne. Det gjaldt vist om at blive hurtigt fuld, hvis man skulle kunne følge med Zayn. Det var nu heller ikke, fordi Harry virkede helt ædru, men da vi nåede længere ind på diskoteket, fandt jeg ud af, at Louis vist var den, som var mest påvirket af dem alle.

    Han var i fuld gang med at synge med på sangen, som spillede over højttalerne, og det var lige før, at han knapt bemærkede vores ankomst. Musikken omsluttede en. Man kunne ikke undgå at blive ramt af den på en eller anden måde -- og når man først blandede det med alkohol, så gik det nemt hurtigt.

    Det føltes knapt som om, at vi havde været her en time, da jeg kunne se på Tams blik, at hun var ved at være godt beruset. Jeg var også selv lettere omtåget. Vi havde nok været her i længere tid end en time. Det havde bare slet ikke føltes sådan. Tiden fløj af sted i selskab med de her mennesker, og jeg nød at være her... men det var som om... hvor var Niall? Hvorfor havde jeg slet ikke hilst på Niall?

    Tanken forduftede, da jeg pludselig blev hevet ud på dansegulvet. Jeg vidste ikke, hvem det var, som havde hevet fat i mig, men jeg fulgte bare med. Det var befriende bare at give slip, slå sig lidt løs. Jeg fangede tilfældigvis Tamaras blik i mængden af dansende mennesker.

    Det var sjældent, at jeg havde set hende så fuld, men det glædede mig, at hun morede sig. Da jeg kunne mærke mine stiletter, som begyndte at klemme om fødderne, besluttede jeg mig for at finde et sted at sidde. Jeg skimtede rundt gennem, forsøgte at finde et sted, hvor der ikke var fyldt med mennesker... også var det som om, at jeg fangede et glimt af noget lyst. Noget blondt hår. Niall.

    Mine fødder begyndte at gå, og jeg kunne ikke gøre andet end at følge med. Mit blik var stift rettet mod hans nakke, som jeg kunne genkende selv på lang afstand. Han var på vej ud. Væk.

    Adrenalinen begyndte at vokse i mig, som jeg satte farten op.

    "Niall!"

    Han stoppede halvt op, før han så sig forvirret omkring. Jeg var stadig et godt stykke fra ham, men pludselig var det som om, at jeg fangede hans blik. Der var noget som ændrede sig i hans øjne, og han vendte front mod udgangen igen og gik videre, da han opdagede, at det var mig, der havde kaldt.

    "Niall!" råbte jeg igen, og jeg kunne mærke, at jeg satte i løb efter ham.

    Jeg havde ingen kontrol over min krop, og jeg var i stedet styret af alkoholen i mit blod.

    Han var netop nået døren, som førte ud til den kolde aftenvind, da jeg greb fat om hans arm. "Hvad er der galt med dig?" Ordene kom ud meget hårdere, end jeg først havde planlagt dem.

    "Hvad mener du?" spurgte han, og hans øjne så en smule forskrækket ud; underligt ædru.

    Jeg holdt fast på ham, så han ikke kunne slippe nogen steder hen. "Du ved udmærket godt, hvad det er, som jeg mener, Niall." Jeg lød forpustet. "Hvorfor undgår du mig?"

    Igen ændrede hans blik sig, og han rystede blot på hovedet. Det var som om, at han prøvede at smile, men det blev bare til en underlig grimasse, før han gik tættere på udgangen. Hans arm faldt ud af mit greb, og jeg kunne mærke vreden vokse. Hvordan kunne han tillade sig at være sådan overfor mig?

    Jeg fulgte arrigt efter ham ud i natten.

    "Svar mig nu, Niall," fortsatte jeg hidsigt.

    Jeg var ikke sikker på, om jeg ville turde snakke sådan til ham, hvis ikke jeg var fuld.

    Niall fortsatte nogle skridt, men vendte sig så om i et ryk, da jeg snakkede. "Hvad vil du have mig til at sige, Cheyenne?" sagde han halvhøjt, før han slog ud med armene til siderne.

    Jeg havde aldrig oplevet Niall hæve stemmen, og det fik mig til at stoppe op. Pludselig havde jeg en voldsom trang til at tude, men jeg bed irriteret tænderne sammen og bare stirrede på ham. Niall udstødte en irriteret lyd, før han mumlede noget utydeligt. Han vendte om og begyndte at gå igen

    Jeg trådte et skridt frem. "Hvorfor hader du mig?" spurgte jeg stille.

    Spørgsmål kom frem meget ynkeligt, og jeg måtte også ligne en lille, efterladt hundehvalp, som jeg bare stod der. Under normale omstændigheder ville jeg aldrig have stillet et spørgsmål som dette.

    Man blev jo bare så underligt direkte, når man var fuld.

    "Jeg hader dig ikke," svarede Niall, efter at have vendt sig om endnu en gang.

    "Hvad er det så? Fortæl mig, hvad jeg har gjort?" fortsatte jeg med en spæd stemme.

    Jeg kunne ikke finde ud af, hvad han tænkte. I lang tid stirrede han på mig med hans indtrængende blå øjne. Der var stille omkring os. Kun lyden af musikken og råb fra fulde mennesker virkede som baggrundsstøj. Irriteret bed jeg fat i min bævrende underlæbe, mens jeg tvang tårerne inde.

    Jeg ville ikke tude. Jeg ville ikke.

    Niall sukkede tungt, før han endelig svarede. "Du har ikke gjort noget," mumlede han.

    Frustreret gik jeg fremad, da han vendte om igen. "Niall!" sagde jeg højt.

    Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle sige. Jeg ville ikke have ham til at gå.

    "Jeg går hjem nu," svarede han blot, uden at vende sig om.

    Jeg stod som forstenet og betragtede hans skikkelse, som forsvandt hen af gaden. En voldsom vrede skyllede ind over mig, før jeg pludselig rev mine stiletter af, vendte rundt og marcherede tilbage ind på diskoteket. Hvad fanden bildte han sig ind? Hvordan kunne han bare... forråde mig på den måde?

    Betød jeg virkelig så lidt for ham?

    Voldsomt rev jeg døren op og forsvandt ind i larmen igen. Jeg var ligeglad med, om jeg var på bare fødder. Lige nu skulle jeg bare fokusere på at holde tårerne tilbage. Jeg skubbede mig forbi nogle mennesker, mens jeg spejdede rundt i lokalet. Jeg ville hjem nu.

    Jeg stivnede, og jeg følte med ét, at jeg ikke kunne bevæge mig. Svimmelheden væltede ind over mig, selvom jeg stod stille, og jeg var næsten sikker på, at jeg ville falde om når som helst. Det var som om, at lyden blev hel tom, og mine øjne kun kunne se et sted hen. Jeg glemte alt min vrede mod Niall. Jeg glemte mig ønske om at komme hjem. Alt, jeg kunne se, var dem... og pludselig var det som om, at han også fik øje på mig. Jeg fik kvalme, da mit blik mødte hans, og jeg måtte holde mig for munden.

    Harrys blik ændrede sig, idet han så mig, og han lagde hænderne på armene ad den lyshårede pige foran sig, før han hurtigt trak hende væk fra sig. Det var for sent. Jeg havde set dem.

    Jeg havde set, hvordan hans hænder havde snoet sig ned over kroppen på hende. Deres nærkontakt. Det bankede vildt for mine ører, og jeg kunne mærke mine øjne endnu en gang blev blanke.

    "Cheyenne!"

    Jeg reagerede ikke på lyden af mit navn, men hastede mod udgangen af diskoteket.

✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂

Skriv endelig nogle kommentarer, både med ris, ros og kritik, mange tak!! :-)

Wow, næsten 100 faste læsere, det er virkelig langt over, hvad jeg forventede! Tak!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...