Forever Young

Cheyenne Richards er datter af Jones Richards; bedre kendt som det verdenskendte, britiske boyband One Directions manager. Hun har altid boet i Danmark, hvilket hun bliver ved med at gøre, lige indtil hendes forældre bliver skilt. Hun giver udelukkende sin far skylden for bruddet, da hun mener, at han tilbringer al sin tid i London med sit noget så dyrebare band, og det derfor er endt, som det gjorde mellem hendes mor og ham. Hendes far beslutter derfor, at hun skal med til England i sommerferien, så de kan komme tæt på hinanden igen, og så hun kan få lidt en afveksling fra hverdagen hjemme i Danmark. Først ligger Cheyenne ikke skjul på sin store utilfredshed, men så snart hun lærer de dejlige drenge fra bandet at kende, ændrer hun pludselig mening. Og specielt en af de fem drenge ender med at gøre et ret stort indtryk på hende…

574Likes
288Kommentarer
116752Visninger
AA

22. Det er det, du gør

 

22
forever young

Cheyennes synsvinkel

Det havde bare været en drøm. Nej, det havde bare været et mareridt. Der var ingen grund til bekymring. Der var ingen grund til at tænke på det. Det var alligevel ikke virkelighed. Bare en fjern tanke, som tilfældigvis havde passeret min underbevidsthed i nattens forløb. Intet andet.

    Hold nu kæft, hvor lød jeg bare ynkelig... men det var det eneste håb, som jeg havde at klamre mig til.

    Dog vidste jeg, at i det sekund jeg åbnede øjnene, ville jeg ikke længere kunne benægte den sandhed, som lå og ventede på mig. Jeg ville ikke længere kunne forblive i illusionen om, at det bare var en drøm. For det var det ikke. Harry havde kysset mig. Og jeg havde kysset ham.

    Den værste del af det var, at... jeg ikke kunne have ønsket mig noget andet.

    Og det var derfor, at jeg den sidste halve time havde nægtet at åbne øjnene, selvom jeg var lysvågen, og solen udenfor vinduet skar igennem mine lukkede øjenlåg og dannede en rødlig hinde over dem.

    Tiden havde jeg intet begreb om. Der var stille i lejligheden, og min far plejede at høre morgen-TV, så jeg gik ud fra, at det måtte være oppe på dagen, og han var taget på arbejde. Da jeg i går var kommet stormende ind ad hoveddøren med uglet hår og et vildt blik i øjnene, havde han set underligt på mig og spurgt, hvorfor jeg ikke havde købt noget. Jeg fik snøvlet mig frem til, at jeg ikke kunne finde rundt, og først havde fundet busstoppestedet for lidt tid siden, men nævnte ikke episoden med Harry.

    Det sekund jeg endelig var kommet til mig selv, havde jeg skubbet Harry fra mig, vendt om og løbet væk så hurtigt mine ben kunne bære mig. Forsøgt at fortrænge den bastante fejl, som jeg netop havde begået. Problemet var blot, at det blev ved med at køre på repeat for mit indre blik.

    Mit mellemgulv blev ved med at trække sig underligt sammen, og når jeg ikke havde mine parader oppe, tog jeg mig selv i faktisk at nyde tanken om det. Det var ikke okay. Det var det bare ikke.

    Som altid havde jeg lukket mig inde på mit værelse, så jeg slap for spørgsmål og blikke. Men nu lå jeg her, og det var efterhånden gået op for mig, at min værste fjende i virkeligheden var mig selv. Selvom jeg havde gjort et forsøg på at tænke på alt andet end Harrys læber mod mine, kunne jeg ikke. Min tunge førte sig gentagende gange frem over min underlæbe, som føltes besynderligt øm og sårbar.

    Verden fik altid de mest usle og rædsomme ting til at føles så fantastiske. Det var ligesom slik, alkohol eller stoffer. Alle tingene gjorde dig glad, men kun for en stund. I sidste ende ville det alt sammen ende med at såre dig på en eller anden vis. Harry var mine stoffer. Min alkohol.

    Jeg havde ikke viljestyrken til at sige fra, og til tider havde jeg heller ikke lyst. Hvorfor skubbe lykke væk? Hvorfor benægte sig selv den ting, som gjorde dig allermest lykkelig?

    Fordi alt godt ender med at såre dig. Fordi alt, du knytter dig til, vil såre dig, når du mister det.

    Det gav et gib i mig, da en høj brummen lød i rummet. Der var en pause på få sekunder, før brummen larmede igen. Med en usikker hånd, grundet mine lukkede øjne, rakte jeg ud efter mit natbord, hvor min hånd efter nogle få forsøg fik fat om det støjende element.

    Hvem fanden ringede på denne tid af døgnet? Og hvad var klokken egentlig?

    En klam følelse løb gennem mig, da en bange anelse opstod. Han ville vel ikke ringe... ville han?

    Uvilligt åbnede jeg det ene øje på klem og skimtede displayet. Jeg frygtede det værste. Jeg var ikke klar til at stå til regnskab for alt, der var sket i går... men det var umuligt for mig at flygte fra virkeligheden. Selvfølgelig, jeg havde muligheden for at ligge på, men der var noget, der sagde mig, at jeg langt fra ville kunne slippe så let. Jeg lukkede lettet øjet i igen, da var Nialls navn, som stod malet over skærmen, og jeg trykkede på den grønne tast, før jeg førte mobilen op til øret.

    "Hvorfor ringer du på denne tid af dagen, menneske?" mumlede jeg med tydelig morgenstemme.

    Nialls karakteristiske latter lød. "Den er halv fire om eftermiddagen, søde," lo han.

    Endelig åbnede jeg mine øjne helt og så mod mit ur. Satans. Han havde ret.

    "Nå." Mit svar skulle have lydt fornærmet, men kom bare ud ganske neutralt.

    Det var som om, at en tung sten havde dumpet ned i maven på mig, i takt med jeg arbejdede mig op og sidde i sengen. Mine øjne kunne ikke vende sig til sollyset, og jeg måtte gnide mig frustreret i dem.

    "Jeg ville bare høre, hvordan du havde det?" spurgte han roligt, men lød fraværende, da der pludselig var en masse støj i baggrunden i den anden ende af røret, som jeg ikke kunne regne ud, hvor kom fra.

    Jeg sank. Det måtte betyde, at han havde hørt, hvad der var sket i går.

    Det kunne vel ikke betyde andet, kunne det? Var det ikke en pæn hentydning?

    Jeg forsøgte at spore noget i hans stemme, men spørgsmålet lød til at være spurgt af oprigtig nysgerrighed uden bagtanker. "Er der noget galt, Chey?" Der var gået for lang tid, før jeg svarede.

    "Nej, nej," skyndte jeg mig at forsikre ham om. "jeg har det helt... fint."

    En lille hvid løgn. Men jeg ville ikke sige noget, før jeg vidste, hvor meget han vidste.

    Nu var det Nialls tur til at tie. "Okay." Han trak på det, hvilket afslørede mistroen i hans stemme.

    Jeg svang lydløst benene ud over sengekanten, mens jeg trak dynen over mine bare lår. Jeg klemte øjnene sammen i nogle få sekunder, da jeg nærmest kunne mærke Nialls bebrejdende øjne ligge på mig. Han forventede, at jeg fortalte ham sandheden -- for det gør man til sin bedste ven.

    "Var der... noget andet du ville?" talte jeg udenom, som det kryster jeg nu engang var.

    Han sukkede, men opgav så. "Ikke rigtigt. Vi har alle fri nu undtagen Louis -" Nialls stemme blev afbrudt af et højt og utilfreds råb i baggrunden, som jeg vidste kun kunne tilhøre Louis, og jeg kunne ikke lade være med at smile over Nialls latter, som larmede heftigt ind i telefonen. "Så måske kunne jeg komme et smut over?" forslog han, da hans latteranfald endelig var overstået.

    Jeg rystede kort på hovedet af ham, men bed mig så i læben. "Det er ikke så godt i dag, Niall." Min undskyldning lød allerede dårlig. "Jeg har det bare lidt dårligt, og ja... bare sådan generelt."

    Han blev igen stille. "Helt ærligt, Cheyenne, hvad foregår der?" spurgte han alvorligt, og jeg hørte en dør klikke i hans ende af røret, og hans stille omgivelser måtte betyde, at han var trådt ud i enerum.

    "Ikke noget!" forsøgte jeg skingert, men sukkede så tungt. "Jeg... jeg fortæller det en anden gang. Det er en længere historie.. jeg vil bare gerne... være lidt alene." Jeg sank.

    Niall trak vejret tungt. "Okay." Man kunne tydeligt høre modvilligheden i hans stemme. "Men lov mig, at du ringer, hvis der er det mindste," tilføjede han hurtigt, og jeg lo tørt og kort.

    "Vi ses, Niall," afsluttede jeg uden rigtig at svare, og efter et kort svar lagde jeg på.

    Jeg smed mobilen fra mig på min seng og stirrede ud i luften foran mig. Man burde tro, at jeg snart havde vænnet mig til alle de tvetydige følelser, som syntes at erobre mig for tiden.

    Desværre var svaret bare, at det havde jeg ikke -- og jeg ville nok heller aldrig komme til det.

✂ ✂ ✂

Omhyggeligt tørrede jeg mit hår igennem med det grå håndklæde mellem mine hænder. Derefter lod jeg håret falde ned om mine skuldre, og selvom det stadig var en smule vådt, lod jeg det blot være. Så kunne det vel lufttørre. Jeg havde netop trukket i noget tilfældigt tøj, efter jeg var kommet ud fra badet. Jeg var stadigvæk ganske alene i lejligheden, selvom klokken snart ville runde omkring de seks.

    Der var altid så underligt stille, når man var alene hjemme, og det var også derfor, at jeg nærmest sprang ti meter op i luften, da jeg hørte nogle tydelige bank, som brød stilheden.

    Jeg knugede håndklædet mellem mine hænder og kiggede forskrækket mod udgangen af mit værelse.

    Hurtigt fik jeg dog taget mig sammen og smed håndklædet fra mig, før jeg gik mod hoveddøren. Jeg vidste ikke, hvor jeg havde samlet den vane op henne, men det løb mig altid koldt ned af ryggen, når det bankede på døren, og jeg var alene hjemme. Ikke, fordi jeg nogensinde havde oplevet, at der stod en morder derude og ventede på mig eller noget i den dur. Det var jo sikkert bare min far eller en, der ville sælge et eller andet. Men lige i det jeg trykkede dørhåndtaget ned på hoveddøren, gik det op for mig hvem det var. Niall. Den dreng tog sgu aldrig et nej for et nej, og det faktum, at jeg havde bedt om at være alene, havde kun fået ham til at gå imod mine ordrer yderligere. Det var så typisk ham, og det var derfor, at jeg ikke kunne gøre for det lalleglade smil, som dansede over mine læber, da jeg rev døren op.

    "Niall, hvorfor gør du aldrig som je -" grinede jeg, men stoppede brat op.

    Denne gang var min frygt begrundet. Det var ikke på grund af en dum forestilling, som jeg havde gjort mig. Jeg kunne ikke gøre andet end at stirre. Uden at bemærke det strammede jeg grebet om dørhåndtaget, som jeg stadig havde fat om, men ellers udviste jeg ingen andre tegn på liv.

    Hvorfor gjorde han det så svært for mig? Hvorfor forstod han ikke en hentydning?

    Ja, et vift med en vognstand ville nok være en nærmere betegnelse. Hvorfor skulle han, selv med nedslåede øjne og en trist grimasse, se så fandens attraktiv ud? Hvorfor skulle han være Harry?

    Harry fucking Styles, som har skabt så meget elendighed, men så meget kærlighed i mit liv.

    Hvorfor?

    I, jeg ved ikke hvor lang tid, stirrede jeg ham direkte ind i øjnene uden at sige så meget som et kvæk. Han så blot tilbage på mig, og jeg var ikke i stand til at tyde hans blik. Jeg havde fuldstændig glemt alt om mit våde hår og min manglende make-up. Det var første gang, at han nogensinde så mig sådan her... men det var der ingen tid at tænke på. Jeg følte mig komplet lam, som jeg stod der.

    Først, da jeg kunne fornemme, hvordan han bevægede sine læber fra hinanden i en langsom bevægelse og lagde op til at sige noget, vågnede min krop. Instinktivt trådte jeg et skridt bagud.

    "Nej, vent!" Mere nåede han ikke at sige, og jeg fangede hans øjne en sidste gang, før jeg smækkede døren hårdt i, så braget nærmest ekkoede flere sekunder efter i gangen.

    Hurtigt efter lød der nogle ivrige bank mod døren. "Cheyenne!" kaldte han desperat.

    Jeg stirrede bare på dørens mørke træ. Jeg kunne ikke mere. Pludselig var det som om, at jeg ikke var i stand til at holde tårerne tilbage længere. De sidste par dages fortrængninger og indelukkelse kom væltende ud. Jeg klaskede en hånd foran munden for ikke at hulke højt og med rystende knæ, støttede jeg med hånden mod væggen til min venstre. Det var fuldstændig grotesk, men jeg havde ingen kontrol over det. Lyden af hans stemme. Det hele var for meget, og jeg kunne ikke stoppe tårerne, som dansede ned over mine kinder, mens jeg langsomt gled ned at sidde på gulvet med ryggen mod muren.

    "Cheyenne, vær nu sød!" Harrys stemme lød klar, og jeg var sikker på, at overboen kunne høre ham.

    Jeg var ligeglad. Jeg trak mine ben op til mig, som jeg omsluttede med mine arme og begravede hovedet deri. Der var en stor del af mig, som bare havde lyst til at give op. Jeg ville gerne være stærk. Jeg ville gerne kunne stå til ansigt med Harry og endnu en gang fortælle ham, hvordan han skulle holde sig væk fra mig -- men jeg kunne ikke mere. Jeg kunne ikke endnu en gang gennemføre det, hvor jeg udtrykkeligt bad ham om præcist det modsatte af, hvordan jeg egentlig ville have det.

    For jeg ville jo ikke have ham til at forsvinde. Jeg ville have ham lige her. Ved siden af mig. Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tilbage i tiden. Tilbage til der, hvor det hele var okay.

    Hvor han stadig var Harry -- min kæreste. Uden betingelser eller smutveje. Ham og jeg.

    Harrys banken blev ikke mindre intensiv, og han ville sikkert ende med at bryde døren ind, hvis han fortsatte med samme kraft. "Cheyenne!" råbte han. "Cheyenne, du kan ikk -" Han afbrød sig selv. "Vent... Gr-græder du?” spurgte han pludselig, og det gik op for mig, at jeg lige havde snøftet højlydt.

    Den pludselige forandring i hans stemme var let at spore. Før havde han lydt beslutsom, men nu kunne man let høre, hvordan hans stemme kunne knække når som helst. Jeg trak vejret ukontrolleret, før jeg så hen mod døren. Tårerne rendte stadigvæk i strømme ned over mine kinder, og jeg kunne ikke svare ham. Jeg ville ikke svare ham. Jeg ville ikke have ham til at vide, at jeg græd. At jeg græd over ham.

    Han bankede igen, men denne gang ikke ligeså hårdt. "Jeg beder dig, Chey. Du må ikke græde; jeg -" Hans stemme blev ustabil igen. "Lad mig komme ind. Jeg kan ikke lide, at du græder," forsøgte han, og jeg kunne høre, hvordan hans hånd gled over døren, og han tog fat om dørhåndtaget på den anden side.

    Idet han trykkede håndtaget ned, gik det op for mig, at jeg ikke havde låst døren, og det var derfor, at jeg skyndte mig at slå blikket væk, da døren pludselig gik op. Der var helt stille, og der var kun lyden af hans skridt, som fyldte rummet, da han trådte ind. Der gik noget tid, før han fik øje på mig. Mit hjerte sad bogstaveligt talt oppe i halsen på mig, og mine øjne var slørede fra mængden af vand, som fyldte dem. En gang imellem blev jeg nødt til at slippe et hulk ud, da jeg ellers ikke kunne få vejret.

    "Cheyenne..." hviskede han.

    Hans stemme gjorde nærmest fysisk ondt. Han lød som om, at han var i smerte. Selvom han var ganske lydløs, kunne jeg sagtens fornemme, at han nærmede sig mig. Min krop reagerede på Harry. Det var ikke noget, som jeg havde kontrol over. Det var ligesom magneter. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende. Det er det, han gør ved mig. Det var for godt til at være sandt -- hvilket også stod klart for mig.

    Stædigt vendte jeg hovedet til siden, da han stoppede op foran mig. Jeg reagerede kraftigt på hans nærvær, men det blev overstrålet af de stadig rindende tårer. Gulvet knirkede en anelse, da han satte sig på hug mindre end en centimeter foran mig. Mit hjerte galoperede derudaf, og jeg lukkede øjnene i, da han rakte ud efter mit ansigt. Jeg kunne mærke, hvordan hans tommelfinger forsigtigt, som var jeg lavet af glas, tørrede en tåre væk under mine øjne. Hans venstre hånd hvilede mod mit knæ, som jeg kunne mærke hans hånd omslutte min kæbe og dreje mit hoved frem for sig.

    Hans berøringer sendte et sus af velbehag igennem mig. Det ville være rigtigt at skubbe ham væk -- men det havde jeg efterhånden også erfaret, at jeg ikke var i stand til. Han havde magten over mig.

    Jeg tøvede kort, men åbnede endeligt mine øjne. Jeg fortrød dog i det sekund, som jeg havde gjort det. Han var tættere på mig, end jeg først havde troet. Han sad lige der og virkede på en sær måde urealistisk. Hans grønne øjne stirrede ind i mine og fik min mave til at trække sig sammen.

    "Jeg kan ikke lide, at du græder." Han gentog sine ord fra før og holdt en lille pause. "Specielt ikke, når det er på grund af mig," tilføjede han, og hans stemme knækkede ved det sidste ord.

    Jeg sank og tog en dyb indånding for at samle mig. "Det skulle du nok have tænkt over noget før."

    Hans hånd faldt fra min kind og lagde sig i stedet mod mit andet knæ. Min hud glødede under hans hænder, og jeg fik en trang til at kramme ham. Bare ligge hovedet mod hans brystkasse. Føle hans varme og tryghed igen uden at tænke over konsekvenserne, eller hvad det ville betyde.

    Han slog blikket ned, og jeg kunne fornemme, at han sank. Han vidste ikke, hvad han skulle sige. For der var jo ikke meget at sige. Jeg havde ret; det kunne han ikke benægte. Han ville aldrig have set mig græde, hvis ikke det havde været for ham. Jeg ville ikke have haft en grund til at græde til at begynde med. Jeg kunne mærke, at tårerne pressede sig på igen, og jeg klemte øjnene hårdt sammen, da billedet af hans arme om Tamara dukkede op. Det blev ved med at komme tilbage som et ondt mareridt.

    "Hvorfor?" spurgte jeg pludselig, og det gik op for mig, at jeg havde hævet stemmen en anelse.

    Jeg kunne ikke lade være med at undslippe et hulk. Det stikkede i mit hjerte -- bogstaveligt talt. Jeg kunne mærke, hvordan det føltes som om, at en synål borede sig vej gennem det. Jeg havde haft det spørgsmål så længe, og jeg havde aldrig kunnet finde et svar på det.

    For det var egentlig det, som nagede mig mest. Hvorfor gjorde han det? Var jeg ikke god nok?

    Harry løftede blikket igen, og han foretrak en grimasse, som ikke fortalte andet en sorg og fortrydelse. "Jeg ville ikke kunne fortælle dig det," svarede han bittert. "for der er ingen grund. Jeg har ingen grund. Jeg tænkte mig ikke om. For hvis jeg gjorde... så var det aldrig sket. Der er jo kun dig. Jeg elsk -"

    "Stop," afbrød jeg ham, men sagde ikke mere.

    Jeg kunne ikke høre det. Jeg ville ikke høre det, når jeg vidste, at det ikke passede.

    Harry rykkede sig insisterende frem mod mig. "Nej, jeg elsker dig, Cheyenne, og du bliver nødt til at høre det, for jeg aldrig har ment noget mere i mit liv. Jeg elsker dig." Hans øjne tvangsindlagde mine. ”Jeg elsker dig. Jeg elsker dig,” blev han ved, som om han ville sikre sig, at jeg havde hørt det.

    Endnu et hulk slap ud, og der løb nogle nye tårer ned over mine kinder igen. Det hele snurrede for mig, selvom jeg sad ganske stille. Jeg kunne ikke sige noget, og jeg bøjede mit hoved frem, da jeg begyndte at græde ukontrolleret. Jeg følte, at jeg havde været igennem det her hundrede gange. Han blev ved med at prøve, og jeg blev ved med at afvise. Hvorfor ville han ikke give op? Fordi han elskede mig?

    Selvom han lige havde sagt det mindst fem gange, så kunne jeg stadig ikke tro på det. Men samtidigt kunne jeg heller ikke finde nogen anden grund. Det hang sammen på den måde.

    Niall, som blev ved med at bede mig om at tilgive på trods af alt mellem os. Det ville hænge sammen, hvis det var sådan, at det var. Men... jeg... jeg kunne bare ikke tro på det.

    Hans hænder lagde sig pludselig om mine kinder. "Jeg elsker dig," gentog han en sidste gang.

    Der var det pludselig som om, at femøren faldt. "Jeg elsker også dig," hulkede jeg gennem mine tårer.

    Og jeg mente det, selvom jeg hadede det faktum, at det var sådan. Jeg elskede idioten.

    Harry svarede ikke, men holdt fortsat fat om mit hoved, mens han rykkede sig frem mod mig. Jeg var ikke længe om at følge med, og jeg lukkede mine øjne i, før hans bløde læber ramte mine. Jeg flyttede mine hænder hen over hans brystkasse og tog fat om hans bluse. Jeg havde brugt så lang tid på at kæmpe imod -- og jeg ville heller ikke sige, at jeg havde tilgivet ham. Jeg ville heller ikke kunne sige, om jeg nogensinde ville kunne tilgive ham. Men jeg havde bare ikke styrken til at kæmpe imod længere.

    Jeg stolede ikke på ham -- langt fra.

    Men det ændrede ikke på det faktum, at hans kys nærmest var livsnødvendige for mig.

    Smagen af salte tårer blandede sig i vores kys, og alt for hurtigt fjernes hans læber fra mine. Det hele gik lidt for hurtigt til mig at kunne opfatte, men pludselig sad han ved siden af mig og var i gang med at trække mig ind til ham. Jeg støttede hovedet mod hans side, og hans arme lå beskyttende om mig. Det gik op for mig, at jeg var begyndt at græde igen. Jeg fjernede tårerne i mine ærmer.

    "Jeg er så ked af det." Han støttede hovedet mod min hovedbund, mens han hviskede til mig. "Jeg har ikke tænkt på andet end dig, Cheyenne. Jeg elsker dig -- og jeg ville hade mig selv for evigt, hvis jeg skulle leve med fejltagelsen af at have ladet dig gå. Jeg kan ikke miste dig. Jeg vil ikke."

    At ligge i hans favn var bedre, end jeg havde erindret. Der var en lille del af mig, som ærgrede sig over, hvor meget jeg egentlig nød det. Jeg ville gerne virke selvstændig, men sandheden var bare, at han havde mig i sin hule hånd. Hver eneste ting, som han gjorde, fik min hud til at gløde, og alt inde i mig til at blomstre. Jeg kunne ikke hade ham. Selvom jeg meget gerne ville tro, at jeg kunne.

    Harry aede mig forsigtigt over armen, mens han tyssede lidt på mig, da jeg endnu en gang undslap et hulk. "Jeg vil aldrig kunne rette op på det, der er sket. Men jeg beder dig, af hele mit hjerte; giv mig en mulighed for at bevise, hvor meget jeg holder af dig," afsluttede han.

    Jeg gispede igen efter vejret, og jeg knyttede ubevidst min næve. Jeg havde stået i et dilemma som dette før -- da jeg skulle beslutte, om jeg ville give ham en chance. Jeg havde fået bevidst, at det var den forkerte beslutning, som jeg havde truffet. Nu stod jeg i en situation, som lignede den ualmindeligt meget. Svaret virkede tydeligt. Hvad, der ville være rigtigt at gøre, var at sige fra. Sige nej. Min hjerne bedte mig udtrykkeligt om det. Det ville være det klogeste træk... men nu var det sådan, at hjernen og hjertet aldrig synes at kunne blive enige. Og det var også med det i hovedet, at jeg svarede ham.

    "Jeg har ikke tilgivet dig, Harry." Min stemme rystede, da jeg talte de sandfærdige ord. "Det ved jeg ikke, om jeg kan. For hvem ved, om du ikke gør det igen næste gang. Det vil kun tiden kunne vise."

    "Jeg beder dig. Jeg ville ikke kunne leve med mig selv, hvis jeg vidste, at det var min egen skyld, at jeg havde mistet dig," afbrød han mig og lød med ét desperat.

    Jeg sank og trak vejret tungt. "Jeg har ikke lyst til at give dig en chance til -- for det ved vi begge to, hvordan gik sidst," hviskede jeg. "men det lader til, at jeg intet har at skulle sige i forhold til det...”

    Forsigtigt vendte jeg ansigtet mod ham, og han stoppede bevægelserne ved min arm. Hans bryn var trukket sammen i en bekymret grimasse, og hans øjne så foruroliget ud... men så var som om, at jeg pludselig kunne genkende noget fra tidligere. Et lille glimt, som forsvandt ligeså hurtigt, som det var kommet. Der lagde sig en klump i min mave, og det var som om, at det sendte mig tilbage til første gang, at vi mødtes. Der havde det virket så simpelt det hele. Jeg havde faldet for ham, og jeg havde været ramt siden. Det havde virket så surrealistisk, at han skulle føle bare nogenlunde det samme for mig.

    Jeg sukkede tungt og bed tænderne sammen for at tvinge den strøm at tårer tilbage, som truede med at flyde over. "Så -" Jeg trak vejret tungt indad. "Lad nu være med at fucke det op ligesom sidste gang."

✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂

Jeg har fået min computer tilbage!

Og jeg har fået skrevet det første kapitel i meget lang tid. Jeg vil langt fra erklære mig tilfreds med dette, men jeg synes bare ikke, at jeg kunne lade jer vente længere. Dog, som jeg har skrevet før, vil der komme til at gå længere tid mellem kapitlerne, grundet det ikke er sommerferie længere.

Jeg håber virkelig, at jeg ikke har skuffet jer for meget med dette kapitel.

Skriv gerne lige, hvad I synes om det, det ville VIRKELIG gøre mig glad. Og hey! Denne movella er for resten FEM FUCKING PERSONER fra at være oppe på 200 på favoritlisten. Det er skørt.

Virkelig. Jeg elsker jer virkelig for det! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...