Forever Young

Cheyenne Richards er datter af Jones Richards; bedre kendt som det verdenskendte, britiske boyband One Directions manager. Hun har altid boet i Danmark, hvilket hun bliver ved med at gøre, lige indtil hendes forældre bliver skilt. Hun giver udelukkende sin far skylden for bruddet, da hun mener, at han tilbringer al sin tid i London med sit noget så dyrebare band, og det derfor er endt, som det gjorde mellem hendes mor og ham. Hendes far beslutter derfor, at hun skal med til England i sommerferien, så de kan komme tæt på hinanden igen, og så hun kan få lidt en afveksling fra hverdagen hjemme i Danmark. Først ligger Cheyenne ikke skjul på sin store utilfredshed, men så snart hun lærer de dejlige drenge fra bandet at kende, ændrer hun pludselig mening. Og specielt en af de fem drenge ender med at gøre et ret stort indtryk på hende…

569Likes
288Kommentarer
114797Visninger
AA

5. Der er ingen ord

 

5
forever young

Cheyennes synsvinkel

Det løb mig nærmest koldt ned af ryggen, da jeg rejste mig op fra sofaen. Jeg kunne mærke alles blikke var rettet mod enten Harry eller jeg. Det hele virkede også underligt, men jeg gik ud fra, at de alle vidste, hvad det handlede om. Lige siden jeg var kommet, havde jeg haft fornemmelsen af, at Niall havde afsløret alt, som jeg havde fortalt ham i bilen. Deres blikke, deres smil... ja, bare hele deres væremåde.

    Det var som om, at de virkelig tænkte over, hvad de sagde til mig.

    Harry lukkede døren bag mig, efter vi var nået ud i gangen. Der var en del koldere herude, og jeg lagde armene om mig selv. Jeg kunne mærke, hvordan jeg gik i panik, da han vendte front mod mig.

    Heldigvis valgte han at lægge ud. "Kan du være sød at fortælle mig, hvad det er der sker?" spurgte han, og hans mørke øjenbryn rynkede en anelse. "Niall bliver ved med at sende mig de her blikke... som om jeg har gjort noget galt. De andre opfører sig også bare underligt. Har han sagt noget til dig?"

    Han lagde hovedet en anelse på skrå og lænede sig afslappet op af væggen med korslagte arme.

    Jeg var mundlam. Hvordan kunne han ikke vide det? Havde Niall virkelig ikke fortalt om situationen?

    Måske bare ikke til Harry.

    Jeg var ude af stand til at svare. Jeg var stadigvæk såret over, hvad jeg havde hørt tidligere. Det virkede forkert at se ham ind i hans grønne øjne. De virkede så oprigtige. Ærlige. Jeg vidste dog bedre.

    "For resten, hvor blev du af i morges?" spurgte han, som om han ikke bemærkede, at jeg ikke svarede.

    I et sekund havde jeg bare lyst til at vende mig om og skride. Vreden brød bare frem indeni mig. Han legede med mig -- med mine følelser. Jeg var overbevidst om, at hvis jeg først var begyndt at have noget kørende med ham, ville han ende med at såre mig. Hans øjne borede sig ind i mine. Der var ikke skyggen af skyldfølelse. Han var fuldstændig ligeglad, hvilket gjorde mig rasende. Det bevidste kun, hvor mange piger, som havde været der før mig. Hvor mange piger, som han havde udnyttet, præcis ligesom han havde tænkt sig at udnytte mig. Jeg vidste, hvordan han i virkeligheden var. 

    "Cheyenne?" lød hans forvirrede stemme.

    Det gav et lille gib i mig, da han sagde mit navn. Jeg rettede mig op. Han måtte ikke have den effekt på mig -- også selvom jeg kunne have svoret på, at mine ben gav en smule efter, da han sagde mit navn.

    "Jeg tog hjem, Harry. Niall kørte mig hjem."

    Min stemme lød ikke ligeså kold, som jeg havde håbet på. Den lød derimod lille og sårbar.

    Han rykkede lidt på sig. "Hvorfor?" spurgte han uden at være mindre forvirret.

    Igen blev jeg mundlam. Jeg endte bare med at trække på skuldrene. Det gik ikke særlig godt det her. Jeg slog blikket ned på gulvet, og det begyndte igen at prikke i mine øjne. Jeg bed mig hårdt i læben. Nej, jeg ville ikke tude igen. Det var spild af tårer. Der var ikke nogen grund til at tude over ham.

    Han var lige meget. Helt ligegyldig. Han betød intet. Intet.

    "Jeg forstår virkelig ingenting. Hvad er der sket?" spurgte han med en hæs stemme.

    Mine øjne fløj op, da jeg kunne mærke hans varme hånd mod min bare arm. Jeg overvejede at skubbe den væk, men mine hænder reagerede ikke. Jeg var næsten sikker på, at jeg kunne mærke de små gnister, hvor hans hud rørte min. Hvor var det bare løgn. Det kunne ikke passe; det måtte ikke passe.

    Den virkning, som han havde på mig, var ekstremt upassende. Jeg forsøgte virkelig at hade ham, men det var som om, at alt, han gjorde, havde en tiltrækning på mig. En fysisk tiltrækning.

    Det var dødirriterende, og det var lige før, at jeg endnu en gang var blevet væk i hans øjne. Jeg tog en dyb indånding. Jeg måtte samle mig. Det var bare en del af hans skuespil. Det måtte jeg huske på. Jeg ville ikke være hans næste... offer. Hvis man overhovedet kunne beskrive det sådan.

    "Harry. Bare stop, okay?" sagde jeg, da jeg fik nogenlunde kontrol over min stemme. "Jeg hørte alt, hvad Louis og dig snakkede om i køkkenet," fortsatte jeg, før jeg lavede et træk med skulderen og bakkede et lille skridt, så hans hånd langsomt gled væk fra min arm og faldt ned langs hans side.

    "Jeg -"

    "Du behøver ikke forklare. Jeg forstår udmærket." Jeg så ham direkte i øjnene. "Så jeg forventer også, at du nok forstår hvorfor det er, at jeg ikke ønsker at -" Jeg holdt inde, da jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle afslutte sætningen. "Bare lad mig være, okay?" sagde jeg i stedet og slog blikket væk.

    Harry var stille i noget tid. "Cheyenne..." begyndte han, men fortsatte ikke.

    Jeg så op igen og smilede falsk til ham. Andet kunne jeg ikke. Jeg var på ingen måde glad -- også selvom, at det her måske burde føltes som en sejr for mig. Jeg afviste ham.

    Jeg var ikke længere en del af hans spil, men havde meldt mig selv ud.

    "Det er helt fint, Harry," sagde jeg blot, før jeg gik et skridt frem mod ham, da jeg ville ind i stuen igen, og døren lå bag ham; dog blev jeg stoppet, da han pludselig tog fat ved min arm igen.

    "Du misforstår;" forsøgte han. "det er slet ikke sådan, det er!"

    Harrys øjne borede sig ind i mine, og hans greb om min arm var stærkere end før. Jeg mærkede et udefinerbart sug i mellemgulvet. Selvfølgelig var det ikke det. Det var det vel aldrig.

    "Virkelig? Hvad er det så, som jeg har misforstået?" snerrede jeg.

    Vreden var blusset frem igen. Kunne han ikke bare lade mig være nu?

    "Du kender mig ikke en gang! Hvordan kan du allerede dømme mig på den måde?" spurgte han.

    Hans stemme reagerede på mit toneleje. Han blev også irriteret.

    "Se, du kan ikke en gang fortælle mig, hvad jeg har misforstået." Jeg rystede på hovedet. "Nemlig, Harry, jeg kender dig ikke. Hvad skal jeg tro om dig, når jeg hører sådan noget?" tilføjede jeg.

    Det hele gav jo mening, hvis det hang sådan sammen. Jeg kunne ikke finde nogen anden grund, til hvorfor han ellers skulle have sagt det, som han havde sagt til mig i går.

    Lige siden jeg så dig første gang, har jeg ikke kunne tage øjnene fra digYeah, right.

    Harry sukkede tungt. "Giv mig dog en chance," bad han, og det var som om, at hans temperament var dalet nogle grader på trods af, hvad jeg lige havde sagt til ham.

    Jeg drejede hovedet mod siden. "Hvorfor skulle jeg?" spurgte jeg med en spæd stemme.

    Var det virkelig  vigtigt for ham ikke at tabe ansigt?

    "Fordi det ikke passer. Jeg er ikke, som du tror. Hvis du giver mig en mulighed for at vise det, så vil du også finde ud af det. Du skal bare lære mig at kende," sagde han, og hans greb løsnede sig om min arm.

    Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Det virkede ikke som om, at han havde tænkt sig at give op lige foreløbig. Han gav virkelig ikke op, før han fik det, som han ville have det. Jeg kunne næsten se det for mig. Lige, når han havde fået det, som han havde jagtet, smed han det fra sig igen. Så var det ikke nær så interessant længere -- det var kun selve jagten, som var sjov. Jeg kendte typer som ham. Typer, som man skulle holde sig fra. Det så dog ud til, at det ville blive svært at holde sig fra Harry.

    Jeg sukkede opgivende, hvilket Harry åbenbart tog som en invitation. "Kom med."

✂ ✂ ✂

Det var anden gang, at jeg bare skred fra det hus uden at sige farvel. Denne gang havde jeg dog ikke haft noget valg. Harry havde været meget insisterende, imens han trak mig ud af døren. Vi havde kun lige nået at gribe vores sko, før han havde skyndt sig videre. Jeg vidste ikke, hvad han havde i planerne, men tanken, om at skulle være alene med Harry, skræmte mig. Jeg måtte bare blive ved med at huske på, hvad hans intentioner var. Ikke falde i fælden -- lige meget, hvor meget jeg følte mig draget til ham.

    Det var et held, at det var så mørkt udenfor. Der var ikke mange mennesker ude, og hvis der var, kunne de nok ikke genkende Harry i mørket. Ellers havde vi sikkert blevet overfaldt af tusindvis af skrigende fans. Han virkede meget målrettet og slap først grebet på mig, da vi var nået et stykke væk fra huset.

    "Hvad er det, som du laver, Harry?" spurgte jeg forvirret og stoppede halvt op.

    Harry vendte sig, men fortsatte nogle skridt. ”Jeg giver dig en chance for at lære mig at kende.”

    Jeg rullede med øjnene, men fortsatte med at gå. Jeg vidste ikke, hvad han havde forventet. At jeg bare ville gå en lille tur med ham, også ville hele mit syn på magisk vis ændre sig?

    Dog fulgte jeg med ham, imens han fortsatte hen langs fortovet. Jeg bemærkede lyden af havet, som skyllede op langs sandet ved min venstre side. De boede godt nok tæt på vandet.

    Harry stak hænderne i bukselommerne, imens hans blik var vendt mod mig. "Jeg hedder Harry Styles. Jeg er 18 år og kommer fra Cheshire." Jeg tog mig selv i at smile lidt; hvad skulle jeg helt præcis bruge de informationer til? "Jeg har en søster, og mine forældre er skilt," fortsatte han.

    Jeg afbrød ham ikke, men lod ham tale ud. Jeg havde virkelig ingen idé om, hvorfor han gav sig så meget tid. Fortalte mig de her ting. Som vi begyndte at gå, kunne jeg mærke, hvordan jeg blev mere afslappet omkring hele situationen. Jeg var dog stadig på vagt. Jeg stoppede mig selv, hvis jeg begyndte at sende ham for lange blikke. Tanken, om at blive udnyttet, lå hele tiden i mit baghoved.

    Dog var jeg ikke i stand til at være så kold overfor ham, som jeg havde lovet mig selv. Ja, jeg havde jo faktisk sagt til mig selv, at jeg aldrig ville tale med ham igen. Det tror jeg ikke, at jeg ville kunne overholde. I grunden kunne jeg heller ikke se det farlige i at gå her med ham. Det var ikke, fordi han lagde op til noget eller prøvede at flirte med mig. Han fortalte mig helt basale ting og informationer om sig selv, og hvis jeg skulle være helt ærlig, så var jeg faktisk nysgerrig overfor at høre dem.

    Lige siden jeg havde mødt ham, havde han virket så mystisk overfor mig. Jeg var blevet mundlam, når jeg så ind i hans grønne øjne, som altid havde den lille, udefinerbare glød over sig.

    Jeg bed mig i læben og slog tanken væk. Det var sådan noget, som jeg ikke skulle begynde at tænke for meget over. Jeg havde jo fundet ud af, hvad den glød havde været symbol for.

    Han havde fundet sit nye offer -- mig.

    På trods af mit skeptiske syn på ham, så havde jeg ikke kunne lade være med at grine, da han havde fortalt mig historien om hans tredje og fjerde brystvorte. Ja, han var endda gået så langt, at han hev op i blusen og viste mig dem. Jeg havde aldrig set noget lignende, og smilet, der gled over hans læber, var betagende, da han havde hørt min latter. Det gav mig en klump i maven. Han måtte vel have set det som en lille sejr, at jeg havde sænket mine parader. Det gjorde mig kun mere opmærksom.

    Jeg havde ladet Harry føre vej, da jeg stadig ikke var kendt i området. Selv, da han var trådt ud i sandet, som førte hen til stranden, var jeg bare fulgt med. Det var enten dét eller at blive væk i London.

    Han var begyndt at spørge ind til mig, og jeg svarede ham tøvende. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til ham. Jeg havde overbevidst mig selv om, at jeg skulle holde ham på afstand og ikke lade ham komme for tæt på mig. Alligevel var der noget indeni mig, som sagde at det ikke kunne skade. 

    "Hvad er din yndlingssang?" spurgte Harry, før han nærmest hoppede op på en lille badebro.

    Jeg fulgte ham derop. "Øhh..." Jeg lod tungen løbe over læben, mens jeg tænkte. "Jeg kan lide mange sange," sagde jeg, før jeg kom op på broen og fjernede noget hår, som var blæst ind i mit ansigt.

    Harrys blik lå på mig, og han var stoppet op. Det var som om, at der gik noget tid, før det gik op for ham, at vi stod stille. Han begyndte at gå igen, hvilket førte os længere ud på badebroen.

    "Hvad med dig selv?" spurgte jeg så i et forsøg på at dreje samtalen væk fra mig.

    Jeg kunne kun se Harrys krøller, da han gik med ryggen til mig, og jeg var et skridt bag ham. Han vendte sig dog om og tog det sidste skridt bagud, før han stoppede op. Vi var nået enden af badebroen.

    Det var som om, at han tøvede lidt, før han svarede. "Jo, der er én sang, som jeg har haft på hjernen lige for tiden," sagde han, og hans blik vandrede op mod nattehimmelen.

    "Hvilken?" spurgte jeg og så på vandet.

    Jeg så overrasket mod ham, da han ikke sagde et kunstnernavn og sang, som jeg have forventet; i stedet begyndte han at synge. ”From the moment I met you everything changed. I knew I had to get you whatever the pain. I had to take you and make you mine, sang han, før hans øjne søgte mod mine.

    Jeg stirrede ham ind i øjnene, uden at være i stand til at svare. Pludselig virkede han underligt tæt på mig, og jeg kunne mærke mit hjerte sætte farten op. Teksten sad fast i mit hoved. Der gik nogle sekunder, før virkeligheden strømmede ned over mig. Selvfølgelig. Selvfølgelig.

    Det var det her, som han havde ventet på at gøre hele aftenen. Jeg kunne mærke, hvordan vreden pressede sig på igen. Tænk, at han helt reelt troede, at jeg ville falde for det. Han var vel vant til, at han bare skulle blinke til tøserne, og så ville de kaste sig for hans fødder. Jeg var ikke sådan Jeg ville ikke være sådan. Jeg åbnede munden, men der kom ikke noget ud. Jeg havde lyst til at give ham et møgfald, men ordene sad fast i halsen på mig. Jeg kunne fornemme, at han trådte mig et lille skridt nærmere.

    "Jeg vil gerne hjem nu," fik jeg endelig hvisket.

✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂

Så fik jeg skrevet endnu et kapitel! :-)))

Jeg er igang med at læse op til en engelsk-eksamen, så beklager, hvis dette kapitel blev sådan lidt, you know. Jeg håber alligevel, at I vil smide en kommentar -- og måske give et like, hvis I synes historien fortjener det. Jeg sætter virkelig pris på alle jer, som 'favoritter' historien!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...