Forever Young

Cheyenne Richards er datter af Jones Richards; bedre kendt som det verdenskendte, britiske boyband One Directions manager. Hun har altid boet i Danmark, hvilket hun bliver ved med at gøre, lige indtil hendes forældre bliver skilt. Hun giver udelukkende sin far skylden for bruddet, da hun mener, at han tilbringer al sin tid i London med sit noget så dyrebare band, og det derfor er endt, som det gjorde mellem hendes mor og ham. Hendes far beslutter derfor, at hun skal med til England i sommerferien, så de kan komme tæt på hinanden igen, og så hun kan få lidt en afveksling fra hverdagen hjemme i Danmark. Først ligger Cheyenne ikke skjul på sin store utilfredshed, men så snart hun lærer de dejlige drenge fra bandet at kende, ændrer hun pludselig mening. Og specielt en af de fem drenge ender med at gøre et ret stort indtryk på hende…

574Likes
288Kommentarer
116892Visninger
AA

14. De er helt normale

 

14
forever young

Cheyennes synsvinkel

Tamara skubbede irriteret en forvildet hårtot på plads igen, før hendes lysebrune øjne flakkede rundt. Det var koldt i vejret, selvom det var sommer. Vinden rev, hvilket fik håret til at flyve om ørerne på en. Jeg fniste lidt af hende, da hun sendte et farligt blik til totten, som faldt ned i hendes øjne igen. Hun havde altid haft masser af temperament, så nogle gange skulle der de mindste ting til at gøre hende oprørt.

    "Vi skal dreje her." Jeg trak min ene hånd op af jakkelommen og pegede mod et fodgængeroverfelt.

    Jeg nåede kun lige at stikke hånden tilbage i lommen, da et gab trak i mine kæber. Vi var først faldet i søvn sent i nat. Eller... jeg kunne sagtens have sovet tidligere, men Tam havde holdt mig vågen.

    Mens jeg havde begyndt at fortælle om mit ophold her i London, kunne jeg mærke, hvordan smilet havde bredt sig over mine læber. Det var på en måde mærkeligt at fortælle om. Det var som om, at det bare var en fiktiv historie, min egen lille hemmelighed, men det var også en kæmpe lettelse endelig at komme ud med. Det havde været svært for mig at sætte ord på de hændelser, der var fundet sted.

    Jeg følte mig som en helt anden.

    Tamaras ansigt havde været prisløst. Hun havde mindst tredive gange gentaget ordet seriøst, som om hun knapt kunne tro sine egne ører. Det virkede også som en usandsynlighed. Hun havde stirrede på mig, og jeg kunne ikke rigtig tyde blikket i hendes øjne. Dog, da hun pludselig havde hvinet og nærmest sprunget om halsen på mig, var jeg ikke længere i tvivl. Hun virkede glad. Overvældet.

    Og så havde hun bedt mig fortælle hver eneste lille detalje, og hun havde ikke ladet mig slippe, selvom mørket for længst havde lagt sig udenfor. Det var så rart at snakke med hende igen. Jeg havde savnet en veninde, som man kunne fjolle rundt omkring uden at skulle tænke for meget over det. Bare at kunne snakke dansk med en igen havde været skønt. Jeg havde selvfølgelig kunnet snakke dansk med min far, men jeg havde ikke rigtig snakket så forfærdeligt meget med ham på det seneste.

    "Jeg kan virkelig ikke fatte, at du har mødt One Direction."

    Hendes lyse stemme afbrød mine tanker, og jeg flyttede blikket til siden. Jeg rystede på hovedet med et smil om læberne. Mødt dem, ja, sådan kunne man vel også betegne det.

    "Ja, ja," grinede jeg. "men jeg beder dig; lad nu være med at skrige dem op i hovedet, okay?"

    Tam løftede hurtigt begge hænder og nikkede ivrigt. "Spejderære!" konkluderede hun.

    "Du er ikke spejder," lo jeg, hvilket fik hende til at sænke hænderne igen i en eftertænksom mumlen.

    Spændingen strålede ud af hendes øjne, og det var klart, at hun glædede sig. Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke var en anelse rastløs. Jeg havde lovet Tam at møde drengene -- og jeg havde jo også lovet Niall at introducere ham for min veninde. Alligevel var jeg usikker på, hvordan hun ville reagere.

    Lige nu virkede hun meget rolig, men jeg vidste, at det kun var overfladen. Det var jo hendes største idoler. Noget, som jeg ikke forstod. For mig var de jo Zayn, Louis, Liam, Niall og ikke mindst Harry.

    Hun trak vejret tungt indad. "... og jeg kan virkelig ikke fatte, at jeg, Tamara Louise Hendrix, skal møde One Direction!" sagde hun som en afslutning på det første, som hun havde sagt.

    Jeg rullede med øjnene, før jeg fortsatte videre i retning af Louis' og Harrys lejlighed. Her til morges havde jeg aftalt, at vi ville komme et hurtigt smut forbi. Harry havde skrevet, at han ville hive Niall med.

    Efterhånden var jeg blevet ret kvik til at lære området at kende. Jeg kunne i hvert fald finde vej fra busstopstedet og til deres lejlighed -- ikke fordi jeg havde gået der før, men jeg havde kørt i bil hertil et  par gange nu. Heldigvis synes paparazzierne ikke at være nogle steder, men man vidste jo aldrig. Et vilkårligt smil bredte sig over mine læber, da tanken sendte mig tilbage til daten med Harry.

    "De er altså ganske normale mennesker," smålo jeg.

    Jeg kunne dog sagtens følge hende. Før i tiden havde jeg skullet sidde og høre på hende snakke om hendes elskede band, som hun forgudede mere end noget andet i verden, så på den måde virkede det nok ret stort for hende. Man kunne vel ikke undgå at fangirle bare en anelse.

    Jeg tog mine hænder op af lommerne, da den velkendte indkørsel dannede sig foran os, som vi trådte nærmere. Tanken, om at Harry var nogle få meter væk, fik det til at give mig et sug i maven. Det føltes nærmest som et adrenalinspark, der satte mig i gang på en forunderlig måde. Bare det forøgede min hjertebanken en smule, og jeg vendte mekanisk blikket mod jorden for at få kontrol over mig selv igen.

    "Z-Zayn?" hviskede Tam pludselig, hvilket fik mig til at slå blikket op igen.

    Jeg rynkede lidt på brynene, mens jeg så på hende. Hendes blik var stift fremadrettet, hvilket fik mig til at følge det -- og som hun havde sagt, stod Zayn ude foran Louis' og Harrys hoveddør med en cigaret mellem fingrene og skubbede lidt til jorden med foden, mens han bevægede sig lidt rundt.

    "Oh, my God; det er Zayn!" sagde hun en smule højere.

    "Tamara," skyndte jeg mig at mumle. "tag det roligt," fortsatte jeg med et grin.

    Han var stadigvæk ude for hørevidde, men han ville snart kunne høre os, hvis Tam fik et flip.

    Zayn så op, da grusset fra indkørslen begyndte at knase under vores fødder. Han sænkede smøgen, som han ellers lige havde sat mellem læberne og smilede roligt. Jeg kunne sværge på, at jeg hørte Tam gispe, og jeg skyndte mig at give hende en diskret albue i siden, så hun ville tie stille.

    "Hej tøser," sagde han afslappet, da vi nåede tættere på ham, før hans mørke øjne gled først over mig og derefter rettede sig mod Tam. "og du må være Cheys veninde?" gættede han.

    Jeg så mod Tamara, som ikke kunne slå blikket væk fra Zayn.

    Det så ud som om, at hun fik taget sig sammen, da hun endelig nikkede. "Ja. Ja, Tamara."

    Zayn flyttede smøgen til sin venstre hånd, før han rakte hånden frem mod hende. "Zayn."

    Jeg undertrykte et grin. Som om det var nødvendigt.

    Hun nåede lige at trykke hans hånd, da hoveddøren gik op. "Hvad er det for noget larm, som jeg hører?" lød Louis' genkendelige stemme, før han smilede stort, da hans ansigt dukkede op i døren.

    "Louis." Ordet fløj ud af munden på Tamara, og da vi alle så på hende, kunne se hende rødme.

    Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, selvom jeg fik medlidenhed med hende. Det måtte have været et pinligt øjeblik for hende. Louis tog det dog afslappet som altid.

    "Ja, det er helt korrekt. Hvem er du?" spurgte han lettere nysgerrigt og rettede sig op i døren.

    "Det er Tamara. Cheyennes veninde," svarede Zayn og tog et hvæs af smøgen.

    Det var som om, at der gik et lille lys op for Louis, og han smilede stort, mens han bød os ind i huset. Mit blik vandrede mod Tam, før jeg trådte udenom Zayn og indenfor. Hun smilede over hele femøren -- hvilket jeg regnede med at have noget at gøre med det faktum, at Zayn lige havde sagt hendes navn.

    Hun havde op til flere gange kommet med lange forklaringer overfor mig, hvor dejlig han var, og hvor lækker han var, så det måtte vel føltes som en eller anden slags sejr for hende.

    Der lød snak, da vi trådte ind i huset, hvilket afslørede, at der var flere til stede. Igen løb der en rus igennem kroppen på mig, da en latter lød, som jeg ikke kunne tage fejl af. Harry var her.

    Vi fik smidt overtøjet, mens Louis lukkede døren efter os. Han snakkede, som altid på livet løs om alt muligt, men jeg hørte knapt, hvad han sagde. Mit fokus var kun et sted.

    Hvorfor virkede det som om, at det var flere uger siden, at jeg sidst havde set ham?

    Jeg så ham jo i går, for Guds skyld!

    Jeg fulgte med Louis og Tam længere ind. Jeg kunne høre hende grine nervøst, men i det mindste stod hun ikke helt mundlam og sagde ingenting. Hun sagde da mere, end jeg gjorde lige i øjeblikket.

    "Kan I forstille jer det?" var der en der grinede højlydt, og jeg kunne nemt genkende Liams muntre stemme. "Han stod bare der og var ved -" Han afbrød sig selv midt i sætningen. "Jamen, hej!"

    Det var tydeligt, at vi var trådt ind midt i en samtale, og det var som om, at folk først bemærkede vores ankomst, da Liam holdt inde i sin historie. Harry sad i vindueskarmen og stirrede ud af vinduet, men drejede hovedet, da Liam hilste. Mine øjne kunne ikke drages væk fra ham, da smilehullet langsomt dukkede frem ved hans kind. Det havde en smittende effekt, og jeg smilede også selv snart.

    Jeg havde kun øje for ham.

    "Hej," lød Tamaras usikre stemme ved min side.

    Først der fjernede jeg endelig blikket fra ham og bemærkede Niall, som også var i køkkenet. Han stod over komfuret og var i gang med at varme noget mad. Han løftede ikke blikket fra gryderne.

    Jeg tænkte ikke videre over det, men så i stedet på Tam.

    "Det her er Tamara," præsenterede jeg hende. "som er min veninde fra Danmark."

    Liam rejste sig fra stolen om køkkenbordet, før han rakte hånden frem mod hende. Hans smil var som altid rart og venligt og meget... Liam-agtigt, hvilket i grunden var logisk nok.

    "Rart at møde dig," sagde han.

    Tam kunne kun nikke, og jeg kunne fornemme, hvordan hun tog en dyb indånding, før hun trådte et enkelt skridt frem for at trykke Liams hånd. Han satte sig tilbage i stolen igen, hvor Louis tilsluttede ham på den anden side af bordet. Mine øjne rettede sig endnu en gang mod Harry, da han hoppede ned fra vindueskarmen og begyndte at gå i vores retning. Han rettede hurtigt på krøllerne, mens han gik hen over køkkengulvet.. Hans øjne flakkede kort mod mig, før han stoppede op foran Tamara.

    Han rakte sin hånd frem, ligesom Zayn og Liam havde gjort.

    "Jeg er Harry," smilede han og så længe på hende, før hun trykkede hans hånd.

    Jeg kunne ikke lade være med at smile. Selvom jeg næsten var hundrede procent sikker på, at Tam allerede vidste det, så synes jeg, at det var kært, at han alligevel præsenterede sig selv.

    Han havde sit skæve smil malet i ansigtet, og jeg kunne bogstaveligt talt føle, hvordan jeg blev draget magnetisk mod ham -- også selvom han ikke engang så på mig. Det var vanvittigt.

    "Niall, præsenter dog dig selv, menneske!" lød Louis' højlydte klang.

    Harry trådte til siden, da han havde hilst på hende. Han bakkede nogle skridt og endte derved ved min side. Jeg sank og skævede hurtigt op til ham. Jeg fortrød dog, da han allerede så på mig, og jeg mødte hans blik. Hurtigt så jeg mod jorden og måtte bide mig selv i læben. Det gik op for mig, at jeg havde holdt vejret. Skulle jeg virkelig gennemgå denne voldsomme reaktion, hver gang han var tæt på mig?

    Indtil videre så det ud til, at svaret var ja.

    Niall så endelig op fra komfuret, og jeg prøvede at fange hans blik.

    Han smilede, men han så direkte mod Tamara, før han løftede hånden. "Niall," sagde han så.

    En underlig følelse skød igennem mig. Det virkede virkelig som om, at han prøvede at undgå mit blik... ligesom han havde gjort i går. Jeg slog blikket ned, da jeg mærkede noget støde mod min hånd. Jeg flyttede dog hurtigt blikket op, da det gik op for mig, hvad det var. Harrys ansigt var rettet hen mod Liam, som var begyndt at fortælle videre på den historie, han havde været i gang med, da vi kom.

    Tamara havde (med opfordring fra Louis) slået sig ned ved køkkenbordet og fniste lidt, da Liam sagde noget sjovt. Jeg fulgte ikke helt med i samtalen. Harrys fingre, som blidt flettede sig ind i mine, virkede som en stor distraktion for mig. Mit hjerte pumpede ukontrolleret derudaf.

    Hoveddøren smækkede, og snart stod Zayn inde i køkkenet. "Jeg har lige snakket med Perrie." Han satte sig på den ledige stol ved bordet, som var ved siden af Liam. "Hvem er klar på at feste i aften?"

    "Vi skal arbejde i morgen, Zayn," svarede Liam afslappet.

    Louis vippede tilbage på stolen, mens han holdt fast ved bordet, så han ikke ville falde, hvis stolen gled. "Det har vi da gjort før!" grinede han med et skuldertræk. "Jeg er frisk," smilede han så stort.

    "Jeg er også med," Harrys stemme gav et lille gib i mig, da han havde forholdt sig tavs et stykke tid.

    Intuitivt så jeg igen op på ham, og det lykkedes mig at sende ham et lille smil, før jeg kunne mærke ham give min hånd et lille klem. Zayns smil bredte sig, før han så sig over skulderen og hen mod Niall.

    "Fedt. Nialler?" spurgte han.

    Han stod blot med blikket mod komfuret og trak på skuldrene, før han gav en lille lyd fra sig, som var svær at tyde. "Godt så, Niall er med!" fortsatte Zayn i højt humør, før hans brune øjne lå på Tamara.

    Hun nikkede ivrigt, hvilket fik mig til at fnise. Hun havde vist ikke tænkt sig at lade sådan en chance forbipassere. Drengene havde taget super godt imod hende, men jeg havde nu heller ikke forventet andet. Selvom hun var fan, og de måske godt kunne mærke lidt på hende, at hun var meget opstemt, så virkede det som om, at hun godt kunne snakke roligt med dem. Det var vel altid noget, at hun kunne beherske sig en smule -- ellers var det bare ikke gået op for hende, hvem det var, hun havde omkring sig.

    Jeg smilede vagt, før jeg så mod Niall igen.

    Han var den eneste af drengene, som ikke havde initiativ til at hverken hilse på eller snakke med hende. Det gav mig en ulm mavefornemmelse. Han plejede at være så åben, så glad. Første gang jeg mødte ham, havde jeg oplevet ham som en anelse genert, men jeg følte ikke, at det var tilfældet her...

    "Cheyenne?"

    Lyden af mit navn rev mig ud af mine tanker, og jeg så hurtigt væk fra Niall, selvom han ikke havde opdagede, at jeg så på ham. Jeg vidste ikke helt, om jeg var kommet til at stirre.

    "Så antager jeg, at du også er på?" gentog Zayn sit spørgsmål, og jeg skyndte mig at nikke.

    Til mit held vendte Zayn hurtigt opmærksomheden mod Liam. "Så mangler vi kun dig..." sagde han med en lumsk undertone og sendte ham et underligt blik, som de begge grinte kort af.

    "Ikke i aften, Zayn," smilede han, hvilket fik både Louis og Zayn til at protestere vildt.

    Jeg kunne ikke lade være med at fnise, før jeg lænede mig en smule bagud. Harrys hånd lagde sig mod min arm, og jeg bed mig forsigtigt i læben, før jeg støttede min nakke blidt mod ham.

    Jeg kunne ikke vente til i aften. Jeg havde på fornemmelsen, at det ville blive en uforglemmelig aften.

✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂

Beklager for det lidt tamme kapitel -- det blev det i hvert fald efter min mening... :-)

Der kommer meget snart lidt mere kød på historien, så have tålmodighed - den er jo langt fra slut endnu. Tak, til alle jer, som læser med! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...