Forever Young

Cheyenne Richards er datter af Jones Richards; bedre kendt som det verdenskendte, britiske boyband One Directions manager. Hun har altid boet i Danmark, hvilket hun bliver ved med at gøre, lige indtil hendes forældre bliver skilt. Hun giver udelukkende sin far skylden for bruddet, da hun mener, at han tilbringer al sin tid i London med sit noget så dyrebare band, og det derfor er endt, som det gjorde mellem hendes mor og ham. Hendes far beslutter derfor, at hun skal med til England i sommerferien, så de kan komme tæt på hinanden igen, og så hun kan få lidt en afveksling fra hverdagen hjemme i Danmark. Først ligger Cheyenne ikke skjul på sin store utilfredshed, men så snart hun lærer de dejlige drenge fra bandet at kende, ændrer hun pludselig mening. Og specielt en af de fem drenge ender med at gøre et ret stort indtryk på hende…

570Likes
288Kommentarer
115124Visninger
AA

8. Bare én chance

 

8
forever young

Cheyennes synsvinkel

Hvad, jeg havde regnet med, vidste jeg ikke. Det havde helt klart ikke været tænkt igennem, da jeg havde forladt huset. Jeg kunne jo ikke finde hjem herfra... og blot for at gøre det hele værre, så var jeg barfodet. Jeg havde efterladt mine stiletter, i den hast jeg havde haft for at komme ud af døren. Det absolut eneste positive var, at det ikke regnede. Solen skinnede faktisk, selvom det var tidligt på formiddagen.

    Jeg slap også væk fra huset uden at blive fanget af paparazzi. De dukkede vel kun op heromkring, hvis en af drengene havde skrevet på Twitter, at de forlod huset eller noget. Jeg vidste det ikke præcist.

    Jeg sukkede tungt, før jeg dumpede ned på en bænk, som stod under et kæmpe træ. Den stod lidt gemt bag det massive træ, så jeg tænkte, at jeg kunne sidde her i fred. Jeg blev vel nødt til at ringe til min far på et tidspunkt, så han kunne hente mig. Jeg kunne sagtens forstille mig, hvor sur eller forskrækket han ville blive, når han fandt ud af, at han skulle hente mig fra vejkanten -- uden sko på og med uglet hår.

    Hvordan jeg skulle redde mig ud af den, måtte jeg gruble over nu.

    Det var dog som om, at jeg ikke kunne finde ro nok i mit hoved til at tænke over det. Der blev ved med at dukke noget andet op, som forstyrrede mig. Eller nok rettere sagt: en helt specifik anden.

    Hele aftenen havde forvirret mig. Følelsen, som han havde til evne at bringe frem i mig, var ikke til at tage fejl af. Mit bankende hjerte og nervøse tanker. Jeg var komplet idiotisk forelsket i ham -- og det nyttede ikke noget. Ikke en skid. Det kom jo aldrig til at blive noget mellem os alligevel. Vi var efter noget forskelligt. Han ville bare have et engangsknald, hvilket jeg absolut ikke var interesseret i.

    Jeg vendte mit hoved i et ryk, da jeg hørte nogen sætte foden mod jorden, som fik en masse kviste til at knække. Jeg kneb øjnene sammen, da jeg ikke kunne genkende personen. Jeg slog dog blikket væk igen, da det gik op for mig, hvem det var. Det måtte have været tøjet, som narrede mig. Det var så sjældent, at man så ham i nogle kedelige, grå joggingbukser og en hue, der var trukket over håret.

    "Hvordan fandt du mig, Louis?" spurgte jeg, mens jeg gloede på mine hænder.

    Han dumpede ned ved siden af mig. "Ahh!" smilede han muntert, som om at bænken var det mest komfortable, som han nogensinde havde siddet på. "Jeg fik øje på dig, da du løb fra huset. Jeg var ved at sige farvel til Eleanor ude foran huset, men jeg tror ikke, at du fik øje på os," forklarede han.

    Jeg så ikke op på ham. "Hvorfor fulgte du så efter mig?" spurgte jeg i samme, monotone tone.

    Han trak på skuldrene. "Jeg vidste, at du ikke ville kunne finde rundt," svarede han drillende.

    På trods af mine forvirrede tanker og frustrerende situation, kunne jeg ikke lade være med at smile. Jeg puffede blidt til ham med skulderen. Han skulle da ikke drille mig, bare fordi jeg var blevet lidt væk.

    "Hvad skete der?" spurgte han tøvende.

    Louis og jeg kendte ikke hinanden særlig godt. Altså, jo, vi havde da drukket sammen, hvor vi havde fået os nogle... interessante samtaler, men derudover havde vi ikke rigtig tilbragt tid sammen. Det burde være akavet at skulle sidde her med ham, men på en måde var det ikke. Han vidste ikke, om han skulle spørge ind til Harry. Det kunne jeg fornemme på ham -- hvilket vel også var begrundet.

    Alle havde nok bemærket eller hørt om hele Harry-og-Cheyenne-situationen.

    Jeg trak på skuldrene. "Det ved du vel godt," mumlede jeg, før jeg endelig så på ham.

    Harry og ham var bedstevenner -- og ud fra den samtale, som jeg havde overhørt mellem dem, så kendte han også til Harrys udnyttelse af piger. Jeg følte ikke, at jeg behøvede at forklare yderligere.

    "Altså, jeg har kun hørt om det gennem Niall. Harry vil ikke rigtig snakke om det, selvom jeg har prøvet," sagde han med et skuldertræk, før han rynkede brynene; det lod til at gå ham på.

    "Der er heller ikke så meget at fortælle." Jeg trak vejret tungt. "Jeg overhørte din og Harrys samtale ude i køkkenet -- den første aften, jeg sov hos jer," fortsatte jeg, før jeg trak på skuldrene.

    "Og?"

    "Og... ikke meget andet. Jeg har ikke ligefrem lyst til bare at være den næste pige, som Harry har sex med og derefter skrotter," mumlede jeg kortfattet, før jeg bed mig i læben.

    Louis var stille. Det var vel gået op for ham, at jeg havde gennemskuet Harry. Der var jo ikke meget mere at sige til det. Jeg undlod detaljen om, at jeg faktisk var gået hen og fået følelser for ham. Det var noget, som jeg også selv skulle glemme hurtigst muligt, så det nyttede ikke at fortælle andre om det.

    Han rykkede på sig. "Hvad mener du?" spurgte han.

    Jeg så hen på ham med rynkede bryn. "Hvad mener du?" spurgte jeg forvirret.

    "Meget kan du sige om Harry," begyndte han langsomt. men jeg har altså aldrig oplevet ham skrotte en pige." Louis' konstatering fik mig til at vende blikket mod ham, og han hævede øjenbryn, i takt med jeg kunne fornemme, hvordan forvirringen steg hos ham, ligesom den gjorde hos mig. "Harry har været sammen med nogle piger." Han fortsatte i stedet, da jeg valgte ikke at sige noget. "Det har han, men han har behandlet dem alle med respekt -- som enhver pige bør behandles," sagde han.

    Jeg rystede blot på hovedet, før jeg stirrede ned i jorden.

    "Hey," sagde han blidt. "jeg har aldrig set Harry udnytte en pige, Cheyenne. Aldrig."

    Det var en sjældent, at man oplevede Louis' seriøse undertone. Han plejede altid at fjolle rundt, lave jokes og være useriøs. Når jeg vendte mit blik mod ham nu, var hans øjne fyldt med alvor.

    Et kærligt smil formede sig dog om hans læber.

    Jeg bed mig i læben. "Hvad mente du så?" spurgte jeg skeptisk.

    Af en eller anden grund havde alle, som jeg havde snakket med, sagt, at Harry ikke var sådan. Det var klart, at jeg ikke troede på Harry selv -- selvfølgelig ville man aldrig selv tilstå sådan noget. Men når Louis sagde det, var det noget andet. Han havde ikke grund til at lyve. Han fik ikke noget ud af det.

    Alligevel havde jeg svært ved at tro ham.

    "Med hvad? Det, som jeg sagde til Harry dengang?" spurgte han, og jeg svarede med et kort nik. "Harry er meget... romantisk anlagt. Han... falder for folk, før han overhovedet lærer dem at kende. Det er ikke alle, som vil ham det bedste og ofte, så ender det med, at det er ham, som bliver såret." Louis lod tungen glide over sin underlæbe, før han lavede et skuldertræk. "Jeg forsøgte blot at advare ham."

    Jeg så væk. Kunne det virkelig passe, at jeg havde taget fejl? Havde jeg virkelig misdømt ham?

    Jeg tog mine hænder op til hovedet, før jeg kørte dem igennem håret og lod dem blive der.

    Hvorfor havde Niall ikke fortalt mig det her, dengang jeg havde snakket med ham om Harry?

    Der var noget indeni mig, som ikke var villig til at tro på Louis' ord. Det gav bare ikke mening. I mit hoved gav det ingen mening. Jeg kunne ikke se, hvorfor han så skulle have forsøgt at flirte med mig alle de gange. Det var jo kun for at komme i bukserne på mig... ellers havde han jo for længst givet op.

    "Han har et ry på sig... om at være den her player-type," fortsatte Louis. "men hvis bare du giver ham én chance," sagde han og smilede lidt; han behøvede ikke at afslutte sætningen.

    Jeg skævede mod ham, før jeg smilede tøvende. Jeg var taknemmelig. Hvorfor vidste jeg ikke helt præcis. Jeg var glad for, at han var kommet. Glad for, hvad han havde fortalt mig. Jeg lænede mig hen mod ham, før jeg løftede min arm i et kram. Han var hurtigt til at gengælde krammet, mens han aede mig hurtigt hen over ryggen. Jeg trak mig til mig igen. Jeg sendte et forvirret blik bagud, da jeg synes at høre nogle klik-lyde. Dog syntes Louis ikke at have bemærket det, da han blot hev sin mobil op af lommen.

    "Jeg skriver til en, så de kan hente os," mumlede han uden at slippe blikket fra den oplyste skærm.

    Jeg gav en tilfældig lyd fra mig for at vise, at jeg stadigvæk lyttede med, selvom mit blik endnu lå forundrende bag mig. Dog lod jeg det ligge. Det var nok alligevel ingenting.

    Der gik faktisk et stykke tid, før Louis modtog en besked, som meddelte, at nogen var dukket op for at hente os. Jeg tror faktisk, at vi nåede at sidde i en lille halv time, mens vi ventede. Jeg havde dog intet imod at sidde der med Louis. Han var let at snakke med, grinte meget og fik også mig til at grine en del -- på trods af jeg faktisk havde brug for at være alene. Jeg ville gerne tænke alle tingene igennem. Jeg glædede mig til at komme hjem, komme i bad og kunne trække vejret ordentlig.

    Det havde været en virkelig hektisk og konfus morgen.

    Den sorte bil holdt nogle meter væk fra bænken, som vi sad på. Vi ville først køre forbi mig, fordi Louis insisterede på, at jeg skulle hjem først. Det var nu meget sødt af ham.

    Louis og jeg satte os om bag i bilen, og det lod til at chaufføren, hvem end der kørte, vidste, hvor jeg boede henne, for han begyndte at køre i retningen af mit hus uden nogle spørgsmålstegn.

    Det tog egentlig ikke lang tid at køre derfra og hjem til mig og indenfor nogle minutter, stoppede bilen op, og vi holdt ude foran min lejlighedsbygning. Jeg nåede kun lige at åbne bildøren og sætte et ben ud, da Louis' mobil ringede. Han så på skærmbilledet, løftede to fingre til mig og satte mobilen for øret.

    "Hej skat," hørte jeg ham sige.

    Hans stemme lød glad, men jeg blev i tvivl, da jeg så, hvordan hans ansigtsudtryk ændrede sig.

    Hans blik slog ned, og han så forvirret ud. "A'hva' har du læst?" Der var stilhed i nogle sekunder. "Nej, selvfølgelig passer det ik - Eleanor!" fortsatte han, og hans toneleje hævede sig en smule.

    Jeg kunne mærke, at jeg fik en klump i maven. Hvad kunne der være sket?

    "Det passer ikke, skat." Der var igen kommet en roligere klang over hans stemme. "Jeg bliver nødt til at smutte. Jeg må lige få styr på det, okay?" Der fulgte en tavshed. "Hej," sagde han så, før han lagde på.

    Jeg kunne fornemme hans læber, som formede sig i lydløse ord, mens hans fingre arbejde på mobilen. Han havde vist glemt alt om mig. Jeg skulle lige til at spørge ind, da han vendte sin mobil mod mig.

    "Se," sagde han med en irriteret stemme.

    Mit blik faldt over skærmen, hvilket viste en artikel. Jeg kunne mærke, hvordan jeg langsomt tabte kæben, imens jeg læste artiklen igennem. Har Tomlinson glemt sin kære Eleanor? lød overskriften.

    Mine øjne skimtede gennem underrubrikken:

    Louis Tomlinson, medlem af One Direction, er blevet set så sent som i dag nede i parken –- men han var ikke alene. Sammen med ham sad Cheyenne Richards, ja, det er rigtigt; bandets managers datter. De så ikke ud til at holde tilbage med offentlige kærtegn og kram. Har One Directions ældste medlem fuldstændig glemt sin vidunderlige kæreste Eleanor Calder?

    Jeg sad bare og måbede som en idiot, imens Louis rullede videre ned over skærmen. Der dukkede et billede op, som viste Louis og jeg, som sad med armene om hinanden. Der var endnu et billede, hvor jeg trak mig væk fra Louis, og vi så hinanden i øjnene. Det kunne hurtigt komme til at se forkert ud.

    "Er det ikke bare for meget?" vrissede han irriteret over artiklen.

    Jeg greb telefonen ud af hans hånd, da han trak den til sig igen. Uden at svare rullede jeg længere ned på skærmen, da artiklen ikke var slut endnu: Ja, og ikke nok med det, så er Richards også blevet set feste med drengene. I går opdagede vi hende og bandets store charmør, Styles, som forlod en fest tidligt. Gad vide, hvad de skulle skynde sig hjem til? Bandets irske medlem, Horan, er også op til flere gange blevet set besøge Richards' ejendom... mon hun kan vælge?

    Vreden skyllede ind over mig, og jeg bed irriteret tænderne sammen, før jeg gav Louis mobilen tilbage. Tænk, at de kunne finde på at skrive noget, som var så... så usandt!

    "Jeg ved det." Louis lød stadigvæk irriteret. "Vi får styr på det, bare rolig."

    Jeg skubbede surt bildøren op, før jeg trådte ud. Jeg kunne slet ikke få samlet mig til at sige ordentligt farvel til ham. Jeg smækkede døren efter mig, før jeg marcherede hen mod bygningen. Jeg kunne mærke, hvordan det begyndte at trykke for mit hoved. Jeg kunne snart ikke klare det mere. Det blev for meget. 

    Ikke nok med, at jeg stadig var forvirret over hele... Harry-situationen, men nu også det her?

    Jeg så mod min hånd, da min mobil i den larmede i form af min ringetone. Jeg overvejede at lade den ringe, men da et ukendt nummer dukkede op på min skærm, fangede det min interesse.

    "Hallo?" sagde jeg; på trods af min vrede lød min stemme meget neutral.

    Der gik noget tid, før der blev svaret. "Det er Harry," lød det endelig.

    Panikslagent bed jeg mig i læben. Jeg kunne vel ikke bare knalde røret på, selvom jeg allermest havde lyst til det. Jeg kunne ikke overskue at skulle snakke med ham lige nu.

    "Jeg ringede bare... fordi... hvorfor gik du?" spurgte han, da jeg ikke svarede.

    Jeg sukkede tungt og gik nogle skridt frem, da det gik op for mig, at jeg var stoppet op.

    Jeg lagde en hånd mod panden, før jeg trådte op af nogle trappetrin. "Harry... jeg... kan vi ikke tage den på et andet tidspunkt? Jeg... øh, jeg kan ikke snakke lige nu," fumlede jeg en undskyldning sammen.

    Harry rykkede på sig i den anden ende af røret. "Det var heller ikke det, som jeg ringede om. Jeg ringede, for at spørge dig om noget." Hans stemme lød med ét beslutsom på en underlig måde.

    "Ja?"

    Der var stille. "Nej, bare glem det." Beslutsomheden i hans stemme var forduftet. "Det er lige meget."

    "Harry, sig det nu," sagde jeg.

    "Okay, det er bare, fordi -" Han sukkede tungt. "Nej, det kommer til at lyde dumt."

    Jeg lagde hånden mod rækværket i opgangen, før jeg trak vejret tungt. "Nej, det gør ej. Spørg mig," forsøgte jeg endnu en gang, uden at vide hvad det var, som han havde på hjerte.

    Jeg kunne høre ham tage en dyb indånding. "Det er bare, fordi... jeg vil gerne tale det hele igennem med dig, men jeg -" Han afbrød sig selv med et irriteret suk. "Jeg lovede mig selv, at jeg ville spørge." Det lød mest som om, at han snakkede til sig selv, og jeg valgte derfor bare at forholde mig tavs. "Jeg vil gerne have dig til at se -" Han rømmede sig. "Jeg vil... Vil du gå på en date med mig?" 

✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂ ✂

Jeg har lavet en trailer til historien, hvis ikke I allerede har opdaget det!

Tak til jer, som følger med, liker og skriver kommentarer. BLIV ENDELIG VED!!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...