Heart Beats Harder - One Direction

Et ganske normalt one night stand med en mindre normal dreng, skulle ikke ændre Kendalls liv. Hun er universitetsstuderende og fra tid til anden finder hun sig selv i seng med en fremmed efter en bytur - men hey, det sker jo for alle? Derfor lagde hun ikke noget i det, selvom han ikke var alle og enhver. Tanken om ham havde ikke strejfet hende, lige indtil han kom valsende ind i hendes liv og vendte op og ned på alting.


637Likes
1332Kommentarer
200320Visninger
AA

28. Unforgettable (Lone ranger riding) Part 1

 

Overrasker det overhovedet nogen, at Samantha havde lyst til at grave sig ned i et hul og forblive der, indtil hun på magisk vis blev tildelt en kjole, der ikke ’får hende til at ligne en luder’ og som helt klat ikke ’lige præcis dækker nok af hendes hud, til at være i samme kategori som undertøj’. Samantha har det med at udtrykke sig meget præcist og meget lidt sjovt. Men altså, jeg havde en smule ondt af hende, fordi det var på en eller anden måde lykkedes mig, at få hende overtalt til at tage en g-streng på, hvilket er noget man højst sandsynlig først vil se hende i, når Helvede fryser til is og Zayn Malik betragtes som ikke-attraktiv.

Hvilket aldrig sker, så jeg havde faktisk præsteret at gøre det umulige.

Så jeg var stolt. Og hun overeagerede helt klart hvad kjolen angik, fordi den dække uden diskussion mere, end undertøj gør. Den var faktisk meget præsentabel. Det var værre med mig, fordi min kjole dækkede rent faktisk ikke specielt meget mere, end mit undertøj gjorde, men sådan noget er jeg helt vild med, så fuck that shit og rid på en isbjørn – Kendall viser hud.

What a shocker.

Calla var sådan en mellemting, men med langt færre farver end både Samantha og mig. Hun sportede en fræk lille sag af en sort kjole at være, med V-udskæring og et guldbælte i livet. Hun var meget sofistikeret, hvilket bare gav en – ifølge mig i hvert fald – hysterisk morsom kontrast til mit tøj, fordi jeg var farverig og afklædt og fuld af liv. Men altså, selvom Calla så moden og voksen ud, præsterede hun alligevel at have bryster op til halsen og ben der kunne nå to gange rundt om jorden, og stadig have tid til at være bløde og brune og perfekte.

Hvis det altså overhovedet giver menig. 

Måske var det flabet af mig, måske var det passende eller måske var det uhørt, men jeg havde valgt at tage den kjole på, som jeg havde købt, da jeg var ude og shoppe med Louis. Over havde jeg en hvid blazer, fordi ellers ville Samantha ikke kendes ved mig og på fødderne havde jeg et par hvide stilletter. Hvide og høje.

Sådan virkelig høje.

Eleanor-høje.

Jeg følte mig dejligt ens med en skyskraber, hvilket ikke er noget jeg normalt gør. Ikke fordi jeg er voldsomt lav, jeg er bare til den lave side af den lave side.

165 centimer.

Okay, det er måske lavt og jeg ved godt, at har jeg har benyttet mig af at sige så meget andet om min højde, men sandheden er, at det til tider stinker at være lille. Jeg ligner personligt en komplet idiot når jeg står ved siden af Calla og Samantha, som begge er mindst syv centimeter højere end mig.

Og ja, jeg ved også godt, at jeg har sagt, at Calla ikke er så meget højere end mig, men engang imellem har man bare brug for et selvtillidsboost.

Ja, i læste rigtigt. Selv jeg, Kendall Burnwin, har brug for et selvtillidsboost fra tid til anden.

”Samantha, kommer du snart ud?” spurgte jeg og lænede mig op af væggen til vores badeværelse. Døren var lukket og hun havde været der inde i godt en halv time nu. ”Jeg vil se min kreation.”

”Jeg ligner en prostitueret,” klagede hun. ”Hvor har du overhovedet fået grønne ekstensions fra?”

”Fra Posh, hvem ellers? Og et prostitueret look er et godt look, hvis du vil have Harry fucking Styles til at kneppe dig fra sans og samling.”

”Kendall,” irettesatte hun med skinger stemmer.

”Jamen det er jo sandheden.”

”Ken-dall.”

”Du vil have hans pi – ”

”Det er ikke sjovt!”

”Hvor er du sart.”

”Opfør dig ordenligt.” Calla himlede med øjnene da hun gik forbi mig, men smilet på hendes læber afslørede, at hun faktisk var på min side.

Altså havde jeg ret og Sams var sart, så mit liv var rigtig godt lige i det øjeblik.

”Hvis du ikke snart kommer ud, så tager jeg ikke min blazer på,” prøvede jeg og viftede udfordrende med øjenbrynene, selvom Samantha ikke kunne se det, men jeg kan nu godt lide at tro, at hun kunne føle det. Gennem døren.

Jeg er meget følbar.

”Hold nu op med at genere hende og kom ind i stuen. Hvis der er noget vi ikke skal, så er det fandeme at komme ædru,” råbte Calla og jeg hørte hende hælde en eller anden form for boblende væske i et glas.

Det var noget der ikke kunne diskuteres.

”Siden hvornår kommer Kendall Burnwin og Calla Michelle Jackson ædru til en fest?” gav jeg igen og marcherede ind i stuen.

Calla svarede ved at løfte et glas med champagne i luften og nikke til et andet, det stod på vores lysebrune sofabord og lavede en ring på bordpladen.

Men fuck det da.

”Siden aldrig,” svarede jeg, siden Calla ikke gjorde det, og hævede mit glas. Vi slog dem mod hinanden og tog en stor tår.

Så stor at vi blev nødt til at fylde det op igen, for bare at bunde det og fylde det op for tredje gang.

Som sagt, Kendall og Calla kommer ikke ædru til en fest.

Selv ikke når denne fest afholdes af et boyband og der vil være andre kendte, så det vil være nødvendigt at se ’nogenlunde præsentabel ud’, som Louis havde sagt det for lang tid siden.

Faktisk var jeg ret spændt på, hvilke folk der kom til festen, som jeg vidste hvem var. Calla havde snakket noget om en hvis Olly Murs og hvis det var sandt, så var der ret stor risiko for, at jeg ikke ville være i live næste morgen.

Jeg. Elsker. Olly. Fucking. Murs.

Mere end livet selv og oliven.

”Den her champagne er virkelig ikke særlig god, men ned med det.” Endnu engang løftede jeg glasset og skålede med Calla, så vi fik bundet vores tredje glas. ”Og vi mangler musik.”

”Jeg har nog – ”

”Jeg skal nok synge,” afbrød jeg og rømmede mig, parat til at bryde ud i en nyfortolkning af Heart Skips A Beat.

”Men jeg har rigtigt musik på min telefon, så du fletter næbet Kendall.”

”Hvis du absolut skal blive grov,” mumlede jeg og satte mig ned i sofaen, så min kjole knirkede en smule.

Fordi jeg er den eneste person i verden med en kjole der knirker. Og jeg er rent faktisk ualmindeligt stolt af det.

Inden Calla kunne nå at tænde musikken på sin telefon, kunne vi høre en klikken af højhælede sko mod trægulv og begge vores blikke landede på Samantha, der trådte ind i stuen med et genert smil spilende om læberne.

Den gule kjole sad tæt om hendes krop og fremhævede hendes former på den mest flatterende måde muligt – og ja, jeg sagde lige flatterende. De røde stilletter fik hende ben til at syne flere kilometer lange og den grønne stribe i hendes dominerende, røde hår gav det hele lidt kant, sammen med den røde læbestift.

”Det er smukt,” erklærede jeg højtidligt og lod som om jeg tørrede en tåre væk fra øjenkrogen.

”Jeg føler mig bare så – ”

”Du ser seriøst godt ud,” hujede Calla, hvilket ligesom gav mig på fornemmelsen, at de tre glas havde påvirket hende mere, end de havde påvirket mig.

Men altså, man kalder mig vel heller ikke Kendall Jernlever for ingenting.

Faktisk kalder man mig ikke Kendall Jernlever.

Men vi lader som om her, tak.

”Ku’ godt. Jeg kunne sakse dig for groft mand.”

Samantha rettede usikkert på sit hår og bed i den røde underlæbe, imens Calla sendte mig et sigende blik, jeg dog er ret sikker på, at hun ikke mente, fordi fem sekunder efter brød hun ud i latter og jeg kunne ikke selv lade være med at grine, fordi det var faktisk ret lang tid siden, at jeg havde hørt Calla grine sådan rigtigt.

”Jeg kunne godt tænke mig at spørge hvad ’sakse’ betyder, men jeg er ret sikker på, at jeg ikke vil vide det.” Sam kløede sig akavet i nakken og satte sig i lænestolen, hvilket straks fik Calla til at springe frem og tilbyde hende et glas champagne, som hun glædeligt tog imod.

Jeg har på fornemmelsen, at Samanthas plan var at drikke sig tilpas fuld til, at hun slap alle hæmningerne.

Efter Sam og jeg havde lavet vores (læs: min) geniale plan, havde jeg straks introduceret den til Calla. Jeg havde regnet med, at hun ville skyde den ned med det samme, hvilket hun også gjorde til at starte med. Hun havde sagt et eller andet om, at det var åndsvagt af mig, at blande mig i andre folks forhold og hvis Harry kørte sit eget løb for at få Samantha med i kanen, så skulle han da have lov til det. Derefter var hun så gået sin vej med dramatiske vift med håret og spidsede læber, der var så spidse, at de ville kunne skære gennem diamanter. Det mærkelige her er så bare, at hun næste dag undskyldte og sagde, at min idé faktisk var god og at hun hjertens gerne ville hjælpe med at føre den ud i livet.

Tal om splittede følelser.

Anyways, Calla var med på min plan, hvilket gjorde mit liv omkring femten gange nemmere og mindre kompliceret, fordi så behøvede jeg ikke at tage mig af en mobset CalCal.

”Afgang.”

Samantha nåede knap nok at sidde i et minut, før Calla meddelte, at vi skulle til at gå. Hvorfor hun lige pludselig var blevet så entusiastisk, ved jeg ikke. Hun plejer normalt at være calm og collected, men hvem tager ikke imod en humørbombe med åbnearme.

Jeg gør i hvert fald ikke. Jeg mener, at det er ikke noget jeg gør. Eller det gør jeg.

Det her er forvirrende.

Jeg tager gerne imod en humørbombe med åbne arme. Sådan.

Men afgang blev det og i løbet af meget kort tid fik vi drukket resten af champagnen og fandt os selv på vej ud af døre, hvor vi tog en taxa til X-Rays.

Da jeg satte min ind på bagsædet i taxaen, havde jeg en følelse af, at aftenen ville gå som smurt. At der ikke ville ske noget uventet.

Jeg kunne ikke have taget mere fejl.

Louis kender alle mennesker i hele verden. No shit – absolut alle. Eller måske var det Harrys værk med alle de mennesker, fordi jeg har den her idé om, at han ligesom havde en del at skulle have sagt hvad planlægning af festen angik, så at han havde haft en finger med i spillet med hensyn til gæstelisten, skulle ikke undre mig. Lige meget hvad, så var der overdrevet mange mennesker og jeg anede ikke om jeg skulle hilse på folk eller hvordan jeg skulle introducere mig selv.

’Hej, mit navn er Kendall og jeg er den pige, Louis har været Eleanor utro med.’

Måske ikke lige verdens bedste førstehåndsindryk at give.

Eller bare ikke det bedste indtryk at give generelt.

Mig, Samantha og Calla gik på en linje op af trappen. De Tre Musketerer, bare uden at bære rundt på en frugtskål i bukserne, hvis I altså forstå sådan en lille én.

Og hvorfor i al verden har man også en trappe i en natklub? Det var helt seriøst det første vi så, da vi gik ind af de store dobbeltdøre: en bred og utrolig lang trappe, med en hvid løber, som allerede var mærket med fodspor og snavs fra alle menneskerne, der gik op og ned af den.

Upraktisk.

Helt ufatteligt upraktisk.

Desuden så den hvide løber lyserød ud, fordi lyset fra dansegulvet ramte den. Og det var sjovt. Jeg havde helt klart tænkt mig at punke – hvis ikke Louis – så i hvert fald Harry med den bøssede løber.

Det var simpelthen for gyldent til ikke at joke med.

”Hvordan kan I holde ud at gå i de her sko?” klagede Samantha og stak utilfreds underlæben ud. ”Vi har ikke engang været her i fem minutter og jeg glæder mig allerede til at få dem af.”

Jeg sukkede dybt og rettede på mit fladede hår, der var sat op i en rodet knold, så store totter hang ned og indrammede mit ansigt.

Jeg synes jeg så godt ud.

Rettelse: jeg så med garanti godt ud. Og jeg fik da også et par lange blikke fra nogle fyre, som faktisk havde ok pulepotentiale.

Okay, det var en smule gustent.

Men jeg så i hvert fald muligheder i udvalget af mandfolk.

”Fordi vi er rigtige kvinder,” forklarede jeg og tog ordene ud af munden på Calla, selvom jeg er ret sikker på, at hun ikke ville sige det til Samantha.

”Fordi vi har øvet os,” svarede Calla og kiggede irettesættende på mig, men et smil spillede om hendes læber. Hun lagde med et lykkeligt suk armene om både Sams og mig og trak os ind til sig.

Jeg var nødt til at stå på tæer, fordi som jeg nu har forklaret, var og er Calla højere end mig.

Hun endte med et give mig et smækkys på kinden. Heldigvis havde hun ikke en kraftig læbestift på, så det var ikke til at se.

”Jeg elsker jer,” hvinede hun og løsnede grebet en smule om os. Overgearet knipsede hun og udstødte et utroligt tøset grin, hvilket var meget ikke-Calla, så jeg kunne hurtigt konkludere, at hun var fuld. Jeg har bare ingen anelse om, hvordan fire glas champagne kunne gøre hende så stiv?

”Du er også meget sød, men jeg er en smule overlistet af dine favntag, så jeg tror at jeg begiver mig mod baren for at drikke noget gæret korn,” mumlede jeg og vred mig fri af hendes arm.

Calla skulle til at åbne munden for formodentligt at sige til mig, at jeg skulle tage at snakke som en fra det 21. århundrede, og ikke som en fra 1800-tallet.

Bare lige for at få det på det rene, så havde jeg valgt mine ord med omhu, fordi jeg kan.

Og fordi jeg er så overdrevent sej, at det næsten gør ondt.

Og-og-og jeg valgte de ord, fordi jeg gerne ville have hende til at give slip på mig, så jeg kunne komme af med min blazer.

Men altså, Calla skulle til at sige noget, men blev afbrudt af en Harry Styles der kom og erstattede Callas arm om mine skuldrer. ”Kendall, på tide! Jeg troede næsten, at du ikke ville dukke op.”

Der var flere forskellige ting galt med den her situation: Jeg kunne ikke lade være med at fnise, fordi jeg vidste at Harry – når aftenen var omme – ville bedække Samantha så groft, at hun højest sandsynligt ikke ville kunne gå dagen efter. Men hele hans opmærksomhed var rettet mod mig. Ikke mod Calla og ikke mod Sams, men mod mig – og kun mig. Ude-fucking-lukkende mod mig. Det gav mig en meget mærkelig mavefornemmelse og et kort øjeblik overvejede jeg, om der var noget sandhed i Samanthas teori om, at han havde en anden. Eller i hvert fald bare at han kunne lide en anden. Hurtigt slog jeg dog den tanke til side, fordi det var decideret utænkeligt, at Harry kunne være forelsket i en anden. Og at denne anden så var mig, var endnu mere langt ude. Så langt ude, at du ville dø af alderdom, før du kom til enden af langt ude.

Så det var fuldstændig, helt og aldeles og seriøst meget decideret utænkeligt.

Det var det altså.

”Jeg kommer altid. Og hele tiden. Konstant faktisk.”

Få sekunder efter gik det op for mig, at jeg havde sagt noget der meget, meget, let kunne misforstås. Og fordi det er Harry Styles vi her har med at gøre, misforstod han det selvfølgelig.

”Naturligvis gør du det. Du kommer jo også så vidt omkring,” sagde han med en alvorlig mine og fangede mine øjne med hans.

Og fordi jeg er Kendall Burnwin, besluttede jeg mig bare for at spille med på den, fordi jeg er mig og sådan er jeg bare.

”Jeg er sikker på, at du kender alt til at komme vidt omkring, hvis jeg ikke tager meget fejl?”

”Jeg har været længere omkring, end du tør drømme om.” Han lod blikket vandre over Calla og Samantha, for til sidst at lande på sidstnævntes ansigt. Inden han vendte sig om mod hende, sendte han mig et skævt smil og blinkede. Bag mig hørte jeg Calla fnyse og jeg blev selv en smule forfjamsket, men rystede så på hovedet og satte mod baren, fordi jeg havde planer om at være fuld.

Så fucking stiv mand, at jeg ikke ville kunne huske noget i morgen.

Inden jeg forsvandt helt i menneskemængden, vendte jeg mig om og kiggede grinende på Samantha, der lignede en fortabt et-eller-andet. Jeg stak min hånd i luften og mimede ’elskovsagt’, hvilket resulterede i at hun rødmede så kraftigt, at hendes hud gik i et med hendes hår.

Jeg grinede for mig selv og klappede i hænderne, fordi jeg var morsom til aften. Lige inden jeg fik vendt mig om, så jeg Calla sende Harry et dødbringende blik og stile mod en sofagruppe, hvor hun åbenbart havde set nogen hun kendte.

Og hvad det dødbringende blik fra Helvede angik, så var det bare Calla og hendes humørsvingninger, fordi virkelig, hun havde absolut ingen grund til at være sur på Harry.

På min vej op til baren stødte jeg lige pludselig ind i nogen. Eller det var nok rettere nogen, der stødte ind i mig, fordi jeg er ikke en person der ’støder ind’.

Jeg bliver stødt ind i.

Ting støder ind i mig.

Specielt ting der befinder sig mellem et hankønsvæsens ben.

Indsæt skummelt smil her, tak.

Men altså, nogen stødte ind i mig. Og denne nogen var Zayn Malik, der var ualmindeligt meget hipster med et par falske briller og lyse highlights i pandehåret.

Han så stadig godt hun. Jesus, han skulle ikke engang gå en kvart gang rundt om min seng.

”Kendall,” hilste han og trak mig ind i et knus, jeg ikke lige havde set komme. Selvfølgelig gengældte jeg det. Man skal være en idiot for ikke at gengælde et knus fra sådan en dreng.

Ikke at jeg havde tænkt mig at score ham eller noget i den stil, men det er fuldt ud tilladt at nyde en smule uskyldig kropskontakt, når lejligheden byder sig.

”Malik mand, hvordan har du det så?” spurgte jeg og smilede til ham, da han trak sig væk fra mig. Hans venstre arm lå stadig om min skulder og jeg kunne glædeligt konstatere, at vi var lige høje.

 ”Glimrende, faktisk.” Hans øjne flakkede rund i lokalet, for derefter at vende tilbage til mine.

Jeg er ret sikker på, at begge vores tanker gik til Eleanor i det øjeblik.

”Hvad med dig?” spurgte han og rettede på håret.

”Herligt, men jeg synes ligesom, at jeg mangler en øl.”

Zayn smilede og gjorde mine til at lade mig gå, men fik så en slående lighed med en tændt pære.

Drengen var kommet i tanke om noget.

”Jeg har faktisk nogen, jeg synes du skal møde,” sagde han og gav min skulder et glem.

”Og hvem er det så?” spurgte jeg og løftede drillende et øjenbryn, inden jeg støde mine hofter mod hans og kortvarigt fik ham til at miste balancen.

Han genvandt fodfæstet og lod hånden om min skulder falde. ”Perrie!”

Smilet på mine læber forsvandt straks, fordi jeg havde absolut ingen lyst til at møde Zayns trøste tøs. Allerede inden jeg havde mødt hende, havde jeg ondt af hende og jeg fik en trang til at slå Zayn, så hans pokkers highlights kom i uorden.

”Perrie, babe, det her er Kendall,” introducerede Zayn og gjorde en håndbevægelse mod mig.

Ærlig talt aner jeg ikke, hvorfor han ville have os til at møde, for jeg er ret sikker på, at han udmærket var klar over, at jeg synes det var skide svinsk, det han havde gang i.

En lyshåret pige dukkede op foran mig med et varmt smil om læberne. Hendes næsten skulderlange hår hang om hendes ansigt og om det havde hun et læderhårbånd med lyserøde roser.

”Hey, jeg er Perrie.”

”Kendall,” mumlede jeg lavt og rakte min hånd frem. Hun tog den straks og jeg kunne mærke hvordan vedhængende på hendes guldarmbånd slog mod mit håndled.

”Sjovt endelig at møde dig. Jeg har hørt så meget om dig,” forklarede hun og strøg en smule hår bag øret.

Zayn gik over ved siden af hende og placerede et kys på hendes kind. Perrie lukkede øjnene i samme øjeblik som Zayns læber ramte hendes kind. Jeg lagde mærke til, at hun havde en hel del øjenmakeup på, men det klædte hende. Hun kunne bære det.

Det gik også op for mig, at hun virkelig var skudt i Zayn, hvilket bare gav mig lyst til at trække hende ind i et stort kram, fordi jeg vidste, at han ikke havde det på samme måde.

”I lige måde,” svarede jeg med rynkede øjenbryn og fugtede mine læber. ”Jeg har så sandelig også hørt en masse om dig.”

Det sidste var henvendt til Zayn, der skyldigt slog blikket i jorden og trak Perrie tættere ind til sig.

”Altså jeg er på vej op for at få noget at drikke, skal I med eller noget?” spurgte jeg for ligesom at lette stemningen lidt.

Eller stemningen mellem Zayn og mig, fordi jeg tror ikke, at Perrie opfattede en skid.

Ikke fordi jeg siger hun er dum eller noget, bare… blind. Jeg er ret sikker på, at når det kom til Zayn, så troede hun på hvert et ord han sagde.

”Jeg var lige på vej over til Niall derovre, men måske vil Perrie – ”

”Jeg vil gerne med,” afbrød hun og tog mig under armen.

Jeg vidste ikke helt hvordan jeg havde det med, at vi var så tæt – altså Perrie og mig – men jeg gjorde ikke noget ved det. Det var alligevel begrænset hvor længe hun ville være omkring, så jeg kunne vel ligeså godt være sød mod hende.

Desuden virkede hun også sød, så det var ikke ligefrem fordi jeg skulle lade som om jeg kunne lide hende.

”Hvordan er du så blevet indblandet i alt det her?” spurgte Perrie, da vi stod bag tre drenge og ventede på, at vi kunne få os noget at drikke. ”Altså med Zayn og Harry og dem?”

”Det er et godt spørgsmål,” svarede jeg og vippede op og ned på mine hvide stilletter. ”Det var noget med Louis for rigtig, rigtig lang tid siden og så mødte jeg ham igen og nu er min veninde så sammen med Harry.”

”Noget med Louis?” spurgte hun og fugtede sine læber, der helt sikkert havde fået den sandfarvede tone fra en læbestift.

Jeg trak på skuldrene og viftede afværgende med hånden. ”Lang historie.”

Egentlig var det ikke en særlig lang historie, faktisk kan jeg forklare den på under et halvt minut, men jeg var ret sikker på, at det ikke var en god idé at dele den med Perrie, som jeg lige havde mødt.

”Undskyld, det er ikke noget jeg skal blande mig i,” grinede hun og rettede på sin korte, hvide top.

Det var så første gang jeg lagde mærke til, hvad hun havde på.

”Fede shorts,” udbrød jeg og gjorde en gestus med hendes sorte shorts med print af store roser.

Perrie bed sig genert i underlæben og rødmede en smule. ”Tak, de er også nye.”

”De er monster fede mand. Hvor er de fra?”

Vores samtale var godt nok en smule ’up-tight. Jeg lagde låg på mig selv, af en eller anden mærkelig grund. Men altså, det var bedre end akavet stilhed.

Og siden hvornår har jeg haft et låg?

”Genbrug,” svarede hun. ”Faktisk køber jeg rigtig meget tøj i genbrugsbutikker.”

Jeg nikkede. ”Altså jeg har et eller andet med genbrugsbutikker. Jeg ville ønsker, at jeg var helt hooked på det, men jeg kan bare ikke helt få mig selv til at gå i noget tøj, andre har gået med. Og jeg er altså ikke en sart person, men genbrug har aldrig været mig.”

Perrie kiggede på mig og smilede. ”Jeg har haft det på præcis samme måde.”

”Seriøst?” udbrød jeg glad.

”Ja. Før i tiden var jeg bare sådan lidt… jeg ved ikke. Jeg synes i hvert fald engang at det var ulækkert, fordi det var andre menneskers tøj jeg gik rundt i, men så trak min veninde mig med ind i en virkelig fed butik, og jeg var bare helt solgt.”

”Hvor finder man overhovedet fede genbrugsbutikker? Lige meget hvilken en jeg går ind i, ligner alt tøjet noget fra en gammel dames skab? Og jeg har helt seriøst givet det mange chancer, fordi hvem vil ikke gerne været et godt menneske og sådan? Og så er der alle de kendte folk der siger, at de nærmest kun går i genbrugstøj, men deres tøj er så fedt, så det kan umuligt været købt i en genbrug. Så jeg har ligesom bare opgivet det. Også fordi så meget af tøjet ligner noget gammelt shit, der er af så dårlig kvalitet og sådan. Det er bare ulækkert. Jeg tænker hele tiden at der er nogen der har gået og svedt i det.” Jeg rystede frastødt på hovedet og kiggede utålmodigt på drengene foran os, der ikke var kommet en fucking skid videre.

”Jeg ved så meget hvad du mener. Det var også først da min veninde hjalp mig, at jeg rent faktisk begyndte at kunne lide genbrug. Og man skal bare lede de rigtige steder. Hvis du ikke ved hvor du skal gå hen og hvilke butikker du skal kigge i, finder man nærmest kun tøj til gamle damer og forvaskede tøjer der er falmet i farven. Jeg kender to her i London, der virkelig har tøj af en god kvalitet. Jeg har det sådan lidt, at hvis tøjet er i god stand og har god kvalitet, så er det ikke så ulækkert. Så tænker jeg i hvert fald ikke over, at det har tilhørt andre mennesker,” forklarede hun og fjernede noget hår fra øjnene. ”Jeg kan vise dig dem en dag, hvis det er?”

Jeg klappede ivrigt i hænderne og nikkede glad. ”Så gerne! Det kunne være så fedt. Helt seriøst, jeg føler mig som et dårligt menneske, fordi jeg ikke kan lide genbrugstøj.”

Perrie grinede og kastede et blik på drengene. ”Hvor lang tid kan det lige tage?”

Jeg tog en hurtig beslutning og prikkede den midterste dreng på ryggen. Han havde en brunternet skjorte på, der sad stramt om hans brede skuldre.

”Undskyld mig,” sagde jeg og gjorde mig umage med at lægge tryk på hver stavelse, ”men kunne I tænke jer at få fingeren ud af røven og flytte jeres ubeslutsomme korpusser ud af køen?”

Perrie slog forskrækket hænderne for munden og kiggede på mig med store øjne.

”Sagde du virkelig lige det?” hviskede hun og begyndte så at grine ned i hånden. Selvom hun godt nok prøvede at skjule det, kunne man tydeligt høre det.

Jeg nikkede ligegyldigt på hovedet, men mine bevægelse standsede brat, da drengene – eller skulle jeg hellere sige mændene? – foran os vendte sig om.

Selvfølgelig.

Bare skyd mig.

Jeg hader alt.

Fucking fuck shit.

Shitting.

Shit.

Fuck.

Hele min krop var frosset fast. Selvom jeg så ville, kunne jeg ikke flytte mig en eneste centimeter. Det var som om, at mit blod var størknet i mine årer. Det var helt seri-fucking-øst umuligt for mig at bevæge en eneste muskel.

Perrie snappede efter vejret. Enten grinede hun, eller så var hun på randen af gråd. Jeg kunne ikke helt afgøre det, men pointen var, at hun ikke lod til at være til nogen hjælp overhovedet, så jeg stod med lorten og havde absolut ingen anelse om, hvad jeg skulle sige.

Jeg var helt ualmindeligt meget på spanden, fordi foran mig stod ingen ringere end Olly holy-mother-fucking Murs.

Hvad.

Er.

Chancen?

Han lignede sig selv på en prik. Altså ikke fordi jeg havde set ham før, men han så ud som på billederne og jeg var ved at besvime, fordi jeg havde så voldsomt meget lyst til at række hænderne frem og nive i hans kinder. Jeg gjorde det selvfølgelig ikke, fordi jeg havde lige fornærmet ham og når man fornærmer folk, niver man ikke i deres kinder bagefter.

Det er ikke en uskreven regel, faktisk, men det giver kraftedeme sig fucking selv.

”Perrie?” spurgte han med et løftet øjenbryn og ignorerede mig totalt.

Venligt.

Hvad havde jeg gjort ham?

Bedt ham om at tage fingeren ud af røven. Så måske var det også fair nok.

”Hey, Olly,” hilste hun og lod hånden falde ned fra munden, så hun afslørede et blændende smil. ”Jeg synes godt nok, at Zayn sagde, at du ville være her.”

Olly Murs. Olly Murs. Olly Murs. Han trak på skuldrene og nikkede mod mig. ”Hvem er det?”

Perrie gestikulerede mod mig med nogle mærkelig håndbevægelse og svarede: ”Kendall, Harrys veninde.”

Harrys veninde?

Den var ny.

Meget ny.

Alt for ny.

Jeg var Louis’ veninde.

Jeg skulle nok ikke sige noget, men altså, det er mig vi taler om her, så selvfølgelig sagde jeg noget.

”Louis’ veninde,” rettede jeg og Perrie rystede undskyldende på hovedet og nikkede så bekræftende.

Alle de hovedbevægelser var forvirrende.

”Dig har jeg hørt om,” mumlede han og pegede ligegyldigt på mig, uden egentlig at se mig.

”Men Olly, hun mente ikke hvad hun sagde,” begyndte Perrie, men jeg afbrød hende, fordi jeg kunne ikke finde ud af at holde min kæft.

”Faktisk mente jeg det jeg sagde, fordi I var langsomme. Faktisk er I stadig langsomme, fordi I står stadig i køen, så altså, der er noget om snakken, ikke? Ikke? Men det var virkelig ikke med vilje, at det kom ud på den måde, og jeg vidste slet ikke at det var dig. Åh Gud, hvis jeg havde vidst, at det var dig, så havde jeg slet ikke sagt noget. Eller måske havde jeg, hvem ved? Jeg snakker trods alt rigtig meget, så jeg havde sikkert sagt noget lige meget hvad. Men på den anden side så havde jeg nok ikke været i stand til at åbne munden, fordi du-er-fantastisk og lige nu kan jeg ikke engang flytte mig et enkelt atom til venstre. Jeg kan ikke – det er fysisk umuligt. Undskyld går jeg ud fra. Det er rent faktisk ikke mange personer jeg siger undskyld til, så når jeg endelig siger det, mener jeg det også. Undskyld Olly Murs, og du er fantastisk, jeg elsker dig okay? Jeg er for resten Kendall og mig og Perrie vi går nu, hav en god aften og tak for alt. Ses.”

Jeg vendte om på hælene, greb hårdt fat i Perries overarm og nærmest slæbte hende med mig. Jeg fik mast os gennem menneskemængden på dansegulvet og over til en lille bås med et bord og en bænk rundt om tre af de fire sider. Med et frustreret suk satte jeg mig på det polstrerede sæde og lænede hovedet tilbage, nedover ryggen af bænken, så jeg kunne se rummet på hovedet. Overraskende nok (tag gerne notits af sarkasmen her) så jeg ikke en eneste sjæl, jeg kendte, så jeg var fanget med Perrie.

Ikke at det gjorde mig det store. Hun er cool.

”Undskyld, men hvad i al verden gik det lige ud på?” spurgte hun og satte sig ned overfor mig. Eller det formodede jeg, fordi jeg kunne ikke se det. Jeg havde alt for travlt med at betragte verden på hovedet, jo.

Langsomt løftede jeg hovedet og mærkede hvordan blodet forlod min hjerne. Et kort øjeblik sortnede det for mine øjne og jeg troede, at jeg skulle besvime.

Det gjorde jeg selvfølgelig ikke, fordi jeg er tough.

Med et kort blik på Perrie gik det op for mig, at jeg virkelig ikke kunne give hende en god forklaring på, hvad det egentlig gik ud på.

”Jeg ved det ikke,” svarede jeg ærligt og gemte hovedet i hænderne, fordi jeg var fuld af skam. Jeg havde fucking gjort mig selv til grin overfor Olly Murs, for slet ikke at nævne, at jeg havde været særdeles uhøflig.

Godt nok plejer jeg at være uhøflig – eller nej, ikke uhøflig. Bare ærlig. Og direkte. Det er to meget positive egenskaber. Men for helvede i fucking fuck, det her var fandeme Olly, Olly Murs, og jeg sværger, hvis ikke det var fordi jeg så så pokkers godt ud, så var jeg gået hjem.

”Nåå, jeg er med.” Hun lyste op i et forstående smil og lænede sig frem på albuerne. ”Da vi var med i X-Factor mødte vi en hel masse kendte mennesker, men jeg kan så tydeligt huske, da jeg mødte Jessie J. Det var da vi skulle optræde hjemme ved dommerne. Jeg sværger, så snart jeg så hende, gik jeg helt i baglås. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre og så begyndte jeg bare at snakke. Ordene fløj bare ud af mig og jeg havde overhovedet ikke styr på noget. Så lad være med at tage det så tungt, det er sket for mig flere gange.”

Jeg kiggede op fra mine hænder og betragtede hende, som hun sad der med hovedet let på skrå, et forstående smil spillende om hendes læber og en oprigtighed, der bare… fejede benene væk under mig. Hun var bare så helt igennem venlig og oprigtig og imens jeg så hvordan hun stak en hånd i vejret og grinende kaldte en tjener over til vores bord, fik jeg ondt i maven.

Jeg kunne virkelig godt lide hende. Jeg kunne se os blive veninder og alt det shit, men jeg vidste bare, at hun ikke ville være her i særlig lang tid. Det pinte mig virkelig, at hun ikke vidste hvordan det hele hang sammen. Jeg havde verdens største lyst til at fortælle hende det hele, men jeg gjorde det ikke, for det var ikke min hemmelighed at dele.

Og jeg ved jo om nogen, at man ikke skal fortælle andre folks hemmeligheder.

Men hold nu kæft hvor havde jeg lyst.

”Kendall?”

”Hvad?” spurgte jeg og rystede på hovedet for at tømme det for mine tanker.

”Hvad vil du have?” Perrie sendte mig et smil og kiggede op på den unge tjener, der stod foran vores bord med en notesblok i hånden.

”Jeg tænker shots. Jeg skal drikke mine sorger væk,” svarede jeg. Hun nikkede til tjeneren.

”Og to Piña Coladas,” tilføjede hun, ”bare fordi vi kan.” Det sidste var udelukkende henvendt til mig.

Jeg var stadig ikke kommet mig over min Olly Murs episode og synes stadig at verden var ond.

Perrie vendte blikket mod mig, da tjeneren havde noteret vores ordrer på blokken og gik op mod baren. ”Men som jeg sagde, så skal du ikke tage det så tungt.”

Jeg sukkede dybt og gemte endnu en gang hovedet i mine hænder. ”Men du sagde ikke ligefrem til Jessie J., at hun skulle se at få fingeren ud af røven.”

Et perlende latter undslap hendes læber og hun slog hurtigt hånden for munden. ”Jeg tror heller ikke, at han tog det tungt. Jeg kender ham. Han er cool.”

Med et opgivende skuldertræk slog jeg hovedet ned i bordet, men undlod at løfte det igen.

”Mit liv er slut,” mumlede jeg ned i bordpladen og bankede hovedet ned i materialet endnu en gang.

”Pas nu på at du ikke mister flere hjerneceller Kinky, du er uintelligent nok i forvejen.” En hæs stemme overdøvede musikken.

”Luk røven Styles,” hvæsede jeg, uden at løfte mit hoved.

Harry slog sig ned på bænken, lige ved siden af mig, og vibrationerne fra hans grin fik bænken til at ryste en smule.

”Hey Perrie, ser du har mødt Kendall her. Det er jeg ked af.”

”Jeg troede, at du var sammen med hendes veninde?” sagde Perrie forvirret og jeg forestillede mig, hvordan hun rynkede øjenbrynene og kiggede skeptisk på den krølhårede dreng foran sig.

”Det er han også,” svarede jeg hurtigt.

”Jamen I virker som om, at – ”

”Vi er ikke sammen, hvis det er det, du insinuerer!” Jeg var nærmest nødt til at råbe, for Dj’en havde skruet op for musikken.

Smart gjort. Tag dig slet ikke af os, der bare prøver at fornærme hinanden og benægte et forhold. Det er helt fint.

Harry grinede igen. Denne gang højere. ”Mig og Kendall? Er du seriøst? Tror du virkelig, at jeg ville kunne finde på at være sammen med hende?”

Hurtigt løftede jeg hovedet og sendte ham et dødbringende blik. Godt nok var vi ikke i et forhold og det ville aldrig nogensinde ske – selv hvis jeg var en kat og havde ni liv, ville det ikke ske – men han skulle kraftedeme ikke sige det på den måde. Jeg er en fucking fangst mand. En fucking god fangst.

”Så du siger, at jeg er utiltrækkende?”

Han skyndte sig at holde en hånd op, for at få mig til at stoppe med at snakke. ”Det har jeg ikke sagt…”

”Men du hentydede til det!”

”Nej jeg gjorde ej. Hvordan har du dog fået den idé?”

”Fordi du sagde, at – ”

Tjeneren rømmede sig og placerede bakken med shots på bordet. Han skyndte sig at vende rundt på hælende og gik med hastige skridt fra vores bord.

Stakkels dreng.

Harry rakte hånden frem for at tage et af vores shots.

”Du holder nallerne væk,” udbrød jeg og gjorde mine til at slå ham over hånden, hvis han nærmede sig bakken yderligere.

Idioten sendte mig et skævt smil og tog fat om et af glassene.

”Du hørte hvad hun sagde, pil fingrene.” Perrie gav ham et blændende smil og tog shottet ud af hånden på ham. Harry lænede sig utilfredst tilbage og krydsede armene over brystet.

Velkommen til Harry fem år.

Jeg synes efterhånden, at vi har sagt hej til ham et par gange nu.

”Skål,” udbrød Perrie og holdte glasset i luften. Jeg skyndte mig hurtigt at tage fat i mit, slå det mod hendes jeg og kaste hovedet tilbage, så jeg hurtigere kunne synke væsken.

Vi skar begge ansigter af smagen og skyndte os at gribe en Piña Colada hver, som vi tog en stor slurk af.

”Jeg tror,” begyndte jeg. Perrie nikkede.

”Vi skulle have været specifikke med hvilket shots vi ville have,” afsluttede hun og rystede på hovedet i væmmelse.

Jeg betragtede de forskellige varianter af shots der stod på bakken. Vi havde fået en del – og de var alle forskellige så det ud til. Det var mindst seks til hver. Mindst.

Uden egentlig at kigge på hinanden, tog vi fat om endnu et glas, skålede og hældte det ned så hurtigt vi kunne.

Efter jeg havde taget endnu en tår af min Piña Colada, kiggede jeg på Perrie, der sad og smilede.

”Hvad var dit for et?” spurgte hun.

Jeg smaskede et par gange, for at genkalde mig smagen. ”Vodka. Helt sikkert vodka.”

Hun grinede og slog glad hænderne sammen. ”Bailey.”

Jeg rakte tunge og gjorde mine til at tage et til, da to mennesker tårnede sig op foran vores bord.

En dreng og en pige.

Først troede jeg at det var Louis og Eleanor, så med den tanke indplantet i min nu meget, meget let berusede hjerne, vendte jeg hurtigt hovedet og stirrede olmt på parret.

Det var ikke Eleanor.

Og drengen var ikke Louis, men derimod Liam. Så måtte pigen være hans kæreste, men hvad fanden var det nu, at hun hed?

Donna?

Dianna?

Danni?

Danielle! Fuck ja.

Jeg lyste straks op i et overdrevent smil, selvom jeg kun havde snakket med Liam en enkelt gang og aldrig i mit liv havde udvekslet et eneste ord med Danielle.

Harry var også begyndt at røre på sig igen ved synes at sin ven.

”Hey, Perrie, rykker du ikke ind?” spurgte Danielle og smilede venligt.

Jeg sværger, tøsen strålede næsten. Og så så hun fantastisk ud. Hendes store, krøllede hår var slået ud, hun havde en hvid bandeau under en lidt gennemsigtig, sort tank top på, der var stoppet ned i en stram nederdel med afrikanskinspireret mønster. Om livet havde hun et hvidt bælte og jeg formede, at hun måtte have nogle stilletter på, fordi hun var godt fem centimeter højere end Liam.

Perrie rykkede ind på bænken og det samme gjorde jeg, fordi Liam satte sig på kanten, ved siden af Harry, og jeg synes ligesom, at det ville være uhøfligt, ikke at gøre plads til ham.

Se, jeg er høflig.

”Hey, jeg er Danielle,” sagde, sjovt nok, Danielle og rakte hånden ind over bordet, ”og du må så være Kendall?”

Jeg nikkede og tog imod hendes hånd. Håndtrykket var fast og det bekræftede bare mit indtryk af hende – fuld af livsenergi.

Og det lød tamt.

”Jeg har hørt så meget om dig,” grinede hun og lagde hånden på bordet foran sig. ”Det er rart endelig at kunne sætte et ansigt på personen, man har hørt så meget om.”

Hvordan fanden har hun hørt om mig? Liam?

Nok ikke nej.

Selvfølgelig. Fuck. Fra Eleanor. Lort.

”Så håber jeg, at det er noget godt du har hørt,” skyndte jeg mig at sige, fordi hvis Eleanor havde sagt noget om mig, var det sikkert noget dårligt.

Egentlig ved jeg ikke helt hvordan vores forhold til hinanden var. Altså, jeg vidste det hele og hun anede intet. Til at startede med – dengang jeg trøstede hende til festen – var det vel ok? Ikke? Men da jeg så hende på caféen, virkede hun pissed off. Hun var fucking hoverende.

”Udelukkende,” grinede Danielle. ”Jeg har glædet mig til at møde dig.”

Okay, så det er godt.

Perrie rømmede sig undskyldende og gjorde en håndbevægelse med bakken. ”D’damer, shots?”

Jeg nikkede ivrigt og hapsede et fra bakken. Danielle sendte Liam et spørgende blik. Hvorfor ved jeg ikke, men han nikkede i hvert fald og hun fandt sig også et glas.

Sammen løftede vi alle tre vores glas i luften og slugte alkoholen.

”Jordbær, fucking jordbær,” hoverede jeg og spruttede af grin over Perries forvrængede ansigt.

”Gin?” spurgte Danielle.

Perrie nikkede med sammenknebne øjne og famlede febrilsk med sugerøret til hendes Piña Colada.

”Hvad med dig Danielle? Eller Danni? Må jeg godt kalde dig Danni? Jeg vil gerne kalde dig Danni.”

Danni nikkede og kiggede ned på det tomme glas foran sig. ”Lakrids.” Jeg trak på skuldrene. ”Det var da ikke så slemt.”

Og så følte Harry for at bryde ind. ”Hvorfor måtte hun få et, når jeg ikke måtte?”

Det der med Harry og at opføre sig som en femårig – jeg siger det bare.

”Fordi,” begyndte jeg og pegede på ham, ”hun er en pige og piger holder sammen. Du er en dreng, ergo er du ikke en del af vores lille gruppe.”

Han sagde et eller andet, men jeg valgte at ignorere ham, for de andre to havde allerede fundet sig endnu et shot, og jeg ville gerne være med.

Hvornår vil jeg ikke være med?

Jeg valgte et der havde en giftig grøn farve, bare fordi jeg følte for at være lidt sejere.

Højtideligt førte vi alle tre glasset op til læberne. Jeg holdt glasset en halv centimeter fra min mund og kiggede på de to One Direction kæreste foran mig. ”Skål for en uforglemmelig aften.”

”Skål.”

______________________________________________________________________________

A/N: FØRSTE DEL AF FESTEN!!! 7000 ord. Næste del bliver nok lige så lang. ANYWAYS, hvad siger I til det? Er det fedt? 

Endnu en gang undskyld for, at jeg er så langsom til at opdatere. Det er jeg virkelig ked af og det betyder virkelig så meget for mig, at I alligevel gider at læse når jeg så kommer med et nyt kapitel. I er helt seriøst fantastiske. Tusind tak fordi I respekterer, at jeg ikke altid har tid til at skrive. aklskd. I smukke, dejlige mennesker.

Så hvordan kommer resten af aftenen til at udvikle sig? Hvorfor er Calla så mærkelig? Perrie og Danielle, er de cool nok? Er der noget til Samanthas teori om, at Harry er vild med en anden, eller er det bare hende, der er alt for paranoid? Og hvor er Louis?

Der er links i kommentarene som altid og jeg vil gøre mit bedste for, at jeg får opdateret en smule hurtigere næste gang.

Forresten, hvis I kender nogle gode fan fictions, må I gerne lige skrive navnet/give mig et link, fordi jeg synes virkelig det er svært at finde nogen, der falder i min smag.

Så snak om gode fan fictions. Hvad gør en ff god? Hvilken en er den bedste på Movellas?

I er britisk engelsk til mig. Jeg elsker britisk engelsk.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...