Heart Beats Harder - One Direction

Et ganske normalt one night stand med en mindre normal dreng, skulle ikke ændre Kendalls liv. Hun er universitetsstuderende og fra tid til anden finder hun sig selv i seng med en fremmed efter en bytur - men hey, det sker jo for alle? Derfor lagde hun ikke noget i det, selvom han ikke var alle og enhver. Tanken om ham havde ikke strejfet hende, lige indtil han kom valsende ind i hendes liv og vendte op og ned på alting.


637Likes
1332Kommentarer
200340Visninger
AA

33. Realizing Reality

 

Folk synes at bevæge sig langsommere end normalt. Hver eneste gang jeg skulle stoppe for rødt lys, synes det at vare længere end det plejede. Bilerne kørte langsommere, metroen kørte langsommere. Alt foregik som var det i slowmotion.

Det lyder som en eller anden kliché fra en dårlig ungdomsroman.

Latterligt er hvad mit liv er.

”Fuck,” mumlede jeg for mig selv, da jeg skulle stoppe for endnu et lyskryds. Vi stod som sild i en tønde (eller oliven i et glas, fordi den metafor er bare bedre) og ventede på, at vi kunne komme over vejen. Da lyset så endelig blev grønt og folk myldrede ud på gaden, spærrede en kvinde med barnevogn kraftedeme vejen for mig, så naturligvis sprang jeg over den. Eller, I ved, bad hende pænt (uhøfligt) om at flytte sin (idiotiske) barnevogn, så jeg kunne komme videre med mit (langt vigtigere) liv.

Et elskværdigt menneske som altid, jeg ved det godt.

Jeg havde nok befundet mig det mest upraktiske sted af alle steder, da jeg fik øje på billedet af Louis og mig i det blad, fordi Louis’ lejlighed og hospitalet? To total vidt forskellige steder. Så overdrevent langt væk fra hinanden, at jeg kunne have givet mig til at tude ved tanken om, at jeg skulle transporterer mig selv så langt.

Til mit mega-held var nogen allerede på vej ind ad døren, da jeg nåede lejlighedskomplekset, så snedig som jeg altid har været, satte jeg en fod i døren og smuttede ind, da personen var ude af synsvidde. Måske er det bare sådan noget der sker, når man er i sladderbladene? Man er uheldig nok til, at pressen finder ens privatliv interessant nok til at følge én rundt, så derfor bliver andre døre automatisk åbnet for én. Altså sådan helt bogstavelig talt andre døre.

Og jeg er helt sikker på, at det var mig den skide paparazzi fulgte efter den aften der, fordi det var trods alt kun Louis Tomlinson jeg gik sammen med. Det er jo ikke ligefrem fordi han er verdenskendt eller noget?

Elevatoren var hurtig. Alt for hurtig. I modsætning til før, foregik alting i dobbelttempo, fordi det gik op for mig, at jeg rent faktisk blev nødt til at snakke med Louis. Jeg blev nødt til at forme bogstaver til ord og lave ordene til sætninger, som rent faktisk gav mening. Det havde på ingen måde været gennemtænkt at storme her hen.

Hvert skridt jeg tog hen mod døren. var (no shit) tre meter lange – jeg sværger, ingen overdrivelse – og lige pludselig stod jeg foran døren med løftet hånd, parat til at banke på, fordi ringklokker har aldrig rigtig været min stil. Det tog mig godt fem minutter at få taget mig sammen til at slå min hånd mod døren, fordi tanker som gå din vej Kendall, stop, han er ligeglad med dig, du er en idiot og du burde stoppe med at være så naiv Kendall, han har en kæreste fløj gennem mit hoved. Det virker som en meget simpel handling. Knyttet næve med dør, vupti. Lettere sagt end gjort. Sagen er den, at jeg var godt på vej til at ødelægge alt. Så snart jeg åbnede munden og fortalte Louis, at vi var blevet set sammen, ville han få et føl på tværs. For slet ikke at tale om Eleanor, der ville skrige sine lunger ud og stikke mig ned med sine stilethæle. Fordi hun ville helt sikkert finde ud af det. Og One Direction fanbasen ville flippe max på mig. Sådan cirka halvdelen af jordens teenagepiger ude efter mig? Jeg takker pænt nej.

Pointen er, at så snart jeg så Louis, var vi obligerede til at tale sammen. Og det var om aftenen til hans fest, om hans kæreste, om os, om billedet, om fucking alt og det skræmte mig, fordi jeg snakker aldrig med folk om os. Det er ikke lige frem fordi jeg nyder at snakke med mennesker om forhold, fremtid og fucking følelser. Det var så ligesom uundgåeligt nu. For at vende tilbage til udgangspunktet, så var jeg på vej til at ødelægge alt. Hvis der altså var noget at ødelægge.

Det var jeg ikke engang sikker på, at der var.

Jeg bankede på en gang. To gange. Tre gange, inden jeg mistede tålmodigheden og hev i håndtaget, for at gøre opmærksom på min tilstedeværelse.

Det nyttede ligesom ikke rigtig noget.

Døren var åben, så da jeg tog fat om håndtaget og skubbede til, gav døren et underligt smæld og jeg faldt ind i lejligheden. Min teori lyder på, at døren ikke var blevet lukket ordenligt, fordi alle de andre gange jeg har stået foran den, har den været låst. Eller også var den automatiske låsemekaniske bare slået fra, hvad ved jeg? I hvert fald endte jeg op midt i lejligheden, der var ualmindeligt stille.

”Hallo?” råbte jeg lavmælt, hvilket lidt ødelagde meningen i råbet.

Jeg fik intet svar.

Inde fra køkkenet kunne jeg høre opvaskeren køre og køleskabet summe. I gangen var alt normalt. Der lå sko tilfældigt spredt rundt om skohylden, der ligesom ikke rigtig stod nogle sko på. Der hang masser af jakker på knagene og på bordet ved siden af døre lå et par aviser. Langsomt åbnede jeg døren ind til stuen og trådte ind i det lille rum. Gennem panoramavinduerne strålede byen under mig og kastede lys ind på det lyse tregulv.

”Louis?” Jeg kiggede rundt i det store rum og endte op med at stå i midten, uden egentlig at vide, hvad jeg skulle gøre af mig selv, da jeg hørte en dæmpet lyd fra gangen af. Straks begyndte mit hjerte at banke hurtigere og overdøvede den konstante lyd af biler fra gaden flere etager nede.

Uden egentlig at vide om jeg ville gå min vej eller blive, bevægede jeg mig mod døren til gangen og åbnede den forsigtigt. Jeg følte mig som en eller anden indbrudstyv. Ingen anede jeg var der. Louis anede ikke at jeg var der.

Han kunne lave alt.

Åh Gud, han er sammen med Eleanor.

Tanken for gennem mit hoved og staks blev jeg paranoid og tårerne prikkede svagt. Jeg kunne mærke varmen skylde op i miner kinder og min hals bliver tør. Af en eller anden grund blev jeg ved med at bevæge mig fremad. Med den ene fod foran den anden gentagende gange, endte jeg med at stå i enden af gangen med Harrys værelse til min højre og Louis’ til min venstre. Efter igen og igen at have sagt til mig selv, at jeg lige så godt kunne få revet det satans plaster, som var Louis’ og min samtale om alt, af, vendte jeg mig mod venstre og begyndte at gå. Og jeg blev ved med at gå, lige indtil jeg høre endnu en lyd. En lyd, der kom bag fra.

Med rynkede øjenbryn vendte jeg mig om og kiggede mod Harrys dør. Den var lukket og der kom ikke noget lys ud af sprækkerne. Jeg skulle lige til at dreje rundt og gå videre mod Louis’ værelse, da den samme lyd svævede gennem den mørke trædør og ud til mig. Og lige ind i min øregang og op i min hjerne, hvor jeg slet ikke kunne få tingene til at passe sammen.

Egentlig var der ikke særlig meget jeg skulle have til at passe sammen, jeg havde bare været så indstillet på, at jeg skulle se Louis nu, at tanken om at Harry var i huset, ikke havde strejfet mig. Jeg havde ligesom troet, at han ville være ude med Samantha eller noget.

Med en hovedrysten gik jeg ned mod Louis’ værelse og ind ad døren, der stod på klem. Værelset var tomt, lyset slukket, gardinerne rullet ned.

Der var ingen.

Duften af ham hang i luften og blev stærkere i takt med, at mit hjerte sank. Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med, jeg ved ikke, hvad jeg havde håbet på. I hvert fald ikke, at han ikke var der. Men hvis han havde været her, ville det ikke have været meget bedre.

Hvorfor kan alting ikke bare være simpelt?

Det tog et stykke tid at komme mig over skuffelsen. Hvis man ellers kan kalde det for en skuffelse. Måske var det bare det, at adrenalinen langsomt forlod min krop. Jeg havde været så opkørt, da jeg løb fra arbejdet. Jeg havde været opsat på, at tingene nu skulle afklares og det blev de ikke.

Uden egentlig at vide hvorfor, gik jeg over til reolen og kiggede indtrængende på et billede af ham og Eleanor. De smilede. Holdte om hinanden.

Fucking lort.

Med rystende hånd strøg jeg mine fingre over glasfacaden og da var det som om, at det gik op for mig, hvor helt igennem klamt det egentligt var, at jeg stod på Louis’ værelse og kiggede på et billede af ham og hans ekskæreste.

Kæreste.

Af ham og hans kæreste.

Fuck.

Hurtigt vendte jeg mig om og fejede ud af rummet. Det var kun lige akkurat, at jeg nåede at stoppe døren i at smække, da jeg kom i tanke om, at Harry også var her.

Og som var det aftalt, kom der endnu flere lyde inde fra hans værelse i samme sekund, jeg nænsomt lukkede døren. Denne gang kunne jeg høre stemmer. Stemmer som i flere end en stemme. Hvilke kunne jeg ikke helt afgøre, fordi jeg stod et stykke væk og døren var lukket og deres dører er overraskende lydabsorberende.

”Jeg ved ikke hvad jeg skal sige,” kunne jeg høre nogen sige, som jeg gik væk fra det tomme værelse bag mig. Stemmen tilhørte ikke Harry, så meget var jeg sikker på.

”Sige til hvad?” Denne gang var det Harry der talte. Han lød en smule oprevet.

”Til… til det her.”

Jeg stod et øjeblik og overvejede, om jeg ikke bare skulle smutte min vej. Jeg var faktisk kommet til den konklusion, at det var tid til at gøre mit exit. En fornuftig konklusion, hvis jeg selv skal sige det, problemet var ligesom bare, at mine ben ikke var enige med min hjerne. De bevægede sig ned ad gangen og stoppede først, da jeg stod foran Harrys dør.

”Fucking shit,” hviskede jeg lavmælt og lagde hovedet bagover. Jeg ville med garanti blive opdaget, sådan er mit liv bare.

”Jeg ved godt, at det – jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Det er… jeg ved det ikke.”

Jeg rynkede mine øjenbryn og spidsede læberne, fordi hvad fanden, egentlig?

”Jeg hader dig virkelig nogle gange,” sagde den anden person. Stemme tilhørte en pige. Helt sikkert.

Så Samantha og Harry er sammen. Mysterium løst, gå så din vej Kendall.

”Gør du virkelig?” spurgte Harry i hvad jeg vil beskrive som et drillende tonefald.

Der var stille et sekund. Det lød som om, at en af dem bevægede sig og til sidst brød Samantha stilheden. ”Det gør jeg, virkelig.”

Og så slog det mig, at hvis jeg ville vide, hvor Louis befandt sig, fandtes der ingen bedre at spørge, end hans bedste ven – selveste Harold Styles. Så jeg bankede på og åbnede døren i samme bevægelse.

”Undskyld jeg afbryder jer, men Harry, ved du hvor – ”

To par øjne blev straks rettet mod mig. Begge opspilede og forskrækkede.

Jeg blinkede overrasket, for jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Lige meget hvor mange gange jeg blinkede, ændredes scenariet foran mig ikke.

Han havde sin hånd på hendes lænd, den anden på hendes ryg. Hun havde sine fingre viklet ind i hans hår og en hånd hvilende på hans skulder, deres læber ganske få centimeter fra hinandens og deres tøj var halvt krænget af. Der var så meget forkert ved alt det jeg så. Så meget forkert.

Som var der blevet sat ild til en bombelunte, eksploderede vreden inden i mig og jeg bakkede hurtigt baglæns, inden jeg drejede rundt på hælene og stormede ned af gangen.

”Kendall!” hørte jeg dem kalde bag mig. ”Kendall, stop!”

Jeg blev ved med at gå. Hurtigere og hurtigere, for jeg havde ikke lyst til at være i nærheden af nogen af dem. Tanken om, at jeg befandt mig i samme rum som det, gav mig kvalme.

”Der er slet ikke, som det der ud til,” sagde pigen, der så langt fra var Samantha og lagde en hånd på min skulder, da jeg var nået ind i stuen.

Med voldsomme bevægelser vendte jeg mig om og stirrede direkte ind i min bedste venindes ansigt, hvis dybblå øjne var desperate og bedte om forståelse.

”Så du knepper ikke Harry?” hvæsede jeg spydigt og kiggede på hende med væmmelse. ”Det er jeg glad for at høre Calla.”

Hun fugtede sine læber og trak vejret i små stød. ”Jeg – ”

”Du hvad, Calla? Hvad vil du gerne sige?”

Jeg så rødt. Decideret rødt. Aldrig nogensinde har jeg været så rasende, som i det øjeblik. Jeg var helt væk, kogte over, sydede.

”Det – vi – ”

”I hvad?” skreg jeg og skubbede hårdt til hendes skulder. ”Hvad fanden tænker du på? Hvad sker der oppe i det hoved?”

”Kendall, vær nu – ”

”Det er Samanthas fucking kæreste, din bedste venindes kæreste. Hvordan kunne du? Hvordan fucking kunne du?” Jeg råbte og skreg og skubbede til hende gentagende gange.

”Samantha. Fucking Samantha. Jeg græmmes for helvede da også.” Tårerne truede med at vælder over i mine øjne, men jeg var fuldstændig ligeglad. Jeg havde slet ikke opdaget, at Calla græd, før Harry tog fat i mine skuldre og trak mig væk fra hende.

Hendes kinder var våde, hun hikstede og klamrede sig til sin hvide cardigan, som hun ikke engang havde nået at få helt på. Hun så fuldstændig ødelagt ud, og det rørte mig ikke den mindste smule. Det eneste jeg kunne tænke på, var, at Harry rørte ved mig. Og det skulle han ikke.

”Slip mig,” spyttede jeg og kiggede arrigt på ham, ”slip mig Harry, jeg mener det.”

”Ikke før du slapper af, okay?” Han kiggede bestemt på mig, hvilket bare fik mig til at væmmes yderligere. Hvordan kunne han være så fucking rolig?

Jeg vred mig i hans arme og bandende af ham, indtil jeg kom fri. Jeg troede, at det var fordi, at jeg var stærk, men det gik hurtigt op for mig, at det slet ikke var grunden. Harry stod som lammet til stedet med øjnene fastlåst på noget bag mig, som jeg i et kort øjeblik troede, var Samantha.

”Hvad sker der her?”

Stemmen tilhørte Louis. Et eller andet inden i mig slog klik, da jeg hørte hans stemme og pludselig blev det hele bare for meget. Mine øjne strømmede over og luften satte sig fast i min hals. Et eller andet sted mellem at have kaldt Harry et svin, skreget af mine lungers fulde kraft og slået Louis i brystkassen, var der nogen der tog fat i min hånd og på en eller anden måde endte jeg på sofaen med en pude og et glas vand, imens jeg blev strøget over håret.

Langsomt kiggede jeg mig omkring. Harry og Calla var ikke til at finde nogle steder og til min højre sad Louis. Og han havde strøget mig over håret. Og jeg var mere ynkelig end Miss Isabella Marie Swan, hvilket siger en del.

Jeg rystede Louis’ hånd af mig og vendte blikket mod ham. ”Hvor er de?” spurgte jeg monotont.

Han sank en klump og prøvede at fremtvinge et smil. ”Harry er hos Niall. Jeg ved ikke med Calla.”

Jeg nikkede og bed mig i læben, fordi jeg vidste ikke hvordan jeg havde det med noget som helst.

”Jeg fatter der ikke,” mumlede jeg, efter et stykke tid. Jeg kunne virkelig ikke kapere det i mit hoved.

Harry var med Samantha. Calla og Samantha var bedste veninder. Harry var sammen med Calla. Faktum er, at Harry havde været Samantha utro, det forstod jeg godt. Jeg kunne bare ikke forstå hvorfor. Endnu mindre kunne jeg finde nogen som helst sympatisk slikkepind frem og give den til Calla, fordi fuck mand, tøsen vidste udmærket godt, at Samanthas ekskæreste var hende utro og alligevel gjorde hun det. Det ville ødelægge Samantha fuldstændigt, det var jeg sikker på.

”Jeg er ked af det,” hviskede Louis og kiggede mig direkte i øjnene – og han så rent faktisk oprigtigt sorgmodig ud. Hans gråblå øjne var ømme, fulde af forståelse og et eller andet, jeg ikke helt havde set i dem før.

Et modløst grin undslap mine læber. ”Det er ikke mig du skal sige det til. Samantha har mere brug for din medfølelse, end jeg har. Forresten, sig til din fucking idiot af en ven, at han fandeme aldrig skal komme i nærheden af hende igen. Jeg smadrer ham, det gør jeg virkelig. Jeg stikker ham ned, sværger!”

Min stemme døde ud. Mit hjerte sank.

Fuck en spasser. Fucking idiot. Crap.

Minderne fra en tidlig morgen for hvad der synes som evigheder siden, dukkede op i min bevidsthed.

”Så lidt, men må jeg spørge dig om noget?” spurgte jeg, men ventede ikke på hans svar, ”hvorfor ringede du til mig? Du må kende et hav af piger, der ville være ellevilde for at stå op klokken ni og snakke med dig?”

Han grinede kort, inden han bed sig i underlæben og svarede. ”Du kender Samantha, så det var oplagt at snakke med dig. Desuden siger du, præcis hvad du tænker, det er ikke alle piger, der gør det.”

Hvis jeg nu var typen der rødmede, ville mit ansigt være en yndig (se: overdrevet klam) rosa farve, men det er jeg ikke, så jeg nøjedes med at stirre hul i jorden.

”Tak,” mumlede jeg og vendte mig om for at gå ind.

”Vi ses Ken,” hilste han og begyndte at gå.

”Harry, vent!” råbte jeg og småløb hen til ham.

”Hva’ så?” spurgte han.

”Du… Harry du virker som en fin fyr og alt muligt, men jeg bliver nødt til at advare dig,” sagde jeg og kørte en hånd gennem mit hår, som stadig var fladt fra festen af, ”Sams er en sød pige. Sex betyder en del for hende, det er ikke bare noget man gør. Hun går rigtig meget op i ærlighed og loyalitet, og hvis jeg finder ud af, at du på nogen måde har såret hende, skal du bare vide, at vi har en rigtig stor kødkniv i køkkenskuffen, som jeg ikke er bange for at bruge. Jeg mener det helt seriøst. Der er en grund til, at hun flippede så meget ud i går, til at hun har brug for tryghed og ærlighed. Du skal ikke engang tænke på at røvrende hende.”

Harry nikkede og bed sig i læben, imens jeg snakkede.

”Jeg kunne ikke finde… du skal ikke bekymre dig,” forsikrede han.

Jeg husker så pokkers tydeligt, hvor inderligt jeg på det tidspunkt håbede, at han havde ret.

”Jeg hader ham, okay?” sagde jeg hurtigt til Louis og kiggede hjælpeløst på ham. ”Jeg hader ham. Jeg hader, hader, hader, hader ham. Over alt på jorden.”

”Kendall,” kurrede han og lagde en arm om min skulder. Hans hånd kørte op og ned ad min arm og sendte elektriske stød gennem min krop, som var meget svære at ignorere. ”Jeg ved godt, at du er vred lige nu, men – ”

”Jeg tror ikke, at du forstår mig her, Louis. Jeg advarede ham. Jeg fucking advarede ham, bad ham om at behandle hende ordenligt. Gjorde han det? Nej. Jeg sagde til ham, at Samantha går unormalt meget op i loyalitet og jeg troede på ham, da han sagde, at han ikke kunne finde på at såre hende. Hvorfor troede jeg på ham?”

Louis nikkede og fangede sin underlæbe mellem sine tænder. ”Jeg er virkelig ked af det.”

Vi sad lidt i stilhed, imens jeg nippede til mit vand og skiftevis kiggede på Louis og mine hænder. Vores øjne mødtes af og til, og hver eneste gang, begyndte mit hjerte at banke hurtigere.

Jeg forbander virkelig den idiot til Amor, der bestemte sig for, at jeg skulle blive forelsket.

Imens jeg lod mit blik glide over Louis, kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til hans små karaktertræk. De mørke øjenvipper, hvordan hans hud synes at have en gylden undertone, måden han svagt rynkede panden på. Jeg bed mig selv i underlæben for ikke at række ud efter ham og stryge min hånd over hans kind.

Det ville bare være mærkeligt.

Og upassende.

Og forkert i situationen.

”Jeg kan bare ikke forstå, at de kunne finde på det. Han har en kæreste.”

Og forkert i hvilken som helst anden situation.

Jeg stillede glasset på sofabordet og gemte mit hoved i mine hænder. Det var som om, at hele situationen for alvor gik op for mig. Ikke den situation vedrørende Harry og Calla, men den anden situation. Min situation. Vores situation.

Langsomt lod jeg hænderne falde ned i mit skød og vendte hovedet mod Louis, der kiggede forvirret på mig. Hans læber var pressede sammen til en smal streg og han havde stadig den bedårende rynke.

”Fuck,” mumlede jeg med mine øjne låst med hans. Inde i mit hoved begyndte de sidste måneder af et puslespil så småt at samle sig og for hvad der synes som måneder, kunne jeg endelig se hvordan det hele hang sammen.

Åndsvagt, at det skulle tage mig så lang tid. Åndsvagt, at Harry skulle være Samantha utro, før jeg opdagede, at mig og Louis gjorde præcis det samme. Hele tiden havde jeg været klar over, at det vi gjorde, var forkert. Jeg vidste det udmærket, men havde slået det hen, fordi Eleanor fortjente ikke Louis. Hun var ikke god nok til ham. Måske er det også rigtigt nok, fordi Eleanor er en bitch, i al den tid jeg har kendt hende, har hun været en bitch. Sådan mere eller mindre.

Sådan noget af tiden i hvert fald.

Måske bare en gang imellem, men det var nok til, at hun i mine øjne straks blev tildelt titlen for verdens dårligste menneske, men ved I hvad? Ingen fortjener det, som vi udsatte hende for. Ikke engang verdens dårligste menneske.

Alt det gik op for mig, imens jeg sad ved siden af Louis og så ind i hans øjne. Så, hvordan han betragtede mit ansigt og vidste, at det her ikke kunne vare ved.

Fucking sentimentalt, jeg ved det godt, men for helvede da også, vi kunne jo ikke blive ved med at lade som om, at det hele nok skulle blive okay. Det ville aldrig blive okay, så længe vi gik rundt og løj om alt.

”Vi,” begyndte jeg og sank klumpen i min hals, ”vi har gjort præcis det samme.”

”Mod Eleanor,” afsluttede Louis lidt efter og blinkede langsomt.

”Jeg kan ikke lide hende, undskyld, men det her er ikke okay.” Jeg tog en dyb vejrtrækning og rejste mig, imens jeg fraværende rystede på hovedet. Mine arme var krydsede over mit bryst, så de dækkede printet på min sweatshirt.

Louis rejste sig også op og strøg forbi mig, og ud i gangen. ”Du har ret.”

Jeg skyndte mig at løbe efter ham og så ham trække sin jakke på. Han lagde hånden på dørhåndtaget og kiggede tilbage på mig.

”Vi ses, ikke?” spurgte han usikkert.

”Du tager hen og snakker med Eleanor,” sagde jeg misbilligende og måbede en smule.

”Eh, ja. Er det ikke, hvad du mente, jeg skulle?”

”Jo,” svarede jeg kortfattet og trak min bordeaux hue længere ned over mit hoved.

”Hvad er der så galt?”

Jeg placerede hænderne på mine hofter og flyttede vægten til mit højre ben. ”Regnede du virkelig med, at jeg ikke ville tage med?”

”Det er virkelig ikke nødvendigt Kendall,” protesterede han og blinkede i takt med, at han åbnede døren.

Af frygt for, at mit mod snart ville forsvinde, gik jeg hen til ham og skubbede ham ud ad døren. ”Kom så, gå. Gå, gå gå, inden jeg ombestemmer mig.”

Louis’ hånd fandt hurtigt min og gav den et klem, inden vi skyndte os mod elevatoren, for nu skulle der gøres rent i alt der her fandens rod.

 ↭

Han havde fucking tvunget mig til at blive udenfor, fordi han ville skåne hendes følelser. Jeg blev nægtet i deltagelse af min egen idé, på noget alla verdens dårligste dag.

Jeg var ikke fornøjet.

På den anden side var jeg så fri for, at skulle fortælle Eleanor, at jeg havde været i seng med hendes kæreste. To gange.

Lige meget hvad var det eneste jeg kunne gøre, at sidde og vente på trappen foran døren til hendes lejlighed. Jeg kunne svagt høre stemmer – Louis der prøvede at berolige hende, undskylde og Eleanor der protesterede, der ikke kunne forstå.

Mine følelser kørte på højtryk. Jeg anede ikke, hvad der ville ske om to sekunder. Det eneste jeg vidste, var, at jeg havde fucket alt helt og aldeles op.

Jeg lænede mig frem og lagde mine arme på mine knæ, imens jeg stirrede intenst på den hvide trædør foran mig. Da den med et smæld gik op, gav det et sæt i mig og jeg skyndte mig at komme på benene. Ud ad døren kom Louis. Det lignede, at han havde kørt hånden gennem sit hår en milliard gange i fortvivlelse. Hans kinder var svagt lyserøde og inden jeg kunne nå at kigge mere på ham, dukkede Eleanor op bag ham. Hun græd ikke, som jeg havde forventet. Faktisk så hun slet ikke ud, som jeg havde forventet. Hun var iført en sort og hvid sweater, flade sko og hendes hår var sat i en sjusket knold, så lange, brune slangekrøller faldt ned om hendes kønne ansigt. Hun så så pokkers normal ud, så fucking sød ud. Det havde jeg slet ikke regnet med.

”Eleanor,” prøvede Louis, men blev afbrudt af hvad jeg nu formodede, måtte være hans ekskæreste,

”Det er lige meget Louis,” sagde hun og rystede på hovedet. ”Bare gå okay? Jeg skal nok lade være med at sige noget, indtil det hele har lagt sig lidt. Kan I ikke bare… gå?”

Hendes stemme var svag, lille og de øjne hun kiggede med mig på, sagde det hele. Hun var knust. Knust til det punkt, at hun ikke kunne græde.

Jeg har aldrig nogensinde i hele min eksistens (eller tidligere liv) følt mig som en større idiot. Lige præcis i det øjeblik, hadede jeg mig selv for første gang nogensinde.

”Undskyld,” hviskede jeg til hende, imens Louis puffede mig ned ad trapperne.

Han stoppede op inden vi nåede ud af hoveddøren. Hans hænder holdt om mine håndled og selvom jeg hadede mig selv for det, kunne jeg ikke stoppe min mave i at slå knuder af begejstring over, at han rørte ved mig.

”Hvad gør vi så nu?” spurgte jeg langsomt, efter vi havde stået over for hinanden i et stykke tid uden at sige noget.

Louis sank en klump og fugtede sine læber. ”Vi går hjem. Jeg går hjem og du går hjem.”

Jeg nikkede med rynkede øjenbryn. ”Men hvad så derefter?”

”Så ingenting.”

Stilhed.

Så ingenting.

Ordene rungede i min hjerne og jeg prøvede at få dem til at give mening.

”Ingenting? Som i hvad?”

Han bed sig i underlæben og lagde armene om mine skulder, imens han trak mig ind i et hårdt kram. Duften af ham omfavnede mig og det var lige før, at jeg smeltede i hans arme. Det tog mig ikke lang tid at blive opmærksom på, præcis hvor meget af min krop der var presset mod Louis’. Mit hoved var begravet i hans nakke og yderst forsigtigt placerede jeg fjerlette kys op langs hans hals, over hans kæber og dvælede kort ved hans mundvig, før jeg pressede mine læber mod hans. I det øjeblik, i den her tidlomme, kunne jeg blive for altid. Alting føltes for en gangs skyld rigtigt. Mit hjerte bankede livsbekræftende mod mine ribben og hele min krop dirrede af fryd. Fryd over, at Louis lige nu var min og ingen andens.

Louis førte sin hånd op til min kind og nippede blid til min underlæbe. Jeg pressede mig endnu tættere mod ham, som om jeg prøvede på at smelte sammen med ham.

Lidt efter lidt trak han sig væk fra mig. Hans hånd hvilede på min kind, inden han lod den falde ned langs sin side. Da han mødte mit blik, var hans øjne blanke og mit hjerte sprag et slag over.

”Jeg,” hviskede han, men kom ikke længere. Med en svag hovedrysten vendte han sig om og gik ud ad døren.

Jeg stod lammet tilbage og så på den dør, han lige var forsvundet ud af, som om det at kigge på den, på magiskvis ville få ham til at komme tilbage.

Så ingenting. Jeg forstod det nu. Ingenting som i ”vi går hvert til sit og ser ikke hinanden igen.”.

Ingenting.

Intet mere, intet mindre.

____________________
Kate Nash - Nicest Thing

Slut

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...