Heart Beats Harder - One Direction

Et ganske normalt one night stand med en mindre normal dreng, skulle ikke ændre Kendalls liv. Hun er universitetsstuderende og fra tid til anden finder hun sig selv i seng med en fremmed efter en bytur - men hey, det sker jo for alle? Derfor lagde hun ikke noget i det, selvom han ikke var alle og enhver. Tanken om ham havde ikke strejfet hende, lige indtil han kom valsende ind i hendes liv og vendte op og ned på alting.


635Likes
1338Kommentarer
197975Visninger
AA

5. Noget Så Ubelejligt

 

Jeg er et hundrede procent sikker på, at ingen i verden nogensinde har mestret et mere dødbringende blik, end det jeg sendte Sam. Hun sad og gav Harry sin fulde opmærksomhed og ignorerede mig konsekvent, hvilket hun nok gjorde klogt i. Hvis hun havde mødt mine øjne, ville hun være forduftet som dug fra solen, for jeg var rasende. Jeg ville så inderligt ønske, at jeg kunne være ligeglad med Louis’ tilstedeværelse, men jeg kunne på ingen måde bare tage det roligt og opføre mig normalt. Om Sam havde vidst at Louis ville komme, havde jeg ingen anelse om, men jeg var også ligeglad. Jeg havde brug for en syndebuk og den rolle gav jeg glædeligt til hende.

Louis’ øjne hvilede på mig. Jeg burde svare ham. Som i lige nu.

”Øhm, hej Louis,” mumlede jeg og tvang et smil frem på mine læber, som mest af alt lignede en grimasse.

”Fede solbriller,” sagde han og pegede mod min trøje, hvori der ganske rigtigt hang et par.

Jeg kiggede ned ad mig selv og betragtede overrasket brillerne, som om jeg ikke havde opdaget dem før nu.

”Tak. Men jeg går aldrig med dem. Jeg kan ikke bære solbriller, jeg ligner en komplet idiot med dem på,” svarede jeg og gav mig selv mentale lussinger i tusindvis.

Hvorfor Kendall? Hvorfor skulle du absolut sige det?

Louis grinede og lænede sig tilbage i stolen. ”Det tror jeg nu ikke på,” sagde han og vinkede med det ene øjenbryn. Jeg kom med en overrasket lyd, som mest af alt fik mig til at minde om en gris.

For ikke at være nødsaget til at møde hans blik, rakte jeg min hånd ind over metalbordet og tog fat om den iceblend, der stod på bakken. Den massive mængde flødeskum på toppen var pyntet med chokoladekrymmel og jeg blev straks i lidt bedre humør – kakao, chokolade, karamel og flødeskum, hvordan kan man undgå blive i godt humør?

Jeg stoppede voldsomt en overdimensioneret skefuld flødeskum i munden, for at undgå at svare. Med munden fuld smilede jeg til ham. Louis holdt en knyttet hånd op for munden og hostede ned i den med et smil plastret på læberne.

Sam gav mig en ikke så diskret albue i siden og pegede på mig. Jeg rynkede øjenbrynene og kiggede spørgende på hende, hvorefter hun igen pegede på mit ansigt. Da jeg stadig ikke forstod hvad hun mente, sukkede hun opgivende og sagde: ”Ken, du har noget… flødeskum på overlæben.”

Jeg kunne mærke mine kinder blive røde og med en hurtig bevægelse tørrede jeg munden af i min håndryg, og sørgede for ikke at se på Louis. Normalt ville jeg kunne grine af det og lave en joke eller noget… not today. Jeg følte mig som en komplet idiot og ventede bare på at forsvinde i et sort hul, så jeg kunne dumpe ned på en anden planet hvor noget så ubelejligt som en Louis Tomlinson ikke fandtes.

”Så, Kendall. Astronomi?” sagde Harry og genoptog vores samtale fra før. Jeg skrev mig bag øret, at jeg skyldte ham en tjeneste.

”Øhm, ja. Ved du overhovedet noget om det?” spurgte jeg og lige inden han åbnede munden, tilføjede jeg: ”Altså ud over hvad Star Wars har at byde på?”

Han bed sig tænksomt i underlæben og kiggede på Louis, som stadig sad og smilede.

”Altså, jeg ved at det er uendeligt,” sagde Harry. Sam så en mulighed for at bryde ind i samtalen og spurgte: ”Hvordan kan noget være uendeligt? Det bliver da nødt til at ende på et tidspunkt?”

Jeg tog endnu en mundfuld flødeskum i munden – denne gang en mindre en af slagsen – og smilede til Sam og derefter til Harry.

”Det er jo ikke fordi der findes et uendeligt antal af planeter. Du kan ikke bare flyve ud i rummet og så hele tiden finde noget ny – i hvert fald ikke i teorien,” forklarede jeg og kløede mig i nakken. ”Universet udvides hele tiden, det bliver større hver sekund. Derfor kalder man det uendeligt. Det bliver ved med at skabe nye planeter, nye stjerner.”

Louis rynkede øjenbrynene. ”Hvordan kan det lade sig gøre?”

Jeg sank, bed tænderne hårdt sammen og vendte så blikket mod ham. Han så undersøgende på mig og vores øjne mødtes, hans fulde af forundring og noget jeg ikke helt kunne sætte min finger på.

”Jeg formoder, du ved hvad Big Bang er – hvis ikke skal du have dine skolepenge igen.”

Louis grinede fornærmet og jeg fortsatte: ”Det er virkelig indviklet og jeg ved ikke om jeg kan forklare det. Jesus, jeg ved ikke engang om jeg selv forstår det, men altså… lyset fra dengang universet blev skabt, Big Bang, bevæger sig stadig mod de yderste kroge af universet. Man kan vel sige, at hele universet ikke engang er ’opdaget’ endnu. Kun de dele lyset er nået til, har kunnet skabe planeter og sådan. Jo længere lyset kommer væk fra oprindelsesstedet, jo større bliver universet.”

”Yderske kroge af universet? Hvordan kan der være en yderste krog, hvis det hele tiden udvider sig?” spurgte Louis med et glimt i øjet. Jeg rødmede – Gud forbyde det – og så ned i min iceblend.

”Det var bare en talemåde,” mumlede jeg og rørte rundt i den brune væske i glasset. Louis grinede lavmælt, hvilket fik endnu en bølge af generthed til at skylle over mig.

Jeg plejede aldrig at blive genert, i hvert fald ikke på den her måde. Hvorfor skulle det lige pludselig ændres? Jeg hader akavede situationer og det har jeg altid gjort, hele mit liv har jeg undgået dem og aldrig har jeg været personen som skabte dem. Til min store ærgrelse måtte jeg nu erkende, at jeg var en skaber af akavede situationer. I gennem hele min opvækst har jeg fortalt mig selv, at en akavet situation kun finder sted, hvis man selv opfatter den som akavede. Jeg ville så inderligt gerne betragte denne situation som normal – Sam og jeg på cafe med to lækre drenge (boyband medlemmer, men det er en mindre detalje), men det synes umuligt i øjeblikket.

”Men så er det vel også på en måde uendeligt? Man vil da aldrig kunne nå derud hvor lyset ikke er?” spurgte Sam og jeg kunne med et lettet suk rive mine øjne fra Louis’ og i stedet møde Sams.

”Korrekt. Vi har endnu ikke opfundet et transportmiddel der kan bevæge sig med lysets hastighed, og for at kunne indhente lyset skulle man kunne flyve… jeg ved snart ikke… 10000 gange lysets hastighed, hvilket er umuligt,” sagde jeg.

”Ville man så egentlig blive yngre?” Harry kiggede interesseret på mig og jeg kunne ikke lade være med at smile.

”Det er der i hvert fald nogen der mener. Man vil jo bevæge sig hurtigere end tiden, så måske er det muligt,” svarede jeg og løftede mit glas. Godt nok var det rart at fyre lidt af min blærviden af engang i mellem, men dette føltes mere og mere som et interview end en samtale.

 

Både Harry og Louis var inde for at betale, selvom jeg havde protesteret. Sam og jeg stod op ad husmuren og var for første gang alene. Jeg havde overvejet at gemme mit møgfald til vi havde sagt farvel til drengene, men besluttede mig for at lade hende få det nu.

”Seriøst Sam, hvad fanden var det for noget?” spurgte jeg. Mine øjne borrede sig ind i hendes som hun mødte mit blik.

”Undskyld Ken, undskyld! Jeg vidste, at hvis jeg fortalte han også kom, ville du være blevet hjemme. Jeg er virkelig ked af det og jeg skulle have fortalt dig det,” begyndte hun. Hun snoede en tot hår mellem fingrene, som hun altid gør, når hun er nervøs.

”Så du vidste, at han kom?”

Samantha nikkede brødbetynget og kiggede ned på sine fødder. ”Jeg er virkelig ked af det. Jeg ville bare ikke have Calla med,” hviskede hun og jeg fik næsten ondt af hende. Næsten.

”Hvorfor ikke?” hvæsede jeg, selvom jeg udmærket kendte svaret.

Sam sank en klump og svarede: ”Fordi jeg var stolt over at have fået Harrys nummer, når hun ikke havde. Sådan plejer det aldrig at være. Det er altid dig og Calla som får fyrenes numre, aldrig mig.” Hendes stemme var lille og det lød som om hun skammede sig.

”Hvorfor tog du så mig med? Hvorfor kunne du ikke være tage af sted alene?”

”Jeg turde ikke møde ham alene,” mumlede hun og fortsatte med lidt større kraft: ”Og jeg ved, at jeg kan stole på dig. Calla ville have taget al opmærksomheden, du ved hvornår du skal holde igen.”

Den klump is der kortvarigt havde erstattet mit hjerte, smeltede langsomt.

”Så piger,” sagde Louis og stillede sig foran mig. Jeg tog en dyb indånding og så ham i øjnene.

”Så drenge,” efterabede jeg og rettede det så til: ”Hej dreng.”

”Harry kommer lige om to sekunder,” begyndte han og bed sig blidt i underlæben, ”men må jeg ikke lige snakke med dig, Kendall.”

”Jo. Jo, selvfølgelig,” svarede jeg og uden selv at have styr over min krop, begyndte jeg at følge efter ham. Jeg sendte Sam et desperat blik og hvis jeg ikke tager meget fejl, så hun mindst lige så overrasket ud som mig. Han ledte mig ind i cafeen, som bestod af en masse forskellige borde og en overflod af mennesker, og stoppede ved siden af en palme af en art.

”Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal få det her sagt,” mumlede han og det lød ikke som om, han snakkede til mig. Han pillede fraværende ved sømmen af hans trøje.

”Du… har du et problem med mig?” spurgte han og det lød grangiveligt som om han holdt vejret.

Jeg rystede voldsomt på hovedet og svarede: ”Nej, selvfølgelig ikke. Hvorfor skulle jeg dog have det?” og tilføjede et akavet grin til sidst.

Louis lukkede øjnene et kort øjeblik. ”Undskyld jeg er så ligefrem, vi kender jo knap nok hinanden. Det virker bare som om… som om du ikke bryder dig om at være i nærheden af mig.”

Jeg sank højlydt. Det berømte ordsprog tænkt før du taler havde jeg glemt alt om, da jeg udbrød: ”Kan du virkelig ikke huske mig?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...