Heart Beats Harder - One Direction

Et ganske normalt one night stand med en mindre normal dreng, skulle ikke ændre Kendalls liv. Hun er universitetsstuderende og fra tid til anden finder hun sig selv i seng med en fremmed efter en bytur - men hey, det sker jo for alle? Derfor lagde hun ikke noget i det, selvom han ikke var alle og enhver. Tanken om ham havde ikke strejfet hende, lige indtil han kom valsende ind i hendes liv og vendte op og ned på alting.


635Likes
1338Kommentarer
196676Visninger
AA

30. Heart Beats Harder

 

”Louis!” råbte jeg. ”Hey.”

Han stoppede tøvende op og trak vejret langsomt, inden han vendte sig om. ”Hej Kendall.”

I lyset fra lygtepælene kunne jeg se ham smile.

Godt forsøgt Louis, men det der vil ikke en gang kunne narre et spædbarn.

”Hva’ så?” spurgte jeg lidt for kækt og fugtede mine læber. De eneste folk i sigte var et fuldt venindepar, der gik og slingrede frem og tilbage på deres hæle, imens vinden tog fat i deres kjoler, som de var for stive til at forsøge at holde på plads.

”Hva’ så hvad?” spurgte han og lagde armene over kors.

”Hva’ så selv hvad?” gav jeg igen og havde kortvarigt glemt, hvorfor jeg overhovedet var fulgt efter ham.

Louis lagde hovedet en smule på skrå og skuttede sig i sin blå jakke. ”Det må du jo kunne svare på.”

”Nåe,” mumlede jeg og kløede mig akavet i nakken, fordi jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Meningen med at løbe efter ham havde jeg godt nok fundet igen, men jeg kunne ikke finde ud af at sige noget sammenhængende, fordi Louis stod bare der og kiggede på mig med det der anstrengte smil der alligevel var det smukkeste smil, jeg nogensinde havde set. Og det fik mit hjerte til at banke hurtigere og hårdere og min vejrtrækning til at blive uregelmæssig og varmen til at skyde op i mine kinder. Jeg kunne ikke gøre for det. Bare at tænke på ham, fik min mave til at vende sig som fucking kandiseret candyfloss med regnbuer på. Det var forfærdeligt og vidunderligt, og jeg var ude af stand til at håndtere det.

”Men hvis du ikke har noget at sige, så må du altså have mig undskyldt, for jeg er på vej hjem.” Han kiggede på mig et øjeblik, inden han med et suk vendte om på hælene og endnu en gang begyndte at gå sin vej.

Jeg stod lidt og kiggede efter ham, inden et ekstra stærkt og koldt vindstød smøg sig om mine bare arme og fik mig på andre tanker.

Mine hæle klikkede mod fortovet, da jeg satte i løb for at indhente Louis, der gik helt ufattelig stærkt.

”Det her er ikke fair,” beklagede jeg, da jeg endelig kom op på siden af ham.

”Hvad er ikke fair?” spurgte han uinteresseret og forsatte ufortrødent i samme tempo.

Jeg trak vejret dybt et par gange, inden jeg havde fået luft nok til at svare. ”At du skal gå så hurtigt.”

Et kortfattet grin undslap hans læber, inden han rystede på hovedet og drejede til venstre, så han nær var gået ind i mig.

Cool nok altså.

”Louis,” protesterede jeg, da jeg var ved at sakke bagud. Idioten satte stadig ikke farten ned. ”Seriøst, mine sko er på højde med Mount Everest – jeg kan ikke gå lige så hurtigt som dig.”

Godt en meter foran mig hørte jeg ham sukker irriteret. ”Så skulle du måske have taget nogle andre sko på.”

Hans hårde tonefald kom bag på mig og det tog mig godt fem sekunder at genvinde evnen til at tale.

”Så du vil have mig til at komme i falde sko til din fødselsdag?”

Pludselig stoppede Louis op og jeg var nær stødt ind i ham. Igen. Med hurtige bevægelser trykkede han et nummer ind på en eller anden mærkelig form for fancy panel-med-knapper-på og en summende lyd flød ud af nogle højtalere, jeg ikke vidste hvor var placeret.

Uden at sige noget som helst, gik han ind gennem glasdøren og jeg stod og kiggede lidt efter ham, indtil døren næsten havde lukket sig og det gik op for mig, at hvis den først gjorde det, kunne jeg været et hundrede procent sikker på, ikke at komme ind af den i aften.

Hurtigt greb jeg fat i det kolde metalhåndtag og skubbede døren åben igen. Foran mig kunne jeg se elevatordøren lukke sig og havde derfor ikke rigtig anden mulighed end at tage trapperne – så det gjorde jeg.

Forpustet og lettere svedig nåede jeg op af trapperne og fik med besvær åbnet døren ud til gangen, i præcis samme øjeblik, som elevatordøren gik op og Louis trådte ud.

”Hvordan er du – hvad laver du?” spurgte han overrasket og kiggedde så irriteret på mig.

Jeg stoppede op og holdt en hånd mod mit hjerte, som pumpede af sted. ”Jeg følte bare lige for at løbe op af fucking femtentusinde trapper? Hvad fanden ser det ud til, at jeg laver?”

Louis rynkede øjenbrynene, rystede på hovedet og gik over til døren, jeg vidste førte ind til hans lejlighed.

”Gå hjem,” sagde han, imens han fumlede med nøglerne og låste døren op. ”Jeg ved ærlig talt ikke, hvad du vil. Kan du ikke bare… gå hjem?”

Endelig fik jeg bare nogenlunde pusten og gik på vaklende ben hen mod Louis, hvis hår så endnu mere pjusket ud end ellers.

”Gå hjem? Skal jeg bare gå hjem? Fuck dig, ærlig talt,” sukkede jeg opgivende og satte en hånd på den hvide dør, efter Louis var gået ind af den.

”Fuck mig? Virkelig?” spurgte han og sendte mig et vredt blik, da jeg trådte ind i lejligheden og lukkede døren efter mig.

”Ja Louis, virkelig.”

Han vendte ryggen til mig og hev sin jakke af. Gennem den tynde, lyseblå skjorte kunne jeg se, hvordan hans muskler arbejdede, hver eneste gang han rørte den mindste smule på sig. I godt og vel to minutter stod jeg bare og betragtede hans ryg, indtil han rømmede sig og drejede ualmindeligt langsomt rundt.

”Hvad laver du her?” bed han og kiggede træt på mig. Hans øjne hvilede på mig et par sekunder længere end de burde og jeg kunne ikke forhindre mit hjerte i at springe et slag over.

Siden hvornår er jeg blevet så blødsøden?

”Du svarede ikke… jeg stillede dig et spørgsmål,” sagde jeg, som var det en selvfølge. Hvilket det jo egentlig også var, fordi når man stiller nogen et spørgsmål, så forventer man ligesom også et svar. Man har ret til at få et svar og siden jeg ikke havde fået et, skyldte han mig et.

Louis kiggede forvirret på mig og blinkede, inden han rystede på hovedet og sagde: ”Hvad spurgte du om?”

Dybt suk, fordi ærligtalt, så er det da ikke så svært at huske, hvad folk spørger dig om?

”Jeg spurgte, om du hellere ville have, at jeg tog flade sko på til din fødselsdag.”

”Hvad?” udbrød han og slog ud med armene. ”Fulgte du efter mig, for at spørge mig om det?”

”Øhm ja,” svarede jeg mindst lige så aggressivt. ”Fordi du fornærmede mine sko, og hvis du ikke kan lide dem, så må du ligesom komme med et alternativ.”

Et misbilligende grin undslap hans læber. ”Du giver absolut ingen mening.”

”Jeg giver ingen mening?” spurgte jeg spydigt og sendte ham mit mest dræbende blik, fordi hvis der var nogen her der ikke gav mening, var det da i den grad ham.

”Godt du giver mig ret.” Louis smilede falsk til mig og gjorde mine til at åbne døren bag mig.

”Du giver ingen mening Louis. Jeg forstår dig ikke – ”

”Det er som regel det man forstå ved, at nogen ikke giver mening. Men tak for uddybningen Kendall.”

Er det kun mig, der er forvirret her? Hvem forstår hvem?

”Hold nu kæft ikos? Hvordan kan du – du – du, ”stammede jeg og pegede anklagende på ham. ”Jeg forstår dig ikke.”

”Det har du ligesom sagt en gang.”

En blanding mellem et frustreret skrig og et suk fløj ud af munden på mig og inden jeg vidste af det, havde jeg stampet i gulvet og knækkede hælen på den ene af mine sko.

”Fucking lort,” mumlede jeg, inden jeg vaklede og greb fat i Louis’ skulder, for ikke at falde på røven.

”Se nu hvad du har gjort!” Som var han giftigt, skyndte jeg at trække mine hænder til mig og gestikulerede mod min ødelagte sko.

”Hvad jeg har gjort?” spurgte han og fnøs. ”Det var ikke mig, der knækkede din hæl.”

”Nej, men det er fandeme din skyld, at jeg stampede i gulvet.”

”Hvordan kan det være min skyld?”

”Fordi du er så fucking frustrerende,” råbte jeg og bukkede mig ned. Med alt for voldsomme bevægelser hev jeg min ødelagte sko af og rettede den mod ham. ”Kan du ikke bare lade mig være i fred.”

”Med glæde,” sagde han koldt og nikkede, ”men det er ligesom ret svært, når du følger efter mig.”

”Så må du fandeme undskylde, at jeg var bekymret for dig. Det er jeg virkelig ked af, en anden gang skal jeg nok bare lade dig gå, når du skrider tidligt fra din egen fest.  Jeg er ked af, at jeg bekymrer mig, jeg er ked af, at jeg rent faktisk holder nok af dig, til at tænke på, om du er okay. Fucking undskyld Louis, er det bedre?”

Hele min krop rystede og jeg kunne mærke tårerne prikke i mine øjne, men fandeme nej om jeg skulle til at tude. Jeg er ikke typen, der dyrker vandfaldseffekten.

Tag dig nu fucking sammen Kendall.

”Strejfede tanken dig overhovedet, at det måske gik på grund a dig?” spurgte han og kørte frustreret en hånd gennem det nøddebrune hår. Hans lyseblå skjorte strammedes over hans brystkasse, hver eneste gang han trak vejret.

”Min skyld? Jaja og jeg er fucking Nicki Minjas røv – fandeme nej om jeg tror en skid på dig. Hvad har jeg måske gjort? Ikke en fucking fuck, vel?”

”Nej, du har slet ikke gjort noget, det kan jeg godt se. Fordi du møder slet ikke op i den kjole, som jeg fucking valgte til dig, vel? Og du vifter ikke Brian – ”

”Brad,” rettede jeg, fordi hvis han skulle lave en pointe, kunne han da i det mindste godt have navnene rigtige – altså nu når pointen ville give lige så meget mening som en regnjakke, der ikke er vandafvisende.

”Og hvad så? Det er fuldstændig lige meget, du viftede ham for næsen af mig, hvad fanden er det for noget? Hvem gør sådan noget? Og så kommer du bare, og – ”

”Okay, så nu er det lige pludselig mig der er den slemme her? Ha!” spyttede jeg og hev en flyvsk hårtot bag øret. ”Men fint nok, lad os så bare lige holde din slemhed op mod min.”

”Der er ikke noget det hedder slemhed,” indskød han misbilligende og kiggede på mig med store øjne. Han gjorde en opgivende bevægelse med hænderne, for derefter at lade den ene hånd hvile på hagen.

”Jeg er fucking ligeglad Louis, okay? Det er jo heller ikke ligefrem fordi du kyssede mig, eller flirtede med mig på en café med din fucking kæreste ved siden af? Eller stod og stirrede på mig og Brian, som om du lige havde set verdens undergang?”

”Hed han ikke Brad?”

”Fuck nu af mand, det var jo også det jeg sagde! Hvorfor bliver folk ved med at sige, at han hedder Brad? Jeg ved det fucking godt okay.”

Louis rystede på hovedet. ”Gå nu bare hjem, okay? Jeg orker ikke mere.”

Jeg kan virkelig ikke svare på hvorfor, men jeg sitrede af vrede og det føltes næste som om, at jeg var gryde, der var ved at koge over.

En gryde med pasta, vel og mærke, fordi hvis der er noget der koger over, så er det kraftedeme pasta.

”Hvorfor?” spurgte jeg stædigt og lagde armene over kors.

Foran mig sukkede Louis dybt. Sådan rigtig dybt. Sådan jeg-orker-ikke-mere-mit-liv-er-et-helvede dybt. ”Fordi, Kendall, jeg orker ikke det her. Jeg har bare brug for, at du går, okay? Det er bare… jeg gider ikke have dig her.”

Og så blev den kogende gryde udskiftet med en ballon der langsomt løb tør for luft. Al den vrede jeg havde fået bygget op, fes ud af mig og gjorde hele min krop slap. Mit hoved var ørt og det summede for mine øre. Tårerne var faretruende tæt på at poppe frem og sige hej, hvilket virkelig var det sidste, jeg havde lyst til.

Med blikket rettet mod Louis’ fødder, sank jeg klumpen i min hals og sagde med grødet stemme: ”Men du har ikke svaret på mit spørgsmål endnu.”

Han tog en dyb indånding. Og så endnu en, men fandeme nej om jeg turde at kigge på ham.

”Jeg er ligeglad med, hvilke sko du tager på. For min skyld kunne du lige så godt være blevet hjemme. Jeg er ligeglad Kendall, ligeglad.”

Jeg nikkede. Jeg nikkede bare og denne gang kunne jeg ikke stoppe mine øjne i at blive fulde af tåre.

Uden at sige noget, vendte jeg mig om og humpede hen til døren, med den ødelagte sko i hånden. Med udmattede bevægelser åbnede jeg døren og begav mig ned af den lange gang, uden nogen som helst intention om, at komme tilbage igen.

Hvad fanden havde jeg også regnet med? At jeg bare kunne få det, som jeg ville have det?

En fucking idiot er hvad jeg er. En urealistisk, ynkelig tøs, der falder fra hinanden, så snart hun møder modgang.

Hvad ville jeg overhovedet have?

Louis?

Fandeme nej, ikke når han skal være en fucking røv på den måde.

Fuck alt. Hvem fanden prøver jeg at narre?

Selvfølgelig vil jeg have Louis. Louis der kan være verdens største idiot. Louis, jeg kan hade over alt på jorden. Louis, jeg kan grine med, grine af, være mig selv med.

Jeg var smask forelsket i ham og der var absolut intet jeg kunne gøre ved det. Næsten ynkeligt, at jeg er sunket så lavt. Smask forelsket, siden hvornår er det blevet mit liv?

I det sekund jeg trykkede på elevatorknappen, trillede en tåre ned over min kind. Jeg kunne nærmest mærke hvordan den trak en sort linje af mascara med sig. Min underlæbe bævede svagt og jeg skyndte mig at bore tænderne ned i den, for at få den til at stoppe.

Med en irriteret bevægelse tørrede jeg tåren bort, men selvfølgelig gjorde det absolut ingen nytte, fordi så snart den havde forlad min hud, blev den erstattet af en ny.

Bare perfekt ikke?

Fordi det var for ubærligt at stå og vente på elevatoren, bukkede jeg mig ned og tog min anden sko af. Betongulvet var koldt mod mine bare fødder, men efter flere timer i hæle, var det rart.

Over mig hørte jeg et sagte ’pling’ og dørene til elevatoren begyndte langsomt at gå op.

Jeg modstod trangen til at kigge mig tilbage, fordi fandeme nej om jeg er med i en romantisk film.

Og så fik jeg lige bevist, at mit live rent faktisk var en film, fordi fra enden af gangen, var der nogen der råbte efter mig.

”Kendall!”

Febrilsk skyndte jeg mig at tørre mine kinder og fugtede af en eller anden grund mine læber. Jeg tog et par dybe vejrtrækninger og vendte mig så langsomt rundt.

Omkring fire meter fra mig stod Louis. Den øverste knap af hans skjorte stod åben og det lignede, at han flere gange havde kørt hånden fortvivler gennem håret. På hans kindben var der spredt en svag rødmen, og selvom han så fortvivlet ud, havde jeg aldrig nogensinde set ham smukkere.

Se selv. Jeg er helt væk. Jeg siger smuk. Hvem er jeg?

Vi stod og kiggede på hinanden i et godt stykke tid. Elevatoren lukkede sig bag mig, men hvornår ved jeg ikke, fordi jeg havde for travlt med at kigge på drengen foran mig, som jeg hadede af hele mit hjerte, men som jeg så alligevel ikke kunne undvære.

Og egentlig hadede jeg ham ikke, han var bare en fucking idiot.

Louis åbnede tøvende munden og tog en dyb indånding.

”Kendall jeg… undskyld okay?”

Denne gang rystede jeg på hovedet, fordi jeg udvikler mig nemlig hele tiden.

Langsomt gik han nærmere og med hvert skidt han tog, begyndte mit hjerte at banke hurtigere.

Fucking lorte hjerte siger jeg jer. Egoistiske hjerte, der udelukkende tænker på sig selv, og ikke på den krop, det ligesom befinder sig i.

”Jeg mente det ikk – har du grædt?” Louis’ øjne blev store og han stirrede forfærdet på mig.

Min hovedrysten blev mere hektisk og insisterende, men jeg skyndte mig alligevel at tjekke, om vandsluserne havde besluttet sig for at foræde mig.

Det havde de ikke, men jeg lignede sikkert en vaskebjørn.

Hvorfor gjorde du det Kendall? Det er jo ikke lige frem fordi du græd flere liter?

Ser I, jeg går aldrig nogensinde med vandfast øjenmake-up af nogen art, fordi det der med at græde, det er ikke noget jeg gør i. Derfor havde jeg sikkert mascara og eyeliner under øjet.

Bare total meget fedt.

”Hvad tror du dog om mig?” spurgte jeg og prøvede at joke, fordi det er nemlig hvad jeg kan finde ud af.

Jokes.

Masser af jokes.

”Du har grædt,” konstaterede han og løftede en hånd.

”Altså Louis, prøv nu lige – det er jo mig vi snakker om her. Jeg græder ikke, ved du nok,” forklarede jeg og sendte ham et smil.

Louis klemte øjnene sammen og lod hånden falde ned igen. ”Skal du absolut altid gøre det?”

Okay hvad?

”Okay hvad?”

Hvad?

What?

Was?

”Du lader hele tiden som om, at alting bare er et joke,” udbrød han. ”Jeg kom for at sige undskyld, fordi du virkede rent faktisk oprevet, og så prøver du på en eller anden måde på at bruge humor, til at… jeg ved ikke hvad du vil med den humor, men… hold nu bare op ikke?”

”Hold nu bare op?”

Skal vi helt seriøst skændes igen?

Jeg troede ligesom, at jeg ville få min filmscene her.

Fucking antiklimaks mand.

”Hold nu bare op med at gemme dine følelser bag humor.”

”Undskyld mig, Hr. Psykolog-Fuck, men det er noget, jeg selv må om. Så hold nu bare selv op, ikke?”

Louis grinede halvhjertet og fugtede sine læber. ”Kan du ikke bare lade være for – jeg ved ikke – to minutter?”

”Nej,” svarede jeg kortfattet og lagde armene over kors.

”Seriøst Kendall, du er forfærdelig nogle gange,” sukkede han opgivende. ”Du gør det hele så meget mere besværligt for dig selv.”

Og så slog det hele bare klik for mig og jeg fyrrede en hel masse ord af, som på en eller anden måde endte med at give en eller anden form for fordrejet mening.

”Jeg gør det hele mere besværligt? Er det besværligt, at fortsætte mit liv, som jeg plejer? Fordi det er godt nok ikke, hvad jeg forbinder med besværligt. Ville det måske være lettere at stoppe op og tænke ’hey, måske burde jeg bare gå rundt følelserne uden på tøjet, så alle kan se, hvordan jeg har det hele tide’? Nej, det tænkte jeg nok. Hvad fanden vil du have mig til at gøre, Louis? Jeg er mig for helvede da også. Jeg plaprer ikke bare løs om mine fucking følelser, fordi det ville være lettere for andre – fordi det er, hvad det ville være. Fuck nej om det ville gøre mit liv mindre besværligt, hvis jeg fortæller dig, at jeg er helt væk i dig. Hvad hjælper det, når jeg siger, at jeg er fucking forelsket og at jeg hader at være det. At jeg hader dig, fordi du får mig til at have det sådan her? Hvordan er den mindre besværligt? Forklar mig det, fordi jeg kan virkelig ikke se det.”

Jeg nåede nærmest ikke at få trukket vejret ordenligt, inden hans læber var presset mod mine og hans hånd gav sig til at løsne mit hår fra min knold.

Til at starte med, var jeg så forskrækket og overrasket, at jeg knap nok opfattede, hvad der foregik, indtil Louis trak sig væk fra mig og kiggede mig i øjnene.

”Du er forelsket?” spurgte han hæst og lod sin hånd følge buen af min skulder, hele vejen ned til min hånd, hvor han flettede vores fingre.

”Det har jeg ikke sagt noget om,” svarede jeg stille, imens et næsten umærkeligt smil fandt vej til mine læber.

”Så det var ikke dig, der snakkede lige før?”

Jeg rystede på hovedet og bed mig i underlæben. ”Jeg tror, at du må have hørt syner.”

Louis grinede lavmælt og pressede sin pande mod min.

”Kan man godt høre syner?” spurgte han med et smil spillende om læberne.

”Aner det ikke,” grinede jeg, men blev afbrud af et par læber, der endnu en gang pressede sig mod mine.

Denne gang var jeg mere forberedt, så min frie hånd fløj op bag hans nakke og jeg begyndte at bevæge mine læber i takt med hans

Louis’ frie hånd fandt vej til min lænd og pressede min krop mod hans. Flammer skød op fra hvor vores kroppe rørte hinanden og jeg prøvede om muligt at komme endnu tættere på ham. Jeg kørte min hånd op gennem hans hår og han stønnede sagte mod mine læber.

Og det var et maskulint støn.

 Som var det virkelig en film, begyndte Louis at gå baglæns, imens jeg begyndte at gå fremad. Vi præsterede at snuble vores vej hen til døren, uden at bryde kontakten. Jeg tog blidt fat i hans underlæbe med tænderne og trak en smule til. Et smil formedes på mine læber, da Louis endnu engang stønnede og jeg skubbede mig væk fra ham, for at gå ind gennem døren.

Vores hænder var stadig flette sammen, og da vi begge var kommet indenfor, pressede han mig mod væggen og mødte mit blik. For første gang nogensinde, lagde jeg mærke til, at der var en snært af noget grønt i hans øjne.

Min krop summede og sitrede og jeg havde bare lyst til at røre ved så meget af Louis, som jeg kunne.

I mangel på kropskontakt stillede jeg mig på tæer og kyssede ham igen. Min tunge lod jeg glide langs kanten af hans læber, indtil hans gjorde det samme og kysset blev mere insisterende og lystfuldt.

Louis trak sine fingre til sig og lod så begge hænder glide ned langs mine sider, indtil de nåede det nederste af min kjole.

Forpustet trak jeg mig tilbage og trak vejret dybt et par gange.

”Hvad med Eleanor?” spurgte jeg, da han havde fået ordenligt fat om min kjole og begyndte at hive den op.

Han trak på skuldrene og smilede skævt til mig. ”Det er lige meget med Eleanor.”

Og så fløj mine hænder straks op til hans skjorte, som jeg med rystende fingre begyndte at knappe op, inden hele hans overkrop var blottet og han med en doven bevægelse smed skjorten på gulvet.

På magisk vis fik han vendt mig rundt, så jeg stod med fronten mod væggen. Langsomt lynede han min kjole ned, omhyggelig med ikke at røre huden omkring lynlåsen. Som en rigtig gentleman skubbede han stropperne ned over mine skuldre og lod kjolen falde til jorde.

Eller gentleman og gentleman, han var trods alt i gang med at tage tøjet af mig, så det er vel begrænset, hvor meget gentleman der egentlig var over det.

Blidt pressede han sine læber mod min nakke og kyssede sig hele vejen op af min hals.

”Det her er dumt,” hviskede jeg og stønnede svagt, da Louis bed mig i øret.

”Mhm,” mumlede han og forsatte med at nappe til min øreflip.

”Rigtig dumt,” gentog jeg og lagde min arm bag hans nakke.

Louis grinede mod min hud og hviskede ind i mit øre. ”Og jeg kunne ikke være mere ligeglad.”

Jeg havde ingen BH på, skal det lige siges, så da jeg vendte mig om, kolliderede vores bare bryst med hinanden og jeg kunne ikke styre mig selv længere. Mine hænder fandt hans bukser, hvor jeg langsomt knappede de tre knapper op.

Med et skævt smil sænkede jeg mig selv ned på knæ og trak hans bukser og boksershorts med, indtil mit hoved var udfor hans nu plottede skidt.

I mit bryst pumpede mit hjerte af sted, og som jeg lænede mig frem og lod min tunger kører op langs hans længde, blev jeg selv mere og mere ophidset.

Louis blev hårdere og hårdere, og til sidst blev jeg nødt til at tage en hånd i brug, for ligesom at kunne dække det hele af ham. Hans hænder faldt ned til mit hoved og pressede mig blidt længere ind mod ham, indtil jeg ikke kunne komme længere. Med et hæst støn smed han hovedet tilbage og jeg lod min tunge kører rundt om roden af hans længde.

”Op, op,” kommanderede han og op kom jeg, men det samme kunne ikke siges om min g-streng, som blev smidt på gulvet.

Louis tog fat om min arme, skubbede mig ind foran ham og guidede mig ned til at soveværelset. Hele tiden kunne jeg mærke ham presse mod det nederste af min ryg.

Da vi nåede døren, skyndte Louis at skubbe mig ind og lukkede den bag os. Hans værelse var som jeg huskede det og jeg spildte skam slet ikke tiden med noget dillerdaller.

Dårligt udtryk Kendall.

Jeg smed mig i sengen og vendte mig om på ryggen, så jeg kunne se Louis, der stod ved sengekanten og kiggede på mig, som var jeg det smukkeste, han nogensinde havde set.

Hvilket jeg nok også var, men fred være med det.

Der skal slevtillid til, hvis man vil klare sig gennem livet.

Langsomt gav han sig til at kravle hen over sengen, indtil han hævede sig op over mig, med en sølvfarvet pakke i hånden.

Smilende skævt rystede jeg på hovedet, fordi jeg har aldrig været typen til at buge kondom.

Undrende løftede han øjenbrynet, men jeg rystede bare på hovedet igen og sagde: ”Det har jeg styr på.”

Og så røg hans hånd mellem mine ben og uden varsel pressede han en finger ind i mig. Krampeagtigt greb jeg fat i sengetæppet og klynkede lavmælt.

Af nydelse selvfølgelig.

”Åh Gud Lou,” stønnede jeg, imens hans tommelfinger begyndte at tegne cirkler på mit ært.

Det var – nej. Det sagde jeg ikke. Glem det, det var ulækkert.

”Kom for mig,” bad han og kyssede min hals. Han sugede og bed og jeg vidste bare, at det ville kommet et mærke i morgen.

Komme gjorde jeg med masse af støn og riven i sengetæppet.

”Fuck,” hviskede jeg og greb ned mellem os, hvor jeg fik fat i hans længde, som jeg langsomt begyndte at massere med hånden.

Louis’ øjne var fulde af lyst og jeg fangede hans læber med mine. Jeg kunne ikke vente længere og hele min krop dirrerede af forventning.

”Klar cowboy?” grinede jeg. Louis prøvede at forblive seriøst, men hans mundvige trak svagt opad, da han pressede hele sin længe op i mig.

Hans læber vare lige ud for mit øre, da han hviskede: ”Spørgsmålet er; er du?”

__________________________________________________________________________

A/N: Sexscener ud over det hele. Både her og i sidste kapitel af LO... og det var bare endnu svære at skrive denne her, fordi Kendal er min lille baby og babyer har ikke sex.

movin on.

Så Louis og Kendall!?!!? Fucking endeligt eller havd? Er det godt, er det skidt? Og hvordan bliver det, når de vågner igen? Og hvor er Samantha og Harry egentlig gået hen?

Der er et sted mellem 4 og 7 kapitler, og jeg synes, at det kunne være fedt at få den færdig, inden jul, men hvem ved, om det kan lade sig gøre?

Fra starten af kapitlet til at Kendall går ud af lejligheden, er det ligesom Spectrum af Florence + The Machine der har inspireret mig. Derfra og til hvor Kendall bider Louis i underlæben, er det Howl af Florence + The Machine, og derfra og til slut, er det Future Starts Slow af The Kills. Og der er links til Kendalls tøj og til sangene i kommentarerne. Og kapitlet er ikke rette igennem, fordi yolo ya feel?

Hvis I ikke allerede ved det, så er konkurrencen jeg snakkede om i sidste kapitel, i gang nu. Scroll lidt ned i min blog og deltag deltag deltag! I kan vinde en rolle i HBH, LO eller Mad Love.

Fantastisk mange gange tak for de 310 favoritlister. Jeg havde aldrig nogensinde troet, at jeg ville nå op på 300 - aldrignogensindeihelemitliv, så tusind tak. Jeg ville gerne skrive en lang tak til alle folk, men mine fingre er ved at være ødelagte.

Kudos hvis I har opdaget, at kapitlet har sammen titel som historien. Hvorfor? Jo fordi det her kapitel var den anden idé jeg fik til den her historie... og så er det et pretty vigtigt kapitel og vigtige ting hedder der sammen som min historie. end of story guys. undskyld stavefejl, mine fingre svigter mig virkelig i dag.

I er efterårsferie til mig, og guderne må vide, at jeg værdsætter den over alt på jorden. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...