Heart Beats Harder - One Direction

Et ganske normalt one night stand med en mindre normal dreng, skulle ikke ændre Kendalls liv. Hun er universitetsstuderende og fra tid til anden finder hun sig selv i seng med en fremmed efter en bytur - men hey, det sker jo for alle? Derfor lagde hun ikke noget i det, selvom han ikke var alle og enhver. Tanken om ham havde ikke strejfet hende, lige indtil han kom valsende ind i hendes liv og vendte op og ned på alting.


635Likes
1338Kommentarer
196676Visninger
AA

18. Dressing Room Doomsday Part 2

If you like Piña Coladas and getting caught in the rain. If you’re not into yoga, if you have half-a-brain. If you like making love at midnight in the dunes of the cape. Then  I’m the love that you’ve looked for, write to me and escape.

“Øhm?”

”Hvad Louis? Hvad?” sukkede jeg og kiggede irriteret på ham, men kom så i tanke om, at jeg ikke skulle være sur på ham, og sendte ham derfor et stort, tandkødsvisende smil. Stemningen var allerede akavet og hvis jeg begyndte at snakke irriteret til ham, ville det hele eskalere og vi ville begynde at råbe af hinanden. Eller smide med kaffe. Eller smøre flydende chokolade på hinandens nøgn – og vi stopper den der, Kendall.

”Hvad synger du?” spurgte han uden at se på mig.

Skal jeg have kigget på mit hoved eller hvad? Jeg har det som om, at intet af det der foregår deroppe, forbliver der oppe?

Jeg er gået i stykker.

Det havde ikke været planen, at synge det rigtigt. Jeg synger tit når jeg er nervøs, altså bare for mig selv, det hjælper mig med at holde hovedet koldt.

(Egentlig ikke. Jeg havde bare set True Blood og Sookie sang den og det virkede sejt, så det ville jeg også. Men bare inde i mit hoved, hvilket tilsyneladende ikke behagede Gud. Jeg tror godt han kan lide min sangstemme. Men altså, hvem kan ikke? Jeg er ligesom alle de disney-prinsesser der, når de synger, altid er omringet af fugle og bambier og kaniner og dyr. Jeps, det er mig… altså hvis omtalte dyr er døve. Jeg synger forfærdeligt, det gør jeg virkelig og alle ved det. Selv Gud ved det. Jeg tror bare, at han trængte til et godt grin, eller til at ydmyge nogen.)

Er bambi egentlig et navneord? Hvordan bøjer man det? En bambi, bambien, flere bambier alle bambierne.

Nej, er det ikke et egenavn?

Jeg ved det ikke. Måske skulle jeg spørge Louis? Det tror jeg sgu, at jeg gør.

Stop en halv. Du kan ikke spørge Louis? ’Hvorfor ikke?’ kunne jeg måske finde på at spørge mig selv. Jo ser jeg, for det første, så er I i fuld gang med en akavet situation her, så det er ikke tiden (eller stede måske?) til at stille spørgsmål. For det andet, så har han lige stillet dig et spørgsmål, som du endnu ikke har svaret på. Så svar!

”Øhm… ikke noget,” svarede jeg og rørte rundt i mit papkrus med kaffe.

Jeg sang Escape af Rupert Holmes, men det skal du ikke vide Louis, fordi det er en mærkelig sang som blev kendt fordi den indeholder ordene ’Piña Colada’. Jeg har faktisk aldrig smagt en Piña Colada, måske burde jeg gøre det. Det virker så eksotisk, men også lidt bøsset, I ved, løse håndled og charmeklude bøsset.

”Okay,” mumlede Louis.

Jeg skamrørte min caffe latte, fordi jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle give mig til. Jeg rørte den helt seriøst til døde, så der til sidst ikke var noget caffe til min latte.

Igen Kendall, det gav ingen mening. Har jeg mistet min mening? Det håber jeg kraftedeme ikke, fordi det ville være surt.

Stilhed.

Åh nej.

Jeg hader stilhed.

Hvorfor er jeg også født sådan? Hvorfor kan jeg ikke bare elske stilhed?

Fordi mit navn ikke klinger.

Kendall Burnwin. Det lyder ikke ligefrem godt. Det er som om, at de to navne ikke passe sammen. Prøv at sig det for jer selv, det lyder altså underligt. Det hele er også mine forældres skyld.

Jeg savner min mor.

Glem din mor og find på et samtaleemne, fordi det her er akavet.

”Er kaffen god?” spurgte jeg. Kan I føle dybden af vores intense samtaler? For det kan jeg.

Bambi?

”Den er okay.”

En bambi.

”Hvad smager den af?”

Bambien.

”Kaffe,” svarede Louis. Han kunne godt give mig lidt mere at arbejde med. Kaffe smager af kaffe, det kan selv en idiot regne ud, men der må da være et lille twist? Lidt nød måske?

Flere bambier.

”Min smager af kaffe med mælk,” sagde jeg. Jeg kunne se at Louis var nysgerrig. Jeg har stadig på fornemmelsen, at han virkelig gerne ville vide det – for det ville han. Jeg er en god menneskekender.

Alle bambierne.

”Okay.”

Bambi, bambi, Bambi?

Ok fuck det, nu spørger jeg ham kraftedeme.

”Er ’bambi’ et navneord? Hvis det er, hvordan bøjer man det så? Hedder det flere bambier? Jeg synes det lyder dumt, men hvad synes du?”

Louis flyttede blikket fra sin kaffe (som han havde haft en meget intens stirrekonkurrence med det sidste kvarter) og lod endelig sine øjne møde mine. Jeg ved ærligtalt ikke, hvorfor jeg pludselig havde det som om, at jeg igen kunne ånde frit og ubesværet. Det var som om, at jeg havde befundet mig under vand og langt om længe brød gennem vandoverfladen og igen kunne lade den livsnødvendige ilt fylde mine lunger. Jeg var lettet og det gav ikke rigtig nogen mening.

Hans læber skiltes langsomt og mellem hans øjenbryn formedes en lille rynke, som jeg havde lyst til at putte ned i et syltetøjsglas og tage med hjem, fordi den var bare så sød.

”Kendall?” sagde han med en udmattet stemme. Hvorfor så træt, Tommo-Lommo-Sommo?

I ved; Tommo fordi Tomlinson, Lommo fordi Tollinsom og Sommo fordi Tomlinson.

Det er verdens bedste kælenavn og jeg ved det godt!

”Hvad?” spurgte jeg i samme tonefald som ham.

”Det er det dummeste spørgsmål, du nogen sinde har stillet,” konstaterede han og pressede øjenbrynene endnu længere sammen, så den bedårende lille rynke forsvandt.

”Nu har du jo ikke kendt mig særlig længe,” fuck nej, er jeg på vej til at indrømme, at jeg ved han har været Eleanor utro? ”selvom du går rundt og siger,” for helvede da også, jeg er så meget på vej til at indrømme det, ”at du har kendt mig i – ”

”- Det er et egenavn. Du kan ikke bøje det.”

Oh thank fuck! Redet i sidste sekund!

”Hvordan kan du være sikker på det?” spurgte jeg og kiggede mistroisk på ham.

”Fordi Bambi er et navn på en tegnefilmsfigur. Navne kan ikke bøjes.” Han sagde det, som om det var indlysende, hvilket det så meget ikke var. Hvis det havde været indlysende, ville jeg jo nok ikke have spurgt om det, vel?

”Er du sikker? Jeg har altid sagt bambien, hvis jeg så sådan en hjortebaby.”

”Jeg er helt sik – ”

”- Selvfølgelig er det et egenavn. Carla kalder J.D. for Bambi! Hvorfor tænkte jeg ikke på det noget før?”

I-n-d-l-y-s-e-n-d-e! Helt seriøst, hvorfor havde jeg ikke tænkt på det noget før? Ja, jeg ved godt at hjortebabyen/dådyrbabyen/dyrebabyen hedder Bambi men det er lidt noget andet… det er det bare.

”Kendall, jeg er ikke helt med nu.”

”Scrubs min kære Tommo.”

”Scrubs?”

Herre Gud! Ser One Direction aldrig tv-serier? Jeg troede, at de så tv-serier sammen. At de sad i en rundkreds med is og så Desperate Housewifes og Gossip Girl, men åbenbart ikke. Gad vide hvad de så laver? Ikke fordi jeg har lyst til at vide det eller noget.

Okay, jeg har faktisk lidt lyst til at vide det, men de er kendte så det er okay.

Guuuuuuud! Jeg sidder overfor en kendt person. Bør jeg ikke være nervøs eller noget?

”Det er en tv-serie,” forklarede jeg og tog en tår af min kaffe, som faktisk smagte helt okay.

Nah, jeg bør ikke være nervøs. Det er bare Louis.

Tomlinson.

Det er Louis Tomlinson?

Jeg er i et mærkeligt humør i dag, kan I mærke det?

Louis nikkede og tog en tår af sin kaffe. Jeg førte også mit kaffekrus op til mine læber og tiltede det langsomt.

”Undskyld, men jeg bliver simpelthen nødt til at spørge,” sagde Louis med et støn og fortsatte: ”Hvad er der med dig, Zayn og nutella?”

”Åh…” Klogt svar. ”Det er der en ganske normal forklaring på.”

Louis smilede. Det smitter virkelig, så naturligvis kunne jeg heller ikke lade være med at smile. Trods den trykkede stemning og akavede smalltalk, gik hans smil rent ind og nærmest tvang mine muskler til at forme et.

”Jeg venter spændt,” sagde han og lagde sine nu flettede hænder på bordet foran ham.

”Ser du,” begyndte jeg og drak noget af min kaffe, for at trække tiden ud. Jeg havde desperat brug for en god forklaring, fordi jeg havde ikke en rigtig én. Det var jo bare noget jeg havde tænkt og som jeg uheldigvis kom til at sige til Harry, som Louis så tilfældigvis havde hørt. Der var ikke en egentlig forklaring på det, så jeg var på sin vis ret så screwed. Eller fucked, om man vil.

”Ser jeg hvad, Kendall?” spurgte Louis med et smil på læben og et glimt i øjet. Jeg er ret sikker på, at han godt vidste, at der ikke var noget som helst at fortælle. Han ville bare gerne se mig, vride mig som en fisk på land – jeg elsker virkelig den metafor!

Og er det bare mig, eller har folk det med at sige mit navn, når de snakker til mig? Jeg ved da godt, at mit navn er Kendall og jeg er ikke så dum, at jeg ikke registrerer, når folk snakker til mig. Mit navn er ikke engang sjovt at sige. Ken-dall. Det er endda også et drengenavn.

”Altså, sagen er jo den, at Zayn er… kan du huske til jeres fest? Der – nej, nu vrøvler jeg. Det var dengang, hvor Zayn og jeg fandt ud af, at du havde været E – GUD nej! Nej-nej! Kan du huske, da vi så Legally Blonde? Det er øhm… altså – ”

”- det er hvad?” Han nød det virkelig. For at være ærlig, så ved jeg ikke hvorfor, men det var så tydeligt at se, at han udelukkende var ude på at gøre mig utilpas.

”Det er ikke noget Louis,” sukkede jeg. Det var virkelig ikke noget, men jeg troede ikke et sekund på, at han ville stoppe.

”Kenda-hl,” smiskede han i et tålmodigt tonefald, som gav mig lyst til at slå hans næse ind i kraniet på ham – men jeg gjorde det ikke, fordi så ville jeg højest sandsynligt blive spist af små, hormonforstyrrede teenagepiger efter et flere timers langt ofringsritual og stammedans rundt om min bundne (og nøgne) krop på toppen af en vulkan (eller måske, og mere passende, på scenen imens drengene synger What Makes You Beautiful).

”Nej virkelig, det er ikke noget. Jeg mener det,” sagde jeg prøvende, men vi ved vist godt alle sammen, at Louis er et ondt menneske og derfor ikke havde i sinde at stoppe.

”Er du nu helt sikker på det, for når folk snakker om Zayns ædlere dele, plejer det som regel at være noget.”

”Det er altså ikke noget,” mumlede jeg. Og igen; det var virkelig ikke noget.

”Åh jo, det er helt sikkert noget!  Det er så meget noget, at jeg skal vide det fordi vi er venner og man fortæller sine venner alt i hele verden,” sagde han og smilede overlegent.

Hvor i al verden har jeg hørt det før?

Fucking Gud! Det var kraftedeme det jeg sagde til Louis og Harry dengang i køkkenet for en million år siden (som ikke er en million år siden, men egentlig bare 10 dage eller sådan noget), hvor de ikke ville fortælle mig, at Harry havde fortalt Eleanor, at Louis og jeg havde været sammen. Og hvor der havde været et billede af mig i et blad.

Jeg har egentlig ikke brugt nok tid på at flippe ud over, at jeg har været i et fucking blad. Hvorfor har jeg ikke flippet mere ud? Jeg har så meget flippe-ret! Og hvorfor er jeg ikke sur på Harry mere? Han har ikke gjort andet end at være røv irriterende og så har jeg bare tilgivet ham.

Note til dig selv Kendall: Giv Harry et møgfald, næste gang du ser ham. Og flip lige ud over det faktum, at du har været i et blad. Hvilket blad var det egentlig? Det må jeg også lige ha’ fundet ud af.

Nå ja, tilbage til Louis.

”Et; Det er ikke noget. To; Det der er så meget min replik. Jeg har copyright på den, at du ved det!”

Men credits til ham, fordi han kunne huske den.

”Et; Du kan lige så godt bare sige det og så få det overstået. To; Det gælder først nu. Da jeg sagde det, havde du ikke tilkendegivet, at du ejede pågældende sætning og derfor havde du ikke copyright på den. Desuden er det her ikke USA, så who the fuck cares?”

Hvorfor lyder han pludselig så klog? Det er jo ikke sjovt.

”..”

Intet comeback. Det er surt.

”Kom nu med det Kendall,” grinede Louis og tømte sit papkrus.

Jeg kunne vel lige så godt give ham en eller anden form for forklaring, ikke? Men hvilken? Okay, tænk hurtigt!

”Okayokayokay, som du vil. Det var dengang vi skulle se Legally Blonde, inden du kom. Mig og Zayn sad i sofaen og Harry og Sams var ude i køkkenet fordi Harry skulle finde oliven til mig – hvilket han faktisk ville have Sammie til at gøre, nederen, I know! – så vi var alene. Vi snakkede og du ved jo godt, at Zayn er helt perfekt at se på og at det gør ondt i øjnene og at ens hjerne smelter og sådan noget, ikke? Så siden det var og er sygt lang tid siden, at jeg har fået min andel af… lad os bare sige gulerødder i min have… kom jeg til at tænke på, hvordan Zayns pik smager… og det sagde jeg så af en eller anden grund til Harry i morges, fordi jeg var i gang med at snakke og når jeg først virkelig er gået i gang, så stopper jeg ikke – som lige nu. Jeg kan blive ved med at snakke i ti minutter, hvis det skulle være, men nu har du fået din forklaring, så… ja,” sagde jeg og gispede efter luft, fordi jeg havde næsten ikke trukket vejret.

Fuck mig, hvor er jeg ikke særlig klog. Jeg sagde ’tænk hurtigt’, ikke ’fortæl Louis sandheden som er så akavet, at det ikke er sjovt, imens du dør af iltmangel’. Hvornår lærer jeg at lytte til mig selv?

Jeg ved det virkelig ikke.

”Det var mere, end jeg havde brug for at vide, Kendall,” indrømmede Louis og blinkede overvældet.

”Du bad selv om det,” forsvarede jeg og hældte resten af min kaffe i mig, ”men nu skal jeg hjem.”

Med en ny målrettethed skubbede jeg mig ud fra bordet og rejste mig op med posen i hånden, som min kjole lå i.

”Det har været en… interessant dag, Louis,” sagde jeg og frydede mig over, at jeg fik mulighed for at bruge hans navn i en sætning. Det føltes bare godt, nu hvor han havde sagt mit så mange gange, at det var lige så brugt som en 40-årig luder.

Ej, det var ikke sjovt.

Undskyld.

Louis rejste sig også op og rakte mig sin højre hånd, som jeg tog efter et par sekunders tøven, fordi det var underligt at give hånd.

”Selv tak, Kendall. Det har virkelig været interessant,” sagde han og trak sin hånd til sig, imens han smilte stort, ”vi må gøre det igen.” Han tog sine egne poser i hånden og skubbede stolen ind til bordet.

Tjaa, det ved jeg nu ikke helt. Jeg kunne godt undvære den akavede del af dagen. Det var ikke noget, jeg havde brug for at opleve igen.

”Måske,” svarede jeg og vendte mig om for at gå. Louis var lige i hælene.

Caféen var ikke voldsomt stor og holdt i lyse farver. Der var ikke særlig mange mennesker, så da nogen pludselig begyndte at skrige, var det ikke svært at få øjne på hvem.

”LOUIS TOMLINSON!?” hvinede en pige med fletninger og fregner. Hun stod oppe ved disken med en lyshåret veninde ved sin side, som holdt krampeagtigt fast i fregnes grønne jakke.

Jeg stoppede straks op, hvilket fik Louis til at gå ind i mig. Jeg væltede ikke, fordi jeg er en klippe og Louis er en vattot (eller omvendt, fordi jeg var så helt utrolig tæt på at smadre min næse ned i gulvet).

”Louis! Oh my gard, må vi få din autograf?” spurgte fregne og vred sig fri af sin venindes greb. På mindre end et halv sekund, stod hun foran Louis og holdt en serviet op i hovedet af ham. Blondinen fulgte langsomt efter sin veninde, efter hun havde taget imod to papkrus, som ekspedienten havde rakt hende.

”Hej babe, hvordan har du det? Selvfølgelig, har du noget at skrive med?” spurgte Louis og slog mig i maven med hans højre hånd, for at få mig til at tage hans poser.

Herre Gud dreng! Hvorfor kunne han ikke bare tage dem i venstre hånd eller stille dem på gulvet? Måske fordi han er ond og bare havde ventet på en mulighed for at slå mig.

Jeg mumlede nogle lavmælte forbandelser, men tog imod hans poser.

”Hvad hedder du, love?” spurgte han.

Det sjove ved situationen var, at Louis ændrede sig. Han gik fra at tale afslappet og være drillende og sorgløs, til den her underlige udgave af Louis Tomlinson, som sagde ’love’ og ’babe’ i et neutralt, men dog muntert, tonefald, selvom jeg var 99 procent sikker på, at det her var det sidste, han havde lyst til lige nu. Det virkede som om, at han lagde et låg på sig selv, som om han kun var sig selv til en hvis grænse. Som om han var en firkant, der prøvede at være rund.

”Jennifer, og jeg har det godt,” kvidrede hun i et alt for højt toneleje, som kun hunde burde være i stand til at høre, og rakte Louis en kuglepind.

En firkant, der prøvede at være rund?

Åndsvagt udtryk.

Louis tog imod kuglepinden og bukkede sig ind over et af cafébordene, for at skrive sit navn på en forbandet serviet.

”Og det der,” sagde Jennifer og pegede på blondinen, ”er Michela.”

”Hej love,” hilste Louis. Michela gik fra at have friske, lyserøde kinder, til at være en seriøs rød farve i hele krydderen. Jeg overvejede at ringe til hospitalet.

”He-ej Lo-Louis,” stammede den stakkels pige og kiggede ned på sine støvleklædte fødder.

Louis rakte hver af dem en serviet, som de tog imod med rystende hænder. Michela holdt servietten i den ene hånd og de to krus i den anden, da Jennifer snuppede et af papkrusene og rakte det til Louis.

”Her, tag den,” kommanderede hun.

Louis kiggede overrasket på hendes hånd, inden han sagde: ”Nej tak babe, jeg har lige fået.”

Jennifer stak hånden endnu længere frem. ”Nej tag den, du skal, det ville være så cool! Så kan vi fortælle alle – åh Gud, vil du ikke nok tage den?”

Louis tog en dyb indånding og tog så tøvende imod kaffen – eller jeg formodede, at det var kaffe.

”Åh GUD!” hvinede hun og slog Michela på skulderen.

”Jamen tak skal I have,” sagde Louis og gjorde mine til at gå, da Jennifer igen åbnede munden og sagde noget i et meget nasalt tonefald, som gjorde mig mere opmærksom på situationen. Før havde jeg bare lyttet med et halvt øre, fordi der var et billede på væggen som var rigtig pænt og jeg havde stået og overvejet, hvor stor sandsynligheden var for, at jeg kunne få det med mig ud af caféen, uden nogen opdagede det.

”Er det hende fra bladet?” spurgte hun og pegede anklagende på mig.

”Jah, det er Kendall. Hun er en god ven,” svarede Louis og grinede til mig. Jeg smilede bare. Hvis jeg havde haft en hånd fri, havde jeg sikkert også vinket.

”En god ven?” sagde Jennifer mistroisk og gav mig elevatorblikket med mistroiske øjne.

Calm your tits woman!

”Hun er cool. Vi har lige været ude for at købe noget tøj. Ser I,” forklarede Louis og kiggede skiftevis på de to piger, selvom jeg ikke helt tror, at Michela opfattede hvad der foregik, ”Kendall her er ikke voldsomt god til det med at vælge tøj, så jeg blev ligesom nødt til at hjælpe hende. Og siden Eleanor jo har lært mig en ting eller to om tøj til kvinder, tilbød jeg hende straks min acistanse.”

Jennifer nikkede og fnisede.

”Nå, men vi må videre tøser. Det var hyggeligt at møde jer,” sagde han og gav dem et vink, som han vendte rundt på hælene op puffede mig med ham ud af døren.

Jeg var ellers nået frem til, at risikoen for at blive opdaget i at stjæle billedet, var så lille, at det var forsøget værd. Så æv.

”Er du godt klar over, at du er helt vildt anderledes, når du snakker med jeres fans?” spurgte jeg, da vi trådte ud af døren.

Louis sukkede dybt og så mig i øjnene.

”Havde du troet, at jeg ville være overfor dem, som jeg er overfor dig?” svarede han.

Det er faktisk kun mig, som må besvare et spørgsmål med et andet spørgsmål, det vidste Louis vidst ikke helt.

 ”Nej, men du blev bare sådan helt… fjern på en eller an – LOUIS!” skreg jeg og kiggede ned af mig selv. Det tog et par sekunder før væsken trængte gennem mit tøj, men da den så gjorde, brændte det ad helvede til.

”Kendall? Crap, det er jeg ked af,” undskyldte han.

”Fuck dig Louis, hvorfor gjorde du også det? Hvorfor-hvorfor-hvorfor skulle du absolut spilde kaffe ned over mig? Hvordan kom du frem til den konklusion, at det ville være en god idé? Hvad tænkte du inde i din hjerne, Louis?” vrissede jeg.

”Undskyld, Kendall! Virkelig mange gange undskyld, det var ikke med vilje” sagde han. Hans hænder flagrede rundt over det hele, som om han ledte efter noget at gøre, for at hjælpe. ”Gør det ondt?”

”Gu’ fanden gør det ondt. Du spildte brand varm kaffe ud overfor, selvfølgelig gør det ondt, idjit.”

”Jeg er virkelig ked af det, men idjit? Hvad, øhm…”

”Det er fra Supernatural,” sukkede jeg, ”Bobby siger det. Du er dum, fordi du ikke ved det.”

”Undskyld at jeg ikke er lige så obsessed med tv-serier, som du er… freak,” sagde han og smilede fjoget.

”Ikke nu, Louis. Det gør fucking ondt. Jeg tror min hud er ved at falde af. Jeg kan høre, at den bobler. Gør noget,” klynkede jeg med tårer i øjnene. Det var lige før, at jeg begyndte at løbe rundt i cirkler af ren panik, fordi det gjorde virkelig ondt. Både min mave og lår var ramt og det føltes som om jeg var døden nær.

”Øh… kom med hjem til mig. Vi bor kun fem minutter herfra og du skal have noget koldt på,” sagde han, lagde en arm om mine skuldre og førte mig så i retning af deres lejlighed.

Jeg var så tæt på at sætte mig ned på jorden og bare give mig til at tude, fordi det gjorde virkelig ondt og jeg havde lige fået min menstruation om morgenen og hele verdenen var bare imod mig.

Det eneste man får ud af at være venner med boy band medlemmer er skoldede lår og klamydia.

Eller, jeg ved ikke noget om klamydia, men skoldede lår er stensikkert. 

 

_____________________________________________________________________________

A/N: LÆS det HELE tak! c; Så er er kapitel 18 ude. Det blev længere end forventet... eller faktisk kortere hvad handlingen angår. Faktisk havde jeg tænkt mig, at de skulle nå at komme hjem til Louis, men med 3866 ord, ville det blive lidt for langt til et 'normalt' kapitel.

Nå, men hvad synes I? Hvis I er opmærksomme, har I lagt mærke til, at noget er ved at ændre sig... men hvad? Gæt!

Idjit er noget Bobby fra Supernatural siger og det er egentlig bare hans ord for idiot eller noget i den stil.

Hvad kunne I godt lide ved det her kapitel? Hvad kunne I ikke lide? Hvad tror/håber I sker i fremtiden? Hvad håber I, der ikke sker?

Jeg smider som altid links i kommentarene. :) Og jeg er så dybt taknemmelig for alle likesene (hvordan bøjer man så det ord? Og over 100 likes? JEG dør helt seriøst af lykke!), farvoritlisterne og ikke mindst kommentarerne. I er virkelig herlige alle sammen.;*

SPØRGMÅL: Når jeg siger sexscene, tænker I så 'nej tak, gå væk med det pjat' eller 'giv mig alle detaljerne' eller noget helt tredje?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...