Heart Beats Harder - One Direction

Et ganske normalt one night stand med en mindre normal dreng, skulle ikke ændre Kendalls liv. Hun er universitetsstuderende og fra tid til anden finder hun sig selv i seng med en fremmed efter en bytur - men hey, det sker jo for alle? Derfor lagde hun ikke noget i det, selvom han ikke var alle og enhver. Tanken om ham havde ikke strejfet hende, lige indtil han kom valsende ind i hendes liv og vendte op og ned på alting.


635Likes
1338Kommentarer
197975Visninger
AA

17. Dressing Room Doomsday Part 1

Jeg kunne lige så godt opgive det; mit hår ville ikke samarbejde. Og jeg følte ikke for at tage et bad, når Louis Tomlinson sad i min stue. Spørg mig ikke hvorfor, det føltes bare forkert. Så jeg tog en hue på.

Min første indskydelse havde været at tage en af mine mange print T-shirts på, men jeg vidste, at hvis Calla så mig, ville hun vride halsen om på mig, så jeg ignorerede min indskydelse og endte med at tage en mørkeblå sweatshirt på. Det var nok også en klog beslutning, fordi der var forholdsvis koldt udenfor og nej tak til stive nippels i selvskab med verdenskendt dreng (/mand, men det har vi jo allerede afklaret, at han ikke er), siger jeg bare!

”Kenda-hl? Hvor lang tid skal du bruge på at gøre dig klar?” spurgte Louis.

Hvor drengen dog lider.

Kan I føle min sarkasme?

”Hvis du ikke vil vente, må du gerne gå,” svarede jeg og krydsede mine fingre alvorligt hårdt. Han måtte gerne gå. Meget gerne.

”Det kunne jeg aldrig finde på,” sagde han. Eller faktisk råbte han, fordi han sad inde i stuen og jeg stod på badeværelset. Og vi var alene. I min lejelighed.

Jeg bandede lavmælt og ordnede mine øjne med eyeliner og mascara. Inden jeg gik ud af badeværelset, lagde jeg et lag lyserød lip gloss på mine læber, for derefter at kaste et sidste blik på mig selv i spejlet.

”Skal vi gå?”

Louis så op, da jeg kom ind i stuen. Han sad i lænestolen med et indrammet billede i hånden, som jeg straks genkendte.

”Hvem er det?” spurgte han og ignorerede mit spørgsmål. Hvis ikke det var fordi han viste oprigtig interesse for personerne på billedet, ville jeg have sagt et eller andet spydigt til ham, fordi han ikke svarede mig.

Jeg gik hen bag lænestolen og lænede mig over ryglænet, min arm hvilede på hans skulder, imens jeg begyndte at forklare hvem de tre personer var.

”Det er,” sagde jeg og pegede på en lyshåret dreng med læbestift og en lyserød cowboyhat, ”er min bror, Miles. Hende med pistolen og det sindssyge hår, det er mig.” Louis grinede lidt og pegede så på en storsmilende mand med korngult hår og kraftigt blå øjne i baggrunden, ”hvem er det så?”

”Det er min far,” svarede jeg kortfattet.

”Hvor er din mor?”

”Mine forældre er skilt.”

Louis vendte hovedet mod mig, så hans gennemtrængende stålblå øjne mødte mine mørkebrune. Hans ansigt var få centimeter fra mit og jeg kunne svagt mærke hans varme åndedrag mod mine læber.

”Det er jeg ked af,” sagde han stille, uden at bryde øjenkontakten.

Jeg tog en dyb indånding og sank klumpen i min hals. Og så gik det op for mig, hvem jeg stod tæt på og hvor tæt vi egentlig var.

No fucking way!

Med en hurtig bevægelse trak jeg hovedet til mig og rettede mig op.

”Åh, øhm,” mumlede jeg og rømmede mig, ”det skal du ikke være. 45 procent af alle ægteskaber ender alligevel i skilsmisse, så det er jo ikke ligefrem fordi det er sørgeligt, og de blev skilt da jeg var 4, så jeg kan nærmest ikke huske at de har været sammen.” Jeg tilføjede et lille grin til sidst, som ikke lød akavet.

Det lød virkelig ikke akavet.

Det gjorte det altså ikke, okay?

Fuck.

Det var så meget akavet.

”Mine forældre er også skilt,” forklarede Louis med en lille stemme. Han havde tilsyneladende ikke lagt mærke til mit akavede grin, hvilket jeg var glad for, fordi jeg gør ikke akavet! Hvis ingen så det (eller i dette tilfælde hørte det), skete det ikke.

”Det er jeg ked af,” sagde jeg og gentog Louis fra før, ”men tjep tjep, vi skal af sted nu!”

Louis rystede på hovedet og lagde billede fra sig på sofabordet.

”Du har ret, lad os komme af sted,” svarede han i et mere muntert tonefald.

”Sådan skal det lyde,” hujede jeg og gjorde alt for, at komme væk fra den nedtrykte og følelsesladede stemning. Som jeg har sagt før, så er jeg ikke godt til det med følelser, specielt ikke når det kommer til drenge. Det har bare aldrig været mig, at dele alle mine følelser med alle og enhver. Det skulle man måske tro, fordi min mor var uddannet psykolog, men det havde ikke gjort noget som helst godt for mit forhold til mine følelser. Jeg kan sagtens snakke om alt muligt andet, men mine følelser er mine og det forbliver de også meget gerne.

Jeg småløb ned af trapperne, for at tage mine støvler på. Louis kom tøffende bagefter med et smil plantet på læberne og forventningen lyste fra ham

Forventning? Til hvad? For hvad?

Forvent intet, Louis Tomlinson, denne dag er dømt til at blive frygtlig.

”Skal du ikke have en jakke på?” spurgte han, imens han tog sin egen på.

”Nah, jeg tror det går,” svarede jeg og tog min pung og nøgler fra min taske, ”så koldt er der heller ikke. Desuden har jeg en stor sweater på, som du kan se, og en T-shirt. Jeg klarer mig.”

Jeg ved godt, at jeg har sagt at det var voldsomt koldt, men jeg havde en freaking sweater på. Det burde være mere end rigeligt. Det var trods alt også kun oktober.

Louis trak på skuldrene og sendte mig et strålende smil.

I samme øjeblik jeg trådte ud af døren, fortrød jeg min beslutning. Det var virkelig koldt, men fandeme nej om jeg skulle op og have en jakke på, fordi jeg er et stolt menneske.

 

Han havde insisteret. Jeg havde nægtet. Han vandt, fordi han er en dreng og jeg er en pige og jeg har blondt hår. Der havde været nogle nedsættende kommentarer om både blondiner og om One Direction og Backstreet Boys, lidt riven i håret og jeg havde nappet Louis i armflæsket, hvilket havde bragt ham den vildeste smerte, fordi jeg er og har altid været syg til at nappe. Men han havde vundet i sidste ende, fordi Louis Tomlinson, mine damer og herre, er et ondt, ondt menneske.

Hvorfor var jeg ikke bare stukket af? Hvorfor løb jeg ikke min vej?

Fordi jeg var ret så overbevist om, at hvis jeg flygtede, ville Louis bare fange mig og slæbe mig tilbage til det forbandede prøverum. For ikke at nævne at jeg ville begynde at svede af løbeturen og så ville jeg at lugte og det var ikke på min ’to do’-liste.

”Skal jeg komme ind og hjælpe dig?”

Jeg stivnede med en lyserød kjole halvt over hovedet, som jeg havde kæmpet med at få på de sidste syv minutter.

”Nej, jeg klarer mig,” svarede jeg, men det lød mere som ’nnahj, ja klaver mej’, fordi jeg havde noget kjole i munden. Evigt charmerende, det er bare sådan jeg er.

”Sikker?”

Så han forstod hvad jeg sagde? Sejt.

Eller måske ikke.

Nok ikke.

”Mja!” knurrede jeg – fordi jeg er nemlig en hund. Hvis jeg nu var en hund, hvilken race ville jeg så være? Ikke en golden retriever, fordi de er så fandens lydige og shit. Heller ikke en labrador, fordi alle har en labrador og alle skal ikke have mig, så hvilken hund er jeg? Det tror jeg, at jeg vil spørge Louis om.

”Hvis jeg nu var en hund, hvilken race ville jeg så være? Ikke en golden retriever, fordi de er så fandens lydige og shit. Heller ikke en labrador, fordi alle har en labrador og alle skal ikke have mig, så hvilken hund er jeg?” spurgte jeg og grinede tilfredst, da jeg endelig fik kjolen over hovedet.

Louis var stille på den anden siden af forhænget, inden han svarede: ”Jeg tror faktisk, at du ville være en golden retriever.”

Louis var kommet på den fantastiske (læs: idiotiske) idé, at han skulle finde tøj til mig. Og det var så det, at jeg nægtede, hvilket igangsatte vores mindre – både verbale og fysiske – slåskamp, som Louis til sidst havde vundet.

”Loouuiis,” klagede jeg, ”jeg vil ikke være en golden retriever.”

Tumpen grinede bare og jeg kiggede mig selv i spejlet.

”Seriøst?” udbrød jeg. Men hurtige bevægelser trak jeg forhænget til side og trådte ud af omklædningsrummet.

Hans grin var stilet af til et smil, men det ændrede sig hurtigt, da han så mig.

”The fuck?” hvinede jeg, ”jeg ligner en forvokset skumfidus.”

”En vred forvokset skumfidus,” rettede han og gav sig til at grine igen.

Det var ikke sjovt. Han har ingen humor. Hvorfor er jeg her?

”Du har verdens værste tøjsmag,” sagde jeg, vendte rundt på hælene og trak dramatisk gardinet for.

”Det er ikke hvad diverse magasiner siger,” hoverede han og jeg kunne lige forestille mig, hvordan han smilede bedrevidende.

Underligt nok havde det ikke været akavet endnu, hvilket jeg var glad for. Hverken Louis eller jeg havde sagt noget, der kunne lede samtalen hen på emnet ”Kendall og Louis I Samme Seng For Tre Måneder Siden” eller ”Louis Du Har Været Din Kæreste Utro”, men man skal aldrig sige aldrig (selvom jeg ikke sagde aldrig?), dagen var ikke ovre endnu.

”Du har også femten stylister til at give dig råd,” sagde jeg og trak den yders ulækre, lyserøde kjole af, mistede næsten hovedet i forsøget og smed den på gulvet, hvor den hørte til.

”Ikke til hverdag,” forsvarede han.

”Så siger vi det.”

”Det er rigtig nok. Min modesans er eminent.”

”Er du klar over, hvor bøsset det egentlig lød?”

Jeg kunne høre, at Louis prøvede at holde et grin tilbage, men han fejlede og udstødte et overraskende piget grin.

”Host, gay, host.” Jeg gjorde mig ikke engang umage med at hoste falsk, jeg sagde bare ordet.

”Ti stille Kendall,” mumlede Louis.

”Tving mig.”

Den næste kjole kunne jeg lige så godt droppe at tage på. Overdelen var kraftig pink og løs, underdelen var sort og stram og den lignede noget fra de der billige butikker, som ikke har råd til noget som helst ordenligt og derfor sælger lorte tøj, som er tiltænkt at skulle ligne moderigtigt tøj, men ikke gør og egentlig bare for en til at ligne en billig luder.

I ved godt hvilke butikker jeg mener, ikke?

Lad os bare sige, at I gør.

”Den tager jeg ikke på,” meddelte jeg og smed kjolen over forhænget, så Louis kunne få lov til at holde den.

Hvorfor han overhovedet gad, at vente på mig, har jeg absolut ingen anelse og jeg ville egentlig også helst have, at han gik, men det gjorde han ikke og det virkede ikke som om, at det var noget han planlagde at gøre foreløbigt, så lort og pis og fucking pik mand!

”Jeg ved slet ikke hvad du tænkte, da du valgte de her kjoler,” klagede jeg, da jeg drejede rundt om mig selv, for bedre at kunne se mig i spejlet, ”jeg ligner jo en 40-årig.”

Kjolen var rød, knælang og viste mine skuldre. Den var absolut hæslig.

Jeg er ikke 40 og jeg har ikke rynker og jeg prøver ikke desperat på at se yngre ud. Og mine æg er ikke rådne. De er friske og parate til at blive befrugtede og forvandle sig til små, søde Kendall-babyer.

Igen grinede Louis.

Jeg troede han var den snakkesalige? Nærmere den grinesaglige – humor på højt plan I tell ya!

”Kom nu ud, så jeg kan se dig,” kommanderede han.

Irriteret trådte jeg ud af prøverummet. Louis sad tilbagelænet i en sort læderstol med hænderne bag nakken og fødderne på et mørkebrunt træbord. Med en langsom bevægelse pegede han på mig og tegnede en cirkel i luften med pegefingeren omkring mine bryster.

”Hvis de nu var lidt større, ville kjolen nok sidde bedre.”

Krig! Krig! Louis Tomlinson, du ved ikke, hvad ud lige har sat i gang her!

”Hvad sagde du?” spurgte jeg og placerede hænderne på hofterne. Jeg kastede med håret og spidsede læberne i bedste Calla style.

”Jeg sagde, at kjolen nok ville sidde bedre, hvis dine bryster var lidt stør…” hans stemme døde ud, i takt med at han opdagede, hvad han havde sagt (eller måske var det bare min attitude der fik ham til at holde kæft, hvem ved?).

”Tør du sige det igen?”

Louis rystede på hovedet og bed sig i underlæben.

Er det et smil mit øje ser?

”Mine bryster er perfekte!” udbrød jeg, ”de skal ikke være større og de skal ikke være mindre. De er gode og faste og de strutter.”

”Bare glem hvad jeg sagde, kjolen klæder dig.”

”Kjolen klæder mig? Den er beregnet til en 40-årig? Siger du, at jeg ligner en 40-årig?”

Overreagerer jeg? Nej da.

”Nej, nej! Dine bryster er dejlige og du ligner en på 18,” sagde Louis og smilede som om han lige havde gjort alt godt igen.

”Jeg er 19 cocksucker,” meddelte jeg og bakkede ind i prøverummet. Inden gardinet skilte os ad, formede jeg en pistol med min hånd og skød hovedet af Tommoboy. Fordi det er nemlig cool at skyde folk med sine fingre.

Nej, helt seriøst, det er cool.

Næste! Endnu en rød kjole. Jeg gad ikke engang prøve den. Videre.

”Har du et eller andet med farven rød?” spurgte jeg og trak den 40-årige kjole over hovedet.

”Nah… altså mørkerød er min yndlingsfarve, men ellers ikke,” svarede han.

”Hvorfor?” Jeg hængte kjolen tilbage på bøjlen og lagde den over i ’Nej Tak’-bunken, sammen med den anden røde kjole.

Louis rømmede sig. ”Fordi det er en pæn farve.”

”Hm,” sagde jeg og lod mine bryster hvile i mine hænder. Langsomt vendte jeg mod spejlet. Jeg løftede vejende mine bryster op og ned og blev enig med mig selv om, at de var perfekte som de var, ”jeg troede det var fordi, at rød er kærlighedens farve og siden du er boybander, er du vel helt vild med alt sådan noget cheesy shit.”

Den sidste kjole var anderledes end de andre. Den var stribet i alverdens farver og mindede egentlig mere om en badedragt end en kjole hvad udskæringerne angik, så den var jo lige mig. Selve striberne var lavet ud af treperler, hvilket gav den et helt specielt look.

”Rød er samme farve som blod, derfor er det min yndlingsfarve. Rødt er meget maskulint,” forklarede Louis.

Jeg fnes, fordi jeg er en pige og det er acceptabelt at fnise, hvis man har en vagina.

”Hvis du siger det.”

Kjolen var ikke svært at få på, selvom det var lidt stiv på grund af alle treperlerne.

Da jeg så mig i spejlet, var jeg overbevist om, at det var den jeg skulle have. Den var skåret sådan, at huden under mine bryster og ned til mine hofter, var synlig. Kjolen sad tæt omkring min røv og stoppede omkring 15 centimeter over knæet.

”Louis for pokker da, det skal være den her,” hvinede jeg og hoppede ud af prøverummet.

”Det har du ret i. Den klæder dig, du ser rent faktisk godt ud,” sagde han og gav mig elevatorblikket.

”Vær ikke så overrasket, jeg ser altid godt ud.” Jeg drejede hurtigt rundt om mig selv, så han også kunne se hvordan den så ud bagfra.

”Det ved jeg da godt,” grinede han, ”det var derfor, jeg tog dig med hjem dengang.”

Cue den der lyd af en plade der hviner eller hvad den nu gør. Cue lyden af en fugl der flyver ind i et vindue og brækker nakken.

Hvorfor skulle han absolut også sige det? Det var gået så fint og så skulle han absolut ødelægge det? Hvorfor? Nu bliver jeg jo nødt til at sige, at jeg ved, at han var Eleanor utro, ikke?

Jamen for helvede da også mand.

Jeg kunne se på Louis, at han fortrød, at han havde åbnet munden. Hvis han kunne, ville han tage ordene tilbage, det er jeg sikker på, men det kunne han ikke, så fuck ham.

Vi brugte nogle minutter på bare at stå og stirre på hinanden. Ingen af os sagde noget, men min hjerne arbejdede på højtryk og jeg er ret sikker på, at hans også gjorde.

”Jeg, øhm,” sagde jeg og pegede på prøverummet bag mig med tommelfingrene, ”jeg tror bare, at jeg går ind og klæder om så.”

Louis kløede sig i nakken, nikkede og kiggede ned i gulvet.

Er det nødvendigt at sige, at jeg brugte længere tid end nødvendigt på at klæde om?

Jeg lod det resterende tøj hænge i omklædningsrummet og tog min kjole under armen, efter jeg havde fået mit eget tøj på igen. Med et kort kig på min mobil (en old gammel iPhone med et pingvincover, fordi jeg er nemlig hip), trak jeg forhænget til side og gav Louis et meget lille smil, fordi jeg ikke rigtig vidste hvad jeg ellers skulle gøre.

Vi gik tavshed op for at betale for kjolen – Louis bag mig med opmærksomheden rettet mod telefonen. Han havde for resten solbriller på, det er en celebrity-ting har jeg erfaret.

Ekspedienten var ufatteligt lang tid om at få bippet (hvad kalder man det egentlig? Det har jeg altid undret mig over) min kjole ind, så jeg kunne betale, så Louis og jeg var ligesom nødsaget til at fører lidt akavet smalltalk.

Har I nogensinde undret jer over, hvor hurtigt en situation kan ændre sig? Det ene øjeblik hyggede vi os og det næste var luften fuld af spændinger og den akavede stemning lå som et tykt tæppe over os.

Aha, hvor god jeg dog er til at formulere mig i dag!

Men helt seriøst, en situation at kan ændre sig fuldstændig ved en enkelt, forkert sætning. Der er frygteligt og jeg hader når det sker.

Jeg vippede frem om tilbage på mine fødder og klikkede med tungen, imens jeg ventede på, at ekspedienten fik ordnet min forbandende kjole.

”Såe, øhm,” begyndte jeg, uden egentlig at vide hvad jeg skulle sige.

”Det er koldt udenfor,” sagde Louis.

Virkelig? Vejret? Er vi sunket så lavt?

”Ja, jeg ville ønske, at jeg havde taget en jakke med,” indskød jeg, selvom jeg ikke havde tænkt mig at indrømme det. Men det gjorde jeg åbenbart alligevel.

”Ja. Jeg er glad for, at jeg tog en stor jakke på.”

Jeg tog en dyb indånding og bad til guderne om, at ekspedienten ville lette røven, så jeg kunne få betalt.

”Det kan jeg godt forstå. Den ser god varm ud, er den det?”

Louis nikkede og begyndte at tage sin jakke af.

”Du kan jo selv prøve at mærke efter,” sagde han og rakte mig hans jakke.

Jeg tog den langsomt på. Den var blød og duftede af ham.

”Mm, ja,” indrømmede jeg, ”den er godt nok dejlig. Den fryser du i hvert fald ikke i.”

Louis rystede på hovedet denne gang.

Man udvider nok sit kropssprog der?

”Øhm… hvor har du købt den?” spurgte jeg.

Hvor har du købt den? Bare skyd mig og rul mig i candyfloss. Det var nok det dummeste nogensinde sagt. En fucking herrejakke, Kendall? Du er en pige med bryster og what not. Jesus pigebarn, tag dig sammen.

”Det kan jeg egentlig ikke huske.”

”Nå okay, det var en skam. Er der dun i den?”

Okay, jeg tager det i mig igen. Det er det dummeste nogensinde sagt, fordi hvordan i al verden skulle Louis vide om der er dun i den? Hvem spørger om sådan noget? Det var et akavet spørgsmål min kære.

”Det bliver 200 kroner,” sagde ekspedienten.

Jeg vendte rundt hurtigere, end jeg vil anbefale nogen at gør

 ”Bare på beløbet.” Jeg snakkede også hurtigere, end jeg vil anbefale nogen at gøre.

Åbenbart er jeg hurtig i dag.

Da jeg havde betalt for kjolen, forbandede jeg mig selv langt væk, for at have gjort det i sådan et hastværk, fordi jeg fandt mig selv stående face to face med Louis uden et eneste emne at tale om.

”Øhm… jeg ville egentlig spørge dig, om du vi skulle tage en kop kaffe, men – ” sagde Louis, men jeg afbrød ham, inden han kunne nå at blive færdig.

”Men hvad?”

Kendall? Hvad har du gang i? Du vil ikke have kaffe med fucking Louis fucking Tomlinson fucking. Fucking. Fuck.

”Men ikke noget,” indvendte Louis, selvom det men tydeligvis havde haft en betydning. Jeg skyder på, at det men var ment til at blive efter fulgt af noget i stil ’… jeg sagde, at vi kneppede fordi du er lækker og nu er det akavet, fordi vi havde en usagt aftale om ikke at nævne noget om den aften, så jeg har ikke lyst til at drikke kaffe med dig. Egentlig vil jeg helst hjem til min kæreste, som jeg for resten har været utro. Du var hende jeg var utro med, bare lige sådan du ved det. Jeg håber aldrig at vi ses igen’, men hvem ved?

”Godt så.”

Det var mig.

”Såe? Skal vi have kaffe så?” spurgte Louis usikkert.

”Helt sikker,” svarede jeg og begav mig ud af døren.

Kulden ramte mig øjeblikkeligt. Af en oktoberdag at være, var der overraskende koldt. Det var blæsende, himmelen var grå og det støvregnede. Jeg trak min beanie ekstra langt ned over hovedet, så den ikke fløj af.

”Øhm, Kendall,” sagde Louis, ”må jeg få min jakke igen?”

Jeg kiggede ned af mig selv. Ja, jeg havde stadig hans mørkeblå jakke på.

”Nåe, ja. Ja selvfølgelig må du det.”

______________________________________________________________________________

A/N: Jeg havde absolut ingen anelse om, hvor jeg skulle slutte det her kapitel. Oprindeligt skulle det næste kapitel egentlig ha' været en del af det her, men siden jeg siden jeg allerede er oppe på 3533 ord, tænkte jeg, at jeg ville dele det op - derfor 'part 1' i overskriften. Jeg ved ikke hvorfor jeg skrev part i stedet for del? Slutningen her er nok lidt tam, men fortsættensen kommer snart.

Masser af Louill, hvad siger I til det? Hvordan er de sammen? Kunne ikke helt få deres samtale til at flyde, men kapitlet skulle ud i dag, fordi... det skulle det bare.

Kaffedate? Yes? Forudsigelser for næste kapitel? For resten af historien? Hvilken del var jeres yndlings? Bedste citat?

Skriiiv hvad I synes.

Som sædvanligt får I nogle links. Og TAK. Jeg synes efterhånden, at jeg har sagt tak mange gange, men I skal virkelig vide, at jeg mener det. Jeg mener hvert eneste bogstav i ordet!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...