Heart Beats Harder - One Direction

Et ganske normalt one night stand med en mindre normal dreng, skulle ikke ændre Kendalls liv. Hun er universitetsstuderende og fra tid til anden finder hun sig selv i seng med en fremmed efter en bytur - men hey, det sker jo for alle? Derfor lagde hun ikke noget i det, selvom han ikke var alle og enhver. Tanken om ham havde ikke strejfet hende, lige indtil han kom valsende ind i hendes liv og vendte op og ned på alting.


635Likes
1338Kommentarer
196598Visninger
AA

8. Call The Charing Cross Come Together Club

Daniel havde ringet til mig i morges og spurgt, om jeg ikke kunne møde op i receptionen 12:30. Jo, selvfølgelig kan jeg da det. Tænkt ikke på Kendall der har et kvarter til at nå derhen, lad hende bare løbe sig halvt ihjel og blive kørt ned af en taxa.

Fuck.

Men jeg var nu engang kommet til at love Daniel, at jeg ville være der, så jeg skulle på en eller anden måde finde ud af at komme fra universitetet til Charing Cross på femten minuttet. Han vidste jeg plejede at have timer tirsdag formiddag, men for pokker da nej, om han behøvede at bekymre sig om mig.

Ok Kendall, du skal være et bedre mennesker. Det var faktisk præcis hvad Calla havde sagt til mig, da jeg gik ud af døren for at tage i skole og redde vores generation fra at gå helt tabt. Hun var stadig sur over det med uglen.

Klokken var næsten kvart over tolv og jeg stad og trippede på stolen. Jeg havde brugt min forelæsning på at udtænke en metode til at nå til Charing Cross på, og det var faktisk lykkes mig. Jeg ville flyve op så snart klokken ringede og løbe ned til bussen foran uni. Den ville jeg så tage til metroen et par gader væk. Metroen ville føre mig næsten helt hen til Charing Cross og med en gåafstand på 300 meter ville jeg med lidt held kunne være der til tiden. Jeg krydsede alvorligt meget fingre!

Så flyve gjorde jeg, da klokken ringede. Mr. Clark havde ikke engang nået at pakke sine notater sammen, da jeg løb forbi ham.

Bussen holdt ved stoppestedet og jeg kastede mig ind i den. Fordi en gammel dame med rollator ikke kunne få sit umulige barnebarn med ud af bussen, blev vi forsinkede og jeg havde nær ikke nået metroen, men det virkede som om, at jeg havde heldet med mig i dag. Problemerne opstod da jeg skulle fra stationen til Charing Cross. 350 meter lyder af ingenting, men mit stofskifte er så messed up. Jeg har en tendens til at svede, hvilket ikke ligefrem er charmerende, så det at jeg skulle løbe, var ikke så fedt. Specielt ikke når jeg havde lange bukser, en T-shirt, vest og læderjakke på. Jeg svedte som en hest.

Charing Cross er et nyere hospital, i hvert fald hvad bygningen angår. Selve hospitalet har eksisteret siden 1800-tallet, men det blev besluttet at det skulle flyttes. De fleste hospitaler i London er gamle stenbygninger, som mest af alt minder om borge. Charing Cross er formet som et x, eller et kryds om man vil, og består af masser af etager med et væld af vinduer. Mit job var at sidde i receptionen og tage imod patienterne. For det meste var det brækkede legemsdele, brandsår, halsbetændelser og sådan noget, men siden Charing Cross var det vestlige Londons akuthospital, hændte det også, at jeg skulle hilse på folk med søm gennem hænderne (jeps, Kendall har stået face to face med selveste Mr. Kristus), folk involveret i mindre trafikulykker, arbejdsskader som nedfaldne murer (måske ikke lige det helt rigtige udtryk, but you get the point) og alt i den dur.

Jeg stod ved mit skab og skiftede tøj så hurtigt jeg nu kunne. Jeg var fem minutter sent på den og hvis jeg ikke tager meget fejl, lugtede jeg af sved. Med et suk låste jeg min skabsdør og gik med tunge skridt mod receptionen, tanken om at skulle sidde på den utrolig ukomfortable kontorstol i de næste fire timer virkede uoverskuelig.

 

”Hvad er Deres navn?” spurgte jeg og kiggede på computerskærmen.

”Arlene Collins,” svarede hun og kiggede irriteret på mig. Hun sukkede dybt og gav sig til at rode i sin taske.

Jeg ledte kalenderen på computeren igennem og søgte efter hendes navn, men intet kom op.

”Beklager, men jeg kan ikke, at De har en reservation,” sagde jeg efter et par minutter.

Arlenes øjne fløj op og landede på mit ansigt, hendes læber var presset sammen til en tynd linje og næsten al farven var forsvundet fra dem. Jeg smilede stort til hende og lod som om, jeg ikke bemærkede hendes attitude.

”Så må De kigge igen Miss… Burnwin,” spyttede hun. Hendes stemme dryppede med afsky og hvis ikke det var fordi jeg fik penge for at smile som en anden stewardesse, ville jeg have slået hende. Hårdt. Meget hårdt.

I stedet for at ty til vold, lod jeg endnu en gang mine fingre glide over tastaturet og søgte på hendes navn. Som første gang, gav det intet resultat.

”De har ingen reservation,” gentog jeg.

Den midaldrende kvindes øjne slog lyn, da hun stak en hånd ned i sin taske og trak en læderindbundet kalender frem. Med en overdreven håndbevægelse åbnede hun den og slikkede vredt på sin pegefinger. Irriteret bladrede hun gennem den, indtil hun kom til en bestemt side.

”De skal ikke komme her og sige, at jeg ikke har lavet en reservation.”

Hun smed kalenderen på skranken og pegede på en enkelt, håndskreven sætning.

Marc Hall, Charing Cross, 13:10, stod der. Jeg rystede på hovedet og kiggede på hende.

”Jeg kan desværre ikke hjælpe Dem. Vi har ikke skrevet Deres reservation i kalenderen, alas har De ikke en. Jeg kan sagtens lave Dem en ny reservation, hvis De er interesseret?”

Arlene gispede i forargelse og rev kalenderen til sig. Hvis ikke der havde været en skranke mellem os, ville hun have overfald mig. Jeg er sikker. Ærligt talt ved jeg ikke hvorfor hun blev så sur på mig, jeg havde absolut ikke gjort hende noget. Don’t shoot the messenger!

”Jeg ved ikke hvem De tror De er? Hvad bilder De dem ind sådan at afvise mig?” sagde hun. Hun snerpede læberne sammen og kiggede på mig, som var jeg et laverestående væsen.

God dammit hun gjorde det svært at være venlig.

”Jeg ved ikke hvem De tror De er, men jeg har absolut intet med det her at gøre. Det er Deres fejl og De kan ikke beskylde mig for noget.”

Okay, fuck manererne. Åbenbart.

”Jeg ville sætte pris på, at De behandlede min kone med respekt. Jeg vil meget gerne tale med Deres overordnede unge frøken.” En firskåren mand trådte frem bag hende og kiggede på mig på samme måde som sin kone.

Jeg smilede sødt og lagde hovedet på skrå. ”Jeg vil råde Dem til at tage Deres kone og hendes slatne patter med ud herfra, inden jeg sparker Dem så hårdt i skridtet at Deres testikler flyver op gennem munden på Dem.”

That’s right, Kendall Burnwin: Tough Bitch!

Deres ansigtsudtryk fra ubeskrivelige og de gjorde hele min dag god igen. Manden tog hårdt fat i sin kones skulder, som med modvilje løsrev sit brændende blik fra mig, og trak hende med ud, imens han hviskede noget til hende.

”Easy tiger,” grinede Daniel.

Hvor fanden kom han fra?

”Hey Danni,” hilste jeg og sendte ham et smil, som han gengældte.

Daniel var min storebrors bedste ven siden børnehaven. De har praktisk talt lavet alt sammen, han kom altid med på vores ferier og Miles kom med på hans. Jeg havde bare altid været den irriterende lillesøster, lige indtil jeg begyndte at få bryster, for så blev det sjovt at kigge gennem mit vindue og smide vandballoner på mig om sommeren.

”Havde de virkelig fortjent den behandling?” spurgte han.

”Ingen skal tale ned til Kendall Burnwib. Ingen siger jeg dig, ingen.”

Daniel grinede og rodede op i mit hår. Da jeg var mindre, havde jeg et crush på ham. Det havde faktisk været ret slemt, for trods den lejlighedsvise vanballon, havde jeg altid være Kendall, Miles lillesøster, og aldrig kærestepotentiale. Det havde taget sin tid, men til sidst var jeg kommet over det og fandt min en anden fisk, som jeg havde vild og ukontrolleret teenagesex med.

”Tak Danni, tak,” klagede jeg og rettede på mit hår.

”Skjorten klæder dig.”

”Luk.”

”Jeg mener det, det der lilla leopardmønster. Wooaw du er hot.”

”Har du ikke nogle patienter du skal lytte på eller kigge i eller sådan noget?” spurgte jeg.

”Jo men..”

”Så gå tilbage til dem, det er alligevel det eneste du kan finde ud af,” afbrød jeg og smilede arrogant.

”Det gjorde ondt, Ken,” meddelte han og pegede på han hjerte, ”lige her.” Han blev ved med at pege, imens han gik baglens.

”Ja, tud!” råbte jeg efter ham, som han drejede om et hjørne.

Jeg lænede mig tilfreds tilbage i kontorstolen og placerede mine hænder bag mit hoved, så jeg også kunne læne det tilbage. Sådan lå jeg i nogle minutter uden at blive forstyrret og nød mit liv. Sophie, den anden receptionist, havde sendt mig et tvivlsomt blik, for derefter at taste videre på computeren. Hende syn på mig var omtrent på lige fod med hendes syn på offentlige toiletter og hjemløse. Hun sad altid på sin røde kontorstol med knejset nakke og skrev på tastaturet som arbejdede hun for dronningen. Truth spoken, så har jeg aldrig kunnet lide hende og hun har aldrig kunnet lide mig.

”Tag det dog som en mand.”

Jeg rynkede panden og åbnede langsomt mine øjne. Stemmen virkede bekendt, men jeg kunne ikke lige umiddelbart finde ud af, hvor jeg havde hørt den.

Mit blik var rettet mod mine hvide træsko, som lå på bordet. Jeg siger jer, vores tøj var smagfuldt!

”Velkom smerten, tag i mod den, nyd den,” grinede en anden stemme. En jeg ikke havde hørt før, men det var tydeligt, at indehaveren var irsk.

”Det her er så dumt.”

Endnu en bekendt stemme. Jeg skulle lige til at rette mig op så jeg kunne se over skranken, da mit ellers begrænsede udsyn blev blokeret af en person. Mine øjne vandrede op ad personens torso som var beklædt med en grå T-shirt, et tørklæde i samme farve og en bordeaux cardigan. Ud fra de manglende bryster at drømme, var personen en mand, så hvad fanden lavede han med en cardigan og et tørklæde?

”Hvad kan jeg hjælpe Dem med?” spurgte jeg og flyttede endelig mit blik til hans ansigt.

”Crap,” hviskede jeg og formåede at få et ondt blik fra Sophie, som virkede til at være alt for optaget af tastaturet, til at opdage hvem der nu befandt sig i lokalet.

Hans nøddebrune hår var pjusket og det lignede rent faktisk, at han lige var stået op. Han havde en enkelt tåre i den ene øjenkrog og lige så imødekommende som hans smil havde været få sekunder siden, lige så koldt blev det, da han mødte mit blik. Han lod hovedet falder bagover og sukkede dybt.

”Det var lige godt utroligt,” mumlede han så lavt, at jeg næsten ikke kunne høre det.

Hurtigt kiggede jeg over mod Sophie, for at bede hende om at tage sig af den nyankommne patient. Hun var i gang med at rejse sig op. Dårlig timing Soph! Hun gjorde det sikkert med vilje. Pokker tage den sorthårede tankelæser.

Jeg kørte langsomt tungen langs mine tænder og tog mig så sammen. ”Hvad kan jeg hjælpe dig med,” gentog jeg, men denne gang droppede jeg det formelle ”De”, som jeg ellers var blevet bedt om at bruge af min chef.

Louis så på mig og åbnede munden for at svare, men en hvis krølhåret dreng kom ham i forkøbet.

”Kendall! What a pleasant surprise,” udbrød han og tog Louis om skulderen.

Jeg var, mildt sagt, ret overrasket og vidste ikke helt hvordan jeg skulle svare, så jeg besluttede mig bare for at sidde med en halvt åben mund og se dejligt dum ud.

”Ja, Louis her faldt ned ad trappen og siden har han tudet over hans håndled,” forklarede han. Louis rømmede sig.

”Åh, undskyld LouLou. Det var meget mandlige tårer,” forsikrede Harry og sendte sin ven et bedrevidende blik. Elegant.

”Tror du den er brækket?” spurgte jeg og rettede blikket mod computerskærmen.

Hvorfor fanden sker det her altid for mig? Hvorfor, virkelig?

”Tror bare det er slaget,” mumlede Louis.

Harry udstød et grin og tilføjede: ”Jeg tror bare det er slaget, Louis insisterede på, at den var brækket og derfor ville han på hospitalet. Nu er han pinligt berørt.”

Gør bare det hele mere akavet end det er i forvejen. Jeg havde gået og troet, at jeg var kommet over det hele, men selvfølgelig, jeg havde ikke regnet med at skulle se Louis igen. Sjovt som verden dog er blevet så pokkers lille. Der er så mange hospitaler i London, hvorfor skulle de lige vælge det hvor jeg arbejder?

”Øhm, så kan I bare trække et nummer,” svarede jeg og gjorde en håndbevægelse mod en automat ved indgangen.

”Tak love. Trøjen klæder dig for resten,” grinede Harry.

Jeg svarede ikke.

”Kender vi hende?” spurgte den irske stemme fra før, da de tre drenge var på vej væk. Ejermanden var lyshåret og et par centimeter lavere end Louis. Niall, selvfølgelig.

”Det er bare en Louis har…” fortalte Harry. Jeg hørte ikke resten af hans sætning, men jeg er ret sikker på, hvordan den ville have endt.

Den næste halve time lavede jeg alt andet end at kigge mod venteværelset, som egentlig ikke var et værelse men bare et afgrænset område lige ved siden af receptionen. Af og til kunne jeg mærke deres blikke bore sig ind i min nakke og en enkelt gang fik Louis og jeg endda øjenkontakt.

Da det blev deres tur, rejste Louis sig op. Harry havde gjort mine til det samme, men hurtigt havde Louis sagt noget til ham, som jeg ikke kunne høre. Harry havde bare grinet og var så faldet i snak med Niall, som var optaget af sin telefon.

Sophie kom tilbage og sendte mig et af hendes dømmende blikke. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg havde gjort hende. Første dag på arbejdet havde jeg ikke været andet end imødekommende, men siden hun ikke engang så meget som sendte mig et falsk smil, holdt jeg op med at smile til hende. Så min afsky til hende, opstod af hendes afsky til mig.

Hendes sorte krøller var sat op med et brunt spænde og hendes isblå øjne stirrede intenst på computeren. Jeg misundte hendes krøller. Mit egent hår var bipolart. Nogle dage var det fladt, andre dage var det krøllet. Og når det så krøllede, hvilket det for det meste gjorde, var det mere små bølger end egentlige krøller.

”I to er altså morsomme,” sagde en behagelig dyb stemme. Jeg sank en klump og vendte langsomt hovedet, så jeg stod (se: sad) ansigt til ansigt med Harry Styles, som lænede sig ind over skranken.

”Ih, mange tak, det er jeg lykkelig for, at du siger,” muggede jeg og sendte ham et anstrengt smil.

Harry grinede og slikkede sig om læberne. Jeg har altid været god til at læse mennesker (not true, men Harry var som en åben bog) og som Harry stod lænet op af skranken, ville jeg æde mine træsko på, at han ville have mig til at gøre noget.

”I ville være et skønt par.”

Hvis ikke det var fordi han var verdenskendt og jeg ikke kendte ham, ville jeg have slået ham.

”Sorry bout Harry.”

Niall kom gående op bag ham og kastede sin høje ven et irriteret blik. Harry smilede som om han nød situationen og vendte sig så om.

”Har du været til det karneval nede ved havnen?” spurgte han og smilede stort.

Det tog mig et par sekunder at svare ham.

”Øhm nej, det har jeg ikke,” mumlede jeg og ønskede inderligt at jeg bare kunne vende tilbage til mit arbejde, men så nemt skulle Kendall selvfølgelig ikke have det.

”Vi har fri i morgen, så Harry og jeg tænkte at vi ville tage et smut forbi. Harry tager hende din rødhårede veninde, Samantha, med, så vi tænkte, at du måske også kunne tænke dig at komme med? Du ved, for at Samantha ikke skal være den eneste pige.” Hans irske accent var så sød, at det næsten var umuligt at sige ham imod.

”Jeg ved snart ikke –” begyndte jeg, men blev afbrudt af Harry, som holdt en hånd op for at få mig til at holde op med at snakke.

”Det er okay Niall, jeg tror ikke hun tør. Vi kan trods alt være meget skræmmende,” sagde han og vendte hovedet sådan, at han kunne se på mig. Han blinkede og skubbede sig ud fra skranken i samme øjeblik, som Louis kom gående ud af skadestuen. Han havde en forbinding om venstre håndled og et lille, orange glas med piller i den anden.

”Klar til at går?” råbte Harry. Louis nikkede og gjorde sit bedste for ikke at se på mig, ligeså gjorde jeg.

Som de gik ud af den store, to delte svingdør, betragtede jeg hvordan de hurtigt fordybede sig i en samtale og hvordan de grinede. Mit blik fulgte dem hele vejen ud af hospitalet, hvor de blev stoppet af et par piger, som bad om deres autografer. Drengene skrev glædeligt på deres CD’er og tog et par billede med dem.

Jeg lod udmattet luften sive ud af mine lunger og det gik op for mig, at jeg havde holdt vejret. Med lukkede øjne gav jeg mig til at massere min næseryg med min pege- og tommelfinger.

Fra min venstre side hørte jeg Sophie stoppe med at taste på tastaturet og sendte hende et undrende blik. Hun sad med den ene hånd for munden og store øjne.

”Var det helt seriøst Niall, Louis og Harry fra One Direction?” hviskede hun chokeret gennem sin hånd.

Jeg kunne ikke rulle mere med øjnene, end jeg gjorde. 

 

________________________________________________________________________

A/N: Okay, jeg kan faktisk gode lide det her kapitel. Det er nogle fejl rundt omkring og et par dumme formuleringer, men jeg er seriøst det mest dovne menneske på denne jord, så jeg skal havet taget mig sammen, til at få rettet hele historien igennem.

Kan virkelig ikke vente til, at jeg kommer rigtig i gang med den her historie, fordi jeg har så mange planer for den. I kan roligt glæde jer. Haha. (:

Tak for alle kommentarene og favoritlisterne, og til jer som liker. Det betyder rigtig meget for mig, at I læser min historie. Det har jeg sagt mange gange nu, men jeg kan ikke helt fatte, at jeg har 29 likes og 47 FAVORITLISTER! For pokker hvor er I dejlige!

Spørg endelig hvis der er noget I gerne vil vide, eller hvis I har nogle ønsker til historien og alt sådan noget.

(Thumbs up for kreativ og mærkelig titel)

Peace out! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...