Heart Beats Harder - One Direction

Et ganske normalt one night stand med en mindre normal dreng, skulle ikke ændre Kendalls liv. Hun er universitetsstuderende og fra tid til anden finder hun sig selv i seng med en fremmed efter en bytur - men hey, det sker jo for alle? Derfor lagde hun ikke noget i det, selvom han ikke var alle og enhver. Tanken om ham havde ikke strejfet hende, lige indtil han kom valsende ind i hendes liv og vendte op og ned på alting.


635Likes
1338Kommentarer
197741Visninger
AA

32. Brainless Braincells and Magazine Monsters

Nogle gange har man bare de dage, hvor ens hjerne befinder sig i Dubai, helt sveden og dehydreret, og komplet ude af stand til at fungere. Sådan en dag havde jeg. Og så var det første skoledag efter ferien, så råb lige hurra for mig da. Derudover var det kun tre dage siden Louis og jeg havde været sammen, hvilket ligesom betød, at den smule hjernekapacitet jeg havde ejerskab over den en ualmindeligt irriterende, grå torsdag i januar, var fokuseret på ham. For så lige at gøre det hele meget værre, skulle jeg på arbejde i aften. Havde det været fordi jeg skulle på La Coco, havde det været okay, fordi det var faktisk lidt over en uge siden jeg havde set Posh og jeg savnede hendes sorte tøj. Og striben i håret. Men selvfølgelig skulle jeg ud på hospitalet og trækkes med Sophie.

Fucking endelig blev projekteren slukket og vores lære meddelte, at vi godt måtte pakke sammen. Så det gjorde jeg.

Min sidemakker – Joshua – vinkede til mig og råbte: ”Skal du med lørdag?”

Jeg rystede på hovedet og sendte ham et undskyldende smil. ”Desværre ikke. Det må blive en anden gang.”

Han skød underlæben frem og sukkede overdrevet. ”Kenda-all,” sagde han anklagende og placerede hænderne på hofterne.

”Undskyld,” sagde jeg med en påtaget skyldig mine, ”men jeg kan virkelig ikke. Hils de andre, ikke?”

Joshua kørte en hånd gennem sit sandfarvede hår og blinkede til mig. ”Will do, will do.”

Egentlig havde jeg tid til at gå i byen og drikke mig stangstiv med drengene fra min Matematik Historiske klasse, men jeg følte ikke rigtig for at lave andet end at ligge på sofaen og ignorere, at Louis Tomlinson rent faktisk eksisterede og at jeg muligvis (i den nærmeste fremtid) var nødt til at snakke med ham. Fordi det var jeg, jeg prøvede bare at udsætte det så længe som muligt. Det var heller ikke ligefrem fordi Louis havde gjort en indsats for at komme i kontakt med mig. Ikke en eneste gang havde han ringet eller skrevet, og jeg var begyndt at tænke, at det måske havde været en fucked up dum idé at gå fra ham om morgenen. Når alt kommer til alt, så var det en lille gnist af håb dybt inde i mig, som håbede, at han ville møde op på mit dørtrin og sige, at det var forbi mellem ham og Eleanor, og at det var mig han ville have, men vi ved vist godt alle sammen, at jeg er en meget realistisk person, så jeg ignorerede gnisten og sagde til mig selv, at jeg skulle tage mig sammen.

Jeg gik ud gennem de store dobbeltdøre og trådte ud i en helt ualmindeligt kold formiddag. Til min store ærgrelse var det begyndt at sne. Sådan rigtig sne.

Forstå mig nu ret her, fordi jeg elsker sne, men så snart der kommet frost, er det lidt som om, at folk er dummere end normalt. De kommer til skade ved de mest latterlige ting og det betød, at jeg ville få ekstra travlt på Charing Cross.

Imens jeg gruede for resten af dagen, præsterede jeg at komme hjem. Da jeg hang min jakke på stumtjeneren, mødte duften af kakao mig fra køkkenet. Jeg tog trappen to trin ad gangen og smilede glad til Calla, som stod med et krus i hånden. På bordet stod endnu et, som jeg skyndte mig at tage. Varmen fra kruset fik mine forfrosne fingre til langsomt at tø op.

”Hva’ så?” spurgte jeg og pustede ned koppen med varm kakao.

”Ikke så meget,” svarede hun og kiggede på mig med en skeptisk mine. Hendes fyldige læber var spidsede en smule og jeg kendte det blik godt nok til at vide, at hun snart ville komme ind på et emne, som jeg ikke gad snakke om.

”Har du fået snakket med Louis?”

Bam, emnet jeg ikke ville snakke om blev bragt på banen.

”Nej,” sagde jeg og rystede på hovedet, inden jeg traskede hen til spisebordet og dumpede ned på en af de tre træstole.

”Kendall for helvede da også, hvorfor ikke?”

”Fordi,” mumlede jeg og kiggede ud af vinduet. Det var ikke holdt op med at sne endnu og det gav hele byen en klarer udseende.

En halv time efter jeg havde været oppe og skændes med Zayn, var Calla kommet hjem fra arbejde. Hun havde fundet mig på sofaen med oliven ud over det hele. Det første hun gjorde, var at give mig et kram, fordi hun af en eller anden grund bare kunne fornemme, at der var noget galt. Jeg havde bidt mig virkelig hårdt i læben for ikke at give mig til at tude, for derefter at fortælle hende det hele. Og det var rart. Så meget som jeg nu elsker Samantha, så har hun det med at dømme folk ud fra deres handlinger. Jeg er sikker på, at Calla nok synes det var forkert, men hun kiggede ikke bebrejdende på mig, sagde ikke til mig, at jeg skulle skamme mig. Og jeg havde haft brug for det. Jeg havde haft brug for at vide, at jeg stadig var okay, at jeg stadig var mig.

”Fordi hvad?” spurgte hun og satte sig ned overfor mig.

”Fordi,” sagde jeg igen og fugtede mine læber, ”jeg tror ikke, at det vil ændre noget.”

Calla rynkede øjenbrynene. ”Det ville da ændre alt.”

Jeg rystede på hovedet og tog en tår af min kakao. Den varme væske brændte min tunge og gane, men jeg var nogenlunde ligeglad. ”Hvordan?”

”Du aner ikke, hvad han vil, Kendall. Snak med ham. Det er bedre at vide helt præcist hvad han vil, end at du går rundt og gætter.”

”Det kan du sagtens sige,” skændte jeg, imens jeg iagttog en person nede på gaden, som var klædt i rødt fra top til tå. Selvom vi boede et par etager over jorden, kunne jeg tydeligt se, hvordan hendes gyldenbrune hår snørklede sig ned af hendes mørkerøde vinterjakke, hvordan vinden tog fat i det og løftede enkelte totter fra hendes skuldre, hvordan snefnuggende lagde sig i det. Hun virkede glad – ubekymret. Det virkede til, at hun ikke havde en eneste bekymring i verden og lige på det tidspunkt, ville jeg ønske, at jeg var hende.

Og så opdagede jeg, hvad jeg egentligt tænkte og gav mig selv en lussing.

”Ken-dall,” udbrød Calla bebrejdende og strøg sit lange, mørkebrune hår bag ørene.

”Hvad?” spurgte jeg, fordi ærlig talt, så fortjente jeg en lussing for at have en så deprimerende tankegang. Jeg er et fedt menneske og jeg vil ikke være en anden – aldrig nogen-fucking-sinde.

”Du slog helt seriøst lige dig selv?”

”Øhm ja.”

”Hvorfor, om jeg må spørge?” Calla kiggede skeptisk på mig og lagde hovedet på skrå. Hænderne havde hun lagt om det lyseblå krus foran hende.

”Min hjerne var deprimerende,” svarede jeg, som gav det sig selv, hvilket det på en måde gjorde og på en måde ikke gjorde, fordi hvem skulle have troet, at Kendall Burnwin var i stand til at have en deprimerende hjerne? 

Ingen.

”Hvordan det?”

Jeg trak på skuldrene og tog endnu en tår af min kakao. Pigen ned på gaden flere etager under mig, var gået rundt om hjørnet og jeg kunne ikke længere se hende.

Mit liv er åndsvagt.

Calla rakte en hånd over bordet og lagde den over min. Ganske blidt gav hun den et glem og ud af øjenkrogen kunne jeg se hende smile kærligt. Jeg rettede langsomt blikket mod hende og smilede halvhjertet.

”Hvad skal jeg gøre?” spurgte jeg håbløst.

”Snak med ham skat.”

Jeg rystede på hovedet.

”Hvorfor ikke?”

”Fordi han siger nej,” svarede jeg hurtigt.

”Det ved du absolut intet om,” sukkede hun og gav slip på min hånd, efter at have givet den et sidste klem.

”Det er jeg så ret sikker på, at han gør, fordi han er verdenskendt og i blade og aviser og nyhederne og jeg ved ikke hvad. Hvordan skulle han for det første kunne forklare overfor hele verdens befolkning, at han har fundet en anden? Og for det andet, så har han allerede én. Han har ikke brug for to,” forklarede jeg og rejste mig op.

Calla kiggede på mig og bed sig tænksomt i underlæben. ”Kendall?”

”Hvad?”

”Jeg – der er bare noget her, som jeg ikke forstår. Du plejer aldrig, og det er altså virkelig aldrig, at være sådan her. Siden hvornår er du holdt op med at tro på dig selv?”

Jeg blinkede og lod lungen løbe over mine tænder. ”Jeg tror stadig på mig selv, jeg er bare realistisk.”

”Realistisk?” spurgte hun og blinkede langsomt.

”Ja, realistisk. Siden hvornår er ’den anden kvinde’ nogensinde blevet valgt?”

Altså selvfølgelig udover i film og småperverse noveller.

Og slå mig gerne lige ihjel for mig brug af vendingen ’den anden kvinde’.

Calla blev stille. Hendes lyseblå øjne kiggede undersøgende på mig, indtil hun også rejste sig op.

”Har du overvejet, at du måske er undtagelsen?”

Jeg rystede på hovedet og grinede misbilligende, inden jeg vendte om på hælene og marcherede ind på mit værelse for at tage en lur, inden jeg skulle på arbejde.

Efter jeg havde lagt mig i sengen, vendt mig om på siden, rullet tilbage på ryggen, rystet min hovedpude, lagt mig på maven og taget mine sokker af, kunne jeg stadig ikke falde i søvn.

Og grunden var meget simpel.

På mit sengebord lå min telefon og stirrede olmt på mig. Jeg sværger, den stirrede på mig og gav mig dårlig samvittighed.

Selvfølgelig kunne jeg ikke lade være med at tænke på det, Calla sagde. Hvad nu hvis jeg rent faktisk var undtagelsen? Hvad nu hvis der rent faktisk var en chance for, at Louis og jeg ville det samme?

Indtil i dag havde jeg bare viftet de tanker af vejen. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, fordi min selvtillid fejler absolut ingenting. Jeg havde bare taget det som en selvfølge, at Louis ville sige, at hele den aften bare burde glemmes.

Jeg vendte mig om på ryggen, så jeg ikke var tvunget til at kigge på min telefon. Lige godt hjalp det, fordi jeg kunne mærke den bore sine ondskabsfulde, elektroniske øjne ind i min ryg.

Med en suk satte jeg mig op og trak mine ben op under mig, hvilket var lettere sagt end gjort, fordi mine turkise jeans var ret så stramme.

Langsomt rakte jeg ud efter min mobil og kiggede ned på displayet. Uden egentlig at vide om jeg havde lyst til at tinge til ham eller ej, låste jeg telefonen op og scrollede prøvende gennem mine kontakter, indtil min finger svævede over Louis nummer.

Et enkelt tryk med en enkelt fucking finger, og den ville ringe op. Så simpelt var det, men alligevel var det hele så kliché fyldt og pladderromantisk (bortset fra at det slet ikke var romantisk), fordi selvom det kun krævede en simpel bevægelse med min tommeltot, var det den sværeste og mest krævende bevægelse, jeg nogensinde havde udført.

Men udført blev den.

Et sus gik gennem min mave, da jeg løftede det firkantede stykke teknologi med verdens ondeste øjne op til øret. Den monotome dud-lyd fyldte min øregang og den synes ekstraordinær høj, hvilket fik mit hjerte til at banke hurtigere i mit bryst. Det var nu, jeg var på vej til at finde ud af, om Louis og mig var mere end bare to one night stands og et kys i fuldskab, om vi kunne være mere.

Den ringede en gang.

Den ringede to gange.

Den ringede tre gange.

Den ringede syv gange.

Den ottende gang gik den videre til telefonsvare og ud af højtalerne flød Louis stemme.

”Louis Tomlinson her, du har ringet til min telefon og jeg kan desværre ikke tage den lige nu. Læg en besked efter bibbet og jeg vil ringe tilbage. Eller skrive tilbage. Ses.”

Klartonen lød og jeg pustede al luften i mine lunger ud. Det var som om, at mit hjerte sank hele vejen ned gennem min seng, gennem gulvet, flere etager ned og splattede ud på den snebeklædte gade.

Selvfølgelig tog han den ikke.

Præcis som forudsagt, var der rigtig mange mennesker på hospitalet til aften.

Sne gør folk dummere, børn.

Specielt en hvis Sophie Jeg-Har-En-Kost-I-Røven Michaelson, selvom hun nu altid er dum. I dag var hun bare exceptionelt dum.

”De skal trækket et nummer og derefter kan De tage plads i venteværelset,” sagde jeg og smilede overbærende til en forvirret mor med hendes barn, som var rød i hele krydderen og hylede som ind i helvede.

Kvinden nikkede til mig, tog sit barn i hånden og gik over og satte sig på en stol i venteværelset.

Uden at trække et nummer.

Jeg mener det skam helt seriøst, når jeg siger, at sne gør folk dummere.

Sophie sad på sin kontorstol i sit mørkegrønne hospitalstøj og stirrede intenst ned i et blad, som hun havde liggende ved siden af tastaturet.

”Hva’ Soph,” begyndte jeg og smilede sødt til hende, ”er du ikke på arbejde?”

Hun holdt en hånd op for at få mig til at tie stille, indtil hun fik læst færdigt og rettede så blikket mod mig. Hendes ekstremt krøllede, sorte hår var sat op i en løs knold og hun så godt ud.

Bitch.

”Jo,” svarede hun irriteret.

Jeg rømmede mig og nikkede mod hendes blad. ”Det kan jeg se.”

Sophie sukkede overdrevent og rullede med øjnene. ”Hold mund Kendall.”

”Modent,” fnøs jeg og rettede blikket mod min computerskærm.

Egentlig ville jeg normalt ikke interessere mig det mindste for hvad min forfærdelige kollega havde gang i, men hun plejede at gå alt for meget op i arbejdet. Sådan virkelig alt for meget, fordi det er altså begrænset hvor interessant det er, at være receptionist. Det er i hvert fald min mening, men Sophie fandt det normalt alt for interessant til at kunne rumme det til tider, hvilket fik mig til at undres over, at hun så bare sad og læste i et blad.

Men jeg lod det ligge, fordi hvis der var noget Sophie kunne, så var det at passe sig selv.

En småkvabset kvinde i midten af 40’erne rømmede sig og jeg kiggede smilende op på hende.

”Jeg har en aftale med Marie Harwell klokken fem,” sagde hun med et stramt smil og øjne der lyste af kedsomhed.

”De skal bare tage plads i venteværelset dér,” sagde jeg og pegede mod en dør i den anden ende af lokalet. ”Så vil Deres doktor kalde Dem ind.”

Jeg fulgte hende med øjnene, imens hun gik forbi alle patienterne der sad og ventede på, at deres nummer lyste op på den sorte skærm. Hendes uklædelige, sorte trøje gled en smule op bag på og afslørede en stribe mat bleg hud lige over buksekanten, da hun åbnede døren ind til venteværelset, hvor alle de andre patienter med tidsbestillinger sad.

”Typisk,” hviskede Sophie fra min venstre side, hvilket fik mig til at vende hovedet mod hende.

Hun sad stadig og kiggede ned i bladet. De lilla, gule og lyserøde farver sprang mig i øjnene og jeg kunne ikke lade være med at kigge hende over skulderen.

”Hvad er typisk?” spurgte jeg med påtaget interesse.

Sophie himlede med øjnene, inden hun forsatte med at kigge intenst ned i bladet. Hendes øjne granskede et stort, mørkt billede på en side fuld af tekst. Der var absolut intet interessant ved det billede, lige indtil jeg kiggede på personerne på det.

Og så slog det mig.

Mig.

Mig slog mig.

Fuck dig Kendall, det lød uintelligent.

Hurtigt rakte jeg ud efter bladet og rev det ud af hænderne på Sophie, som gav et forskrækket skrig fra sig.

”Hvad tror du, at du har gang i?”

”Sophie hold kæft,” vrissede jeg, imens jeg undersøgte billedet i forhåbning om, at jeg havde set forkert.

Man kunne tydeligt se, at det var taget på afstand. Billedkvaliteten var dårlig og det hele var en smule utydeligt, men kjolen talte for sig selv. Det var mig. Det var helt sikkert mig. Hvis man ellers kan snakke om mig værende heldig i denne situation, så stod jeg med ryggen til kameraet, så man kunne ikke se mit ansigt. Foran mig stod Louis med hånden på dørhåndtaget. Hans ansigt var sløret, men selv en idiot ville kunne se, at vi stod tættere på hinanden, end hvad socialt acceptabelt var. Når jeg tænker tilbage på den aften, mindes jeg ikke, at vi havde stået så tæt, men jeg var en smule (læs: meget) fuld og vred, så min hjerne er måske ikke den mest pålidelige kilde.

Apropos pålidelig kilde, så skimtede mine øjne lynhurtigt teksten, i takt med, at mit hjerte begyndte at banke hurtigere og hurtigere.

 

Natten til mandag blev Louis Tomlinson (21) spottet sammen med en ukendt blondine på vej hjem fra Tomlinsons egen fødselsdagsfest. Boybandmedlemmet forlod altså egen fest i kvindeligt selvskab, som ikke tilhørte hans kæreste. Ifølge vores pålidelige kilde, har blondinen og Tomlinson haft noget kørende i flere måneder. Har vores alle sammens yndlings kæreste Louis Tomlinson overtaget sin bedstevens, Harry Styles (18), plads i rampelyset som hjerteknuser og kvindebedårer?

 

Jeg kunne ikke læse mere.

Mit hjerte hamrede i mit bryst, som var det i gang med at banke sig ud.

Jeg smed bladet så hårdt ned i bordet som overhovedet muligt, inden jeg skubbede mig ud fra bordet og stormede fra skranken. Min hjerne var tåget og jeg kunne ikke finde hoved eller hale i noget, andet end at jeg skulle snakke med Louis.

Nu.

___________________________________________________________________________

A/N: Det er ligesom blevet en vane for mig, at undskylde for ventetide som det første. Jeg ville virkelig gerne opdatere noget oftere, men jeg har helt seriøst ikke tiden til det. Det her er også det korteste kapitel i lang tid... det næste blive længere, i promise.

Okay, så tredjesidste kapitel (hvis ellers jeg har regnet rigtigt i mit lille hoved). Hvad siger I til det. Slutningen er så pokkers tæt på og jeg kan-ikke-vente med at skrive den. Ikke fordi, at jeg gerne vil have den her historie overstået, fordi jeg tror det vil blive mærkeligt, når jeg ikke længere skal skrive om Kendall, Samantha og Calla. Derfor har jeg også planlagt at skrive i hvert fald ét one shot, som er fortalt fra Samanthas synsvinkel, om hvad der skete, efter de forlod Louis fest... altså ikke kun hvad der skete, men I får at se. Jeg kan ikke sige så meget om det endnu, fordi så risikerer jeg at afsløre noget.

- Yndlingscitat fra kapitlet?
- Hvad sker der i næste kapitel?
- Hvordan reagerer Louis på, at der blev taget et billede af dem? Og hvad gør han, når han ser Kendall?

- Var Calla ikke bare den sødeste? Jeg elsker Calla.
- (Igen) hvordan tror I, at den slutter?

Der er links til tøjet i kommentarerne - as always.  Jeg har forresten overvejet af begynde Burnin' For You igen, når HBH er slut. Det er slet ikke sikkert, at det bliver til noget, men hvis det gør, vil I så være interesseret eller skal jeg hellere fokusere på Mad Love og Lights Off, eller begynde at skrive Closed Business eller Those Happy Days, eller arbejde videre på en idé om en rigmandsdatter og enten Niall eller Liam og Harry eller Zayn. Og hvis jeg så besluttede mig for at arbejde videre på idéen, hvilke af drengene ser I så helst som part of the lovetriangle, Niall/Harry, Niall/Zayn, Liam/Harry eller Liam/Zayn?

Desuden har jeg fundet vinderen på LÆSERKONKURRENCEN!!!! Så tjek min blog ud!!!!!!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...