A new life § JB §

Tiss er 16 år, og bor i den beskidte bydel i ontario i Canada. Hun bor på gaden, ryger, og er sammen med ludere, hjemløse...
Hun drømmer om at få et ordenligt liv, men har efterhånden opgivet det. Men en dag da politiet kommer, ændres hendes liv for altid.
Men, kan hun også ændre sig selv og blive en ordentlig pige, og ikke bare pigen som alle kalder luder?

25Likes
41Kommentarer
3011Visninger
AA

6. Første dag, og vaser...

"It's like he doesn't hear a word I say
His mind is somewhere far away
And I don't know how to get there"
-Demi Lovato & Joe Jonas, Wouldn't change a thing.

§

Jeg bliver vækket af en høj banken på døren, eller det vil sige, jeg bliver ikke ligefrem vækket af den. Jeg vågnede klokken fem, men da ingen andre var oppe var der røvkedeligt i huset. Ja, så jeg gik i seng igen for at vente på at de andre stod op.

”Godmorgen sovetryne, der er morgenmad” sier Justin med at kæmpe smil i fjæset. Nu kalder han mig sovetryne!? I morgen tidlig optager jeg ham mens han ligger og snorker, for det gjorde han altså og det larmer! Jeg ligger bare og stirrer på ham, da drengen fra i går kommer ind.

”JUSTIN!” kalder han, inden han får øje på mig og rødmer helt vildt. Han mumler noget med at han er sulten, men det er svært at høre for han kigger ned i gulvet. Jeg kan ikke dy mig, så jeg rejser mig op. Jeg kunne ikke lide det nattøj der var i klædeskabet, så jeg sov i min pinke blonde bh, og matchende underbukser. Jeg går langsomt hen til skabet, og lader som om jeg virkelig overvejer hvad jeg skal tage på. Men rigtigt kigger jeg mig bagud i sejlet, og se Justin og ham den anden dreng rødme. Justin tager sig sammen og trækker drengen med ud, efter sig lukker han stille døren.

Et triumferende smil former sig på mine læber, Longtell ville give mig et stort 12 tal. Jeg smækker skabet i, og finder det tøj jeg havde på i går. Jeg trækker det hurtigt på, og trækker blusen lidt længere ned til ære for den fremmede dreng. Jeg håber Justin tager sig sammen og præsenterer ham for mig i dag, for Longtell vil have et navn når jeg fortæller det til hende. Jeg går nedenunder hvor Justin, og drengen sidder. Jeg er ret overasket over at det kun er os, jeg troede at der kom en masse mennesker. Jeg sætter mig på en stol overfor drengen, og sæter den ene fod op på stolen. Jeg smiler frækt til ham, og han begynder nervøst at pille ved sit bestik.

”Charlotte det her er Chaz, min bedste ven.” siger han henvendt til mig, og tilføjer;

”Chaz det er min søster Charlotte.” denne Chaz nikker kort til mig, og snupper så hurtigt noget brød. Både ham og Justin spiser grådigt af maden der tår på bordet. De snakker sammen, og jeg føler mig ret udenfor. Jeg kender ikke nogen af dm de snakker om, og jeg er den eneste pige her.  Jeg skal ikke vise dem at det betyder noget hvad de snakker om, eller at jeg overhovedet lytter efter.

Pokerface længe leve...

Men helt ærligt, så hader jeg at bruge det. Jeg har såret folk for, fordi jeg ikke viste mine følelser, men nogle gange er man nødt til at gemme dem. Longtell lærte mig at vise følelser, og hun er en af de eneste jeg nogensinde har stolet nok på til at fortælle alt. Selv mit rigtige navn. Jeg rejser mig op, og kaster elegant et æble op i luften, hvorefter jeg griber det med den anden hånd.

”Hvor skal du hen?” spørger Justin, og jeg svarer kort.

”Gør mig klar. Jeg skal besøge Longtell.” Jeg går uden at kigge mig tilbage, men på vej op af trappen er der en der kalder på mig. Justin kan ikke stoppe mig fra at besøge Longtell, desuden har jeg et armbånd jeg skal give til hende. Men det er ikke Justin der kalder.

”Charlotte, vil du have reklamerne?” det er hende stuepigen fra i går.

”Ja” svarer jeg kort, og tager imod dem. Så har jeg da noget at lave når drengene snakker om drenge ting. Jeg løber op af trapperne, og ligger mig ind på mit værelse. Jeg skal faktisk ikke ordne noget inden jeg skal besøge Longtell, men jeg er ret sikker på at hun sover lige nu. Så jeg roder i bladende inden jeg finder noget interessant, et sladderblad! Men denne her er bare ikke så sjov, især ikke da jeg ser mig elv fulde det halve af forsiden. Og Justin den anden halve. Jeg stivner, og bladrer febrilsk om til siderne om mig og Justin. Jeg læser den hurtigt;

 

Justin kom i går aftes gående ud fra politistationen i Stratford, Ontario. Han fulgtes med en ukendt pige, som måske et et år yngre end ham selv, politiet har oplyst at Justin ikke har været arresteret,men kom for at snakke om fortrolige ting. Måske er har Justin noget sammen med hende?

En ven af pigen fortæller ”Hun er en af de værste ludere der findes, og hun er ikke bange for at give noget til de kendte.” her på redaktionen blev vi meget overasket over denne viden, men vennen, Bella, fortsætter ”Når hun er sammen med nogen er hun kostbar, men alene er hun en lille bange pige som ikke kan finde ud af en skid. Hun tror vi er venner, men jeg spiller kun med på den fordi hvis ikke, så vil alle hade mig. Hun betyder absolut ingenting for mig, det var også derfor jeg lod hende side alene hos strisserne.”

 

Isninger går koldt ned af min nakke, og får hårrene til at rejse sig. Jeg kender ingen der hedder Bella, men jeg kender én som bruger navne når hun snakker med 'kunder'. Vreden bobler i min mave, og inden jeg ved af det har jeg taget en vase, og kyler den mod døren. Virkelig dårligt tidspunkt for Justin at træde ind af døren. Vasen rammer dørens kant, og splinter flyver rundt om ham. Han skriger mens han dukker sig, men blod drypper allerede fra hans åbne sår på kinden. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg er rædselslagen for blod. Lugten fylder mine næsebor, og en pludselig trang til at kaste op kommer. Blodet vækker dårlige minder, som jeg helst ikke vil huske på.

”Hvad fanden laver du?!” råber Chaz surt af mig, mens han prøver at hjælpe Justin. Jeg åbner munden, og lukker den gen uden at sige noget. Hvad skal jeg sige? Hey Justin, jeg kastede en vase efter dig fordi min 'bedste veninde' siger at jeg er en kæmpe luder. Det kan jeg jo ikke! For det første, så giver det ingen mening for jeg er luder. For det andet, Justin vil tvinge mig til at vise artiklen som jeg helst ikke vil have sker. Og for det tredje, jeg hader at sige det, men det ville bryde en af mine chancer, og jeg vil helst ikke tilbage til The Streets lige nu.

Stuepigen er kommet med noget plaster, og sammen har hende og Chaz ordnet såret. Der ligger stadig splinter over det hele, og det bliver ikke sjovt at skulle feje dem op. Lugten hænger kommer med luften da stuepigen går hen til min skraldespand for at smide blodigt papir ud. Jeg kan ikke holde det inde mere, jeg løber ud på toilettet og kaster op.

Jeg går stille ind på mit værelse, de er her ikke længere. Jeg var også ude på toilettet i lang tid, græd det meste af tiden. Jeg kan ikke forstå det. Bella. Longtell siger altid Bella, og hun siger sådan noget om mig? Hun betyder absolut ingenting for mig. Denne ene sætning bliver ved med at hjemsøge mine tanker, og den driver mig til vanvid. Jeg går ud på badeværelset igen, og tager et langt varmt bad. Jeg kommer ud fra det, og vikler et lang håndklæde rundt om mig. Jeg skynder mig ind på værelset, og kigger i skabet efter noget at tage på. Jeg finer en blå OnePiece, med guldkant. Den er utrolig behagelig, og stor nok til at jeg kan 'gemme' mig i den.

Jeg har lyst til bare at blive usynlig, for jeg ved ikke hvad jeg selv tænker. Mine øjne strejfer bladet der stadig ligger på gulvet hvor jeg smed det, jeg tager det op, og river artiklen ud. Artiklen smider jeg i skraldespanden, og resten af bladet ligger jeg diskret ind mellem de andre. Mine arme lukker sig om bladene, og jeg sørger for ikke at tabe dem mens jeg går ned af trappen mod stuen. Justin og Chaz sidder i sofaen, og er lidt TV. De ser BBC , og jeg tror ikke helt de følger med.

”Jeg lånte reklamerne, her.” siger jeg og ligger dem på bordet foran dem. Justin nikker og smile et lille smil til mig. Det smil. Et minde kommer flyvende, og et smil titter automatik frem på mine læber. De kigger uforstående på mig, men jeg ryster bare på hovedet og smilet forsvinder med det samme. Jeg går hen mod trappen, men Justin tager fat i min arm.

”Charlotte! Vil du ikke nok prøve at snakke med mig, du kender mig jo ikke?” hans stemme lyder lille, og jeg kan høre at han mener det. Hans øjne er fuldt med sorg, og de stirrer direkte i mine.

”Måske kender jeg dig ikke Justin. Men jeg har aldrig glemt dig” siger jeg med tryk på aldrig, og går op på mit værelse.

 

§§

 

Jeg håber i kan lide dette lange kapitel, skriv endelig hvad i synes:D Konkurrencen slutter i morgen så husk lige at Like;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...