Ulykken ved vandfaldet

Vandet møder min spinkle krop som et slag, da både mig og hesten falder i det brusende vand. Et sted, kan jeg høre Tom kalde og dirigere med vores turist guidere, som prøver at få fat på mig og hesten, som kommer længere og længere væk. Jeg hoster, hoster og hoster da vandet sætter sig fast i lungerne og hesten sparker vildt, hvor den flere gange strejfer mig. Idet samme, mærker jeg et sus. Det skingre vrinsk fra hestens er det sidste jeg husker, inden jeg vågner ved flodens bred, ved lyden af hestens urolige trasken.

3Likes
2Kommentarer
1007Visninger
AA

5. OVERLEVELSE

Efter mange, smertefulde og længselsfulde timer, falder jeg sammen. Hunterlaar stopper op og snuser kort til min ryg, inden den begynder at gå videre og traver ned mod søen vi kommer til. Benet banker i smerte og jeg mærker tørsten trænge på. Jeg får mig sat op og ser efter Hunterlaar, som slupre vand i sig - ,,Vent…!” Siger jeg højtlydt, som får hesten til at springe kort til side, så noget begynder at rasle i taskerne. Jeg kravler forsigtigt hen til søens kant og sætter mig, hvor jeg samler hænderne som en skål og fylder vand i, hvorefter jeg drikker. Jeg drikker og drikker. Kroppen er øm, jeg er næsten bange for jeg ikke kan rejser mig igen. Eller gå. Mit spejlbillede bølger let og tårene presser på. Jeg savner Tom så umættelig meget. Hvad tænker han på nu? Græder han? Hvad tror han, der er sket? I mit eget raseri, lader jeg hånden ramme vandoverfladen og vand sprøjrter til siderne, som får Hunterlaar til gå lidt væk. Jeg gemmer ansigtet i de våde hænder, inden jeg holder om mig selv. Natten falder på og det er koldt. Meget koldt. Men jeg er ligeglad. Måske leder de ingengang efter mig, hvis de tror jeg døde af faldet. Så det jo håbløst at kæmpe om overlevelse.

 

Efter noget tid, får jeg mig rejst op. Hunterlaar står stadig i nærheden og spiser videre. Jeg halter hen til ham, tager tøjlerne og kigger i den ene taske. Til mit held, er der en lille vandflaske. Jeg halter tilbage og fylder den med vand. Benet er allerede i smerte over den korte gåtur. Jeg ligger flasken i tasken, spænder sadlen op og ligger den på jorden. Tar underlaget og bruger det som underlag og tager en trøje, som jeg bruger som tæppe. Det kan jeg vel holde varmen på, hvis jeg får samlet kræfter til at lave bål. Jeg binder hesten til et træ, men idet sammen mærker jeg smerten bruse frem og jeg sætter mig ned. Jeg kan ikke. Benet gør for ondt. Jeg ligger en hånd på mærket og tårerne begynder at glide. Forhelved, det jo håbløst! Tom kommer ikke, John gør ikke, Lee eller Christan. Ingen gør. Ingen kommer og redder mig og Hunterlaar. Jeg ligger mig ned, prøver så godt jeg kan at blive til en lille kugle med trøjen om mig og efter lang tid lytten til de mange bevægelser i skoven, falder jeg i en dyb søvn.

 

Næste morgen, skinner solen mod mit ansigt. De blå øjne åbnes, træt og udmattet. Der er ingengang gået et døgn og det føles allerede som om jeg er ved at dø. Nu forstår jeg, hvor meget jeg er afhængig er mad og vand. Da jeg strækker ud, føles benet bedre, men smerten er der stadig. Hvis jeg måske bare holder det i ro, kan det være, at det er brugbart til at komme hjem. Hunterlaar er allerede i gang med morgenmaden og det føles som om min egen mave er et tomt hul. Jeg sætter mig forsigtigt op og ser mig omkring. Der er ingen frodige træer, som holder æbler eller bananer eller andet. Jeg sætter mig forsigtigt op, strækker armene og ryggen ud, inden jeg tager trøjen på. Jeg ryster underlaget hurtigt, inden jeg giver hesten det på og sadlen. Det har aldrig taget mig så lang tid at spænde en sadel. Jeg binder Hunterlaar fri, inden jeg trækker ham ned til søen og lader os begge få os noget at drikke, inden jeg besværligt komme op i sadlen, styrer ham mod en slags sti også begynder vores rejse.

 

Skoven har flere hemmeligheder end jeg turde tænke på. De smukkeste blomster kommer til tider frem, små fugle flyver omkring og er smukke. Jeg bliver glad, på en måde. De så lette og frie. Nu hvor jeg rider, holdes benet i ro og faktisk er det slet ikke så slemt, så længe jeg ikke bryder det yderligere end nødvendigt. Maven føles tom, men så længe at min transport har det godt, så jeg glad. For jeg kan næsten ikke selv gå med den skade. Hovene presses ned jorden ved hvert skridt og Hunterlaar har en slags gyngende rytme. Blød og behagelig. Og han virker bestemt ikke skadet, nok rystet af faldet, men ellers intet. Jeg er selv ved at komme over forskrækkelsen, men min stemme er rustent, ubrugelig. Nok fordi jeg har slugt alt det vand. Inden længe, kommer vi til nogle frodige træer som bærer frugt. Jeg mærker hvor tørstig jeg er efter mad og jeg styrer hesten hen under en af træerne, så æblerne er på øjenhøjde med mig. Jeg plukker de bedste og putter dem i den taske hvor vandet er og tager selv et æble, som jeg begynder at gnaske af. Jeg driver så hesten frem også er vi på vej til nyt sted. Indtil videre ser det hele godt ud, lyst ud.

 

Hen på natten, mærker jeg smerter i mine lår, efter at havde redet så lang tid. Lårene føles tunge og jeg bider mig i læben, for at holde mig lodret siddende. Vinden får bladene til at risle i krogerne på de store træer og Hunterlaar er vagtsomt. Kroppen skriger på hvile. Jeg lukker øjnene og et kort sekund ser jeg Tom for mig, let smilende og rækker ud efter mig. Jeg smiler for mig selv, men idet samme bliver alt sløret, Hunterlaar hviner og jeg vågner brat ved at kysse jorden. Låret hamre i semrte og jeg tager mig til skulderen som jeg landede på med et av, højtlydt av. Hunterlaar lunter væk med haleroden hævet og hans mule er sænket ned mod jorden. Ved hjælp af et træ, som jeg var så heldig at ikke støde på, får jeg mig rejst mig op. Få regndråber rammer mit ansigt, de bliver større og mere hårde - ,,Kom, Hunterlaar…” Siger jeg bedende, imens jeg søger i ly under træet. Hunterlaars krop ser glat ud i sveden og han gumler på bidet, mens han lunter hen til mig - ,,Her holder vi hvil, gamle ven” Mumler jeg, imens jeg får fat i tøjlerne. Skulderens smerte døsser stille af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...