Ulykken ved vandfaldet

Vandet møder min spinkle krop som et slag, da både mig og hesten falder i det brusende vand. Et sted, kan jeg høre Tom kalde og dirigere med vores turist guidere, som prøver at få fat på mig og hesten, som kommer længere og længere væk. Jeg hoster, hoster og hoster da vandet sætter sig fast i lungerne og hesten sparker vildt, hvor den flere gange strejfer mig. Idet samme, mærker jeg et sus. Det skingre vrinsk fra hestens er det sidste jeg husker, inden jeg vågner ved flodens bred, ved lyden af hestens urolige trasken.

3Likes
2Kommentarer
1006Visninger
AA

6. NEJ

Da jeg vågner, ved jeg ikke rigtigt om jeg er i live eller død, men da jeg mærker smerten i både lår og skuler, går det op for mig, at jeg stadig er i live. I live, i skoven, sammen med Hunterlaar. Jeg rejser mig fra trøjerne som jeg har lagt sammen som et sovetæppe og tar mig til låret. Hunterlaar gumler grådigt på græsset som står klods op af træet som ejg var tæt på at falde ind i igår. Jeg åbner den ene sadeltaske og tar en tår af den halvtømte vandflaske og giver Hunterlaar resten. Jeg overlever ikke. Men jeg vil kæmpe, for Toms skyld. Jeg giver Hunterlaar et æble, inden jeg selv tar et så maven har noget at arbejde på, inden jeg pakker tingene sammen med smerte og er oppe i sadlen og videre, på jagt efter vand.

 

Øjenlågende hænger nede ved den nederste øjenkant, imens hesten bare vugger til siderne i takt med skridtene, jeg registrere det ikke rigtigt. Jeg er så træt, jeg vil hjem. Hjem. Ordet får det hele til at blive sortere, jeg ser jo aldrig hjem igen. Eller Tom, John, Lee eller alt andet. En brusen høres og det får mig til at vågne af mine fordruknede tanker og snart går vi langs en sø. Jeg standser hesten og haltende, er jeg ovre ved breden, står på knæ og slubre  det kølige vand i mig, fylder flasken op og lader Hunterlaar proppe sig. Jeg vil være mæt af vand, så jeg sikker på der er nok til lang tid. Jeg sætter mig ved breden og ser op i himlen imens jeg nynner. Det er underligt at tænke på, jeg ligeså godt are kan lade mig dø. Det nytter ikke. Slet ikke. Jeg er langt væk. Meget langt væk fra alt. Hunterlaar pruster stille ned i vandet, så små dråber rammer min hånd. Jeg rejser mig forsigtigt og ser udover vandet, inden jeg tar fat i hestens tøjler og begynder at trække ham med mig Jeg orker ikke at ride mere. Benene går urytmisk da mit ene ben banker i smerte ved hvert skridt, men jeg får mig kæmpet mig op af skråningen og videre ud. Jeg lukker øjnene, lader lydene kæmpe mig frem. En kvidren, lyden af Hunterlar, en brummen... En brummen? Den brummende lyd lyder som en fra en motor. Mørket er allerede fladet på og en bevægelse ses længere væk. En bil

Jeg mærker hjertet pumpe i bryster og jeg famler febrilsk med stigebøjlerne.

,,Ashley!"

Toms stemme.

,,..Vent..!" RÅber jeg, men jeg er så hæs, at det næppe kan høres.

Jeg kommer op i sadlen og driver hesten frem i galop, ligemeget om låret dunker i smerter. Hesten løber panisk rundt med mig i sadlen, men det føles som om den brummende lyd hele tiden forsvinder. Udenset hvilken retning jeg løber. Og inden længe går det op for mig den er væk. Jeg gisper efter vjeret og får standset den forvirret hest op imens jeg tar mig til låret.

Den er virkelig væk.

Chancen for at blive reddet.

Tom var her.

Væk.

Tårene løber ned, han var virkelig her.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...