Ulykken ved vandfaldet

Vandet møder min spinkle krop som et slag, da både mig og hesten falder i det brusende vand. Et sted, kan jeg høre Tom kalde og dirigere med vores turist guidere, som prøver at få fat på mig og hesten, som kommer længere og længere væk. Jeg hoster, hoster og hoster da vandet sætter sig fast i lungerne og hesten sparker vildt, hvor den flere gange strejfer mig. Idet samme, mærker jeg et sus. Det skingre vrinsk fra hestens er det sidste jeg husker, inden jeg vågner ved flodens bred, ved lyden af hestens urolige trasken.

3Likes
2Kommentarer
1017Visninger
AA

4. FALDET

Frokosten blev lavet og spist. Og til min glæde, ser det ud til Tom kan trives med de andre drenge, men som altid, er han vagtsomt over hvordan de snakker til mig. Hestene får vand og mad, inden vi allerede er i gang med aftensmaden. Igen, er det noget med ris, men det smager dejligt og bestemt er en herlighed. Efter aftensmaden, går jeg lidt rundt. Skyggerne danser i bålets flimren og det ser ud til, de ikke bemærker jeg går et lille stykke fra dem. Flodens brusen er højtlydt og jeg betragter vandet. Jeg går ret langt væk fra kanten, da jeg helst ikke vil falde i. Inden længe, er jeg tilbage i lejren. Den flod må jeg se på i morgen.

 

,,Godmorgen, I to! I må hellere skynde jer i tøjet, vi er parat til at tage af sted mod skoven, ved floden!” Råber John muntert ind i Toms og jegs telt. Tom bliver tydeligvis irriteret, men han lader det vist falde hen. Jeg er hurtig i tøjet, spiser morgenmad sammen med de andre, pakker vores ting og telt sammen og spænder det til hestene, hvorefter vi hopper op i sadlerne. Hestene gumler på bidet og inden længe er vi på vej mod floden, hvor den lette brusen allerede høres. Tom går ved siden af John, bag mig som går først og brødene går bagerst, igen. John beder mig om at dreje af, så vi går langt flodens bred. Hunterlaar spænder op i kroppen og jeg kniber øjnene sammen for at undgå de få dråber som klaskes mod mit ansigt. Pludselig mærker jeg ligesom at Hunterlaar synke i den side, som er vendt mod flodens bred. John råber noget med pas på, men inden jeg ved af det, rammer jeg vandet med et kæmpe klask med Hunterlaar som fuldstændigt går i panik og forhindre mig i at komme op til overfladen. Tom råber noget, imens mig og Hunterlaar bliver revet med strømmen. Hestens hove strejfer mig konstant og de andres skikkelser bliver utydelige, inden de forsvinder. Tom rider efter mig langs flodbreden, men idet sammen, falder jeg. Hunterlaar hviner skingert og det sidste jeg hører, er mit navn inden alt bliver sort ,, Ashley!”

 

Jeg vågner ved noget vådt presses mod mit ansigt, inden den forsvinder. Jeg åbner øjnene og hestens figur er først utydeligt, inden det langsomt bliver tydeligt. Jeg hoster, imens jeg får mig sat op. Kroppen føles tung, nok pågrund af det meget våde tøj. Hunterlaars sadel hænger på siden af ham og min taske som stadig er blevet bevaret, trods vi faldt ned af vandfaldet, er ved at falde ud. Jeg ser op. Vandfaldet er ikke særligt højt, men højt nok til jeg kunne havde været død, hvis hesten lande på mig. Jeg kan ikke se skyggen af Tom, ingengang de andre. Leder de efter mig? Tror de, at jeg er død? Jeg må finde dem. Da jeg vil rejse mig, mærker jeg en smerte i låret og falder sammen og da jeg besværligt får løftet op i de mosegrønne shorts, ser jeg et kæmpe blåtgult mærke. Så havde hesten ramt mig. Hunterlaar er drivvåd og det tydeligt at se den er panisk, men den er nok sulten, for den er begyndt at spise sig mæt i græsset. Jeg ser igen op og presser læberne sammen, inden jeg bare råber: ,,Tom!” Min stemme er næsten væk, da jeg har slugt så meget vand og jeg hoster atter. Råbet var ingengang så højt, at det gav ekko. Min krop ryster, om det er forskrækkelsen eller udmattelse, ved jeg ikke. Jeg ved bare, jeg må op og stå. Jeg prøver at komme op og stå og ved mange, smertefulde bevægelser, er jeg oppe. Jeg halter mod Hunterlaar, hvor hans tøjler har sat sig fast i noget buskeværk. Tak Gud, fordi så behøver jeg ikke gå rundt og jagte en panisk hest, med et skadet ben. Jeg spænder sadlen op og sætter den til rette på hestens ryg, inden jeg begynder at kigge i de to tasker, hvor noget af indholdet stadig er bevaret. Maden er våd og slet ikke spiseligt, men tøjet er brugbart. Hvor heldigt. Jeg klapper Hunterlaar, som pruster forvirret - ,,Vi skal nok klare det her dreng” men jeg er slet ikke sikker, måske siger jeg det bare for at trøste mig selv. Jeg får virklet tøjlerne ud, og jeg får trukket Hunterlaar væk fra floden, haltende og udmattet, men jeg ved, at hvis jeg ikke bevæger mig, eller finder ly og mad, er jeg færdig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...