Jeg vil elske dig, for evigt.

Ulykkelig. Det er et stærkt ord, er det ikke? Men det er hvad jeg er. Ulykkelig. Før jeg mødte dig, prøvede jeg at være den person alle kunne lide. Uden held. Jeg mødte dig. Jeg troede ærligt talt ikke at du virkeligt ville være sammen med mig. Men jeg tog muligheden som en oplevelse. Jeg tænkte at du kunne være den person jeg kunne være mig selv overfor. Fordi, du ville alligevel snart droppe mig, ikke? Du ville slet ikke have mig som ven, vel?

2Likes
2Kommentarer
1151Visninger
AA

1. Lad det vare ved..

Ulykkelig. Det er et stærkt ord, er det ikke? Men det er hvad jeg er. Ulykkelig. Før jeg mødte dig, prøvede jeg at være den person alle kunne lide. Uden held.  Jeg mødte dig. Jeg troede ærligt talt ikke at du virkeligt ville være sammen med mig. Men jeg tog muligheden som en oplevelse. Jeg tænkte at du kunne være den person jeg kunne være mig selv overfor. Fordi, du ville alligevel snart droppe mig, ikke? Du ville slet ikke have mig som ven, vel?

 

Mandag morgen. Ja, en skoddag. Mandag. Hvad skulle lyse min dag op? Jeg lever i et lille samfund, hvor folk er falske. Falske overfor hinanden, og falske omkring sig selv. Sådan var jeg også. Falsk. Men hvad var der at gøre? Jeg ville alligevel aldrig få venner, så ved at være lidt anderledes end man normalt er, kunne måske gøre man overlevede hverdagens strabadser.

 

Og det hjalp da også mig. Sådan nogenlunde. Jeg kunne gå hjem fra skole de fleste af dagene, i ro og fred uden at en flok piger skulle komme og drille mig. Ja, jeg levede egentligt okay. Men drømmen om at få en ven, var stadig i live. Jeg vidste godt det ikke kunne lade sig gøre. Ingen drømme kommer nemt, vel? Det gjorde min absolut heller ikke. For at håbe på at få en ven, ville være at overvurdere.

Som dagene gik, var det som om tingene ændrede sig. Absolut ikke positivt. Vi fik at vide at der kom en ny dreng i vores klasse. Endnu en popdreng, som kun kigger på pigers kroppe? Må jeg være fri. Sådan nogen havde jeg ingen respekt for. Men det er måske også det punkt at jeg aldrig er blevet elsket, og det egentligt bare var et håb som de drenge ødelagde.

 

Dagene fortsatte, og en ellers normal fredag morgen, kom du så. Du var slet ikke som forventet. Nej, du var bedre. Du havde ikke voks i håret. Du havde ikke selvbruner. Du var dig selv. Fra første dag. Din t-shirt, og dine cowboybukser. Det var alt. Ikke alt muligt unødvendigt hejs, drenge tror de har brug for, for at score en pige. Dit hår sad .. perfekt. Jeg kunne ikke tænke på en dreng, jeg nogensinde havde set så.. perfekt. Du var perfekt. De andre piger kiggede hypnotiseret på dig. Hvorfor? Fordi du var så charmerende. Du var ikke falsk, som mange andre i det samme rum. Du var dig selv. Og du kunne ikke være bedre.

 

Vi fik øjenkontakt. Jeg kiggede hurtigt væk. Jeg kan slet ikke administrer at  holde øjenkontakt med en dreng. Men gid jeg havde gjort det. Så kunne jeg have nydt dine smukke øjne lidt længere tid. For de var smukke. Dybe brune øjne, man kunne kigge i, i timevis. Du var smuk. Du havde ikke særligt meget selvtillid. Og hvorfor ikke? Hvorfor har sådan en perfekt dreng, ikke selvtillid? Dagene fortsatte. Sommerferien nærmede sig. Vi var begyndt at snakke sammen. Jeg troede ikke du virkeligt ville være min ven. Jeg følte bare jeg var den person du udnyttede, når de andre piger kedede dig. Men jeg var mere end det. Det fortalte du mig en dag. Passede det? Fordi den lille ting du sagde der. Den betød alt. Den fik mig til at indse at jeg faktisk var mere end et bekendtskab for dig. Jeg var din ven. Og du var min.  At jeg begyndte at snakke mere og mere med dig, gjorde også at drilleriet blev værre og værre.

 

Jeg blev bange for de andre. De ville have dig for sig selv, og det blev voldsommere og voldsommere. Du opdagede ingenting. Så uviden? Du anede ikke at dine tætteste venner, faktisk mobbede mig.

Men en dag, hvor du var blevet efter skole for at lave lektier, overhørte du det. Du overhørte en af deres drillerier mod mig. En af deres trusler. De bad mig lade dig være. De fortalte at sådan en tøs som mig, ikke passede ind i jeres kreds. Det sårede mig, for inderst inde vidste jeg jo godt det var sandt.  Jeg var jo ikke ligeså god som dig. Jeg sagde dem aldrig imod. Det vidste jeg godt ikke hjalp noget. Jeg tog min taske, og skyndte mig at gå. Så snart jeg havde vendt ryggen til, stod tårerne bare ned af mine kinder. Så, så jeg dig. Du kiggede bekymret på mig. Jeg blev så flov. Du måtte ikke tro jeg var svag. Alle disse år, har jeg gjort alt for at holde en stærk facade. Du måtte ikke se mig græde. Men det gjorde du. Og du skyndte dig mod mig. Jeg kunne ikke klare det. Jeg ville ikke have at pigerne skulle drille mig mere, så i stedet skyndte jeg mig væk. Væk fra dig. Hvor dum kan man være? Men pigerne var stadig i skolegården, og du fik mig indhentet. Du lagde din hånd på min kind. Kiggede mig dybt i øjnene og kyssede mig. Lige foran pigerne. Deres munde blev formet som O’er. De var målløse, og før jeg vidste af det stod de bare og skulede til mig. Ingen ord slap deres mund.

 

Du tog min hånd, og af sted gik vi. Hånd i hånd. Vi havde nu kendt hinanden i snart et år. Det bedste år i mit liv. Vi gik. Jeg fulgte bare med. Du gik meget målrettet. Da vi havde gået i omkring 10 minutter, ankom vi til parken. En kæmpe grøn plads, der altid var øde fordi der ikke findes en hyggelig sjæl i vores by. Men nu sad vi der. På en bænk, i en smuk, grøn blomsterfyldt park. Da vi havde sat os, rettede du blikket mod mig. Dine blanke øjne, så bekymrede ud. Du sagde intet. Kiggede bare. Jeg kunne ikke lade vær’ med at græde. Lige meget hvor diskret jeg prøvede at gøre det, opdagede du det. Du tog min hånd, og fortalte mig at de piger var ligegyldige. At de intet skulle ødelægge. At nu var det kun dig, og mig. Jeg troede på dine ord. Jeg troede på du mente hver og et. Men klokken nærmede sig 18.00, og vi skulle begge hjem. Vi skiltes ude foran den kæmpe park. Du kyssede mig farvel. Det var sidste gang jeg nogensinde så dig.

 

 

 

Kære elskede..

Jeg skriver dette brev, af intention for at ligge det på din grav. Jeg vil vide du modtager mine ord. Ja, jeg ved egentligt ikke hvad der skete med dig? Lige som mit liv var ved at blive perfekt, forsvandt du. Jeg elskede dig. Jeg sagde det ikke. Men .. Den dag.. Den ændrede alting. Den dag hvor du fortalte mig, at du elskede mig. Den dag, hvor alting ikke kunne blive mere perfekt. Jeg følte jeg kendte dig. Men du havde gang i en masse dårlige ting i dit liv, havde du ikke? Var der ikke noget med stoffer? Var det virkeligt det der skulle tage dig liv? Jeg vidste godt jeg skulle få dig til at stoppe. Men jeg turde ikke prøve. Af rædsel for at du ville blive sur på mig. Jeg var den eneste der vidste det, ikke sandt? Men det er også ligegyldigt.. Alting er ligegyldigt. Fordi du forlod mig. Du forlod mig på denne onde verden. Ulykkelig. Det er et stærkt ord, er det ikke? Men det er hvad jeg er. Ulykkelig. Før jeg mødte dig, prøvede jeg at være den person alle kunne lide. Uden held.  Jeg mødte dig. Jeg troede ærligt talt ikke at du virkeligt ville være sammen med mig. Men jeg tog muligheden som en oplevelse. Jeg tænkte at du kunne være den person jeg kunne være mig selv overfor. Fordi, du ville alligevel snart droppe mig, ikke? Du ville slet ikke have mig som ven, vel? Jeg elsker dig. Det vil jeg altid gøre. Vi mødes snart, oppe i himlen, ikke?

Tag dette brev tæt på dit hjerte. Hold om det. Læs mine ord. Gør mig den sidste tjeneste, inden vi mødes en dag.

Vi ses..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...