Parvus

Alt hvad du ikke kan forklare, alt hvad du ikke forstår, vil give mening. Nanami's verden ændres for øjnene af hendes, og der er intet hun kan stille op, andet end at følge så godt med, som hun kan. Til hendes held, er hun ikke alene.

4Likes
1Kommentarer
1098Visninger
AA

1. Ledetråde

 

Kapitel 1

 

Der stod hun. I en dybblå kjole prydet med perler.  Hendes hjerte slog i takt med publikums klapsalver. De elskede hende, og hun elske dem. Ude i siden stod hendes far med tåre i øjnene. Mere stolt kunne han ikke blive. Violinernes sang begyndte, og hun lukkede øjnene. Et skridt længere frem på scenen, og så begyndte hun. Smukke lyse toner dansede ud af hendes mund. Smil bredte sig rundt i salen, hvilket fik hende til at synge endnu højere. Hendes brune hår snoede sig i krøller om hendes skulder.

Sidste tone blev holdt. Nu mærkede hun det. Hun vidste, at tiden var kommet. Med elegante skridt bevægede hun sig langs scenen. Publikum havde nu rejst sig og klappede endnu vildere. De forstod intet. Hun forlod ikke scenen, hun flygtede fra den. Hun havde næsten noget væk. Hendes smil var intakt, da hun faldt mod scenens hårde trægulv. Publikum blev tavs. Igen hjalp hende, de var alle i chok. Smilet var væk, og det samme var lyset i hendes øjne.

 

Nanami knipsede til en bille, så den røg ned fra bordkanten. Hendes mor og tante snakkede løs om en kendt, der til synladende havde fået en pludselig død. ”Få de albuer ned fra bordet!” Skældte hendes mor og vendte sig igen mod tanten. Dovent satte Nanami sig tilbage i stolen og tog en tår mere af morens alt for sure lemonade. En kølig brise leget let med hendes sorte hår.  Næsten, som der stod en bag hende. Hun drejede hovedet, velvidende at der ikke ville være nogen. I stedet, fik hun øje på det gamle ege træ, der stod bagerst i haven. En solsort kvidrede omkamp med hendes tanten. Tante Mira vandt vidst. Nanami undskyldte sig med at skulle på toilettet, men hun trængte bare til lidt fred.

Inde i køkkenet spillede radioen for sig selv. ”Somebody that I used to..” mumlede Nanami med på vej mod køleskabet. Der måtte være noget, som kunne tage den grimme smag af lemonade. Mælk væltede ned i et glas. Det var køligt. Hun lænede sig ind over køkkenbordet og så drømmende ud. Det var den skønneste solskinsdag. Ikke en sky at se, kun en kæmpe fugl. Kæmpe fugl? Nanami blinket hårdt med øjnene, men der var intet. Himlen var tom.

Sløvt traskede Nanami op ad trappen. Gardinerne var ikke trukket for på hendes værelse. Et tykt lag støv lå på hver en hylde. Bøger i stakkevis lå overalt. Hun smed sig i sengen.

Efter lidt tid lagde hun sig om på maven, trak en kasse under sengen frem og åbnede den. Hun tog to dele af et billede op. Hun var på den ene side og Akira på den anden. De plejede at være uadskillelige.  Hun fnøs. Det var inden, han knuste hende. Det gjorde ondt. Hun havde ikke sagt et ord til ham i ugevis. Han var bare en del af mængden nu. Ikke andet en tomrum.

Sært, hvordan en der kunne betyde så meget, endte med at være et fjernt minde.

Hun havde fået den typiske, vi kan stadig være venner. Dette fik hende til at gemme billederne ned i kassen igen, hvor de hørte til.

Tv’et blev tændt. En dreng, omkring hendes alder, stod på en scene. Han sang faktisk ret godt. ”Haru.” Hun smagte på ordet. ”Haru.” Gentog hun. ”Pænt navn, jeg mener også, at det betyder solskin, eller noget i den stil.” Luften svarede hende som sædvandelig ikke.

Hendes mor kalde nedenunder. Det var så den frihed. Nanami forlod Haru. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...