Parvus

Alt hvad du ikke kan forklare, alt hvad du ikke forstår, vil give mening. Nanami's verden ændres for øjnene af hendes, og der er intet hun kan stille op, andet end at følge så godt med, som hun kan. Til hendes held, er hun ikke alene.

4Likes
1Kommentarer
1151Visninger
AA

6. Længsel

 

Kapitel 6

 

Nu så han hende. Forvirret stod hun i mængden. Han kunne næsten fornemme hendes duft, sød og mild. Trommernes dunken lød, snart forfulgt af guitarens skingre toner. Som var han hevet ud af en trance, kom han til sig selv.

Han begyndte at synge med blikket fastlåst på hende. Han var her, intet kunne ske hende. Han ville ikke tillade endnu et dødsfald på grund af ham.

Hun vendte rundt. Forsvandt som skygger i mørke. Panikken greb fat om ham. Han måtte efter hende. Sangen sluttede, og han forlod scenen. Åndeløst løb han. Flere prøvede at stoppe ham. Ingen forstod, hvor han pludselig måtte hen. Han kunne ikke lade hende slippe væk. Han nåede udgangen, og i få skridt var han nede ad tarppen. Han stod nu på en tom gade. Han følte sig håbløs.

Tungt gik han fremad. Måske var det allerede for sent? Måske havde de allerede fundet hende. En dør sprang op og en pige væltede ud. Hun hev efter vejret og faldt på knæ. Hurtigt var hun på benene igen. Hun styrtede mod Haru. Den Azeman, Haru havde jaget på jagt den anden aften, kom også ud af døren. Hendes øjne glødede af længsel efter Nanami. Hun stoppede op. Kiggede først på Haru, dernæst på Nanami.

”Aflever hende Haru, og jeg forlader stedet fredeligt.” Nanami knugede sig ind til den fremmede dreng. Ville han virkelig aflevere hende til det monster? Forsigtigt så hun op på ham. Hans blik var stift rettet mod damen.

Nanamis vejrtrækning blev hurtig og panisk. Som alt var gået i slowmotion. Lydløst blev hun revet ud ad Harus arme. Lydløst blev hun kastet mod jorden. Jorden greb hende. Alt skete på få sekunder.

Azeman, Haru, sammenstød. Begge blev såret. ”Du kan ikke få hende!” Brølede Haru og en kraftig styrkede samlede sig i ham. Den væltede frem fra ham. Nu var frygten flygtet ind i Azeman’en. Hun vidste, hvilke kræfter han besidede, men længslen, efter den piges blod, var for stor. Til sidst, gjorde hun, hvad der reddede hendes liv. Flygtede.

Gaden var tom igen. Lyden kom tilbage. Haru hev efter vejret. Hans krop gav efter, og han faldt på sine knæ. En varm hånd lagde sig på hans skulder. Han så op. Hendes ravbrune øjne.

”Hvem er du?” Spurgte Nanami rolig.

 

Damp. Varm damp. Helt ned i lungerne. Ned i hvert krog af kroppen. Nanami åbnede øjnene. Hun lå i et hvidt rum omringet af damp. Var hun alene? Forsigtigt fik hun sat sig op. Hendes hår klistrede til hendes krop. Der sad hun i sit undertøj og et rødt håndklæde. Hun sank en gang. Hun følte sig utilpas, forståeligt. Hun var fyldt med angst.

”Du er vågen.” konstaterede Haru. Det gav et sæt i hende. Hun havde så mange spørgsmål, men kun et kom igennem; ”Hvem er du?” Gentagelsen af dette spørgsmål fik Haru til at sidde uroligt. ”Det er ikke lige til at forklare.” Han rejste sig fra sin stol og dumpede ned ved Nanamis side.

”Alt hvad du før troede, vil ændre sig.” Hun så uforstående på ham. ”Jeg har forsøgt at holde min verden væk fra dig siden din fødsel, men.” Han holdte en kort pause og valgte sine ord med omhu. ”Den sidste uge har tydeligt vist, at dette ikke er mulig mere.”

Nanami følte sig svimmel. ”Jeg forstår ikke?”, ”Og hvor er vi?” tilføjede hun. Haru smilte til hende. ”Det her er mit healings rum. Efter angrebet havde du tilegnet dig en del skrammer.” Hun så ned ad sine arme og ben. Der var ikke så meget som et blåtmærke at se. ”Tak… Tror jeg.”

”Jeg vil vide det hele. Du skal fortælle mig alt! Jeg har længtes efter denne spænding.” Haru nikkede kort til hende. Han ville fortælle hende alt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...