Parvus

Alt hvad du ikke kan forklare, alt hvad du ikke forstår, vil give mening. Nanami's verden ændres for øjnene af hendes, og der er intet hun kan stille op, andet end at følge så godt med, som hun kan. Til hendes held, er hun ikke alene.

4Likes
1Kommentarer
1089Visninger
AA

3. Øjeblikket

Kapitel 3

 

Sidste åndedrag i denne verden. Sidst glimt af livet. Sidste, af alting. Haru hvor blev du af? Alene på de kolde gulv lå hun. Helt alene. Han kom aldrig. Det kostede hende livet. Faren løb mod hende. Faren knælede ved hende. Faren, forstod intet.

 

”Skønt vejr.” konstaterede Akiko. Nanami nikkede og tog solbriller på. Nu var hun tilbage i tiden. Tilbage til 50’ernes simplere tider. Eller, sådan følte hun det, når hun så gennem det farvede glas. Det var brunt og sommerligt. De to veninder nød en kølig sodavand til solnedganges orange lys.

”Jeg tror, der var en indbrudstyv i går.” Fortalte Nanami og kiggede over på Akiko. Hun så undrende ud, så Nanami fortsatte.

”Der var en mand i går. Han var på vej ind i vores have, men han fik vidst øje på mig.” Spændt forventede Akiko mere. Nanami lænede sig tilbage og trak spændingen ud. ”Det var alt.” sluttede hun.

Skuffet lænede Akiko sig også tilbage. De to piger sad lidt tid i stilhed.

”Tror du han kommer tilbage?” Akiko lænede sig frem igen, og hun så igen spændt på Nanami. ”Det håber jeg ikke.” Akiko hørte det ikke. Hun fantaserede allerede om indbrudstyvens tilbagekomst.

Det gav et sug i Nanamis mave. Akira gik forbi de to veninder. For første gange, siden han slog op, kiggede han på hende. Et øjeblik troede Nanami, at han ville stoppe for at hilse. Han fortsatte. Hans blik var allerede videre.

 

 Tusmørke farvede skyernes med et lilla skær. Det var blevet alt for sent og Nanami var sat i småløb. Gadelygterne tændte og mørket blev jaget bort. Det gav en tryg følelse, og fik hende til at sætte farten ned. Der var kun et par gader tilbage. Det skulle nok gå. For en sikkerheds skyld kiggede hun bag ud. Gaden var tom. Hun åndede lettet op.

Telefonen i hendes lomme gav lyd fra sig. Undrende tog hun den op. Hendes mor var bekymret, typisk.

Hun løftede hovedet. Det løb koldt ned af hendes ryg. Skikkelsen af en kvinde stod ganske få meter fra hende. Nanami vidste ikke, om hun skulle fortsætte eller blive.

Damen tog et skridt frem og instinktivt tog Nanami et tilbage. Hun ville flygte, løbe alt hvad hun kunne, gemme sig, da hun så de kolde dukke øjne. Damen grinte og lod hovedet falde en smule til den ene side.

Hårene på Nanamis arme rejste sig og skrig var på vej. Damen kom for hvert sekund tættere på. Aldrig i hendes liv havde hun været så bange som i det sekund. Den magre hånd fra damen var få centimeter fra hende. Kold af panik lod Nanami kløerne røre hendes hals.

Ud af øjenkrogen kunne Nanami fornemme, at et andet mennesket var ankommet. De kolde øjne så i retning af den ny tilkommet. For kun et enkelt sekund var Nanamis øjne lukket, men da hun åbnede dem igen, var gaden tom.

 

Hun var inde. Sikkerhed. Hjertet pumpede, og et øjeblik stod hun som frosset til gulvet. Hun var ikke bange mere, men til hendes egen overrasket var hun glad. Isen, der før holdte hende,  smeltede, og et smil bredte sig.

Hendes mors stemme lød inde fra stuen. Hun var tilbage. Tilbage til det ”normale” liv. Det var i det sekund hun lod ordet normal passerede hendes tanker, at det slog hende. Denne spænding var, hvad hun havde længtes efter. Det normale liv var ved at tage livet af hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...