When love comes second and money comes first (Justin Bieber)

Ariana er opvokset i byen Atlanta, og har altid boet dér. Men hun og hendes familie har fra Arianas fødsel haft en stor drøm om, at flytte til London, da de så kan tjene nok penge til at forsørge familien. Dog har hendes familie ikke forfærdelig mange penge, og har derfor lidt problemer med at udleve deres drøm. Men hvad nu hvis selveste Justin Bieber går ind i den fattige pige Ariana og de to får et forhold til hinanden, som alle finder mystisk? Hvis nu hendes forældre tvinger hende til at komme sammen med Justin Bieber, så de kan flytte til London? Finder Ariana sig i det, hvis hun faktisk hader ham? Eller er hun så desperat, at hun vil gøre alt for, at kunne flytte til London?

2Likes
3Kommentarer
965Visninger

2. Justin.

Jeg viftede irriteret mit lange lyse hår væk fra mit solbrændte ansigt, da vinden endnu engang legede med mit hår. "Hey! Ariana, du glemte noget!" hørte jeg en velkendt, højlydt stemme råbe. Med et suk vendte jeg mig om, og fik øje på Nathan, som løb kejtet mod mig. Han stoppede en halv meter fra mig, og sendte mig et skævt smil, mens han stak en bog frem mod mig. Jeg nåede dårligt nok, at skimte bogen, før han havde lagt den i min taske, som lå på det ujævne fortov ved siden af mig. "Hey, hvad har du gang i?" spurgte jeg en anelse irriteret, da jeg altid havde forbudt folk i, at kigge i mine sager. Ikke at jeg havde noget specielt liggende, eller..Det vil så sige, at nogle af mine ting indeholdte private ting, som ens mobil. Men hvem havde ikke noget privat på sin telefon? Nathan sendte mig et undskyldende smil, før han lynede min taske igen. Jeg lagde mine arme over kors, da jeg virkelig ikke fandt mig i, at han endnu engang rodede i mine ting. Det var nok dét, som var et minus ved at bo med Nathan. Man kunne ikke skælde ham ud, da man trods alt boede under samme tag med ham, og hans forældre boede lige overfor. "Nathan, jeg gider altså ikke have, at du roder i mine ting." sukkede jeg og fulgte hvert træk han lavede. "Undskyld, Ari. Hvad tid er du hjemme?" spurgte han nysgerrigt. Ja, mig og Nathan boede i samme lejlighed, og det havde vi gjort i snart et halvt år. Vi havde dog også haft vores skænderier allerede, da mig og Nathan ikke er det man kalder 'perle venner'. Slet ikke endda. Han var begyndt, at gå mig på og forstyrre mig i alt, fordi han ikke havde noget relevant at tage sig til. 

"Ari, bussen er kommet?" sagde Nathan højt og ruskede blidt i mig. Jeg reagerede øjeblikkeligt, "Undskyld. Jeg ved ikke, hvornår jeg præcist er hjemme. Klokken otte eller der omkring!" sagde jeg højt, da jeg trådte ind i bussen, med tasken over skulderen. Jeg viste kort mit - rettere sagt Nathans -  buskort til chaufførren, som nikkede koldt, som altid. Jeg spejdede ud over bussen og valgte at sætte mig bagerst, da jeg altid fandt det mest behageligt. Bussen var halvt fyldt op, hvilket undrede mig en del. Den plejede, at være helt fyldt. Nå, mere plads. Efter jeg havde sat mig til rette, tog jeg min gamle lille nokia telefon op, og prøvede at fange et skær fra dens mørke skærm, hvilket jeg hurtigt opgav. Bussen startede, og kort kiggede jeg ud af vinduet, og fik øje på Nathan. Hans brune strittende hår, hans grønne øjne og stil var ikke til at tage fejl af. Han var helt afgjort en af de såkaldte 'nexus boys' på vores skole. Tænk, at jeg for kun få måneder siden, var helt væk i ham. Bare tanken fik mig til at gyse. Og værre, at jeg flyttede ind til ham! Jeg fnøs højt, da jeg fandt mig selv åndssvag. Med kun få sekunders overvejelse, valgte jeg at lægge tanken fra mig, da folk kiggede underligt på mig, da jeg fnøs. Nathan havde givet mig det meste, som jeg ejede. Min gamle telefon havde jeg dog fået på en måde hjemme fra, men ellers så var mit tøj købt for hans penge. Egentligt, så havde jeg tænkt mig, at flytte hjem til min mor og far igen. Også selvom, at jeg ikke rigtigt bliver passet, da vi ikke har nok penge. Men det at tænke på, at jeg skal bo endnu en dag med Nathan, får mig til at sukke. Måske skyldes det, at Nathan hele tiden flirter med mig, og spiller en total genteman, selvom jeg ærligtalt godt ved, at han er en player og hader alt og alle. Han tænker kun på penge, penge, penge og atter penge. Pludselig kom tanken om at flytte til London op, og et suk kom fra mine læber. Den drøm, som jeg altid havde drømt om. 

Jeg trykkede blidt på den røde knap, som skulle forstille en 'stop' knap. Men selve bogstaverne på knappen var slidt af dagen efter bussen kørte sin første rute, af en eller anden mystisk grund. Jeg pakkede hurtigt min mobil ned i tasken, da mine forældre ville bede mig sælge den, hvis de så jeg havde købt en telefon for de penge, som de havde givet. Selvfølgelig fordi, at de havde givet mig de penge til at kunne overleve i fremtiden til min fødselsdag, men så havde jeg købt mobilen i stedet. Min far ville slå mig ihjel, hvis han så det. Bussen stoppede hårdt op, og gav et ryk i alle passagerene, som sad i bussen. Med en hurtig bevægelse fik jeg min lille brune taske - som Nathan også havde givet mig - på skulderen, og gik med tunge skridt ud. Vejret var dejligt, solen skinnede varmt ned på mine bare arme. "Så skal du kun gå nogle kilometer." sukkede jeg, da jeg vidste at min familie boede helt ude i ydrekanten af byen, da min far desværre var begyndt, at stjæle fra butikker. Hvis vi blev opdaget, så var vi døde. Min mor arbejdede, som sygeplejeske og arbejdede også tit. Men desværre  får hun ikke så meget i løn, da hun engang lavede et væddemål. Dét væddemål ændrede ikke kun hendes løn, men vores familie liv. Hun har undskyldet mange gange, har grædt og været helt nede på knæ, da hun indså, hvor meget hun havde dummet sig. 

Kort kunne jeg skimte det lille hus, som kun bestod af ét rum. Bare tanken om, at mine forældre boede dér, gjorde mig trist. Jeg havde flere gange tilbudt dem, at flytte op til mig og Nathan, uden tilladelse. Men gang på gang, havde de sagt: "Hellere bo her, end at være i nærheden af en karlsmart." Første gang de sagde det, så kunne jeg ikke holde en latter tilbage, da jeg måtte give dem ret, at Nathan blærede sig alt for meget. Min far havde desværre ikke rigtig nogle erfaringer, efter hvad folk fortalte ham. Jeg tværtimod syntes, at han var virkelig dygtig til matematik, da han altid vidste, hvordan man skulle løse de opgaver, som vi fik i skolen i matematik. Plus, at han er god til det med huse og pris. Så er der mig, som intet talent har. Jo, vores hovedfag engelsk, men det kunne enhver jo snakke, som var herfra? Ikke engang jeg havde en idé om, hvad jeg ville blive. Danser havde jeg tænkt på, men vi har ikke råd til danse timer. Jeg læste ikke engang noget lige nu, da de ikke vil have mig ind, fordi de mente at jeg ikke var "ren" nok. Selvfølgelig klagede vi, men intet hjalp på deres mening, åbenbart. Jeg kunne stadig blive muggen over det, hvis jeg tænkte alt for meget på det. 

Jeg bankede 3 hurtige slag på døren, og ventede spændt på, at møde min far eller mors ansigt, da jeg ikke havde set dem i snart et måned. Efter få minutter blev døren åbnet, og frem kom min mor med et kæmpe smil på læben. Hendes små rynker var stadig ved hendes øjne, når hun smilede, hvilket altid fik mig til at smile. "Hej Mor!" sagde jeg og trak hendes ind i et stort kram. "Hej, skat. Hvordan går det?" spurgte hun, efter vi havde trukket os fra krammet. "Fint, tak! Hvad med jer?" svarede jeg, og gik høfligt forbi mor, som gav tegn på, at jeg skulle gå ind. Heden ramte mig med ét, da der var ret varmt inde i deres hus. "Fantastisk! Vi har fået 3 dollars mere!" svarede mor. Man kunne tydeligt se glæden i hendes blå øjne, som når et barn får hvad det ønskede sig i julegave. Mit humør burde stige, men det faldt i stedet. 3 dollars var ikke meget, det vidste jeg godt. Men i mine forældres øjne, så var det alt. Det sårede mig lidt, at vi var så fattige, at de blev lykkelige over 3 dollars.  Hvis bare der kom et mirakel for mine forældre, så ville jeg være over lykkelig. Hvis de en dag havde råd til et hus inde i byen, og de penge som er nok til, at vi kan overleve til vi ligger os ned og tænker; sikke et fantastisk liv, jeg har haft. Jeg kunne allerede mærke, at jeg havde mistet håbet totalt. 

                                                                                                               

                                                     ***

Jeg gik med store lange skridt hen ad fortovet, da jeg havde brug for lidt luft. Hvilket vel nok skyldes den hede, som befandt sig inde hos mor og far. Det sårede mig dybt, at se dem leve i sådan et miljø. Det var virkelig slemt, men de nægtede at flytte ind hos en 'karlsmart', hvilket jeg vel måtte finde mig i. Jeg kan jo ikke tvinge dem. Jeg havde nærmet mig Pine St. NW, da jeg pludseligt faldt til jorden, og ømmede mig i næste sekund. Jeg udstødte et gisp, smerten jagede igennem min højre hånd. "Ej, det må du altså undskylde. Det er jeg ked af." hørte jeg en stemme sige. Jeg kiggede irriteret op, og blev mødt af en dreng med sorte solbriller på og en hættetrøje, som hvis han prøvede at skjule sig. Drengen rækkede imødekommende en hånd ned til mig. Havde han regnet med, at jeg havde brug for hjælp til at rejse mig? "Jeg kan godt selv rejse mig, smarte. Jeg har faktisk ben." sagde jeg med en flabet og ikke mindst irriterende toneleje. "Undskyld." sagde han og grinte kort. Jeg fandt det absolut ikke morsomt, og rejste mig aggressivt. Han stoppede med ét og gik et skridt tilbage, "Undskyld." sagde han endnu engang, "Ja, det har du sagt mange gange nu, din idiot." sagde jeg spydigt og sendte ham et koldt blik, før jeg tog mig til hånden. Kort kiggede jeg på ham, og gik dernæst forbi ham med min venstre hånd på min højre. Jeg blev pludseligt grebet fat i, i min arm. Jeg udstødte et gisp, da jeg fik et chok, vendte mig om og blev mødt af drengen endnu engang. "Undskyld, hvad skete der med din hånd?" spurgte han. Man kunne tydeligt hører, at han var meget bekymret, hvilket undrede mig. Hvorfor skulle han nu bekymre sig? "Det rager ikke dig, Du har gjort nok." svarede jeg, og først dér opdagede jeg, at han havde nogen bag sig. En sort, stor mand, som kiggede med et løftet øjenbryn på mig. Han skræmte mig en smule, og jeg gik derfor et lille skridt tilbage. Drengen kiggede forvirret på mig og vendte sig derefter om. "Nå ja, det er min bodyguard, Kenny." sagde han og smilede til mig. Bodyguard? Ej, det var den platteste joke nogensinde. Det var sikkert bare hans onkel. En høj latter kom fra mine læber. "Nå, men er du okay?" spurgte han så lidt efter, da han åbenbart ignorerede min latter og  var utålmodig i stedet. "Nej. Jeg har bare lidt ondt." løj jeg. Jeg havde ikke lidt ondt, jeg havde aldrig nogensinde haft så ondt på min krop før, aldrig! Tårene pressede hårdt på, da hånden dunkede voldsomt. "Må jeg..se?" spurgte han nervøst. Jeg sukkede dybt, viste ham min hånd og hørte ham gispe højt. Jeg havde ikke selv kigget på min hånd, da jeg ikke kunne tage blod eller noget andet, som mindede om hospital. Ikke engang en forstuvning. Drengen hviskede et eller andet til ham Kenny, som nikkede sig enig. Hvad nu? "Vi kører dig på hospitalet." sagde drengen og gav mig et venligt smil. 

Jeg vred mig endnu engang, da jeg nægtede at tage på hospitalet. "Pige, sid nu stille! Det er dét eller 911!" sagde Kenny irriteret, da jeg på ingen måde kunne acceptere, at de tog mig på hospitalet. Plus, at det kostede penge og vi havde ikke råd jo! Kenny holdte fast i mine arme, og havde fundet en teori, som desværre hjalp. Han vidste, at jeg ville overgive mig til sidst. Jeg samlede mine kræfter og vred endnu engang, men stivnede med ét, da der kom en blitz op i mit ansigt. "Kenny, få hende ind i bilen nu." sagde drengen langsomt og dybt seriøst. Endnu engang vred jeg mig, men igen uden held. Der kom flere og flere mennesker, og tog billeder. Pludselig gik det op for mig, hvem og hvorfor de tog billeder. De var paparazziaer. Så det vil sige, at ham drengen er kendt? Det var derfor drengen sagde bodyguard. Jeg lagde først nu mærke til, at jeg var stoppet med at kæmpe mod Kenny, og at han havde sat mig ind på bagsædet. Jeg kunne hører motoren starte og med ét  pumpede mit hjerte, som aldrig før. Jeg var bange for sygehuse, og det havde jeg altid været. "Dreng, jeg kan ikke lide sygehuse." sagde jeg med en skælvende stemme. Tårene faldt automatisk ned af mine kinder, og mine hænder rystede. "Kald mig bare Justin. Jeg er ked af det, men det hånd skal kigges på." hørte jeg drengen sige, som var meget fokuseret på vejen. Jeg kørte sjældent i bil, og syntes derfor at han kørte ret stærkt, men valgte at holde min mund om det, da jeg sikkert bare var forkert, igen. "Justin, jeg afskyer sygehuse!" halv-råbte jeg med en skælvende stemme. Først dér opdagede Justin at jeg græd, da han kiggede i bakspejlet. Han tog sine solbriller af, og jeg blev mødt af nogle utrolig bekendte, smukke og bekymrede brune øjne. Hele min krop begyndte at ryste. Jeg ville ikke på det sygehus. "Kenny, hun græder." sagde Justin pludseligt hurtigt til Kenny, som med ét vendte sig om, så han kunne se mig. Justin satte farten lidt ned. "Jeg har faktisk et navn." svarede jeg lavt og fik øjenkontakt med Justin via bakspejlet. Han sendte mig et smil, "Hun er da stadig lidt flabet." svarede han og valgte at sætte farten op. 

"Jeg vil ikke." "Justin, lad mig gå." "Kenny og Justin, i kan ikke bare tage mig med, når i ikke har min tilladelse!" havde jeg sagt inden for det sidste minut. Kenny sukkede tungt, og kiggede endnu engang på mig. "Hvorfor kan vi ikke tage dig med?" spurgte han træt. Justin havde valgt at ignorere mig, da han ikke gad hører på mit brok, åbenbart. Tårene pressede endnu engang på, da jeg blev nødt til at fortælle dem, at vi ikke havde råd til at betale. "Min familie har ikke nok penge til, at jeg får en skade." mumlede jeg hæst og lavt. Justin stoppede bilen bræt op, så det gav et ordentligt ryk i både mig og Kenny. "Undskyld, for det uhøflige spørgsmål, men er i fattige?" spurgte Justin efter han havde taget selen af, og havde vendt sig mod mig. Jeg kiggede sørgmodigt ned på mine sammenfoldede hænder og nikkede så. "Jamen..Du render rundt i et dyrt kvarter?" sagde Justin uforstående, og prøvede at fange mine øjne. Jeg kunne mærke hans blik hvile på mig. "Jeg er gået derned." svarede jeg hæst. Der blev helt stille. Tavsheden lå mellem os alle. "Nå, så betaler jeg bare!" sagde Justin opmuntrende og startede bilen igen. Jeg kiggede, som var det en refleks på Justin i bakspejlet, som sendte mig et stort smil. Havde han r:ven fuld af penge? "Justin, det kan du ikke! Du kan ikke bruge dine penge på en, som du ikke kender!" sagde jeg overrasket. Jeg nægtede, at lade Justin betale for min skade. "Jamen, det var jo mig, som væltede dig omkuld?" sagde han og satte hastigheden op. Ja, der havde han fat i noget. Eller, det var vel os begge. Stadigvæk, så nægtede jeg det. Han havde givet mig et lift til hospitalet, valgt at kører mig derhen og nu vil han betale!? "Justin, nej." svarede jeg koldt og hårdt. Det kom vist bag på os begge kunne jeg se, at jeg sagde det i det toneleje. "Det er forsent nu." svarede han efter lidt tid. Jeg kiggede irriteret ud af vinduet, og prøvede at gemme tårene væk. Det var jo pinligt! Jeg græd foran en kendt, som jeg ikke kendte! Smerten i hånden blev stærkere og stærkere for hvert minut. "Vi er der snart." havde Justin sagt, da han lagde mærke til, at jeg virkelig havde ondt i hånden. 

Justin stoppede bilen, da han havde fundet en parkeringsplads, trak sine nøgler ud og åbnede for mig. "Tak." sagde jeg og gik ud af bilen. Justin havde et hurtigt tempo mod indgangen til hospitalet, hvilket gav mig en idé. Hvis nu han ikke lagde mærke til det, så kunne jeg måske løbe væk? Jeg måtte simpelthen gribe chancen, nu var den der jo ligesom! 3,2,1 og LØB. Jeg spurtede alt hvad jeg kunne i den stik modsatte retning af hospitalet. Jeg tænkte på alle de forfærdelige ting ved hospitalet, og håbede inderligt at jeg løb hurtigere af det. Men selvfølgelig var Justin hurtigere og greb fat i min arm. "Hey! Du skal," sagde han forpustet og hev efter vejret, før han fortsatte, "Du skal jo ind på hospitalet." sagde han og pegede mod indgangen. Jeg sukkede dybt, da jeg måtte indse, at jeg ikke kunne løbe fra dem nu. Justin gav mig et smil og gik mod indgangen, med mig i armen. Han var sikkert bange for, at jeg løb endnu engang. "Kenny, går du ikke bag hende? Så er vi da sikret." sagde Justin højt. Okay, så nu ville han skræmme mig med, at der gik en bag i mig? Nå nej, jeg kunne slet ikke løbe lige ud og lave en pludselig stor bue, næh nej. Jeg fnøs. 

"Hej, hvad kan jeg hjælpe jer med?" spurgte damen bag disken. "Intet." fløj det ud af min mund, hvilket fik Justin til at kigge på mig, som om at jeg var åndssvag. "Denne unge dame er faldet for en time siden, og sådan her ser hendes arm ud." sagde Justin, hev op i min dårlige arm og viste damen hvordan den så ud. Jeg lukkede hurtigt øjnene, da jeg ikke ville kigge på den. Justin holdte heldigvis ved min albue, så det ikke gjorde vildt ondt, når han løftede op i min arm. "Gud! Ja, sæt i jer endelig! Vi finder en, som vil komme og spørge ind til det." svarede damen og viste vej hen til tre ledige stole. Jeg følte mig som et lille barn, da jeg ikke indførte et ord i deres samtale. "Ja, det ser skidt ud." sagde Justin, da han åbenbart sad og kiggede på min arm/hånd. "Hm." sagde jeg bare. Han havde irriteret mig. Hvorfor ved jeg ikke, men det at han havde taget overhånd heroppe havde på en eller anden måde irriteret mig. 

Efter et kvarters tid kom damen, som stod bag disken over med et høfligt smil. "Undskyld, jeg skal lige melde jer ind. Kan jeg få et navn?" spurgte hun, da hun stod 2-3 meter fra os. "Justin Bieber." sagde Justin pludseligt. Jeg kiggede med store øjne på ham, samme gjorde andre her i venteværelset. "Justin!" var der en, som skreg op og løb over til Justin. Jeg kiggede forvirret på Justin, som kiggede nervøst omkring. "Ja?" sagde han usikkert til pigen, som stod med tåre i øjnene. "Kan jeg-" "Katie Wilson." var der en, som afbrød deres samtale. Pigen kiggede op, krammede Justin og humpede over til en mand, som jeg tog som læge. Hans blik gav mig kuldegysninger. Deres blik var så skræmmende og man kunne aldrig læse dem, aldrig! Justin Bieber. Hans navn kørte rundt i hovedet. Jeg havde hørt ham få gange, men han havde en meget lys stemme dengang. Så lys, at jeg insisterede på, at det var en pige fra start. Min hjerne søgte desperat efter sangens navn. Baby. Der var den! "Gud, sang du ikke Baby!?" sagde jeg overrasket. Justin rettede sin opmærksomhed mod mig, smilte til mig og sagde så, "Jo, jo det var mig." Jeg kunne ikke holde en latter tilbage, hvilket fik folk til at kigge underligt på mig. "Du lød så meget som en pige!" sagde jeg og holdte mig venstre hånd på min mave, da jeg grinte så meget, at det gjorde ondt. Han kiggede lidt mopset på mig, "Hey! Jeg har fået en dybere stemme. Har du hørt Boyfriend?" spurgte han og gav mig et stort smil. Begge mine øjenbryn løftede sig. Boyfriend? Aldrig. "Nej." sagde jeg og først dér lagde jeg mærke Justins stil. Hans hår sad til den højre side, han havde en stor sort hættetrøje på, Supra sko - Nathan havde nogen, en gul kasket og verdens sødeste smil. Vent, hvad? Nej, det sagde jeg bare ikke! Jeg kan ikke lide Justin, han er for det første verdens kendt, og så passer vi ikke sammen. "Det var en skam. Så synger jeg for dig i bilen." sagde han og smilede et venligt smil til mig. Mig og Justin var faktisk kommet ok ud af det, udover at han sang som en pige. 

"Justin..Bieber?" lød det pludseligt fra en mand i en hvid kittel. Manden kiggede endnu engang på sine papirer i hånden, men gentog så sig selv. "Justin Bieber?" og denne gang rejste både mig og Justin os. Jeg sendte ham et kort skræmt blik, før jeg gik med rystende med over til lægen. "Goddag..Justin?" sagde han og kiggede underligt på mig, "Nej, det der er Justin. Jeg hedder Ariana." svarede jeg og smilede falskt til lægen. 

"Nå, lad mig så se." sagde lægen, da vi havde sat os. Justin gav mig et lille smil, før jeg trak min arm mod lægen. Jeg kiggede på mine fødder. "Ja, den må vi have kigget på." sagde lægen og sukkede, før han ringede til en. "Ja, ja jeg sender hende derned." sagde han efter lidt. Jeg var utålmodig, skræmt og rystede som aldrig før, hvilket Justin havde bemærket. "Gør det meget ondt, Ariana?" hviskede han i mit ører. Jeg sad og stirrede koldt ud i luften. Smerten dunkede, som f:andens og drev mig til vanvid. Jeg nikkede kort, kiggede på Kenny, som stod over i hjørnet af rummet og kiggede på sin mobil. "Ariana, vi skal lige ned og ha' MR-scannet dig." sagde lægen efter han var færdig med at snakke. Jeg begyndte at ryste endu mere. MR-scannet!? I de der slags rør!? Jeg nikkede blot, hev en smule efter vejret og kiggede skræmt omkring mig. 

Jeg var nær besvimet, da jeg så det smalle rør, som jeg altid havde frygtet at ende i. "Hej, Ariana. Mit navn er Will. Øhm, hvis bare du putter din arm på pladen her." sagde en anden mand, som kom ind. Han lignede ikke en, som var speciel venlig, men hvem ved. Jeg gjorde lydigt hvad han sagde og frygtede blot det værste. 

 

Undskylder, hvis kapitlet indeholder fejl, men skrev det om aftenen og jeg var helt færdig! :-) 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...