Soulmate

Alex, dør på tragisk vis da hun prøver at fange sin drømmefyrs opmærksomhed.
Hun opdager en helt ny verden, på den anden side, men sukker stadigvæk efter sit livs flamme som er en af de dødelige.
Hun ville aldrig tro at det kunne være muligt at forelske sig igen, og da slet ikke i en anden en Josh - sin drømmefyr. Men hun opdager hurtigt, at hun tog fejl da hun møder den unge fyr Liam.
Men er han virkelig, som han giver udtryk for?

2Likes
2Kommentarer
835Visninger

1. Josh.

Regnen piskede mod ruderne i klassen. Jeg sad med min blyant og tappede den uroligt op og ned mod den linjerede papirsblok, jeg havde liggende foran mig.

 "Hvis I kigger her på verdenskortet, kan i se Skandinavien heroppe. Hvis vi går mere sydpå nærmer vi os Italien. Nogle der ved hvor Madagazkar." Blahblahblah! Vores Dansklære Thomas plaprede løs, og jeg hørte som sædvanlig ikke efter.

Mit blik var kun rettet mod én ting! Josh.!

En fyr med det perfekte kraftige mørkebrune hår, de nøddebrune øjne, og den perfekte mund, med de perfekte læber, som jeg så længe havde længtes efter, skulle røre mine.

Men han lagde ikke mærke til mig. Det gjorde ingen -stort set.

"Alex?" Thomas's stemmede borede sig ind i mine øregange, og jeg blev helt ude af den, så kom selvfølgelig til at smide blyanten på gulvet.

"Grønland!" Udbrød jeg, og i det samme begyndte han at grine mildt.

"Søde ven, du hørte slet ikke efter, vel?" Han gik ned mod min plads. "Du har fri... De andre er gået."

Jeg grinede nervøst, og samlede min blyant op. "Nej... Nej, jeg hørte vist ikke efter. Jeg sad bare i min egen verden." Sagde jeg stille, og begyndte at samle mine bøger og papirer sammen.

"Du må gerne blive og være med sammen med de andre som skal have lidt ekstra undervisning?" Tilbød han.

"Hey Josh, vent lige!" Råbte en af drengene ude fra gangen.

Jeg kiggede på Mr. Thomas. "Ellers tak, jeg... Øhm... Hej hej! Hey Josh!" råbte jeg, og smuttede ud. "Josh!!! Vent lige!"

Mr. Thomas stod tilbage i klassen og kiggede efter mig. Han grinede lidt, og kiggede på min stol, som jeg var kommet til at vælte i farten.

 

Josh vendte sig om, og hans strålende øjne så direkte på mig. "H... Hej." Sagde jeg forpustet og lagde hånden mod mit galoperende hjerte.

"Hey." Sagde han, og kiggede mod udgangen.

"Jeg tænkte.... Altså... Hvis du... Hvis..." Jeg gik helt i hak, og kunne ikke få mine ord frem. Og ikke nok med det, så rødmede jeg også, op til flere gange.

"Altså Alex... Jeg har ikke tid lige nu.. Ikke i dag... Jeg skal så meget... Ses." Sagde han fraværende, og løb mod udgangen.

Jeg strålede. Han havde husket mit navn - for en gangs skyld.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...