Out sider

Amelia er en meget anderledes pige, i forhold til andre piger på hendes skole. Hun har et anderledes syn på verden, og føler ikke at hun har noget at leve for. En dag støder hun tilfældigt ind i Justin Bieber. Ændre det mon hendes blik på verden?

5Likes
10Kommentarer
1183Visninger
AA

2. Ups.

"Hvad har du gang i?", ordene fløj ud af hans mund, hans blik var stift, men alligevel blødt.

"U-undskyld, jeg så dig ikke.."

"Det går nok. Du har jo spildt te ud over dig selv, kom", sagde han og trak mig med uden for caféen. Han tog nogle servietter op af sin lomme, og tørte min bluse. Hvad havde han gang i? Hvad skete der? Da han havde tørt min bluse, lagde han sit blik på mig, og rakte hånden ud.

"Justin. Og du er?", sagde han med et sødt smil, der hang i mundvigen. Jeg mærkede varmen stige op i mine kinder, og smilte svagt.

"Amelia", sagde jeg, og tog hans hånd. Jeg så ned af min våde bluse, for at han ikke skulle se mit ansigt.

Oh. My. God. Min hvide bluse, var på 0,5 blevet gennemsigtig! Jeg skulle væk. Og det var nu. Jeg slap hans hånd, drejede rundt på hælen og gik med hastige skridt hen ad gaden.

"Hey!". Jeg kunne høre Justins stemme bag mig, men jeg stoppede ikke op. Det fik mig faktisk bare til at gå endnu hurtigere, da jeg kunne høre at han løb efter mig. Jeg så hurtigt tilbage, og han var næsten lige bag mig.

"Hvad er der?", lød hans bløde stemme. Jeg begyndte at løbe. Jeg ville væk, væk fra alting, og bare væk fra denne pinlighed. Hans hænder lå pludselig på mine skuldre, og det gav et gys i hele min krop. Han vendte mig op, men jeg holdte mit blik limet fast til jorden. Jeg knappede automatisk min jakke, så han ikke kunne se min gennemsigtige trøje. Hvorfor gjorde jeg ikke det noget før?

"Kig på mig", sagde han, imens han lagde mit hovede i hans hænder. De varmede mine kinder, så de blev brændende. Mine øjne mødte de flotteste brune øjne, jeg nogen sinde havde set.

"Er der noget galt?", spurgte han mig. Han havde nok lagt mærke til mine røde kinder.. Busted.

"Nej", løj jeg, og fjernede mit blik. Han slap mit hovede, tog min hånd i stedet, og trak mig med hen til en bænk.

"Amelia, jeg kan se at der er noget galt". Hvad var han, tanke læser eller sådan noget? Jeg forholdte mig tavs, og kiggede blot på vores hænder, der stadig holdte hinanden. Justin trak sin hånd væk, rejste sig, og gik. Jeg så efter ham, da det gik op for mig, at han ikke havde tænkt sig at komme tilbage.

"Justin, vent!", råbte jeg så højt, at jeg selv blev forskrækket, men han ventede. Han så tilbage,og gik med tunge skridt hen imod mig. Jeg rystede lidt, da jeg ikke helt vidste hvorfor jeg kaldte på ham. Amelia, du kender ham jo næsten ikke? Faktisk, kender du ham slet ikke, og kommer ikke til det! Det er af ren tilfældighed, at han nu står højest 2 meter væk fra dig, og stadigvæk går hen imod dig.

"Vil du så fortælle mig det nu?", spurgte han, da han stod foran mig. Jeg sukkede lydløst, og fortalte Justin, at det var fordi at min trøje var blevet gennemsigtig. Han nikkede forstående.

"Kom", sagde  han stille. Han trak mig med hen til en blæret mercedes, åbnede døren ved siden af føre sædet, så jeg kunne sætte mig ind, hvilket jeg gjorde. Da han placerede sin ende i føre sædet, kiggede han på mig. Jeg kunne ikke rigtigt tyde hans blik.

"Hvad skal vi?", spurgte jeg. Han fjernede sit blik, og fokuserede på vejen.

"Du skal hjem"

"Du ved ikke hvor jeg bor?"

"Nej, men du vil vel fortælle mig det, memindre du vil have en gennemsigtig trøje på hele dagen", sagde han med et lille smil i mundvigen. Ej, hvor havde han bare det lækreste smil, som jeg helt klart ville dø for. Okay, måske ikke dø. Men det var altså et virkeligt lækkert smil!

"Okay", overgav jeg mig, og fortalte ham vejen, hvor jeg boede. Han nikkede blot, og drejede ind af en sidevej, hvorefter vi nåede til mit hus.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...