Dukken af glas

Pludselig fik mit blik øje på noget i græsset, en hånd. En lille bleg hånd, så hård som sten, med sorte negle. Jeg løb over mod græsset og greb fat i hånden. Den føltes som glas? Og pludselig greb den fat i min arm, den klemte sine negle ind i den, så den begyndte at bløde! Den begyndte at trække i mig, den træk mig ned i det hul, den lå i. Jorderen gav væk, under mig. Den trak så hårdt at jeg næsten ikke kunne mærke min arm, i mens jeg faldt..

1Likes
3Kommentarer
981Visninger
AA

1. Den perfekte gave

Tankerne fløj rundt i mit hoved. Jeg havde en syg fornemmelse, fryd? Hvorfor? Jeg burde lide, jeg burde.. Endelig havde jeg løst mysteriet! Det hele startede for 2 dage siden, inde i pantelåner butikken. Jeg var på udkik efter en gave til Catherine, fra klassen. Hun holdte en stor fest i overmorgen, da det var hendes fødselsdag og hun gjorde altid en stor entre. Jeg måtte finde på noget ekstraordinært, i forvejen var jeg temelig sen på den. Jeg traskede rundt i butikken, som en gal. Jeg måtte finde noget, inden de lukkede. Det var næsten midnat! Jeg stod og fumlede med nogle ting, da det smukkeste syn, jeg nogle sinde havde set strejfede mit blik! Hun havde de smukkeste brune krøller, jeg i mit liv havde set! Hendes øjne var de klareste, lyseblå øjne, af glas og huden så hvid som det klareste sne. Med sine små fine hænder, klamrede hun sig til sin lille lyseblå kjole. En dukke, en dukke af glas. Jeg havde fundet den, den perfekte gave! Cathrine havde altid snakket om, hvor meget hun ønskede sig en dukke af glas, ikke til at lege med, men til at beundre. Man kunne ikke undgå at høre om det, men jeg havde ikke rigtig tænkt på det før nu! Jeg tog hende blidt op i mine arme og gik hen til kassen. Ved kassen stod der en dame og snakkede i telefon, mens hun smaskede så højt med sit tykkegummi, så ingen i butikken ville kunne undgå at høre det, selvom de prøvede! Da hun fik øje på mig, sagde hun "Øjeblik" og lagde sin iphone ned. "Hvad kan jeg hjælpe dig med?" spurgte hun mig. "Jeg skal bare have denne her" svarede jeg hende sukker sødt. "Det bliver 56 dollars!" sagde hun. "Her" jeg gav hende pengene og skyndte mig ud af butikken. På vejen hjem, var der ikke en tanke, der strejfede mig. Jeg gik bare og beundrede hende, så lille, så stille, så skrøbelig, men aligevel så smuk! Jeg kunne se med mit blik, at der var noget under hendes lille hånd og fjernede den blidt. Der var syet et navn på kjolen, der stod vist nok.. Emma?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...