My Unavoidable Destiny {JB}

Fan Ficition. Jade er det fjerneste, man kan komme fra en Belieber. Hendes lillesøster er dog en sand fan, og Jade har intet at skulle have sagt, da hendes ti-årige lillesøster bliver inviteret til koncert, og skal have en myndig med; Guess who. To skæbner tørner sammen, og imod alle odds bliver de flettet sammen til én tæt skæbnetråd. Processen er dog hård og langsommelig, og undervejs kommer både Jade og hendes lillesøster ud for foruroligende oplevelser. Kan et så skrøbeligt forhold overleve de prøvelser, som det er uundgåeligt, at man vil blive udsat for, når man kender en celebrity?

10Likes
8Kommentarer
1973Visninger
AA

9. kapitel

Jeg blev stående i udkanten af gyden, stivnet. Fyrene fik øje på mig, og to af dem begyndte langsomt at gå imod mig. Jeg skulle til at vende om for at løbe, da jeg så Lucys blik. Panikken og ængstelsen i hendes øjne gjorde det umuligt for mig at flygte. Men gorillaerne havde set min bevægelse, og var nu på vej imod mig i noget, der vist skulle ligne løb. De greb fat i en arm hver og hev mig med hen til den største; Sandsynligvis deres leder.

"Er du pigen fra sladderbladene?" Brummede han med en dyb stemme. Et lys gik op for mig; Det var på grund af billedet. Af en eller anden grund, havde de noget imod, at jeg var blevet set sammen med Justin Bieber. Jeg nikkede bare, for forvirret til at gøre andet, og desuden mere eller mindre lammet af rædsel. Jeg var ingen stor eller stærk pige, jeg var faktisk ret lille.

"Vi har en høne at plukke med dig." Knurrede han arrigt, og jeg kom langsomt til mig selv igen. Det var bare store drenge, der skulle vise sig. Det kunne jeg godt klare. Snildt, med lidt list.

"Lad min søster gå, så kan vi snakke." Jeg forsøgte at lyde rolig, men jeg anede en svag skælven i min stemme. De hørte det tydeligvis også, for gorillaerne gryntede fornøjet. Lederen nikkede dog bare og smed Lucy fra sig. Hun vaklede frem med tårerne strømmende ud af øjnene, og stod bare et øjeblik uden at vide, hvad hun skulle gøre. Jeg nikkede stille til hende, og det var alt, hvad der skulle til. Min lillesøster satte af sted ud af gyden, desperat efter at komme væk. Jeg løsrev mit blik og så endelig på deres leder. Jeg mener, virkelig  på ham. Forsøgte at regne ud, hvilken type han var. Det var nemmere sagt end gjort.

"Vi bryder os ikke om, at du er sammen med den popstjerne." Ordene lød som en summen, men jeg forstod dem. Min pande gled over i dybe rynker, og jeg åbnede munden for at svare. Med det samme blev luften presset ud af lungerne på mig, da en mavepumper ramte mig med fuld kraft. Jeg gispede chokeret og hev luft ind mellem tænderne, imens jeg lod det være op til gorillaerne at holde mig på benene; Jeg havde ikke selv kræfter til det længere. Jeg var ikke svag, men jeg var bestemt heller ikke lige så stærk som de her fyre.

"Jeg har ikke sagt, at du må sige noget." Knurrede lederen vredt og lagde sine arme over kors: "Vi vil ikke have, at du har mere med ham at gøre, for så kommer det til at gå ud over den lille pige. Der kommer for mange journalister til byen. Det er dårligt. Dårligt for forretningen, dårligt for fællesskabet. De skal væk. Væk igen." Han viftede med hænderne, for at illustrere hvad han mente. De ville have journalisterne ud af byen.. Det var dårligt for deres forretning og fællesskab.. Vent lige lidt. Var de en hemmelig sekt eller sådan noget?

"Svar!" Brølede lederen og gav mig én over hovedet. Jeg nåede lige nøjagig at dreje hovedet, men blot med det resultat at han ramte mig lige over øjet i stedet for siden af hovedet. Det andet havde været at foretrække.

"Okay, okay! Jeg forstår!" Gispede jeg forskrækket og rykkede lidt på mig. Jeg forsøgte at lirke mig ud af gorillaernes arme, uden den store virkning. Lederen nikkede lidt, og et kort øjeblik troede jeg, at det var det. At de ville lade mig gå, og at jeg ikke behøvede at se dem nogensinde igen. Jeg tænkte ikke på konsekvenserne ved at samtykke, de måtte komme senere. Gorillaerne slap mig, og jeg drejede hurtigt omkring for at gå; Blot for at mærke en svidende smerte i ribbenene. Slagene haglede ned over mig, og jeg havde snart ikke styr på, hvor det gjorde mest ondt henne, længere. Da de var tilfredse, skyndte de sig ud af gyden. Jeg blev liggende lidt endnu, inden jeg gik hjem; En tur, der krævede flere kræfter, end den burde have gjort.

*

Næste morgen vågnede jeg ved, at min mobil kimede. Jeg ømmede mig dæmpet, da det værkede i hver eneste muskel.. nej, det kunne ikke gøre det. Hver eneste celle i min krop gjorde ondt. Displayet fortalte, at det var Justin, der ringede. Jeg skulle lige til at tage den, da jeg kom i tanke om gårdagens hændelser. Jeg kunne ikke se ham igen. Det ville gå ud over Lucy. Jeg lagde på, og smed mobilen fra mig med et dæmpet hulk. Hvorfor altid mig? Jeg blev overvældet af selvmedlidenhed og sank ind i min egen lille verden. Mine forældre prøvede flere gange at komme i kontakt med mig, men jeg havde låst døren. Jeg ville bare have fred til at græde mine hjertesorger ud.

Da alle andre var taget af sted, min lillesøter i skole, mine forældre på arbejde, stod jeg op. Tårerne løb ned ad mine kinder, da jeg langsomt gik ind på toilettet. Jeg havde ondt over det hele, og mit spejlbillede så ikke bedre ud, end jeg følte mig. Ét stort rod af blå mærker og en smule indtørret blod i min mundvig. Det kunne selvfølgelig have været værre, jeg havde ikke nogen skader, som ikke ville hele efter et stykke tid. Men jeg var nødt til at blive hjemme, og på mit værelse, i mellemtiden. Mine forældre måtte ikke se det.

Jeg samlede de ting, jeg havde fået af Justin, sammen i kurven fra ham. Jeg måtte skille mig af med det, lade som om, at det aldrig var sket. Men da jeg kom til den lille æske, stoppede jeg. Mine fingre fumlede med papiret, men endelig fik jeg den op og åbnede den. Og inden i lå et lille hjerte, med teksten: "I will never let you go" indgraveret i sølvet. Mine tårer begyndte på ny.

*

Det bankede på døren. Jeg var langt fra i humør til at snakke med nogen, men jeg arbejdede mig alligevel neden under, og åbnede døren; Og stivnede på stedet. Uden for stod Justin. Med en buket roser. Jeg var ikke den eneste, der blev chokeret; Justin stivnede nøjagtig ligesom jeg.

"Jade.. Hvad er der sket med dig?" Hviskede han med rædslen malet i alle træk. Min hals snørrede sig sammen. Jeg var nødt til at gøre det nu.

"I-Ikke noget.. Justin.. Det går ikke. Jeg vil ikke bare være endnu én. Jeg slår op." Min stemme var grådkvalt, og jeg rakte ham kurven med de ting, han havde givet mig, i stiv arm. Jeg ville bare have det overstået.

"Jade.. Jeg kan få en bodyguard til dig, hvis du vil have det. Du behøver aldrig være bange.. Ved du, hvem det var? Jeg kan få dem bag lås og slå, hvis jeg bare ved, hvem det er.."

"En bodyguard? Det er ikke godt nok! Jeg vil ikke have en bodyguard. Jeg er en normal pige. Jeg er bare et midlertidigt legetøj. Jeg vil ikke være med mere, Justin. Jeg har fået nok. Jeg vil ikke have dig længere. Skrid." Det føltes som om en kniv skar sig vej gennem mit hjerte for hvert ord, jeg sagde, men det var nødvendigt. Jeg var nødt til at gøre det klart, for min lillesøsters skyld, hvis ikke for min egen. Jeg ventede ikke på at høre hans svar, jeg så ikke ind i hans øjne, jeg smækkede bare døren og låste den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...