My Unavoidable Destiny {JB}

Fan Ficition. Jade er det fjerneste, man kan komme fra en Belieber. Hendes lillesøster er dog en sand fan, og Jade har intet at skulle have sagt, da hendes ti-årige lillesøster bliver inviteret til koncert, og skal have en myndig med; Guess who. To skæbner tørner sammen, og imod alle odds bliver de flettet sammen til én tæt skæbnetråd. Processen er dog hård og langsommelig, og undervejs kommer både Jade og hendes lillesøster ud for foruroligende oplevelser. Kan et så skrøbeligt forhold overleve de prøvelser, som det er uundgåeligt, at man vil blive udsat for, når man kender en celebrity?

10Likes
8Kommentarer
1955Visninger
AA

8. kapitel

Som frygtet kom billedet i sladderbladene næste dag. Dagen startede egentlig helt normalt, min søster drillede mig lidt, mine forældre var tavse, og det var så det. Men så snart Lucy fik fingre i sit daglige sladderblad, brød kaos løs i huset.

"JAAAAADE!!!! HVORFOR HAR DU IKKE FORTALT MIG, AT DU DATER JUSTIN BIEBER!?!?!" Hun fór imod mig og lignede én stor tordensky. Nej, det var ikke det rette udtryk. Hun lignede en vulkan, der kunne eksplodere hvert øjeblik. Det blev en meget lang morgen, fuld af forklaringer og undskyldninger. Min søster var rasende over, at jeg havde holdt det hemmeligt, men sjovt nok generede det hende ikke, at hendes storesøster datede hendes elskede popidol. Jeg kunne ellers nemt have forestillet mig, hvordan hun ville have prøvet at kvæle mig. Men det var åbenbart ikke tilfældet.

*

Senere samme dag, sad jeg i sofaen og så fjernsyn, uden rigtig at se noget. Jeg havde også forklaret mine forældre, hvad der foregik, selvom jeg knap nok selv vidste det. Men de havde godtaget min forklaring og stolede nu på, at jeg kunne tage vare på mig selv. "Du er altid fornuftig." havde de sagt. Slet ikke noget pres der. Det gav et gib i mig, da min mobil spillede den korte melodi, der kom, hver gang jeg fik en sms.

- Beklager det med billedet. Jeg burde have vidst bedre. JB. - Jeg ville gøre meget for at se hans ansigtsudtryk i det øjeblik, men det var ikke muligt. Logisk nok. Et suk forlod mine læber, og jeg rystede en enkelt gang på hovedet, inden jeg svarede.

- Det gør ikke noget. Det er, hvad der sker, når man dater Justin Bieber. Jade. - Jeg fortrød mit ordvalg i samme øjeblik, jeg sendte beskeden. Alt Lucys snak om, at vi datede, havde printet sig ind i min hjerne, og jeg havde skrevet det til ham. Skrevet, at vi datede, selvom det var meningen, at jeg skulle lægge afstand til ham. Hvad havde jeg gang i?

- Så vi dater altså? Great. JB. - Jeg kunne næsten fornemme hans smil i beskeden. Jeg var sikker på, at han vidste, at det ikke var det, jeg havde ment. Men han havde taget mig på ordet under alle omstændigheder. Jeg svarede ikke i et stykke tid, men satte mig bare til at stirre på fjernsynet igen. Mobilen bippede igen.

- Skal du noget i aften? JB. - Jeg overvejede det en smule. Jeg kunne komme på tusindvis af ting, der kunne gå galt, men alligevel havde jeg lyst til at tage af sted. Og her på det seneste var jeg blevet klar over, hvor lidt jeg gav mig selv lov til. Så hvorfor ikke bare slå mig løs, denne ene gang? Jeg snerpede beslutsomt læberne sammen.

- Niks, jeg er ledig. Jade. - Jeg sendte sms'en af sted, før jeg kunne nå at ombestemme mig. Hans svar kom næsten øjeblikkeligt, som altid. Han måtte virkelig have den mobil tæt ind til kroppen. Jeg blev tomatrød i hovedet ved tanken, og skyndte mig at skrue op for lyden på fjernsynet. Dog tjekkede jeg snart min besked alligevel.

- Det er du ikke længere. Jeg henter dig kl. 18.00 :-D JB. - Jeg stirrede på sms'en. Det var første gang, at han havde skrevet en smiley til mig, og åndssvagt nok gav det mig en følelse af, at jeg var noget værd. At jeg betød noget for ham. At jeg faktisk var god nok. Jeg sendte hurtigt en glad smiley tilbage.

*

Jeg brugte hele dagen på at gøre mig klar til min aftale med Justin. Fandt en elegant, topas-farvet kjole med en dyb udskæring. Når man en gang i mellem var ude med en stjerne, måtte man vel gerne gøre noget ud af sig selv, ikke? Taget i betragtning hvor mange stjerner han havde datet, følte jeg også, at jeg var nødt til at stadse mig op. Mascara igen, og nogle smykker. Okay, det var måske ikke det store, men jeg følte mig pæn. Pæn. Sikke et barnligt ord. Mit hår satte jeg op i en knold, og så ventede jeg sådan set bare på, at Justin skulle komme.

Og jeg skulle ikke vente længe. Fem minutter i seks bankede det på døren, og jeg skyndte mig ud til den med så meget værdihed, som jeg kunne præstere. Jeg var både spændt og nervøs, og derfor var det også svært at gå stille og roligt. Mine høje hæle hjalp dog lidt på det. Jeg snuppede en cardigan og åbnede så døren.

"He.. woaw." Et skævt, kækt smil var at læse på hans læber, da han fik øje på mig. Jeg mærkede varmen skylle op i kinderne, og forbandede indvendigt den evige rødmen. Heldigvis havde jeg dog en lille smule kinderødt på, så det burde ikke være så tydeligt. Han så heller ikke så dårligt ud, endda. Han havde faktisk taget en smoking på. Hvis jeg havde rødmet før, var det ingen ting i forhold til, hvor meget jeg rødmede, da jeg mødte hans blik.

"Også hej til dig.." Mumlede jeg forlegent, og så lidt ned i gulvet. En finger rørte huden ved min hage og sendte varme stød igennem mig, da han løftede mit ansigt op.

"Lad være med at gemme dig selv væk. Det er sådan en skam," sagde han dæmpet, og min hjerne slog fuldstændig fra. Alle de røde pærer slukkedes, og jeg lod en aften være en aften. Nu ville jeg bare have det skønt for en gangs skyld.

Vi satte os ud i bilen og Justin begyndte at køre. Vi endte ved et stort hus, større end noget jeg nogensinde havde set. Han førte mig ind og viste mig op til et stort værelse.

"Her bor jeg så," sagde han ydmygt, tydeligvis godt klar over, hvilket indtryk det gjorde på folk.. som mig. Jeg gik ind og satte mig på sengen med et benovet blik.

"Her er.. flot." Sagde jeg, mere eller mindre mundlam af overraskelse. Jo, jeg vidste godt, at de boede flot, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at det var  godt. Men jeg var ikke misundelig. Jeg ville bare fare vild, og jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle gøre med alt den plads. Justin satte sig ved siden af mig med et varsomt blik. Han regnede tydeligvis med, at jeg ville sige noget mere.

"Jeg kan lide det," tilføjede jeg derfor, med et skævt lille smil. Lettelsen stod tydeligt at læse i hans ansigt, og det gjorde mig faktisk glad, at han bekymrede sig om, hvad jeg mente om ham og hans hjem. Vi var stille lidt, sad bare og betragtede hinanden, da jeg så noget ændre sig i hans blik. Det var som om, hans blik blev mere.. intenst.

"Er der noget galt?" Spurgte jeg dæmpet, bare for at bryde stilheden, som var begyndt at trykke mig en smule. Det var en uvant situation for mig, det her. Jeg var ikke vant til, at der var nogen, som så på mig på den måde. Jeg var generelt bare ikke vant til, at der var nogen, der så på mig overhovedet, udover Mira. Og hun talte ikke. Han rystede på hovedet, og jeg kunne se antydningen af et smil i hans mundvig.

"Nej.. Jeg vil bare lige prøve noget.." mumlede han og lænede sig langsomt frem imod mig. Jeg sad helt stille, usikker på, hvad jeg følte og mente. Ville jeg det her? For pokker ja! Det ville jeg jo! Da hans læber mødte mine, tøvede jeg kun et kort øjeblik, inden jeg besvarede hans kys. Det føltes godt.. alt for godt. Og det føltes rigtigt. For første gang i mit liv, var der noget, der føltes rigtigt. Vores læber skiltes, og vores blikke var sømmet til hinanden. Vi udvekslede følelser uden ord, og jeg kunne se hvor det førte hen. Han mente faktisk det her. Han jokede ikke bare. Jeg var ikke bare endnu én. Og som om livet bare var ude på at frarøve mig alt glæde, kimede min telefon pludselig i min lomme. Det gav et sæt i os begge ved lyden, og Justin rykkede sig lidt tilbage, med et usikkert, skævt smil. Jeg selv rykkede forlegent væk og fandt min mobil frem.

"Ja?" Spurgte jeg åndeløst. Stemmen i røret fik mig til at stivne, og alle de røde pærer var med ét tændte og klar igen.

"J-Jade? Jade, du er n-nødt til at komme.. D-Der er noget.. g-galt.." Lucy snøftede sig gennem ordene, og de var kun lige nøjagtig til at forstå.

"Lucy?" Spurgte jeg med en ængstelig stemme og rejste mig op: "Lucy, hvor er du henne?" Endnu et hulk i den anden ende.

"En s-sidevej ved skolen.. D-Du er nødt til at k-komme nu, J-Jade!!" Jeg kunne høre panikken i hendes stemme og var allerede på vej ud i gangen igen, for at få mine sko og min jakke på.

"Jeg kommer, Lucy. Bare tag det roligt." Efter mine ord, min forsikring, lagde hun på. Bare sådan uden videre. Mine bange anelser blev yderligere forstærket, og jeg skyndte mig i skoene. Justin kom gående ud med et forvirret, såret blik.

"Jeg er nødt til at gå nu, Justin.. Min lillesøster er i problemer, hun har brug for mig.." Jeg kunne se, at det dæmrede for ham. Søskendekærlighed, gensidig tillid, den slags. Det var min pligt. Han nikkede kort og gav mig så et let kys på kinden.

"Jeg forstår. Af sted med dig, Jade." Hans skæve smil var det sidste, jeg så, inden jeg skyndte mig ud af døren. Jeg løb imod skolen, selvom de høje hæle gjorde det noget mere besværligt, end det ellers ville have været. Men jeg nåede frem, og drejede ind af den første og nærmeste sidevej; Og stoppede brat op. Fire eller fem store fyre stod i sorte læderjakker, og den ene af dem holdt en grædende Lucy stramt i armen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...