My Unavoidable Destiny {JB}

Fan Ficition. Jade er det fjerneste, man kan komme fra en Belieber. Hendes lillesøster er dog en sand fan, og Jade har intet at skulle have sagt, da hendes ti-årige lillesøster bliver inviteret til koncert, og skal have en myndig med; Guess who. To skæbner tørner sammen, og imod alle odds bliver de flettet sammen til én tæt skæbnetråd. Processen er dog hård og langsommelig, og undervejs kommer både Jade og hendes lillesøster ud for foruroligende oplevelser. Kan et så skrøbeligt forhold overleve de prøvelser, som det er uundgåeligt, at man vil blive udsat for, når man kender en celebrity?

10Likes
8Kommentarer
2030Visninger
AA

7. kapitel

Uden helt at vide hvorfor, stod jeg nu foran spejlet iført en figursyet, lilla kjole; Med shorts inden under, naturligvis. Jeg kendte ham trods alt ikke, og drenge kunne man ikke stole på. Ville man have sit hjerte knust, skulle man bare give det til en dreng. Var det ikke sådan, man sagde? Mit hår havde jeg fladet, og jeg havde da også lagt en lille smule make-up i ansigtet. Bare lidt mascara. Sommerfuglene var begyndt at flakse i min mave, af grunde jeg ikke forstod. Hvorfor var jeg så nervøs? Så spændt? Det gav absolut ingen mening!

Jeg satte mig ind i bilen og styrede imod havnen. Hvorfor jeg tog af sted, begreb jeg ikke. Jeg var jo sådan set ikke tvunget til det, jeg kunne bare blive hjemme, hvis det var det, jeg havde lyst til. Men det var det ikke, og jeg kunne ikke sætte ord på præcis, hvad det var, at jeg havde lyst til at tage af sted. Måske ville jeg bare have svar på mine spørgsmål. Måske var det fordi, jeg gerne ville se hans øjne igen.. Jeg skubbede tanken fra mig med et gys. Hvad skete der med mig?

Jeg parkerede bilen på parkeringspladsen og blev siddende lidt i den. Jeg kunne stadig nå at tage hjem. Et dæmpet suk forlod mine læber, og jeg trådte usikkert ud af bilen og låste den. Nu var jeg altså på vej på en date med Justin Bieber. Hvis man altså kunne kalde det en date.. For vi skulle jo egentlig bare snakke sammen, gik jeg da ud fra. Mit blik finkæmmede havnen, men han var ikke at se nogen steder. Min pande var én stor skov af rynker, og jeg fandt nervøst mobilen frem. Måske havde det bare været et nummer. En joke med nogle venner, for at se om han kunne lokke mig ud. Men inderst inde håbede jeg på det modsatte.

- Hvor er du? Jade. - For at være sikker på, at han vidste, hvem jeg var, satte jeg afsender på. Måske havde han glemt det, måske.. Mine spekulationer blev afbrudt, for sekundet efter bippede et svar ind.

- Ham med hatten. JB. - Skrev han. Det var jo også meget præcist, for der var slet ikke mange med hatte på havnen, på en varm sommeraften.

- Tak, det var en stor hjælp. Jade. - Sarkasmen var tydeligt at læse både i mit blik og beskeden. I hvert fald, hvis man kendte mig. En fyr der sad ved havnen, med benene ud over kanten, drejede omkring. Et smil spillede om hans læber, og smilet fik mit hjerte til at springe et slag over. Og af den ene årsag, var jeg ikke i tvivl om, at jeg havde fundet ham. Med et lillebitte smil gik jeg over til ham og satte mig.

"Flot hat." Bemærkede jeg, i et forsøg på at være sjov. Et ynkeligt forsøg. Flot hat? Kunne jeg da ikke finde på noget bedre end det? Jeg var virkelig ude af træning; På nær.. At jeg aldrig havde været trænet til den slags. Han trak på den ene skulder med et selvsikkert smil.

"Jeg ved det. Den er virkelig in, lige for tiden." Hans svar virkede også en smule usikkert, på trods af det selvsikre smil. Jeg havde ført os ud på dybt vand, og det var nu også mit job at trække os ind, hvor vi kunne bunde. Jeg tænkte så det knagede, inden noget slog ned i mig.

"Var det dig, der sendte den kurv til mig?" Jeg var sådan set ikke i tvivl, men det virkede som en god måde at skifte emne. Desuden ville jeg gerne være helt sikker. Han nikkede med et varsomt blik, og jeg kneb øjnene sammen.

"Og du rodede i min mobil." Jeg løftede anklagende en pegefinger imod ham, men til min overraskelse rystede han på hovedet og lagde sin hånd over min for at få den ned igen.

"Jeg har allerede sagt, at jeg ikke rodede i din mobil. Jeg gav dig bare en lille gave," han smilede skævt, kun til mig, og jeg trak hurtigt hånden til mig igen som om, jeg havde fået stød. Det var den virkning, han havde på mig. Han gjorde mig nervøs, for han fik ting til at ulme under overfladen, som aldrig havde været i rør, inden jeg mødte ham. Jeg trak bare på skuldrene og så den anden vej. Spørgsmålene vældede op i mig, men jeg nægtede at være den, der brød stilheden. Min tåbelige stolthed forbød mig det.

"Hvad tænker du på?" Spurgte han, og da jeg drejede hovedet for at se på ham, opdagede jeg, at hans pande var spækket med tankefulde furer. Det var altså et spørgsmål, han gerne ville have et ærligt svar på. Jeg overvejede derfor mine ord nøje, inden jeg sagde dem:

"Jeg tænker på, om jeg bare er endnu en. Om jeg bare er tidsfordriv, og om jeg overhovedet burde være her. Om det her er dumt." Jeg talte langsomt og velovervejet, og jeg holdt hans blik fast imens jeg fortalte ham det. Mine tanker lige nu. Noget personligt. Det kunne han ikke få lov at flygte fra. Han havde selv spurgt. Han var stille et stykke tid, og jeg tog mig selv i at stirre hypnotisk ind i hans øjne. Efter hvad der føltes som en evighed, åbnede han endelig munden.

"Du er ikke bare endnu en.. Og du er slet ikke tidsfordriv. Gjorde jeg ikke det klart i mit kort?" Han hævede øjenbrynene, og jeg rødmede straks. Jo, han havde gjort det meget tydeligt. Da jeg ikke sagde noget, fandt han en æske frem fra sin lomme og rakte den til mig. Jeg fik en dyb rynke i panden, da jeg tog imod den. Hvad var nu det?

"Vær sød at åbne den. Hvis ikke nu, så når du kommer hjem." Jeg så længe på ham, inden jeg nikkede. Det kunne vel ikke skade. Jeg så ned på den lille æske, og et forunderligt smil gled frem på mine læber.

"Hvad er det?" Spurgte jeg nysgerrigt og vendte og drejede æsken i min hånd. Hans grin gjorde mig varmt helt ind i knoglerne, og jeg det gav et forskrækket gib i mig, da en erkendelse nåede til mig: Efter blot ti minutter i hans selskab, var jeg begyndt at kunne lide ham. Lide Justin Bieber. Jeg rejste mig hurtigt med et nervøst blik og mærkede et stik i hjertet, da jeg så hans forvirrede blik.

"Jeg er nødt til at gå nu.. Mine forældre venter på mig derhjemme." Løj jeg, ikke særlig overbevisende. Men han kommenterede ikke på det, rejste sig blot og trådte hen til mig. Vi fik øjenkontakt, og et langsomt smil spillede på hans læber, da han trådte tættere på mig. Og så lagde han armede omkring mig, og gav mig et blidt, varmt kram. Ikke et af de akavede, som når nogle af drengene står og ikke rigtig ved, hvad de skal gøre af sig selv, fordi de egentlig stadig er lidt umodne. Men et rigtigt kram, et kram man kun kan få af en rigtig ven.. eller en kæreste. Jeg stivnede af to grunde, på det tidspunkt. Den ene grund var, at det jeg lige havde tænkt, chokerede mig. Den anden var, at en skarp blitz skar mig ind i øjnene. Justin bandede og så ærgerligt på mig. Jeg vidste godt, hvad det her betød, det havde jeg allerede indset. Men det var for sent at lave om på nu.

"Sorry, Jade. Vi skrives, right?" Han smilede usikkert til mig og skyndte sig så over pladsen, imod en stor, elegant bil. Jeg gjorde det samme, bare den modsatte vej, imod min egen ydmyge Volkswagen. Jeg satte kursen hjem, for omtåget til at bekymre mig om morgendagens katastrofe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...