My Unavoidable Destiny {JB}

Fan Ficition. Jade er det fjerneste, man kan komme fra en Belieber. Hendes lillesøster er dog en sand fan, og Jade har intet at skulle have sagt, da hendes ti-årige lillesøster bliver inviteret til koncert, og skal have en myndig med; Guess who. To skæbner tørner sammen, og imod alle odds bliver de flettet sammen til én tæt skæbnetråd. Processen er dog hård og langsommelig, og undervejs kommer både Jade og hendes lillesøster ud for foruroligende oplevelser. Kan et så skrøbeligt forhold overleve de prøvelser, som det er uundgåeligt, at man vil blive udsat for, når man kender en celebrity?

10Likes
8Kommentarer
1959Visninger
AA

6. kapitel

Morgenmaden var mildt sagt et helvede. Mine forældre blev ved med at spørge ind til min såkaldte "hemmelige beundrer", og Lucy pressede bare mere og mere på for at finde ud af, hvem det var. Jeg kunne lige forestille mig hendes reaktion, hvis hun faktisk fik at vide, hvem det var. At den, der stalkede mig, var hendes elskede Justin Drew Bieber. Endnu en grund til at kappe kontakten med ham. I samme øjeblik jeg tænkte tanken, kimede min mobil. Mit blik fløj over på mine forældre; Min far kneb øjnene sammen, men min mor nikkede. Egentlig havde vi en regel om, at mobilerne ikke måtte komme frem ved bordet, men til mit held havde de gjort en undtagelse. Eller, de havde ikke. Min mor havde. Den barmhjertige samaritaner.

"Hallo?" Jeg kneb øjnene sammen og ventede det værste; Jeg havde ikke nået at tjekke nummeret, og forventede det værste.

"Jade! Hallo! Der er opstået en KRISE! Du er så meget nødt til at komme! Og det skal være med det samme, ellers DØR jeg bare!" Miras oprevede stemme lød i mine ører, og jeg holdt automatisk mobilen et stykke ud fra øret. Jeg skævede kort til uret på mit håndled og himlede så med øjnene. Klokken var kun otte, og Mira havde allerede en nødsituation. Det skulle nok blive en glimrende weekend.

"Jeg kommer. Du må lige holde ud fem minutter mere." Sukkede jeg med et lille smil og kunne høre hendes fortvivlede hvin i den anden ende. Jeg lagde på og så undskyldende på mine forældre; Jeg undlod helt at se på Lucy. Hun var stadig ikke tilgivet for at have sladret. Jeg mødte min mors blik og kunne se, at hun vidste, hvad det drejede sig om.

"Mira-alarm?" Hun hævede et øjenbryn spørgende, og jeg smilede taknemmeligt til hende med et lille nik. Hurtigt rejste jeg mig og skyndte mig ud af døren. Ingen tid til at gøre noget ved håret eller påklædningen. Når det kom til Mira, så var man virkelig nødt til at være hurtig; Ellers gik hun bare i spåner, bogstaveligt talt.

*

"Hvad er problemet så?" Spurgte jeg, da hun havde trukket mig hen til sit skab, der havde det største udvalg af tøj, jeg nogensinde havde set. Mere end jeg havde haft til sammen hele mit liv. Men det var åbenbart ikke nok, at dømme ud fra Miras målløse blik på mig.

"Hvad problemet er? Er det ikke tydeligt? Der er bare ikke noget at tage på!" Hendes stemme steg et par oktaver, og jeg skar tænder. Gode gamle Mira. Jeg spidsede tankefuldt mine læber til en trutmund og overvejede vores muligheder. Det var jo tydeligt, at jeg var nødt til at gøre noget her. Omsider slog en idé ned i mig, om end det forekom mig unødvendigt.

"Jeg ved hvad vi gør! Vi skal ud og shoppe, Mira. Big time!" Da jeg sagde det, kunne jeg se hvordan hendes øjne lyste op, som om hun bare havde ventet på, at jeg ville sige det. Hun hoppede hen til mig og slog armene om halsen på mig i en tæt omfavnelse.

"Du er genial, Jade! Det er da det vi gør! Selvfølgelig! Hvorfor tænkte jeg dog ikke selv på det?" Hun så lykkelig ud, og det var alt, hvad der betød noget for mig i det øjeblik. Vi tog naturligvis af sted med det samme, og efter få minutter stod vi inde i den første butik, og Mira havde allerede fundet en hel bunke af tøj; Som jeg slæbte rundt med. Hun kunne jo ikke kigge på tøjet, hvis hun skulle holde det hele, som hun sagde. Og det var jo rigtigt nok, selvom det måske var bedre, hvis hun ikke kunne kigge på mere. For hverken hun eller jeg var rige; Hendes far var, men han var der jo ikke lige nu. Så vi var altså nødt til at holde os inde for budgettet.

Mira var inde i prøverummet for at prøve noget af alt det, hun havde fundet, da min telefon bippede nede i min lomme. Jeg gravede mig ned under laget af tøj og hev mobilen frem.

- Er du sulten? JB. - En irriteret rynke brød frem i min pande. Jeg havde altså en smule travlt lige nu, lidt for travlt til at håndtere en popstjerne. Jeg trykkede ind for at besvare beskeden.

- Nej. Har lige spist. - Det virkede som det enkleste svar, så behøvede jeg desuden heller ikke forklare ham min situation. Foruden det kortfattede svar, undlod jeg at skrive afsender på. Han vidste ligesom godt, hvem han havde skrevet til. Forhåbentligt. Tæppet gled fra til prøverummet, og Mira trådte ud i en figursyet rød kjole.

"Jade? Hvordan ser den her ud?" Hun vendte sig med siden til spejlet og rynkede panden: "Nej. Jeg ser tyk ud, gør jeg ikke? Jo, det gør jeg. Og den sidder slet ikke rigtigt i udskæringen.. Nej, jeg prøver den næste." Hun havde besluttet sig, inden jeg nåede at åbne munden. Og godt det samme, for i det øjeblik hun trak tæppet for igen, trillede den næste besked ind.

- Frokost, måske? JB. - Et dæmpet suk undslap mine læber, og jeg spekulerede på, hvordan jeg skulle få sagt, at jeg ikke var interesseret. For det var jeg jo ikke. Jeg besvarede beskeden og viste tydeligt, hvad jeg mente.

- Jeg har travlt. Beklager. - Endnu en gang trådte Mira ud foran mig og vendte og drejede sig ved spejlet. Jeg forsøgte at se interesseret ud, men sms-samtalen havde efterhånden min fulde opmærksomhed. Hvorfor var han så stædig? Jeg var vel bare en ud af mange piger, han kunne invitere ud. Endnu en gang bippede min mobil.

"Hvad synes du?" Spurgte Mira kritisk, og jeg så desorienteret op på hende. Hun havde heldigvis ikke opdaget mobilen i min hånd.

"Mmh.. Hvad? Ja, den er rigtig flot. Den synes jeg, du skal tage." Jeg spandt et svar sammen så hurtigt, jeg kunne, uden at kigge på det, hun havde på. Men alt så godt ud på hende, så der var desuden heller ikke så meget at tænke over. Jeg bøjede hovedet en smule og fokuserede på sms'en.

- Så siger vi kl. 15.00 ved havnen. Glæder mig til at se dig. JB. - Mit chok var til at tage og føle på. For anden gang den dag, mindedes jeg ikke at have sagt ja til det, jeg nu havde fået at vide, jeg skulle. Jeg rystede på hovedet, for at klare mine tanker, og lagde så bunken at tøj fra mig. Da Mira igen kom ud, så hun undrende på mig.

"Jeg er nødt til at gå nu, Mira. Jeg har en anden aftale." åbenbart. Mit blik var undskyldende, men til min overraskelse smilede hun bare til mig.

"Det er helt i orden! Jeg er også ved at være færdig her." Hun viftede med hånden af mig, og jeg drejde omkring for at skynde mig ud af butikken. Det havde ikke set ud som om, at hun var bare halvvejs færdig, men det var måske bare mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...